SIDEN ER UNDER OPBYGNINING

I første afsnit af Det Fantastiske Menneske møder vi Trine, som har fået en alvorlig hjernerystelse der medførte et tab af grebet om hverdagen. Hun fortæller åbent, ærligt og sårbart om følgevirkningerne og hvordan hun fandt vejen tilbage, med målrettet hjælp i form af akupunktur og floating. Akupunktør Hans Erik Foldberg fortæller om hjernerystelse, symptomer, følgevirkninger, kroppens signaler og om hvorfor nogle langvarige forløb.

Du kan lytte til afsnittet via nedenstående links, se det her på siden eller læse vores transskription nedenfor videoen:

Medvirkende

Gæst(er): Trine Kjær Overgaard
Fagperson(er): Hans Erik Foldberg (Akupunktør)
Vært: Leon Rask Sørensen

Kilder og videre læsning

  • Links kommer snart

Læs afsnit 1 af Det Fantastiske Menneske: Hjernerystelse – del 1

Transkriptionen er genereret automatisk ved hjælp af AI og er ikke gennemgået manuelt. Der kan derfor forekomme fejl i ordvalg, stavning, tegnsætning og forståelse af tale. Indholdet skal læses med forbehold, og vi henviser til den originale lydoptagelse for den mest præcise gengivelse.

Det var en hård tid, og alle fortjener at vide, at der er noget at gøre ved det.
Kroppen er fantastisk, skabt til at hele, restituere og genopbygge sig selv.
Men hvad sker der, når den proces bliver forstyrret? Og hvordan støtter vi bedst kroppens
evne til at komme sig, såvel fysisk som mentalt?
De spørgsmål skal vores gennemgående gæst, Hans Erik Foldberg, forsøge at besvare i
et sprog, hvor de fleste kan være med.
Han er akupunktør med baggrund i traditionel kinesisk medicin, og han har over 30 års
erfaring fra sin egen klinik.
Gennem årene har han behandlet tusindvis af patienter med både fysiske og mentale
ubalancer, og han har undervist fagpersoner og ledere i kroppens fysiologiske og
mentale sammenhænge.
Og nå ja, så har han skrevet fire bøger om mental sundhed.
Velkommen til Det Fantastiske Menneske, en podcast om kroppens enestående evne til at
helbrede sig selv.
Hej Hans Erik.
Hej Leon.
Godt at se dig.
Tak i lige måde.

Trine, som vi lige hørte her, hun har været igennem et forløb med en voldsom
hjernerystelse, og det er det, det skal handle om i dag.
Inden vi går lidt mere i dybden med det, så er det måske meget rart at lige forstå, hvad en
hjernerystelse egentlig er.
Og definitionen på en hjernerystelse, som jeg forstår det, det er, at det er en skade på
hjernen, hvor nogle af hjernens normale funktioner bliver sat ud af spil som
konsekvens af det her knock-out.
Men det er så også nærmest det eneste, vi kan sætte fælles for en hjernerystelse?
Ja, fordi det kan være meget forskellig artet, hvordan en hjernerystelse udarter sig.
Nogen kan hvile to, tre, fire dage, og så går det egentlig i sig selv.
Og andre, jamen der er det længere perioder.
Det kan måske være to-tre uger.
Det er der er rigtig mange, der kan klare det på.
Men der er også folk, der går rundt med det her et år, eller fem år, syv år, og aldrig
kommer over det.
Og det er jo egentlig tragisk.
Typisk fordi man ikke er klar over, hvordan får man egentlig hjernen til at hele op på en
god måde.
Og noget af det, du skal gøre os klogere på i dag, det er netop, hvordan vi på bedst mulig
vis kan hjælpe kroppen til at gøre det arbejde, som kroppen egentlig er ret
fantastisk til.
Vi skal lige vende tilbage til Trine en gang, som vi mødte til en start.
For en ting, det er de konsekvenser, man oplever i form af smerte og ubehag, når man får
en hjernerystelse.
Men der bliver også sat rigtig mange andre ting i gang, nemlig det følelsesmæssige.
De første uger kom jeg faktisk slet ikke nogen steder, fordi der lå jeg hjemme og kunne
hverken tåle lys eller lyd.
Var rigtig, rigtig dårlig. Kunne ikke være noget for nogen og slet ikke mig selv.
På det tidspunkt var det sådan, at lys og lyd var blevet bedre for mig.
Det kunne jeg godt. Jeg kunne også godt tage turen herovre.
Det kunne jeg ikke de første uger.
Jeg kunne godt køre bil, men jeg kunne ikke for eksempel høre radio samtidig med, at jeg
kørte.
Jeg kunne ikke koncentrere mig i længere tid.
Jeg sov rigtig meget i løbet af en dag og havde det skidt.
Jeg var enormt bange for, at det aldrig skulle blive godt igen.
Også fordi, at de første uger af min hjernerystelse, var jeg virkelig dårlig.
Og der synes jeg ligeså stille, at jeg kunne begynde at se, jamen så kunne jeg begynde at
tåle lys igen, og så kunne jeg begynde at se 20-minutters fjernsyn, og så skulle
jeg vende mig om, og beskytte mig selv igen for input.
Og det synes jeg ligesom, der var et flow i.
Men da der var gået nogle uger, så gik det hele i stå.

Og så syntes jeg bare, at der var ikke nogen fremskridt.
Det hele var bare, der var bare gået i stilstand.
Hans Erik, kan du lige prøve at sætte ord på, hvad det er for en fase, Trine befinder sig i
med det, hun fortæller her?
Når vi har en hjernerystelse, så er der flere faser i den.
Er vi så heldige, at vi egentlig kan klare den i akutfasen, så kan en hjernerystelse være
over i løbet af to til fire dage.
Man har haft ondt i hovedet, og man skal bare tage den med ro, og så går det lige stille i
sig selv.
Men Trine er jo en tand videre i forhold til, at hun er noget hårdere ramt, så hun er en af
dem, der ryger i det der længerevarende forløb af en hjernerystelse.
Altså hvor en hjernerystelse ikke er overstået inden for de første to-tre uger.
Og i den fase, jamen der oplever man jo, at man i starten bare ingenting kan.
Og så begynder det at gå lidt fremad.
Og når det går fremad, så begynder man ligesom at komme over og sige, at der er en vej i
det her.
Problemet er så bare, at hvis det er en ret hård hjernerystelse, så vil rigtig mange opleve,
at det går i stå igen.
Og så kommer jo frustrationen eller afmagten, fordi man ikke kan handle sig ud af det,
som man normalt kan.
Men hvad er det, der sker, når det går tilbage igen?
Hvad er det, kroppen prøver at sige?
Ja, den prøver egentlig at sige stop.
Hallo, du skal ikke mere.
Og det gør den jo med sin…
Hvis man forsøger at være i gang med aktivitet mere, end hvad kroppen kan kapere, ja, så
får man bare svimmelhed.
Og netop svimmelhed er blandt andet et af de symptomer, som er kroppens sprog.
Altså, den prøver at fortælle dig ting.
Den kan jo ikke sige det direkte, gå ind og læg dig.
Så når den er i gang med den her ophelingsproces, og du er for aktiv, så at sige, så gør
den dig træt.
Altså siger, gå ind og læg dig.
Så det er jo egentlig et meget direkte sprog.
Jo, det er det. Vi skal bare lade forstå det.
Og hvis vi går for hurtigt frem, så får du kvalmen oveni.
Forstår du det?
Stop så.
Og hvis vi bliver ved med at ville presse på, og jeg kan da godt klare en smule kvalme, ja,
så er det opkast, det kan slå over i.
Så ikke et særligt direkte sprog, eller måske faktisk et meget direkte sprog.
Ja, hvis vi lærer at forstå det.
Hvis vi accepterer det.
Og der er også noget med det her, at man kan blive lydfølsom, og man kan blive
lysfølsom.
Det er bare for at sætte en streg under det, fordi når kroppen gør dig lysfølsom, hvad sker
der så?
Ja, lysfølsomheden, det er jo det færreste, der har lyst til at blive ved med at kigge ind i et
lys, der er ubehageligt.
Og lysfølsomheden er jo, at vi føler lyset ubehageligt.
Kroppen er sådan indrettet, at 82% af de impulser, der kommer til vores hjerne, til vores
nervesystem, de kommer faktisk igennem øjet.
Så en hjernerystelse, som har sat hjernen ud af funktion, eller i hvert fald til reduceret
funktion, der er opstået slag, der er nogle blodkar, der måske brister lidt,
Der er noget hævelse i hjernen, som gør, at nervevævet ikke kan fungere på normal vis,
og at nervevævet skal repareres.
Og et nervevæv, der skal repareres, det gør, at der kan komme færre impulser igennem
hjernen, igennem nervevævet.
Og så er det jo smart, hvis man kan lukke ned for mængden af impulser, der kommer til
nervesystemet.
Og lysfølsomheden virker jo egentlig som den, der gør, at vi ikke har lyst til at sidde og
kigge på computeren om ret lang tid, så holder vi simpelthen.
Og på den måde så begrænses antallet af impulser til hjernen, og det giver så kapacitet
til, at kroppen kan hele op på sig selv.
Så når Trine oplever en tilbagegang, så er det fordi, at hun i et eller andet omfang er
blevet for overstimuleret i forhold til den proces, hun er i gang med.
Det sætter så gang i de her følelser, hun også var inde på i klippet, vi hørte lige før.
Altså det her med, at hun ikke slår til det, man ikke kan klare det samme med.
Hvordan påvirker det hele situationen?
Ja, så kan vi jo sige, så kommer der jo den følelsesmæssige side på det.
Altså det at føle, at man slår til, så kan man gå videre i den, at man føler, at man fejler.
altså fejler i forhold til kontrakten, hvad var mit ansvar, hvad var mine opgaver ind i
dagligdagen med husførelse, og vi skal have lavet mad, og vi skal have hentet
børnene, og så videre.
Det er det her med, at man egentlig er lidt på sidesporet og ikke, kan slå til eller kan
bidrage, som man måske dybest set jo gerne vil, men måske også føler, at man har
pligt til at gøre.
den trigger noget i os.
Men så kommer vi måske ud i noget helt andet også, altså et andet hul oveni, altså
depression…
Ja, det kan jo føre ud i depression. Det er jo ikke ualmindeligt, når vi i vores klinik tester
vores patienter med nogle spørgeskemaer, så tester vi blandt andet for,
hvordan er deres trivsel?
Er der en øget risiko for stress og depression ved den her person, vi står overfor.
Og det tester vi faktisk af for at se, hvad er graden af belastning følelsesmæssigt i den
her person.

Fordi hvis det først bevæger sig fra afmagten over i det depressive, moderat måske til
hårdere depression, jamen så har det indflydelse på, om hjernen i det hele taget
er i stand til at kunne restituere. Og det er noget af det, vi vil komme lidt mere ind på i
andet afsnit, hvor vi beskæftiger os med, hvordan er det så, at kroppen helt
konkret heler sig op.
Og der har de her følelsemæssige reaktioner, de har stor indflydelse på, om der er
adgang til, at kroppen kan køre den sunde restitutionsproces.
Men kan du alligevel sige noget om, hvordan man undgår at havne i den her situation med
det depressive, eller hvordan man forebygger det eller behandler det
sideløbende med hjernerystelse?
Ja, godt er jo at kan blive afklaret i, hvad er det, man kan, og hvad er det, man ikke kan.
Og det er der, os behandlere.
Vi har en væsentlig opgave i at kunne guide i, jamen, sådan som du er ramt med din
hjernerystelse, så vil du kunne tillade dig så meget aktivitet i dagligdagen, for at
kroppen kan restituere sig.
Man skal både gøre noget, men man skal lade være med at overgøre det.
Og det er her, at få personen, der er ramt af en hjernerystelse, at få en guide i, at der er
faktisk nogen, der kender til det her, og forstår, at ja, du kan ikke det, du
egentlig skal.
Så i stedet for at sprælle, og være frustreret over, at du ikke kan, så egentlig gå ind.
Du bliver sgu nødt til at acceptere, at du på nuværende tidspunkt, der kan du mere end
sådan og sådan.
Men jeg kan love dig, når systemet kommer lidt længere frem, så begynder det at lukke
op til, at du kan noget mere.
så ligger der jo også en forståelse for, okay, på nuværende tidspunkt, så gør jeg det
faktisk så godt, som jeg kan i forhold til helingsprocessen, ved ikke at gøre for
meget, men jeg kommer til at kunne noget mere på senere tidspunkt.
Det giver trygheden.
Og trygheden giver roen og hjælper til, at stressen ikke kommer til at blive en faktor, der
forværer hjernen.
Der ligger vel også noget i det at tale med sine nærmeste om den situation, man befinder
sig i.
Jeg har det sådan her lige nu, altså få tænkt tanken færdig, eller sat et forløbigt punktum
for den, så den ikke fylder og tager kapacitet fra det.
Ja, lige præcis.
Og at man får afstemt, hvad er det, jeg kan, eller hvis man er pårørende, man får afstemt
med den anden, jeg forstår godt, du ikke kan det og det.
Og det accepterer jeg faktisk.
Det, jeg egentlig allerhelst vil, det er, at du kommer tilbage og kan fungere igen.
Så jeg skal nok tage det her ekstra læs, der er på nuværende tidspunkt.
Og det er helt kvit og frit.
Det er faktisk det bedste, du kan gøre, Det er at give mig lov til at gøre det.
Så i al den her snak, så er det altså vigtigt at forstå, at den her ophelingsproces i sig selv
kræver noget energi, hvilket jeg går ud fra, er derfor, at man sover 10, 11, 12
timer.
Hvordan hænger det så sammen med, at der også er forskning, der viser, at man skal
holde sig i gang og være aktiv?

Jamen her skal vi forstå, at der er forskellige stadier i den proces at lave en opheling.
Det, der gælder om i første omgang, det er jo egentlig at undgå, at skaden udvikler sig.
Og indtil kroppen når i sin helingsfase og får fod på ophelingen, der er det vigtigt, at vi
ikke fører ekstra skade til hjerneskaden.
Så i første omgang, der beder kroppen meget tydeligt om, at den gerne vil have fred, at
den gerne vil have ro til, at den kan få lov at hele op.
Og der nytter det ikke noget, når det begynder at komme kraftig i hovedpine og kvalme
osv., at vi bare forsøger at banke igen.
Der bliver vi nødt til at tage den med ro.
Men den nyere forskning, som viser netop, at vi skal også trække, vi skal også gøre noget,
ja, det er jo hvis, man bliver hængende i det her i et længere forløb, hvor man
tænker, at man kan ingenting, og jeg bliver stoppet hele tiden osv.
Der skal vi have noget bevægelse på i et omfang, vi kan følge med til at kapere.
Nervesystemet har behov for at kalde på, at det skal bruges, ellers kommer det ikke til at
fungere.
En muskel, der skal hele op for eksempel, det er fint nok, at vi får inflammationen af
musklen, men når det så er sket, så skal den også bruges.
Det kender vi fra genoptræning, at der bliver kaldt på, at musklen skal levere en ydelse,
og så bliver den stærkere.
Det er der, man normalt siger hen til smertegrænsen.
Ja, det er præcis.
Vi kan i hvert fald sige i forhold til hjerne, at hvis kroppen kan levere ressourcerne til det,
så skal det bruges.
Og en god rettesnor er, at hvis det begynder at tumle for meget med din svimmelhed eller
din kvalme, så er du gået over grænsen.
Men bliver du bange for det, så kan det jo også fremme svimmelheden og kvalmen før tid.
Så det er også noget med at turde og bryde sin grænse eller gå lidt ud over rammen.
Og det er der, man skal disponere.
Jamen, vi går lige lidt længere, vi går lige lidt længere, vi går lige lidt længere.
Og så bryder man grænsen, så bryder man rammen, og på den måde udvider man sin
ramme.
Vi skal lige vende tilbage til Trine en gang, for vi talte tidligere om de konsekvenser, der er
rent følelsesmæssigt, men der er jo også andre konsekvenser, hvis man
kommer derud.
Det må man sige. Altså, man er jo blevet rykket ud af sin hverdag.
Man er blevet, hvis vi har det længere forløb, sygemeldt, fordi man kan ikke fungere ind i
sine daglige funktioner.
Og i den sammenhæng, så er det jo også nogle reelle ting på spil.
Altså, efter en vis tid, man er sygemeldt, ja, så kan man jo risikere, at virksomheden skal
videre.
Og dermed kan det ende op med en fyring.
Og det er jo mange gange også det, der ligger og kører som en frygt.
Altså den der hvad-nu-hvis, der er jo nogle af de der hvad-nu-hvis, der godt kan blive

reelle, lige så vel som der er mange hvad-nu-hvis, som måske ikke er reelle.
Men den økonomiske faktor, kan jeg ikke komme til at fungere, som jeg har kunnet
tidligere?
Ja, så kan det være, at man ryger af sit job, men det kan også ske det, at vi kommer ud,
hvor vi ikke kan fungere i et lignende job på et senere tidspunkt.
hvis ikke vi kommer på sporet. Så der er noget med indkomsten?
Ja, indkomsten, der kan blive lavet om i.
Og det der med at komme på sporet, altså det er virkelig noget af det, jeg synes, vi
oplever mange gange i klinikken, den der frygt for ikke at kunne vende tilbage. Hvad
kan jeg så?
Og hvad vil det kræve af os? Og det liv, som vi har bygget op, kommer vi til at skal vinke
farvel til noget af det?
Det er ekstremt vigtigt, at vi kan deale med det og har en forståelse for, at vi bliver nødt til
at kunne parkere det for en stund.
Og det er jo der, vi som behandlere skal på banen og melde ud, hvor lang tid er den her
stund.
Og jeg synes, det er ret nemt at melde det ud, hvis vi har med en person, der ikke i
forvejen bekymrer sig en masse.
Fordi så ved vi rimelig, hvor langt de tager processen og får bygget nervesystemet op i
tilknytning til hjernen her.
Men de tilfælde, hvor hjernen løber løbsk med, at det bliver til en overbekymring og
tankestorm, tankemylder, der tager det virkelig af energien og kan spille ind på,
om man i det hele taget kan komme i mål.
Så jeg ser på noget af det, hvor vi har haft problemer med at kunne komme i mål, så er
det altid, hvor hjernen løber løbsk.
Så det er ikke dig som behandler, der siger, det skal du ikke bekymre dig om, det kommer
ikke til at ske, men det er dig som behandler, der siger, det skal du ikke bekymre
dig om, for det kan vi ikke gøre noget ved lige nu.
Sådan kunne du sige det.
Og vi er jo ikke Vor Herre, så vi kan jo ikke se, hvordan og hvorledes en person kan tackle
det.
Vi kan heller ikke vide, hvad der kommer ind fra sidelinjen af.
Altså, der kan jo komme andre ting ind i livet.
dødsfald i nær familie, eller det kan være, at det går på tværs imellem den hjernerystelse
og så partneren, som jo også kan give vanskeligheder og dermed bekymringer.
Men det er meget vigtigt at forstå, at vi skal have bekymringer til at falde til ro.
Og for nogle år siden gjorde jeg det, at jeg faktisk slog et kursus op i forhold til at
håndtere det her med tankemylder, eller vi kaldte det tankestorm.
Altså det, når man var en person, som har let til, at tankerne løber løbsk for
vedkommende.
Der gjorde vi simpelthen det, at vi lavede et kursus, hvor vi samlede det sammen, som vi
har undervist i de 20 år før, med erfaring om, hvordan kan vi hjælpe til at få ro op
på øverste etage.
Og det er jo det, der er gået i retning af det, der hedder metakognitiv terapi.
Og det er ret effektivt, hvis man kan tage det til sig, til at man netop kan få ro på tankerne.
Men det skal kombineres med det her med, hvad kan jeg forvente inden for en to ugers
periode, en to måneders periode, så man kan overskue det i steps.
Når vi først får den ro på, så er der plads til, at hjernen virkelig kan restituere.
Men det er den økonomiske side, det er konsekvenserne i forbindelse med hjernerystelse,
som vi også kommer til at kigge ind i.
i næste afsnit.
Mange af de ting, vi har stået og talt om indtil videre, er jo med udgangspunkt i Trines
historie, men heldigvis så er Trine faktisk ved at komme godt ud på den anden side.
Prøv at hør en gang.
Men jeg var bange for, at en hverdag med 25 børn, der larmer i en indskoling, ville blive
svært for mig.
Og det er det ikke.
og opleve, at mit hoved igen er i en kreativ proces, hvor jeg bare får nye idéer, og ting
kommer til mig, og jeg har lyst til at lave alt muligt.
Jeg har lyst til at være sammen med de små og lave kreative ting, og det troede jeg helt
oprigtigt aldrig skulle ske, hvis du havde spurgt mig for halvanden måned siden.
så det er vanvittigt at være nået dertil Så det tegner jo til at få en rigtig god slutning for
Trine, men i og med hun har været så langt nede, så bliver jeg lidt nysgerrig på
at høre, hvad du så har gjort for at behandle Trine og hjælpe hende herhen til Jamen det
vi gør altid når vi står over for en person som har været udsat for en
hjernerystelse det er at blive helt skarp på hvad er problemet her hvor omfangsrigt er det
Så vi skal have stillet en diagnose på, hvor vi står henne.
Og når vi har den diagnose, så ved vi noget om, hvad det er, der skal til.
I Trines tilfælde, så kan vi sige, at det var akupunktur, der blev valgt her.
Der var nogle ting i forbindelse med skaden, hvor der ikke var det flow over hjernen, som
der er brug for, for at kunne hele op.
Og så brugte vi helt klart også det at få hendes følelsesansapparat til at blive totalt
afslappet.
Og der er der floating-metoden, som er genial i den retning.
Det får virkelig nervesystemet ned og kan restituere sig.
Få det parasympatiske nervesystem sat i spil, som er det system, der skal fungere, for at
nervesystemet kan hele sig helt op.
Og det med de forskellige nervesystemer, akupunktur og floating i kombination med
hinanden, det skal vi tale meget mere om i næste afsnit af Det Fantastiske Menneske.
Men inden vi er færdige for i dag, så har Trine fået lov til at sige et par sidste ord til os alle
sammen.
Alle fortjener at vide, at der er noget at gøre ved det.
Og så er jeg fuldstændig med på, at der ikke er to sygdomsforløb, eller i det her tilfælde
en hjernerystelse, som er ens.
Men det der med, at der faktisk er et håb, at man kan gøre noget, det bør alle vide.
Jeg håber, du er blevet lidt klogere efter det her afsnit af Det Fantastiske Menneske.
Del gerne podcasten med dem, du kender, og husk, at du kan følge os på de sociale
medier og på YouTube.
Vi er snart tilbage med endnu et afsnit.
Indtil da, pas godt på det fantastiske menneske, du er.