SIDEN ER UNDER OPBYGNINING

I dette afsnit møder vi Lisbeth og Jan, der begge har været igennem operationer for spinalstenose og efterfølgende oplevet perioder med både lettelse og tilbagefald. Lisbeth fik afslag på en tredje operation, og Jan mistede al energi flere år efter sin. Hans Erik Foldberg forklarer, hvorfor kroppen nogle gange går i stå efter en operation– og hvordan vi kan støtte den til at genvinde sin styrke. Vi dykker ned i inflammation, arvæv, rødlysterapi og kroppens behov for restitution. Og vi får de første svar på, hvorfor det ikke altid handler om ryggen alene.

Du kan lytte til afsnittet via nedenstående links, se det her på siden eller læse vores transskription nedenfor videoen:

Medvirkende

Gæst(er): Lisbeth Svith og Jan Højgaard
Fagperson(er): Hans Erik Foldberg (Akupunktør)
Vært: Leon Rask Sørensen

Kilder og videre læsning

  • Links kommer snart

Læs afsnit 10 af Det Fantastiske Menneske: Ryggen: Når operation ikke altid hjælper

Transkriptionen er genereret automatisk ved hjælp af AI og er ikke gennemgået manuelt. Der kan derfor forekomme fejl i ordvalg, stavning, tegnsætning og forståelse af tale. Indholdet skal læses med forbehold, og vi henviser til den originale lydoptagelse for den mest præcise gengivelse.

I dag når jeg kommer hjem efter arbejde, så fortsætter arbejdet i vores hus. Så bliver man
naturlig træt, hopper i seng. Så kan man mærke, at kroppen har restitueret dagen efter,
men er klar til en ny dag frisk på arbejde igen. Kroppen er fantastisk. Skabt til at hele
restituere og genopbygge sig selv. Men hvad sker der, når den proces bliver forstyrret?
Og hvordan støtter vi bedst kroppens evne til at komme sig, såvel fysisk som mentalt? De
spørgsmål skal vores gennemgående gæst, Han ser ikke folbær forsøge at besvare i et
sprog, hvor de fleste kan være med. Han er akupunktør med baggrund i traditionel
kinesisk medicin, og han har over 30 års erfaring fra sin egen klinik. Gennem årene er han
behandlet tusindvis af patienter med både fysiske og mentale ubalancer, og han har
undervist fagpersoner og ledere i kroppens fysiologiske og mentale sammenhænge. Og
nå ja, så har han skrevet fire bøger om mental sundhed. Velkommen til Det Fantastiske
Menneske. En podcast om kroppens enestående evne til at helbrede sig selv. Velkommen
til Det Fantastiske Menneske og endnu et afsnit, hvor du igen er med. Hej Hans Erik. Hej
Leon. I dag skal vi tale om ryggen og noget, som vi rigtig mange af os døjer med, nemlig
ondt i ryggen. Vi skal tage udgangspunkt i to personer i dag, nemlig Lisbeth og Jan. Og
hvis vi bare skal springe ud i det, så lad os prøve at høre, hvad det er, Lisbeth har døjet
med. Jeg blev i 2020 opereret for den første spinal stenose i Silkeborg. Og det gik rigtig
fint. Jeg havde mange smerter inden, og jeg blev næsten smertefri. Men så gik der to år,
og så gik det galt igen. Og der kom jeg på meget medicin. Jeg var på morfin og alt muligt,
og havde det rigtig skidt med det. Og til sidst opererede Silkeborg for en indeklemt diskus
bag ved det første, de havde opereret. Og det gik også rigtig fint, og jeg blev smertefri
igen. Lisbeth har altså været igennem to operationer inden for et par år. Det første, hun
blev opereret for, det er det, der hedder spinal stenose. Anden gang, det er så for en
indeklemt diskus. Han siger, at du kan prøve at gøre os lidt klogere på, hvad de her to ting
er for noget. Det vi kan se, det er, at om det er en indeklemt diskus, eller det er en spinal
stenose, så er vi allerede langt hen i, at ryggen er i gang med at nedbrydes. Så det er
egentlig en konsekvens af en ryg, der ikke har evne at holde sig selv ved lige. Vores
organisme er sådan opbygget, at der sker et vedvarende slid på vores led, på vores
bruskskiver, som ligger imellem fjævlerne. Og hvis det daglige slid, der sker heraf, bliver
restitueret, genopbygget hver eneste nat, når vi sover, så begynder det lige stille at blive
sværere og tyndere. Og knoglevævet bliver holdt øje ved lige, eller der sidder
inflammation omkring, og det er typisk det, der sker efter en stykke tid, så begynder det
at irritere og skabe noget irritation. Det bliver til en inflammationstilstand, en
betændelseslignende tilstand, som simpelthen begynder at nedbryde både bruskvævet
og knoglevævet. Og så bliver der simpelthen mindre plads. Og en spinalisthenose er, når
der er blevet så lidt plads til nærven, at nærven kommer i klinde. Og det er de nerver, der
løber på hver side af rygsøjlen ud. Nu snakkede vi om nede i lændedelen her med Lisbeth.
Og i anden omgang, hvor hun blev opereret, der har hun ene klemt diskus. Og det, der
sker her, det er simpelthen, at inde i det her bruskvæv, vi har imellem ledene, der sidder
diskus som en kerne herinde. Og hvis den skyder sig ud og buler ud eller presser
igennem, altså prolapser, ja, så kan den også komme ud og ramme næren og trykke
næren og give karakteristisk symptomer ned i benet eller ud i ballen eller hvad det nu er.
Og det er det, hun har døjet med i det her. Og diskusprolaps er noget, tror jeg, flere
kender end en spinal stenose. Og så måske lidt alligevel, for der er rigtig mange, hvis man
skal tro på de tal, vi har kunnet finde frem, som har en spinal stenose. 9-11 procent af
befolkningen, siger man. Lige knap halvdelen, hvis vi ser på dem på 60+, har spinal
stenose, svarende til 500.000 danskere. Ikke nødvendigvis alle sammen, som er
invalideret af det, men som har den her spinal stenose-rygmavs-forsnævring. Det er altså
ret mange, synes jeg. Ja, og det er jo simpelthen et tegn på, at ligesom vi bliver ældre, så
er der en større risiko for, at knoglevævet, bruskvævet har taget skade. Og så kommer
der det, som mange måske har hørt om, at du har en slidt ryg. Vi kalder det slidgigt, og
det er egentlig ikke, fordi det er slidt. Nej, det er egentlig mere, fordi det er degenereret.
Eller vi kan sige det på en anden måde, kroppen har været i stand til at kunne genfriske
vævet for hver nat. Altså kompensere for det slid, der er dagligt, når vi er på højkant. Vi
bruger os selv, vi løfter, vi trækker, vi går, vi løber. og hvordan vi nu ellers kan ødelægge
det her. Og en af de ting, som jeg har hørt masser af gange, det er, at når man hører om
en, der har slidgik, så kommer der altid en anledning til, hvordan kan du få det? Sidder du
ikke bare på kontor? Præcis det, du siger, det handler ikke så meget om ens fysiske
arbejde nødvendigvis, men om, hvordan kroppen slider på sig selv. Ja, eller ikke at få
genopbygget sig selv, fordi kroppen står i en evig restitutionsproces, som den skal lave
hver eneste nat, når vi sover. så skal den sørge for at få genopbygget, gjort knoglevævet
stærkt, sørge for, at bruskevævet holder sig stærkt og frisk. Hvis den ikke gør det, så er
der nogle fiber, nogle celler, som tager skade, og de skal nedbrydes. I hver
nedbrydningsproces sker det, at kroppen laver en inflammationsproces, altså en
betændelseslignende proces, som går ind og ødelægger de her celler, det kan være i
knoglevævet eller det kan være i brusken, som har taget skade, den udvikler det, sætter
en inflammationsproces i gang, som gør, at immunsystemet, de hvide blodalemer, kan
komme hen og hapse det her væv, de her celler, der har taget skade, for så at kroppen
kan genopbygge det på ny. Og det er det, der er konsekvensen. Når det er lykkes over
længere tid, så ender man i en operation, f.eks. Og det er præcis det, som Lisbeth er endt
ud i flere omgange. Vi skal også lige hilse på Jan. Lisbeth vender vi tilbage til. Jan er også
opereret for spinal stenose. Det er 7-8 år siden. Vi skal lige høre, hvordan han havde det
op til sin operation. Jeg havde det egentlig som om, at jeg mistede alle mine kræfter i den
ene ben. De forsvandt simpelthen, og den begyndte at blive ligesom en eller anden
elastik, hvor jeg ikke syntes, at man kunne styre den. Den flappede lige pludselig ud til
den ene side, og det rungede i den, og det kløede i den. Der var en mystisk fornemmelse
nede i den. Og på den baggrund blev jeg opereret. Operationen gik super. Med det
samme, jeg vågne af narkosen, så siger jeg til min kone, at det her er det bedste, der
nogensinde er sket. Der kunne jeg allerede mærke, at alt den der mullerøn, der var nede i
benene, der var forsvundet. Noget af det, Jan nævner her, som Lisbeth også får berørt,
det er, at efter operationen, så mærker Jan en umiddelbart lettelse. Smerten er væk, der
er ingen muren, der er ingen summe, der er ikke noget som helst. Han har det temmelig
godt. Det samme fortæller Lisbeth, hun bliver smertefri. Så operation, det er vel den vej,
man så skal gå, når man skal ud af det her. Det er i hvert fald rigtig godt, når nærverne
sidder så meget i klemme, at man mister noget af muskelkraften nede i benene, eller har
så voldsomme smerter, som man ikke kan smerte det, heller med piller. Så er det
fantastisk at kunne blive friet fra de her smerter. Så ja, når der bliver plads til nærven, så
er det rigtig godt. Og det sker faktisk for de fleste, der bliver opereret første gang, at det
virker ret godt. Nogen kan have en usund tilstand i lænden, som har været med til at
nedbryde nerven, så det nervetryk, der har været fra, at det har været i klemme i det her,
simpelthen har ødelagt nerven. Og der kan det godt gå en stykke tid, inden nerven
normaliserer sig, og nogen få tilfælde, der normaliserer nerven sig slet ikke. Og selvom
det der med operation, det lyder godt, så kunne vi jo have stoppet podcast-afsnittet her
og sige, at den er hjemme, men der sker bare noget, der gør, at vi har både Lisbeth og
Jan med. For det begynder nemlig at gå tilbage igen. Prøv at høre, hvad Lisbeth fortæller.
Så gik der to år mere. Så begyndte smerterne igen. Og jeg røg på stærk medicin igen,
hvilket er meget ubehageligt. Og så kom til undersøgelser igen, og så var der en ny spinal
stenose lidt længere oppe. Og den vil de ikke operere. fordi de mente ikke, at det var
selve spinal stenosen, der var galt med, at det var arvævet fra de andre operationer, som
sad og klemte på nerven. Og det syntes de, at der var for meget risiko ved at begynde at
operere ved. Så jeg blev sendt hjem med stærk medicin, 12 gabapentiner om dagen, Det
gik jeg med et stykke tid og fandt ud af, at det ikke var til at holde ud af det her. Man er jo
tunglums i hovedet. Det var jo endnu værre, da jeg fik morfin. Jeg bliver usikker og
utilpas. Nu skal vi holde tungen lige i munden i forhold til Lisbeths forløb. Hun bliver
opereret for en spinalstenose. Et par år senere bliver hun opereret for en indeklemt
diskus, som sidder bag den her spinal stenose. Så går der et par år mere, og så får hun
god dyle mig en spinal stenose igen, som er forårsaget af arvevet fra de første
operationer. Gør mig lige klogere på, hvordan alt det her hænger sammen. Altså det, vi
ser tydeligt i sådan noget som det her, og det er bare klassisk, Det ser vi lidt for meget af.
Det er, når vi er ude og har lavet den første operation, så er risikoen for, at tingene
udvikler sig videre, den er stor. Og det er her, vi virkelig skal til at overveje vores metoder.
Hvad er det for nogle metoder, vi bruger? Fordi efter operationen, der skal man egentlig
se på, hvorfor udvikler skidtet sig i uheldig retning i anden omgang? Kunne man ikke have
gjort noget til at sikre sig, at kroppen kunne have udbæret det her begyndende ragnarok i
forhold til en ryg? Vi hørte jo, hvordan Lisbeth siger, at det blev udholdeligt. Jeg skriver op
på 12-garbepentin, et middel, som er et epilepsimedicin, som har vist sig, at den kan man
også bruge til simpelthen, at begrænse smerter, der er utålige. At man kan begrænse den
type af smerter, og det kan virkelig være brug for, når sådan nogle nerve er i klemme.
Men vi skulle jo helst da derhen til. Men det er om ikke andet, det er der, hun er. Det er
der, hun er. Og det er simpelthen fordi, at i forbindelse med, at vi kommer til den første
operation, så har vi bare en nedbryd, altså en slidgigt, en degeneration, en nedbrydning
af vores bruskvæv, en nedbrydning af vores knoglevæv, som forsager inflammation, som
giver hævelser, som gør, at der er mindre plads. Og de her kroniske hævelser, det betyder
langvarige hævelser, betændelseslignende tilstande, de gør det, at de kan begynde at
danne kaldt dannelser, og det lukker mere og mere til. Det er en total usund tilstand, der
er omkring rygviglerne, som forsager, at lortet bryder sammen. Så det, som vi blev klog
på i starten med, hvad en spinal stenose er, altså et disco, som kan bule lidt ud eller bryde
helt igennem og trykke, det er det, arvevævet gør nu, når vi hører Lisbeth til sidst. Ja, det
er jo det, der sker, når Lisbeth taler om det her til sidst. Det er det rum, som er blevet
lavet omkring nerven, altså hvor der var plads. Det, som gør den her forlætning, det kan
blive lukket til simpelthen af arvevævsdannelser. Og så er man lidt på den igen, og så er
livlet ved på den, fordi det her kan vi faktisk godt gøre noget ved. Og hvad vi kan gøre ved
det, det skal vi tale om inden så længe. Men vi skal lige vende tilbage til Jan også, fordi
Jan kommer jo også i problemer igen. En 7-8 år efter hans operation for spinal stenose,
så banker han nemlig på døren herude i klinikken, og han fortæller sådan her om, hvordan
han har det. Når jeg kom hjem fra arbejde, så var jeg træt. Jeg var udkørt. Jeg følte mig
fuldstændig kraftløs. Jeg var nødt til at sætte mig på sofaen og tænde for fjernsynet, bare
for at finde lidt ro og kunne godt lide i blunden. 20 minutter, vil jeg tro. Det har jeg aldrig
gjort før. Jeg har altid gået direkte ud igen og klippet hæk eller dæbt græs eller makket
nogle gamle biler, makket nogle gamle cykler. Altså altid ud ind til, at vi havde spist
aftensmad og måtte typisk lidt senere også. Men der var ingen kræfter til det. Det
påvirkede mig egentlig ret meget, vil jeg sige. Fordi jeg synes godt nok, det var en
mystisk krop, der var ved at være på mig. Altså en krop, der lige pludselig sagde, at du
har ingen kræfter. Du kan ikke holde ud til at lave noget. Du gider ingenting. Du har ikke
lyst til at komme i byen. Så på den måde påvirkede det egentlig mig en del. Og man
begyndte at tænke i nogle underlige tanker. Hvad kan man fejle i et eller andet? Er man
ved at kravle ind i sig selv? Eller hvad sker der? Det var en mystisk fornemmelse. Jeg
kunne ikke sove om natten. Jeg vågnede flere gange og tænkte, hvorfor er kræfterne
væk? Det var en mystisk fornemmelse, der var inde i kroppen. Der er altså noget her, der
er helt galt inde i Jan. Han fortæller det også selv, at han ikke kan genkende sig selv. Han
er ikke, som han plejer. Han har en mystisk fornemmelse. Så undrer det mig jo lidt, hvad
det har med ryggen at gøre. Hvad er det egentlig, du siger til Jan, når han kommer og
banker på og fortæller det her? Det jeg gør med Jan, det er at undersøge ham og finde ud
af, hvordan det her hænger sammen. Vi skal altid have fokus på det hele menneske, fordi
man kan være træt af mange forskellige grunde. Man kan være træt, fordi man ikke får
væske nok. Man kan være træt, fordi man får for meget væske. Man kan være træt, fordi
man får lidt at spise, eller man får for meget at spise. Man kan være træt, fordi kroppen
ikke kan restituere sig, som den skal. Man kan være træt, fordi man har smerter. Man kan
være træt, hvis det er sådan, at man har et forhøjet blodsukker. Jan havde faktisk et
forhøjet blodsukker. Han er diabetiske. Og det forhøjet blodsukker, det giver en øget
inflammationsdistan. Og det kan i den grad svække og trætte en organisme. Og så
kombineret med de smerter, som han havde i forvejen over ryggen, som han lige stille
havde vendt sig til at komme igen, flere år efter operationen, altså vender tilbage, ja, så
begynder kroppen lige så stille at bryde lidt sammen. Og det er det, han mærker som
sådan en ondelig, murrende, mærkelig fornemmelse i hans krop. Og der kunne jeg så
bare se, hov, jamen for pokker, det er jo en hel organisme, der er ved at bryde sammen
her. Ryggen er bare en del af det. Og det, han reagerer på, det er, og nu introducerer jeg
lige noget om, vi skal tale om i næste afsnit, det er den gule lampe i instrumentbrættet på
bilen. Der er noget, der blinker, men han tager jo rent faktisk, han tager jo action på det.
Vi andre, vi havde måske bare kørt videre, indtil den så blev rød. Så sagde du så, inden vi
startede her, at den var ikke bare lidt gul, den var meget gul. Nej, den er jo noget gul, når
det er sådan, at man kommer til at komme til det punkt, hvor man ændrer fuldstændig
adfærd. Man er vant til at komme hjem fra arbejde, og så skal man da ud og lave et eller
andet, og man skal ud og have gang i den. Man har også gang i den efteraftensmad. Nej,
jeg skal have gang i hvad som helst. Pøh, jeg skal ind på sofaen, og jeg skal lige ind og
hvile det bare lige i 20 minutter. Bare lige, da det så kan blive til 40 minutter, eller det kan
blive til en time. Og så begynder konen på et tidspunkt at brokke sig over, at jeg har fået
sådan en lyddogende mand. I gamle dage, der var det sådan, så var manden så på
krogen. Men nu er det på sofaen, manden ligger. Han gider ingenting mere, og der er
ingen initiativ osv. Hvad kan det også udlægge i parforholdet? Ja, der er jo noget galt. når
vi ser, at vores adfærd begynder at ændre sig, så skal vi altså til at agere på det. Noget af
det værste, der kan ske i de her tilfælde, det er, når folk begynder at sige til sig selv, nå ja,
jeg er nok også ved at blive gammel. Fordi hvis vi er blevet gammel, så er vi allerede
kommet dertil, at nu accepterer jeg tingenes tilstand. Og en mand midt i 50’erne, der skal
vi altså bare acceptere tingenes tilstand. Og der er Jan jo god. Han gør det rigtigt. Han
gør jo det rigtigt. Han tager fat. Jeg skal have fundet ud af, hvordan kommer jeg til
hægterne igen. Så når Jan kommer med den her udbredte problematik, hvordan griber du
det så an? Når vi har fået stille diagnosen og findet ud af, hvad er det, der gør, at kroppen
ikke er i stand til at kunne holde ham kørende på fuldtryk. Når vi har fundet ud af, hvordan
sammenhængen er i det, så går vi i værk. Det, der var i forhold til Jan, det var, at det var
meget tydeligt, at han havde nogle problematikker om i ryggen. der var noget
inflammation, der kørte løs derom, som var med til at gøre ham øm og have smerter ud
over lænden ned i benene. Som han jo egentlig havde vendet sig en hel del til, men det
trættede jo på systemet, det trækkede ressourcerne. Så havde han samtidig noget
diabetes og lidt for højt blodsukker. Ja, så var jeg klar på, at det her skal vi have skudt i
gang på en god måde. Så i hans tilfælde, der gjorde vi faktisk det, at vi gik ind og gav ham
behandling med rødlys. Rødlys har den fantastiske egenskab, at det kan lave en antiinflammatorisk
effekt. Og når vi har rødlys på den måde, som vi har, hvor man kommer i et
solaret stort rødlysapparat, som kan lave en anti-inflammatorisk virkning på hans væv, så
kan vi simpelthen hjælpe til, at kroppen bliver færdig med de her inflammationsprocesser,
at de falder rigtig meget til ro. Og noget af det, der er interessant ved mennesker, der har
diabetes, det er, at deres blodsukker faktisk falder. Altså falder mere, end den kan med en
utilstrækkelig behandling af deres diabetes. I mange tilfælde går folk med en forhøjet
blodsukker, som også forsager en øget inflammationsdistans. Og det er noget skidt, når
man har sådan en ryg, som Jan har her. Så vi satte ham simpelthen i gang med nogle
behandlinger med rødlysterapi, og det begyndte at sætte gang i hans dannelse af energi.
og at han fik et øget velvære. Og som så også gik ind, fordi jeg tænker, vi startede med at
fortælle, at han var opereret for en spinalcenose, det var gået godt, så bliver han
pludselig træt. Men er det så egentlig ryggen, der begynder at tage alt det energi fra ham
igen? Ryggen tager noget energi. Inflammationsprocesser, som følger et højere
blodsukker, tager noget energi og er med til at svække ham ned. Men kan vi hovedet på
sømme sige, hvis han ikke var kommet og var blevet ved med at være træt og
energiforladt, havde det så sat sig tilbage i ryggen. Altså det jeg spørger om, det stammer
det på ryggen. Så har det udviklet sig endnu meget mere i ryggen. Så det vi skal forstå,
det er, at der er flere samtidige ting, der sker i Jan her, og sådan er det for øvrigt i de
fleste mennesker. Der er flere samtidige ting, der bliver galt med vores organismer. Og
når det begynder at køre skæv, så tager det bare vores ressourcer. Kroppen melder
træthed, fordi jeg kan sgu godt være, at du skal have energi her, kære ven, men kroppen
siger, jeg har nogle ting, der er vigtigere. Jeg skal lige have restitueret på det der. Og det
er derfor, vi får en Jan, som smækker sig ind på sofaen, når han er færdig med dagens
arbejde, for nu er der mere i ham. Og det, der virker rigtig godt med den rødlys, som du
benytter, det er, at du siger selv, at et solarie stort aggregat, hvor man lægger sig ind i, får
på hele kroppen, på både forsiden og bagsiden. Altså, det er effektivt. Og det betyder, at
vi får en anti-inflammatorisk virkning på hele organismen. Ikke bare på det der lille sted,
hvor vi tror, der er et problem. Nej, det er hele organismen, i sådan et tilfælde som Jan,
der faktisk er ramt. Og hvordan det så er endt ud for Jan, det skal vi høre inden så længe.
Men vi skal lige vende tilbage til Lisbeth også, for hun får afslag på det, jeg kalder den
tredje operation med ARV. Der er simpelthen for mange risici ved det, siger lægerne og
kirurgerne. Ja, der er for stor risiko for, at det arvev, som vi fjerner i forbindelse med
operationen, som kan give plads til nerven igen, det vil bare komme igen. Og så laver vi et
indgreb, som måske bare svækker systemet mere. Så nu melder kirurgerne pas. Og
hvordan Lisbeth så modtog den besked, det skal vi lige høre her. Det er jo et slag at få.
Fordi den der har gået godt de to andre gange, så tror man bare lige 1, 2, 3, så går det
godt igen. Men da de forklarede, hvilken risiko der er, når de kommer så tæt på nerven for
at pille det af, så var jeg godt klar over, at den risiko vil egentlig ikke løbe. Jeg går meget,
har altid gået meget, har altid dyrket meget idræt og gymnastik og sådan noget. Så der
var jo mange ting fysisk, der jeg måtte give afkald på. Og så mister man jo også lidt nogle
kontakter, socialt på den måde. fordi man ikke kan det længere. Men også det der med, at
jeg ikke kunne det samme med mine børnbørn. Jamen, vi kunne ikke tumle rundt, og jeg
kunne ikke tage de der lange ture med dem. Og der satte hurtigt sin begrænsning. Og det
gjorde ondt, når man ikke kan det længere. Man frygter da, at man ikke kan gå rundt selv,
at sidde i en kørestol, som min mor gjorde med 15 år af resten af sit liv. Og det frygter
man jo. Hun har det altså rigtig, rigtig stramt med et udsigt til et liv i smerte, og måske
hun skal sidde i kørestol, som hendes mor gjorde til slut. I 15 år. I 15 år, ikke? Men så
kunne man jo få en ledelse til at tro og sige, okay, så må du deale med det, så må du lære
at håndtere det, så må du være i det, men det gør Lisbeth jo faktisk ikke. Nej, heldigvis
ikke. Fordi, som hun jo fortæller her, hvad det tager af hendes livskvalitet, det er jo det,
der er forfærdeligt i det her. Og det er jo en livskvalitet, som er en konsekvens af, at noget
har fået lov at udvikle sig, hvor man måske har fundet den helt rigtige løsning på, hvordan
får vi udbedret de skader, der var på vej lang tid før, at det kom til den første operation.
Det er det, vi skal ind og råde båd på. Og vi skal også ind og råde båd på det her med
arvevet. De fleste mennesker tror, at når der er arvev, læger tror, at når der er arvev, så
kan man gøre noget ved det. Det har vi faktisk erfaring med med markopunkturen. Og
arvev, det er sådan en knudrøget… Ja, det er jo ligesom vi ser, når vi har noget hud, der er
været skåret op. Nogle har måske prøvet at få sådan en kajssnit. Så kan vi se, hvordan
arvevet er efter det. Nogle danner meget arvev, nogle danner lidt arvev. Dem, der danner
meget arvev, der kan det være et problem, når det sk operation er sket, altså hvor man
har det komprimeret og lavet plads, når det danner sig arvev i det hullerum, ja, så
begynder nerven at komme i klemme og sidde og trykke og trække omkring nerven, og så
har vi de samme symptomer igen. Men der har vi erfaring for, at når man har en operation,
ja, så er det med at få restitueret påvevet efter operationen, og hvis alt det bliver gjort, så
kan vi typisk også senere blødgøre det her arvev, hvis det begynder at blive et problem.
Og det har været noget af det, vi har været inde og hjælpe Lisbeth med her faktisk, for at
hun har begyndt at kunne få en god, tålig tilværelse. Er det også rødlysen, du bruger til
det? Vi har brugt rødlys, som også blødegør her, men vi bruger også akupunktur, som har
den her blødegørende effekt. Og det har virket, kan jeg godt afsløre, men lad os prøve at
høre, hvad de hver især selv har, og sige til, hvordan de har det i dag. Så nu har jeg det
fint. Nu kan jeg gå min tur på en 3-4 kilometer, om dagen, og det er friheden for mig at
komme ud og gå ned ved vandet. Så er jeg godt tilfreds jo, og så er man glad og tilpas, og
når man så ikke er på piller, eller på stærke piller, så er det et rigtig godt liv jo. Men det er
også noget med at lære ikke at være den stærke hele tiden. Men jeg vil sige, at der er
altså nogle begrænsninger, og det har jeg ikke været god til. Det er jeg blevet god til, men
det er jo lidt sent. Jeg kan mærke, at når jeg kommer hjem fra arbejde, så kan jeg sætte
mig ned og drikke en kop kaffe, uden at tænke på, at der skal ind på sofaen og sidde og
lukke øjnene i 20 minutter, inden der er klar til at gå ud og arbejde videre. Altså frisk og
røglig, når jeg kommer hjem fra arbejde, uden den samme træthed, som var der før. Jeg
synes jo, der hvor vi er nået til nu, der er humøret, det er super, det har lyst til at udfordre
verden igen, Det har lyst til at holde mig i gang, og det har lyst til alt det, jeg kunne før.
Ikke træt, kan holde mig vågen og føler mig rørlig. Det er helt perfekt. Vi købte faktisk hus
i et halvt år siden, men har først overtaget den her fra den første i sjette. Det er også lidt
den der begrundelse for, at hvis jeg skulle holde ud til at renovere den, og jeg ville jo
gerne gøre alt det, jeg kan selv, så skulle man også gøre et eller andet. Det måtte jo være,
at han ser, om de der energi, det kunne komme på banen, så vi kunne få det op, så man
havde lyst til at reparere huset. I den her uge har vi faktisk taget alt isolering af den. Altså
brækket alle lofter ned og taget alt isolering ned. Og i den forbindelse, der har jeg kravlet
rundt på alle de der spær, der er inde i huset og brækket isoleringen ned. Det er… Det
ville jeg overhovedet ikke kunne have gjort for to måneder siden. Både på grund af den
arbejdsstilling, der er. Med at man egentlig sidder i hukker, man bøjer sig ind over, man
arbejder i dragt, man arbejder med maske på. Så det er jo utænkeligt at have gjort det for
to måneder siden. Det er jo ligesom om, at det er den gamle Jan, der er kommet til sin ret
igen. Fordi selvfølgelig er man træt, når man kommer hjem. Så når man har været i bad,
så er man klar til at tage den der time eller to på sofaen igen forhøjende fjernsynet. Og så
bliver øjnene trætte, men det er så ret naturligt. Hvis man har arbejdet indtil klokken ni om
aftenen, så må man godt blive lidt træt også. Så umiddelbart opløsende nyt fra både
Lisbeth og Jan, der lader til at have fået det bedre. Vi er ved at være færdige med første
afsnit om ryggen, der venter et afsnit mere. Hvis du har spørgsmål eller kommentarer til
det her afsnit, så er du velkommen i kommentarfeltet. Han siger ikke, at vi lige skal prøve
at tale lidt om meget kort, hvad vi har med i næste afsnit om ryggen. Vi skal blandt andet
tale en hel del om træning. Er det godt? Er det skidt? Hvornår er det godt? Hvornår er det
skidt? Ja, omfanget er det, og hvordan forholder vi os, når det er sådan, at det er en ny
opstået skade, og hvordan skal vi gøre, når det er sådan, at det er ligesom erfaldende til
ro, og det er lidt noget skidt? Vi skal også tale om operationer. Er det altid godt at blive
opereret, hvis man har ondt i ryggen? Ja, og vi skal tale om, behøver det virkelig at gå så
langt, at vi skal derud, hvor det er sådan, at vi skal opereres? Hvordan får vi øje for det
her? Hvordan vores fantastiske organisme faktisk kan hjælpe os fra starten, af, og hvad
skal vi være overvågne over for? For at vi ved, at vores krop er fedt. Og så skal vi tale lidt
om floskler og misforståelse, altså det der med, som du også ved, at du er gammel. Det
er jo nok sådan, du er, og tænk på din dobsatest. Der er simpelthen nogle floskler, der er
noget, der holder os mennesker fast i en tilstand, vi har fået. Nej, lad nu være. Se nu efter
at få livskraften tilbage. Der er håb. Og så det sidste, jeg bare lige vil nævne som en lille
teaser, der er, at vi har en ret interessant artikel med fra Ugeskrift for læger, som vi
dykker lidt ned i. Det bliver i næste afsnit. Som måske giver lidt forståelse for, hvorfor det
er en gang, man bliver lidt desillusioneret, når man har et rygproblem. Jeg håber, du er
blevet lidt klogere efter det her afsnit af Det Fantastiske Menneske. Del gerne podcasten
med dem, du kender, og husk, at du kan følge os på de sociale medier og på YouTube. Vi
er snart tilbage med endnu et afsnit. Indtil da, pas godt på det fantastiske menneske, du
er.