SIDEN ER UNDER OPBYGNINING

Akupunktør Hans Erik Foldberg dykker dybere ned i, hvorfor rygproblemer som spinalstenose og diskusprolaps i langt de fleste tilfælde ikke bare opstår ud af det blå. Vi taler om, hvorfor træning ikke altid virker, hvad kroppen prøver at fortælle os, og hvordan restitution, energi og inflammationsniveau spiller en langt større rolle, end mange tror.

Du kan lytte til afsnittet via nedenstående links, se det her på siden eller læse vores transskription nedenfor videoen:

Medvirkende

Gæst(er): Lisbeth Svith og Jan Højgaard
Fagperson(er): Hans Erik Foldberg (Akupunktør)
Vært: Leon Rask Sørensen

Kilder og videre læsning

  • Links kommer snart

Læs afsnit 11 af Det Fantastiske Menneske: Ryggen: Er evidensen for tynd?

Transkriptionen er genereret automatisk ved hjælp af AI og er ikke gennemgået manuelt. Der kan derfor forekomme fejl i ordvalg, stavning, tegnsætning og forståelse af tale. Indholdet skal læses med forbehold, og vi henviser til den originale lydoptagelse for den mest præcise gengivelse.

Kroppen er fantastisk, skabt til at hele, restituere og genopbygge sig selv. Men hvad sker
der, når den proces bliver forstyrret? Og hvordan støtter vi bedst kroppens evne til at
komme sig, såvel fysisk som mentalt? De spørgsmål skal vores gennemgående gæst,
Hans Erik Foldberg, forsøge at besvare i et sprog, hvor de fleste kan være med. Han er
akupunktør med baggrund i traditionel kinesisk medicin, og han har over 30 års erfaring
fra sin egen klinik. Gennem årene er han behandlet tusindvis af patienter med både
fysiske og mentale ubalancer, og han har undervist fagpersoner og ledere i kroppens
fysiologiske og mentale sammenhænge. Og når ja, så har han skrevet fire bøger om
mentalsundhed. Velkommen til Det Fantastiske Menneske, en podcast om kroppens
enestående evne til at helbrede sig selv. Velkommen til Det Fantastiske Menneske, andet
afsnit om ryggen. Hej Hans-Jerk. Hej Leon. Vi mødte både Lisbeth og Jan i forrige afsnit.
Begge opererede for spinalstenose. Jan skal vi også vende lidt tilbage til i forhold til det
her afsnit, hvor vi taler lidt mere generelt om ryggen. Fælles for både Lisbeth og Jan var
jo, at de blev opereret begge to for en rygproblematik. Men det de også har til fælles, det
er, at det virkede her nu. Det var rigtig rart for dem, men på sigt så røg de jo tilbage i
problematikker. så kan man sætte to streger under, at operationen er godt på den korte
bane, men ikke så godt på den lange bane. Vi kan i hvert fald sige, at når noget er
kommet så langt ud, at det bliver nødvendigt med en operation, så er operationen rigtig
god. Men vi skal samtidig ikke glemme hele historien for, hvad der er gået forud for, at vi
er kommet til det punkt, hvor det ender med en operation. Så i forhold til det her med
rygproblemer, spinal stenose, Vi er altså rigtig langt ud af en tangent, hvor det er gået
galt, hvor vi slet ikke har fået rettet skuden ind i tiden. Vi bliver nødt til at se på, hvordan
det er, at vores organisme fra naturens side er skabt. Hvad er verdens funktion? Hvad er
verdens måde at holde sig selv ved lige på? Fordi spinal stenose er ikke noget, der opstår.
Det opstår bare sådan ud af det blå. Der er en lang proces. Der har været lange, lange
advarselsblink på vejen hen til det. Og hvis vi lige kigger på, hvordan vores organisme er
indrettet, så er den sådan indrettet, at hvis der opstår et problem, hvis der opstår en rift
på huden, ja, så hælder det op af sig selv. Fantastisk. Hvis det er sådan, at vi får en
forkølelse, så går det normalt over af sig selv. Altså, kluder i immunsystemet, det får
kroppen rådbrud på, når det er ganske simpelt. Styr på det. Covid, hvis vi skulle tage den,
så kan vi også sige, mange, mange, mange tilfælde, der får kroppen styr på covid’en. Og
så er det det. Covid er bare en noget mere alvorlig infektionssygdom, end en forkølelse er,
for eksempel. Så derfor er der altså nogen, der dykker under, og hvor de kan have kæmpe
konsekvenser. Og vil man blive klogere på covid, så har vi jo også lavet et afsnit om det,
eller i hvert fald senfølger med udgangspunkt i corona-senfølger. Det er bare at gå tilbage
i feedet, så ligger der et afsnit om det. Så fra naturens hånd, så er kroppen i stand til at
kan restituere. For eksempel så ved vi også med rygproblemer. Når man er en 15-20 år
ung menneske, får man så et rygproblem akut. Jamen, så vil det i langt de fleste tilfælde
være i orden i løbet af to til fire dage, og så kører det igen. Sådan er vores organisme
indrettet. Men problemet er jo, at hvis vi forstår at få hjulpet kroppen til, at den kan
restituere sig fuldt ud, så er det, at det kan begynde. Så begynder det at knæve et eller
andet sted. Og der kan vi jo så se, at vi har et hus, vi har bygget et rigtig godt træhus, der
er fundament under det, der er vægge, der er stolper, der er spær, det hele er knyttet
godt sammen. Ja, hvis det her hus bliver holdt ved lige i forhold til det slid, der kan
komme på huset med vind og vejr, hvis det bliver holdt ved lige med maling, og hvis der
er noget, der går lidt rød i, at man så får det udbæret igen, ja, så har man jo et fantastisk
hus, og det kan man jo have i 100 år. På samme måde er det faktisk med vores krop. Hvis
vi er i stand til at holde vores krop ved lige, understøtte kroppens normale funktion i, og
kunne restituere sig, komme tilbage til udgangspunktet, dagens slid. Vi har brugt den
rigtig godt. Vi har dyrket sport. Vi har følt, at kroppen er blevet rigtig meget brugt. Vi
kommer i seng. Vi går i seng i fornuftig tid, fordi vi har slidt den godt ned. Ja, så vågner vi
op og er veludvælet, og kroppen er i orden igen. Og så er vi bare klar. Men det er, når det
hele fungerer på papir. Det er, når det spiller. Det er ikke kun på papir. Det er, når det
spiller. Det er, når vi har livskræften i vores organisme, så kroppen kan restituere sig, så er
det sådan her, det er. Men der, hvor det så bliver farligt, eller der, hvor det, tror jeg, ofte
går galt, det er, når tingene kommer snigende langsomt, uden vi sådan rigtig opdager det.
Ja, vi begynder at vende os til, at det, der er i ånden, det skal ikke gøre lidt ondt dagen
derpå, og det går godt nok lige en par dage, inden det går over. Ja, så begynder vi at
vende os til, at det er sådan, det er. Du skal vide, du har holdt op med at gå i skole, du er
kommet ud og kommet i lære som murer eller tømmer. Jamen, din krop bliver brugt, så du
får jo ondt i den. det skal bare arbejdes væk. Og det er faktisk lidt rigtigt. Hvis vi bruger
det, hvis vi arbejder og gør det hensigtsmæssigt, og kroppen fungerer, så skal det
arbejdes væk. Og så er vi tilbage, og så er vi i fuldt, vi gør igen. Men problemet er, at hvis
vi får det her gjort, vi har fået brugt kroppen, og den vender tilbage igen, så er det
begyndt at sætte sig og lave nogle problemer. Og det er jo egentlig der, vi de sidste 10-15
år har jo talt om, at når der er nogle begyndende problemer, for eksempel med ryggen,
Ja, så skal der træning til. Der skal nogle øvelser til. Vi skal have det her i gang igen. Og
det er super rigtigt, fordi de fleste mennesker rører sig for lidt. Så må vi jo lave noget
kunstigt brug af vores krop. Altså at vi laver øvelser, eller vi går til træning og går i
fitnesscenter. Tilbage i tiden, der havde vi en arbejdende befolkning. 95% af vores
befolkning havde et fysisk arbejde. Ja, der trænede man naturligt. Man brugte sin krop.
Det er rigtig godt. Det vi så kan se i dag, det er, når det her med at træne det væk, det så
bliver til noget overbelastning, ja, så begynder det at give nogle problematikker, hvor det
giver et slid på vores væv, på vores led, eller på vores muskler og sener, som er mere, end
kroppen kan nå at restituere op. Så skal vi til at kigge efter, hvad gør vi her? Da jeg for et
par år siden selv fik en diskosprolaps, og det blev vist på scanninger, og der var ingen
tvivl om noget som helst, så fik jeg jo at vide, vi prøver først lige at træne det væk. Det
virkede så i øvrigt ikke, så jeg endte jo samme sted som både Lisbeth og Jan med et
indgreb, men er der… Men det kunne godt have virket. Det er jo så det, vi spørger dig om.
Kunne det have virket, eller er risikoen for, at skaden bliver endnu værre, hvor stor er den
risiko i forhold til, at man træner på noget, som viser sig ikke at gå væk? Vi kan i hvert fald
se, at vi ved med hensyn til træning, Vi ved med hensyn til øvelser, at det virker, når vi har
en organisme, som begynder at komme lidt ud på kanten, og det er det, den har været
med dig, når du får en diskoprolaps, for ellers får man en diskoprolaps. En diskoprolaps
opstår bare ud af det blå. Jo, hvis det er sådan, at vi ryger ind trafikuheld eller faldulykker,
så kan det ske, men ellers kommer en diskoprolaps bare ud af det blå. Der er nogle
svagheder, der er kørt løs i længere tid, før det opstår. Og ja, der er der faktisk tilfælde,
hvor det hjælper rigtig godt, at man kommer til at bruge sig selv og træne fysisk, det
fungerer. Men der er også tilfælde, hvor det ikke gør. Og det er der, hvor fundamentet er
begyndt at blive forsværget. Altså vi kan sige, at ledene har været svære, musklerne har
været svære, eller der er muskler, hvor der sidder spændinger i, eller overspændinger i,
eller inflammation ind omkring nogle led, som måske har siddet der 3, 5, 8 år forud for, at
diskusplapsen kom. Og det kan så have en afgørende betydning for, at den træning, du
fik, virkede hensigtsmæssigt til dit problem med diskusprolapsen. Så det forstår jeg, og
det giver mening. Men har jeg, ud fra din vurdering, været med til at gøre det værre, når
nu der var så lang en historik, og betræning hjælper ikke, at min prolaps og de nervetryk,
der så er kommet, hvorfor jeg også blev opereret, altså kan træning forvære det her? Ja,
man kan i hvert fald se, at træningen kan bedre din muskulatur og hele cirkulationen i din
muskulatur og gøre musklerne mere spændstige osv. Men hvis vi har noget inflammation,
som sidder ind omkring ledene, hvis vi trykker ind omkring ledene og det er bare ømt,
ømt, hvis den inflammation, den irritationstilstand, hvis den er også lettere samtidig med,
at man gør træningen, så er vi nødvendigvis på vej et mere sikret sted hen. Så er det kun
muskulaturen, og senere, når vi får musketeeret at give sig lidt, så er det helbredelsen ind
omkring ledet. Så der bliver vi nødt til at se på, måske kan træningen helt klare det, der
sker ind omkring ledet. Måske er det noget andet, vi skal have fat i her. For eksempel her
bruger vi akupunktur, og der har akupunkturen den virkning, at vi med forskellige
akupunkturpunkter kan gå ind og frigøre nogle stoffer i vores organisme ind omkring
ledene, som virker anti-inflammatoriske. Og når den her anti-inflammatoriske effekt går i
gang, så kvitterer kroppen simpelthen med en løsning, altså at ledet løsner sig, og vi kan
mærke, at der er nogle smerter eller lætter her, det løsner ind omkring. Så tillader
kroppen nemlig, at når de stoffer bliver frigjort, nu kan vi godt sende en cirkulation i gang
med det her, fordi nu kan vi begynde at hæle op på vævet. En inflammationstilstand er
ikke i udgangspunktet noget dårligt. Det er faktisk en indledende fase til, hvordan
kroppen har forsøgt at sige, at vi har noget væv, som har taget skade ind omkring ledet.
Det skal vi have nedbrudt, så laver kroppen inflammation. Den laver en
betændelseslignende tilstand i første omgang. Næste omgang kan de hvide blodlæge
komme og æde det her væv, det her betændelse, som har taget skade. Og så kan den
begynde at bygge de nye celler op, som kan blive stærkere og sunde, og gøre, at vi kan få
noget af den normale funktion tilbage igen, så ledet kan begynde at fungere. Og så
forsvinder den her ømhed omkring ledene. Og det er jo alt sket omkring din
genoptræning, tænker jeg. Hvorfor? At det jo er komplekt, det er jo alt tilstrækkeligt til, at
vi kan få den sunde heling. Så vi skal forstå, hvad er problemet, og hvad er det, der
kræves for at få lavet den her sunde tilstand igen. Hvis vi kan få lavet den her sunde
tilstand igen, så ender det ud i spinal stenose. Fordi så får vi jo, hvad skal man sige, det
her skråplan, vi har været lidt ud på, så får vi den lige stedet hævende tilbage til en sund
tilstand igen. Og så er det bare med at bruge ryggen, som man gjorde som 15-årig, 20-
25-årig. Så kan vi igen. Så det, der skete for Lisbeth og Jan, og i øvrigt også for mit eget
vedkommende, for jeg røg jo også tilbage i en ny operation for en diskrosprolaps
sammenstættet, det var simpelthen, at man fik fjernet problemet her nu. Vi lavede plads.
Men ikke årsager, og jeg ændrede ikke, jeg fik ikke trænet, og det ved jeg ikke, om
Lisbeth og Jan ikke gjorde, og jeg gjorde i hvert fald ikke. Og det skal vi jo også lige være
realistiske om. Nogle, de er rigtig gode, altså der er jo nogle flinke piger og flinke drenge,
de er bare gode til, når de får at vide, nu skal du træne, nu skal du gøre sådan og sådan,
lave øvelser, så du bliver stærk. Det er der nogen, der er rigtig gode til, men vi bliver nødt
til at sige, at vi også er forskellige som mennesker. Og der skal vi lige kigge ind i, at det er
noget af noget, vi forventer noget af nogen, som skal gøre noget, som passer ind i deres
natur. Der må vi også have respekt for den natur, at det bliver rigtigt. Og så kan vi sige,
jamen så er det også deres egen skyld. Ja, men vi hjælper vel også dem, hvor den
metode afpasser til, så er det måske noget andet. Nothing fits all. Vi bliver nødt til at
imødekomme folk på den bane, som de nu har. Så jeg synes selv, at vi kan bruge det der
med at skyde folk i skoen, at så er det også din egen skyld. Det vil jeg så også sige, fordi
så efter anden operation, så tænkte jeg, at nu skal det være, at nu prøver jeg at høre,
hvad de siger. Genoptræning til en fys og øvelser derhjemme, men det gjorde egentlig
bare mine efterfølgende smerter værd, Det var ikke længere til smertegrænsen. Jeg fik
mere ondt. Og det betød så, at min fys og jeg blev enige om, så går vi lidt ned i intensitet,
og vi går lidt længere ned. Og til sidst siger jeg, at nu er vi så langt ned i intensitet, at nu
giver det ikke mening for dig at lave de her øvelser. Flere, og så sagde han tak for i dag,
og så gik jeg til min læge, og så blev det konstateret, at så er det her jo nok kronisk. Så
går jeg hjemme med den og tænker, at så har jeg en dårlig ryg. Tillykke. Tillykke, tak for
det. Og så stopper den jo der. Så nu synes jeg jo, at jeg har gjort det, som du stod og talte
om. Avokeret, at man skal forsøge på det. Og det er her, det gælder så meget om at se,
hvad er det, der fungerer. Og det er jo det, din fysisk terapeut faktisk har forsøgt at gøre
med dig. Det jeg egentlig ofte ser, at det kan hjælpe, tænker fysisk terapeuten, det er at
gøre sådan her, lidt mindre, lidt mindre, lidt mindre. fordi den irritation, det åbenbart
skabte omkring dine leder, dine muskler, det var hensigtsmæssigt, det førte dig ikke
videre, det gav dig mindre smerter. Ja, så bliver vi nødt til at gå en anden vej. Hvis vejen
er dur, så bliver vi nødt til at korrigere den. Så simpelt er det. Men kunsten er at kan se
det. Men kunsten er altså også at kan se ind i kroppen, og så finde ud af, kan den her
organisme restituere ordentligt på din led? Og der bliver jeg nødt til at sige, at vi i kinesisk
medicin, hvor akupunktur er en del af, der har vi jo en fantastisk diagnosemetode, hvor vi
kigger ind i, hvordan fungerer den her organisme. Når vi skal stille diagnosen på en
person, så kigger vi efter, hvis det er ryggen, hvordan fungerer ledene, hvordan fungerer
musklerne, hvordan fungerer det i en helhed. Men vi gør samtidig det, at vi tager pulsen,
kigger på tungen, for at se ind i, hvordan er kroppens evne til at kunne restituere sig. Kan
den hele ordentligt op på sin væv? Hvis der er svaghed i de systemer, som naturligt skal
sørge for, at der er en god cirkulation, der er en god næring til muskler og led i lænden.
Hvis den funktion, der skal sørge for det, den fungerer, så vil jeg bare sige, læren, så er
din rygbløn i ånd, formentlig ved din træning, ved fys. Men det er faktisk det, der i mange
gange er galt, det er, når den næringsdestand ikke er tilstrækkelig, ja, så kan man ikke
komme igennem. Eller hvis vi nu tager Jans, som vi havde i sidste eksempel, som havde
diabetes ovenpå, jamen i forbindelse med diabetes og et for højt blodsukker, der har vi
også bare et for højt inflammationsniveau. Og det betyder, at det, som jeg tidligere lige
fortalte om, det her med inflammation, som egentlig er noget godt, en nedbrydning af
noget væv, og så bygge det op igen, jamen, det bliver forkludret, det bliver forstyrret.
Kroppen kan ikke restituere sig, fordi inflammationsniveauet generelt ligger for højt. Så
der går kaos i den reparationsproces, og så går det i stå, så bliver det stående. Det bliver
vi altså nødt til at have øje for. Hvis vi har øje for det, og får de ting bragt i balance, jamen,
så er erfaringen, så hælder kroppen lige så stille, men faktisk også sikkert op. så vi skal
have øje for hvordan holder kroppen sig ved lige og hvis vi kigger på spinal stenose som
er en hvor vi er længere ud af tangenten før problemet opstår så har vi både det at vi har
nogle led som har bruskvævet her med diskus indeni, bruskvævet det skal være i stand til
at være godt væskefyldt og virke som den her stødabsorberende pude, hvis den lige så
stille bliver ringere og ringere, det er det, vi kalder slidgigt, når den bliver tyndere. Hvis
den bliver ringere og ringere, så har vi en ringere stødabsorption. Knoglevævet, altså
ledene, selve knoglerne, der udgør ledene, hvis de også bliver ringere, så begynder de at
det genererer. Og i forbindelse med det, så står der så nogle inflammationstilstande
omkring det her væv, og det nedbryder lige så stille vævet. Så den her smidighed og
fleksibilitet, som man ser ved et ung menneske og et lille barn, jamen der ser vi de lidt
ældre, der begynder at blive stive og rejse dem op, som om de er gamle mænd eller
damer. Ja, så er fleksibiliteten jo væk. Så kan vi sige, så skal vi gøre nogle øvelser igen.
Ja, vi skal holde det i gang. Men hvis vi er kommet ud over kanten, hvor vi ikke kan holde
det i gang, jamen så er det nødvendigvis de metoder, der gør det alene. Så er det måske
mere ro, der skal tilhøres. Ja, lige præcis. Så er det en gang imellem, at man skal mere ro
til, eller det skal have en bedre balance til. Det er måske der, vi altid skal tænke motion,
eller træning, hård træning, men mere tænke over i det, vi kunne sige, bevægelse, og få
os bevæget, få gået, få slanget os lidt ud i forskellige stillinger, så vi bevarer en vis form
for smidighed og stimulerer til, at det skal holde i gang. Men vi skal bare undervurdere
betydningen af, at vi får identificeret, er der nogle svagheder, som gør, at vi faktisk med
de her almindelige gængsemetoder, som man selv kan tage, kan holde det ved lige. Der
kan det godt være en idé at få en fagperson til at kigge på, hvordan er hele
næringsdestanden, hvordan er vedligeholdelsen af kroppens væv. Og hvis vi begynder at
kigge ind i det her, så står vi meget, meget, meget sikre i forhold til rygproblemer
generelt, og til at spinal stenose slet ikke kommer så langt hen, at den sygdom opstår. Og
når du siger fagpersoner, Hans Erik, er det så sin læge, eller hvad? Det er i hvert fald en
person, som man i stand til kan kigge ind i, hvordan organismen fungerer. Og der mener
jeg virkelig, at vi i mange, mange år har haft en blindhed, og det kan jeg jo se med mit fag.
Hvor er det, vi går ind og hjælper? Vi får så mange mennesker, som er gået forgæves i
forhold til din ryg, så vi får de her kroniske rygtilfælde, og der bliver vi bare nødt til at have
indblik i, hvordan er det, kroppen fungerer, hvordan er den i stand til at holde sin vævvilde
i. Det er godt nok, at vi som nogle læger, og der er virkelig forskel, nogle læger, som bare
går ind og henviser til, at det her med ryggen, Altså, tror du, det var lidt stress? Du skal
måske bare slappe lidt mere af? Eller, du er jo også ældre. Prøv at kigge på din dobsatest.
Altså, jeg bliver bare nødt til at sige, jeg har set mennesker på 80 og 90 år, som springer
rundt eller vender sig rundt på briksen, som var de 19 år. Altså, så kan vi altså gå ind og
sige, jamen, kig på din dobsatest. Så kan vi gå ind og sige, jamen, din skrov er ved at
falde sammen, fordi du har ikke fået restitueret på den. Det vil måske være den rigtige
måde at sige det på. Og så skal vi lige tilbage til Jan, for det er noget af det, han i tale
sætter os til. Det er noget af det, han har oplevet, eller i hvert fald det, han frygtede at
opleve, hvis han gik til sin egen læge med de symptomer, som vi fortalte om i sidste
afsnit. Prøv lige at høre, hvad Jan siger om det. Hvis man tager op til lægen og siger, at
man er træt, hvad sker der så? Der sker nok ingenting. Man får at vide, at man er stresset
måske, og det kan også godt være, at man er lidt, men den følelse havde jeg ikke. jeg har
prøvet at være nede med stress, og det er jo slet ikke den fornemmelse, der var i
kroppen, det var en helt anden fornemmelse. Det var en træthed, og en slidt op
fornemmelse. Så noget af det, Jan fortæller om her, det er den her slidt ned fornemmelse,
og frygten for at blive mødt med, jeg vil ikke sige ligegyldighed, men i hvert fald så blive
mødt forkert med, du har nok stress, eller det er nok noget andet, eller han føler sig jo
slidt. Ja, det her, det her, det er jo bare et godt tegn på, hvordan man kan være herrens
magt. Jeg tænker, det er et symptom på det, fordi jeg forstår godt, at mange læger
egentlig ved, hvad de skal stille op med de her irriterende patienter, som kommer med de
her rygproblemer, fordi jeg kan jo se min vejledning, hvad er det, jeg kan gøre? Samtidig
så er jeg bevidst om, hvad undersøgelserne siger. Når vi ser MR-scanning, det gør sgu en
stor forskel på, hvad der står på de her MR-scanninger i forhold til, hvad vi gør ved den.
Der er den store effekt altid at gøre noget ved det. Og grundlæggende er det simpelthen,
fordi vi har gjort noget ved det bagvedliggende problem. Jans siger jo noget meget
interessant her. Jeg føler mig slidt ned. Jeg har ikke energi. Og hvis man ser på
vejledningerne, som bliver lagt til lægerne for, hvordan man skal tage fat i det, så er der et
meget tyndt grundlag for, hvorfor man anbefaler træning til patienter. Der er særlig god
evidens for, at træning hjælper de her patienter. Men man har valgt at tage træningen
med ind til de her patienter, fordi det her sikkert hjælper så meget på ryggen, men så kan
det være, at det er gunstigt i forhold til, at de får brugt sig selv og får gang i cirkulationen
osv., så gør vi noget helbredsmæssigt, krammæssigt. Og det er godt for rygning, alkohol
og motion, når du siger kram. Ja, det er godt for befolkningen. så tager vi den ind, selvom
der er særlig meget domination for, at det vidderligt har en effekt. Og der tror jeg, vi skal
forstå, at hvis man er fysioterapeut for eksempel, så er man vant til at bruge sin krop, og
man er god med sine muskler. Og som læge er man typisk også en person, der har brugt
sin krop og konkurrence med mennesker, fordi ellers bliver man ikke læge. Der har man
den tendens til, at jeg ikke klarer mig godt. Der er drive. Ellers bliver man sgu ikke læge.
Der skal noget til for at køre igennem sådan en universitetsuddannelse. Men de her
patienter, de er slidt ned og har energi, som vi siger her. Hvad skal der til for at løfte sig
op måske til at kunne køre det her træning og kunne holde fast i det? Måske er det der,
den ligger, at den tændstof, den har man af. Den livskraft har man af. Jeg kan så fortælle,
når vi behandler på det her, så er det noget af det, vi tager færd i. Det er jo at bygge folk
op i deres energi. Og når vi bygger dem op i energi, så kan de måske også noget mere,
specielt når de værste irritationer og inflammationsprocesser falder til ro, for de så letter
også meget af smerterne. Og så har man jo lyst til at bruge sig selv, så det kan være en
kæmpe hurtel at komme over det her punkt. En anden ting, man også ved
forskningsmæssigt, det er, at en del af de her mennesker, som har spinal stenose for
eksempel, som jeg, får så rørt så meget. Der er det bare uheldigt, hvis man lider af
depression eller fungerer dårligt socialt. Ja, noget af det, vi ser i vores undersøgelser af
vores patienter, vi har sådan en spørgerramme, som vi sender folk igennem, og der er der
også noget i forhold til, hvad de selv rapporterer i forhold til depression. Og der kan vi se,
at mennesker, som er i moderat til svær depressionsområde selv rapporteret, dem ser vi
på 35-45 dage, der har vi fire ud af fem ude af den tilstanden. Så det er jo også gunstigt,
at man får en lætelse til at kan bruge sin krop, og når smerterne så begynder ligesom at
lette, ja, så kommer man ind i det gunstige at bruge sin krop. Og kan jeg bare få folk til at
bruge deres krop almindeligt til det, den skal bruges til, og de kan klare noget
havearbejde, eller gå tur, eller samle deres børn og børn op fra gulvet, og hvad det er, der
betyder noget for dem, så har vi nået lidt rigtig langt, for så har vi fået skabt noget
livskvalitet. Så når du hiver den her artikel frem fra Ugeskrift for læger og siger det der,
hvad er så pointen? Jamen pointen det er at se det her, når vi stiller diagnose på
patienter. I første omgang så sender vi dem afsted og sætter dem i træning i gang. Jeg
synes det er rigtig godt i startfasen. Men når vi kommer hen i det mere kroniske, så
begynder effekterne at være lidt fortvivlsomme. Der bliver vi nødt til at kigge ind bagved,
hvordan fungerer vores organisme, hvordan er kroppen i stand til at hæle op på sin væv.
Vi skal til at have den her vinkel med. Og så er det det med diagnose. Jeg forstår godt, at
læger er frustreret over, at den her erfaring omkring, at det er næsten lige meget, hvad
der står på de her MR-scanninger, det gør en stor forskel. Vi kan have ondt, selvom det
ser slemt ud. Vi kan også have ondt, hvis det ser slemt ud. Det kan også være sådan, at vi
har smerter, selvom vi ikke kan se noget særligt på MR-skærningen. Så det er sådan en
hel sammenhæng i, hvad man nødvendigvis ser på billederne, og hvordan patienten
oplever det. Men noget af det, vi kan se, når vi ser MR-skærningen, så kan vi se, at hvis
der er væsentlig degeneration i, så kan vi sætte processer i gang, hvor vi virkelig kan
begynde at hive nogle af de væsentlige degenerationer hjem igen. Og det er da det, vi
skylder patienten. Det drejer sig om livskvalitet, det her. Det drejer sig om funktionsevne,
og det drejer sig om at få et godt liv. Og noget af det, der også står i den her artikel, det
er jo også, som du siger, med MR-scanninger. Kan vi se, at her er en artikel, der handler
om spinal stenose. Hvis vi kan se, at der er en spinal stenose, så kan vi gøre noget ved
det. Vi ved godt, at der er masser af symptomer på det samme, men hvis vi ikke kan se
det, så kan vi ikke gøre noget. Så gør man ikke noget ved det kirurgiske. Så får man en
kronisk diagnose, du har kronisk underrygning. Det er meget sjovt, det her med, hvad det
er, vi ser. Jeg kan huske, at jeg fik en patient henvist på et tidspunkt fra en kiropraktor,
hvor kiropraktoren turde af at gøre noget ved patienten. Det var en dame i første 80’erne.
Når man så på røntgenbilledet, så kunne man se, at man knap nok kunne se
skeletsystemet. Det lyste ikke særlig op, men hvis der var noget, der lyste op, så var det
simpelthen hovedarterierne, der gik ned til benene. De var krigvide. Der var bare
forkalkning på. Det resten så ud, som om knoglen kunne falde fra hinanden, hvornår det
skulle være. Jeg tænkte, at gudskabene kan ikke gøre noget ved det her. Så havde hun
heldigvis en anden problem, så sagde jeg, at det der ville ikke gøre noget ved. Men det
med ryggen, det er jeg meget i tvivl om, at der kan gøres noget ved. Interessant var det,
at i løbet af 4-5 behandlinger med akupunktur, og de her effekter, vi kan gå ind og lave,
hvor vi regulerer i, hvordan kroppen oplever smerter, regulerer i inflammationsprocesser,
virkelig får sat noget cirkulation i. Jeg så hun nede på de her 10-15% i smerteoplevelser.
Der blev selv jeg overrasket. Det er mange, mange år siden. Men der fandt jeg ud af, at
der behøver overhovedet at være overensstemmelse mellem hvad vi kan se på billeder, og
så hvordan patienten oplever det. Så hvis du er helt til slut i forhold til det med ryggen,
fordi det er et kæmpe emne, og jeg tænker, der kommer flere afsnit om det senere, men
hvis du lige ud fra det, vi har talt om i det her afsnit, muligvis med referencer til afsnit 1
om ryggen, hvad er de tre vigtigste pointer så? Det vigtige er, at er vi yngre og er ved at få
rygproblemer, så vær sikker på at få det hævende hjem. Hvis du har gentagende gange,
hvor det falder tilbage, og din ryg bliver dårlig, og din tilgang med træning eller øvelse
eller noget har fungeret tilstrækkeligt, så bliver du nødt til at kigge en tand dybere ind,
hvordan vi får kroppen tilbage til at kunne restituere sig i bund. Og så er der altså også
noget med at lytte til din krop i den akutte fase. I den akutte fase, der skal du engang
imellem have ro. Hvis der er infektioner, eftervirkninger af infektioner, så er min erfaring,
hvis vi bare rydder op efter infektioner, så behøver vi ikke at gøre noget ved ryggen. Det
kommer af sig selv i løbet af en til to dage. Men hvis den her eftervirkende infektion har
siddet to-tre uger, jamen, så kan du alt nødvendigtvis selv få styr på det. Men der kan vi
gøre rigtig meget på en par behandlinger eller tre til at få det ryddet op. Få gjort noget
ved de der eftervirkende infektioner, hvor pludselig det problem er opstået. Det er
ualmindeligt, at jeg ser 60-70% tilfælde af, at folk får en hold i ryggen. at det opstår 10-14
derefter, de har haft en forkølelse eller en influenza. Det er sgu da interessant, at det er så
mange, der reagerer på den måde. Det her viser bare lidt om, hvor forskellige arter det
kan være, hvorfor vi får vores rygprobleme. Det er der, vi skal have indsigten i og vide,
hvad er det for nogle knapper, vi skal have trykket på. Men ryggen skal vende tilbage til
udgangspunktet. Den skal være velfungerende. Der skal sidde nogle lommer af noget
inflammation, Noget dårligt væv, det skal vi helst have restitueret op. Og så vidt til vejs
ende om ryggen i den her omgang. Jeg er blevet klogere, og jeg håber også, at du er
blevet klogere derude. Hvis der er spørgsmål eller kommentarer, så er man velkommen til
at benytte sig af kommentarer i feltet nedenunder. Så skal vi nok gøre vores bedste for at
få besvaret det hurtigst muligt. Ellers er der ikke så meget mere tilbage end at sige tak,
fordi du lyttede med. Tak, fordi du gjorde os klogere, Hans Erik. Vi er tilbage med endnu
et afsnit inden så længe. Jeg håber, du er blevet lidt klogere efter det her afsnit af Det
Fantastiske Menneske. Del gerne podcasten med dem, du kender, og husk, at du kan
følge os på de sociale medier og på YouTube. Vi er snart tilbage med endnu et afsnit.
Indtil da, pas godt på det fantastiske menneske, du er.