SIDEN ER UNDER OPBYGNINING

Hvordan restituerer kroppen med henblik på at udbedre den skade, hjernen er blevet pådraget som følge af en hjernerystelse? Og hvilke faktorer spiller ind på restitutionen; hvorfor bliver nogle ramt af langvarige og alvorlige hjernerystelser mens andre ikke gør?

Du kan lytte til afsnittet via nedenstående links, se det her på siden eller læse vores transskription nedenfor videoen:

Medvirkende

Fagperson(er): Hans Erik Foldberg (Akupunktør)
Vært: Leon Rask Sørensen

Kilder og videre læsning

  • Links kommer snart

Læs afsnit 2 af Det Fantastiske Menneske: Hjernerystelse – del 2

Transkriptionen er genereret automatisk ved hjælp af AI og er ikke gennemgået manuelt. Der kan derfor forekomme fejl i ordvalg, stavning, tegnsætning og forståelse af tale. Indholdet skal læses med forbehold, og vi henviser til den originale lydoptagelse for den mest præcise gengivelse.

Kroppen er fantastisk, skabt til at hele restituere og genopbygge sig selv.
Men hvad sker der, når den proces bliver forstyrret?
Og hvordan støtter vi bedst kroppens evne til at komme sig, såvel fysisk som mentalt?
De spørgsmål skal vores gennemgående gæst, Hans Erik Foldberg, forsøge at besvare i
et sprog, hvor de fleste kan være med.
Han er akupunktør med baggrund i traditionel kinesisk medicin, og han har over 30 års
erfaring fra sin egen klinik.
Gennem årene er han behandlet tusindvis af patienter med både fysiske og mentale
ubalancer, og han har undervist fagpersoner og ledere i kroppens fysiologiske og
mentale sammenhænge.
Og når ja, så har han skrevet fire bøger om mental sundhed.
Velkommen til Det Fantastiske Menneske, en podcast om kroppens enestående evne til at
helbrede sig selv.
Velkommen til andet afsnit om hjernerystelse, hvor vi i dag skal dykke lidt ind i, hvordan
kroppen restituerer med henblik på at udbedre den skade, som hjernen er
blevet pådraget.
Og vi skal virkelig prøve at se, hvad det er for nogle faktorer, der spiller ind på den her
restitution.
Og her kan det være interessant, hvis du har pådraget dig en hjernerystelse og ikke er
kommet rundt igen, så har du god mulighed for at få øje på, hvad det er for nogle
mekanismer, der måske er årsagen til, at du er passeret de stopklodser, der kan ligge,
hvis man har en hjernerystelse, og får sag af, at man ikke kommer helt i mål.
Inden vi dykker ned i, hvad det er, kroppen så egentlig kan, så tænker jeg, det kan være
meget rart lige at få et billede på, hvor mange der egentlig bliver ramt af en
hjernerystelse, når vi snakker på årsplan.
Over 25.000 opsøger hvert år hospitalsvæsenet for at derigennem konstatere en
hjernerystelse.
Men man må gå ud fra, at det tal er langt højere, for det tal tæller ikke dem, der opsøger
egen det eller slet ikke kommer afsted til lægen.
Det er korrekt.
Der er nogle simple hjernerystelser, som er over i løbet af en til to uger.
Og heldigvis er det jo de fleste, der forsvinder på den måde.
Men der er bare også 35 procent af de her hjernerystelser, som varer mere end de her tre
måneder.
Og noget af det, jeg synes, der er sørgeligt, det er, at jeg ser flere og flere i
klinikssammenhæng, som har gået med en hjernerystelse i 1, 2, 3, 4, 7 år.
Og det er der virkelig sjældent en grund til, at man går så lang tid med det.
Hvilket også er årsagen til, at vi har haft lyst til at belyse det her netop i en podcast.
Det vi kan sige i forhold til hjernerystelse, det er, at det er også børn, der kan blive ramt af
hjernerystelse.
Og med hensyn til børn, der går der typisk længere tid i forhold til at kan restituere på
skaderne.
Vi ved for eksempel, at 5-12-årige og gamle børn, der er der simpelthen så meget
aktivitet i hjernen.

Hjernen står disponibelt til at ændre sig eller tilrette sig i forhold til, hvad det er, et individ
skal udvikle på af talenter.
Og der bruger kroppen faktisk i hvile tilstand 50% af sin energi på, at hjernen kan holde
sig kørende.
Hvor den ved alle andre, der bruger den kun 25% af sin energi.
Så i 5-12 års alderen, der er et barn så meget i beredskab til at kunne tilrette sig, hvad der
kan komme af krav, hvis man skal lære at læse, eller når man skal lære en eller
anden sport, blive dygtig til en eller anden ting, skal blive dygtig til musik, eller hvad det
nu kan være.
Og det har altså den konsekvens, at hvis der opstår en skade på hjernen, ja, så vil
restitutionen, hver en tand, ringe i den aldersgruppe.
Eller langsommere, kan vi sige.
Så når man taler om behandling af hjernerystelse, så er der for det første forskel på, hvor
gammel patienten er, hvor lang tid vedkommende har gået med det, inden man
opsøger hjælp. Hvad kigger man mere på?
Jo, altså vi er meget opmærksomme, nu kommer vi fra den verden, hvor vi arbejder med
akupunktur, og i akupunkturens verden, der er det helt almindeligt, at vi anskuer
den menneskelige organisme ud fra en fysisk del, en følelsemæssig del og en mental del.
Og der er ingen væsentlige skæld imellem de her ting.
Vi kan sige, at nu vil vi kun se fysisk på et eller andet problem.
det har altid en konsekvens ind i det følelsemæssige eller i det mentale hvis jeg har
brækket benet så er det bare en fysisk skade så er det også hold da op hvordan skal det
nu gå hvor jeg har brækket benet og nu kan jeg alt det jeg har kunnet før og skal jeg nå til
at hoppe rundt på krykker og jeg synes virkelig det er ydmygende dem der hopper
rundt på krykker osv vi kan høre her nu er vi allerede over de følelsemæssige og det
mentale og hvordan det kan påvirke vores krop hvordan det kan stresse vores
organisme og det spiller ind på helingsprocesser især når det er helhedsprocesser, som
er mere komplekse.
Og det er lige præcis det, vi taler om, når vi har med hjernerystelse at gøre.
Så vi har specialiseret os i at ikke bare tale om, at vi ser holistisk på mennesket.
Nej, vi arbejder 100% holistisk ind, fordi det er på den måde, vi får de bedste resultater og
de hurtigste resultater også.
Og så har vi jo faktisk tilrettet hele vores behandlingstilgang på en måde, hvor det at
kunne restituere så effektivt som overhovedet muligt, at det helst skal komme
igen.
Det at arbejde med akupunktur, det betyder, at vi har en af de mest effektive metoder til,
hvordan vi kan få kroppen til selv at hele op.
Fondamenturen er en af de bedste igangsættere af selvhælingen.
Men så har vi også suppleret med andre ting i vores klinik og kan tilbyde sådan noget som
rødlysbehandling eller floating med mere.
Når vi så sætter det her i gang, kan du prøve at fortælle, hvad der sker i kroppen, når den
går i gang med at reparere på en skadehjerne?
Og vi kan sige, at det, der sker i forbindelse med en hjernerøstelse, det er, at der kommer
et slag imod hovedet.
Og i forbindelse med det slag, alt efter hvilken kraft det kommer med, så har det jo en
konsekvens på nervevævet.
Og nervevævet kan tage skade, og der kan opstå skade på nogle blodkar.
Der kan komme nogle brist, som bevirker, at der siver blod ud.
Der kan sive væske ud, områder, hvor det alt skal være, som kommer til at lægge tryk på
hjernen.
Og når det er i gang, så skal vi egentlig tænke det som, at det her er noget, der skal
repareres på igen.
Når skaderne sker, så har det den konsekvens, at den der fantastiske evne, vi som
mennesker kan have til at jonglere mange tanker i hovedet på en gang, den mister vi
lidt, når vi har fået en hjernerystelse.
Fordi nu bliver tankesynapserne i nervesystemet, de bliver beskadet.
Så er der nogle beskeder, der ikke kan sendes afsted, som de plejer at kunne sendes
afsted.
Og så kan man simpelthen rumme og tænke så kreativt, som man er vant til.
Og det skal det hæles op på.
Og der er der et godt billede, kan man sige, i forhold til at tænke på hjernen, der er
beskadet, og lave en parallel til, hvordan er det et vejarbejde, det fungerer.
I forbindelse med et vejarbejde, der er der jo noget af vejen, der skal udbedres, der skal
repareres.
Og er det nu en ret farbar vej, så kan vi bare lukke den fuldstændig af.
Vi bliver nødt til at sikre, at der kan komme noget trafik igen.
Det samme er det jo med vores hjerne.
Hjernen skal stadigvæk kunne fungere, selvom den er taget skade, selvom den skal
repareres.
Men det vil så komme til at fungere langsommere.
Ligesom vi kan se i trafikken, at trafikken passerer langsommere forbi det sted, hvor vi har
vejarbejde.
Ja, så kan vi også klare mindre med hjernen.
der bliver vi jo hjulpet rigtig godt på vej.
Jeg skulle til at sige det, fordi hvis med vejarbejdet, og der er nogen, der kører for stærkt,
så står der en politimand og siger stop og hold, du får en bøde.
Hvad er det, kroppen gør?
Ja, den sender bare nogle forfærdelige ulidelige symptomer i retningen af den
hjerneskade, skulle jeg lige det sige. Altså den, som har fået hjernerystelsen, ikke?
Og det er jo en hjerneskade.
Det kan dog tænkes på andre måder omkring det også.
Men vi får jo symptomerne, f.eks. lysfølsomheden eller svimlheden, der kommer til os.
Det er jo noget genialt, politifolk. Men hvorfor er det det genialt? Fordi det lyder ikke
særlig rart for dem. Nej, altså de fleste er jo frygteligt trætte af, at de får
de her symptomer.
Og det hindrer jo en i at gøre det, man gerne vil. Netop alt det, man altid har kunnet.
Fordi man kan få en voldsom svimlhed, eller en knaldende hudpine, eller øget
lysfølsomhed, hvis man forsøger at gøre mere end hjernen nervesystemet kan kapere.
Så hvis du gør mere i den første, eller i startfasen af en hjernerystelse, end kroppen kan
følge med til at levere ydelse på, ja, så skruer vi bare op for symptomerne, og
så går du længere, kan du.
Så man kan ikke sætte lighedstegn mellem det at have fået en hjernerystelse, og så får du
også, så bliver du også svimmel, du får også synser, og du bliver synser og
lydfølsom.
Ikke nødvendigvis. Det er kun i det øjeblik, at man bruger flere ressourcer, end kroppen
har.
Man kan i hvert fald sige, at i starten får du symptomerne, uanset hvad du gør.
Men det er jo egentlig, fordi den beder dig om, at du kan lægge dig.
Jeg har brug for at få overblik over den her situation.
Jeg har brug for at kunne få restitueret på området, hvor skaden er sket.
Og der bliver man lagt ned, og man skal regne med at sove 10, 11, 12, 13, 14 timer i
døgnet.
Når der er skade på nervevævet, så er vi oppe på de rigtig, rigtig mange timer.
Og nogen bliver jo så fanget i, at de kan sove så lang tid.
Og allerede der, så har vi en af årsagerne til, at man har svært ved at hæle op efter en
hjernerystelse.
Øjet er en interessant ting.
Igennem øjet får den menneskelige organisme 82 procent af de impulser, der går til
nervesystemet.
Og det er jo genialt.
I kan høre, hvordan jeg står og smiler over det her, når kroppen gør noget genialt for at
hjælpe os på vej.
Kan vi nu lukke ned for nogle af de impulser, der kommer til hjerne?
som jo er ekstremt effektiv, hvis man laver lysfølelse om heden, og får lyst til at lukke
øjnene, så er det jo en ekstremt vej til, hvordan man kan frigøre ressourcer til
restitution.
Er man den, der er ramt af hjernerystelsen, så er det pokkers irriterende, og man føler
frustration og afmagt over, at man kan ingenting.
Men det kan godt være, at vores organisme faktisk er mere genial, end det selv er.
Så i stedet for at være træt af de her symptomer, og synes, det er noget møg, Så skal
man tage imod dem, omfavne dem.
Og så skal vi lære at forstå, hvad de siger.
I startfasen, en stykke hen ad vejen.
Men vi skal blive hængende der hele forløbet, hvis vi har en lang forløb.
Men vi skal have respekt for det i starten.
Når der så kommer et menneske med en hjernerystelse ind i din klinik, hvad gør du så i
forhold til behandling afhængig af, hvor i forløbet de er?
Jamen, det vi i første omgang gør, det er, at vi skal lige have undersøgt, hvor står vi hen
med ressourcer, hvad er der af spændinger i kroppen, så vi går jo ind og kigger på
det fysiske, vi går ind og kigger på det følelsesmæssige, vi går ind og kigger på det
mentale, for det er herfra, at ressourcerne kan blive brugt, misbrugt til anden
side, frem for at kroppen har fri kapacitet til at kunne restituere sig.
Så vi skal have afklaret, er der nogle ting her, som spænder ben for, at kroppen kan hæle
op?
Helt konkret, i akupunkturens verden, der går vi ind og tager pulsen.
Fordi der kan vi se noget om, hvad er der egentlig til rådighed af ressourcer?
Er det her egentlig en naturlig, stærk, fysisk velfungerende organisme, altså som
fysiologisk fungerer godt, jamen så har vi jo bedre evne til at restituere sig.
En sportsmand, som har brugt sig selv godt, ikke overbrugt sig selv, det er der en del
sportsfolk, der gør, men har brugt sig selv fornuftigt, jamen har lettere ved at
restituere efter en hvilken som helst pådraget lidelse, end en person, der er i underskud.
Det er noget af det, vi kan detekte ud fra pulsen.
Og så kan vi ud fra pulsen se noget om, hvordan forskellige systemer, hvordan forskellige
væv kan hele op.
Og det er en vigtig, vigtig information i forhold til, hvordan kommer den her helingsproces
til at køre i forhold til at få hjernen til at kunne fungere på normal vis
igen og få personen tilbage til at kunne fungere.
Så pulsen er en rigtig vigtig vej ind.
Den fysiske undersøgelse, den vil jo gå på at tjekke op på, hvordan når vi står i rummet for
eksempel, er der nogle spændinger i nakken, som ikke skal være der.
er der opstået måske en piskesmæld i en væsentlig del af de her tilfælde, hvor man har
fået en hjernerystelse, den har faktisk også fået en piskesmæld.
Som ved et trafikuheld, for eksempel.
Som ved et trafikuheld, og en piskesmæld ved vi også, der kan give
koncentrationsproblemer på samme måde som en hjernerystelse kan give
koncentrationsproblemer.
Og der kan vi jo så engang også overse det, fordi der er jo koncentrationsproblemer, fordi
vedkommende har en hjerneryssel, men der er en piskesmæld, der sidder, så
skal vi have den der piskesmæld til at hele op, fordi ellers kan den forstyrre
nerveimpulserne til hjernen, og være med til at give stress på hjernen, og forsage nogle
tilstande, som gør, at ophængningen af hjernen, nervevævet, forsinkes.
Vi kigger på staturen. Er der nogle spændinger, nogle steder, som det skal være?
så skal vi have øje for det behandlingsmæssigt.
Vi skal se, hvordan det balancemæssige fungerer.
Hvis hvad der passer ikke fungerer, så kommer vi til at bruge unødigt mange ressourcer
på at holde balancen.
Og igen, her har vi argumenturen, som er utrolig effektiv til at kunne korrigere for sådan
nogle ting.
Men vi kan også bruge, hvis der virkelig mangler ressource ind i nervesystemet, så kan vi
bruge sådan noget som floating, som i den grad kan lave en dyb, dyb, dyb
afslappning, når man i forbindelse med floating ligger og slapper af i varmt vand.
så kan man lave en dyb, dyb afslappning, som giver kroppen adgang til at kunne
restituere på et dybere plan.
Og det har en ekstremt god virkning på, at balancesansen hælder op.
Hvis vi lige skal præcisere det her floating, som kan oversættes direkte til at flyde, så
ligger man i et lille bassin, et kar, 25 centimeter vanddybde, som er fyldt op
med mange hundrede kilo salt, epsonsalt, som gør, at man simpelthen flyder ovenpå.
Og når vandtemperaturen og lufttemperaturen har samme temperatur som du og jeg, så
vil man føle, at man ligger fuldstændig i vægtløs tilstand og får ikke de her
impulser.
Og så er det, at hjernen kan begynde at sige, at det var rigtigt.
Det er simpelthen ingenting, kroppen skal tage sig af.
Og vores floating car, de er lavet også med, hvor vi har 46 cm tykke vægge.
Så det betyder, at hvis ambulancerne kører forbi udenfor, så hører vi dem ikke.
Så det vil sige, at vi ligger fuldstændig uforstyrret.
Og på den måde, så kan vi facilitere, at man kommer ned i dyb, dyb afslappning i
forbindelse med den her terapi, som det er.
Fordi man kan godt tænke, hold nu op, man kan jo ikke bare ligge og slappe af.
Jeg har da lagt og slappet en masse af i forbindelse med min hjerntrystelse.
Hvordan skulle det andet egentlig kunne gøre noget mere?
Det er jo ret interessant.
Men det giver god mening, det der med, at man lige kommer et lag dybere ned.
Nu siger ingen stimuli, ingen ambulancer, man kan høre, der er ikke noget, der trykker,
der er ikke nogen temperaturforskel.
Ja, indtil kroppen skal tage sig af, den kan køre alle ressourcer i retning af en dyb
afslappning, et parasympatisk nervesystem, som når det er aktiveret, så heler
kroppen ekstremt godt.
Og så er det det, den går i dag med.
Og det gør den bare, mens man ligger der.
Det faciliterer den også at vil gøre færdig, når du sover næste gang, du går i seng.
Eller næste gang, du går i seng igen.
Og der er en masse dokumentation, der viser, hvordan man får en dybere og mere
afslappet søvn, når man har benyttet sig af floating.
Så det er oplagt at bruge det i tilfælde af alvorligere hjerneryskelser, hvor man kan se, at
nervesystemet måske i sin helhed har været overbelastet tidligere.
Hans Jank, hvad tænker du er det mest hemmende i forhold til opheling efter en
hjerneryskelse?
Ja, det er jo altid det, vi er på jagt efter. Så når vi går i gang med at undersøge en person,
som har en hjerneryskelse, så leder vi efter, er der nogle stopklodser til sted
her?
ligesom jeg nævnte tidligere her fysiologisk lægger du nogle fysiologiske ting nogle
spændinger, en piskesmæld for eksempel og lægger i vejen for at det kan hele op
jamen så skal vi have det afsløret men noget af det jeg synes der rammer allermest de
mennesker som bruger lang tid om at hele op på en hjernerystelse, det er de
følelsesmæssige eventuelt mentale udfordringer der måtte være til stede undervejs i en
ophælingsproces.
Det er sådan, at jo mere stress, der er i en organisme, jo sværere har kroppen ved at hæle
sig op.
Vi ved fx, at et stresset menneske har nemmere til at få en infektion, har lettere til at få en
forkølelse.
Så mental overbelastning, følelsesmæssig overbelastning, det gør os sårbare.
Og når vi skal kigge ind i det følelsemæssige og det mentale, så bruger vi i klinik
sammenhæng, der bruger vi det at lede igennem nogle spørgeskema, eller patienten
skal besvare nogle spørgeskema, nogle evidensbaserede spørgeskema, som vi kan regne
med udfaldet på de her spørgsmål, der bliver stillet.
Altså i hvert fald kan regne med det udfald, der kommer?
Det kan regne med det udfald, der kommer.
Vi skal vide noget om, hvor belastet er den her person.
der kigger vi ind i stress vi kigger ind i deres trivsel når man ryger i frustrationen,
afmagten frygten for fremtiden hvordan bliver min fremtid har jeg det hele
taget, nogle fremtid skal jeg skifte job, eller kan jeg beholde det job jeg har, eller vil jeg
blive fyret, osv.
så er der altså nogle frygtmekanismer der går i gang, nogle stressmekanismer WHO har
f.eks. en trivselsindeks, man kan gå ind og se Og der ved vi ret præcis, alt efter
hvor man er henne Hvor stor belastning er der på den her person Og når de selv udfører
spørgeskabet Ja, så har vi deres selvrapporterede oplevelse af Hvordan er det at
være i dem Og hvordan oplever de presset Når vi interviewer som behandler Og det er
den største far, vi har i behandlerverdenen Det er, at vi laver vores egen billede og
vores egen forestilling om Hvordan det er at være den her person Men det er jo hvordan
man som person oplever at stå i den her situation, der er afgørende for hvor meget
pres der er på organismen.
Og det har afgørende betydning på hvordan kroppen kan hæle op på hjernevæv.
Nærvæv i det hele taget.
Når en patient kommer og udfylder det her spørgeskema, og der vises tydelige tegn på
stress, så vil du fokusere på at få nedbragt den stress som det første, frem for at
fokusere på at hjælpe kroppen med at restituere hjernen?
Evnen til at kunne restituere for kroppen, det afhænger af, hvor belastet organismen er.
Og hvis der er stress på en person, så sker det, at kroppen producerer en højere grad af
adrenalin.
Adrenalin, det er jo den der følelse, eller den der mekanisme, der går i gang, når der er
nogen efter os, når tiderne er efter os.
Ja, så er der en øget grad af adrenalin, der kører i vores organisme.
Adrenalin er en af de store problemer, fordi den kommer lige kort vej at gå op og gøre, at
vi kan yde meget mere, end hvad vi normalt ville kunne yde.
Problemet er, at der ryger også kardisol i vores organisme.
Lad os lige uddybe, hvad er det? Adrenalin kender de fleste af os med kardisol.

Kortisol er et hormonstof, som frigøres samtidig med adrenalinen, som skal bringe
kroppen til at blive træt efter en adrenalinvirken, hvor kroppen har kunnet yde
ekstra kraftigt.
Så kalder det også på en afslappning.
Kortisol får os til at slappe af og gøre, at vi føler os trætte.
Og så har kroppen jo mulighed for at gå i gang med at restituere efter den ekstra
belastning, der har været.
Så kroppen igen kan være klar til, når der kommer en ny belastning på, at så har vi fuld
ressourcer.
Men i forbindelse med de følelsemæssige belastninger, sker det tit det, at adrenalinen går
op, kortisolen går op, vi får brændt adrenalinen af, men der er stadigvæk
følelsemæssig belastning på.
Så fordelen af kortisolen, der skulle få os til at slappe af og restituere, den når vi at få.
Tværtimod, så får vi frigjort noget mere adrenalin, og så øges vores kortisolniveau.
Og når det er sket 20, 30, 40, 70, 100 gange, fordi det er det, vi er oppe at køre i, så kan
vi komme til at stå med så højt et niveau af kortisol.
Så det virker på en måde, så systemet brænder sammen.
Det laver øget inflammationsniveau i vores krop.
Og hvis der er noget, vores krop hader i forhold til at kunne hæles op, restituere sig, så er
det inflammation.
Og de fleste har hørt om kost, som begrænser inflammationsniveauet.
Hvad fanden er det, man kalder det?
Anti-inflammatorisk kost, det er jo lige den, jeg skulle have.
De fleste kender til det.
Og det er fint, at vi tænker på den måde, og vi spiser på den måde, og det fremmer også
nogle helingsprocesser.
Men når vi er oppe at kæmpe med det stress, som rammer vores nervesystem, når vi er
følelsemæssigt og mentalt overbelastet, så når vi sletter igen med
anti-inflammatorisk kost, det sletter nok.
Og kollapset, når vi når op på de niveauer, du lige fik nævnt der, er så kroppens måde at
sige, nu lægger du dig, nu slapper du af, nu skal vi have ro på.
Ja, det er jo der, vi kan blive let hen til at komme i et depressionstilstand.
Fordi en organisme, en mental tilstand, hvor vi føler os ude af magt, afmægtig i
situationen, skatmægtig i situationen, jeg kan handle mig ud af det, ja, den går stille
og roligt over i en depressionstilstand.
Og det er de færreste, der kan stå imod den, fordi der bliver man lagt ned, man bliver
træt, man bliver ugidelig, man bliver initiativløs, Man har ikke lyst til noget.
Man orker ingenting.
Nej, og det ser de fleste jo som noget, altså det er en skidt tilstand at være i.
Ja, det er sgu en skidt tilstand at være i.
Du rammer en anden holdning.
Ja, det er jo en skidt tilstand umiddelbart at være i, for det er sjovt at være i den.
Og det kan også gøre, at vi låser fuldstændig fast.
Men det er jo faktisk kroppens strategi i forhold til, hvordan kan jeg få den her organisme
til at komme ovenpå igen?
Fordi der er åbenbart så meget, som vedkommende skal have styr på, og som
vedkommende skal nå, og så videre.
og tankemylder, som bare forværger situationen, ja, så er det jo mere hensigtsmæssigt
for kroppen at forsage en tilstand, hvor man brænder lidt sammen, og så bare
overhovedet ingenting kan.
Og bekymre sig heller ikke om det store.
Og så kan man heller ikke bekymre sig om noget, fordi depressionen, den gør også, at
man ikke kan bekymre sig mere.
Den lukker bare ned.
Der er mennesker, der har lagt tre-fire år, eller har skulle holde sig i ro tre-fire år, på grund
af depressiv tilstand, ja, så hælder kroppen lige stille op igen.
Men det er godt nok en lang vej for at hæle op, for der er jo mere geniale veje at gå.
Men organismen har, og det er der, jeg synes, kroppen er fantastisk, den har sin
nødprocedur, når vi ikke forstår og følger, hvordan kroppen bedst muligt kan hæle op.
Så det er det, vi bliver nødt til lige at teste ind i. Hvad er det egentlig, vi står i med vores
patienter?
Hvad er det for en situation, den her patient oplever at stå i?
Fordi det kan have betydning for, hvordan vi griber ind, og hvordan vi får skabt den rette
mestringsstrategi til at kunne gå igennem.
Men desværre kan det være at stå i en hjernerystelse.
Ved stress og depression, der hører man jo meget om, at man skal komme ud i naturen,
ud i solen, ud og få noget bevægelse og noget motion.

Hvordan hænger det sammen med hjernerystelse?
Jamen, kunsten er jo, om man er fanget ind på en måde, hvor man stadigvæk har svært
ved at kunne tåle tilstrækkelig bevægelse.
Når man har haft hjernerystelse gennem tid, så ved vi fra undersøgelser i forhold til,
hvordan man bedst håndterer at komme over hjernerystelse, at kan der komme
noget bevægelse på, så er det hensigtsmæssigt.
Min erfaring er, at vi i makropunktur kan gå ind og skabe ekstra cirkulation i hovedet, som
hjælper hjernen til at hele op for skabtende cirkulation, så vi bedre kan
tåle bevægelse.
Fordi bevægelse, det er gunstigt for vores hjerne, det er gunstigt for at brænde noget
kordisol af, det er gunstigt at få noget cirkulation i, som begrænser
inflammationsprocesser, eller en inflammations tilstand i vores krop.
Så kan vi komme ud og bevæge os, så er det altid os.
Men mange kan være blevet lullet ind i en tilstand af, at jeg kan ikke, det går rundt, jeg
bliver stoppet, jeg bliver svimmel osv.
Og så er det, at det begynder at blive svært.
Og det er jo så her, det kalder på, at man mentalt måske kan få den styrke, der skal til for
at kunne tåle den modstand, der er.
Vi ved, at hvis vi tør at gå ud til kanten af rammen, og tør at overskride rammen en gang
imellem, så kan vi være med til, at vi får en lidt større ramme og kan fungere
indenfor.
Og det er noget af det, der skal til.
Der skal noget cirkulation til, men der skal også noget hvile til restitution.

Der skal noget ro til, mental, følelsesmæssig ro.
men vi skal også belastes lige lidt en gang imellem og formigerer man ind i en almindelig
familie så skal den der belastning nok komme fordi der er nogle unger eller en
ægte fælge som har nogle krav til os og de kan aldrig være med at køre dem af fordi man
kan jo være med at blive behandlet som en rød næ og det er jo egentlig godt for vi skal
hjælpes, vi skal have det der lille spark til at vi også kommer videre hvis vi synes det er
godt nok synd for os det er godt nok uretfærdigt, det er urimeligt Og fred være
med det, det er 100% forståeligt, at man kan have det sådan, men det er det samme som
det er hensigtsmæssigt at være i det.
Vi skal udfordre, at ja, det kan godt være, det er synd for mig, men jeg skal lidt videre.
Men kan du ikke også godt forstå, hvis man har ligget med en hjernerystelse, man har
ligget under dynen for nedrullede gardiner i nogle dage, i noget tid i hvert fald, så
skal man ud og få noget luft, og så bliver man svimmel, at man bliver bange for, at det så
tilbagefaldet.
Der er da i den grad vores opgave som behandlere at guide til, hvad kan du tillade dig?
Hvad er der plads til, at du må udfordre dig selv, sådan at det bliver en succes at udfordre
sig?
Sådan at man udfordrer sig og slipper heldigt fra det fire gange, men den femte gang, der
skal vi endnu mindre vi slipper heldigt fra det, fordi der skal vi have turet og
gået den tand videre, som gør, at vi lige bryder tærsken, og der kunne vi helt klare det.
Og så tager vi lige den erfaring med, ikke på livstid, Men i det nærmere tid til, så går vi
næsten derop til, og på den måde, så udvider vi vores territorier.
Det skal vi ture, og vi skal også ture og tro på, at vi kan.
Vi skal have den der fremdrift i os.
Jeg tror på, at jeg kan lige lidt mere i dag.
Der er ingen sportsudøver, der ikke kommer videre.

Der er ingen musikere, der kommer videre.
Vi ser, at de udfordrer sig lige lidt til grænsen og lige lidt over en gang imellem.
det er når vi fejler vi lærer mest men vi skal permanent sige og så kan vi aldrig bryde den
grænse igen når jeg ser på hvordan man for 20 år siden troede at en marathon det var
det ypperste det længste vi kunne holde til at løbe og så jeg har fulgt
ekstremsportsudøvere og ser hvor langt de kan løbe eller de kan presse deres krop så det
er jo
vanvittigt hvor den menneskelige organisme faktisk kan klare kan holde til Det er næsten
grænseløst, hvis man forstår, hvordan man træner sig i en eller anden
retning.
Og det er rigtig meget det, vi også forfølger, når vi har med hjernerystelser at gøre, eller
andre lidelser at gøre, det er, hvordan bryder vi grænsen?
Og det er altså op til os som behandler at lægge det i personen, som står med et
problem, og give gejsten modet, motivationen til at turde tro på det, og så også erfare, at
jeg kan faktisk godt noget mere.
Så forståelsen giver trygheden, og når man har trygheden, så kan man udvikle det.
Og forståelsen kan vi jo høre bare med det, vi har talt om.
Det går nok på mange niveauer, man skal have den.
Og sådan er det, når det er noget komplekst, man fejler.
En hjernerystelse, det er en kompleks problemstilling, Fordi det er hjernen, som er ind
over så mange funktioner i, hvordan vores krop fungerer og skal kunne
restituere osv.
Der er så mange ting i spil.
Og når noget så svært som nervevæv skal hele op, det er det sværeste væv, vi har i
kroppen til at hele op, så skal vi kunne mønstre det her.

Jeg synes, det er enormt spændende.
Jeg har været fascineret af det i over 30 år, hvordan vi kører de her ting.
Så den sidste ting, der bare er vigtig, det er det her med, at den her empowerment, som
den enkelte selv kan stå med, den skal vi altså også have på plads.
Det er den, der gør, at svære og svære tilfælde af hjernerystelser, at de også kan komme i
mål.
Så hvis vi lige skal summere op her til slut, hva’ så er det mest væsentlige, man skal tage
med sig herfra, i forhold til hvis man står i en situation, hvor man har en
hjernerystelse?
Det, der er væsentligt, det er at få hjælp til at komme godt og sikkert igennem en
hjernerystelse, hvis den har lettet inden for de første par uger.
Det er en kompleks ting.
Det kan være ret omsaggribende, hvis ikke kroppen kan hæle ordentligt op på den.
Så få hjælpen til at få det på plads.
Der er nogle fysiske ting, der skal på plads.
Vi har nogle retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen, hvad det er, der skal tages fat i.
De er ganske udmærket, selvom de bliver praktiseret så præcis, fordi der er ikke så
mange mennesker inden for vores almindelige sundhedssystem, som har det fulde
overblik over det her.
Der findes alt de der tværfaglige samarbejder i forhold til hjerneryslet, som der nok er
brug for.
Men det ligger faktisk i retningslinjerne, hvordan nogle ting kan gribe sig an.

Vi har en kæmpe fordel i, hvad vi har brugt af akupunktur, og nogle gange bruger vi
floating, nogle gange bruger vi rødlysterapi til inflammationsprocesser i
forbindelse med hjernerystelse.
Det er at forstå helheden omkring den skade, der er opstået.
Hvad kaldes det på? Hvad skal det til?
Hvis man ikke hæler op ret så hurtigt, så er det vigtigt at få det grevet an, så den får lov at
udvikle sig, eller får lov at blive til en vare i skade, som man kommer til at
begrænse ens livskvalitet på den lange bane.
Og så skal det også siges, det er altid den, der har hjernerystelsen, der har nemmest ved
at bede om hjælp.
Det er ofte dem, der er omkring personen, som skal prikke på skuldrene og sige, vil du
være, jeg tror, du skal gøre et eller andet, i forhold til at komme ovenpå.
Det er her, vi virkelig er afhængige af vores netværk, at der er nogen, der byder ind og ser
det, som vi ikke selv kan se, når vi er ramt.
Og er det så det, at den pårørende også skal afholde sig fra at sige, at min moster er Oda,
og jeg kender en, og naboen sagde også, og min tidligere kollega?
Og en gang imellem er det det, man skal sige, og en gang imellem er det det, man skal
afholde sig fra at sige, at få nu den professionelle hjælp, som du har brug for.
En ting, jeg synes er meget vigtigt i det her, det er, at vores organisme kan restituere det
mest vanvittige.
Den skal bare have de rette omstændigheder til det, og en gang imellem, når det er
komplekst, så har du brug for at vide, at have de indsigter, der skal til, for at du kan
hjælpe det på vej til, at det rent faktisk kan ske.
Jeg håber, du er blevet lidt klogere efter det her afsnit af Det Fantastiske Menneske.
Del gerne podcasten med dem, du kender, og husk, at du kan følge os på de sociale
medier og på YouTube.
Vi starter tilbage med endnu et afsnit.
Indtil da, pas godt på det fantastiske menneske, du er.