SIDEN ER UNDER OPBYGNINING

I dette afsnit møder vi Heidi, der efter gentagne lungebetændelser har fået diagnosen bronkiektasi. Hun fortæller om et liv præget af træthed, hosteanfald, manglende overskud og bekymringen for, hvordan hun kan være noget for både familie og arbejde, når kroppen ikke følger med. Hans Erik Foldberg giver svar på, hvorfor diagnosen kan være svær at stille, og hvordan lungerne genvinder styrke og funktion — selv med en kronisk diagnose som bronkiektasi.

Du kan lytte til afsnittet via nedenstående links, se det her på siden eller læse vores transskription nedenfor videoen:

Medvirkende

Gæst(er): Heidi Løvkvist
Fagperson(er): Hans Erik Foldberg (Akupunktør)
Vært: Leon Rask Sørensen

Kilder og videre læsning

  • Links kommer snart

Læs afsnit #21 Bronkiektasi: Heidis hoste

Transkriptionen er genereret automatisk ved hjælp af AI og er ikke gennemgået manuelt. Der kan derfor forekomme fejl i ordvalg, stavning, tegnsætning og forståelse af tale. Indholdet skal læses med forbehold, og vi henviser til den originale lydoptagelse for den mest præcise gengivelse.

Jeg er træt hele tiden. Jeg har været mega vild med at løbe, og vil gerne løbe og cykle og dyrke.

Alt mulig motion.

Jeg er ikke som et koldtæt, jeg kan ikke få luft. Så hver gang jeg forsøger at løbe en tur, så er

jeg ved at dø, inden jeg har løbet en kilometer. Kroppen er fantastisk.

Skabt til at hele restituere og genopbygge sig selv. Men hvad sker der, når den proces bliver

forstyrret? Og hvordan støtter vi bedst kroppens evne til at komme sig, såvel fysisk som

mentalt? De spørgsmål skal vores gennemgående gæst Hans-Jerich Folberg forsøge at besvare

i et sprog, hvor de fleste kan være med. Han er akupunktør med baggrund i traditionel kinesisk

medicin, og han har over 30 års erfaring fra sin egen klinik.

Gennem årene er han behandlet tusindvis af patienter med både fysiske og mentale ubalancer,

og han har undervist fagpersoner og ledere i kroppens fysiologiske og mentale

sammenhænge. Og nøje, så har han skrevet fire bøger om mentalsundhed. Velkommen til Det

Fantastiske Menneske.

En podcast om kroppens enestående evne til at helbrede sig selv. Velkommen til Det

Fantastiske Menneske. Også velkommen til dig, Hans-Jerich.

Tak. I dag skal vi fortsætte lidt vores snak, som vi havde i sidste afsnit, hvor det jo handlede om

lille søde Alma med astma. Og heldigvis kunne vi også fortælle, hvor godt det egentlig går med

hende i dag.

Og så nævnte vi jo Heidi i starten, og lidt i slutningen af forrige afsnit, og det er Heidi, det skal

handle om i dag. Heidi, som ja, måske ikke har bronchiektasi, men det er i hvert fald det, vi i

første omgang tager udgangspunkt i. Og hvorfor jeg så er lidt vævrende omkring det, det

kommer vi også ind på lidt senere. Opfrisk lige en gang, bronchiektasi, hvad er det?

Bronchiektasi er noget, der opstår, når man har haft typisk gentagende lungbetændelse,

halsbetændelse.

Noget, hvor lungerne har været angrebet, og hvis bronchierne er udsat for væsentligt

betændelse tilstand længere tid, så kan bronchievæggene simpelthen tage skade, udvide sig,

eller delvist kollapse. Og så er der rig mulighed for, at der kan lægge sig slim hernede, og

lægger der sig slim der i længere tid, så giver det en rigtig god grobund for bakterier, at de

virkelig kan få vækst hernede. Og så får man sådan noget gul, grønligt sekret, man hoster op,

som ødelægger lungerne og er med til at påvirke hele ens almen tilstand, tage ens energi og

tage pulsen fra en, og man kan holde til den fysiske anstrengelse, som man måske gerne vil,

hvis man dyrker sport for eksempel, og så videre.Og mere end så er det noget, det er Heidi, jeg vil fortælle om. Ja, hun fortæller noget, men jeg

skal lige spørge dig om noget først. Hvad er det, der gør, at det her opstår, alt det her slim, der

ophober sig? Jamen slim er jo kroppens naturlige måde, lungernes naturlige måde at angribe,

hvis der kommer støvpartikler, noget urent, ned i lungerne, som alt skal være der, eller der

opstår nogle betændelseprocesser, som skal transporteres væk.

Så gør kroppen det, at den sender en masse slim ud i slimhænderne, som skal gå via den her

elevatorfunktion, som lungerne har, altså en vedvarende transport af tynd, sekret slim opad,

som vi kender som det der, vi rømmer op, eller er det mere tykt, så hoster vi det op for at få de

urenheder væk fra vores lunger. Slim er egentlig vores ven, men når det bliver for meget og

kan blive betændelsesskabende, så bliver det lige pludselig en uheldig fjende, der kan give

bolig til bakterier, som vi ikke ønsker. Men fra naturens side, så er det tænkt til at hjælpe

lungerne til at rense sig.

Og det skal vi være rigtig glade for, fordi dem, der ingen slim har, har meget tørhed i lungerne,

jamen der kan opstå andre uheldige ting i lungerne. Men det var lige præcis det der med

betændelsestilstanden, som jeg var ude efter, fordi Heidi, som vi skal møde nu, hun har været

igennem et hav af lungebetændelser og halsbetændelser, som man selvfølgelig har forsøgt at

slå ned med det, man nu kan forsøge sig med. I en periode på godt fem måneder var hun

igennem ikke mindre end syv penicillinkur, som virkede lidt, men altså ikke virkede helt vildt.

Ikke fik bund med tingene. Lad os lige høre, hvad Heidi hun selv fortæller. Da jeg får min tredje

lungebetændelse, er jeg ved en anden læge end min egen, fordi hun har ferie på det tidspunkt,

og han siger så, at han tror, jeg har fået penicillinkur for kort tid til, at det har nået at kunne slå

den der infektion ihjel.

Så han giver mig en penicillinkur på 14 dage. Det hjælper så, for jeg får i hvert fald ikke

lungebetændelse igen, men jeg får jo så de der hoste noget. Og så er jeg jo igennem alle

mulige undersøgelser for astma og allergi, og får lungefunktionstest og ildoptagelsesprøve og

får lavet bronchoskopi og den ene scanning efter den anden.

Man finder heldigvis ingenting. Så på den måde er det jo godt nok at få så at vide, at det nok er

kronisk, og det er nok bare sådan, det skal være. Nogle får noget hoste efter de der mange

lungebetændelser, som ikke går over, og de er så bange for, at det har noget, der hedder

bronchostasia, som er en kronisk sygdom efter lungebetændelsen.

Men de synes egentlig heller ikke rigtigt, at scanningen viser, at det er det. Så jeg skal bare

hoste, og så håbe på, at det går over. Der er masser af ting, du lige er nødt til at forklare mig i

forhold til det, som Heidi fortæller i det her klip.

Jeg skal bare som det første lige forstå, at hun gennemgår alle mulige test. Hun gennemgår alle

mulige scanninger. Man finder ingenting, eller man finder i hvert fald ikke det, man leder efter,

og på den baggrund så konkluderer man, at så er det nok bronchiektasien.Ja, selvom man præcis kan se, at det er det, for de opfylder helt kravene til det. Det er det, der

er skidegodt et eller andet stadig ved vores sundhedssystem. Vi er blevet rigtig gode til at

undersøge.

Jeg synes, vi er blevet endnu bedre til at undersøge, end vi nogensinde har gjort. Men det, at vi

undersøger så meget, det gør det altmændeligvis nemmere, fordi der er mange ting, der kan

ligge i grænsetilfælde. Og her tror jeg, vi får et problem i vores vestlige medicin engang

imellem, når folk ikke passer ind i de bokser og kasser, som vi gerne vil have dem ned i, fordi

det, det diagnoser, det er, det er noget, der passer ned i nogle kasser.

Men mennesker, de er forskellige, og sygdomsudviklinger er også forskellige. Så det kan godt

være sådan noget, der ligger lidt ud til den ene side, eller lidt ud til den anden side. Og det, at

Heidi sådan set er et godt eksempel på, det er ikke en tydelig diagnose, der ligger her.

Men jeg tror lov, hvis man gør noget ved det, som vi har gjort det med Heidi, så skal det nok

blive tydeligt på et tidspunkt. Vi ser for eksempel også i forbindelse med gigt, at mange har

gigtlignende symptomer. Man får taget blodprøver, og man ser i blodprøverne, der er gigt her,

altså i hvert fald er reaktionen i blodprøverne på, at der er gigt, så siger man, det er ikke gigt,

du har.

Og hvis man så bare tillader, at det her får lov at køre videre, jamen så skal du se i løbet af et år,

halvanden, så er immunsystemet ved at komme så meget ud af balance, at gigtreaktionerne

går igennem og viser sig også i blodprøver. Jeg har set masser af gange. Og så er det lige

pludselig gigt, vi har.

Så den der med, at vi får undersøgt noget, eller får det undersøgt, før det tydeligt viser sig,

hvad er det for en kasse, det passer ned i, jamen det giver en masse uvidselighed. Men man går

så i det her tilfælde ind, og trods alt siger, vi tror alligevel, det er det her bronkeektacin. Jamen

det er også en måde at hjælpe patienten til, ligesom at få en vis ro om, okay, så skal jeg frygte,

at det er noget andet, vi ikke har opdaget endnu.

Og det har også en psykologisk styrke. Det skal man ikke tage fejl af. Og så er der det her, hun

nævner, at hun får at vide, det er nok kronisk.

Men her gik jeg så og troede, at jeg vidste, at kronisk, det betyder længerevarende. Det lærte

jeg, da vi lavede et afsnit om ryggen, man kan finde i arkivet. Dengang slog vi fast, at kronisk er

ikke noget, en tiltand, man skal være i for tid og evighed.

Det kan man godt risikere, men kronisk, det er, når man har haft smerter over en længere

periode på 3-5 måneder eller noget af den stil. Og så visker du alligevel i mit øre nu her, at der

er lige et lille tvist i forhold til det kroniske, det bronkeektacin. Ja, bronkeektacin, som jeg siger,

bronkøerne de udvides, og når de har taget skade, når væggene har taget skade, så kan det

nødvendigvis bygge sig op igen.

Og det er der, at kronisk får en anden betydning. Så er det ikke bare længerevarende, så kandet være uafvendeligt. Altså, vi kan komme tilbage til udgangspunktet.

Når vi så på Alme, for eksempel, der havde astmaen, jamen, så var der sket noget uafvendeligt i

hendes lunger. Der var en uheldig tilstand, som gav astmareaktionen dernede, altså, hvor

immunsystemet angriber, slimhinderne producerer hele tiden, og det trækker sig sammen, og

man kommer til at få den der pipende lyd. Jamen, den reaktion, der er ikke noget struktur, der

har taget skade.

Så der har vi erfaring med vores medicin, med akupunktur, at det kan man godt normalisere i.

Men når væggene tager skade i en bronkeektacin, så kan vi skabe fuldstændig en normal

tilstand, og så har vi en anden måde, vi skal tilgå det. Og vi skal lige høre, hvordan Heidi, hun

så, og jeg modtog den her besked om, at hendes tilstand, den var nok kronisk. Jamen, der går

alt muligt gennem hovedet på mig, for jeg tænker, jamen prøv at høre, hvis jeg skal leve sådan

her resten af mit liv, det kan jeg jo ikke holde ud.

Jeg har jo, som du siger, halvanden år brugt på sygdom, og været i dårlig humør, og ens

livskvalitet og følelse, men ikke har været noget som helst for mand og børn, og børnebørn og

alt muligt. Nattesøvnen er dårlig. Det der med, at hver gang man snakker, og man bare hoster

og hoster, og nogle gange får jeg nogle mega anfald, hvor jeg bare hoster en halv time, får

ondt i brystet, får ondt i ens mavemuskler, de bliver i hvert fald testet.

Jeg er træt hele tiden. Jeg har været mega vild med at løbe, og vil gerne løbe og cykle og dyrke,

alt mulig motion. Jeg kan simpelthen ikke holde til det, jeg kan ikke få luft.

Så hver gang jeg forsøger at løbe en tur, så er jeg ved at dø, inden jeg har løbet en kilometer.

Så den der glæde ved, at man har haft alle mulige interesser, og kunne gøre nærmest, hvad der

passede en, det rammer bare lige pludselig. At man ikke kan noget, og ikke har overskud.

Ja, det påvirker jo Heidi, alt det her, som hun gerne vil, og som hun har kunne før, men som

hun ikke kan mere, for der er simpelthen ikke luft, der er ikke energi til det. Hvordan påvirker

det? Man er jo stækket, det kan man jo tydeligt se på hende, når hun tænker tilbage på,

hvordan det føles. Altså det her med at hoste og hoste, kender vi alle sammen? Vi har haft en

ordentlig gang hoste oven på en influenza, for eksempel.

Tre-fire dage med sådan en ordentlig gang hoste, hvem får jeg ondt i lungerne, hvem får jeg

ondt i mellemgulvet? Det går rundt, efter at mellemgulvmusklerne har taget skade. Vi skal bare

lige huske, at det var bare tre-fire dage, hun har gået i det her lang tid. Det er jo der, hvor man

efter de her tre-fire dage, godt ved, at nu kommer det, og det her kommer til at gøre.

Nu er jeg lige ved at hoste igen, og jeg skal i hvert fald ikke grine nu, for nu kommer jeg til at

hoste, og så kommer det virkelig til at gå. Og det er bare nogle dage, som du siger, her har vi jo

noget andet. Så der er noget på spil i det her.

Man kan hellere bare give noget hostemedicin, som bare stopper slibene med at komme op,

eller noget, for det skal jo hellere blive siddende dernede. Det var lidt tilbage til det, som jegfortalte med trappen. Vi skal også have det op, for ellers kan vi også være med til at gøre ondt,

hvad jeg har.

Og vi kender også det der med, som hun siger, du nævner tit det der med søvnen, hvor vigtig

søvnen er. Vi har talt noget om tankestormer, tankemøler og sådan nogle ting. Det er bare ikke

det, der nødvendigvis er tilfælde her, for når man hoster, så sover man jo ikke.

Og hvis man skal hoste hele tiden, så bliver søvnen også derefter. Og en søvn, der er

utilstrækkelig og er af ringe kvalitet, ja, så er vi bare i gang med at lave det rutte på

immunsystemet. Og når immunsystemet går nedad, ja, så står man yderligere dårligt i hendes

situation.

Og når man ikke sover, så kan man heller ikke præstere, ikke på det niveau, som man gerne vil.

Her tænker jeg arbejdsmæssigt, helt konkret. Heldigvis har Heidi, hvad hun selv beskriver som

en rigtig god arbejdsplads.

Arbejdet har jeg virkelig en god arbejdsplads, som har bakket op og har, hvis jeg har brug for

hjemmearbejde, så har jeg arbejdet under-off, og jeg har haft deltidsyge meldinger. Der har jeg

kunnet nærmest komme og gå, som det har passet mig. Der har virkelig været opbakning.

Men man har selvfølgelig haft noget dårlig samvittighed over for sine arbejdskollegaer, fordi

man måske ikke har kunne bidrage med lige så meget, som jeg har kunnet. Men der har været,

også der har der været opbakninger. De har bare været søde, og det der med, at jeg har været

åben omkring det, og selvfølgelig kan de høre, at jeg hoster hele tiden, og der bliver også lavet

noget sjov ved at sige, det er godt, når du er her, så kan vi skulle høre, at du er her.

Så der har været godt humør, når man har været på arbejdspladsen, så det har også været

dejligt. Hansik, du nævnte lige før, det der med et immunsystem i knæ. Hvad er der mere at

sige om det? Jamen, et immunsystem i knæ, det er jo et udtryk for en organisme, som ikke er i

balance i forhold til sine omgivelser.

Nu kan vi jo høre på Heidi, på den måde, som hun fungerer på arbejdspladsen, der kan hun jo

mærke, at de vil hende, og der er plads til hende, og de giver god mulighed for, at hun kan blive

hjemme og restituere, eller arbejde derhjemme, og måske kan tage en vil ind i minden, for at

kan være til stede. Men også humoren, det er jo også med til at hjælpe til, at vi balancerer, at vi

er i flow med os selv, til trods for hvordan vi har det. Det giver grobunden for, at kroppen kan

slappe af, og immunsystemet kan komme lidt bedre til.

Men der skal bare meget til, når man så har sådan en sygdomsproces kørende, som hele tiden

også tager på immunsystemet. Ja, og spørgsmålet er altså, hvad er så stærkest? Altså, hvad

trækker sig mest, eller hvad giver mest? Er det opbakning, og overskuddet, og grinene, og

vidtighederne, og det gode humør, eller er det depressivt immunsystem, der trækker sig? Ja,

det er jo balancen. Hvad bliver balancen? Trækker det den forkerte vej, eller trækker det den

rigtige vej? Alt det, der kan trække den rigtige vej, det skal vi jo endelig benytte os af.Og Heidi, hun har faktisk også været, ja måske op til flere, men her er i hvert fald en konkret

episode, hvor det trækker den forkerte vej. Bare naboen var forkølet, så blev jeg jo også

forkølet. Så alt hoppede på mig.

Så bedst, så man tænkte sig, at nu har man kommet en lille smule ovenpå, så fik man bare et

slag igen, fordi jeg havde været sammen med nogen, der var forkølet, så helt sikkert var jeg det

også dagen efter. Man blev nærmest rækslagende for at komme ud, fordi man tænkte, åh nej,

møder man nu nogen eller et eller andet, og skal jeg så starte forfra? Og så er der jo sikkert

nogen, der vil sige, når en måned derhjemme, det lyder da egentlig meget rart, det kunne vi da

godt lige trænge til. Men jeg kan godt huske, hvordan det var, da hele Danmark, hele verden

lukkede ned under corona, og vi bare er tvunget til at være hjemme.

Man fik jo, jeg fik jo kul, og nu skal jeg jo passe på. Det er jo bare sjovt. De første par dage var

sådan, okay, det var nyt, spændende, rart, lad os være her.

Men der går jo ikke mange dage, særligt ikke med to små børn, der også skal gå i skole. Altså

man får jo kug. Men prøv at se det her.

Altså hun har det sådan, at hun er rækslagende for at bevæge sig ud, fordi hvad kommer der så

til at nye? Som en læge, jeg talte med for nyligt sagde jeg, jamen vi har jo bare oplevelsen af

mange redskaber, og det synes jeg virkelig er et godt eksempel på det her, fordi hvad var det

for et redskab Heidi skulle have her, for at kunne håndtere det på en noget sundere måde? Og

der bliver jo nødt til at sige, vi bliver nødt til at retænke vores måde at håndtere den her type

lidelser på, den her måde hvor man som patient skal være i verden. Fordi man kan jo ikke bare

gå og køre sådan en slags sygdomskontrol, for det er jo det vi gør her i Vesten. Der kører vi

sådan en sygdomskontrol.

Vi skal passe på, at betændelserne, de udvikler sig voldsomt, fordi derude ligger lungerne. Og

det er fuldstændig korrekt, det skal de passe på. Men kan vi, kan vi gøre noget, det er jo de her

redskaber, kan vi gøre noget for at Heidi, hun måske kunne stå stærkere til at møde, hvad der

naturligt kommer af virusangreb på hendes organisme eller den her tendens til at slimene

samler sig op dernede, ligger som et reservoir, som er et rigtigt god sted for bakterier, der kan

få tag i hende.

Kan vi gøre noget til at styrke det her? Og det du anfægter det er, hvis vi kigger vestlig medicin,

og hun går til lægen igen med nye lungbetændelser. Så får hun engang penicillin. Ja, for hvad

skal lægen gøre? Fordi når de kommer op på et vist trend, så skal vi altså have slukket ild og

brænden igen, altså det er brændeslugtning.

Men det får ikke gjort hende stærkere i udgangspunktet. Hun havde på et tidspunkt, hvor

lægen siger, jamen du har fået penicillin nok, det er slået nok ned. Og så får hun lige en større

dose i længere tid, og så bliver det slået ned, og så går det også bedre en stykke tid.

Men det vil altid kun være for en stykke tid, fordi verden, den farlige verden, den liggerstadigvæk derude og lurer med sin virus og sine bakterier, som kan gå i udbryd, hvornår det

skal være. Så den her tendens til kun at velkøre sygdomskontrol, hvor vi bruger penicillin til at

det bryder af hård til, det er en strategi, der er rigtig god for, at tingene løber ud af en tangent,

hvor det virkelig ødelægger. Det er ganske fint, men vi bliver nødt til at supplere det med,

hvordan får vi øget hendes normale modstandskraft.

Hun skal have et naturligt forsvar, en naturlig modstandskraft i hendes lungesystem, så hun

kan modstå, når der kommer noget virus. Eventuelt skal vi hen og bruge nogle urter, som

hjælper hende til, når hun er i nærheden af færdekræg, når de er til familiefest. Og han er altid

syg.

Han sidder sådan lige i skrå overfor, og han nyser, han sprutter. Ja, så er man jo modtagelig. Og

hvis man har glemt, hvordan det der er, så bare lige tænk tilbage på coronatiden igen, fordi det

var jo det, vi var bange for.

Men der kan man meget fint gå ind og tage simple urter, som simpelthen går ind og lige øger

ens modstandskraft, så man har noget at stå imod med i de her situationer. Det er den ene

ting, man kan gøre. Hvad er så den anden? Ja, det er, at vi skal have lungesystemet til at kunne

fungere igen.

Vi skal have lavet en bedre mikrosirkulation i lungerne, så kroppens immunstoffer naturligt kan

komme op til overfladen, komme op til slimhænderne og komme til at virke som den der

naturlige barriere, som slimhænderne er, for at der ikke er virus, der sætter sig eller bakterier,

der kommer ud af kontrol. Og der kan man altså gøre rigtig meget, og det er jo det, vi gør for

Heidi her. En anden ting, der er lidt uheldig ved vores sygdomskontrol, hvor vi bruger

antibiotika på den måde, det er, at vi skal forstå, at hver gang vi bruger antibiotika, så svækker

vi kroppens naturlige mikrobiom.

Når vi taler mikrobiom, så tænker vi på det der med, at vi har masser af bakterier nede i vores

tarmensystem, som hjælper os til at fordøje, men de bakterier, der er nede i vores

tarmensystem, det er faktisk noget af det væsentligste grundlag, vi har for hele vores

immunsystem. Og når vi får engang penslin, så slår vi nogle af de gode bakterier ihjel. Vi slår

nogle af de støtterbakterier til, der skal hjælpe vores immunsystem til at fungere optimalt.

Interessant, så er det faktisk også sådan, at vi har også en mikrobiom i forbindelse med

lungerne, i forbindelse med slimhinderne i lungerne, som også skal understøtte vores

immunsystem i at kunne håndtere og holde de der skadelige bakterier i ærget, som kan være

nede i lungerne. Det får vi bygget op, når det er sådan, vi bruger akupunktur, til at styrke

lungerne med igen. Så den her komponent med, at når du har fået antibiotika én-to gange og

kan se, at nu er risikoen for tilbagefald i forbindelse med det, jeg fejler, så bliver man nødt til at

begynde at gøre noget.

Det ser vi heldigvis mange patienter, det er gået op for. Sådan en vinter, som vi havde her sidst,

der var der rigtig mange, der fik alvorlige infektioner. Der kan jeg bare sige, at vores patientermed bronkeekstasi, eller dem, som kunne blive ramt af noget, som kunne have en indflydelse

på deres lungefunktion, og kunne være med til at svække deres lungefunktion, dem har vi fået

lært, hvordan skal de holde sig stærke, hvordan skal de gebære det, så de står stærk og sikre,

når de her ting kommer.

En gang imellem, så kan man ikke gøre det. En gang imellem, så svækter søvnene, som

svækker ens immunsystem. En gang imellem, så er man der sted til en koncert, og det er

begyndt sgu at regne under den her koncert, men man forlader den.

Ja, så svækkes patientens modstandskraft på grund af nedkøling. Ja, en gang imellem, så

kommer det på prøver, og hvis det kommer ud af kontrol, altså det kommer ud af balance, ja,

så kan det godt være, at der kommer en lungvetændelse igen, som tager fat. Jamen, så vil jeg

bare sige, har vi ligesom styrke i forvejen i forhold til vores lungesystem, så skal vi nok klare

det, og så sker der halvdelen af det store ved at få en gang antibiotika til at slå den ned.

Vi står et helt andet sted. Og det er den her samspil i, hvordan vi skal fungere, det er det, vi skal

til at have noget mere forståelse for, hvis vi vil bevare vitaliteten, hvis vi vil bevare livskvaliteten,

når vi ryger i sådan nogle situationer, som det er Heide, hun har været udsat for her. Så det du

egentlig siger, det er, at vi skal have fjernet de der for de dårlige ting, de gode vilkår, der gør, at

det kan sætte sig fast.

Hvis vi får det elimineret, så kan det godt være, at vi kommer over. Altså elimineret den dårlige

tilstand, på samme måde som når du har skimmelsvampen, der kan risikere at opstå i dine

vinduer. Når dine vinduer, de er fugtige, og du alt for den tørrer af, eller du alt for luftet ud, så

fugten forsvinder, så begynder skimmelsvampen at opstå i dine vinduer.

Det er en usund tilstand. Den skimmelsvamp, den opstår kun, fordi der er grobånd for, at det

kan opstå. På samme måde tænker vi i kinesisk medicin, vi skal se, om vi kan skabe en sundere

tilstand nede i de her lunger, for at immunsystemet kan fungere og forsvare dig, som den

naturligt skal gøre.

Du kan godt gå hen i karmen og tørre det der skimmelsvamp væk, men hvis du så ikke de

næste par dage også får åbnet vinduet og får tørret af, så kommer svampen tilbage. Tørret af

eller luftet ud, så det ikke kondenserer, så vil det gengive grobånd for skimmelsvamp. Du har

så haft Heidi under kyndige hænder, og når man tænker på, hvordan hun har haft det med alt

det, hun har fortalt også i det her afsnit, så bliver jeg altså glad, når vi lige nu skal høre,

hvordan hun så har det i dag.

Når jeg stod oppe om morgenen, så var jeg jo træt. I dag har jeg jo fået energi og fået lyst til at

lave nogle ting. Jeg har begyndt at løbe lidt igen, og har også lyst til at cykle, og tænker ikke

over, om jeg er sammen med mennesker, der er syge, eller nu kan jeg ikke gøre det her, eller

sådan nogle ting.

Så det har givet mig noget kvalitet, og jeg føler, at nu er der overskud, og der er også energi tilat gøre nogle ting med både min vand og min familie, som der ikke har været tidligere. I dag

har jeg lyst til at prøve at løbe en tur, eller cykle en tur, eller være sammen med familien, eller

vennerne, eller passe med mine børnebørn, eller et eller andet. Jeg er ikke træt og udkørt,

ligesom jeg var dengang.

Jeg synes, jeg er jo træt hele tiden. Og lige nu garanterer det også noget, der holder en, fordi at

ingen søger en, det er jo også lige med fuldstændig udmattelse, på en eller anden måde. Fordi

jeg får ikke den hvile og den ro, jeg skal have.

Når I hører det her, så er Heidi’s liv lige vendt 180 grader, og hun er kommet tilbage til den,

hun var før, med masser af overskud og gå på mod det samme. Det så vi jo også med Alma,

som vi talte om i sidste afsnit. Alma med astma, hun er jo også i fulde ved at gøre igen.

Ja, det er fedt. Og det er fedt at se, det er muligt. Det er fantastisk, det er muligt.

Jeg tror, at hvis vi skal have tænkt noget ind, fordi jeg synes, sådan en som Heidi her, det er

virkelig et eksempel på, hvor fantastisk et sundhedssystem, vi har, der virkelig undersøger

tingene og prøver at finde ud af tingene. Og prøver at køre kontrol på sygdommen. Men hvis vi

vil have verdens bedste sundhedssystem, som vi en gang imellem har sagt, at vi har, så skal vi

altså have den her dimension koblet på.

Og der ligger altså en egen ansvarlighed hos den enkelte i at få lært sig, at når tingene virker i

første omgang, hvad gør jeg så for at få det til at virke? Hvordan får jeg mit immunsystem op

og fungerer igen? Hvordan beskytter jeg mig, når jeg møder nogle forskellige ting? Når vi har

forståelsen for det, så kan man netop få livskvalitet tilbage. Og så er der nogle lidelser, vi

behøver at have, og bronkeekstasi. Ja, vi kommer af med den, men vi får den under kontrol, så

det ikke er det, der styrer ens liv.

Og ellers så kan vi komme derhen, hvor vi slet ikke nødvendigvis får den. Lige præcis. Hvis vi

har styr på den.

Ja, hvis vi får det taget ordentligt og optrækket. Det er det, jeg mener. Og dermed de næste

sidste ord fra det her afsnit, og når jeg siger de næste sidste, så er det fordi, at Heidi hun får lov

til at få en afsluttende bemærkning.

Man skal ikke bare tage for givet, hvis man er i sundhedssystemet og er på sygehus og alt

muligt. De gør også deres arbejde, og de gør det også godt. Og jeg har i hvert fald blevet

undersøgt for alt, hvad de overhovedet kunne undersøge.

Men man skal nok samtidig tænke, at det behøver ikke at stoppe her. Fordi der findes faktisk

andre muligheder. Og man skal ikke bare tro på, at sådan her skal det være resten af resten af

din tid.

Der kan være, at der er nogen, der har gavnet zoneterapi, eller et eller andet. Der findes så

mange ting, hvor man tænker, at lad være med at stoppe. Prøv et eller andet, fordi det kunnevære, at det kunne hjælpe til at få en bedre livskvalitet.

Jeg håber, du er blevet lidt klogere efter det her afsnit af Det Fantastiske Menneske. Del gerne

podcasten med dem, du kender, og husk, at du kan følge os på de sociale medier og på

YouTube. Vi er snart tilbage med endnu et afsnit.

Indtil da, pas godt på det fantastiske menneske, du er.