SIDEN ER UNDER OPBYGNINING
REKLAME: Dette afsnit indeholder omtale til egne produkter.
I dette afsnit af Det Fantastiske Menneske møder vi Michael og Gitte, som på hver deres måde rammes af stress. For Michael kommer det efter mange år i overhalingsbanen, mens det for Gitte langsomt kommer snigende over tid. Begge oplever, at kroppen til sidst siger stop – og at selv helt enkle ting pludselig føles uoverkommelige. Hans Erik Foldberg sætter deres historier ind i en større sammenhæng og forklarer, hvad der sker i kroppen, når stress bygger sig op. Han beskriver adrenalinens og kortisolens rolle, hvorfor søvn bliver afgørende, og hvordan vores kultur med “at klare det hele” kan forværre belastningen. Vi får også indblik i, hvorfor stress ikke bare handler om at have travlt, men om de ubalancer, der opstår, når vi mister evnen til at restituere.
Du kan lytte til afsnittet via nedenstående links, se det her på siden eller læse vores transskription nedenfor videoen:
Medvirkende
Gæst(er): Gitte Stilling og Michael Sørensen
Fagperson(er): Hans Erik Foldberg (Akupunktør)
Vært: Leon Rask Sørensen
Kilder og videre læsning
- Links kommer snart
#22 Stress: Når kroppen siger STOP! (del 1)
Transkriptionen er genereret automatisk ved hjælp af AI og er ikke gennemgået manuelt. Der kan derfor forekomme fejl i ordvalg, stavning, tegnsætning og forståelse af tale. Indholdet skal læses med forbehold, og vi henviser til den originale lydoptagelse for den mest præcise gengivelse.
Velkommen til Det Fantastiske Menneske. I dag skal vi tale om noget, som jeg tror rigtig mange
af os har haft inde på livet på den ene eller den anden måde, nemlig stress. Hej Hans-Erik.
Hej Leon. Når vi taler om stress, så kan det for nogen være en lille smule diffus, og der findes
heller ikke en egentlig definition på, hvad stress er. Det nærmeste, vi sådan kan komme på det,
i første omgang i hvert fald, det er, at du får ikke stress af, at du har meget at lave.
Du får stress af de ting, du ikke når. Er der noget i det?
[Speaker 1]
Ja, det kan man godt sige. Eller man kan sige det på den måde, at stress … Nogle mennesker
har lettere ved at få stress end andre.
Nogle mennesker har lettere ved at blive overrumplet, eller at ting bliver for meget. Og stress
er egentlig, at vi ikke kan nå at få døje, omsætte de indtryk, der kommer til os. Og det kan være
ting, der kommer udefra, men det kan lige så godt være noget, vi selv laver deri.
Det der med, at vi får stress af det, vi ikke får gjort. Altså, hvad vi gør det til, det er jo det, der
kan komme til at fylde for os, og komme til at virke som sådan en kamp, en indre kamp, og som
på den måde kan så stresse nervesystemet. Man kan godt sige, at stress er en fysisk, eller en
følelsmæssig, eller en mental overbelastning.
Altså noget, der bliver mere end, hvad vi kan klare.
[Speaker 2]
Og jeg tror faktisk også, at når man går til lægen og bliver sygemeldt med stress, så står der
ikke stress, så står der, at man har en belastningsreaktion.
[Speaker 1]
Ja, sådan kan det være.
[Speaker 2]
Og når jeg så siger, at jeg har fornemmelse af, at rigtig mange af os har haft stress inde på
livet, enten fordi man som jeg selv har været ramt for nogle år siden, eller man kender nogen,
der har været ramt, eller man har hørt om nogen. 20.000 danskere er hver eneste år sygemeldt
med langvarig stress. Og hvis man sådan kigger ind i tallene, så kan man måske formode, atdet bare vil blive endnu værre.
[Speaker 1]
Man kan i hvert fald sige, at hvis vi kigger sådan på her i Danmark, der laver vi sådan en
undersøgelse på, hvordan har du det. Og hvis vi følger de undersøgelser, der går tilbage til
2010 og så kigger frem til 2021, ja, så kan man se, at der er en fordobling af, hvor mange
mennesker, der er fanget ind i hård stress. Hvis man ser for mændsvedkommende, så er det
6% af befolkningen, der er afsted til omkring 13%.
Og kvindersvedkommende, der ligger på de her 7-8%, ja, de er op omkring de 15% af
befolkningen, der ligger i høj stressniveau.
[Speaker 2]
Og hvad det er, der gør, at vi formentlig ser ind i en fremtid, hvor flere får stress. For os, når vi
sammenligner med tidligere, det skal vi se, om vi kan komme lidt ind på i det her afstemning.
Men vi skal også lige møde den første af to gæster, vi har med, nemlig Michael som den første.
En power-mand, en, der har fuld fart over feltet, har været købmand de sidste 25 år, har bygget
nye butikker op og har generelt bare levet et liv i overhællingsbanen, som man selv siger. Prøv
at høre Michael her.
[Speaker 3]
Jamen, det er jo simpelthen fordi, at jeg for en tre år siden, der byggede jeg en helt ny spar på
Tiholm. Med minimale rådgivning, som jeg selv gjorde, og jeg kørte bare 100 km i timen hele
tiden. Så var jeg færdig med den nye spar, og så kom min søn, om han ikke kunne køre min
hus.
Samme dag sagde jeg, at det kan han godt. Så flyttede jeg næsten samme dag ud og lejede
nogle huse ude i noget på Jenø, noget i Hurup. Så kom jeg i tanke om, at jeg ville bygge et nyt
hus.
Så gik jeg i gang med at bygge et nyt hus, og fik det op at køre. Så lavede jeg terrasse og
plantede træer og alt muligt. Det gjorde jeg på et halvt år, så nu sidder jeg færdig på et halvt år
med et nyt hus.
Og det er så igen, der er udmyndet sig i, at jeg har det der med, at der skal ske noget hele
tiden. Og presser mig selv til det yderste hele tiden. Og det har jeg gjort i hele mit arbejdsliv.
Det kan jeg godt mærke nu, at jeg har gjort. Så derfor skulle jeg gøre en eller anden ting. Jeg
vidste bare ikke, hvad jeg skulle gøre.
[Speaker 2]Og Michael her, ham skal vi vende tilbage til lige om et øjeblik. Men vi har også Gitte med. Og
situationen med Gitte er en lille smule anderledes i forhold til Michael.
Hos hende der kommer stressen snigende. Så hun har faktisk lidt svært ved at sætte sådan en
dato på, hvornår det gik galt.
[Speaker 4]
Det var sådan en periode, hvor det ligesom bare klemte sig mere og mere sammen omkring
mig. Der blev flere og flere ting, der blev mig over hånden. Som jeg ikke kunne overskue.
Mit arbejde. Og jeg har også kunnet se, at energien privat i fritiden har heller ikke været den
samme. Så det har sådan lige så stille eskaleret.
[Speaker 2]
Både Michael og Gitte, de taler altså om det her med, at det kommer snigende hos dem. Og at
de ikke rigtigt opdager, at der er noget galt, før det er rigtigt at få set. Klappen den går ned.
Så hvad er det, der sker, når klappen går ned?
[Speaker 1]
Ja, hvad er det, der sker op til, at klappen går ned? Fordi vores organisme er jo fantastisk. Den
leverer varen.
Os mennesker, vi er sådan nogle tilpasningsdyr. Som når der er pres på, så kan vores system
lige hjælpe os til, at vi kan yde lidt mere. Der er et fantastisk stof i vores organisme.
Det hedder adrenalin. Og adrenalin, det er den, der kan hjælpe os til at kunne yde noget mere.
Den er opfundet til, når salvetierne er efter os derude på savannen.
Så kommer adrenalin op, fordi vi er edder på det her med bange. Og vi skal bare væk. Og det er
der, vi kan løbe meget hurtigere, end vi nogensinde har kunnet.
Kroppen kan virkelig levere varen.
[Speaker 2]
Og det er det, vi kalder kortvarig stress, som egentlig er en god ting. Altså at flygte fra pokker i
os.
[Speaker 1]
Ja, flygte fra pokker i os. Og det interessante er, at den mekanisme går faktisk også i gang, når
vi har travlt. Du kan høre Michael også.
Han har travlt. Der er virkelig været fart på. Og Gitte, hun er sådan en pige, der skal sørge for,at tingene er i orden.
Og hun sørger for, at tingene bliver gjort. Så hvis det er sådan, det kniver med, at tiden kan slå
til. Ja, så skruer vi bare lige lidt op for presset.
Og så kommer adrenalin ind i vores system. Og det, der er interessant, det er, at når kroppen
frigør adrenalinen, ja, så gør det, at vi kan yde en masse. Men samtidig frigørs der også noget,
der hedder kortisol.
Og kortisol er egentlig beregnet på, at når vi nu er kommet op i træet, fordi vi er kommet væk
fra det farlige, ja, så bliver vi rigtig, rigtig trætte ovenpå. Men den måde, som Michael og Gitte
er kommet ud over stæberne med det, de skulle have gjort, ja, der har det jo fortsat med at
være opgaver. Så det vil sige, at man har egentlig koblet sig ind på, jamen nu skal vi lige have
orden det her og det her også.
Eller Michael ville sige, men så kommer jeg i tanke om nogle nye ting, jeg skal have i orden. Så
derfor bliver der ved med at være noget. Så får vi lige en pift adrenalin mere sparket i
bagdelen.
Og så kan vi bare yde videre. Og det kan man jo også. Og det er jo det, der gør, at når man kan
det, ja, så opdager man jo egentlig, at man pludselig bliver fanget.
Men på et eller andet tidspunkt, så siger kroppen stop. Det er der, klappen går ned.
[Speaker 2]
Og der er også noget i det der med, hvis man har et selvbillede af, som jeg forestiller mig, at
Michael har, at andre mener, at Michael han kan klare en masse ting, og så skal han ligesom
holde det. Så skal man holde det i hævd ikke, og så bliver det jo.
[Speaker 1]
Ja, og det tror jeg også Gitte gør, men det tror jeg alle gør et eller andet sted. Men der sker jo
ingenting ved, at man har det billede af sig selv, at man skal yde, hvis ikke det rækker ud over
alt for mange timer i døgnet.
[Speaker 2]
Men så er der noget, jeg lige skal have fat i også, fordi hvis man ser et menneske, man kender
godt, som begynder at være sådan lidt glimtsom, eller lidt fumlet, eller lidt taber ting, eller ja,
glemmer ting, og man så siger, tror du ikke, du er en lille smule stresset, så tror jeg…
[Speaker 1]
Ja, så skal du i hvert fald blande dig i det. Nej, det er jeg overhovedet. Fordi jeg er bare
overhovedet stresset.Fordi det ligger jo rigtig meget i vores danske kultur, for vi klarer tingene. Vi får tingene til at
ske. Det bliver jo en form for identitet, at vi kan klare tingene.
Hvis ikke vi kan klare tingene, så viser vi jo svaghedstegn, og det gør vi ikke i vores kultur. Der
viser vi styrketegn. Så der kommer bort forklaringerne typisk ind, fordi jeg vil ikke fremstå svag
eller svagpisser, der kan levere varen.
[Speaker 2]
Ja, jeg har altid kunnet levere det her, så hvorfor skulle jeg ikke kunne det igen?
[Speaker 1]
Og det er også nogle af de snakke, vi kan have med os selv. Jamen, det har jeg altid kunnet.
Hvorfor skulle jeg ikke kunne blive ved med det?
Og det er jo det, der bliver farligt, når det bliver fortændinger, der kører igen og igen og igen.
Fordi så tror vi bare, vi kan mere og mere, og får måske slået fra.
[Speaker 2]
Men når så klappen går ned, og kroppen siger stop, hvad er det, der sker?
[Speaker 1]
Jamen, altså nu så har du den her beglemsel. Altså, man kan jo sige, en af de ting, der sker, når
adrenalinen kommer ind i vores system, så kan vi yde noget mere. Kortisonen kommer med ind
i vores system, og skal egentlig hjælpe til, at vi kan få lov at gear ned.
Men hvis vi bliver ved med at køre op, vi får hurtigt brændt adrenalinen af igen, men vi
producerer noget nyt, og så sker der faktisk det, at kortisonen håber sig op i vores organisme.
Og når kortisonen håber sig op, så er det, at glemsomheden kommer. Jeg bliver bare nødt til at
sige, at vores organisme er fantastisk.
Fordi hvis vi nu har den der følelse af, at der er så mange ting, der er vigtige for os at skulle
have gjort, så er det jo fantastisk, vi får lidt glemsel på. Så kan det være, at kroppen tænker,
hvordan får den her organisme til at få pokker at glemme? Eller får til at tro, hallo, få nu geared
ned for pokker, jeg har brug for roen, jeg skal have restitueret den her organisme.
Jamen så se, om du kan få den person til at glemme noget. Men der er det moderne menneske
jo et forfærdeligt væsen, fordi vi har noget, der hedder huskelister. Vi laver vores huskelister og
to-do-lister.
Og så kan vi jo lige pludselig huske det, som vi ellers ville glemme. Og så kan vi jo egentlig
præge sig selv længere og længere ud. Altså, jeg bruger helst af huskelister, det vil sige, jeg
laver dem alligevel, men så kigger jeg helst af på dem, før de måske er udrettet, fordi jeg bliverstresset, hvis det er sådan, at jeg skal gå med de der huskelister.
Eller gå og glemme ting, men huskelisterne, hvis de virker på dig på en måde, som bare gør, at
du yder mere og mere, så vil jeg sige, så skal du altså ikke gå og kigge på dem hele tiden. Så
tager du og skriver de ting ned, du skal have gjort, og så prøver du ligesom at holde dig lidt på
afstand af dem, og så får lavet lidt hen ad vejen. Og så stresses du måske lidt mindre.
[Speaker 2]
Så er vi lidt tilbage til det der med, at man får ikke stress af, at man har mange ting at gøre,
men det man ikke når, så hvis man kan se, at man har en to-do-liste med 10 punkter, og man
kun har nået 7, ja, så mangler der stadigvæk 3, og så er det noget rigtigt.
[Speaker 1]
Så pisker man sig selv op i kælden. Så kunsten, det er jo en eller anden sted, at du skal måske
have lavet en del ting, jamen så planlæg, hvad du skal have lavet, men prøv at have roen med
at få det gjort. Hele tiden blive rolig i dine organismer.
Noget af det er de mennesker, som har meget at se til, som ikke bliver fanget ind i stressen.
Noget af det er de gode til, det er de gode til at skynde sig langsomt, eller at fortælle sig selv og
få ro på. Fordi det giver en respons ind i vores organisme, som gør, at den bedre kan slappe af,
i stedet for at den har følelsen af, at der er noget efter os hele tiden.
Og det dæmper jo den der adrenalinvirkning og kortisolvirkning.
[Speaker 2]
Og nu har jeg ikke læst op på det, men jeg forestiller mig, at sydeuropæerne, Italien og
Spanien, de har langt mindre stress. Jeg så noget på sociale medier for nylig, en sketch, hvor
der er en, der kommer og banker på hos en italiensk vært, og hun åbner døren og siger, hvad
laver du her? Jamen sagde vi ikke klokken to?
Jo, vi sagde klokken to. Klokken er to, ja. Så hvad laver du her?
Jeg kommer en halv time for at vise mig respekt, så jeg ikke bliver stresset, så jeg kan nå at
blive færdig. Om der er hold i det. Jeg aner det ikke, men jeg tror, det passer godt.
Det passer meget godt. Vi skal tilbage til Gitte og Michael, som sætter lidt flere ord på det her
med, ikke at opdage, at stressen kom snigende hos dem.
[Speaker 4]
Det kan jeg ikke sådan sætte dato på. Jeg kan bare se, at der har været nogle reaktioner, hvor
jeg har reageret ret voldsomt. Og den sidste gang, der gik klappen ned.
Jeg sad og lavede noget. Jeg har lavet et hav af gange tidligere. Og så sad jeg bare og kiggedepå tingene.
Kiggede på min skærm. Kiggede på mine noter. Og der var bare et blankt skærm fra mit
vedkommende.
Og der blev jeg for første gang rigtig bange. Og så rejser jeg mig op og siger, det er bare helt
væk. Jeg skal have noget hjælp.
[Speaker 3]
Jeg kunne ikke sove mere. Jeg sov slet ikke faktisk. Max to timer i døgnet sov jeg.
Og så tænkte jeg alting igennem. Og jeg skulle hele tiden gøre noget. Jeg kunne ikke bare sætte
mig ned og drikke mit kaffe.
Hvis jeg satte mig endelig ned og drak mit kaffe, så kunne jeg lige gøre noget samtidig med at
drakke kaffe. Og det kunne jeg godt mærke, det kunne jeg ikke holde til. Altså hvis jeg ikke kom
ud af det, jamen jeg tror faktisk ikke, at jeg har selv mustanger og sådan noget.
Det har jeg aldrig haft, aldrig nogensinde. Men jeg kunne simpelthen ikke holde til det med
hovedet. Jeg havde sådan en racerbil, der kørte op i hovedet.
Og den kørte bare 200 kilometer i time. Hele tiden. Altid.
Døgn rundt. Og jeg kunne ikke få den ud af den bane der. Det kunne jeg simpelthen ikke.
Jeg kunne bare ikke mere. Jeg var på en dag oveni.
[Speaker 2]
Så nu begynder vi altså at komme dertil i både Gitte og Michals fortælling, hvor det virkelig
siger slam-bam. Og de også finder ud af, at de skal gøre noget. Og så siger jeg, at de også
finder ud af, at de skal gøre noget.
For det er jo det wake-up-call, de får. Spørgsmålet er så, om man kan sætte ord på, hvor
alvorligt er de ramt af stress, de her to siden, der skal? Altså når de først indser det efter et
wake-up-call.
[Speaker 1]
Jamen man er jo ramt, når det sådan ens hjerne lystrer sig. Altså når man ikke kan huske fra sin
næse til sin mund. Eller synes, man kan overskue en opgave.
Noget, der er ganske simpelt, som man altid kan finde ud af. Pludselig, så er det ligesom, at
man kan overskue. Så er man jo bare ramt.
Og igen, det er jo kroppens forsøg på, hvordan får jeg stoppet den her belastning, som vil fåden her organismets nervesystem til at brænde sammen. Jeg skal have det stoppet, inden det
går fuldstændig galt. Det er kroppens strategi.
Og man kan sige, vi er langt ude, når en Gitte eller en Michael for eksempel, ikke kan sove
ordentligt om natten, vågner op og lægger lysvognen, måske får to timer søvn en nat, fire-fem
timer søvn en nat. Det er jo utilstrækkeligt. Og det er jo det, der er uheldigt med stressen, fordi
vi hele tiden kan lidt mere, vi kan lidt mere, vi kan lidt mere.
Det, at vi som menneske har fået den der snor, at vi lige kan trække den lidt mere, men at vi
kan misbruge den snor så effektivt, at vi kommer derud, hvor evnen til at komme ned i ro, og
komme ned i hvile, søvn. Altså, at den også bliver udlagt. Så er det alvorligt.
Så er det alvorligt. Og vi ved, at mange sygdomme, de starter med, at vi sover ordentligt.
Stressen fører til forhøjet blodtryk, stressen fører til hjertekarsygdom, til forkaldning, til
blodpropper i sidste dage.
Altså, vi kender måske historien om ham her, som naboen, der har fået en blodprop. Og den
mand, som ikke har haft en sygedag i 20 år. Nej, det tror du bare ikke, at systemet har været
oppe til at køre.
Kroppen har jo haft muligheden for at få en sygedag, for den kan jo ikke komme ned i gear. Det
er faktisk noget af det, kortisonen gør. Det her, den dæmper vores immunsystem.
Så hvis der kommer nogle ting til os, det bliver bare lagt på lager inde bagved, og så kan det
begynde at lave forandringer i vores krop, i stedet for at kroppen reagerer sundt på det. Hvis vi
får en gang influenza, så er det faktisk sundt. En sund reaktion.
Det er faktisk godt for os en gang imellem, at få en ordentlig forkøvelse, eller en ordentlig
influenza, der lægger os ned, så længe vi har kapaciteten til at komme op igen.
[Speaker 2]
Og det nævnte du også i et af de forrige afsnit, hvor vi talte om astma, særligt med børn. Nogle
gange skal der lige en feberreaktion til.
[Speaker 1]
Ja, kroppen skal have lov til at lave en form for reset i vores system. Men hvis vi har virkelig
været derude, så bliver vi syge på den måde. Jo, vi bliver syge på en eller anden måde.
Det er noget med ferier. Jeg har det her bøvl med hver gang, jeg har ferie. Så på anden dag, så
bliver jeg bare snot forkølet.
[Speaker 2]
Det kender vi jo.[Speaker 1]
Det kender vi jo godt, det udtryk. Eller personen, der får migræne, når det bliver weekend, eller
hovedpine, når ferien går i gang. Og der går måske en uge, før jeg begynder rigtig at kunne
holde ferie.
Så har vi alle advarselstegnene om, at nu er vi godt på vej ind i det.
[Speaker 2]
Så hvis man havner i den, så er det der, man måske skal overveje, om man lige skal forlænge
sin ferie en uge, eller i hvert fald lige tage det alvorligt.
[Speaker 1]
Ja, det kunne det være. Hvis man kan få noget godt ud af ferien. Hvis man har skruet ferien
sammen på en måde, hvor der bare skal ske rigtig meget.
Fordi det er også en tendens, jeg har set de sidste 20-30 år. Når mennesker holder ferie, så
bliver man ikke afslappet og ladet op. Jeg vil mene, der er omkring to ud af ti, der lader godt op
efter en ferie i dag.
Det var betydeligt bedre, når vi ser en 20-års tid tilbage. Simpelthen fordi, at der for manges
vedkommende, når vi skal have ferie. Så skal der også ske for meget.
[Speaker 2]
Vi skal også lige have på plads, Hans Erik. Der findes jo flere forskellige former for stress. Vi var
inde på en af formerne i starten, altså den kortvarige stress, som er godt, når sabeltideren er
efter os.
Men så findes der også den arbejdsrelaterede stress. Altså noget, som relaterer sig til
arbejdspladsen. Hvis vi fokuserer lidt på den, så er det faktisk ikke helt ufarligt, hvis vi tænker i
forhold til vores fremtidige jobmuligheder, i hvert fald at blive på arbejdsmarkedet.
Arbejderbevægelsens erhvervsråd har lavet en analyse, der viser, at dem, der i 2018, i
aldersgruppen 49 til 59 år, var udsat for arbejdsrelateret stress, der var 50 procent flere, end
dem, der ikke havde arbejdsrelateret stress, som seks år senere stod uden for
arbejdsmarkedet, enten fordi de ikke kunne komme tilbage igen efter en sygemeldning, fordi
de gik på tidlig pension eller seniorpension, og alle de her forskellige ordninger. Så det har jo
nogle konsekvenser.
[Speaker 1]
Det har nogle konsekvenser, og det er det, man bliver fanget ind i på den måde. Det er jo, at
man synes, at man kan fungere, eller man synes, at det tager for mange ressourcer, at skullefungere ind i et normalt fungerende job. Og når du så siger arbejdsrelateret, så skal vi bare lige
huske, at arbejdsrelateret stress er lige så høj, eller er ikke højere, end den stress, der opstår
ved mange mennesker, hvis det er sådan, de er fanget i sygdom.
Hvis man ser på undersøgelser fra 2023, som de facto har lavet af en lysinstitut, som igen
forsker i det her med vores sundhed, eller mangel på samme, så ser man, at når man er ramt af
sygdom selv, så virker det også stressende. Lige så vel som boligsituationen, eller økonomi kan
spille ind, eller sygdom hos sin nære kan spille ind, eller mangler opbakning, og det kan være
støtte fra familie, men også støtte på job i de funktioner, vi har. Der er mange ting, der spiller
ind på, hvad der kan sætte stress i gang.
Det er områder, som du ikke føler dig tilstrækkeligt kompetent i, eller områder, hvor det er
sådan, at du ikke kan overskue de funktioner, som du skal kunne bestride. Og det er jo også i
relation til andre mennesker. Det er her, stressen kan opstå.
Det er her, vi kan have problemer med at fordøje de indtryk, som kommer til vores
nervesystem, eller vi selv med vores tanker, tankemyler producerer. Og tankemyler er jo også
noget af det, der er kendetegnet for både Gitte og Michael, at det er det, der går i gang. Og det
er meget naturligt, at det går i gang i forhold til søvn.
Og nu bruger jeg ordet naturligt, fordi naturligt er også et ord, som egentlig snyder os i forhold
til stress, fordi vi synes også, at det er naturligt, at vi har travlt. Jeg kan huske for godt to år
siden, da vi begyndte at lave stressmålinger i vores klinik, der kunne vi se, at 19 ud af 20
patienter, vi modtager, der kan vi faktisk se, at der er stress hos dem. Og jeg kan huske, at vi
begyndte at kigge på, at de her undersøgelser, de her test, er de lavet forkert, at der er nogle
fejludregninger i det her.
Og jeg tjekkede op på det, og kunne så se, nej, der var ingen fejl i det her. Og jeg havde snakket
med folk, der havde meget forstand på det her med stress, og så siger de mig, han siger ikke,
du skal bare være opmærksom på, at stress, vi har noget, der hedder let-stress, det opfatter vi
faktisk i vores kultur, eller vores samfund, egentlig som normal i dag. Men det er ikke normal,
fordi det er ting, der kan gå ind og skubbe til, for eksempel vores søvn, så vi ikke får den
restitution, som vi skal have.
60% af de mennesker, vi modtager, de ligger i moderat til høj stress. Og der kan vi se, bare det,
at vi sætter ro på nervesystemet, og vi sætter mere energi på deres system, så vil de i løbet af 5-
6 uger, så vil de der 60% af dem, vi modtager, være reduceret til, at det er 25%, der ligger i
moderat til høj stress. Så det er vigtigt, at vi bevarer vores evne, til at kunne regulere os selv,
fordi det, der stryger med stressen, der har vi en stærk virkning, i forhold til vores akupunktur,
at den kan gå ind og gøre noget ved det her.
Og så, når vi så kommer ned på 25%, ja, så er det jo tegn på, wow, bare med et lille skub i
energi, jamen, så er der bedre evne til, at kunne overskue det, vi måtte stå i, og det virker
afstressende på vores organismer.[Speaker 2]
Og hvordan vi yderligere kan give hjælp til med at afstresse organismerne, det skal vi tilbage til
lige om et øjeblik. Først skal vi lige have færdiggivet det, og Michael igen, hvor Gitte, hun jo
rejser sig op fra skrivebordet, og det gør hun ikke, men råber ud i kontorfællesskabet,
forestiller mig, så ja, jeg har brug for hjælp, det fungerer ikke. Hun indser det jo selv, altså hun
opdager, at nu er der noget, der ikke virker.
Michael, han har også set nogle små tegn på, at der er noget, der ikke er sådan helt, som det
skal være. Alligevel, så går det først op for ham, efter en ret for ham voldsom episode.
[Speaker 3]
Jeg kan ikke huske koden op til døren oppe på kontoret, og der er sådan nogle ting, jeg kan
ikke, og som jeg tænker, det er da mærkeligt, for jeg har altid kunnet huske mig, at jeg skulle
ikke tænke ned. Jeg kan huske det hele, men der begynder tingene at glippe. Simple ting
begynder at glippe.
Jeg så søvnen der, det er nok der, jeg sådan bliver lidt bevidst om det. Jamen, den gør jo nok
også, at jeg bliver lidt bange, jeg bliver sårbar. Det er fordi, jeg bliver kaldt til familieordet.
Det var dem, der sagde, at jeg skulle.
[Speaker 2]
Det var dem, der, som jeg lige forstår det, det var dem, der ligesom godt kunne se, at den her,
den er helt gal med Michael. Og så, nu gætter jeg, men jeg formoder, at det har været gjort i
kærlighed, at de ligesom har taget fat i dig, og sagt, den er helt gal med dig. Var det der, hvor
det sådan for alvor gik op, at der var måske noget, om den her bekymring, du også havde, eller
bevidsthed, du også var begyndt at blive.
[Speaker 3]
Jeg så det mig selv, men det kunne de jo. De så, at jeg var ved at brænde af. Altså mit hjerte,
den pumpede jo også.
De var jo bange for at miste mig. Blev du også bange?
[Speaker 4]
Ja.
[Speaker 3]
Men det er så også blevet en følelse. Det plejer ikke at være. Men jeg er heller ikke, jeg er ikke
bange for at vise det.Altså, det er det, jeg skulle ligeglade mig. Fordi jeg har det principe, der er du med mig, hvad du
vælger ligeglad.
[Speaker 2]
Ja, så kom det jo lige pludselig tæt på, tættest på for Michael, men for mig og for andre, der
også har oplevet noget tilsvarende. Man kan næsten også mærke, at det her, det er ikke rart for
nogen at være i, og det er slet ikke for Michael. Det er altså vanvittigt hårdt.
Og viser også bare, at det går ikke kun ud over den stressramme. Der er også familie, der er
venner, og der er arbejdspladsen. Hvad kan man gøre, for at det ikke bliver så hårdt her?
[Speaker 1]
Ja, altså det her, det er jo meget tydeligt, at stress, det må vi bare negligere. En ting er, hvad det
kan gøre ved os, helbredsmæssigt, når det var derud og derind. Altså, at det kan pille os ned,
helbredsmæssigt, men følelsmæssigt og mentalt, så kan det virkelig ødelægge os.
Og det er der, vi skal ligge os i selen, og have nogle gode tilgang. Jeg kan huske, når vi går en
15-20 år tilbage, der var rigtig mange pep-talks omkring stress, da det rigtig skulle til at bredes
ud. Hvad er det nu stress er?
Og jeg tænkte engang, når vi hørte om de der stressoplæg, jamen så var det rigtig meget 85%
om, hvad er stress? Hvordan ser det ud? Og så var det meget, meget lidt om, hvad det er, man
kan gøre ved det.
Vi har i vores klinik jo arbejdet enormt meget med stress, og arbejdet noget med, hvordan
hjælper vi et menneske til at undgå og komme til at stå i situationen af, at stress kan opstå? Jeg
har skrevet fire bøger, og den første og halvdelen af anden bog, når vi er halvvejs hen i anden
bog, så skriver jeg faktisk på et tidspunkt, at nu er de redskaber faktisk til rådighed, der skal
være til rådighed, for at stress har meget svært ved at opstå. Og det er, at vi i stand til kan
gennemskue den situation, vi står i, gennemskue, altså være realistiske om, hvad vi står i.
Vi skal være i stand til at kunne forholde os frit til vores medmennesker, og ikke føle tyngde i
forhold til vores medmennesker. Det har noget med at gøre, om vi føler skyld, eller vi er gode
til at håndtere et ansvar ansvarligt. Altså at kunne sige fra, når det skal siges fra, men også
kunne sige til, når det skulle siges til.
Føle, at man har overskud, så vil vi gerne sige til, og når man føler, at man har overskud, så kan
man godt sige til fra. Og man er ikke et dårligt menneske, fordi man siger fra. Og der er et
kursus på Folkebær Live, som man kan gå ind og kigge lidt til, der hedder Ud af stress.
Og der bliver man faktisk guidet i min litteratur, sammen med at vi hægter det op på stress, til
hvad er det, der skal til, for at vi kan mestre og mønstre de udfordringer, vi får som mennesker,
for ikke at vi bliver fange i stress. Der er også et andet kursus, der hedder Kan du klare entankestorm? Og det er en tankestorm, og der ligger det i, at vi får tankemulighed, en storm af
tanker, som vi simpelthen ikke kan få hold på igen.
Det kan læres. Så der er sådan nogle metoder, som kan bruges til, at vi får fod på os selv. Men
når vi er oppe i den her alvor, som Michael har gang i her, så bliver jeg også bare nødt til at
sige, så skal der altså noget mere potent til, for at få hjulpen organismen tilbage på sikker kurs
igen.
Og det samme med guidet.
[Speaker 2]
Men det er noget af det, vi vil tale lidt om i næste afsnit, for vi vil gerne have hørt mere til,
hvordan det så ender med Michael og guidet, men tiden er simpelthen ved at smutte fra os.
Men noget af det, vi skal ind på i næste afsnit, det er, hvordan fanden vi så kommer rundt på
igen.
[Speaker 1]
Ja, når det virkelig, virkelig er alvor, der er i spil, så den generelle, vi kan gøre mange ting
generelt set, og ved at være bevidste om tingene. Men når vi er ude på kanten og over kanten,
så må vi også erkende, så skal der måske noget dybere til.
[Speaker 2]
Og så siger du, man skal lære både at sige fra, man skal lære at sige til nu. Det første, jeg lærte,
da jeg skulle ud af min stress på den anden side, det var først at lære at sige, nej tak. Og når jeg
havde lært det, så skulle jeg så lære at sige, nej.
Og det bliver man bedre til, hvis man øver sig. Vi vender tilbage til både guidet og Michael, og
en masse andre gode råd, og nørder lidt mere ind i, hvad det er, stress gør ved os, og hvordan
vi kommer ud af det i næste afsnit.