SIDEN ER UNDER OPBYGNINING
REKLAME: Dette afsnit indeholder omtale til egne produkter.
I dette afsnit følger vi Bruno Jensen fra Skive, der gennem mange år har kæmpet med gentagne diskusprolapser – først i lænden og senere i nakken. Han fortæller om forløb med voldsomme smerter, morfin, scanninger og operationer, der aldrig blev til noget. Heldigvis! Hans Erik Foldberg forklarer, hvad der sker, når bruskskiver og nerver bliver overbelastede, og hvorfor smerter ofte er kroppens måde at bede om opmærksomhed og hjælp på. Han beskriver, hvordan søvn, bevægelse og rødlysterapi kan styrke kroppens egen restitution og hjælpe til at afslutte betændelsestilstande i vævet. Samtidig advarer han mod langvarig brug af smertestillende medicin – og peger på, hvordan daglig bevægelse, også i alderdommen, er en af de mest effektive veje til at bevare en stærk og velfungerende krop
Du kan lytte til afsnittet via nedenstående links, se det her på siden eller læse vores transskription nedenfor videoen:
Medvirkende
Gæst(er): Martin Bundgaard & Bruno Jensen
Fagperson(er): Hans Erik Foldberg (Akupunktør)
Vært: Leon Rask Sørensen
Kilder og videre læsning
- Links kommer snart
#25 Ryggen: Diskusprolaps og fald (del 2)
Transkriptionen er genereret automatisk ved hjælp af AI og er ikke gennemgået manuelt. Der kan derfor forekomme fejl i ordvalg, stavning, tegnsætning og forståelse af tale. Indholdet skal læses med forbehold, og vi henviser til den originale lydoptagelse for den mest præcise gengivelse.
Kroppen er fantastisk, skabt til at hele, restituere og genopbygge sig selv. Men hvad sker der,
når den proces bliver forstyrret? Og hvordan støtter vi bedst kroppens evne til at komme sig,
såvel fysisk som mentalt? De spørgsmål skal vores gennemgående gæst Hans-Jerich Folberg
forsøge at besvare i et sprog, hvor de fleste kan være med. Han er akupunktør med baggrund i
traditionel kinesisk medicin, og han har over 30 års erfaring fra sin egen klinik.
Gennem årene har han behandlet tusindvis af patienter med både fysiske og mentale
ubalancer, og han har undervist fagpersoner og ledere i kroppens fysiologiske og mentale
sammenhænge. Og nøje er, så har han skrevet fire bøger om mentalsundhed. Velkommen til
Det Fantastiske Menneske, en podcast om kroppens enestående evne til at helbrede sig selv.
Velkommen tilbage til Det Fantastiske Menneske, og endnu et afsnit om ryggen og nakken, og
prolapser og smerter i den region af kroppen. Og så velkommen tilbage til dig, Hans-Jerich. Tak
for at det lavede.
Vi var jo forbi Martin i sidste afsnit, som faldt ned fra en sti 3 meters højde. Ingen prolapser,
ingen brud, men alligevel en masse smerter og mangel på energi og mobilitet. Noget, som vi jo
fik kørt op.
Vi fik ham kørt op i ressourcer igen. En enkel tilføjelse til ham? Ikke andet end, at når vi bliver
udsat for noget, så skal vi se efter at tage det i optrækket og få gjort noget ved det, når ting
ikke bare umiddelbart går hurtigt i sig selv igen. Og hvis det er sådan et større problem, så er
der en kæmpe fordel at handle hurtigt.
Og en, der også handlede hurtigt, det er Bruno, som vi lige kortstiftede bekendtskaben med,
som vi skal vende tilbage til i det her afsnit. Han har ikke bare handlede hurtigt en enkel gang,
eller to gange, det har han faktisk gjort. Tre gange.
De første to med prolapser i ryggen og senest med en prolaps i nakken. Alle tre gange er det jo
endt med, at Bruno ikke er blevet opereret. Min egen læge sagde, at vi hele tiden skal huske på,
at hvis man går ind og laver en operation, så provokerer man et eller andet.
Og hvis det er sådan, at der kommer nogle arvev, så det kan man ikke udbære, hvis de arvev
kommer til at genere sig meget. Som udgangspunkt virker det ret fornuftigt, det lægen
fortæller Bruno her, nemlig det med, at man opererer ikke bare alt og alle for operationens
skyld, men det kan for mig godt være lidt svært at forstå, når det på papiret og i
udgangspunktet er relativt simpelt at gå ind og fjerne årsagen til, at man har ondt efter den her
prolaps. Nej, man fjerner ikke årsagen til, at man har ondt efter en prolaps, eller man fjerner
ikke årsagen til i hvert fald, hvorfor prolapsen opstår.Men når vi har en bruskskive imellem leden i ryggen, og den bruskskive bliver svag, diskus, som
sidder inde i bruskskiven, den springer ud, det er det, vi kalder en diskuslaps. Ja, så kan vi godt
gå ind og operere, og så bare fjerne den. Men problemet er, at hvis man først har en tendens til
at få en diskusprolaps, så er der også en større tendens til at få det igen, så kan vi godt
operere.
Men så ser vi bare igen, at så bliver man måske opereret anden gang, og jeg ved, hvor mange
gange jeg har stået med patienter, hvor de så bliver opereret en par gange, og så tredje gang,
shit, så kan vi lige pludselig blive opereret. Fordi nu begynder vi at sige, det er så godt det her,
fordi nu opstår der en masse arvev, og det her arvev, det er bare med til at forvære situationen,
og kan faktisk give akkurat de samme symptomer, som man har, hvis man får en
diskusprolaps. Fordi det er så arvevet, der i stedet for at prolapse, der sidder og trykker.
Ja, der sidder der og kan trykke i stedet for. Så vi skal simpelthen ind og have fat i det her
meget, meget tidligere, og vi skal have respekt for det. Jeg bliver bare nødt til at sige, vi har i
det her land faktisk opereret rigtig, rigtig mange diskusprolapser, men mange mennesker er jo
så også kommet i knive, at der kommer et punkt, hvor man ikke kan operere dem mere, og så
kommer de altså til at leve med kroniske smerter, som har en stor alvor.
Så deres tilbageholdenhed med operationen, det hilser vi totalt velkommen. Så vi skal ind og
have fat i det noget før. Og mange mennesker kan få hjælp ved at gå i gang med en
træningsprogram, og få trænet ryggen op, og så kan diskusprolapsen trække sig noget i sig
selv igen.
Men jeg synes også, at se en hel del mennesker, som hvor det trækker sig noget i sig selv, så
har de stadigvæk belastende tidspunkter, hvor det så bliver ved med at trække måske hele
vejen ned i benene. Og så begynder man at vende sig til de her smerter. Hold da op, hvor ville
det være godt, hvis ikke vi skulle komme derhen, at vi skal acceptere sådan en tilstand, men
faktisk få ryddet op i den noget før.
Bruner har vi jo hjulpet før til, at han er kommet over hans diskusprolapser, men hvor kunne
det være fedt, hvis jeg havde været mere markant i nullerne, om hvad det er, der skal til for at
forbygge det. Så Bruner er stået i den her situation en tredje gang her i 2025. Ja, for det der
sker, det er, at den her snak med lægen, det er efter hans anden prolaps, så får han jo den her i
nakken også, starter op i behandling her igen, afventer at komme til scanning, og afventer så
også at få et svar på den her scanning.
Ja, og der kan vi så se, det er da så rigtig godt det, at Bruner har fundet ud af, når det er sådan,
at det går galt det her, så skal han se efter at få gjort noget ved det. Og i den her omgang, der
kommer han så lynhurtigt igen og venter faktisk på scanningen. Og i den tid, han venter på
scanningen, ja, der kommer han simpelthen ud af morfin.
Og han havde virkelig smerter, der strålede ud i armen og brændte. Og når vi har de smerter,
så har vi bare lyst til, at der er noget, der skal få det her til at holde op. Så ud fra de symptomer,han kommer med med smerten ud i armen blandt andet, og der ikke er lavet en scanning, kan
du alligevel se, at der er formidtlig tale om en? Vi kan i hvert fald se, at der er en væsentlig,
væsentlig nervepåvirkning.
Hvor stor prolapsen så er, det er jo så det, man kan lave en vurdering af. Men det går man jo
meget fornuftigt ind også at lave den her vurdering. Ja, det var jo sådan, at det var lægerne i
Silkeborg, som lavede den scanning.
Men scanningen blev jo så først lavet efter 14 dage. Og da lægerne havde konstateret det, så
var det så, at der var ingen grund til at lave en operation, fordi der var kun en lille prolaps. Det
vil sige, at den havde måske været større, men der var troen så meget tilbage, at en operation
var der ingen grund til at gøre.
Ja, det er jo igen fedt for Bruno det her, at vide noget også lidt om, hvor meget man så egentlig
kan rykke på 14 dage. Altså, han kommer fra en ny morfindøs, som han tidligere har omtalt det
som, til nu lige pludselig at kunne smide morfinen. Ja, og egentlig kan få kroppen til at fungere
sådan lige basalt.
Han er jo ikke i orden her, selvom han skal op og scannes. Men der er trods alt damage control,
altså der er styr på ulykken, kan man sige. Og så kan man jo sige, at så er arbejdet egentlig
med at få hængepartiet hjem her.
At vi igen skal forstå, at en diskusprolaps er noget, der bare lige opstår. Det oplever som om, at
det er noget, der pludselig kommer, fordi vi registrerer det først, når vi har virkelig ondt. Men
der er gået noget forud for.
Men vi lever også lidt i et land, hvor det er sådan det her med at have smerter. Jo, men det er
der så mange, der har. Vi skal jo bare tage nogle panodil, og så går det jo nok.
Altså, det er jo vildt, hvad vores befolkning tager af smertestillende medicin. Panodil for at få
den til at køre. Vi har fået skabt en kultur, at det at have ondt, det er en automatik.
Så tager jeg lige en par piller, og så kan jeg lige lidt mere igen. Og det er jo det samme som at
sige til kroppen, hør nu her. Hvis du sender smerter til mig, så skal jeg nok få det til at holde
kæft.
Eller vi kunne sige det på en anden måde. Kære ven, det kan godt være, at du melder smerter.
Alarm-signalet er i gang her, men jeg har tid til at tage mig af det lige nu, så du får lige en par
piller.
Så kan du lige holde munden så længe. Og så tænker vi, jamen så går det nok i sig selv, og det
gør det jo også i mange tilfælde, så det er jo fint nok. Men en gang imellem, så skal vi passe på,
at vi kommer så meget ind i den her kultur, at vi tillader kroppen at egentlig blive slidt mere og
mere ned.Og det er noget af det, der er problemet. For det er jo heller ikke sjovt, det som Bruno går
igennem. Jeg kan huske i den her omgang, hvor vi ser, at han kommer ind i klinikken første
gang, hvor han så har fået diskusprolapsen her i nakken.
Det er jo ikke noget, man skal eftertragte. Og det er også den, som han husker allerbedst mål
på smerte i hvert fald. Prøv at høre her, hvad han siger.
Jeg vil nok sige, at den sidste prolaps, som jeg havde her i maj måned, har været den hårdeste.
Den sidder langt op i nakkeviolen, og det gjorde, at jeg havde en forfærdelig smerte ude i min
højre arm, og jeg kunne ikke være nogen steder. Jeg havde besøg af natlægen, som gav mig en
indsprøjning for at tage nogen af smerten.
Det kunne jeg overhovedet ikke mærke. Jeg var i sådan pigen, fordi natlægen sagde, at han
faldt i søvn for 20 minutter. Det gjorde jeg ikke.
Det var 20 timer i et streg, indtil jeg fik nogle morfintabletter. Ja, så faldt jeg i søvn. Så det har
været en hård omgang, men en kort omgang, fordi vi gjorde jo det, at efter de der få dage, da
selvom jeg var en morfintød, så kørte vi til Folkeværet og fik akupunktur.
Ikke at man efterfølgende kan sige, at fra dag 1 lykkedes det, men der skete noget. Og efter ti
dage, der var jeg oppe at gå og kunne bære mig rundt. Bruno har jo prøvet det her med
prolapser før, men som han selv sætter ord på her.
Det her var alligevel den værste. At en natlæge, der kommer på besøg og skal give ham noget
at sove på, uden at det så rigtigt virker. Ja, og det er jo det, man kan.
Og det er jo derfor, at vi skal undgå at komme ud i de her situationer. Igen, fordi der er noget,
der går forud for. Når vi bliver slidt ned, så tager vi måske en par smertestillende panodeler.
Og så kan vi lige lidt mere. Og i den tid, der slider det simpelthen ned på vores system. Vores
forbrug af panodeler, eller vores tilgang til det her med smertestillende.
Jeg synes virkelig, det er noget af det, vi skal tage lidt til revision. Det er ikke småting, vi får
taget indenbords, når vi snakker paracetamol, smertestillende. Apotekerforeningen, de var ud
med nogle tal for 2022.
At i 2022, alene på apotekerne, der fik man langet 11 millioner pakninger af det her
paracetamol. Udsvarende til en milliard piller. Det er voldsomt højt.
En milliard piller. 500 milligram paracetamol. Ja, ungefær.
Så er vi altså oppe på 500 tons panodil. Det skulle vi lige forestille os på lastbiler. Det skal bare
være mandag, hvis det er uden for min indkørsel.
20 træler. Det er ret meget. Og det er væl at mærke kun fra apotekerne.Præcis, så er der omkøbsudsalget på tankstationer i Brugsen. Så jeg synes, vi skal gå over til
Harjo. Fordi det gør noget godt for velværet i kort vejt.
Tank op for noget godt. Det er fint, at vi tager nogle smertestillende for en stykke tid. Men det
skal være kort tid.
Og hvis vi kan se, at det begynder at blive noget tilbagevendende. Eller vi begynder at gå og
ømme os og have ondt, og det er lidt tilbagevendende. Så skal vi passe på af at gå og se, om
det er også fordi, jeg har en dårlig ryg.
Eller vi skal lære os selv at se, om det er også fordi, jeg er ved at blive gammel. Eller jeg har jo
også et rådt arbejde. Hør nu her, vores krop er sådan indrettet, at hvis du bruger din krop, og
den er velfungerende.
Så sker det, at den bliver stærkere af at blive brugt. En muskel, der bliver brugt, den bliver
stærkere. En muskel, der ikke bliver brugt, den bliver svagere.
Så hvis vi virkelig bruger vores muskler, så skal de gerne blive stærkere. Og respondere på det,
som vi har brug for. Sådan er vores organisme bygget op.
Den udbygger styrken i forhold til det, vi bruger. Og hvis det så viser sig, at vi hænger, så skal vi
hen og tænke os om at sige, jamen hvis alt er bare lige imidlertidigt, at vi skal tage panodiler,
eller hvad vi tager. Så skal vi hen og kigge på, hvordan kan vi få kørt systemet op, så vi har den
velsmurt.
Så den er velfungerende. For så kan vi undgå rigtig meget af det her. Og det kræver altså, at vi
får lavet en kulturændring.
En anden opfattelse af, hvordan vores krop skal bruges. Når jeg ser på sportsfolk, som virkelig
har mishandlet deres krop, jeg tænker på professionelle sportsfolk, så ved de godt, at det skal
gøre ondt. Men det er jo ikke gent, fordi de når af at restituere sig ud af de skader, som man
skal.
Men for pokker, hvis vi bare er fritidsmotionister, fitnessbrugere, så skal vi være det sted, hvor
tingene gør ondt. Der skal vi altså have kroppen til at fungere. Men jeg kunne lige godt tænke
mig at bringe det der i spil, du siger med, at hvis man får brugt sin ryggen, at hvis man ikke
bare skåner den mere, end hvad godt er det, hvis man bare får den brugt, så er risikoen for
prolapser i ryggen også lavere.
Så er den lavere også. Men der er jo mange andre måder, vi kan slide på vores organismer.
Hvis man sover måske for lidt eller for dårligt og ikke får nok ud af sin søvn, så er kroppens
evne til at restituere sig op i løbet af natten, altså reparere de der små skader, som opstår i
løbet af dagen, de skal repareres under vores søvn.
Får vi for lidt søvn eller for dårlig kvalitet af søvn, så bliver de her ting ikke restitueret op. Såbliver der hængende nogle skader og irritationstilstande i vores ryg, og de irritationstilstande
kan så ligge og ulme der og vokse sig til at blive større og mere udpræget, og så er det, at vores
væv begynder at blive dårligt. Når der er inflammation ind omkring et led, så er det brusken
imellem ledene, der bliver angrebet, og hvis den bliver inflammeret, så vil kroppen begynde at
nedbryde det her væv, og nu har vi faktisk gang i det, som vi kalder slidgigt.
Det er, at vi har en bruskvæv, der bliver inflammeret, står i en dårlig tilstand. Hvis ikke den
kommer hen og kan restituere det i bund, så bliver bruskvævet lige så stille sværere i sin
funktion. Der sker simpelthen det, at den bliver smallere og tyndere.
Der kalder vi det slidgigt. Det er jo netop slidt ned. Nej, det er ikke slidt ned, men det bliver i
forbindelse med inflammationsprocesser tyndere og dårligere fungerer.
Så os, der arbejder på kontor, kan også få slidgigt, selvom dem, der arbejder i marken, hele
dagen siger, hvordan kan du få slidgigt, for du laver jo ingenting. Det er der, den skal jo bare
lige have på plads. Det er rigtigt.
Slidgigt er ikke bare, fordi man har arbejdet meget, men det er noget med at gøre, som om
man er blevet restitueret op, og det kan ligesom ske for en, der arbejder på kontor, som det
kan være en, der bruger sig selv mere fysisk. Og så kan man jo godt få det indtryk, at Bruno har
havnet i alt det der gennem de sidste 20-25 år med tre prolapser. Jeg vil godt lige prøve at
tænke mig at spille et klip for dig, fordi for mig lyder det her, som om Bruno faktisk er kommet
lidt skidt fra start, helt tilbage i barndommen.
Jeg var ikke ret gammel med det. Min mor fortalte mig, at der boede vi i Silkeborg på det
tidspunkt, men hun var indlagt sammen med mig i seks uger for europæisk ude i Aarhus, hvor
jeg lå i en gipsafstykning, fordi det var det, man troede på. Og dengang var min ryg, den var
nået knudret, om det kunne rette op.
Og jeg ved, at min mor, da hun levede, tit sagde, at jeg aldrig nogensinde kom til at dyrke
sport. Hun sagde, at det var en rullestol, inden du var 30 år. Men det gjorde jeg ikke, fordi
dengang trænede jeg meget, jeg svømmede meget, jeg spillede fodbold, jeg var meget aktiv,
så det har gjort, at min krop har lavet en modvægt til det her ting.
Men jeg må da indrømme, at dengang var der ær til at holde i ryggen, og det ene og det andet
af små skavanger, der kom. Jeg kunne gå og vaske bil, og så lige pludselig fik jeg et hold i
ryggen, og så var jeg bare inde og ligge på varmebuden indtil det fortrækte sig igen. Så jeg har
da døjet med ryggen.
Det er ikke umiddelbart de bedste kort, som han blev spået, Bruno, i forhold til en lidt knuderet
ryg, da han var barn, og en mor, der heller ikke måske havde så meget tilskud til, at han skulle
blive til noget. I hvert fald en spott om, at Bruno nok ville sidde i en rullestol, inden han blev 30
år. Sådan gik det jo ikke.
Bruno begyndte at spille fodbold og gør det, som unge knejder nu gør. Han døjer kun med lidthold i ryggen, og lidt hiser her ved forkerte bevægelser, sætter i situationstrækker. Ryggen er
sådan lige lidt skrøbelig, kan man sige.
Og så er det, at vi er uheldige med trælerne, eller at vi er ude og lave havearbejde, eller græve
have, eller hvad bør vi nu have gang i. Og så kommer de der spidser, som vi så bare ikke har
kapaciteten til at kunne klare. Det er igen her, at vi skal have forståelsen af, hvordan det er, at vi
skal have vores organisme op og stå. Jeg har en meget tydelig fornemmelse af, at den her
gang, der tror jeg, at Bruno har forstået, hvad det her drejer sig om.
Og vi har faktisk meget mere erfaring i det i dag, end vi havde for 20 år siden. I dag kan vi
meget præcis gå ind og sige, at vi skal have bygget organismen op til at sikre, at den kan holde
ledende ved lige. Vi skal have bygget organismen op til, at vi er sikre på, at den kan holde
lænden stærk, eller holde nakken stærk.
Vi ved meget mere præcist, hvordan vi får lavet de her forskellige områder stærkt. I nogle
tilfælde skal vi være gode til at holde senevæv og ledbånd stærkt. Det var noget af det, vi så på i
sidste afsnit i forhold til ryggen.
Ligesom vi går ned på vævsniveau og sikrer os, at de funktioner i kroppen, som naturligt skal
holde senevæv ved lige, skal holde muskelvæv ved lige, skal holde benevæv ved lige, skal holde
bruskevæv ved lige. Ligesom vi er skarpe på at få dem gjort stærk, så skal folk have rigtig godt
kørende. Skulle de så være uheldige, så er vores erfaring, at så hælder det lynene surt i op.
Jeg kan huske en, jeg havde med en rygproblem på et tidspunkt, hvor jeg får ham bygget fint
op og får hans system til at fungere. Så laver han noget uheldigt, hvor jeg har næsten ham på
plads. Det er noget rigtig skidt, fordi fire dage senere skal han på skitur.
Så siger jeg til ham, at vi lige tager det her akutte med, du har nu her, og du skal ikke være så
deprimeret. Vi skal nok få dig til at fungere til, at du kommer afsted. Det kunne jeg godt se på
ham.
Det troede han jo på, fordi det var jo en pæn opbyggningsprocess, jeg havde lavet for at få
hans ryg til at komme op og fungere. Men så opdagede han jo faktisk, at dagen efter han kom,
der var det blevet meget bedre. Så der kunne han jo godt se, at når der kun var en 10-15
procent tilbage, bare efter en enkelt behandling.
Så nu ville han sådan set gerne have en skone med, fordi hun havde også lige en ryg problem,
som hun måske kunne få fikset, inden de så skulle på skitur. Hvor jeg så sagde til ham, at nu
skal du lige huske, at jeg sagde jo netop til dig, at jeg kan lave det så hurtigt og så effektivt,
fordi jeg har dit system op og fungerer i forvejen. Så det, at der kommer noget akut, så kan det
også virke lynets hurtigt, ligesom du har kendt det måske for 30-40 år siden, når du har haft
noget akut.
Men det er jo nærliggende at tro, fordi man lige kan gøre det der, så kan du lige sætte en 3-4
nål i. Og det kan vi, hvis vi har en organisme, der er ret godt kørende. Og det er egentlig det,der er budskabet i det her, og det er det, jeg tror, at Bruno har forstået nu her. Nu skal han ind
og have en behandling en gang i måneden, måske hvert halvanden måned, og så holder han
hans system op, så den er godt kørende.
Og det betyder, hvis der så skulle komme en 2-3 behandling, så er det styr på den ryg eller
nakke, hvor det bliver til en diskoprolaps, men noget meget mere simpelt. Og hvis man vil have
flere eksempler på det her med velfungerende organismer og vedligehold, så kunne man jo gå
tilbage og så løbe til noget med høfebre, fordi der er det præcis det samme. Vi er faktisk der
eller om, hvordan vi skal have organismen op og køre.
Og det, vi så også har gjort her i forhold til Bruno, det er, at vi har brugt rødlysterapien.
Rødlysterapien, det er forskellige bølgelængder, vi sender ind i organismen. Og nogle af
bølgelængderne, de virker ind på en måde, hvor de får kroppens muskler og ledbånd til at
restituere sig og kan lave en hjælp til, at inflammationsprocesserne kan blive kørt til inden.
Så det væv, der har taget skade, det bliver fjernet, og kroppen får bygget det andet væv op
igen. Det er der, vores rødlysterapi er rigtig effektiv. Vi bruger også en gang imellem det
grønne lys, som vi har herinde, som kan bruges ved lidelser, hvor nervesystemet har lidt
overbelastning i længere tid.
Lige nu her ved jeg, at der går en undersøgelse i gang på grønlysterapi. Mig bekendt er vi nogle
af de eneste. Vi er de eneste, der har det i Danmark.
Men i Amerika går der en undersøgelse i gang på 2,4 millioner dollars, hvor man vil finde ud af,
hvordan man kan hjælpe veteraner. Mennesker, som har lidelser efter soldatertid, til at kunne
få gjort noget ved de her skader. I Amerika har man opdaget betydelig afhængighed af stoffer
efter, at folk har haft smerter.
Kan man få det begrænset, så vil det være rigtig godt. Vi har også den her afhængighed i
Danmark. Ofte bliver det på piller.
Og vi kan se nogle piller, som er ret uheldige, som mange mennesker desværre kommer til at
hænge på for længe. Vi har nogle piller, som hedder garbipensin, som bliver brugt meget til at
få signalerne til hjernen til at holde op med at gå op og fortælle hjernen, at det er altså galt det
her. Det er jo et epilepsimedikament.
Det er et epilepsimedikament, som man har fundet ud af, at det også kan bruges til at afhjælpe.
Der kommer altid mange informationer til hjernen omkring de her smerter. Nogle mennesker
tåler de her piller, og hvis de så tåler dem og mærker, at det hjælper dem godt, så kan de
komme til at køre med dem i flere år.
Og hvis man skal holde sådan nogle kroniske smerter ned med garbipensin, så bliver jeg bare
nødt til at sige, at det er noget pis. Fordi nu begynder forskningen altså at vise, at risikoen for
udvikling af demens faktisk øges, når man har brugt de her piller i længere tid. Når man har
epilepsi, så kan man få garbipensin.Det bruger man så også til ryggen, og så bringer du lige demens. Og så bringer jeg ind, at hvis
det er sådan, at det er noget, man er afhængig af at skal køre med i længere tid, så har det vist
sig, at gennem længere tid øger det risikoen for demensudvikling. Og jeg bliver bare nødt til at
sige, at sådan noget som det her overrasker ikke mig.
Det er ting, jeg har været vidne til alle de år, jeg har kørt, at når vi kører på medicin, medicin,
medicin, altså hvor det ikke bare bliver akut, eller vi klarer en midlertidlig skade, men når det
bliver noget, der bliver derud og derind, så er det noget skidt. Vi bliver nødt til at bruge medicin
klogt. Jeg har ikke noget imod medicin, men det skal bruges klogt.
Det skal bruges i en kortere tid. Når lokommet brænder, vi har måske bevæget os ud på en
tømmeflåde, der så er gået ild i, så er det måske godt nok, at vi bruger noget til at få slukket det
her ild. Men derefter, så skal vi se efter, hvordan vi får situationen gjort holdbar og gjort stærkt.
Det nødder ikke noget at bare bruge det derud og derind, de her medicin. De har sideeffekter.
Og at de har sideeffekter, det ses også meget tydeligt af, at når mennesker for eksempel i
forhold til rygtproblemer kommer i gang med garbapentin, så er der en stor del, der inden for
kort tid, og det kan være inden for en uge, og det kan være inden for halvanden måned, faktisk
vælger at bringe det til ophør med at bruge medicin.
Fordi de kan mærke, at bivirkningerne af det bliver for stor. Den har jeg i hvert fald hørt mange
gange. Men igen, det skal forstås som det her med, at vi elsker at bruge medicin.
Vi elsker at bruge pæler, som kan hjælpe os til at komme om med smerterne. Jo, men vi skal
samtidig tænke mere i, hvordan vi kommer på sikker grund igen. Og når vi først har fundet ud
af det, så er det rigtig godt.
En sikker grund er blandt andet vores rødløsterapi, som kan gå ind og speede processerne,
helingsprocesserne op, restitutionsprocesserne, så vi kan komme tilbage til et sikkert
udgangspunkt. Og når der så er ressourcer nok i vores organisme, det er det, vi tjekker med
pulsen. Vi tjekker af, at der virkelig er ressourcer nok.
Jamen, så kan man køre løs og få det i liv. Og så er det jo så bare et spørgsmål om, hvad kan
man så selv gøre til det, når man har et system, der er rimelig kørende. Fordi så kan man jo
stadigvæk gøre noget til at pleje sit system.
Altså, man taler jo meget om vedligehold, men også træning og bevægelse. Og det er jo også
noget af det, som Bruno slutter af med at fortælle lidt om her til sidst. Jeg risikerer at gensæde
mig selv, men det er utrolig vigtigt, at man… Nu er jeg pensionist, at jeg rører mig hver dag på
enten den ene eller anden måde.
Jeg laver mine røveøvelser. Jeg træder under en tur, hvis jeg ikke kommer på golfbanen eller
hvad. Jeg rører mig på en vis.
Det kan bare være at slå græsplæne eller hvad det er, men man skal røre sig. Og pas på, at detikke bliver stolen og engelske primisere i fjernsynet en hel eftermiddag. Sådan er det, man skal
passe på med.
Så det er simpelthen bare med at komme ud og røre sig. Enten på den ene måde. Nogen kan
klare rigtig meget.
Nogen kan løbe, og andre kan gøre det ene. Men find sit eget niveau, og så rør sig. Bruno har
altså fundet noget, der virker for ham.
Det har han fundet ud af over årene. Bevægelse, træning og at holde sig i gang. Er det det, der
virker? Jamen træning.
Ingen tvivl om, at det fungerer, når vi har et system, som fungerer rimeligt eller godt. Det er jo
egentlig her, at vi skal være. Når vi har fået et system til at køre godt, så gælder det netop om,
at vi har en daglig livsstil, en ugenlig livsstil, hvor vi får brugt vores organisme og får trænet.
Og den her opfordring fra Bruno, den synes jeg, vi alle skal tage til os. Vi har bare godt af at
holde os i gang. Og igen skal vi jo forstå, at er det ikke alvorligt, alvorligt, så kan vi altså nå
rigtig langt med træninger.
Kunsten er bare at få sorteret i, hvor er det, at træningen vil kunne give os gavn, og hvor er det,
det er for alvorligt til at træningen er utilstrækkelig. Eller vi skal kigge ind og være lidt ærlige
over for os selv. Jamen jeg kan godt se, at træningen kan være en god idé, men jeg må også
være ærlig over for mig selv og sige, jeg er bare så god til at få kørt den træning, der faktisk
skal til, for at jeg kan få det til at fungere.
Jamen så kan træningen jo lige så godt, det skal være, hvis man får det brugt og får det gjort, ja
så bliver man nødt til at finde alternativer til, hvordan kan jeg få en ryg, som holder sig på sigt.
Jeg får sgu til at spørge, hvad ligger der i træning? Er det tre til fem gange i et fitnesscenter om
ugen, eller kan det være nok at få gået en tur og slået græsset og luet ukrudtet op sommer? Ja,
hvis man gør det regelmæssigt. Og man sørger for, at der er noget andet, man så gør
regelmæssigt.
Når det er sommer, og det er havevær, vi skal kunne holde os i gang. Noget af det, man også
skal kigge ind i, det er, at hvis man er et menneske, der i sin ungdom og sine børneår, faktisk
har brugt sin krop rigtig godt, jamen så står man bare bedre, end hvis man er en i sine børneår,
der ikke har brugt sin krop så meget, så er man altid meget mere udsat. Har man først bygget
det op, op til de her 23-års alder, at man har en velfungerende krop, så har man en fordel på
den lange bane.
Men så har man også en livsstil, der gør, at man gerne vil, at man gør det der. Ja, lige præcis.