SIDEN ER UNDER OPBYGNINING
I dette afsnit sætter vi fokus på børn, og unge, der reagerer med vrede og frustration i en sådan grad, at det ender i regulære nedsmeltninger; situationer hvor følelserne tager over, og barnet eller den unge mister kontrollen. Vi møder 13-årige Kristian Finderup og hans mor, Anette, som fortæller om hverdagen med til tider voldsomme nedsmeltninger, frygten for ikke at slå til som forælder og ikke mindst den forvirring, barnet eller den unge ofte efterfølgende rammes af. Hans Erik Foldberg forklarer, hvad der sker i kroppen og nervesystemet, når et barn eller ungt menneske bliver overbelastet og mister evnen til at regulere sig selv. Han sætter ord på, hvorfor nedsmeltninger sjældent handler om opdragelse, men om energi, tryghed og evnen til at håndtere overstimulering. Samtidig giver han et indblik i, hvordan kropslig forståelse og arbejdet med ro kan hjælpe børn og unge tilbage til balance.
Du kan lytte til afsnittet via nedenstående links, se det her på siden eller læse vores transskription nedenfor videoen:
Medvirkende
Gæst(er): Kristian Finderup og Anette Finderup
Fagperson(er): Hans Erik Foldberg (Akupunktør)
Vært: Leon Rask Sørensen
Kilder og videre læsning
- Links kommer snart
#28 Nedsmeltninger hos børn og unge (del1)
Transkriptionen er genereret automatisk ved hjælp af AI og er ikke gennemgået manuelt. Der kan derfor forekomme fejl i ordvalg, stavning, tegnsætning og forståelse af tale. Indholdet skal læses med forbehold, og vi henviser til den originale lydoptagelse for den mest præcise gengivelse.
Kroppen er fantastisk, skabt til at hele, restituere og genopbygge sig selv. Men hvad sker der,
når den proces bliver forstyrret? Og hvordan støtter vi bedst kroppens evne til at komme sig,
såvel fysisk som mentalt? De spørgsmål skal vores gennemgående gæst, Hans-Erik Folberg,
forsøge at besvare i et sprog, hvor de fleste kan være med. Han er akupunktør med baggrund i
traditionel kinesisk medicin, og han har over 30 års erfaring fra sin egen klinik.
Gennem årene er han behandlet tusindvis af patienter med både fysiske og mentale ubalancer,
og han har undervist fagpersoner og ledere i kroppens fysiologiske og mentale
sammenhænge. Og nøje er, så har han skrevet fire bøger om mentalsundhed. Velkommen til
Det Fantastiske Menneske.
En podcast om kroppens enestående evne til at helbrede sig selv. Så skal vi til det igen. Hej
Hans-Erik.
Hej Leon. Vi snakkede om søvn i forrige afsnit, og jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre
lidt om, hvordan det så er gået siden da. Ikke så meget måske med Carina og Vivi, som det
handler mere om, om der er kommet noget respons på det her.
Altså, nu havde vi jo færdigt det her med søvn, som mange gange bliver talt om. Men det vi
havde med Vivi og Carina her, det var jo den ekstreme, hvor man har haft svært ved at sove i
flere år, 5-6 år og 29-30 år. Det er jo vanvittigt.
Og den respons jeg har fået, det er det her på, hold da op, kan det virkelig være så slemt? Kan
man virkelig gå så lang tid og være i det, hvor man bare fungerer søvnmæssigt? Men har du
hørt nogen, der også siger, at det kan da godt være, at jeg egentlig har problemer med søvn?
Fordi vi taler jo også om, at så vender man sig til det, og så bliver det en ny normal. Men er der
nogen, der ligesom har fået et klarsyn? Jeg kan i hvert fald sige, at der er flere, der har fået øje
på det her med, hold da op, hvor er det vigtigt det med søvn? Man hører det jo mange gange,
men når man opdager det i den her grad, og vi tænker på det, hold da op, hvad gør det ved
vores søvn? Hvad kan det gøre ved vores helbred, at man har det så ekstremt? Jeg synes, at jeg
hører nu her, men også tidligere, at flere og flere bliver opmærksomme på, at vi altså skal have
respekt for det her med søvn. Og grunden til, at jeg så spørger ind til det her med de forrige
afsnit og søvn, det er fordi, som du også siger, at søvn er noget, der går igen rigtig mange
gange, og det er også noget, vi kommer til at gå på.
Det er vores anden største problemstilling, folk kommer med. Hvad er den så? Når de kommer
med en problemstilling, så er det typisk, at det er den sekundære problemstilling, det er
søvnen. Det kan godt være, at det er søvnen, man henvender sig på, men der er ofte, ofte, ofte
kluder i søvnen.Og den største? Jamen, det kan jo være forskelligt, men altså, det er den største sekundære
problemstilling, som folk henvender sig med. Og det er også en sekundær, siger jeg nu, uden
at være sådan helt sikker, men det kommer til at handle en lille smule om søvn i dag også, det
overordnede, vi skal tale om i dag, det er nedsmeltninger hos børn. Og dem har vi jo set, de der
børn, når man står sådan udefra, så ser man et barn, der har en nedsmeltning, og så er jeg
nede i køen i Netto for eksempel, og så siger man, så får du jo styr.
Så får du jo styr på det barn. Hvad er en nedsmeltning for noget? Jamen, man kan jo smelte ned
som barn, eller som menneske i det hele taget, kan man jo nedsmelte på mange måder. Nogle
smelter ned, når de ikke får lov at komme først i køen, eller vedkomme, der sidder ved kassen
og arbejder for langsomt.
Så er det nogen, der begynder at udtrykke deres vrede, eller råber op, eller et eller andet. Det
er jo den meget synlige nedsmeltning. Og i forbindelse med den meget synlige, der har jeg det
her med italianere.
Jeg er vild med italianere. Min søvn, han er italianer. Italianere kan bare noget.
Det her med, at en italian kan stå ude midt i et lyskryds, og råbe og skrige, og skælle ud på en
eller anden. Og så, fra den nedsmeltning, kan jeg gå ind på Fortorvscaféen, og så stå og grine
og småltokke, og køre videre. Altså, den der evne til at gå fra nedsmeltning, åben lys, og så
over bare, så er vi normalt, og så er vi… Men så er der blevet lukket noget ud, og så får sat alle
de andre på plads.
Og det er sådan noget, italianere kan. Og det er meget artikulerende, hvis man ikke har været i
Italien og oplevet det der. Så skulle man næsten tage dig ned, for det er fantastisk at være der.
Det er fantastisk sygt. Men okay, nu er det lidt en sidespur. Det her med nedsmeltning i forhold
til børn.
Man kan jo også som barn nedsmelte, hvor man reagerer. Altså, små børn, der ligger sig ned
på gulvet, og hammer ned i gulvet og skriger. Det er jo en form for nedsmeltning.
Noget, man ikke kan være i, det er en måde at smelte ned på. Eller man kommer på tværs og vil
være med til det, som forældrene vil have en til at tage sko på osv. Det er et udtryk for noget
følelsesmæssigt, som er reguleret.
Og det her med, at vi har svært ved at regulere os, så kommer de her nedsmeltninger på
forskellige vis. Når vi bliver lidt ældre, børn op i 7, 8, 9 års alder, nogen reagerer i den alder
med at få ondt i maven. Og ja, den ser vi så tydeligt ud af til.
Det er sådan en mere stille nedsmeltning indvendigt, som i den grad kan spille ind på, hvordan
vores immunsystem fungerer. Børn, som har det her med at få ondt i maven, det skal vi altså
være opmærksomme på og få styr på. Der er øget tendenser til sådan noget som køstsyge.Ved nogen af dem, der har de her problemstillinger. Fordi den måde at nedsmelte på indad til,
der ser vi, at det giver en svaghed, som øger risikoen for køstsyge på et senere tidspunkt.
Andre ting også.
Så den her, som vi talte om med italianerne børn, det er dem, vi ser som børn, der reagerer i
skolen, og er altid urolige og temperamentsfulde osv. De der irriterende børn, synes de andre
børn. Fordi de laver altid sådan en larm.
De forstyrrer det hele. Og så i dag, det vi skal tale om i dag med Christian, det er jo egentlig et
barn her på 12-13 år, som har de der nedsmeltinger, hvor det foregår sådan, ikke offentligt, til
skue, men når man er hjemme eller i trygge omgivelser. Og det kommer vi tilbage til, for vi skal
lige have Christian på banen.
13-årig Christian, og også Christians mor. Lad os lige høre, hvad de siger. Altså, jeg oplevede
det jo også på den måde, at jeg egentlig ikke helt forstod, hvad der skete med mig selv.
Jeg blev forvirret bagefter om, hvorfor jeg ikke gjorde for eksempel det, når jeg fik
nedsmeltinger, og egentlig gerne væk fra det igen. Jamen, Christian han startede herude med
henblik på at kunne lidt bedre være i sig selv. Han havde mange episoder, hvor han sådan
nilsmeltede eller blev meget vred.
Og det var Christian faktisk rigtig ked af, fordi det var en situation, eller kunne være nogle
situationer, hvor han egentlig selv følte sig sådan lidt ramt af det, at godt kunne blive lidt bange
for sig selv, i forhold til at han reagerede, syntes han selv voldsomt, og det syntes vi egentlig
også. Og det er jo ikke noget, man ønsker at se sit barn sidde i den situation. Ja, Christian han
er jo egentlig en meget reflekterende ung mand på 13, synes jeg, ikke? Altså det der med, at
han siger, jeg bliver forvirret efter de her nedsmeltinger, forstår ikke helt, hvad det er, der sker,
og har egentlig ikke lyst til at være i det.
Bliver sådan en lille smule skræmt, og det er jo også noget af det, Moranette, hun får sat lidt
ord på. Altså, hvad på, hvad er det, der sker med knækkenet? Når man har det på den måde
her, så er vi egentlig lidt ude af os selv. Men altså, vi kender udtrykket, at man er ude af sig selv
af vrede, eller ude af sig selv af raseri.
Der har vi det lagt ind i sproget, at man er ude af sig selv, eller ved siden af sig selv. Nu er det
ikke bare raseri, raseri, men det er jo stadigvæk, man reagerer i en form for automatik i sin,
altså ens organisme reagerer i en form for automatik. Og det der med at være ved siden af sig
selv, eller være helt synkron med sig selv, det er jo egentlig det, vi bliver lidt bange for.
Vi kender det jo også i forhold til vores medmennesker, at jeg ved ikke helt, hvor jeg har ham
henne. Og så stå i den situation og have det sådan med sit barn, som Anette beskriver her.
Altså, det er jo ikke rart at se sit barn sådan.
Det er jo egentlig at se sit barn ude af sig selv. Det berører noget dybt i os. Altså, hvor meget
lider Christian under det her? Det kommer vi ind på, for det gør han faktisk.Men jeg tænker også på, at det kan være de små ting, som starter den her store
nedsmældning. Altså, Christian kommer hjem fra skole, og så er der en vending, der bliver sagt
forkert, eller der er ikke mere knækbrød, som han lige havde tænkt. Og så vælter det helt.
Og så kan man som forælder godt stå og sige, altså, skulle der virkelig ikke mere til? Men hun
nævner det faktisk en lille smule. Det er en masse små episoder, som gør, at Christian får de
her nedsmældninger. Det sætter hun faktisk også lidt flere ord på.
Jamen, oftest så var det egentlig ikke en enkeltstående situation, der gjorde, at han fik en
nedsmældning. Det kom oftest hende sidst på dagen eller i løbet af aftenen, hvor han har haft
mange belastningssituationer i løbet af dagen. Christian har en mindre høretab, der blandt
andet gør, at når han er i skole, så har han brugt enormt mange ressourcer på at lytte og
måske ikke helt haft så mange ressourcer, som han skulle have.
Og når han så nåede hen sidst på dagen, så havde bæret stille og roligt blevet mere og mere
fyldt. Og det gjorde egentlig, at på et eller andet tidspunkt, så kunne han ikke være i sig selv
længere. Så var det ubehageligt at være Christian.
Og så den eneste måde, han kunne komme af med det på, det var ved at blive udadregerende
og få de her nedsmældninger. Og ja, mange begge små. Det kunne være en kommentar i
skolen.
Det kunne være en træls oplevelse til fodboldtræning. Men hele tiden blev bæret mere og mere
fyldt. Og fik man ikke det tømt ud i løbet af dagen, så blev det voldsomt, og så endte det i de
her nedsmældninger.
Ja, så her får vi sat lidt ord på, hvordan de her nedsmældninger opstår eller bygges op i løbet af
dagen eller en uge, som hun også siger, Annette. Det er mange begge små, og lige pludselig
flyder bæret over. Det er vel ret rammende for at forstå, hvad en nedsmældning er.
Når noget bliver for meget, tænker jeg. Ja, man kan sige, når skraldespanden er ved at være
fyldt for meget op, der er plads til mere i skraldespanden, så er det den flyder over, og så
kommer reaktionen. Nogle børn er rigtig gode til at kunne regulere sig og få brændt det der af,
der kan hobe sig op, eller det prælder af på dem, og så bliver den puttet i skraldespanden.
Men for andre børn sker der simpelthen det, at der er sådan en spænding i ens organisme,
som gør, at det hober sig op, bygger sig op. Og så, som Manette jo siger det her, med at
ligesom det kommer sidst på dagen, eller han bliver træt, ja, så er det det, at der er større risiko
for, at det slår igennem. Så der er en energifaktor i det her, at når energien slipper lidt op, og så
er det noget med, at man har en tendens til spænding i forvejen, hvorved at tingene lettere
hober sig op.
Og det er det, der er karakteristisk for de børn, der har de her udfordringer. Og så hørte vi en
også fortælle, at Christian har et høretab, som, det vender vi tilbage til, hvordan de løser det i
skolen, men det der med, som du også siger med energi, og hun siger noget om ressourcer,altså hvis man sidder der og kun kan høre halvt, hvad læreren siger, og hvad de andre siger, og
skal koncentrere sig om det, så bruger man vel også sin energi hurtigt. Så er man på
overarbejde.
Man er på overarbejde i forhold til, om man nu kan høre, eller der er måske nogle forstyrrelser,
som gør, at det, man skal høre, det er sværere at få fat i. Har man nu problemet med synet, et
uopdaget synsproblem, som man skal mere anstrenge sig for, at man kan følge med, hvad får
der gået op på tavlen? Ja, så har vi det samme igen. Man kommer på overarbejde. Et andet
barn, der f.eks. ikke kan håndtere, at der er støj, at det simpelthen bliver til masser af mudder,
der bygger op i hovedet af en, man har svært ved at klare mange impulser, så er det på den
måde, at man bliver overanstrengt, overbelastet.
Og har man spændingen sammen med, som i det her tilfælde, ja, så vil du se nedspændingen.
Og så kunne man da godt tro, at når Christian i det her tilfælde, han er i en situation, hvor
ressourcerne er brugt, at det hele så ligesom vil, ja nu siger jeg kå over i skolen, men det er
faktisk ikke tilfældet. Det sker nemlig kun derhjemme, siger Anette.
Det har altid kun været, når Christian har været tryg, så han har aldrig nogensinde haft noget i
skoletiden, eller til fritidsaktiviteter, eller noget som helst andet. Det er udelukkende
derhjemme, og det er udelukkende, når han er sammen med sin mor. Altså hvis jeg nu har haft
en irriterende episode oppe i skolen, eller irriterende til træning, så har jeg egentlig bare holdt
det presset ind, indtil jeg så kunne lukke det ud, når jeg er et tryg sted.
Så Christians nedspændinger, de kommer altså, så kun når han er, som de siger, tryg i stedet,
og som Anette også siger, kun sammen med mor. Hvad skal man ligge i det? Jamen, nogen er
jo meget udadvendte, og er gode til at glemme sig selv, og glemme, hvad andre tænker, eller
hvordan andre opfatter en. De er jo egentlig meget fri, som sådan.
Og andre har lidt mere, hvad skal man sige, den her evne til, at vi skal lave en scene ud af det, vi
skal bemærkes ud af det. Og det er jo sådan, Christian han er. Jeg skal kunne se den ene måde,
at være på det mere rigtigt end den anden.
Det er bare to forskellige måder at være i den her verden. Men har man det på den måde, at
man ligesom jeg, vil være synlig udad til, at nogen, jeg kan huske tilbage til min barnom, der
var nogen, de ville aldrig græde, hvis det var sådan, de var ude. For det var jo det samme, som
at vise svaghed, som man græd, hvis man var hjemme, eller også græd man af, hvis det var
tilladt at græde derhjemme heller.
Så det er jo noget tillært, noget kulturelt, eller familiemæssigt lært. Hvor er det, det kommer
hen. Så når man reagerer, når man er derhjemme, ja, så er det jo fordi, at det giver den største
tryghed.
Og vi kan sagtens udsætte noget af vores reaktion, hvis vi har behov for det. Det er vi i stand til.
Altså det der med at undertrykke følelser, det er vi ret skarpe til.Og det er jo godt, at vi kan det. Hvis man kan undertrykke sine følelser som barn, og nu er der
nogle psykologer, der måske bliver sur på mig. Hvis man kan undertrykke det, og føre det med
i voksenlivet, ja, så kan det bevirke, at man som forælder kommer til at vapse sit barn sådan af
på skrinet.
Og det må man ikke. Og det må man ikke. Så her bliver jeg bare nødt til at sige, det er godt at
kunne, men det er dælme godt kun at kunne det.
Altså, vi skal så også have givet afløb for det på et tidspunkt. Og det er jo så det, der er fedt, at
det trods alt er et tryksted, hvor man så kan gøre det. Og så skal jeg ellers love for, at det klip, vi
skal høre nu her, det lige skruer en lille tand på niveauknappen.
Ej, du afslører det jo næsten på forhånd. Nu lægger vi op til et klip, vi skal høre, hvor det der
med… Er spændingen ved at bygges op nu? Når trykket det bliver for voldsomt, altså når
Christian har gået hele dag i skolen, kommer hjem til det her trykested, så kan man sige, når
med nedsmældning er det lige et øjeblik, og så er man videre. Men det kan faktisk godt gå hen
og blive ret voldsomt.
Jamen, i udgangspunktet er det jo super ubehageligt at stå med et barn, der af den ene eller
den anden årsag ikke trives. Og jeg tror, alle forældre kan genkende til, at man gerne vil, at ens
børn trives og har det godt. Og jeg har en enkelt gang oplevet, at jeg faktisk har… Jeg vil ikke
sige, jeg har været bange for ham.
Nu er han ved at have en størrelse, hvor han også begynder at give en modstand. Men den
sidste nedsmældning, han virkelig havde, der var jeg på et stadie, hvor jeg egentlig blev lidt
bange for ham, fordi jeg kunne ikke snakke ham ud af det. Jeg kunne ikke snakke ham til ro, og
det har jeg kunnet alle de andre gange.
Og det kan man da godt blive lidt skræmt over, at man har et barn, der er så frustreret og så
ked af det, at han slet ikke kan være i sig selv. Og når det er hen, hvor man faktisk tænker, at
jeg er nødt til at ringe 112 eller noget andet, for at kunne få ro på ham igen. Ja, så kom der altså
det her drama på det her afsnit også.
Når en mor står i en situation med en stor knejt lige før, som er så uadreagerende og ude af sig
selv, at man ikke ved, hvad man skal stille op, og man tænker, at jeg ved ikke, om jeg skal ringe
112 for at få noget hjælp udefra. Det er jo en vanvittig situation, kunne man forestille sig at stå
i. Ja, man skal nok næsten have prøvet at stå i en ukontrollabel situation, for at forstå, hvad det
virkelig er, der er på spil her, fordi Anette er presse i det her. Christian er jo også presse.
Han er så presse, hans nervesystem er så presse, at han er igen ude af sig selv. Det er det, der
ligger i de her nedsmældninger. Det er, at vi er til stede med os selv.
Vi bliver simpelthen skubbet over i en anden form for bevidsthed, hvor vi bare reagerer. Og når
vi gør det, så bliver vi svære at aflæse. Og når vi har svært ved at aflæse situationen, så er det,
at vi får den her farlighed ind i det.Jeg tror så med, at Christian i de her situationer vil gøre noget særligt ondt, men som jeg siger,
han er en stor knejt. Og på et senere tidspunkt, så er det jo nogen, der har nedsmældninger,
hvor det faktisk kan være alvorligt. Og der er ikke nogen tvivl om, at det har været voldsomt at
være i det her.
Og Christian han sætter faktisk selv et par ord på, hvordan det så var, at han ligesom var faldet
lidt ned igen. Og når han tænker tilbage på lige nøjagtigt den her episode. Primært mest,
hvorfor gjorde jeg det her? For den nedsmældning, jeg havde, der havde jeg lidt med min
lillebror, og så blev han egentlig, min lillebror, bange for mig, som hun også sagde, hun ville
også være lidt bange for mig.
Og at selv være i det, det var faktisk ret uheldigt. Så blev du også lidt bange for dig selv, når det
skete? Jeg tror, jeg er godt med en kursir, jeg gjorde. Ja, så en ting er, at mor Anette, hun bliver
bange i situationen, hvor det eskalerer helt vildt.
Men Christian han bliver jo faktisk også efterfølgende lidt bange for sig selv. Og samtidig så
bliver lillebror også bange for Christian. Så nu har vi lige pludselig alle i spil, og Christian bliver i
øvrigt også forvirret og lidt mut efterfølgende.
Hvad er det, der sker i den her fase? Jamen altså det, der er her, jeg synes, det her, det
beskriver så meget, hvad det er, vi skal have fat i, når vi har med mennesker at gøre. Det er
mange gange, når et menneske reagerer, specielt udadreager, så har vi sådan en tendens til at
dømme. Det er også for dårligt, at de skulle tage sig sammen, eller opføre der nu ordentligt,
eller et eller andet.
Men prøv lige at se, hvad der er, der sker her. Der er et barn her, som reagerer, og som godt
kender til det, at være ved siden af sig selv, og selv have magten over det. Hvad er
omkostningerne, ved at man har magten over sig selv? Ja, det er jo faktisk det, han beskriver
her.
Han beskriver, hvordan det gør ved ham. Man bliver bange, man bliver ked af det, man bliver
ked af, at andre bliver ked af det, eller bliver bange, eller det er jo ingen, der ønsker. Og det her,
det er bare noget, jeg har hørt så mange gange.
Om det er en, der reagerer, det er hjemme, udadreager, eller en, der reagerer på den store
scene, hvor det kommer ud i totalt fuld flamme. Børn har typisk det her inde bagved. Og hvis
man forstår, at det er det, der er på spil inde bagved, så er det, vi øgede lægger noget virkelig
væsentligt på sigt.
Det er her, det virkelig kalder på, at man får lavet de her reguleringer. Og der bliver bare nødt
til at se, noget af det, jeg har set igennem tiden, i forhold til, hvad vi har gjort, Marko Brun Thur.
Det her med at få folk ført tilbage til at blive sig selv igen, det er så vigtigt.
Fordi den sårbarhed, som man bevæger sig rundt i her, den sætter sig i os. Og betaler lige
psykologtimer på det, når du bliver ældre, fordi det er, at du bliver sat på plads, eller forstår ligedet ind i nogle forhold, hvor det her er at komme på plads i barndommen, hvor det så kører
videre i voksenlivet. Og man forstår hinanden.
Det kan være det, inden man får børn, hvis det er et par. Det kan også være efter, man har fået
børn. Hvad det fører til af ulykkelige ting, det er bare så tragisk.
Og det er derfor, jeg har det så meget på hjerte, at vi får, hvad skal man sige, virkelige
personerne bagved de her ting, få det frem. For vi har brug for den her indsigt som mennesker.
Vi har brug for den indsigt, når vi skal forstå, hvad der er i spil.
Det her er ikke et menneskeligt natur, at man vil reagere med nedsmeltninger. Nej, og det er
slet ikke over for sin familie, vel? Ingen ønsker, at man laver de her nedsmeltninger overfor.
Men vi skal også forstå, at det at være menneske, det er en gang imellem, at vi har kontrollen
over os selv, og at det kan ske.
Derfor er det også vigtigt at have forståelsen for, at når de her ting kan reguleres meget mere
på plads, så er det også vigtigt, at vi får det gjort, for ellers svigter vi faktisk hinanden på det
her. Så jeg har set så mange mennesker, der er udadreagerende, eller hvor forældrene, lige så
godt som i den her familie, forstår deres barn, og bare sætter dem på plads. Det koster på den
lange bane.
Og det har vi altså en pligt til at rette op på. I kinesisk medicin har vi desideret punkter, som
hjælper til at lave den her regulation. Og det er lidt vildt, hvad vi kan se, og hvad man får af
kommentarer tilbage.
Jeg stod med en far med et barn på tre år, hvor barnet var meget af tiden faktisk umuligt, og
ude af sig selv, og så videre. Hvor han sagde, og så har jeg bare set pigen her, to døgn. Hun har
bare været fuldstændig sød og i balance med sig selv, og glad og nysgerrig og så videre.
Men har egentlig været i den her verden af at være ude af sig selv. Man er på den. Hvad gør
man? I et barn på to-tre år, giver man beroligende medicin til det.
Det gør vi nok af. Det vil vi gerne undgå. Så de her ting, de kommer bare meget frem i vores
familier, og det er ting, vi ser i klinikken meget mere, end vi har set før i tiden.
Og er det så det samme, som det fandtes før i tiden? Nej, det fandtes også før i tiden, men vi
har måske opmærksomheden på det, eller vi lukkede den måske ned på den hårde måde, og
lavede folk hårdere i naturen, lavede folk til en hård skald. Når vi hører sådan en fantastisk
dreng som Christian her, han er ikke en hård skald. Overhovedet ikke.
Han har reageret, men han er jo varm, og Christian er fantastisk. Og eftertænkt som, og jeg
tror, jeg har sagt det et par gange nu, altså reflekterende, for han er udmærket klar over,
hvordan, og det lyder forkert det her, men hvordan hans opførsel påvirker andre, når opførsel
mener bare de her nedsmældninger, for det er ikke frivilligt, at han gør det her. Hvordan er det,
Christian så har det, nu nævnte du de her punkter i akupunkturen og i den kinesiske medicin.Hvordan, Christian, har det? Og hvad du ligesom har gjort ved ham for at hjælpe, og hvad du
har gjort for at hjælpe familien. Det skal vi blive klogere på i næste afsnit, men inden vi sådan er
helt færdige, så skal vi lige høre, hvordan Christian, han egentlig sætter lidt ord på det her.
Altså, jeg har ikke haft en stor nedsmældning siden, ja, den vi snakkede om lige før.
Det er blevet bedre at være Christian. Jeg håber, du er blevet lidt klogere efter det her afsnit af
Det Fantastiske Menneske. Del gerne podcasten med dem, du kender, og husk, at du kan følge
os på de sociale medier og på YouTube.
Vi er snart tilbage med endnu et afsnit. Indtil da, pas godt på det fantastiske menneske, du er.