SIDEN ER UNDER OPBYGNINING
Vi følger vi op på fortællingen om 13-årige Kristian og hans mor, Anette. I første del fortalte de om de voldsomme følelsesudbrud og nedsmeltninger, der satte både familie og hverdag under pres. Nu handler det om forandringen, og om hvordan Kristian gradvist har fundet ro, energi og overskud. Hans Erik Foldberg forklarer, hvordan kroppen og nervesystemet kan bringes i balance, når spændinger og overstimulering får lov til at slippe. Han sætter ord på, hvordan simple justeringer i hverdag, kost og søvnmønster kan styrke børns evne til at regulere sig selv, og hvordan ro i familien ofte begynder med ro i nervesystemet. Gennem Kristians udvikling får vi et indblik i, hvordan en sensitiv dreng med en relativ lille indsats bliver mere stabil, hjælpsom og socialt nysgerrig – og hvordan hele familien mærker forskellen, når balancen vender tilbage.
Du kan lytte til afsnittet via nedenstående links, se det her på siden eller læse vores transskription nedenfor videoen:
Medvirkende
Gæst(er): Kristian Finderup og Anette Finderup
Fagperson(er): Hans Erik Foldberg (Akupunktør)
Vært: Leon Rask Sørensen
Kilder og videre læsning
- Links kommer snart
#29 Nedsmeltninger hos børn og unge (del2)
Transkriptionen er genereret automatisk ved hjælp af AI og er ikke gennemgået manuelt. Der kan derfor forekomme fejl i ordvalg, stavning, tegnsætning og forståelse af tale. Indholdet skal læses med forbehold, og vi henviser til den originale lydoptagelse for den mest præcise gengivelse.
Kroppen er fantastisk, skabt til at hele, restituere og genopbygge sig selv. Men hvad sker der,
når den proces bliver forstyrret? Og hvordan støtter vi bedst kroppens evne til at komme sig,
såvel fysisk som mentalt? De spørgsmål skal vores gennemgående gæst Hans-Jærik Folberg
forsøge at besvare i et sprog, hvor de fleste kan være med. Han er akupunktør med baggrund i
traditionel kinesisk medicin, og han har over 30 års erfaring fra sin egen klinik.
Gennem årene har han behandlet tusindvis af patienter med både fysiske og mentale
ubalancer, og han har undervist fagpersoner og ledere i kroppens fysiologiske og mentale
sammenhænge. Og nøje er, så har han skrevet fire bøger om mentalsundhed. Velkommen til
Det Fantastiske Menneske.
En podcast om kroppens enestående evne til at helbrede sig selv. Andet afsnit om
nedsmeltninger hos børn. Hej Hans-Jærik.
Hej Lea. Jeg ved, at der er mange, der har glædet sig til at høre det her afsnit, fordi de fik jo ikke
løsningen i forrige afsnit. Så hvis vi bare sådan skal komme med en disclaimer, kommer den
store forkrumrede løsning på det her med nedsmeltninger i det her afsnit? Jamen
nedsmeltninger, det drejer sig om, at det aldrig, aldrig, aldrig opstår tilfældigt.
Og når ting opstår tilfældigt, så er der en grund, der er en sammenhæng. Og det er den
sammenhæng, vi altid skal finde frem til. Når vi har sammenhæng, så er det altid et stort
problem at gøre noget ved det.
Så det er et ja? Det er et ja. Det er et ja. Så er vi kommet så langt, at hvis man vil have løsningen
på det her, så skal man høre afsnittet færdigt.
Afsnittet tager udgangspunkt i 13-årige Christian og Christians mor, som også har været
Christian, der får de her til tider ret voldsomme nedsmeltninger. Vi talte om det i sidste afsnit
også, at det her med mange begge små til at bærer så lige pludselig fra Christians
vedkommende flyder over. Noget, vi ikke har været inde på endnu, det er det her med, hvor
lang tid har det så stået på, altså de her dropper, der bliver fyldt i bærer.
For det er faktisk ikke noget nyt, at Christian han i en udfordret teenage-alder pludselig
begynder at få nedsmeltninger. Det har faktisk stået på igennem mange år. Altså det går
mange år tilbage.
Christian har altid været et meget sensitivt barn på mange områder. Vi fandt ret sent ud af, at
Christian har det her lille høretab på helt diskante toner. Der var han i 1. eller 2. klasse, før vi
egentlig kunne begynde at måle på det.
Nu har han fået nogle hjælpemidler kløttet til det i klassen, hvor han har fået en soundenhancer, hvor alle de her ekstra ressourcer, han har skulle bruge på at lytte, de er også lige
pludselig blevet frigivet. Det kan vi mærke gør en forskel. Og der er ingen tvivl om, at mange
begge små, altså at man har et sensitivt sind, og at man har nogle hørerproblemer, som kræver
ekstra ressourcer.
Det har gjort for Christian, at det er egentlig noget, der altid har været der. Han har altid været
sådan en, at hvis vi er til familiefester, så er han ikke den, der løber forrest og nyder værter.
Tværtimod vil han gerne sidde med nogle få, fordi han bryder sig ikke om de her større
forsamlinger, og det har han aldrig gjort.
Og det har vi jo prøvet at hjælpe med at navigere i. Men der er ingen tvivl om, at i takt med, at
han er blevet ældre, så har det også eskaleret lidt. Og da jeg blev bekymret sidste gang, han
havde en, fordi jeg syntes, at det var for voldsomt i forhold til, hvor et 12-årig barn skulle være
henne, så valgte vi at forsøge at handle på det. Og i bagklogskabens lys er det nok noget, vi
skulle have gjort for lang tid siden, for så kunne vi have taget det oplykket.
Noget af det nemmeste i hele verden er at være bagklog, men det er sjældent, at vi kan bruge
det til noget. Men hun har jo fat i noget alligevel, Annette. Hvis vi nu bare havde vidst det, vi
vidste i dag, ja, så kunne vi have grebet ind tidligere spørgsmål.
Kan man det, og hvad er det, man skal være opmærksom på, når man ser de her ting? Ofte vil
man jo forbinde det med noget forkæledhed. Hvornår er det ikke længere forkæledhed?
Hvornår er det de her nedsmæltninger? Hvad er det, man skal holde øje med, hvis man skulle
have grebet tidligere ind? Hvornår er noget forkæledhed? Jamen, det er jo svært. Men jeg
tænker bare, at det er ofte den, man har ikke.
Når vi vender tilbage til det nede i Netto, så står der en unge, der skriger, fordi den ikke får sin
vilje, og så siger man, at jeg vil have slik. Må I have mod forkæledhed? Jeg vil have slik, så
forstår det. Så vi er lidt tilbage til det her med, at der, hvor vi har indsigten, der sætter vi måske
nogle prædikater på, nogle stempler på, sådan forkælede unge, eller skulle se efter at få dem
afdraget.
Jeg kan huske en gang, jeg var ude og holde lidt kursoplæg for pædagoger og lærere, hvor jeg
gik ind og beskrev et barn, som var den udadreagerende type. Og det var ret interessant. Jeg
beskrev sådan stepvis, at prøv at se her, her har vi et barn, det er det her barn, som sidder i en
situation, i en klassesituation, og bare snakker i timen, og hører efter, hvad der bliver sagt, og
råber så pludselig op og så videre.
Og kommentarerne var sådan ligesom, at han skal bare have videre, han skal holde hans
mund, og efterhånden, han skulle også bare sættes på plads. Og så kom der noget, som kunne
måske antyde et eller andet med, at han var uafdraget. Jamen de forældre, de skulle
simpelthen også sættes på plads, for de skulle også gøre et eller andet.
Og så udviklede den sig mere, og hvor THR så på et tidspunkt siger, jamen så sker der det, atbarnet her, og vi er altså 10 år tilbage, barnet her viser sig så at blive undersøgt og udreget. Og
så er der faktisk en diagnoser bag, da han er ADHD. Nå, blev det så sagt.
Jamen det er jo noget helt andet. Og det er her, jeg tænker, hvor har vi som mennesker svært
ved at forstå, at der er altid et eller andet bag. Men i udgangspunktet, så har vi en stor tendens
til bare at stemple det, eller sætte det i bås, eller hvad der er forkert, eller nogen har gjort et
eller andet forkert.
Men hold op, hvor skal vi altså, hvad skal man sige, hold fast i os selv, og så sige, hallo, der er jo
en grund til, at et eller andet sker. Når vi går fra en lille indsigt, og så op til vi har indsigten, så
er det jo lige pludselig noget andet. Det er jo noget andet hele tiden, end det vi måske
umiddelbart ser.
Kan vi lære at tænke den der tand videre, at ja, der ligger noget bag. Kan vi lære at få øje på,
hvad det er, der ligger bag, eller få øje på, hov, der er noget her, som faktisk kan reguleres på
plads. I kinesisk medicin taler vi meget om balance.
Alt i denne verden, når vi tænker lidelsesmæssigt, helbredsmæssigt, det drejer sig om at få
organismen, mennesket, bragt i balance igen. Balance mellem yin og yang. Yin er det rolige,
det kølende, det stille i natur.
Og yang er det mere aktiv, det udadreagerende, det varme, det bevægelsen. De her to
modsatrettede energier, de skal stå i en fin balance med hinanden. Og når de er i en fin
balance med hinanden i vores organisme, så er kroppen til at kunne regulere sig selv på bedste
vis.
Og kunsten for os mennesker, hvis vi nu skal tale bagklogskab, det er egentlig at kunne spotte,
hvornår jeg har et barn, som er ude af balance i en grad, hvor det ville være gavnligt, at det
kunne blive rettet på plads. Så allerede ved de tidlige tegn med den forkælede møgvunge, skal
man et skridt tilbage og sige, okay, nu er det anden gang i denne her uge eller på denne her
måned. Hvad er det, der er nysgerrigt på den del? Ja, når der er noget, som altid tiger, hvor
man kan se, at man sætter et barn på plads, men det sker det samme igen, det sker det samme
igen, så kunne det jo godt være, at der var noget bag.
Hvis det er sådan, at vi har et barn, der altid reagerer for kraftigt, måske har fyldt op med søde
sager, mange har fået øje på det her med søde sager, gør et barn hyperaktiv, så kan det godt
være, at man skal stille sig selv spørgsmål. Er vi med til at give det her barn, vores barn, noget,
som gør, at vedkommende har svært ved at kunne regulere sig selv? Det var det, der var aktuelt
i forhold til Christian, men det kunne jo være i andre tilfælde. Og så er det jo så ganske simpelt,
hvis det er sådan, at der er for mange søde sager, som bliver væltet ind, ja, så er det jo et
spørgsmål om at holde af med det i 14 dage, og så se, hvad der sker.
Har vi fået et andet barn ved det? Ja, så kunne det godt være, at der var noget der at hente.
Altså sværere behøver det jo at være i indledningen. Og hvis man så skal sætte et andet billedepå, nu siger jeg netop også det her med, at Christian han altid har været et sensitivt barn, så
hvis man er forælder til et sensitivt barn, så opdager man også hurtigt, at hvis der er for mange
aftaler i kalenderen, så skal det lige være en fri dag, eller hvis man skal være frisk derhen.
Altså den har vi jo alle sammen lært, den har vi forstået, men den her med ledesmældningerne,
den er sværere. Den er sværere, fordi den er mere kompleks, og der er flere ting, der kan være
på spil. Altså kommer man på overarbejde, fordi at nu for eksempel Christian, der har en
sværhed i forhold til hørelsen, jamen så skal man anstrenge sig mere for at kan fange tingene.
Der er måske nogle logikker, som man er helt på fat i, fordi der er dele af noget, der bliver talt
om, som man er fuldt ud for fat i, så derfor har man ikke forståelsen. Jamen det er jo
frustrerende. Det er også frustrerende, og måske altid kan virke ind i settings, hvor man er helt
til stede.
Det er noget af det, der kan hæmme med hørelsen. Men er man sensitiv, så kan man heller ikke
virke ind i settings, fordi man er måske med på den vilde leg, eller hvad det kan være. Det er
helt sindssygt et spørgsmål om, at når noget bliver for meget, hvordan kan vi så hjælpe det på
vej? Og i Christians tilfælde, og i mange andre tilfælde, har du så hjulpet den her balance, du
også nævnte, på vej med akupunkturen, så der kommer lidt mere yin og kommer lidt mere
yang, og det er det samme med det hele, og alt det der, du nu lige sagde lige før.
Og det har også haft en positiv effekt på Christian i forhold til at kunne sortere lidt fra. Jeg er jo
begyndt at være meget mere sådan… Hvad skal jeg kalde det? Nu, hvis der kommer sådan
nogle kommentarer, som hun sagde, så kan jeg meget lettere få det til at flyve ind i det ene og
ud af det andet, og ikke så meget tæt ind, fordi jeg er blevet mindre sensitiv, synes jeg selv. Jeg
er blevet meget mere rolig i det, og ja, jeg sover bedre.
Så det er blevet lettere? Det er blevet lettere. Vi ser ikke den her udadreageren længere
overhovedet, faktisk, som rigtigt. Og så har Christian også haft tendens til at pege noget indad,
og sådan lidt bebrejde sig selv, at det er ham, der ikke var god nok, eller det er ham, der ikke er
noget værd.
Det er han også blevet bedre til at være i, og sige, jamen, det handler ikke om mig, det handler
om noget, der ligger hos de andre, og ikke hos mig. Dejligt at høre, hvordan det skrider frem
for Christian her. Igen sætter han jo lidt ord på, altså, når nogen siger et eller andet, som
tidligere kunne gøre, at han syntes, det var lidt træls, så bare ind af det ene og ud af det andet.
Og Annette, hun nævner også nogle forandringer hos ham, som tyder på, at det går i den
rigtige retning. Spørgsmålet er altså bare, hvad har du gjort ved ham? Ja, hvordan er man
kommet hertil? Fordi det, vi kan se med Christian, det er jo, han er jo en begavet væsen af den
alder, han har. Så han har egentlig været i gang med mange af de der gode strategier, man kan
lave.
Når vi har en tendens til, at vi håber ting op, f.eks. håber ting op med kammerater eller i skoleneller noget, jamen, så er det egentlig som to veje at gå, vi skal have også lært. Vi skal have lært
at sige fra over for det, som vil være en del af, eller som bliver for meget, altså at skubbe det fra
os. Det er meget, meget vigtigt, at vi kan det, fordi hvis ikke vi kan gøre det, så håber vi tingene
op.
Og det har Christian gjort, tænker jeg, før i tiden. Men egentlig er jeg blevet bedre til at gøre
det for meget. Vi skal også være gode til at gå den anden vej og be om, hvad det er, vi har brug
for.
Det er det, jeg kalder at gå i dialog. Og det er jo her, man som forælder en gang imellem går i
dialog med læger om, hvordan ser I mit barn her? Hvordan fungerer han i sammenhænge? Har
han nogle specielle behov? Ja, Christian havde bl.a. det her med ørerne også, og kan så få hjælp
til det. Men de behov skal jo i mødekommelsesstykke hen og vejen.
Men en gang imellem, så ligger der jo også noget bagved det her. Der må jeg bare lige
indskyde der, fordi dialogen går begge veje. Nu siger du det fra forældreperspektivet om,
hvordan ser I, hvordan oplever I? Nu i det her tilfælde med Christian, så vil lærerne givetvis
sige, vi ser en glad dreng, som trives og leger med de andre og alle de her ting, for der var jo
ikke noget i skolen.
Og nu løfter jeg pegefingeren, det var intuitivt. Men så skal lærerne vel også tænke, når
forældrene oplever det her derhjemme, men vi ikke oplever det, så hvad er det nu, der sker? Så
nu har vi den med indsigten igen. Der er altid en grund til, at der er en forælder, der kommer
op og siger, at der er et eller andet problem i skolen, hvis der er et eller andet problem
derhjemme.
Hvis der er et eller andet problem. Man skal altid prøve at blive lydhør. En gang imellem, så har
vi lyst til at lave en shotcard, eller det betyder alt noget, og det skal bare lige overstå.
En gang imellem, så virker det også. Men kommer den igen, så skal vi jo prøve at tage det
alvorligt, eller at række hånden ud, og så prøve at hjælpe på vej. Så er vi tilbage til det der med
den nysgerrige idé.
Ja, lige præcis, i stedet for at vi bare sætter stemplet på. Så den del skal vi have med. Det er
meget, meget vigtigt at sætte stemplet på forhånd.
Nummer to ting, altså nu er han blevet meget bedre, så jeg vil bare sige, at Christian har fået så
mange behandlinger, for at kunne komme hertil, og det er, at han har egentlig godt været på
vej. Han har været heldig med forældre, og måske også en stykke hen ad vejen med skolen, det
kan han nok til. Men så viser det sig jo bare, at det har været så stort et problem.
Det er jo faktisk en interregulering, som ikke har været på plads. Og det er jo her, vi har været
inde og får prøvet at skabe en diagnose på, hvordan er det? Christian er jo ude af balance. Hvad
er det, der har været? Og i sidste afsnit talte jeg lidt om det her med, at vi kan godt have det
sådan, ligesom en skrælsband, der bliver fyldt for meget op.Altså der er mange påvirkninger, der er mange ting, der irriterer, eller hvor han måske føler sig
utilstrækkelig, eller bliver knøflet af nogen, hvor det hober sig op i ham. Og hvis man har en
evne til at udligne den der ophobning eller spænding, som det giver, så er det, at det bygger
sig op og bliver til en nedsmeltning. Og noget af det, vi kan med akupunkturen, det er, at vi kan
hjælpe kroppen til, at bedre kunne regulere sig selv, bedre kunne regulere hjernen, bedre
kunne regulere faktisk det energisystem, som i kinesisk medicin har forbindes til leveren.
Det er det system, der gør, at vi får spændinger, vi får ophobninger, vi får frustration, eller
lettere at få frustration i vores organisme. Den mekanisme skal vi have på plads. Og når jeg
siger leveren i den her sammenhæng, så er der også nogle børn, som skal være
opmærksomme på, eller forældrene skal i hvert fald være opmærksomme på, at hvis der er den
her spændingstendens, så er der ét søde sager, vi skal være opmærksomme på, ikke at dosere,
eller hvad skal man sige, sende vores børn afsted med for meget søde sager, men vi skal
samtidig også være opmærksomme på, måske ikke at give mad, der indeholder alt for meget
tilsættende stoffer, eller fabrikerede mad.
Det, der er godt at tænke ved børn, der har det her, det er egentlig at tænke lidt i retningen af,
det mad, der står på bordet her, er det noget, min mormor eller min åldermor kunne komme i
tanke om at sætte på bordet, eller havde adgangen til at kunne sætte på bordet? Fordi det er
noget af det, der virkelig kan påvirke vores leversystem og gøre, at vi bliver mere anspændt i
vores organismer og bliver mere sensitive og har sværere ved at få tømt den der skraldespand,
hvor impulserne hover sig op i, som er med til at skabe den her nedsmeltning. Det er det her
system, vi er rigtig meget inde og påvirke mange gange med de her børn. Og så nævner du det
med kosten og giver alle de andre dårlige samvittigheder for det, vi serverer for? Det er dårlige
samvittigheder, men vi skal tænke på, at hvis vi har de her tendenser, så kan det godt være
noget, vi kan hente her.
Men igen, det er det samme som, fordi vi bare lige regulerer det med kosten, så er det på
plads. Det er måske mildere tilfælde, at det er på plads, men ellers er det mindre, så kan det
have en betydning. Men det, jeg ville frem til, det var, når der så kommer folk i din klinik her, og
du kigger på tunge og du mærker puls, så er noget af det første, de skal gøre, det er, at de skal
udfylde sådan et spisevanekort.
Og det er vel netop for at få dig en idé om, hvad kører man indenbord? Ja, og vi er på ingen
måde fanatiske. Hvis vi går ind og bliver fanatiske, så bliver jeg bare nødt til at sige, så bliver
det noget, der kan overholdes for en stund, for en kortere periode, og så vil man falde tilbage i
noget andet. Men det kan godt være, hvis der nu er en tendens til, at man kan se sådan nogle
prefabrikerede fødeemner her, der er på spil, som egentlig fylder måske 40 % af den
fødeindtag.
Det kunne være en god frysepizza. Er det sådan noget, du mener? Ja, det kan være et år i den
retning. Det kan være morgenmadsprodukter, som er prefabrikerede.
Hvis vi tager en god gang havregryn, eller vi tager en skiverobryd, eller vi tager en grovbold, såer det mad, der er sådan mere enkelt bygget op, og hvor der er en masse tilsætningsstoffe eller
raffineret mad i. Det raffinerede har bare vist sig, at det er i den grad, at det går ind og påvirker
vores leversystem, og det er bare ikke godt til børn, som har de her tendenser, eller voksne for
den sags skyld, der har de her tendenser, eller som måske er stressede. Der er det noget, vi kan
kigge ind i. Så det her energisystem, som har med leveren at gøre, det skal vi være
opmærksomme på i forhold til vore børn. Men vi skal samtidig være opmærksomme på, om de
her børn er udtrættet.
Noget af det, der blev nævnt i forhold til Christian, det er, at han går død hen på dagen, og når
han går død, så bliver han egentlig overtræt. Hvem kender et barn, som man skal have til at
sove, nu er vi nede i babyalder, som bliver overtræt? Ja, det kan man i hvert fald i søvn. Så noget
af det, der er løsningen for de her børn, det er ofte også at komme op og få noget mere energi.
Når de får noget mere energi, så får de mere energi til at kunne regulere deres
fordøjelsessystem, og de får mere energi til at kunne nære hovedet og holde hovedet klar. Og
så ser vi faktisk, at børn falder mere i et med sig selv. Og så får vi noget af den evne til at kunne
regulere sig selv, så får vi fat i noget af den.
Og hvor meget af det her, du lige har sagt, der så egentlig gør sig gældende for Christian, og
hvor meget der sådan er mere generelt, det er sådan lidt sagen uvedkommende, fordi du
nævnte det også, at han har fået relativt få behandlinger med akupunktur, ikke? Så synes vi, at
vi skal høre, hvordan i hvert fald Anette oplever ham nu. Jamen, mor, hun har fået en søn, som
hun skal op og væk hver morgen. Det har hun aldrig prøvet før.
Det tror jeg faktisk aldrig nogensinde, at Christian har været et sted, hvor han er blevet vækket
om morgenen, for han har altid vågnet af sig selv. Jeg har fået et barn, der er meget mere rolig.
En dreng, der er meget mere reflekterende.
Der er stadigvæk udfordringer, og der kan stadigvæk være episoder, der er trælse. Men han
har på en eller anden måde fået et overskud, der gør, at han kan trække på skulderen og sige,
jamen, det har ikke noget med mig at gøre. Det er noget, der sker over i den dreng, der drillede
mig, eller den, der gjorde noget, der var irriterende ved mig.
Og så er han blevet sådan helt hjælpsom. Det er ikke et problem at gå tur med hunden, eller gå
ud med affaldet, eller komme og hjælpe med at lave aftensmad. Det er hyggeligt nu, hvor det
førhen var en kamp.
Så jeg har oplevet, at jeg har fået en helt anden dreng. En dreng, der er meget mere ro med sig
selv, hvor vi kan bruge tiden på at hygge os og være sammen, i stedet for at have alle de her
kampe, som man normalvis vil have med en teenager. Og det giver der en masse ro, både for
mig, men det giver der også en masse ro på bagsmækken, i forhold til, hvordan man får
familielivet til at fungere.
Der er ligesom, så kan man sætte et tjekmark og sige, jamen her, der er ikke noget, der harbrug for den samme grad af fokus, som den har haft tidligere. Og det skaber jo også overskud
og frie ressourcer hos mig som mor, til at jeg kan have fokus på noget af det, der er hyggeligt
og sjovt, og skabe gode oplevelser, i stedet for at forsøge at håndtere det her krise, eller et
barn, der er i mistrivsel. Ja, nu bliver der jo tegnet det her idylliske billede af en velfungerende
familie, hvor den store knægt Christian går ud med skraldet og tager hunden med og
fortsætter rundt om hjørnet og går en tur og kommer hjem og hjælper med at lave aftensmad,
og de hygger, og der er ikke nogen kriser.
Ja, det er næsten for godt til, er det sandt? Det er helt idyllisk, men for godt til at være sandt.
Det er jo ikke noget, vi har fundet på. Nej, men det er jo lidt vildt.
Men det er jo faktisk det her, vi ser igen og igen. Altså, vi ser det her, når et menneske fungerer,
som måske er med til at påvirke familien i mistrivselen, så sker det det, når den her balance
opstår igen, når overskuddet kommer, når det der ubalanceret bliver balanceret ind, så
begynder vi at vise os egentlig som vores sande natur. Altså det her med Christian, der gør de
ting, som han egentlig får at vide, ja, det tænker vi, det er helt unormalt.
Nej, det er faktisk ikke unormalt. Det er faktisk, når de ikke gør det, det er det, der er unormalt.
Det er sådan børn, de er, at de gerne vil hjælpe.
Børn vil rigtig gerne hjælpe, men forudsætningen for at være det sted, det er, at man er i
balance med sig selv. Tænk på dig selv. Når det er sådan, der er noget, du er ude af balance i
forhold til, jamen, så er du heller ikke så hjælpsom, du er heller ikke så imødekommende, men
så snart du er i balance med dig selv og synes, livet er fantastisk, og du føler overskuddet og
ser solen skinne, jamen, så er du også den der omgængelige person, der har lyst til at være der
for dine medmennesker.
Det er faktisk det, som Christian jo kommer frem med her. Og det betyder, så er der mange af
de der skamysler, som ellers ville opstå i en familie, de opstår simpelthen hernede. Og der er
også den der gode spiral, som du også fortæller om, fordi når barnet, hvis vi tager den vinkel
på, når barnet opdager, at hvis jeg går med hunden og får tømme skraldespand og hjælper lidt,
så er der faktisk lidt overskud til, at vi kan spille et spil senere.
Og så ved jeg godt, at man ikke nødvendigvis tænker sådan, men det bliver så den naturlige
rolige æg, og det giver dig lidt kuldegysninger. Ja, lige præcis. Og når jeg ser ind i min klinik,
hvad jeg ser af forældre med småbørn, eller teenagebørn, eller derimellem, så er det jo mange
gange, at de her voksne forældre, de egentlig er slidt ned, fordi man bruger over mod meget
energi, fordi ens familie er så velfungerende, eller er op og køre på en eller anden måde.
Der kan hentes rigtig meget i, at børnene fungerer. Ja, så får man også som voksen
overskuddet. Og det er jo også det, de begge to beskriver her.
Og som det sidste her, for vi er færdige med de her to afsnit og med nedsmeltninger, så får
Anette lige lov til at sætte et par ord på, bare lige for at slå hovedet på sømmen på, hvor godtdet så går med Christian og resten af familien i dag. For hvis vi kan huske tilbage til det her
med, at Christian tidligere har været sensitiv, og han ikke har været så glad for store
forsamlinger, og han ikke er den, der har gået forrest, ja, så er der faktisk også sket en hel
masse på den front. Nu har han jo lige startet syvende klasse, og der er jo mange flere
socialarrangementer.
Der er ungdomsskole og sådan nogle ting. Og det er han da meget mere aktiv på i forhold til,
altså han har været tidligere. Christian, han har altid søgt færre mennesker og ikke større
forsamlinger.
Og der er det da i hvert fald mit indtryk, at du synes det er fedt at komme i ungdomsklub, om
det er den ene eller det er den anden klub, men det her med at kan være sammen i en større
forsamling og være en del af et fællesskab, det er der mere overskud til nu end der har været
tidligere. Jeg håber du er blevet lidt klogere efter det her afsnit af Det Fantastiske Menneske.
Del gerne podcasten med dem du kender, og husk at du kan følge os på de sociale medier og
på YouTube.
Vi er snart tilbage med endnu et afsnit. Indtil da, pas godt på det fantastiske menneske du er.
Transcribed by TurboScribe.ai. Go Unlimited to remove this message.
fte, ofte, ofte
kluder i søvnen.Og den største? Jamen, det kan jo være forskelligt, men altså, det er den største sekundære
problemstilling, som folk henvender sig med. Og det er også en sekundær, siger jeg nu, uden
at være sådan helt sikker, men det kommer til at handle en lille smule om søvn i dag også, det
overordnede, vi skal tale om i dag, det er nedsmeltninger hos børn. Og dem har vi jo set, de der
børn, når man står sådan udefra, så ser man et barn, der har en nedsmeltning, og så er jeg
nede i køen i Netto for eksempel, og så siger man, så får du jo styr.
Så får du jo styr på det barn. Hvad er en nedsmeltning for noget? Jamen, man kan jo smelte ned
som barn, eller som menneske i det hele taget, kan man jo nedsmelte på mange måder. Nogle
smelter ned, når de ikke får lov at komme først i køen, eller vedkomme, der sidder ved kassen
og arbejder for langsomt.
Så er det nogen, der begynder at udtrykke deres vrede, eller råber op, eller et eller andet. Det
er jo den meget synlige nedsmeltning. Og i forbindelse med den meget synlige, der har jeg det
her med italianere.
Jeg er vild med italianere. Min søvn, han er italianer. Italianere kan bare noget.
Det her med, at en italian kan stå ude midt i et lyskryds, og råbe og skrige, og skælle ud på en
eller anden. Og så, fra den nedsmeltning, kan jeg gå ind på Fortorvscaféen, og så stå og grine
og småltokke, og køre videre. Altså, den der evne til at gå fra nedsmeltning, åben lys, og så
over bare, så er vi normalt, og så er vi… Men så er der blevet lukket noget ud, og så får sat alle
de andre på plads.
Og det er sådan noget, italianere kan. Og det er meget artikulerende, hvis man ikke har været i
Italien og oplevet det der. Så skulle man næsten tage dig ned, for det er fantastisk at være der.
Det er fantastisk sygt. Men okay, nu er det lidt en sidespur. Det her med nedsmeltning i forhold
til børn.
Man kan jo også som barn nedsmelte, hvor man reagerer. Altså, små børn, der ligger sig ned
på gulvet, og hammer ned i gulvet og skriger. Det er jo en form for nedsmeltning.
Noget, man ikke kan være i, det er en måde at smelte ned på. Eller man kommer på tværs og vil
være med til det, som forældrene vil have en til at tage sko på osv. Det er et udtryk for noget
følelsesmæssigt, som er reguleret.
Og det her med, at vi har svært ved at regulere os, så kommer de her nedsmeltninger på
forskellige vis. Når vi bliver lidt ældre, børn op i 7, 8, 9 års alder, nogen reagerer i den alder
med at få ondt i maven. Og ja, den ser vi så tydeligt ud af til.
Det er sådan en mere stille nedsmeltning indvendigt, som i den grad kan spille ind på, hvordan
vores immunsystem fungerer. Børn, som har det her med at få ondt i maven, det skal vi altså
være opmærksomme på og få styr på. Der er øget tendenser til sådan noget som køstsyge.Ved nogen af dem, der har de her problemstillinger. Fordi den måde at nedsmelte på indad til,
der ser vi, at det giver en svaghed, som øger risikoen for køstsyge på et senere tidspunkt.
Andre ting også.
Så den her, som vi talte om med italianerne børn, det er dem, vi ser som børn, der reagerer i
skolen, og er altid urolige og temperamentsfulde osv. De der irriterende børn, synes de andre
børn. Fordi de laver altid sådan en larm.
De forstyrrer det hele. Og så i dag, det vi skal tale om i dag med Christian, det er jo egentlig et
barn her på 12-13 år, som har de der nedsmeltinger, hvor det foregår sådan, ikke offentligt, til
skue, men når man er hjemme eller i trygge omgivelser. Og det kommer vi tilbage til, for vi skal
lige have Christian på banen.
13-årig Christian, og også Christians mor. Lad os lige høre, hvad de siger. Altså, jeg oplevede
det jo også på den måde, at jeg egentlig ikke helt forstod, hvad der skete med mig selv.
Jeg blev forvirret bagefter om, hvorfor jeg ikke gjorde for eksempel det, når jeg fik
nedsmeltinger, og egentlig gerne væk fra det igen. Jamen, Christian han startede herude med
henblik på at kunne lidt bedre være i sig selv. Han havde mange episoder, hvor han sådan
nilsmeltede eller blev meget vred.
Og det var Christian faktisk rigtig ked af, fordi det var en situation, eller kunne være nogle
situationer, hvor han egentlig selv følte sig sådan lidt ramt af det, at godt kunne blive lidt bange
for sig selv, i forhold til at han reagerede, syntes han selv voldsomt, og det syntes vi egentlig
også. Og det er jo ikke noget, man ønsker at se sit barn sidde i den situation. Ja, Christian han
er jo egentlig en meget reflekterende ung mand på 13, synes jeg, ikke? Altså det der med, at
han siger, jeg bliver forvirret efter de her nedsmeltinger, forstår ikke helt, hvad det er, der sker,
og har egentlig ikke lyst til at være i det.
Bliver sådan en lille smule skræmt, og det er jo også noget af det, Moranette, hun får sat lidt
ord på. Altså, hvad på, hvad er det, der sker med knækkenet? Når man har det på den måde
her, så er vi egentlig lidt ude af os selv. Men altså, vi kender udtrykket, at man er ude af sig selv
af vrede, eller ude af sig selv af raseri.
Der har vi det lagt ind i sproget, at man er ude af sig selv, eller ved siden af sig selv. Nu er det
ikke bare raseri, raseri, men det er jo stadigvæk, man reagerer i en form for automatik i sin,
altså ens organisme reagerer i en form for automatik. Og det der med at være ved siden af sig
selv, eller være helt synkron med sig selv, det er jo egentlig det, vi bliver lidt bange for.
Vi kender det jo også i forhold til vores medmennesker, at jeg ved ikke helt, hvor jeg har ham
henne. Og så stå i den situation og have det sådan med sit barn, som Anette beskriver her.
Altså, det er jo ikke rart at se sit barn sådan.
Det er jo egentlig at se sit barn ude af sig selv. Det berører noget dybt i os. Altså, hvor meget
lider Christian under det her? Det kommer vi ind på, for det gør han faktisk.Men jeg tænker også på, at det kan være de små ting, som starter den her store
nedsmældning. Altså, Christian kommer hjem fra skole, og så er der en vending, der bliver sagt
forkert, eller der er ikke mere knækbrød, som han lige havde tænkt. Og så vælter det helt.
Og så kan man som forælder godt stå og sige, altså, skulle der virkelig ikke mere til? Men hun
nævner det faktisk en lille smule. Det er en masse små episoder, som gør, at Christian får de
her nedsmældninger. Det sætter hun faktisk også lidt flere ord på.
Jamen, oftest så var det egentlig ikke en enkeltstående situation, der gjorde, at han fik en
nedsmældning. Det kom oftest hende sidst på dagen eller i løbet af aftenen, hvor han har haft
mange belastningssituationer i løbet af dagen. Christian har en mindre høretab, der blandt
andet gør, at når han er i skole, så har han brugt enormt mange ressourcer på at lytte og
måske ikke helt haft så mange ressourcer, som han skulle have.
Og når han så nåede hen sidst på dagen, så havde bæret stille og roligt blevet mere og mere
fyldt. Og det gjorde egentlig, at på et eller andet tidspunkt, så kunne han ikke være i sig selv
længere. Så var det ubehageligt at være Christian.
Og så den eneste måde, han kunne komme af med det på, det var ved at blive udadregerende
og få de her nedsmældninger. Og ja, mange begge små. Det kunne være en kommentar i
skolen.
Det kunne være en træls oplevelse til fodboldtræning. Men hele tiden blev bæret mere og mere
fyldt. Og fik man ikke det tømt ud i løbet af dagen, så blev det voldsomt, og så endte det i de
her nedsmældninger.
Ja, så her får vi sat lidt ord på, hvordan de her nedsmældninger opstår eller bygges op i løbet af
dagen eller en uge, som hun også siger, Annette. Det er mange begge små, og lige pludselig
flyder bæret over. Det er vel ret rammende for at forstå, hvad en nedsmældning er.
Når noget bliver for meget, tænker jeg. Ja, man kan sige, når skraldespanden er ved at være
fyldt for meget op, der er plads til mere i skraldespanden, så er det den flyder over, og så
kommer reaktionen. Nogle børn er rigtig gode til at kunne regulere sig og få brændt det der af,
der kan hobe sig op, eller det prælder af på dem, og så bliver den puttet i skraldespanden.
Men for andre børn sker der simpelthen det, at der er sådan en spænding i ens organisme,
som gør, at det hober sig op, bygger sig op. Og så, som Manette jo siger det her, med at
ligesom det kommer sidst på dagen, eller han bliver træt, ja, så er det det, at der er større risiko
for, at det slår igennem. Så der er en energifaktor i det her, at når energien slipper lidt op, og så
er det noget med, at man har en tendens til spænding i forvejen, hvorved at tingene lettere
hober sig op.
Og det er det, der er karakteristisk for de børn, der har de her udfordringer. Og så hørte vi en
også fortælle, at Christian har et høretab, som, det vender vi tilbage til, hvordan de løser det i
skolen, men det der med, som du også siger med energi, og hun siger noget om ressourcer,altså hvis man sidder der og kun kan høre halvt, hvad læreren siger, og hvad de andre siger, og
skal koncentrere sig om det, så bruger man vel også sin energi hurtigt. Så er man på
overarbejde.
Man er på overarbejde i forhold til, om man nu kan høre, eller der er måske nogle forstyrrelser,
som gør, at det, man skal høre, det er sværere at få fat i. Har man nu problemet med synet, et
uopdaget synsproblem, som man skal mere anstrenge sig for, at man kan følge med, hvad får
der gået op på tavlen? Ja, så har vi det samme igen. Man kommer på overarbejde. Et andet
barn, der f.eks. ikke kan håndtere, at der er støj, at det simpelthen bliver til masser af mudder,
der bygger op i hovedet af en, man har svært ved at klare mange impulser, så er det på den
måde, at man bliver overanstrengt, overbelastet.
Og har man spændingen sammen med, som i det her tilfælde, ja, så vil du se nedspændingen.
Og så kunne man da godt tro, at når Christian i det her tilfælde, han er i en situation, hvor
ressourcerne er brugt, at det hele så ligesom vil, ja nu siger jeg kå over i skolen, men det er
faktisk ikke tilfældet. Det sker nemlig kun derhjemme, siger Anette.
Det har altid kun været, når Christian har været tryg, så han har aldrig nogensinde haft noget i
skoletiden, eller til fritidsaktiviteter, eller noget som helst andet. Det er udelukkende
derhjemme, og det er udelukkende, når han er sammen med sin mor. Altså hvis jeg nu har haft
en irriterende episode oppe i skolen, eller irriterende til træning, så har jeg egentlig bare holdt
det presset ind, indtil jeg så kunne lukke det ud, når jeg er et tryg sted.
Så Christians nedspændinger, de kommer altså, så kun når han er, som de siger, tryg i stedet,
og som Anette også siger, kun sammen med mor. Hvad skal man ligge i det? Jamen, nogen er
jo meget udadvendte, og er gode til at glemme sig selv, og glemme, hvad andre tænker, eller
hvordan andre opfatter en. De er jo egentlig meget fri, som sådan.
Og andre har lidt mere, hvad skal man sige, den her evne til, at vi skal lave en scene ud af det, vi
skal bemærkes ud af det. Og det er jo sådan, Christian han er. Jeg skal kunne se den ene måde,
at være på det mere rigtigt end den anden.
Det er bare to forskellige måder at være i den her verden. Men har man det på den måde, at
man ligesom jeg, vil være synlig udad til, at nogen, jeg kan huske tilbage til min barnom, der
var nogen, de ville aldrig græde, hvis det var sådan, de var ude. For det var jo det samme, som
at vise svaghed, som man græd, hvis man var hjemme, eller også græd man af, hvis det var
tilladt at græde derhjemme heller.
Så det er jo noget tillært, noget kulturelt, eller familiemæssigt lært. Hvor er det, det kommer
hen. Så når man reagerer, når man er derhjemme, ja, så er det jo fordi, at det giver den største
tryghed.
Og vi kan sagtens udsætte noget af vores reaktion, hvis vi har behov for det. Det er vi i stand til.
Altså det der med at undertrykke følelser, det er vi ret skarpe til.Og det er jo godt, at vi kan det. Hvis man kan undertrykke sine følelser som barn, og nu er der
nogle psykologer, der måske bliver sur på mig. Hvis man kan undertrykke det, og føre det med
i voksenlivet, ja, så kan det bevirke, at man som forælder kommer til at vapse sit barn sådan af
på skrinet.
Og det må man ikke. Og det må man ikke. Så her bliver jeg bare nødt til at sige, det er godt at
kunne, men det er dælme godt kun at kunne det.
Altså, vi skal så også have givet afløb for det på et tidspunkt. Og det er jo så det, der er fedt, at
det trods alt er et tryksted, hvor man så kan gøre det. Og så skal jeg ellers love for, at det klip, vi
skal høre nu her, det lige skruer en lille tand på niveauknappen.
Ej, du afslører det jo næsten på forhånd. Nu lægger vi op til et klip, vi skal høre, hvor det der
med… Er spændingen ved at bygges op nu? Når trykket det bliver for voldsomt, altså når
Christian har gået hele dag i skolen, kommer hjem til det her trykested, så kan man sige, når
med nedsmældning er det lige et øjeblik, og så er man videre. Men det kan faktisk godt gå hen
og blive ret voldsomt.
Jamen, i udgangspunktet er det jo super ubehageligt at stå med et barn, der af den ene eller
den anden årsag ikke trives. Og jeg tror, alle forældre kan genkende til, at man gerne vil, at ens
børn trives og har det godt. Og jeg har en enkelt gang oplevet, at jeg faktisk har… Jeg vil ikke
sige, jeg har været bange for ham.
Nu er han ved at have en størrelse, hvor han også begynder at give en modstand. Men den
sidste nedsmældning, han virkelig havde, der var jeg på et stadie, hvor jeg egentlig blev lidt
bange for ham, fordi jeg kunne ikke snakke ham ud af det. Jeg kunne ikke snakke ham til ro, og
det har jeg kunnet alle de andre gange.
Og det kan man da godt blive lidt skræmt over, at man har et barn, der er så frustreret og så
ked af det, at han slet ikke kan være i sig selv. Og når det er hen, hvor man faktisk tænker, at
jeg er nødt til at ringe 112 eller noget andet, for at kunne få ro på ham igen. Ja, så kom der altså
det her drama på det her afsnit også.
Når en mor står i en situation med en stor knejt lige før, som er så uadreagerende og ude af sig
selv, at man ikke ved, hvad man skal stille op, og man tænker, at jeg ved ikke, om jeg skal ringe
112 for at få noget hjælp udefra. Det er jo en vanvittig situation, kunne man forestille sig at stå
i. Ja, man skal nok næsten have prøvet at stå i en ukontrollabel situation, for at forstå, hvad det
virkelig er, der er på spil her, fordi Anette er presse i det her. Christian er jo også presse.
Han er så presse, hans nervesystem er så presse, at han er igen ude af sig selv. Det er det, der
ligger i de her nedsmældninger. Det er, at vi er til stede med os selv.
Vi bliver simpelthen skubbet over i en anden form for bevidsthed, hvor vi bare reagerer. Og når
vi gør det, så bliver vi svære at aflæse. Og når vi har svært ved at aflæse situationen, så er det,
at vi får den her farlighed ind i det.Jeg tror så med, at Christian i de her situationer vil gøre noget særligt ondt, men som jeg siger,
han er en stor knejt. Og på et senere tidspunkt, så er det jo nogen, der har nedsmældninger,
hvor det faktisk kan være alvorligt. Og der er ikke nogen tvivl om, at det har været voldsomt at
være i det her.
Og Christian han sætter faktisk selv et par ord på, hvordan det så var, at han ligesom var faldet
lidt ned igen. Og når han tænker tilbage på lige nøjagtigt den her episode. Primært mest,
hvorfor gjorde jeg det her? For den nedsmældning, jeg havde, der havde jeg lidt med min
lillebror, og så blev han egentlig, min lillebror, bange for mig, som hun også sagde, hun ville
også være lidt bange for mig.
Og at selv være i det, det var faktisk ret uheldigt. Så blev du også lidt bange for dig selv, når det
skete? Jeg tror, jeg er godt med en kursir, jeg gjorde. Ja, så en ting er, at mor Anette, hun bliver
bange i situationen, hvor det eskalerer helt vildt.
Men Christian han bliver jo faktisk også efterfølgende lidt bange for sig selv. Og samtidig så
bliver lillebror også bange for Christian. Så nu har vi lige pludselig alle i spil, og Christian bliver i
øvrigt også forvirret og lidt mut efterfølgende.
Hvad er det, der sker i den her fase? Jamen altså det, der er her, jeg synes, det her, det
beskriver så meget, hvad det er, vi skal have fat i, når vi har med mennesker at gøre. Det er
mange gange, når et menneske reagerer, specielt udadreager, så har vi sådan en tendens til at
dømme. Det er også for dårligt, at de skulle tage sig sammen, eller opføre der nu ordentligt,
eller et eller andet.
Men prøv lige at se, hvad der er, der sker her. Der er et barn her, som reagerer, og som godt
kender til det, at være ved siden af sig selv, og selv have magten over det. Hvad er
omkostningerne, ved at man har magten over sig selv? Ja, det er jo faktisk det, han beskriver
her.
Han beskriver, hvordan det gør ved ham. Man bliver bange, man bliver ked af det, man bliver
ked af, at andre bliver ked af det, eller bliver bange, eller det er jo ingen, der ønsker. Og det her,
det er bare noget, jeg har hørt så mange gange.
Om det er en, der reagerer, det er hjemme, udadreager, eller en, der reagerer på den store
scene, hvor det kommer ud i totalt fuld flamme. Børn har typisk det her inde bagved. Og hvis
man forstår, at det er det, der er på spil inde bagved, så er det, vi øgede lægger noget virkelig
væsentligt på sigt.
Det er her, det virkelig kalder på, at man får lavet de her reguleringer. Og der bliver bare nødt
til at se, noget af det, jeg har set igennem tiden, i forhold til, hvad vi har gjort, Marko Brun Thur.
Det her med at få folk ført tilbage til at blive sig selv igen, det er så vigtigt.
Fordi den sårbarhed, som man bevæger sig rundt i her, den sætter sig i os. Og betaler lige
psykologtimer på det, når du bliver ældre, fordi det er, at du bliver sat på plads, eller forstår ligedet ind i nogle forhold, hvor det her er at komme på plads i barndommen, hvor det så kører
videre i voksenlivet. Og man forstår hinanden.
Det kan være det, inden man får børn, hvis det er et par. Det kan også være efter, man har fået
børn. Hvad det fører til af ulykkelige ting, det er bare så tragisk.
Og det er derfor, jeg har det så meget på hjerte, at vi får, hvad skal man sige, virkelige
personerne bagved de her ting, få det frem. For vi har brug for den her indsigt som mennesker.
Vi har brug for den indsigt, når vi skal forstå, hvad der er i spil.
Det her er ikke et menneskeligt natur, at man vil reagere med nedsmeltninger. Nej, og det er
slet ikke over for sin familie, vel? Ingen ønsker, at man laver de her nedsmeltninger overfor.
Men vi skal også forstå, at det at være menneske, det er en gang imellem, at vi har kontrollen
over os selv, og at det kan ske.
Derfor er det også vigtigt at have forståelsen for, at når de her ting kan reguleres meget mere
på plads, så er det også vigtigt, at vi får det gjort, for ellers svigter vi faktisk hinanden på det
her. Så jeg har set så mange mennesker, der er udadreagerende, eller hvor forældrene, lige så
godt som i den her familie, forstår deres barn, og bare sætter dem på plads. Det koster på den
lange bane.
Og det har vi altså en pligt til at rette op på. I kinesisk medicin har vi desideret punkter, som
hjælper til at lave den her regulation. Og det er lidt vildt, hvad vi kan se, og hvad man får af
kommentarer tilbage.
Jeg stod med en far med et barn på tre år, hvor barnet var meget af tiden faktisk umuligt, og
ude af sig selv, og så videre. Hvor han sagde, og så har jeg bare set pigen her, to døgn. Hun har
bare været fuldstændig sød og i balance med sig selv, og glad og nysgerrig og så videre.
Men har egentlig været i den her verden af at være ude af sig selv. Man er på den. Hvad gør
man? I et barn på to-tre år, giver man beroligende medicin til det.
Det gør vi nok af. Det vil vi gerne undgå. Så de her ting, de kommer bare meget frem i vores
familier, og det er ting, vi ser i klinikken meget mere, end vi har set før i tiden.
Og er det så det samme, som det fandtes før i tiden? Nej, det fandtes også før i tiden, men vi
har måske opmærksomheden på det, eller vi lukkede den måske ned på den hårde måde, og
lavede folk hårdere i naturen, lavede folk til en hård skald. Når vi hører sådan en fantastisk
dreng som Christian her, han er ikke en hård skald. Overhovedet ikke.
Han har reageret, men han er jo varm, og Christian er fantastisk. Og eftertænkt som, og jeg
tror, jeg har sagt det et par gange nu, altså reflekterende, for han er udmærket klar over,
hvordan, og det lyder forkert det her, men hvordan hans opførsel påvirker andre, når opførsel
mener bare de her nedsmældninger, for det er ikke frivilligt, at han gør det her. Hvordan er det,
Christian så har det, nu nævnte du de her punkter i akupunkturen og i den kinesiske medicin.Hvordan, Christian, har det? Og hvad du ligesom har gjort ved ham for at hjælpe, og hvad du
har gjort for at hjælpe familien. Det skal vi blive klogere på i næste afsnit, men inden vi sådan er
helt færdige, så skal vi lige høre, hvordan Christian, han egentlig sætter lidt ord på det her.
Altså, jeg har ikke haft en stor nedsmældning siden, ja, den vi snakkede om lige før.
Det er blevet bedre at være Christian. Jeg håber, du er blevet lidt klogere efter det her afsnit af
Det Fantastiske Menneske. Del gerne podcasten med dem, du kender, og husk, at du kan følge
os på de sociale medier og på YouTube.
Vi er snart tilbage med endnu et afsnit. Indtil da, pas godt på det fantastiske menneske, du er.