Endelig kom dagen. Fredag i sidste uge blev spændingen udløst og mit seneste værk “Personlig Styrke” blev udgivet ved en event i Salling Hallerne.
Jeg vil gerne sige TUSIND TAK til de fremmødte, som ville bruge et par timer sammen med mig og mit team. Vi havde en skøn eftermiddag, hvor bogen og dens indhold blev præsenteret fra forskellige vinkler.
Jeg selv kom med et oplæg, som relaterede sig til bogens tema og hvor jeg kom med mit syn på, hvordan vi finder styrken til at kunne håndtere den modstand, vi møder.
Vi havde inviteret forfatter og foredragsholder Birthe Kristine Jensen til også at komme med et lille oplæg.
Birthe er for os indbegrebet af personlig styrke. Hun fortalte om, hvordan hendes liv, på et splitsekund blev ændret, da hendes mand Asbjørn blev impliceret i en voldsom motorcykelulykke og blev hjerneskadet. Hurtigt traf hun beslutningen om at tage sagen i egen hånd og fik efter flere måneder i koma, Asbjørn hjem til et liv i kørestol, med behov for hjælp til alt. Kærligheden til den mand, hun fandt 20 år forinden, bød hende at bruge sin personlige styrke og få en anderledes men mulig fremtid sammen med Asbjørn. En meget fængende og stærk fortælling. Jeg kan varmt anbefale Birthes bog “Sangen har lysning”.
Den sidste person på “banen” var håndboldspiller René Toft Hansen. Kristina og jeg havde besøgt ham i Kiel til en snak om, hvad Personlig Styrke er for ham og hvor han bruger det i sit liv.
Lige før jul 2015 – 8 mdr. før OL i Rio – fik han en alvorlig knæskade. Renés læge spåede chancerne for OL deltagelse til at være umulige. Men René ville bevise noget andet…
Se her et klip fra interviewet med René Toft Hansen.
Personlig styrke er mange ting og behovet for at stå ved sig selv, har aldrig været større. Derfor må vi besidde styrken til at håndtere modstand. Vi møder alle udfordringer – nogle større end andre – men lige meget hvor megen modstand, man møder i sit liv, er måden, man håndterer modstanden på, altafgørende for, om man kommer styrket ud på den anden side. Derfor er min nyeste bog vigtig.
HUSK at du lige nu har mulighed for at bestille mine bøger fragtfrit!