Ondt i ryggen handler sjældent kun om ryggen. I dette afsnit ser vi nærmere på, hvorfor spinalstenose, diskusproblemer og kroniske rygsmerter ofte hænger sammen med kroppens evne til at restituere – og hvorfor operation ikke altid løser den underliggende belastning.
Resumé
I afsnit 10 af Det Fantastiske Menneske møder vi Lisbeth Svith og Jan Højgaard, som begge har været igennem operationer for spinalstenose og alvorlige rygproblemer. Lisbeth oplever først stor lindring efter sine operationer, men smerterne vender tilbage, og arvæv omkring nerverne skaber nye problemer. Samtidig kæmper hun med stærk medicin, begrænsninger i hverdagen og frygten for at miste sin frihed.
Jan oplever flere år efter sin operation en voksende træthed, smerter og mangel på energi, som langsomt ændrer hans liv og adfærd. Hans Erik Foldberg forklarer, hvordan rygproblemer, inflammation, dårlig restitution og forhøjet blodsukker kan påvirke hele organismen – ikke kun ryggen isoleret set.
Vi taler om spinalstenose, diskusprolaps, arvæv og kroppens evne til at genopbygge væv, men også om håb, livskvalitet og hvorfor kroppen sender signaler længe før, den bryder sammen. Afsnittet giver indsigt i, hvordan rødlysterapi og akupunktur bruges til at dæmpe inflammation og støtte kroppens restitution.
Det taler vi om:
• Spinalstenose, diskusprolaps og hvorfor nerver kommer i klemme
• Inflammation, slidgigt og kroppens manglende restitution
• Hvordan rygsmerter kan påvirke energi, søvn og livskvalitet
• Arvæv efter operationer og hvorfor smerter kan vende tilbage
• Rødlysterapi og akupunktur som støtte til kroppen
• Hvorfor træthed og ændret adfærd kan være kroppens advarselssignaler
Hvem er med?
Lisbeth Svith, Jan Højgaard og akupunktør Hans Erik Foldberg i samtale med Leon Rask Sørensen.
Lyt/se med, hvis du:
• … lever med rygsmerter, spinalstenose eller diskusproblemer
• … oplever træthed eller manglende energi sammen med smerter
• … vil forstå sammenhængen mellem inflammation, restitution og rygproblemer
• … er nysgerrig på kroppens signaler og mulighederne for at støtte heling
Læs afsnittet:
Jan Højgaard (INTRO): I dag, når jeg kommer hjem efter arbejde, så fortsætter jeg arbejdet i vores hus. Så bliver man naturligt træt og hopper i seng. Så kan man mærke, at kroppen har restitueret dagen efter. Man er klar til en ny dag, frisk på arbejde igen.
Leon Rask Sørensen: Velkommen til Det Fantastiske Menneske. Og endnu et afsnit, hvor du igen er med. Hej Hans Erik.
Hans Erik Foldberg: Hej Leon.
Leon: I dag skal vi tale om ryggen og noget, som vi rigtig mange af os døjer med, nemlig ondt i ryggen. Vi skal tage udgangspunkt i to personer i dag, nemlig Lisbeth og Jan. Og hvis vi bare skal springe ud i det, så lad os prøve at høre, hvad det er, Lisbeth har døjet med.
Lisbeth Svith: Jeg blev i 2020 opereret for den første spinalstenose i Silkeborg. Og det gik rigtig fint. Jeg havde mange smerter inden, og jeg blev næsten smertefri. Men ja, og så gik der to år. Så gik det galt igen, og der kom jeg på meget medicin. Jeg var på morfin og alt muligt. Jeg havde det rigtig skidt med det. Og til sidst opererede Silkeborg for en indeklemt diskus bagved det første, de opererede. Og det gik også rigtig fint, og jeg blev smertefri igen.
Leon: Lisbeth har altså været igennem to operationer inden for et par år. Det første, hun blev opereret for, det er det, der hedder spinalstenose. Anden gang er det så for en indeklemt diskus. Kan du lige prøve at gøre os lidt klogere på, hvad er de her to ting for noget?
Hans Erik: Altså det, vi kan sige, det er, at om det er en indeklemt diskus, eller det er en spinalstenose, så er vi allerede langt henne i, at ryggen er i gang med at nedbrydes. Så det er egentlig en konsekvens af en ryg, der ikke har evnet at holde sig selv ved lige. Vores organisme er sådan opbygget, at der sker et vedvarende slid på vores led, på vores, hvad hedder det, bruskskiver, som ligger imellem hvirvlerne. Og hvis det daglige slid, der sker her ikke bliver restitueret, genopbygget hver eneste nat, når vi sover, ja, så begynder det lige såstille at blive svagere og blive tyndere. Og knoglevævet, hvis ikke det bliver holdt ordentligt ved lige, eller der sidder inflammation omkring, og det er typisk det, der sker efter et stykke tid, så begynder det at irritere og skabe en irritation. Det bliver til en inflammationstilstand, en betændelselignende tilstand, som simpelthen begynder at nedbryde både bruskvævet og knoglevævet. Og så bliver der simpelthen mindre plads. Og en spinalstenose, det er, når der er blevet så lidt plads til nerven, at nerven kommer i klemme.
Leon: Og det er de nerver, der løber på hver side af rygsøjlen og ud.
Hans Erik: Nu snakkede vi om nede i lændedelen her med Lisbeth. Og i anden omgang, hvor hun blev opereret, der har hun indeklemt diskus. Og det, der sker her, det er simpelthen, at inde i det her bruskvæv, vi har imellem leddene, der sidder diskus som en kerne herinde. Og hvis den skyder sig ud og buler ud eller presser igennem, altså prolapser, ja, så kan den også komme ud og ramme nerven og trykke nerven og give karakteristiske symptomer ned i benet eller ud i balden eller hvad det nu er. Og det er det, hun har døjet med i det her.
Leon: Og diskusprolapser er noget, tror jeg, flere kender end en spinalstenose. Og så måske lidt alligevel, for der er rigtig mange, hvis man skal tro på de tal, vi har kunne finde frem som har en spinalstenose. 9-11 procent af befolkningen, siger man, og lige knap halvdelen, hvis vi ser på dem på 60+, har spinalstenose. Svarende til 500.000 danskere. Ikke nødvendigvis alle sammen, som er invalideret af det, men som har den her spinalstenose, rygmarvsforsnævring. Det er altså ret mange, synes jeg.
Hans Erik: Ja, og det er jo simpelthen et tegn på, at ligesom vi bliver ældre, ja, så er der en større risiko for, at knoglevævet, bruskvævet har taget skade. Og så kommer der det, som mange måske har hørt om, at du har en slidt ryg. Vi kalder det slidgigt. Og det er egentlig ikke, fordi det er slidt. Nej, det er egentlig mere, fordi det er degenereret. Eller vi kan sige det på en anden måde. Kroppen har ikke været i stand til at kunne genfriske vævet for hver nat. Altså kompensere for det slid, der er dagligt. Når vi er på højkant, vi bruger os selv, vi løfter, vi trækker, vi går, vi løber. Og hvordan vi nu ellers kan “ødelægge” det her.
Leon: Og en af de ting, som jeg har hørt masser af gange, det er, at når man hører om en, der har slidgigt, så kommer der altid en anden indsigt. Nå, hvordan kan du få det? Sidder du ikke bare på kontor? Altså præcis det, du siger, det handler ikke så meget om ens fysiske arbejde nødvendigvis, men om, hvordan kroppen slider på sig selv.
Hans Erik: Ja, eller ikke at få genopbygget sig selv. Fordi kroppen står i en evig restitutionsproces, som den skal lave hver eneste nat, når vi sover. Så skal den sørge for at få genopbygget og gjort knoglevævet stærkt, sørge for, at bruskvævet holder sig stærkt og friskt. Og hvis den ikke gør det, så er der nogle fibre, nogle celler, som tager skade. Og de skal nedbrydes. Og i hver nedbrydningsproces, der sker det, at kroppen laver en inflammationsproces, altså en betændelseslignende proces, som går ind og ødelægger de her celler, det kan være i knoglevævet, eller det kan være i brusken, som har taget skade. Den ødelægger det, sætter en inflammationsproces i gang, som gør, at immunsystemet, de hvide blodlegemer, kan komme hen og hapse det her væv, de her celler, der har taget skade, for så at kroppen kan genopbygge det på ny. Og det er det, der er konsekvensen. Når det ikke er lykkes over længere tid, så ender man i en operation.
Leon: Og det er præcis det, som Lisbeth er endt ud i flere omgange. Vi skal også lige hilse på Jan. Lisbeth vender vi tilbage til. Jan er også opereret for spinalstenose. Det er syv-otte år siden. Vi skal lige høre, hvordan han havde det op til sin operation.
Jan Højgaard: Jeg havde det egentlig som om, at jeg mistede alle mine kræfter i det ene ben. De forsvandt simpelthen, og det begyndte at blive ligesom en eller anden elastik, hvor jeg ikke syntes, at man kunne styre det. Det flappede lige pludselig ud til den ene side, og det rungede i det, og det kløede i det. Der var en mystisk fornemmelse nede i det. Og på den baggrund blev jeg opereret. Operationen gik super. Med det samme, jeg vågnede af narkosen, så siger jeg til min kone, at det her er det bedste, der nogensinde er sket. Der kunne jeg allerede mærke, at al den der murren, der var nede i benene, var forsvundet. Leon: Noget af det, Jan nævner her, som Lisbeth også får berørt, det er, at efter operationen, så mærker Jan en umiddelbar lettelse. Smerten er væk, der er ingen muren, der er ingen summen, der er ikke noget som helst. Han har det temmelig godt. Det samme fortæller Lisbeth, at hun bliver smertefri. Så operation, det er vel den vej, man så skal gå, når man skal ud af det her.
Hans Erik: Det er i hvert fald rigtig godt, når nerverne sidder så meget i klemme, at man mister noget af muskelkraften nede i benene, eller har så voldsomme smerter, som man ikke kan smertedække ej heller med piller. Så er det fantastisk at kunne blive fri for de her smerter. Så ja, når der bliver plads til nerven, så er det rigtig godt. Og det sker faktisk for de fleste, der bliver opereret første gang, at det virker ret godt. Nogen kan have en usund tilstand i lænden, som har været med til at nedbryde nerven. Så det nervetryk, der har været, fra det har været i klemme i det her, simpelthen har ødelagt nerven. Og der kan der godt gå en stykke tid, inden nerven normaliserer sig. Og nogen få tilfælde, der normaliserer nerven sig slet ikke. Og selvom det der med operation, det lyder godt, så kunne vi jo have stoppet podcast-afsnittet her og sige, at den er hjemme, men der sker bare noget, der gør, at vi har både Lisbeth og Jan med. For vi begynder nemlig at gå tilbage igen. Prøv at høre, hvad Lisbeth fortæller.
Lisbeth: Så gik der to år mere. Så begyndte smerterne igen. Og jeg røg på stærk medicin igen, hvilket er meget ubehageligt. Og så kom til undersøgelser igen, og så var der en ny spinalstenose, lidt længere oppe. Og den vil de ikke operere. Fordi de mente ikke, at det var selve spinalstenosen, det var galt med. Det var arvævet fra de andre operationer, som sad og klemte på nerven. Og det synes de, at der var for meget risiko ved at begynde at operere ved. Så jeg blev jo sendt hjem med stærk medicin, 12 Gabapentiner om dagen. Og det gik jeg jo så med et stykke tid, og fandt ud af, at det er jo ikke til at holde ud det her. Jamen man er jo tummelums, i hovedet. Og det var jo endnu værre, da jeg fik morfin. Altså jeg bliver usikker, og utilpas.
Leon: Okay, nu skal vi lige holde tungen lige i munden, i forhold til Lisbeths forløb her. Hun bliver opereret for en spinalstenose. Et par år senere, så bliver hun opereret for en indeklemt diskus, som sidder bag den her spinalstenose. Så går der et par år mere, og så får hun den ondte lyne mig en spinalstenose igen, som er forårsaget af arvævet fra de første operationer. Så gør mig lige klogere på, hvordan alt det her hænger sammen.
Hans Erik: Altså det vi ser tydeligt i sådan noget som det her, og det er bare klassisk, det ser vi lidt for meget af, det er, når vi er ude, og har lavet den første operation, så er risikoen for, at tingene udvikler sig videre, den er stor. Og det er her, vi virkelig skal til at overveje vores metoder. Hvad er det for nogle metoder, vi bruger? Fordi efter operationen, der skal man egentlig se på, hvorfor udvikler skidtet sig i uheldig retning, i anden omgang? Kunne man ikke have gjort noget til at sikre sig, at kroppen kunne have, hvad skal man sige, udbedret det her begyndende ragnarok i forhold til en ryg? Altså vi hørte jo, hvordan Lisbeth, hun siger det her med, at det blev uudholdeligt. Og hun skulle op på 12-Gabapentin. Gabapentin er et middel, som er et epilepsimiddel, som har vist sig, at den kan man også bruge, til simpelthen at begrænse smerter, der er utålelige. At man kan begrænse den type af smerter, og det kander virkelig være brug for, når sådan nogle nerve er i klemme. Men vi skulle helst ikke ikke derhen.
Leon: Men det er der, hun er.
Hans Erik: Det er der, hun er. Og det er simpelthen fordi, at i forbindelse med, at vi kommer til den første operation, så har vi bare et nedbrud, altså en slidgigt, en degeneration, en nedbrydning af vores bruskvæv, en nedbrydning af vores knoglevæv, som forårsager inflammation, som giver hævelser, som gør, at der er mindre plads. Og de her kroniske hævelser, det betyder langvarige hævelser, betændelsesligende tilstande, de gør det, at de kan begynde at danne kalkdannelser, og det lukker mere og mere til. Det er en total usund tilstand, der er omkring ryghvirvlerne, som forårsager, at lortet bryder sammen.
Leon: Så det der egentlig, det som vi blev kloge på i starten, med hvad en spinalstenose er, altså en diskus, som kan bule lidt ud, eller bryde helt igennem, og trykker det er det arvævet gør nu, når vi hører Lisbeth til sidst.
Hans Erik: Ja, det er jo det, der sker, når Lisbeth taler om det her til sidst. Det er det rum, som er blevet lavet omkring nærheden, altså hvor der var plads. Det, som gør den her forletning, det kan blive lukket til, simpelthen af arvævsdannelser. Og så er man lidt på den igen. Og så er vi alligevel er vi ikke på det, fordi det her kan vi faktisk godt gøre noget ved.
Leon: Og hvad vi kan gøre ved det, det skal vi tale om inden så længe. Men vi skal lige vende tilbage til Jan også, fordi Jan kommer jo også i problemer igen. En syv-otte år efter hans operation for spinalstenose, så banker han nemlig på døren herude i klinikken, og han fortæller sådan her om, hvordan han har det.
Jan: Når jeg kom hjem fra arbejde, så var jeg træt. Jeg var udkørt. Jeg følte mig fuldstændig kraftløs. Jeg var nødt til at sætte mig på sofaen, og tænde for fjernsynet, bare for at finde lidt ro, og kunne godt lige i blunde. 20 minutter, vil jeg tro. Og det har jeg aldrig gjort før. Jeg har altid gået direkte ud igen, og klippet hæk, eller klippet græs, eller makket i nogle gamle biler, makket i nogle gamle cykler. Altid ud, indtil vi havde spist aftensmad, og typisk lidt senere også. Men der var ingen kræfter til det. Det påvirker mig ret meget, vil jeg sige. Jeg synes godt nok, det var en mystisk krop, der var ved at være på mig. En krop, der lige pludselig sagde, at du har ingen kræfter. Du kan ikke holde ud til at lave noget. Du gider ingenting. Du har ikke lyst til at komme i byen. Så på den måde påvirker det mig egentlig en del, og man begynder at tænke i nogle underlige tanker. Kan man fejle et eller andet? Er man ved at kravle ind i sig selv? Hvad sker der? Det var en mystisk fornemmelse. Jeg kunne ikke sove om natten. Jeg vågnede flere gange og tænkte, hvorfor er kræfterne væk? Det var en mystisk fornemmelse, der var inde i kroppen.
Leon: Der er altså noget her, der er helt galt. Jan fortæller han også, at han ikke kan genkende sig selv. Han er ikke som han plejer. Han har en mystisk fornemmelse. Så undrer det mig lidt, hvad det har med ryggen at gøre. Hvad er det egentlig, du siger til Jan, når han kommer og banker på og fortæller det her?
Hans Erik: Det jeg gør med Jan, det er faktisk at undersøge ham og finde ud af, hvordan det her hænger sammen. Vi skal altid have fokus på det hele menneske. Man kan være træt af mange forskellige grunde. Man kan være træt, fordi man ikke får væske nok. Man kan være træt, fordi man får for meget væske. Man kan være træt, fordi man får for lidt at spise, eller man får for meget at spise. Man kan være træt, fordi kroppen ikke kan restituere sig, som den skal. Man kan være træt, fordi man har smerter. Man kan være træt, hvis det er sådan, at man har et forhøjet blodsukker. Jan havde faktisk et forhøjet blodsukker. Han er diabetiker. Det forhøjede blodsukker giver en øget inflammationstilstand. Det kan i den grad svække og trætte en organisme. Så kombineret med de smerter, som han havde i forvejen over ryggen, som han lige stille havde vænnet sig kom igen flere år efter operationen, altså vender tilbage, så begynder kroppen lige så stille at bryde lidt sammen. Det er det, han mærker som en underlig, mærkelig fornemmelse i hans krop. Der kunne jeg så bare se, at det er en hel organisme, der er ved at bryde sammen. Ryggen er bare en del af det.
Leon: Det, han reagerer på, og nu introducerer jeg lige noget, vi skal tale om i næste afsnit, det er den gule lampe i instrumentbrættet på bilen. Der er noget, der blinker, men han tager jo action på det. Vi andre havde måske bare kørt videre, indtil den så blev rød. Så sagde du så, inden vi startede her, at den var ikke bare lidt gul, den var meget gul.
Hans Erik: Nej, den er jo noget gul, når man kommer til at komme til det punkt, hvor man ændrer fuldstændig adfærd. Man er vant til at komme hjem fra arbejde, og så skal man da ud og lave et eller andet. Man har også gang i den efter aftensmad. Nej, jeg skal have gang i noget som helst pyh, jeg skal ind på sofaen, og jeg skal lige ind og hvile det bare lige 20 minutter, der så kan blive til 40 minutter, og det kan blive til en time. Så begynder konen på et tidspunkt at brokke sig over, hvorfor har jeg fået sådan en luddoven mand, altså i gamle dage, der var det sådan, så var manden så på kroen, men nu er det på sofaen, og han gider ingenting mere, og der er ingen initiativ osv. Hvad kan det ikke også ødelægge i parforholdet? Ja, der er jo noget galt, når vi ser vores adfærd begynde at ændre sig, så skal vi altså til at agere på det. Noget af det værste, der kan ske i de her tilfælde, det er når folk begynder at sige til sig selv, nå ja, jeg er nok også vil blive gammel. Fordi hvis vi er ved at blive gamle, så er vi allerede kommet der til, at nu accepterer jeg tingenes tilstand. Og en mand midt i 50’erne, der skal vi altså bare ikke acceptere tingenes tilstand. Og der er Jan jo god. Han gør det rigtigt. Han tager fat. Jeg skal have fundet ud af, hvordan kommer jeg til hægterne igen?
Leon: Så når Jan kommer med den her udbredte problematik, hvordan griber du det så an?
Hans Erik: Når vi har fået stillet diagnosen og fundet ud af, hvad er det, der gør, at kroppen ikke er i stand til, at kunne holde ham kørende på fuldtryk? Når vi har fundet ud af, hvordan sammenhængen er i det, ja, så går vi i værk. Det, der var i forhold til Jan, det var, at det var meget tydeligt, at han havde nogle problematikker omme i ryggen. Der var noget inflammation, der kørte løs derom,e, som var med til at gøre ham øm og have smerter ud og lænden den ned i benene. Som han jo egentlig havde vænnet sig en hel del til, men det trætter jo på systemet. Det trækker ressourcerne.Så havde han samtidig noget diabetes og lidt for højt blodsukker. Ja, så var jeg klar på, at det her, det skal vi have skudt i gang på en god måde. Så i hans tilfælde, der gjorde vi faktisk det, at vi gik ind og gav ham behandling med rødlys.Rødlys har den fantastiske egenskab, det kan lave en anti-inflammatorisk effekt. Og når vi har rødlys på den måde, som vi har, hvor man kommer i simpelthen et solariestort rødlysapparat, som kan lave en anti-inflammatorisk virkning på hans væv. Så kan vi simpelthen hjælpe til, at kroppen bliver færdig med de her inflammationsprocesser, at de falder rigtig meget til ro. Noget, der er interessant ved mennesker, der har diabetes, det er, at deres blodsukker faktisk falder. Altså falder mere, end den kan med en utilstrækkelig behandling af deres diabetes. I mange tilfælde går folk med et forhøjet blodsukker, som også forsager en øget inflammationstilstand, og det er noget skidt, når man har sådan en ryg, som Jan har her. Så vi satte ham simpelthen i gang med nogle behandlinger med rødlysterapi, og det begyndte at sætte gang i hans dannelse af energi, og at han fik et øget velværd.
Leon: Og som så også gik ind, fordi jeg tænker, vi startede med at fortælle, at han var opereret for en spinalstenose, det var gået godt, så bliver han pludselig træt. Men er det så egentlig ryggen, der begynder at tage al den energi fra ham igen?
Hans Erik: Ryggen tager noget energi. Inflammationsprocesser, som følger et højere blodsukker, tager noget energi, og er med til at svække ham ned.
Leon: Men kan man sige, kan vi hovedet på sømmet sige, hvis han ikke var kommet og var blevet ved med at være træt og energiforladt, havde det så sat sig tilbage i ryggen?
Hans Erik: Så har det udviklet sig endnu meget mere i ryggen. Så det vi skal forstå, det er, at der er flere samtidige ting, der sker i Jan her, og sådan er det for øvrigt i de fleste mennesker. Der er flere samtidige ting, der bliver galt med vores organisme. Og når det begynder at køre skævt, så tager det bare vores ressourcer. Kroppen melder træthed, fordi det kan sgu godt være, du skal have energi her, kære ven, men kroppen siger, jeg har nogle ting, der er vigtigere. Jeg skal lige have restitueret på det der. Og det er derfor, vi får en Jan, som smækker sig ind på sofaen, når han er færdig med dagens arbejde, for nu er der ikke mere i ham.
Leon: Og det, der virker rigtig godt med den rødlys, som du benytter, det er, at du siger selv, at et solariestort aggregat, hvor man lægger sig ind i, får på hele kroppen, på både forsiden og bagsiden. Altså, det er effektivt.
Hans Erik: Og det betyder, at vi får en anti-inflammatorisk virkning på hele organismen. Ikke bare på det der lille sted, hvor vi tror, der er et problem. Nej, det er hele organismen, i sådan et tilfælde som Jan, der faktisk er ramt.
Leon: Og hvordan det så er endt ud for Jan, det skal vi høre inden så længe, men vi skal lige vende tilbage til Lisbeth også, for hun får afslag på det, jeg kalder den tredje operation med arvævet. Der er simpelthen for mange risici, siger lægerne og kirurgerne.
Hans Erik: Ja, der er for stort risiko for, at det arvæv, som vi fjerner i forbindelse med operationen, som kan give plads til nerven igen, det vil bare komme igen. Og så laver vi et indgreb, som måske bare svækker systemet mere. Så nu melder kirurgerne pas.
Leon: Og hvordan Lisbeth så modtog den besked, det skal vi lige høre her.
Hans Erik: Det er jo et slag at få. Fordi det netop har gået godt de to andre gange, så tror man bare lige, en, to, tre, så går det godt igen. Men da de forklarede, hvilken risiko der er, når de kommer så tæt på nerven for at pille det arvæv af, så var jeg godt klar over, at den risiko ville jeg egentlig ikke løbe. Jeg går meget, har altid gået meget, og har altid dyrket meget idræt og gymnastik og sådan noget. Så der var jo mange ting fysisk, der jeg måtte give afkald på. Og så mister man jo også lidt nogle kontakter, socialt på den måde. Fordi man ikke kan det længere. Men også det der med, at jeg ikke kunne det samme med mine børnbørn. Jamen, vi kunne ikke tumle rundt, og jeg kunne ikke tage de der lange ture med dem. Og der satte hurtigt sin begrænsning. Og det gjorde jo ondt, når man ikke kan det længere. Man frygter da, at man ikke kan gå rundt selv, sidde i en kørestol, som min mor gjorde med 15 år af resten af sit liv. Og det frygter man jo.
Leon: Hun har det altså rigtig, rigtig stramt med et udsigt til et liv i smerte, og måske hun skal sidde i kørestol, som hendes mor gjorde til til slut.
Hans Erik: I 15 år.
Leon: Men så kunne man jo foranlediges til at tro og sige, okay, så må du deale med det. Så må du lære at håndtere det. Så må du være i det. Men det gør Lisbeth jo faktisk ikke.
Hans Erik: Nej, heldigvis ikke. Fordi, som hun jo fortæller her, hvad det tager er hendes livskvalitet. Det er jo det, der er forfærdeligt i det her. Og det er jo livskvalitet, som er en konsekvens af, at noget har fået lov at udvikle sig, hvor man måske ikke har fundet den helt rigtige løsning på, hvordan får vi udbedret de skader, der var på vej lang tid før, at det kom til den første operation. Det er det, vi skal ind og rode bod på. Og vi skal også ind og rode bod på det her med arvævet. De fleste mennesker tror ikke, når der er arvæv, læger tror ikke, når der er arvæv, at så kan man gøre noget ved det. Det har vi faktisk erfaring med.
Leon: Og arvæv, det er sådan en knudret…
Hans Erik: Ja, det er jo ligesom, vi ser, når det er sådan, at vi har noget hud, der er været skåret op. Nogen har måske prøvet at få sådan et kejsnit. Så vil vi se, hvordan arvævet er efter det. Nogen danner meget arvæv, nogen danner lidt arvæv. Dem, der danner meget arvæv, der kan det være et problem. Når det sker herinde, omkring hvor den spinalstenose-operation er sket, altså hvor man har dekomprimeret og lavet plads, når det danner sig arvæv i det hulrum, ja så begynder nerverne at komme i klemme, hvor sidder tryk og træk omkring nerven. Og så har vi de samme symptomer igen. Men der har vi erfaring for, at når man har en operation, så er det med at få restitueret på vævet efter operationen. Og hvis ikke det blider gjort, så kan vi typisk også senere blødgøre det her arvæv, hvis det begynder at blive et problem. Og det har været noget af det, vi har været inde og hjælpe Lisbeth med her faktisk, for at hun har begyndt at kunne få en god tålelig tilværelse.
Leon: Er det også rødlyset, du bruger til det?
Hans Erik: Vi har brugt rødlys, som også blødgør her, men vi bruger også akupunktur, som har den her blødgørende effekt.
Leon: Og det har virket. Det kan jeg godt afsløre, men lad os prøve at høre, hvad de hver især selv har at sige til, hvordan de har det i dag.
Lisbeth: Nu har jeg det fint. Nu kan jeg gå min tur på en 3-4 kilometer om dagen, og det er friheden for mig at komme ud og gå ned ved vandet. Så er jeg godt tilfreds, og så er man glad og tilpas, og når man så ikke er på piller, eller på stærke piller, så er det et rigtig godt liv. Men det er også noget med at lære ikke at være den stærke hele tiden. Men at sige, at der er nogle begrænsninger, og det har jeg ikke været god til. Det er blevet godt til, men det er jo lidt sent.
Jan: Jeg kan mærke, at når jeg kommer hjem fra arbejde, så kan jeg sætte mig ned og drikke en kop kaffe, uden at tænke på, at jeg skal ind på sofaen og sidde og lukke øjnene i 20 minutter, inden jeg er klar til at gå ud og arbejde videre. Så jeg er frisk og rørig, når jeg kommer hjem fra arbejde, uden den samme træthed, som var der før. Jeg synes jo, der hvor vi er nået til nu, der er humøret super. Jeg har lyst til at udfordre verden igen. Jeg har lyst til at holde mig i gang, og jeg har lyst til, at alt det jeg kunne før. Ikke træt. Kan holde mig vågen, og føler mig rørig. Det er helt perfekt. Vi købte jo faktisk hus for et halvt års tid siden, men har først overtaget det fra 1. juni 2025. Så det er jo også lidt den der begrundelse for, at hvis jeg skulle holde ud til at renovere den, og jeg vil jo gerne gøre alt det, jeg kan selv, så skulle man også gøre et eller andet. Det måtte jo være Hans Erik, der skulle se, om de der energi, det kunne komme på banen, så vi kunne få det op, så man havde lyst til at reparere huset. I den her uge, der har vi faktisk taget alt isolering af den. Altså brækket alle lofter ned, og taget alt isolering ned. Og i den forbindelse, der har jeg kravlet rundt på alle de der spær, der er inde i huset, og brækket isoleringen ned. Det ville jeg overhovedet ikke kunne have gjort for to måneder siden. Både på grund af den arbejdsstilling, der er, med at man egentlig sidder på hug, og man bøjer sig ind over, og man arbejder i dragt, man arbejder med maske på, og så det er jo utænkeligt at have gjort det for to måneder siden. Det er jo ligesom, at det er den gamle Jan, der er kommet til sin ret igen. Fordi selvfølgelig er man træt, når man kommer hjem, så er man klar til at tage den der time eller to på sofaen igen. Og så bliver øjnene trætte, men det er så ret naturligt. Hvis man har arbejdet indtil klokken 9 om aftenen, og så… Så må man godt blive lidt træt også.
Leon: Så umiddelbart opløftende nyt fra både Lisbeth og Jan, der lader til at have fået det bedre. Vi er ved at være færdige med første afsnit om med ryggen, der venter et afsnit mere. Hvis du har spørgsmål eller kommentarer til det her afsnit, så er du velkommen i kommentarfeltet. Hans Erik, jeg tænker, at vi lige skal prøve at tale lidt om meget kort, hvad vi har med i næste afsnit om ryggen. Vi skal blandt andet tale en hel del om træning. Er det godt? Er det skidt? Og hvornår er det godt? Og hvornår er det skidt?
Hans Erik: Ja, omfanget af det, og hvordan forholder vi os, når det er sådan, at det er en nyopstået skade, og hvordan skal vi gøre, når det er sådan, at det er ligesom affaldende til ro, og det er lidt noget skidt?
Leon: Vi skal også tale om operationer. Er det altid godt at blive opereret, hvis man har ondt i ryggen?
Hans Erik: Og vi skal tale om, behøver de virkelig at gå så langt, at vi skal derud, hvor det er sådan, at vi skal opereres? Hvordan får vi æde for det her? Hvordan vores fantastiske organisme faktisk kan hjælpe os fra starten af. Hvad skal vi være årvågne over for, for at vi at vores krop er fit.
Leon: Og så skal vi tale lidt om floskler og misforståelser. Det der med….
Hans Erik:… at du er jo også ved at være gammel. Det er nok sådan du er. Tænk på din dåbsattest. Der er simpelthen nogle floskler, der er noget, der holder os mennesker fast i en tilstand, vi har fået. Nej, lad nu være. Se nu efter at få livskraften tilbage. Der er håb.
