Når børn får nedsmeltninger, er det sjældent med vilje. I dette afsnit ser vi nærmere på, hvad nedsmeltninger hos børn fortæller om belastning, regulering og et nervesystem i ubalance. Vi følger 13-årige Kristian Finderup og hans mor Anette Finderup i en ærlig samtale om vrede, afmagt og det at blive bange for sit eget barn – og for sig selv.
Resumé
I dette afsnit af Det Fantastiske Menneske møder vi Kristian, som gennem længere tid har haft voldsomme nedsmeltninger derhjemme. Ikke i skolen og ikke blandt venner, men netop dér, hvor han er mest tryg. Sammen med sin mor, Anette, fortæller han om forvirringen og ubehaget efter nedsmeltningerne, og om følelsen af at være ude af sig selv.
Hans Erik Foldberg forklarer, hvordan nedsmeltninger ofte opstår, når et barns nervesystem er overbelastet gennem dagen, og hvorfor de små belastninger kan samle sig, indtil bægeret flyder over. Vi taler om energi, spænding og regulering, og om hvorfor børn ofte først reagerer, når de er kommet hjem. Afsnittet giver indsigt i, hvad der er på spil bag adfærden, og hvorfor forståelse og regulering er afgørende – både for barnet og for familien.
Det taler vi om:
• Hvad en nedsmeltning egentlig er, set indefra
• Hvorfor nedsmeltninger ofte sker i trygge omgivelser
• Energiforbrug, sansebelastning og et nervesystem i alarm
• Når børn bliver bange for sig selv – og forældrene bliver bange
• Forskellen på udadreagerende og indadvendte nedsmeltninger
• Hvorfor regulering er vigtigere end irettesættelse
Hvem er med?
Kristian Finderup og hans mor Anette Finderup og akupunktør Hans Erik Foldberg i samtale med Leon Rask Sørensen.
Lyt hvis du…
• er forælder til et barn med nedsmeltninger eller store følelsesudbrud
• oplever, at dit barn først reagerer derhjemme
• vil forstå adfærd som et signal fra nervesystemet
• ønsker mere indsigt i børns følelsesmæssige regulering
Læs afsnittet:
Leon Rask Sørensen: Så skal vi til det igen. Hej Hans-Erik.
Hans Erik Foldberg: Hej Leon.
Leon: Vi snakkede om søvn i forrige afsnit, og jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre lidt om, hvordan det så er gået siden da. Ikke så meget måske med Karine og Vivi, som det handler mere om, om der er kommet noget respons på det her.
Hans Erik: Altså, nu havde vi jo færdigt det her med søvn, som der mange gange bliver talt om. Men det vi havde med Vivi og Karine her, det var jo den ekstreme, hvor man har haft svært ved at sove i flere år, 5-6 år og 29-30 år. Det er jo vanvittigt. Og den respons jeg har fået, det er det her på, hold da op, kan det virkelig være så slemt? Kan man virkelig gå så lang tid og være i det, hvor man bare fungerer søvnmæssigt?
Leon: Men har du hørt nogen, der også siger, at det kan da godt være, at jeg egentlig har problemer med søvn? Fordi vi taler jo også om, at så vænner man sig til det, og så bliver det en ny normal. Men er der nogen, der ligesom har fået et klarsyn?
Hans Erik: Jeg kan i hvert fald sige, at der er flere, der har fået øje på det her med, hold da op, hvor er det vigtigt det med søvn? Man hører det jo mange gange, men når man opdager det i den her grad, og vi tænker på det, hold da op, hvad gør det ved vores søvn? Hvad kan det gøre ved vores helbred, at man har det så ekstremt? Jeg synes, at jeg hører nu her, men også tidligere, at flere og flere bliver opmærksomme på, at vi altså skal have respekt for det her med søvn.
Leon: Og grunden til, at jeg så spørger ind til det her med de forrige afsnit og søvn, det er fordi, som du også siger, at søvn er noget, der går igen rigtig mange gange, og det er også noget, vi kommer til at gå på.
Hans Erik: Det er vores anden største problemstilling, folk kommer med. Når de kommer med en problemstilling, så er det typisk, at det er den sekundære problemstilling, det er søvnen. Det kan godt være, at det er søvnen, man henvender sig på, men der er ofte, ofte, ofte kludder i søvnen.
Leon: Og den største?
Hans Erik: Jamen, det kan jo være forskelligt, men altså, det er den største sekundære problemstilling, som folk henvender sig med.
Leon: Og det er også en sekundær, siger jeg nu, uden at være sådan helt sikker, men det kommer til at handle en lille smule om søvn i dag også, men det overordnede, vi skal tale om i dag, det er nedsmeltninger hos børn. Og dem har vi jo set, de der børn, når man står sådan udefra, så ser man et barn, der har en nedsmeltning, og så er jeg nede i køen i Netto for eksempel, og så siger man, så få dog styr på det barn. Hvad er en nedsmeltning for noget?
Hans Erik: Jamen, man kan jo smelte ned som barn, eller som menneske i det hele taget, kan man jo nedsmelte på mange måder. Nogle smelter ned, når de ikke får lov at komme først i køen, eller vedkommende, der sidder ved kassen og arbejder for langsomt. Så er det nogen, der begynder at udtrykke deres vrede, eller råber op, eller et eller andet. Det er jo den meget synlige nedsmeltning. Og i forbindelse med den meget synlige, der har jeg det her med italianere. Jeg er vild med italianere. Min svigersøn han er italianer. Italianere kan bare noget. Det her med, at en italiener kan stå ude midt i et lyskryds, og råbe og skrige, og skælde ud på en eller anden. Og så, fra den nedsmeltning, kan jeg gå ind på fortovscaféen, og så stå og grine og smalltalke og køre videre. Altså, den der evne til at gå fra nedsmeltning, åbenlys, og så over bare, så er vi normale, og så er vi…
Leon: Men så er der blevet lukket noget ud, og så får sat alle de andre på plads.
Hans Erik: Og det er sådan noget, italianere kan.
Leon: Og de er meget artikulerende, hvis man ikke har været i Italien og oplevet det der. Så skulle man næsten tage derned dig ned, for det er et fantastisk syn
Hans Erik: Det her med nedsmeltning i forhold til børn. Man kan jo også som barn nedsmelte, hvor man reagerer. Altså, små børn, der ligger sig ned på gulvet, og hamrer ned i gulvet og skriger. Det er jo en form for nedsmeltning. Noget, man ikke kan være i, det er en måde at smelte ned på. Eller man kommer på tværs og vil ikke være med til det, som forældrene vil have en til at tage sko på osv. Det er et udtryk for noget følelsesmæssigt, som ikke er reguleret. Og det her med, at vi har svært ved at regulere os, så kommer de her nedsmeltninger på forskellige vis. Når vi bliver lidt ældre, børn op i 7, 8, 9 års alderen, nogen reagerer i den alder med at få ondt i maven. Og ja, den ser vi ikke så tydeligt ud af til. Det er sådan en mere stille nedsmeltning indvendigt, som i den grad kan spille ind på, hvordan vores immunsystem fungerer. Børn, som har det her med at få ondt i maven, det skal vi altså være opmærksomme på og få styr på. Der er øget tendenser til sådan noget som kyssesyge. Ved nogen af dem, der har de her problemstillinger. Fordi den måde at nedsmelte på indad til, der ser vi, at det giver en svaghed, som øger risikoen for kyssesyge på et senere tidspunkt. Andre ting også. Så den her, som vi talte om med italianerne, børn, det er dem, vi ser som børn, der reagerer i skolen, og er altid urolige og temperamentsfulde osv. De der irriterende børn, synes de andre børn. Fordi de laver altid sådan en larm. De forstyrrer det hele. Og så i dag, det vi skal tale om i dag med Kristian, det er jo egentlig et barn her på 12-13 år, som har de der nedsmeltinger, hvor det foregår sådan, ikke offentligt, til skue, men når man er hjemme eller i trygge omgivelser.
Leon: Og det kommer vi tilbage til, for vi skal lige have Kristian på banen. 13-årige Kristian, og også Kristians mor. Lad os lige høre, hvad de siger.
Kristian Finderup: Altså, jeg oplevede det jo også på den måde, at jeg egentlig ikke helt forstod, hvad der skete med mig selv. Jeg blev forvirret bagefter om, hvorfor jeg gjorde for eksempel det, når jeg fik nedsmeltinger, og villeegentlig gerne væk fra det igen.
Anette Finderup: Jamen, Kristian han startede herude med henblik på at kunne lidt bedre være i sig selv. Han havde mange episoder, hvor han sådan nedsmeltede eller blev meget vred. Og det var Kristian faktisk rigtig ked af, fordi det var en situation, eller kunne være nogle situationer, hvor han egentlig selv følte sig sådan lidt ramt af det, at godt kunne blive lidt bange for sig selv, i forhold til at han reagerede, syntes han selv voldsomt, og det syntes vi egentlig også. Og det er jo ikke noget, man ønsker at se sit barn sidde i den situation.
Leon: Ja, Kristian han er jo egentlig en meget reflekterende ung mand på 13, synes jeg, ikke? Altså det der med, at han siger, jeg bliver forvirret efter de her nedsmeltninger, forstår ikke helt, hvad det er, der sker, og har egentlig ikke lyst til at være i det. Bliver sådan en lille smule skræmt, og det er jo også noget af det, Mor-anette, hun får sat lidt ord på. Altså, hvad på, hvad er det, der sker med knægten?
Hans Erik: Når man har det på den måde her, så er vi egentlig lidt ude af os selv. Men altså, vi kender udtrykket, at man er ude af sig selv af vrede, eller ude af sig selv af raseri. Der har vi det lagt ind i sproget, at man er ude af sig selv, eller ved siden af sig selv. Nu er det ikke bare raseri-raseri men det er jo stadigvæk, at man reagerer i en form for automatik i sin, altså ens organisme reagerer i en form for automatik. Og det der med at være ved siden af sig selv, eller ikkevære helt synkron med sig selv, det er jo egentlig det, vi bliver lidt bange for. Vi kender det jo også i forhold til vores medmennesker, at jeg ved ikke helt, hvor jeg har ham henne. Og så stå i den situation og have det sådan med sit barn, som Anette beskriver her. Altså, det er jo ikke rart at se sit barn sådan. Det er jo egentlig at se sit barn ude af sig selv. Det berører noget dybt i os. Altså, hvor meget lider Kristian under det her.
Leon: Det kommer vi ind på, for det gør han faktisk. Men jeg tænker også på, at det kan være de små ting, som starter den her store nedsmeltning. Altså, Kristian kommer hjem fra skole, og så er der en vending, der bliver sagt forkert, eller der er ikke mere knækbrød, som han lige havde tænkt. Og så vælter det hele. Og så kan man som forælder godt stå og sige, altså, skulle der virkelig ikke mere til? Men hun nævner det faktisk en lille smule. Det er en masse små episoder, som gør, at Kristian får de her nedsmeltninger. Det sætter hun faktisk også lidt flere ord på.
Anette: Jamen, oftest så var det egentlig ikke en enkeltstående situation, der gjorde, at han fik en nedsmeltning. Det kom oftest hende sidst på dagen eller i løbet af aftenen, hvor han har haft mange belastningssituationer i løbet af dagen. Kristian har et mindre høretab, der blandt andet gør, at når han er i skole, så har han brugt enormt mange ressourcer på at lytte og måske ikke helt haft så mange ressourcer, som han skulle have. Og når han så nåede hen sidst på dagen, så havde bægerett stille og roligt blevet mere og mere fyldt. Og det gjorde egentlig, at på et eller andet tidspunkt, så kunne han ikke være i sig selv længere. Så var det ubehageligt at være Kristian. Og så den eneste måde, han kunne komme af med det på, det var ved at blive udadregerende og få de her nedsmeltninger. Og ja, mange begge små. Det kunne være en kommentar i skolen. Det kunne være en træls oplevelse til fodboldtræning. Men hele tiden blev bægeret mere og mere fyldt. Og fik man ikke det tømt ud i løbet af dagen, så blev det voldsomt, og så endte det i de her nedsmeltninger.
Leon: Ja, så her får vi sat lidt ord på, hvordan de her nedsmeltninger opstår eller bygges op i løbet af dagen eller en uge, som hun også siger, Annette. Det er mange begge små, og lige pludselig flyder bægeret over. Det er vel ret rammende for at forstå, hvad en nedsmeltning er. Når noget bliver for meget, tænker jeg.
Hans Erik: Ja, man kan sige, når skraldespanden er ved at være fyldt for meget op, der er ikke plads til mere i skraldespanden, så er det at den flyder over, og så kommer reaktionen. Nogle børn er rigtig gode til at kunne regulere sig og få brændt det af, der kan hobe sig op, eller det praller af på dem, og så bliver den puttet i skraldespanden. Men for andre børn sker der simpelthen det, at der er sådan en spænding i ens organisme, som gør, at det hober sig op, bygger sig op. Og så, som Anette jo siger det her, med at ligesom det kommer sidst på dagen, eller han bliver træt, ja, så er det, at der er større risiko for, at det slår igennem. Så der er en energifaktor i det her, at når energien slipper lidt op, og så er det noget med, at man har en tendens til spænding i forvejen, hvorved at tingene lettere hober sig op.Og det er det, der er karakteristisk for de børn, der har de her udfordringer.
Leon: Og så hørte vi hende også fortælle, at Kristian har et høretab, som, det vender vi tilbage til, hvordan de løser det i skolen, men det der med, som du også siger med energi, og hun siger noget om ressourcer, altså hvis man sidder der og kun kan høre halvt, hvad læreren siger, og hvad de andre siger, og skal koncentrere sig om det, så bruger man vel også sin energi hurtigt. Så er man på overarbejde.
Hans Erik: Man er på overarbejde i forhold til, om man nu kan høre, eller der er måske nogle forstyrrelser, som gør, at det, man skal høre, det er sværere at få fat i. Har man nu problemet med synet, et uopdaget synsproblem, som man skal mere anstrenge sig for, at man kan følge med, hvad får der gået op på tavlen? Ja, så har vi det samme igen. Man kommer på overarbejde. Et andet barn, der f.eks. ikke kan håndtere, at der er støj, at det simpelthen bliver til masser af mudder, der bygger op i hovedet af en, man har svært ved at klare mange impulser, så er det på den måde, at man bliver overanstrengt, overbelastet. Og har man spændingen sammen med, som i det her tilfælde, ja, så vil du se nedsmeltningerne.
Leon: Og så kunne man da godt tro, at når Kristian i det her tilfælde, han er i en situation, hvor ressourcerne er brugt, at det hele så ligesom vil, ja nu siger jeg koge over i skolen, men det er faktisk ikke tilfældet. Det sker nemlig kun derhjemme, siger Anette.
Anette: Det har altid kun været, når Kristian har været tryg, så han har aldrig nogensinde haft noget i skoletiden, eller til fritidsaktiviteter, eller noget som helst andet. Det er udelukkende derhjemme, og det er udelukkende, når han er sammen med sin mor.
Kristian: Altså hvis jeg nu har haft en irriterende episode oppe i skolen, eller irriterende til træning, så har jeg egentlig bare holdt det presset ind, indtil jeg så kunne lukke det ud, når jeg er et tryg sted.
Leon: Så Kristians nedsmeltninger, de kommer altså, så kun når han er, som de siger, tryg i stedet, og som Anette også siger, kun sammen med mor. Hvad skal man lggge i det?
Hans Erik: Jamen, nogen er jo meget udadvendte, og er gode til at glemme sig selv, og glemme, hvad andre tænker, eller hvordan andre opfatter en. De er jo egentlig meget fri, som sådan. Og andre har lidt mere, hvad skal man sige, den her evne til, at vi skal ikke lave en scene ud af det, vi skal ikke bemærkes ud af det. Og det er jo sådan, Kristian han er. Jeg skal ikke sige kat den ene måde, at være på det mere rigtigt end den anden. Det er bare to forskellige måder at være i den her verden. Men har man det på den måde, at man ligesom jeg, vil være synlig udad til, at nogen, jeg kan huske tilbage til min barndom, der var nogen, de ville aldrig græde, hvis det var sådan, de var ude. For det var jo det samme, som at vise svaghed, så man græd, hvis man var hjemme, eller også græd man ikke, hvis ikke det var tilladt at græde derhjemme heller. Så det er jo noget tillært, noget kulturelt, eller familiemæssigt lært. Hvor er det, det kommer henne? Så når man reagerer, når man er derhjemme, ja, så er det jo fordi, at det giver den største tryghed. Og vi kan sagtens udsætte noget af vores reaktion, hvis vi har behov for det. Det er vi i stand til. Altså det der med at undertrykke følelser, det er vi ret skarpe til. Og det er jo godt, at vi kan det. Hvis ikke man kan undertrykke sine følelser som barn, og nu er der nogle psykologer, der måske bliver sure på mig. Hvis man kan undertrykke det, og føre det med i voksenlivet, ja, så kan det bevirke, at man som forælder kommer til at vapse sit barn sådan en på skrinet.
Leon: Og det må man ikke.
Hans Erik: Og det må man ikke. Så her bliver jeg bare nødt til at sige, det er godt at kunne, men det er dælme ikke godt kun at kunne det. Altså, vi skal så også have givet afløb for det på et tidspunkt. Og det er jo så det, der er fedt, at det trods alt er et tryksted, hvor man så kan gøre det.
Leon: Og så skal jeg ellers love for, at det klip, vi skal høre nu her, det lige skruer en lille tand på niveauknappen.
Hans Erik: Ej, du afslører det jo næsten på forhånd.
Leon: Nu lægger vi op til et klip, vi skal høre, hvor det der med…
Hans Erik: Er spændingen ved at bygges op nu?
Leon: Når trykket det bliver for voldsomt, altså når Kristian har gået hele dag i skolen, kommer hjem til det her trygt sted, så kan man sige, når med nedsmeltning er det lige et øjeblik, og så er man videre. Men det kan faktisk godt gå hen og blive ret voldsomt.
Anette: Jamen, i udgangspunktet er det jo super ubehageligt at stå med et barn, der af den ene eller den anden årsag ikke trives. Og jeg tror, alle forældre kan genkende til, at man gerne vil, at ens børn trives og har det godt. Og jeg har en enkelt gang oplevet, at jeg faktisk har… Jeg vil ikke sige, jeg har været bange for ham. Nu er han ved at have en størrelse, hvor han også begynder at give en modstand. Men den sidste nedsmeltning, han virkelig havde, der var jeg på et stadie, hvor jeg egentlig blev lidt bange for ham, fordi jeg kunne ikke snakke ham ud af det. Jeg kunne ikke snakke ham til ro, og det har jeg kunnet alle de andre gange. Og det kan man da godt blive lidt skræmt over, at man har et barn, der er så frustreret og så ked af det, at han slet ikke kan være i sig selv. Og når det er hen, hvor man faktisk tænker, at jeg er nødt til at ringe 112 eller noget andet, for at kunne få ro på ham igen.
Leon: Ja, så kom der altså det her drama på det her afsnit også.Når en mor står i en situation med en stor knejt lige før, som er så udadreagerende og ude af sig selv, at man ikke ved, hvad man skal stille op, og man tænker, at jeg ved ikke, om jeg skal ringe 112 for at få noget hjælp udefra. Det er jo en vanvittig situation, kunne man forestille sig at stå i.
Hans Erik: Ja, man skal nok næsten have prøvet at stå i en ukontrollabel situation, for at forstå, hvad det virkelig er, der er på spil her, fordi Anette er presset i det her. Kristian er jo også presset. Han er så presset, hans nervesystem er så presset, at han er igen ude af sig selv. Det er det, der ligger i de her nedsmeltninger. Det er, at vi er ikke til stede med os selv. Vi bliver simpelthen skubbet over i en anden form for bevidsthed, hvor vi bare reagerer. Og når vi gør det, så bliver vi svære at aflæse. Og når vi har svært ved at aflæse situationen, så er det, at vi får den her farlighed ind i det. Jeg tror såmænd ikke, at Kristian i de her situationer vil gøre noget særligt ondt, men som jeg siger, han er en stor knejt. Og på et senere tidspunkt, så er det jo nogen, der har nedsmeltninger, hvor det faktisk kan være alvorligt.
Leon: Og der er ikke nogen tvivl om, at det har været voldsomt at være i det her. Og Kristian han sætter faktisk selv et par ord på, hvordan det så var, at han ligesom var faldet lidt ned igen. Og når han tænker tilbage på lige nøjagtigt den her episode.
Kristian: Primært mest, hvorfor gjorde jeg det her? For den nedsmeltning, jeg havde, der havde jeg lidt med min lillebror, og så blev han egentlig, min lillebror, bange for mig, som hun også sagde, hun ville også være lidt bange for mig. Og at selv være i det, det var faktisk ret ubehageligt:
Leon: Så blev du også lidt bange for dig selv, når det skete?
Kristian: Det tror jeg godt, man kan sige, at jeg gjorde.
Leon: Ja, så en ting er, at mor -Anette, hun bliver bange i situationen, hvor det eskalerer helt vildt. Men Kristian han bliver jo faktisk også efterfølgende lidt bange for sig selv. Og samtidig så bliver lillebror også bange for Kristian. Så nu har vi lige pludselig alle i spil, og Kristian bliver i øvrigt også forvirret og lidt mut efterfølgende. Hvad er det, der sker i den her fase?
Hans Erik: Jamen altså det, der er her, jeg synes, det her, det beskriver så meget, hvad det er, vi skal have fat i, når vi har med mennesker at gøre. Det er mange gange, når et menneske reagerer, specielt udadreager, så har vi sådan en tendens til at dømme. Det er også for dårligt. De skulle tage sig sammen, eller opfør dig nu ordentligt, eller et eller andet. Men prøv lige at se, hvad der er, der sker her. Der er et barn her, som reagerer, og som godt kender til det, at være ved siden af sig selv, og ikke selv have magten over det. Hvad er omkostningerne, ved at man ikke har magten over sig selv? Ja, det er jo faktisk det, han beskriver her. Han beskriver, hvaddet gør ved ham. Man bliver bange, man bliver ked af det, man bliver ked af, at andre bliver ked af det, eller bliver bange, eller det er der jo ingen, der ønsker. Og det her, det er bare noget, jeg har hørt så mange gange. Om det er en, der reagerer, det er hjemme, udadreager, eller en, der reagerer på den store scene, hvor det kommer ud i totalt fuld flamme. Børn har typisk det her inde bagved. Og hvis ikke man forstår, at det er det, der er på spil inde bagved, så er det, vi ødelægger noget virkelig væsentligt på sigt. Det er her, det virkelig kalder på, at man får lavet de her reguleringer. Og der bliver bare nødt til at se, noget af det, jeg har set igennem tiden, i forhold til, hvad vi har gjort med akupunktur Det her med at få folk ført tilbage til at blive sig selv igen, det er så vigtigt. Fordi den sårbarhed, som man bevæger sig rundt i her, den sætter sig i os. Og betal lige psykologtimer på det, når du bliver ældre, fordi det ikke er blevet sat på plads, eller forstår lige det ind i nogle forhold, hvor det her ikke er kommet på plads i barndommen, hvor det så kører videre i voksenlivet. Og man forstår hinanden. Det kan være det, inden man får børn, hvis det er et par. Det kan også være efter, man har fået børn. Hvad det fører til af ulykkelige ting, det er bare så tragisk. Og det er derfor, jeg har det så meget på hjerte, at vi får, hvad skal man sige, virkelige personerne bagved de her ting, få det frem. For vi har brug for den her indsigt som mennesker. Vi har brug for den indsigt, når vi skal forstå, hvad der er i spil. Det her er ikke menneskelig natur, at man vil reagere med nedsmeltninger.
Leon: Nej, og det er slet ikke over for sin familie, vel?
Hans Erik: Ingen ønsker, at man lave de her nedsmeltninger overfor. Men vi skal også forstå, at det at være menneske, det er en gang imellem, at vi ikke har kontrollen over os selv, og at det kan ske. Derfor er det også vigtigt at have forståelsen for, at når de her ting kan reguleres meget mere på plads, så er det også vigtigt, at vi får det gjort, for ellers svigter vi faktisk hinanden på det her. Så jeg har set så mange mennesker, der er udadreagerende, eller hvor forældrene ikke lige så godt som i den her familie, forstår deres barn, og bare sætter dem på plads. Det koster på den lange bane. Og det har vi altså en pligt til at rette op på. I kinesisk medicin har vi deciderede punkter, som hjælper til at lave den her regulering Og det er lidt vildt, hvad vi kan se, og hvad man får af kommentarer tilbage. Jeg stod med en far med et barn på tre år, hvor barnet meget af tiden faktisk var umuligt, og ude af sig selv, og så videre. Hvor han sagde, og så har jeg bare set pigen her, to døgn. Hun har bare været fuldstændig sød og i balance med sig selv, og glad og nysgerrig og så videre. Men har egentlig været i den her verden af at være ude af sig selv. Man er på den. Hvad gør man? E barn på to-tre år, giver man beroligende medicin til det? Det gør vi nok ikke. Så de her ting, de kommer bare meget frem i vores familier, og det er ting, vi ser i klinikken meget mere, end vi har set før i tiden. Og er det så det samme, som det ikke fandtes før i tiden? Nej, det fandtes også før i tiden, men vi havde måske ikke opmærksomheden på det, eller vi lukkede den måske ned på den hårde måde, og lavede folk hårdere i naturen, lavede folk til en hård skal. Når vi hører sådan en fantastisk dreng som Kristian her, han er ikke en hård skal.Han har reageret, men han er jo varm, og Kristian er fantastisk.
Krsitian: Og eftertænksom, og jeg tror, jeg har sagt det et par gange nu, altså reflekterende, for han er udmærket klar over, hvordan, og det lyder forkert det her, men hvordan hans opførsel påvirker andre, når opførsel mener bare de her nedsmeltninger, for det er ikke frivilligt, at han gør det her.
Leon: Hvordan atKristian så har det, nu nævnte du de her punkter i akupunkturen og i den kinesiske medicin. Og hvad du ligesom har gjort ved ham for at hjælpe, og hvad du har gjort for at hjælpe familien. Det skal vi blive klogere på i næste afsnit, men inden vi sådan er helt færdige, så skal vi lige høre, hvordan Kristian, han egentlig sætter lidt ord på det her.
Kristian: Altså, jeg har ikke haft en stor nedsmeltning siden, ja, den vi snakkede om lige før. Det er blevet bedre at være Kristian.
