I dette afsnit ser vi nærmere på vindueskiggersyndrom og på, hvordan kroppen kan genopbygge gangdistancen, når kredsløbet bliver understøttet rigtigt.
𝐑𝐞𝐬𝐮𝐦𝐞
I dette afsnit fortsætter vi samtalen om åreforkalkning i benene og følger John Jensen fra Lemvig, som i årevis har været begrænset af smerter og kramper i lægmusklerne.
Hvor han tidligere kun kunne gå få hundrede meter, oplever han nu markante forbedringer i både udholdenhed og livskvalitet. Hans Erik Foldberg forklarer, hvordan åreforkalkning ofte opdages sent, fordi symptomerne først viser sig, når kroppen presses.
Vi taler om, hvorfor manglende ilt til musklerne kan give langvarig ømhed, og hvad der sker, når kredsløbet bliver så belastet, at kroppen ikke kan restituere.
Afsnittet giver indsigt i, hvorfor det ikke altid er nok blot at presse sig gennem smerte, og hvordan en mere helhedsorienteret tilgang kan hjælpe kroppen med at danne bedre gennemstrømning og øge gangdistancen gradvist og mere holdbart.
𝐃𝐞𝐭 𝐭𝐚𝐥𝐞𝐫 𝐯𝐢 𝐨𝐦:
- Vindueskiggersyndrom og åreforkalkning i benene
- Tidlige tegn på dårligt kredsløb og nedsat gangdistance
- Hvorfor muskler kan være ømme i dage og uger efter belastning
- Risikoen ved ubehandlet åreforkalkning, herunder sår og koldbrand
- Hvordan kroppen kan genopbygge kapacitet, når den får de rette betingelser
- Johns udvikling fra stærke begrænsninger til markant øget bevægelsesfrihed
𝐇𝐯𝐞𝐦 𝐞𝐫 𝐦𝐞𝐝?
John Jensen og akupunktør Hans Erik Foldberg i samtale med Leon Rask Sørensen.
𝐋𝐲𝐭/𝐬𝐞 𝐦𝐞𝐝 𝐡𝐯𝐢𝐬 𝐝𝐮…
- oplever smerter eller kramper i benene, når du går
- har fået at vide, at du skal presse dig gennem smerte for at få det bedre
- vil forstå åreforkalkning som mere end et lokalt problem i benene
- er nysgerrig på kroppens evne til at genopbygge kredsløb og funktion
Podcasten findes på Spotify og YouTube.
Læs afsnittet:
Leon Rask Sørensen: Andet afsnit om åreforkalkning. Hej Hans Erik.
Hans Erik Foldberg: Hej Leon.
Leon: Jeg er så glad for at være tilbage, og det er jo den eneste gang. Hvis man lyttede med i forrige afsnit, som jeg håber, man har gjort, så sluttede vi jo af med det her billede, at du skulle ud og drukne mig. Altså i hvert fald sådan lige på grænsen. Du skulle styrke min udholdenhed i forhold til at blive holdt fast under vand, og der blev det lagt lidt op til, at det skulle vi så ud og træne. Det var i forbindelse med den her gangtræning i forhold til vindueskiggersyndrom som er det, som vi fortsætter med at tale om i det her afsnit. Det havde jeg fat i John, som for et par år siden pludselig opdagede, at der var noget galt med bentøjet. Han kunne pludselig ikke gå så langt og lægmusklen begyndte at krampe til, og det var ømt i flere uger efter. Nu er John jo en mand i sin bedste alder, sådan lige plus 70. Kan du sige noget om, om John er et klassisk eksempel på folk med vindueskiggerben. Jeg tænker på, om der er forskel på, hvem det rammer. Mænd, kvinder, alder og sådan nogle ting.
Hans Erik: John er et totalt klassisk tilfælde af dem, der bliver ramt her. Det rammer også kvinder. De her ting, livsstil spiller ind, hvordan vi behandler os selv spiller ind. Så forskellen mænd og kvinder. Ja, nogen ville sige noget i forhold til østrogen før og efter overgangsalderen. Det er ikke det, jeg ser som det væsentlige væsentlige. Vi skal kigge lidt mere bagved, hvad det er, der er grund for, at problemet kan begynde at blive til et problem.
Leon: Det talte vi i hvert fald om i det forrige afsnit. Men noget, som jeg bliver lidt i tvivl om, om vi fik talt om, som vi nævnte, at vi ville tale om, eller jeg håbede, vi ville komme ind på, er det her med, hvordan vi opdager det, inden det bliver til et problem.
Hans Erik: Altså, en af de KRAM-faktorer, det er, at vi har en opmærksomhed på de her ting. Fordi er der belastning på kostsiden, rygesiden eller alkoholsiden, så er der større risiko for, at det gør noget ved vores helbred, blandt andet vores kredsløb. Motion spiller også ind her, og det er jo der, der anbefales de 7.000-10.000 skridt. 7.000 skridt viser undersøgelser, at når vi først er oppe på de 7.000 skridt, så batter det noget. De sidste 3.000 skridt gør ikke en stor forskel. Men der er noget kommunikationsmæssigt i, at man nævner 10.000 skridt i stedet for 7.000. Men er du oppe og gå de 7.000 skridt, så er du bevægelsesmæssigt et sted, hvor du holder dit kredsløb rimelig godt i gang. Men selvom du gør det, så kan du stadig få vindueskiggerben
Leon: Men der er du stadig ind i det forebyggende. Jeg spurgte til, hvordan vi opdager det, hvis det er løbet løbsk?
Hans Erik: Hvis vi får os rørt, og så opdager vi ikke helt kan det samme, eller vi opdager, hvis vi lige skal forsøge at løbe efter bussen, eller vi skal løbe efter en teenage-knægt, der er lidt flabetet, eller barnetbarnet, vi skal spille fodbold med, eller et eller andet, og så kan vi pludselig ikke holde til det på samme måde, at vi begynder at få en pressen, en stramning i benene, eller har større tendens til at få kramper, så kan det være en åreforkalkning, der faktisk er ved at løbe i gang. Så det er nogle af de ting, hvis vi bruger os selv, så kan vi også opdage. Hvis ikke vi bruger os selv, så opdager vi det jo ikke. Hvis vi kun går 50 meter som den længste gangdistance, så går der dæmme lang tid inden, at der er så meget forkalkning, at du opdager, at nu bliver du presset ned 25 meter.
Leon: Men, hvis man er som John, som jeg fik nævnt, er i sin bedste alder, lader sig spise af med den, som jeg ved, du hader, og ja, men jeg er jo også over 70, det er jo klart, at jeg ikke kan det samme mere, så vil man jo ikke opdage det ud fra det, du siger der.
Hans Erik: Nej, det skal udfordres. Og i det hele taget med vores krop, så er det jo sådan, at den skal udfordres, fordi det er på den måde, at den bliver stærkere, eller at den holder sig stærk. Hvis vi aldrig udfordrer vores krop, og vi lige så stille indskrænker rammen for, hvad vi byder vores krop, så bliver det mindre og mindre, vi klarer.Det er jo det samme med svimmelhed, for eksempel, eller balance, det er jo det, jeg skulle have sagt. Det er det samme med balance. Hvis ikke vi udfordrer vores balance, et godt princip kan være at stå nu på et ben, når du tager strømperne på. Hvis ikke du udfordrer din balance på den måde, så opdager du jo ikke, hvis den bliver ringere, før du måske lægger dig, at du er faldet.
Leon: Kan du det? Kan du stå på et ben, når du tager strømper på, uden at…
Hans Erik: Ja, det kan jeg.
Leon: Det kan jeg nok ikke. Men det kunne jeg så øve mig på, at træne det op.
Hans Erik: Jeg kan huske, jeg havde en fantastisk nabo på et tidspunkt, da han var 96, og så sagde han det stadigvæk. “Jeg har lært på højskole af min gymnastiklærer, at vi skal blive ved med at stå på et ben, når vi tager strømper på. Kan vi det, så bevarer vi balancen hele livet”. Han var 96, og han kunne stadigvæk, da han blev 98.
Leon: Men jeg har også været igennem de øvelser på efterskole, da jeg gik der og gik på badmintonholdet. Der stod vores træner også og sagde, at vi skal stå på et ben, men det var ikke så meget balance. Det var for at styrke muskulaturen i benene, så man ikke vrikkede rundt. Men det skulle jeg så have blevet ved med, for det havde så også styrket balancen.
Hans Erik: Det er det her med, at hvis vi udfordrer vores krop, så opdager vi jo ikke nødvendigvis, at vi bliver begrænset. Så vi skal også bruge os selv.
Leon: Men hvis man så opdager, at her er der et eller andet, der er galt, så er der jo mange i vores del af verden, der tager en tur til lægen. Og det gjorde John også.
Og så siger du det her med i starten, hvor du sådan tænker, hvad pokker er det? Hvad kan det skyldes? Hvilke tanker havde du der?
John Jensen: Det var jo mere med kredsløb i benet. Det var det nærmeste… men det kunne jeg heller ikke rigtig forstå, for jeg havde jo været til en undersøgelse af en anden grund, og der fejlede jeg jo ingenting. Så det var lidt mærkeligt.
Leon: Gik du til læge med det her (vindueskiggerben, red.) også?
John: Nej, ikke specifikt det der.
Leon: Hvorfor ikke?
John: Ja… det er jo sgu nok fordi… jeg var jo nok bange for at få af vide, at det var noget med kredsløbet. Det tror jeg. Jeg tror, jeg regnede med, at det går nok over igen….
Leon: John, han går altså til lægen, og så skulle man jo tænke, at lægen skal opdage det her med, at der er noget med bentøjet, men det gør lægen ikke. Er det ikke underligt?
Hans Erik: Nej, det behøver det ikke at være. Det kan være meget normalt, at hvis man har et interview med en patient, og der er noget andet, der har fokus, at så opdager man ikke, at det skal italesættes. Og lægen ser jo kun patienten gå ind, og de der meter, der kan du jo se noget nødvendigvis.
Leon: Men John siger jo så også, at han er der af anden grund. Hvis John har haft en ondt i halsen, så siger du, at det lægen har kigget på.
Hans Erik: Det er vigtigt i dag, tror jeg, at man lidt tovholder på, hvad det er, der er problematikken. Altså mennesker, som skriver ned, hvad det er, de skal have spurgt om, når de går til lægen, dem tror jeg, der får en bedre hjælp. Hvis ikke man får spurgt, så går det måske i glemmebogen, eller der er en ventetid, inden man kan komme til læge igen, eller…
Leon: Så tror jeg faktisk, at min gamle læge, han var forud for sin tid, min gamle læge Tønnes Puntervold. Det første, han sagde, når vi kom ind til ham, det var, “Nå, hvad fejler du så?” Og så kunne man jo ligesom fortælle ham, hvad det var, man fejlede, og så kunne han så kigge på det, men det forstod vi jo ikke noget af dengang, der grinte vi bare af ham og sagde, “Jamen det er jo det, du skal fortælle mig, hvad jeg fejler”…
Hans Erik: Jeg tror, du skal være opmærksom på det der, hvis du tænker, at hvis lægen skal fortælle dig, hvad det er, du fejler, så er det din dyrlæge, du skal gå til, hvis du ikke selv skal fortælle noget også. Fordi det er jo faktisk det der er dyrlægens opgave. Dyrlægen kan jo ikke spørge dyret om, hvad der er galt, så der skal han finde ud af det, men der er jo alligevel en eller anden, der har observeret, at der er et eller andet med det her dyr, og de informationer kan man jo så være lidt afhængig af. Som læge har man fordelen, at man kan spørge, men det kræver jo så, at vi får spurgt ind og ikke har så travlt ved at få spurgt ind.
Leon: Lige før, da vi talte om symptomer, altså hvordan vi opdager, at der er noget galt, der var det jo inde i kroppen, der var noget træthed og noget koncentration og alle de der ting, men er der ikke noget, hvor man sådan udefra, altså bliver musklen, hæver benet op, eller er der et eller andet, hvor man ligesom kan se, her kunne det trække os i den her retning?
Hans Erik: Når der er begyndende forkalkning i benene, så er det krampedannelserne, det er spændingen, der kan være i muskulaturen. Hvis der er en væsentlig dårlig kredsløb i benene, så kan man også typisk se, at der begynder at komme farveændringer på benene. F.eks. så kan et ben blive mere rødt, når et kredsløb er dårligt eller gå over i det lidt blå. Vi kan også se nogle tilfælde, hvor der opstår sår, så er sårene langsommere om at hele op. Det kan også være et udtryk for et dårligt kredsløb, men så er vi virkelig også ved t være derhenne, hvor det begynder at brænde på. Jeg har mange gange hjulpet mennesker, som har haft et så dårligt kredsløb i deres ben, at de har de her lidt større sår, hvor det simpelthen ikke kan hele op. Så skal vi ind og have virkelig reetableret blodcirkulationen ud til et sårområde, for at kunne få ilt nok ud, så kroppen kan få inflammationprocessen ned, som i første omgang har skabt såret, og kan få reetableret det igen. Og det er jo her, at kroppen er fantastisk. Selvom vi måske er langt, langt, langt ude på kanten, så kan den være i stand til at hente sår hjem, som ikke kan hele op, når den bliver stimuleret til at danne nogle flere kar. Det er også det, der er tanken i forbindelse med vindueskiggesyndrom. Der er tanken jo, at hvis mennesker vil presse sig selv smertemæssigt til bare at gå og gå og gå, så kan kroppen ved smerterne blive stimuleret til at danne nye blodkar, som så kan skabe en bedre gennemstrømning. Det kommer bare aldrig op at lave den der totalt virkelig gode gennemstrømning, som jeg synes, vi kan se med akupunkturen, fordi med akupunkturen kan vi virkelig få sat den der gangdistance væsentligt op, og der er også et vist system i, hvordan vi kommer hen og får den her mulighed for at træne benene op med gangdistance, fordi det bruger vi jo også. Men vi gør det så typisk, når det er sådan, at kroppen er blevet klar til at kunne for alvor gå ind og være stimuleret.
Leon: Og så er vi tilbage til hele udgangspunktet med batteriet. Der skal være strøm på det, og der skal være kapacitet nok til at lavere det.
Hans Erik: Ja, der skal være kapacitet til at kunne få lavet den gennemstrømning i vævet, som fremmer, at musklerne igen kan blive næret.
Leon: Noget, jeg jo ikke har fået spurgt dig om i forhold til det her, det er jo slemt nok i sig selv, at benet kramper op. Hvad er det værste, der kan ske?
Hans Erik: Det værste, der kan ske i benene, det er jo, at dit kredsløb lukker så meget til, at der opstår en inflammation dernede, f.eks. i tilknytning til et sår, hvor der så går koldbrand i det. Og koldbrand i et ben, ja, det kan jo betyde amputation, sådan. Amputationer, det er min erfaring, meget, meget, meget sjældent nødvendigt, hvis man ser efter at gøre noget ved det. Jeg har godt nok set nogen, der har været langt, langt ude, og det virker jo mirakuløst og fantastisk, når man så har hjulpet det. Men, hvor jeg ikke ønsker for nogen, at de skal derud, hvor man er ude på den kant. Vi skal gøre noget ved det noget før.
Leon: John, han kommer så her i klinikken og vil gerne have jeres hjælp, så hvad gør I med ham?
Hans Erik: Jamen, når sådan en som John henvender sig, så er det jo igen det her med, at vi skal finde ud af, hvad er egentlig den egentlige årsag? Og når vi får de her forkalkningsproblematikker, om det så er i benene, eller det er i hjertet, eller det er op til hovedet, så er det noget med at gå ind og kigge på, hvordan er kroppen kommet til at arbejde så dårligt eller utilstrækkeligt, er mere det rigtige ord, at den ikke holder sit kredsløb godt nok ved lige. Altså, det er som om, at den ikke brænder rent.
Leon: Men det er det spørgsmål, som I altid vender tilbage til. Hvorfor?
Hans Erik: Det vender vi tilbage til, fordi det kan ikke være nødvendigt noget, når vi står med et problem, at vi siger, nu skal vi bare gøre sådan her. Vi bliver nødt til at kigge ind i den enkelte, fordi der er ikke ret mange problemer, udfordringer, vi kan have med helbredet, hvor vi altid bare kan køre det helt på én ting, der kan skabe det her. Der kan ofte være forskellige ting. Så når vi interviewer, så interviewer vi jo i forhold til at prøve at få en sammenhæng i, hvordan har sygdomsudviklingen været i det her? Hvad er det, der har sat gang i det? Og min erfaring er jo, at når vi står inde i klinikken, så efter et interview, så kan man godt have et billede af, hvad det er, der drejer sig om. Og i tre tilfælde ud af syv, så passer det billede, som vi tænker os frem til, også når vi så undersøger patienten. Men når vi undersøger patienten, så opdager vi også i tre andre tilfælde ud af syv, at der skal vi ind og korrigere. Hov, det er ikke lige præcis det her, der er problemet. Det er ikke at det er blodtrykket, eller det, der kan sætte gang i blodtrykket, det er det, der har været problemet. Det er en anden måde, det er skruet sammen på. Min erfaring er også, at en ud af syv tilfælde, der skal vi angribe det på en helt, helt anden måde end det, det umiddelbart var tænkt. Og det er her, diagnosen kommer ind, når vi tager patienten ind, så tjekker vi deres puls, vi tjekker deres tunge, kigger på, hvordan det er, at kroppen fungerer. Tungen er fantastisk i forhold til kredsløb, og se på, hvordan bliver tungen egentlig næret og forsynet. Hvor hærget ser vores tunge ud? En tunge er jo en muskel, ligesom alle andre muskler, og bliver forsynet af vores kredsløb. Så hvis der er nogle forandringer her, som kan have relation til det, så kan vi jo være ret sikre på, at det også er det, der sker ude i kroppen. Og det er her, vi får virkelig vores gode billeder af, hvad er det her, det drejer sig om? Når vi ved det, så ved vi også, hvordan vi skal gå til patienten. Og så kan vi med den erfaring, vi har jo skruet et program sammen om, hvordan får vi bygget den her organisme op til at kunne bedre tage vare på sig selv igen. Hvorfor er det her system blevet så sløvt, at det ikke er i stand til at sende årene med gennemstrømning ned i benene? Hvorfor har blodkarrene fået lov til at ændre sig? Bindevævet har givet lov til, at der har ophobet sig kolesterol i bindevævet, som så begynder at trykke ind på karrene, og så er der mindre plads. Hvordan er det kunne ske? Det skal vi jo have ordentligt først. Fordi når vi har ordnet det, så er vi jo klar til at lave en reel træning på den her patient.
Leon: Og det har I så også gjort med John, og John mærker også forbedringer, ret markante forbedringer faktisk.
John: Det er jo sådan en super oplevelse, altså… jeg husker altså også til An en gang vi gik en tur, så det er jo helt vidunderligt bare det, at man kunne bare gå med. Der var ingen pris at betale bagefter. Så det er jo helt vidunderligt. Det er jo ikke så lang tur til at begynde med. Det er jo nok bare 20 minutter eller sådan noget, men nu kan jeg nemt gå fire kilometer rundt, så det orventer jeg også, at det bliver bedre og bedre. Når det begynder at blive ømt så sætter jeg bare lige tempoet en anelse ned, så er det fint igen.
Leon: Så fra at kunne gå 200 meter, hvor det var helt skidt i starten for John til at kunne gå, hvad der svarer sådan i 20 minutter, nu til fire kilometer, er det meget?
Hans Erik: Ja, det er jo det, vi er vant til at se, at vi får folk op at gå de her 2,5-3,5 kilometer. I det her tilfælde kommer vi så op på fire kilometer her. Det er ret så godt.
Leon: Og faktisk er det et stykke tid, vi har talt med John. I dag går han jo faktisk længere, ik…
Hans Erik: Ja, og det er jo det, der er interessant, fordi når man først kommer over et vist niveau, så begynder det virkelig at accelerere. Og hvor godt det er, hvis vi kigger sådan lidt ind i et Cochrane-review, så er det faktisk sådan, at man har undersøgt, når folk skal udsættes for det her med at gangdistance-træne, så starter de typisk op med, at de måske ikke kan gå mere end 100 meter eller gå 400 meter. Og ved sådan en undersøgelse med 1800 mennesker, der fandt man ud af, at man kunne øge gangdistancen med 82 meter i 50% tilfælde. Og i nogle tilfælde, der kunne man komme op på de her 200-300 meter. Så det her må jo siges at være ret fantastisk. Og jeg er lidt overrasket, når vi begynder at kigge ind i sådan noget forskningshalløj, at jeg troede faktisk, det var betydeligt bedre, trods alt. Fordi det her er faktisk noget af det, vi er vant til at se, at som jeg sagde, 2,5-3,5 kilometer, det er slet ikke ualmindeligt. John har gjort det godt. Men det er jo det der med, at når man begynder at mærke, at man kan gå, så er det jo nogen, der virkelig bare vil ekstra det ud af. Og det er jo fedt.
Leon: Og det studie, du lige nævner, det er ved gangtræninger og med kolesterol-sænkende medicin og alle de der ting?
Hans Erik: Det er, hvor det er sådan, at man presser musklerne og har lavet fornuftige forhold til det. Man presser musklerne for at komme videre. Så det bliver jo nødt til at sige, at det er jo godt nok, hvis det er sådan, at man har 400 meter til købmanden, og så kan man pludselig gå 400 meter i stedet for at kunne gå 200 meter. Fordi så skal man ikke stoppe op på halvvejen, og man kan lige nå at stå og hvile dernede i grøntsagsafdelingen, og så kan man komme videre derfra. Så der er det jo godt nok. Men det, som jeg lægger op til, det er, at når vi begynder at få kroppen til at fungere, det er der, vi sætter ind på, at vi vil have folk til gangtræning. Fordi så har vi allerede skabt grundlaget for, at der kommer mere næring og ilt ned til musklerne i benene. Og så er det jo alt andet lige noget nemmere at komme til at presse sig selv, for så får du hurtigere gevinsterne. Og så er det, vi kan se, så falder man ikke fra på det. Og min erfaring, det er, når vi lige stille får trænet folk op, altså at vi har fået givet de behandlinger, der gør, at kroppen begynder at fungere, og så vi begynder at træne dem op. Når vi så kommer op og rammer de her 1.400-1.500 meter, som folk kan gå, så begynder det lige pludselig at gå stærkt. Fordi så er der så meget gang i gennemstrømningen og næringen til musklerne, at man for alvor kan begynde at komme igennem. Og så er det sådan noget med, at folk siger, at nu har vi lige pludselig taget 500 meter mere, eller nu har vi taget en kilometer mere. Så er det de fremskridt, vi ser.
Leon: Hvilket jo er markant længere end de tal, du nævnte lige før fra den her undersøgelse.
Hans Erik: Men det er simpelthen, fordi vi ikke er bevidste nok om, hvad det er, kroppen faktisk kan. Hvad er det, når den fungerer, hvordan bliver den så i stand til at hive nogle af de der begrænsninger hjem igen, så vi kommer til at kunne fungere. Og når vi har gang i KRAM og motion betyder så meget, så er det jo guld værd, at det menneske, som har mistet en evne, men henter den hjem igen, jeg garanterer for, at John skal nok værne om hans evne til at gå resten af hans liv, fordi han har prøvet, hvordan det er at være derude, hvor det ikke var så godt.
Leon: Og John er ude at udforske det der, og han er ude at gå, og han oplever også løbende forbedringer hele tiden.
John: Den måde, musklen reagerer på nu, det er, at jeg kan godt føle, at nu begynder det at ville krampe.. Men så holder jeg der. Altså, jeg kan jo bare mærke musklen det hele tid, hver gang du træder et skridt, så kan du mærke den – men det bliver ikke værre end det. Altså, så kunne jeg lige pludselig gå mere længere. Og når jeg går en længere tur, og selvom jeg kan mærke musklen begynder at blive træt, så dagen efter var der jo ingenting. Så var benet ligesom normalt igen.
Leon: John har jo så alle forudsætninger for at gå længere og længere dag for dag, fordi som han siger, hvis først musklen er blevet øm, så er der ingenting dagen efter.
Hans Erik: Og det er jo det der med at få det sænket fra, at det er uger eller en uge her, så ned til at det er et par dage og ned på en dag efter, og så er vi klar igen. Jamen, det er jo den naturlige træning, der skal til. Og har vi tabt den evne, så skal den hives hjem igen. John er i gang med at stadigvæk hente udholdenhed og kapacitet i, og vil stadigvæk kunne træne noget med trapper og gå op ad bakker osv. Men det får han jo så også blod på tanden med, når man kan gå som han kan. Så jeg synes jo egentlig, at John er jo, det fortæller jo lidt det her med, hvad der kan lade sig gøre. Men det fortæller jo også noget med, at vi måske skal være gode til at prøve os selv af og ture og udfordre os selv, og så få øje på, når noget er ved at gå galt, at vi så også får gjort noget ved det, inden det behøver måske at komme helt derned. Fordi kunne man nu opdage det her ved 800 meter, 1000 meter, så er det altså ikke så svært at bevare det, som man har haft i forvejen.
Leon: Og der er ingen tvivl om, at John var jo langt nede i forhold til, hvor langt han kunne gå. Men også det der med, at han var lidt bekymret, og jeg tror ikke, at han var sådan decideret depressiv, men som han også fik sagt, det bliver man jo lidt deprimeret inden man ikke kan gøre alt det, man kunne før. Men i dag, der har John det rigtig godt.
John: Til at begynde med, at der tror man jo ikke på det. Altså, det er helt vidunderligt. Det er det bare.
