Hvad betyder det egentlig, når en sygdom bliver kaldt kronisk? I dette afsnit undersøger vi, hvordan ordet kan påvirke vores forståelse af sygdom – og hvorfor en kronisk diagnose ikke altid behøver være en livslang dom.
𝐑𝐞𝐬𝐮𝐦𝐞
I afsnit 42 af Det Fantastiske Menneske sætter Hans Erik Foldberg og Leon Rask Sørensen fokus på begrebet kronisk sygdom. For selvom op mod hver tredje dansker lever med en kronisk diagnose, er spørgsmålet, hvad ordet egentlig dækker over – og hvordan det påvirker vores syn på kroppen.
Hans Erik forklarer, at kronisk i sundhedsvæsenet ofte blot betyder længerevarende. Alligevel bliver det for mange forstået som noget permanent. Gennem eksempler som diabetes 2, forhøjet blodtryk, astma og KOL taler de om, hvordan belastninger i kroppen over tid kan udvikle sig til sygdom, hvis kroppen ikke får mulighed for at restituere.
Samtalen kredser om kroppens evne til at bevæge sig tilbage mod balance. For når vi begynder at forstå signalerne fra kroppen og reagere på dem i tide, kan nogle sygdomstilstande ændre sig eller i nogle tilfælde helt forsvinde. Afsnittet åbner for en ny måde at se kronisk sygdom på – som en tilstand, der i nogle tilfælde kan påvirkes, fremfor en uforanderlig skæbne.
I dette afsnit taler vi om:
• Hvad ordet kronisk egentlig betyder i sundhedsvæsenet
• Hvorfor diagnoser kan påvirke vores forventninger til sygdom
• Hvordan belastninger som stress, manglende søvn og pres kan føre til sygdom
• Eksempler på kroniske sygdomme som diabetes 2, astma, KOL og forhøjet blodtryk
• Kroppens evne til at bevæge sig tilbage mod balance og bedre funktion
• Hvorfor det er vigtigt at opdage kroppens signaler i tide
Hvem er med?
Akupunktør Hans Erik Foldberg i samtale med Leon Rask Sørensen.
Lyt hvis du…
• vil forstå, hvad kronisk sygdom egentlig betyder
• lever med en kronisk diagnose og ønsker et nyt perspektiv
• er nysgerrig på kroppens evne til at regulere og genoprette balance
• vil blive klogere på, hvordan belastninger i kroppen kan udvikle sig til sygdom
Læs afsnittet:
Leon Rask Sørensen: Velkommen til det fantastiske, og velkommen tilbage til dig, Hans Erik.
Hans Erik Foldberg: Tak for det, Leon.
Leon: I dag skal vi tale om noget, som jeg har glædet mig til, vi skal tale om, nemlig et begreb, der hedder kronisk, altså når noget bliver kronisk. Inden du får lov til at definere, hvad det så egentlig betyder, så kunne jeg tænke mig at lige sætte et par tal på, hvor mange danskere der egentlig lider af en kronisk sygdom. Der findes et register, der bliver forkortet RUKS, altså registret over udvalgte kroniske sygdomme. Her tager man udgangspunkt i syv sygdomme. Det kan være KOL, astma og diabetes 1 og 2. Der er ca. hver femte dansker, der har en af de her syv udvalgte sygdomme. Så findes der en opgørelse, hvor man lægger lidt ekstra kroniske sygdomme til, så man får 15 udvalgte. Så svarer det til 1,8 millioner danskere, der har en eller flere af de her kroniske sygdomme, og så er det lige pludselig hver tredje dansker, der har en kronisk sygdom.
Hans Erik: Så er man med i klubben…
Leon: Så er man med i klubben, og så er man, som alle de andre havde nær sagt, så har man noget at prale med. Så siger man, at det er også fordi, jeg har et eller andet kronisk. Og det er den her, vi skal prøve at udfordre lidt i dag nemlig. Men når vi taler om noget, der bliver kronisk, hvad betyder det så egentlig?
Hans Erik: Ja, dybest set så betyder kronisk jo egentlig bare, at det er længerevarende, eller noget er gået over i et mere permanent stade, eller noget er uheldbredeligt. Så det har flere betydninger i det, ikke? Men tit tror jeg, at når man bruger ordet kronisk, så tit tror jeg, at den bliver opfattet som om, jamen så er det jo sådan, det er. Og det er jo egentlig noget uheldigt noget, fordi ja, så er det jo noget, vi ligesom siger, okay, så er det jo sådan, det er. Avisen kommer ikke i dag. Nå, så er det jo sådan, det er. Det er der ikke ret mange avislæser, der forholder sig på den måde, hvis de har det på abonnement. Mange i hvert fald, fordi så er de straks i telefonen for at klage over, hvorfor jeg har ingen avis fået. Men når det kommer til sygdom, så tror jeg, at der er mange, der har den her tendens til, nå, så er det jo nok sådan, det er.
Leon: Sådan havde jeg det i hvert fald. Og nu bringer jeg mig selv i spil igen, fordi jeg fik jo konstateret, at jeg havde kronisk ondt i ryggen på et tidspunkt for et par år tilbage. Der var ikke mere information om det, så gik jeg hjem med den. Og jeg var jo af den opfattelse, nå, så skal jeg have ondt i ryggen resten af mit liv. Der er et eller andet, jeg er blevet opereret et par gange for nogle diskusprolapser og ting, der har nok lavet noget skade, så det giver egentlig meget god mening, at jeg har kronisk ondt i ryggen. Men der blev jeg jo så snydt, kan man sige, fordi nu har jeg jo ikke ondt i ryggen. Er jeg så ikke et kronisk rygsmertepatient længere eller hvordan?
Hans Erik: Ja, så er den jo ikke længerevarende eller blivende når du ikke har ondt i ryggen mere. Og det er jo her, vi skal passe på, hvad sproget gør ved os. Fordi sproget kan en gang være noget, der lukker os ned og underforstået, så er det jo sådan, det er. Vi skal virkelig forstå, hvad pokker ligger der bag, når man bruger ordet kronisk. Og det er sådan i sundhedsvæsenet, når man bruger ordet kronisk, så skal man forstå, at den egentlige betydning er i de fleste tilfælde, at det er længerevarende. Men vi er så også nødt til at sige ind i sundhedssystemet, er der også en forestilling om, og så er det jo sådan, det er, og du kan gøre det, og du kan gøre det, og så er det det – færdigt med det. Men det skal vi altså til at have en anden forståelse af.
Leon: Men hvordan får vi så den forståelse, det er så det, vi skal prøve at give i dag? Hvor starter vi henne?
Hans Erik: Jamen altså, et sted, vi kunne starte i forhold til den her RUKS, det er jo en af sygdommene, det er diabetes 2. Og der har vi vores gode ven, Chris McDonald, der for nogle år siden lavede undersøgelser af, jamen det her at få diabetes, er det noget permanent? Fordi diabetes 2 går jo ind under en kronisk sygdom. Er det noget permanent, eller er det faktisk noget, man godt kan arbejde sig ud af? Og i nogle tilfælde kan man godt arbejde sig ud af det. Og det var det, han viste i forhold til motion, hvilken stor betydning motionen havde i forhold til diabetes 2. Og vi har også hjulpet en hel del ud af diabetes 2 ved hjælp af akupunktur, altså hvor vi simpelthen har fået kroppen til at fungere noget bedre. Så det, der kan opfattes som en permanent vedvarende situation, den kan man godt løsne op til, at man kommer tilbage til en mere sund sted at stå for vores organismer.
Leon: Men kan man så blive fri af diabetes?
Hans Erik: Der er også en tredje vej. Fordi noget af det, der også er blevet en trend at gøre i forhold til diabetes 2, det er at sige, at vi vender kostpyramiden om. Vi skal have kulhydraterne ryddet til side. Fordi når vi rydder kulhydraterne til side, vi får noget mere fedt ind, vi får noget protein ind, vi får godt noget grøntsager ind, så er det også en måde at kan stoppe en diabetes 2 med i mange tilfælde. Så der er flere veje ind til, hvordan man stopper en diabetes 2 sygdom.
Leon: Men nu siger du stopper. Nu stopper vi en diabetes 2. Der er mange indgange, hvor man kan vende kostpyramiden og træne og spise anderledes og alle de her ting. Når du siger at stoppe en diabetes 2, vil det så sige, at jeg kan gå rundt med en behandlet diabetes 2 i flere år, som så er en kronisk diabetes 2 – og så siger du, at så kan vi stoppe den til at jeg så ikke har diabetes 2 længere?
Hans Erik: Ja, definitionen på en diabetes 2, det er, at man har et blodsukker, der er over et vist niveau. Er blodsukkeret over 48, så har vi en diabetes 2. Er blodsukkeret under 48, og vi ikke får medicin for det, så er vi teknisk set ude af vores diabetes 2.
Leon: Og det er nemlig kernen af det, jeg gerne vil have kastet lidt lys over i forhold til det her begreb, kronisk. Fordi jeg tror, at mange tror, at med kronisk, så er det for evigt, så er det for resten af livet. Det er så ikke tilfældet, i hvert fald ikke med diabetes 2.
Hans Erik: Nej, og det er her, vi skal til at lukke vores øjne meget mere op for, at vores krop er bevægelig. Vi kan bevæge os ind i en tilstand, som ikke er vores kroniske sygdom, men måske er en overgangstilstand, som hvis den så ikke bliver håndteret korrekt, så kan det udvikle sig til en mere alvorlig ting. Og gå hen og udløse en sygdom, som vi kalder en kronisk sygdom. Og der kan man sige, at er man i stand til at kan spotte tingene, inden det bliver den kroniske sygdom, så er det klart, så er det nemmere at tage fat i. I stedet for at vi venter på at komme over tærsklen, hvor vi har den kroniske sygdom, og så skal til at arbejde den baglæns derfra.
Leon: Så du er til det forebyggende? Altså kan vi nu se, at du har et blodsukker her, der er ved at gå på vej opad, så kan vi forebygge det, og så undgår vi både diabetes 2, og at det bliver kronisk.
Hans Erik: Det er jo det, vi gerne vil have fat i. Men vi skal bare forstå, hvad er det, der skal til for, at kroppen så kan komme til at stå et sundere sted igen. Fordi det er jo ikke kroppen, der ønsker, at vi skal ende i den her situation. Den forsøger bare at lave nogle strategier, hvor den forsøger at håndtere den situation, som vi nu måtte stå i.
Leon: Hvad er det så, der gør, at noget bliver kronisk?
Hans Erik: Hvis vi kigger på sådan noget som diabetes for eksempel, så kan vi sige, at en krop, der i længere tid er i en stresstilstand, altså en overanstrengelsestilstand, det kan være sig fysisk, det kan være sig følelsesmæssigt, det kan være sig mentalt, den vil have en tendens til at kunne gå i en eller anden retning. Og hvilken retning, den går i, det afhænger jo af, hvad man er disponeret til. Nogle er mere disponeret i en retning af diabetes, nogle er mere disponeret i en retning af et forhøjet blodtryk, nogle er disponeret i en retning af en leddegigt tilstand, nogle er disponeret i en retning af en lungesygdom. Så alt efter, hvilken retning vi er disponeret, så betyder det, at når der er en belastning, der kører løs, så kan den ligge der og trigge, og i længere tid, i en uheldig fortilstand, så kan den begynde at slå over og blive til selve sygdommen. Så kunsten er at have forståelsen for, når kroppen er kommet ud af balance, hvordan er det så, at vi får den tilbage? Så vi skal kunne spotte det.
Leon: Men er det også det, der er afgørende for, hvis vi nu tager KOL’en, og det, jeg ved ikke, om man stadigvæk kalder det for rygerlunger, det gjorde man en gang i hvert fald, som også er på listen over de her syv udvalgte kroniske sygdomme, det er jo ikke alle rygere, der udvikler KOL.
Hans Erik: Nej, det er jo fedt.
Leon: Er det det, du er inde på?
Hans Erik: Ja, det er jo fantastisk. Det er jo fedt, at det er sådan. Og det er jo netop tegn på, at man skal have tendensen, eller belastningen skal være en grad, der overskrider den tærskel for, hvad kroppen kan håndtere, og så stryger den ud over kanten.
Leon: Nu sagde du det der med belastninger, lige før, at belastningen kan blive for stor som så…. Hvad ligger der i det?
Hans Erik: Ja, men en belastning kan jo blive for stor. Hvis du for eksempel… Hvis vi nu ser, hvad går forud for, at man får et forhøjet blodtryk? Så noget af det, der kan ske forud for, det er jo, at man kører i en langtids stressbelastning, hvor man overbelaster sig fysisk eller tankemæssigt. Man har nogle ting, man skal have til at gå op, og det skal lykkes, og så videre. Det er måske noget, hvor det kræver mange tanker, og man tager tankerne med ind i natten. Hvorfor så søvnen heller kører, som den skal. Så ens søvn bliver berøvet. Ens kropsevne til at kunne restituere sig, altså komme tilbage til udgangspunktet om morgenen. Nu er vi klar, nu er vi på, og så videre. Kroppen når slet ikke at blive færdig med de der oprydningsprocesser og genopbygningsprocesser. Det er noget af det, der kan skabe et forhøjet blodtryk, og at et blodtryk bliver permanent.
Leon: Når du så siger det med stress, og man sover ikke, så har kroppen i de forbindelser, organismen har prøvet at sende nogle signaler, at du bliver træt, og du bliver distræt, og du bliver kort for hovedet, og alt det der. Men vi lytter ikke, og vi agerer ikke på det, og så siger kroppen, hvad er så næste step? Så må jeg tage det til en lidt mere yderlighed?
Hans Erik: Ja, fordi vi skal jo yde noget mere. Og i forbindelse med forhøjet blodtryk, og kroppen ikke kan følge med, så gør den jo det her med, at den skruer op for pumperne. Hallo, der er brug for ekstra ressourcer her. Skru op for pumperne, og det er jo fedt, fordi så kan vi jo lige pludselig følge med. Og hvis vi så fortsætter med det, og kroppen ikke når hen til det punkt, hvor den ligesom kan få at vide, at nu kan du godt skrue ned igen, vi er ovre situationen, ja, så er det, at vi begynder at lave Dent længerevarende forhøjet blodtryk, kronisk forhøjet blodtryk.
Leon: Så hvad er det, vi skal være opmærksomme på, så det ikke kommer derud?
Hans Erik: Vi skal være opmærksomme på, hvordan sikrer jeg, at min krop får restitueret sig, får sig ført tilbage til udgangspunktet, så vi ikke bare er tillader, at den ryger ud over en kant. Hvis vi ser det i forbindelse med astma for eksempel, så kan vi sige, at gang imellem, så er man måske i nærheden af nogle stoffer, som trigger ens immunsystem. Og når det trigger ens immunsystem, så kan der gå nogle immunprocesser, overreaktioner i gang, allergilignende reaktioner i gang. Det kan ske i næsen, så er det allergi i næsen. Det kan ske nede i lungerne, så er det en astmatisk reaktion. Hvis vi ikke reagerer på, hvad det er for nogle stoffer, der måske er med til at sætte det her i gang, så kan det være med til at igangsætte en astmatisk proces. Eller er det ved lungerne, at man bliver irriteret af tobaksrøg eller svejserøg eller andre forurenende ting, så kan det være med til at skabe nogle kroniske irritationer nede i lungerne, som lige så stille udtærer hvordan lungernes forsvarsberedskab kan køre, og så begynder lungerne at gå i nedbrud. Og så begynder man at udvikle en KOL, for eksempel. Så det er at være opmærksom. Det er lidt det, der måske er lidt farligt i vores moderne tid, fordi vi er vant til at blive reddet. Vi er vant til, hvis vi får en lungebetændelse, at jeg bare skal have en gang penicillin, og så er jeg bare videre igen, og så kan jeg køre videre i samme gear. Vi er ikke så gode til måske at give kroppen lov til at komme ovenpå igen, altså at komme tilbage til udgangspunktet. Og det er her, i den der mellemliggende periode, hvor tingene bliver til for stor belastning, det er der, vi er ved at arbejde os hen imod at kan få en kronisk sygdom.
Leon: Men hvis vi bare bliver ved astma, som vi jo også har lavet et afsnit om, om Alma, hun har ikke længere behov for sin astma-medicin. Der fik du styr på det, der nu skulle styr på. Kan man altid gøre det? Hvis man får styr på at sætte belastningerne ned, hvis det har udviklet sig til en kronisk sygdom på grund af for stor belastning, hvis man så får styr på de her belastninger og skruer ned for det, kan man så altid skrue tilbage?
Hans Erik: Ikke altid. Fordi det er virkelig et samspil med patienten også i det her. Og det er et samspil med patientens organisme, om man kan få reetableret de normale funktioner igen. Og i det omfang, man kan det, ja, så kan man gøre det. For hendes vedkommende, der var det, Alma, som du talte om her, der var det infektioner, der havde kørt løs, hvor man så var begyndt at få medicinen, som ligesom fik immunsystemet til at slå lidt fra, og så, ja, nu kunne jeg godt være tjent med det, men hun fik ikke ryddet op, så derfor fik hun den kroniske sygdom. Hvis kroppen var blevet hjulpet fra starten af at få ryddet op, så havde man undgået, at det var blevet til den kroniske sygdom. Så det er her, vi gerne vil, at vi får lært at sætte ind.
Leon: Hvis man så har sådan en tendens til at gå, og jeg siger ikke, at man er hypokonter, men hvis man siger… Skal vi gå og være bange for, at fordi man så ikke lige har sovet godt i en længere periode, så ligger der en kronisk sygdom lige rundt om hjørnet.
Hans Erik: Altså det at være bange for tingene, det stagnerer os typisk, og gør ikke, at vi handler, men jeg synes, vi skal være agtpågivende overfor det. Skal vi, når vi kører på vejen, skal vi så være bange for dem, der kommer fra sidevejen, om de nu også holder. Vi er agtpågivende overfor dem. På samme måde skal vi jo være agtpågivende, når vi kan se, der er pres på vores organisme. For eksempel i forbindelse med astma, altså at vores immunsystem fucker op med nogle ting, eller i forbindelse med tobak. Jeg kan godt mærke, det begynder at tage noget af min luft. Så skal vi da være agtpågivende. I forbindelse med sine blodtryk, og ikke har sovet ordentligt osv., der har været pres på, jamen det er det her, der sætter stressspor i vores organisme, og gør, at kroppen har svære ved at sætte ind. Så skal vi da være agtpågivende.
Leon: Men nu nævner du rygning for eksempel. Det er jo helt naturligt, at man mister noget i luften. Tror du, man gør noget ved det?
Hans Erik: Ja, det er min erfaring. Når vi ser mennesker, der kommer for at få hjælp til deres rygestop, så kan jeg sige dig, de har gjort deres overvejelser, og de har gjort det længe.
Leon: Men er det så der, hvad din erfaring er; Er det så, når det er ved at blive så slemt, at nu er det ved at være, altså nu er det simpelthen for meget, eller kommer man også tidligere end det? Fordi man ikke vil derhenne.
Hans Erik: Nu er jeg ved at være træt af, at det er sådan her. Jeg er ved at være træt af, at jeg skal have den her morgenhoste. Jeg er ved at være træt af, at de kigger skævt til mig, fordi jeg skal have min smøg. Jeg er ved at være træt af at stå udenfor og fryse, for man må ikke være indenfor, når man ryger. Altså typisk når det er noget, man er træt af, så kommer ændringerne. Ikke? Og så kan vi jo sige, så er det jo interessant, om man rykker på det på den måde, eller om man rykker på det på den måde, at vi siger, det er sgu galt det her med mit… Jeg kan mærke, det begynder at trykke op i hovedet, hjertet begynder at slå noget hårdt osv. Kommer op til lægen og får målt blodtryk, ja, du har fået højt blodtryk. Så er det jo skabt, om man rykker på, hvad var det egentlig, der førte mig hertil? Eller at vi siger, okay, du skal have blodtrykspiller. Nå, fedt. Ja, du skal bare lige vide, det er en kronisk sygdom. Den bliver ved. Men nu prøver vi lige at bringe den under kontrol, fordi vi skal lige sikre os, at vi ikke tager skade af det her for højt blodtryk. Åh, dejligt. Nu er det styr på det her for højt blodtryk, jeg har fået i mine piller. Hørte du, der var noget, der pressede på her? Var der noget, der pressede os til noget, vi skulle være træt af? Nu har vi jo fået løst problemet. Jeg har ikke ondt i hovedet mere. Det trykker ikke i mine øjne, og det slår ikke så hårdt i mit hjerte. Hørte du, der var noget, vi blev træt af?
Leon: Nej,, men hvis man så lige skal drage en parallel til det med rygning, når man så bliver træt af noget, i det her blodtryks eksempel, så kunne det så være, at nu er jeg simpelthen ved at være træt af, og skulle æde alle de her piller hele tiden, og jeg bliver træt, eller får mundtørhed, eller hvad der nu måtte være.
Hans Erik: Jeg er træt af at være afhængig af piller. Men så skal man jo have taget en hel del piller, for at blive træt af at være afhængig. Men det er forskelligt. Hvor er vores tærskel? Men når vi laver sådan en podcast som den her, så er det jo egentlig for at prøve at åbne op for nogle af de her ting, som folk med tiden erfarer, når man har en kronisk sygdom. Vi hen erfarer nogle ting, at vi bliver fanget ind i noget. Og der er vi faktisk rigtig, rigtig gode i vores vestlige verden til at have opfundet medikamenter, som kan hjælpe os til at få styr på nogle kroniske sygdomme, så de ikke ødelægger os så meget. Er det godt? Ja, det er skidegodt. Fordi det er rigtig godt, at vi kan få gjort noget ved vores blodtryk, når trykket er for højt, i stedet for at vi bare venter på at få en blodprop. Det er rigtig godt. Men det gør os også lidt søvnige. Søvnige i at agere på og sige, hvordan var det min krop, den kom hertil?
Leon: Det gør man jo ikke. Altså det tror jeg, at det er de færreste, der tænker på.
Hans Erik: Når vi får den der spray, som hjælper vores luft, til at vi igen kan få luft, er man så taknemmelig. Ja, jeg kan sige, at man er taknemmelig, når man har prøvet ikke at kunne få luft, og så pludselig kan få vejret igen. Så er man virkelig taknemmelig. Men det er noget skidt, hvis det fratager os den der tanke om, hey, hvordan får jeg min krop bragt tilbage til udgangspunktet? Enhver, der dyrker motion, der dyrker det at løbe, kender jo det her med, at man i en tid ikke har løbet, og har tabt sin kondition. Der er det helt naturligt at tænke, hvordan kommer jeg tilbage til og får en kondition igen, hvor det er fedt at løbe? Der er det helt oplagt. Den tankegang skal vi til at inkorporere i os i forhold til kronisk sygdom. Og kan vi inkorporere det på en måde, hvor vi også får øje på det, inden vi kommer ud over kanten, at den kroniske sygdom er gået i gang, men fanger de her signaler forud for, hvor vi kan se, at nu er kroppen på gale vej, på afvej, så er vi jo et kontakt med vores krop. Vi ved, hvad der foregår.
Leon: Det kunne være min forkølelse også. Måske man kan høre, at jeg er lidt nasal. Det er en måned siden, at jeg sidst var der, og nu er jeg så blevet det igen.
Hans Erik: Men du har altså også et job, der er barskt.
Leon: Det er jeg med på. Og jeg prøver jo ikke at sidestille min forkølelse med en kronisk sygdom eller noget som helst. Jeg prøver bare at oversætte det til det her..
Hans Erik: … hvis dit job bliver ved med at være så barsk, så kan det jo godt være..
Leon: Hør nu, hvad det er jeg vil spørge om. Er det så nu, at jeg skal begynde at tænke på, gad vide, hvorfor jeg er blevet forkølet igen, mindre end en måned tid, efter jeg sidst var forkølet? Skal vi begynde at oversætte det til det? Skal jeg være nysgerrig på det?
Hans Erik: Ja, hvis man er nysgerrig på, hvad det gør, at mit immunsystem er nåede at komme op, så den kunne stå imod den næste bølger, der kom. Det er det, man skal være nysgerrig på. Jeg har et par tricks.
Leon: Har du det?
Hans Erik: Ja, det tror jeg.
Leon: Jeg kunne godt tænke mig, at der kom lidt mere. Jeg er træt af at have stoppet næse, for eksempel. Jeg er lige så træt af det, når næsen så begynder at løbe. Men sådan er der jo så meget.
Hans Erik: Du kan ikke så godt lide yderlighederne?
Leon: Nej, jeg vil bare gerne have, at det skal være, som det plejer.
Hans Erik: Det er jo egentlig det, vi kalder balance. Det er jo vores key word i det her. Det er at få øje på, at nu er kroppen ude af balance. Hvordan kommer vi så tilbage til balancen? Fordi når vi evner at få kroppen ført hen til en balance, så er det mest fantastiske ved det her fantastiske menneske, som vi laver podcast omkring. Det er, at så er kroppen typisk i stand til at kunne bringe ligevægt igen, normaltilstand igen. Det er der, vi gerne vil hen.
Leon: I det her afsnit, der har vi så talt om en type af kroniske sygdomme. Og i næste afsnit, der kunne jeg godt tænke mig, at du skal gøre os lidt klogere på kroniske muskel- og ledsygdomme. Hvad er forskellen på det? Kan du lige ridse det op?
Hans Erik: Man kan jo sige, at muskel- og ledsygdomme, det er jo typisk det, der karakteriseres med smerter. Så der har vi lidt en anden indgang til det. Fordi det der med smerter, det bryder vi os ikke om.
Leon: Nej, smerter, det er jo aldrig rart, men så er der jo faktisk godt nyt, fordi der er lavet en ny politisk aftale, der skal laves sådan noget, der hedder kronikerpakker. Har du hørt om det? Kroniske patienter, de skal have større hjælp. Nu sagde du det der med at forebygge og tage noget, altså tage hånd om det, inden det bliver til noget kronisk. Uden at afsløre for meget, så kan jeg sige, det er ikke tilgangen i forhold til de her kronikerpakker, som der er afsat halvanden milliard til frem til 2030. Og så vil jeg bare lige slutte på et citat fra vores indenrigs- og sundhedsminister Sofie Løhde, og så kan du lige se, om du har et eller andet at sige til det. “Kronisk sygdom er noget, man skal leve med resten af livet”.
Hans Erik: Ja, det er jo udtalt af en minister, kan man høre, som ikke har fingrene i dejen i forhold til, hvordan en organisme fungerer og kan forvandles. Men hvis det er sådan, vi ser det, så er det også sådan, det bliver. Hvis vi nu ser sygdom som ikke en dom eller noget, der ligger fast, men det er en tilstand, der kan reguleres i, ja, så har vi jo en helt anden situation. Den vil jeg foretrække, vi holder fast i.
Leon: Vi går lidt dybere ind i det her, i det næste afsnit af Det Fantastiske Menneske.
