Når blærebetændelse ikke forsvinder med antibiotika, peger det ofte på noget dybere. I dette afsnit ser vi på, hvorfor infektioner kan trække ud – især hos ældre.
𝐑𝐞𝐬𝐮𝐦𝐞
I dette afsnit møder vi Dorthe Jørgensen, som udvikler en blærebetændelse, der ikke reagerer på gentagne antibiotikakure. Hun oplever vedvarende feber, manglende appetit og udtalt træthed, og da hendes tilstand ikke bedres må hun til sidst bede om at blive indlagt.
Hans Erik Foldberg forklarer, hvorfor behandling af infektioner ikke kun handler om at slå bakterier ned. Hos ældre mennesker kan et svækket immunsystem, lavt væskeindtag og manglende ernæring gøre det svært for kroppen at bakke op om behandlingen.
Vi får også indsigt i, hvordan en langvarig feber kan være tegn på, at kroppen ikke har ressourcer til at reagere effektivt. Afsnittet giver en grundlæggende forståelse af, hvorfor kroppens egen modstandskraft er afgørende – og hvordan selv simple faktorer som væske, mad og bevægelse kan have stor betydning for, om en behandling lykkes.
𝐈 𝐝𝐞𝐭𝐭𝐞 𝐚𝐟𝐬𝐧𝐢𝐭 𝐭𝐚𝐥𝐞𝐫 𝐯𝐢 𝐨𝐦:
– Hvorfor antibiotika ikke altid virker ved blærebetændelse
– Svækket immunsystem hos ældre
– Betydningen af appetit, væske og energi under sygdom
– Forskellen på høj feber og lav feber
– Hvordan infektioner kan blive langvarige
– Kroppens egen rolle i at komme sig efter sygdom
𝐇𝐯𝐞𝐦 𝐞𝐫 𝐦𝐞𝐝? Dorthe Jørgensen og akupunktør Hans Erik Foldberg i samtale med Leon Rask Sørensen.
𝐋𝐲𝐭 𝐡𝐯𝐢𝐬 𝐝𝐮…
… vil forstå, hvorfor en infektion kan trække ud
… har oplevet, at antibiotika ikke virker som forventet
… er nysgerrig på immunsystemets rolle i heling
… vil vide, hvad du selv kan gøre for at støtte kroppen
Læs afsnittet:
Leon Rask Sørensen: Velkommen til Det Fantastiske Menneske, også velkommen til dig, Hans Erik.
Hans Erik Foldberg: Tak for det, Leon.
Leon: I det her afsnit og det næste afsnit skal vi tale om blærebetændelse og blærebetændelse hos ældre personer. Og det, jeg ved om blærebetændelse, det er ikke ret meget, men for mig at se, så er blærebetændelse noget, som man typisk ret hurtigt kan komme over. Man får noget medicin for det, og så er man videre. Er det korrekt?
Hans Erik: Det er meget korrekt, når det er sådan, at det forløber, som det ideelt set gerne skal forløbe. Og så er der alle dem, hvor det ikke løber så ideelt. Og der er det bl.a., at når man bliver ældre, så er der noget med vores immunsystem. Vores immunsystem, som måske bliver svækket, vores evne til at komme over det, der er ringere, og det laver nogle problematikker.
Leon: Og Dorthe, som vi har med i dag, hun får selv lige lov til at fortælle, hvordan det hele egentlig startede for hende.
Dorthe Jørgensen: Det er, fordi jeg omkring 1. november 2025 registrerede, at jeg havde feber. Omkring 38,3-38,5 stykker hele tiden. Og så tænkte jeg, at det kan være, at det er en blærebetændelse, så jeg kontaktede lægen og fik penicillin. Og det gjorde jeg igennem tre uger, tre forskellige slags. Og der skete faktisk ingenting. Jeg blev ved at have feber og havde ingen appetit. Jeg sad mest i en stol og orkede simpelthen ikke noget som helst. Jeg gad faktisk ikke engang at lave mad til mig selv om aftenen. Og der var ikke ret meget, der smagte godt. Frugt, det var det, jeg bedst kunne lide. Og så den sidste penicillin, jeg fik, det var en bredspektret. Og den mente lægen, at vi lige skal prøve at have dem alle sammen og se, om ikke det virker. Men da jeg var kommet til dag nummer seks, jeg tror det var syv eller otte dage, at jeg skulle have dem, så ringede jeg ind og spurgte, om ikke godt de ville indlægge mig. For jeg kunne ikke mere.
Leon: Fy for en skefuld får man næsten lyst til at sige. Dorthe, som er skidt tilpas, feber over en længere periode, flere antibiotikakure, der ikke virker, og så til sidst simpelthen må ringe om at blive indlagt for at få hjælp. Hvordan skal man typisk gribe det an, når man har sådan en patient?
Hans Erik: Det man forsøger på, det er jo egentlig at se, hvordan kan vi slå den her infektion ned. Og det er jo det, der bøvler ekstremt meget i det her tilfælde. Og det er sådan set meget sigende i forhold til vores tanker om, når en organisme bliver ramt af en infektion, en bakterie. Hvad er det så, vi tænker om det? Vi har lidt den her vesterlandske tankegang, lidt som om, at der er terrorister, der er kommet ind i vores organisme. Så gælder det om, hvor store kanoner kan vi finde og slå dem ned med. Vi forsøger at bruge de små kanoner først. Det antibiotika, der er sådan, som vi tænker, det rammer nok ganske udmærket her og rammer alt for bredt, så vi skal have slået de gode ting for meget ihjel indvendigt. Og det er jo rigtig godt. Men det er bare ikke lige nok til dårligt, så vi må lige have skruet lidt op for styrken i vores våben i forhold til at slå hende ned. Det er heller ikke helt nok. Og det her bliver egentlig et godt billede på, hvad det er, der sker, når vi bliver ældre eller når vores modstandskraft bliver svækket. Appetitten er ikke for god. Det er jo noget, der også kan ske, når man får en antibiotikabehandling, at vores appetit også bliver ramt, samtidig med at infektionen i sig selv også rammer vores appetit. Og får vi ikke mad og drikke, og det kører, så er det også med til at svække vores modstandskraft. Og det er ekstremt vigtigt i sådan en tilfælde som det her, at det spiller. For ellers elsker kroppen ikke tage sig af det, den skal tage sig af. Bare det at bombardere løs på en bakterie, det er bare ikke nok, når man er et ældre menneske. Det kan vi gøre, når vi er unge, altså de unge piger, de har mere livskraft i sig, så når de får en bakterie, så en ordentlig gang antibiotika på, så er den lagt ned, og så er det kureret. Og det er jo sådan, vi elsker at se vores medicin, vores antibiotika, vores penicillin. Det er jo det, der har udfoldet den her fantastiske historie om, hvor god vores vestlige medicin er, fordi antibiotika, penicillin har virkelig reddet mange infektioner, også når der virkelig er noget på spil, hvor folk var ved at dø af det. Det var jo en revolution, da man opfandt penicillin. Man kunne pludselig behandle noget, som man tidligere ikke har kunnet behandle tilstrækkeligt. Nu kan man pludselig slå det ned. Men når det er ældre mennesker, så bliver det lige pludselig tydeligt, hvor meget vi også er afhængige af, hvordan kroppen så supplerer med det, den skal i forhold til at komme over en infektion. Og det er lige netop det, som ikke var tilfældet, det, der ikke var tilstrækkeligt her i forbindelse med Dorthe. Og det tror jeg, vi skal til at tænke noget mere ind, når vi har med ældre mennesker at gøre, eller når vi har med svækkede personer at gøre ellers. Mennesker, som er angrebet af mere alvorlige sygdomme, ellers har det en konsekvens, og det er i retning af andre kroniske sygdomme, som kan gå i gang. Det kommer vi lidt ind på senere også.
Leon: Nu nævnte du bare lige helt kort de her unge piger, og så nævnte du også blærebetændelse og bakterier. Altså, jeg er jo vokset op med den forståelse, at man kan få blærebetændelse, når man som pige render rundt med de her crop tops, altså de her lidt forkorte toppe, hvor der lige er noget maveskind. Og det er jo tit de ældre, og jeg kan da huske, at min bedstemøder har sagt til min storsøster, åh, pas på maveskindet, du får blærebetændelse. Det er jo kuldevirkning, så jeg troede jo egentlig, at blærebetændelse var en slags forkølelse af blæren.
Hans Erik: Ja, kulde, der trænger ind.
Leon: Ja, men man kan ikke få blærebetændelse, fordi maveskindet bliver koldt.
Hans Erik: Du får ikke blærebetændelse, fordi maven bliver kold, men du nedsætter din modstandskraft, dit immunsystem bliver trukket tilbage. Og det vil sige, at når man har blæren, og et urinrør, der ikke er alt for langt, når man er kvinde, ja så, når modstandskraften trækker sig tilbage, så er det bedre mulighed for, at bakterier udefra kan trænge op i blæren og sætte sig og give en blærebetændelse. Så svækkelsen i forbindelse med med kulden, at vi har kolde baller, vi har kolde fødder eller kolde ben, der kan trække op – maven, der kan trække ned med kulde, jamen det er, at modstandskraften har sværere ved at komme ud og ramme og være effektiv nok til at stoppe de angreb, der kommer udefra. Så man kan sige, at når vi har et normalt fungerende immunsystem, om det så er i forhold til forkølelse eller i forhold til blærebetændelse, så har vi et immunsystem, som virker som, at der er lukket her, ladeporten er lukket, men når kulden kommer, så er der en overflade af vores krop, slimhinder, som ikke får den blodgennemstrømming, som de skal have. Og det er gennem blodgennemstrømningen, at immunstofferne kommer frem og skal hjælpe kroppen til at fange det, som slipper indenfor dem. Så hvis det ikke bliver fanget, så kan det trænge længere op. Er det i blæren, så er det der, det sker. Er det i næsen, så er det en forkølelse, der går i gang. Det er immunsystemet, der skal tage sig af det. Kulden svækker os.
Leon: Så en lille sandhed i den forståelse, jeg er vokset op med.
Hans Erik: Absolut.
Leon: Vi skal lige tilbage til Dorthe igen, fordi det her med de forskellige antibiotikakure, arteriet, der bliver mere og mere tungt, vi skal lige prøve at høre, hvordan hun egentlig oplever det.
Dorthe: Jeg synes jo nok, at egenlæge… Jeg vil ikke sige, at de… Jeg ved ikke, hvordan jeg skal udtrykke det, men at de syltede mig lidt, fordi de vidste ikke, hvad de skulle gøre, før jeg spurgte om at blive indlagt, for jeg kunne ikke holde det ud. Men altså, jeg kan godt forstå, at den sidste penicillin var meget skrap. Og den var noget ala dem, der får kemo, som kan lugte på deres håndklæde, når de har været i bad. At der er medicin i kroppen. Og det kunne jeg jo altså også mærke.
Leon: Ja, det, Dorthe fortæller her, det bekræfter jo egentlig meget godt det, du siger til sidst. Så kører man det helt tunge skyts ind, og så vil man bare have udraderet det hele. Det sker så ikke med det samme kan jeg godt afsløre allerede nu. Hun siger også det her med, at hun synes jo nok, at i hvert fald egenlæge har syltet hende en lille smule.Der kommer også sådan en erkendelse af, at de ved jo heller ikke, hvad de skal gøre. Men hun synes, det trækker lidt ud. Den her oplevelse, Dorthe har af at være blevet syltet, er du enig i den? Har det taget for lang tid, det her?
Hans Erik: Ja, det er en lang proces. Og det er jo uheldigt, fordi når man ikke kommer ordentligt over en infektion, og den bliver hængende, noget bliver hængende, ens appetit er nedsat, så går det jo ud over vores lyst eller energi, til at kan bevæge os. Hvor meget snakker vi ikke om motion, bevægelse, at det har betydning for vores helbrede og forbyggelse i det hele taget af vores helbredstilstand og vores livskvalitet, fremme vores livskvalitet. Appetitten er i gang, vi har ikke lyst til at spise, jamen så er vi jo mere påvirkelige over at få et nyt angreb af et eller andet. Og det er bare uheldigt, men det er egentlig, nej hvor vi ser det meget i klinikken, det er så klassisk det her, og det er noget af det her, vi skal til at gøre mere op med. Og jeg ved ikke, om vi skal klandre lægerne det her, egentlig ser jeg det som om, at lægerne mangler redskaber i deres værktøjskasse, eller også er det måske vores værktøjskasse, der skal til at pakkes noget mere ud, og man har en større forståelse for det her, at kroppens egen evne til at kan rejse sig, efter en infektion. Det er den, vi skal have fat i, det her. Fordi man kan godt få noget slået ned, men hvis kroppen ikke ligesom kan tage fat i det, og få skovlen under det, jamen så bliver det ved med at hænge noget.
Leon: Det svarer till, at man bare lige tager toppen af mælkebøtten, og hvis man ikke får roden med, så kommer den igen lige om lidt.
Hans Erik: Ja, det var et rigtig godt billede.
Leon: Tak, den kom lige til mig.
Hans Erik: Fantastisk billede, for det kender en hver, der har en græsplæne.
Leon: Ja, præcis.
Hans Erik: Her i forårstiden. En anden ting, vi jo også kan se ved Dorthe her, det er, at hun har sådan en febertilstand fra starten af, som ligger på de her 38, 2-3-4-5 stykker.
Leon: Ja, det er jo her, du plejer at sige, feber er vores ven. Feber kan vi godt lide.
Hans Erik: Fantastisk.
Leon: Det virker ikke til, at de er sådan rigtig gode venner, Dorthe og feberen.
Hans Erik: Men det her, det er noget pjatværk af en feber. Fordi det er ikke sådan en feber, der virkelig slår noget ned. Det er sådan en feber, som kroppen prøver sådan krampagtigt at få løftet op til et vist niveau.Men den har ikke helt kræfterne til det.
Leon: Nej, så er vi tilbage også med det med maden, ikke?
Hans Erik: Ja, lige præcis. Og vi ser det helt klassisk. Vi kan engang imellem se patienter, der for eksempel får at vide, du siger, du har en højere temperatur, og du føler dig varm. Men du har jo ikke feber, for den er jo ikke over 38. Nej, men der er faktisk nogle mennesker, der har det, vi kalder en lav feber. Og de mennesker, som har det, det er typisk en svaghed i det system, der styrer hele fordøjelsesapparatet, som faktisk regulerer hele vores bakteriesammensætning i vores fordøjelsessystem, som har en kæmpe indflydelse på vores modstandskraft i det hele taget, og som faktisk bliver spoleret, når vi bruger antibiotika. Det er derfor, vi skal ikke bruge det i ret lang tid. Den skal helst sidde lige i skabet, når det er sådan, vi gør det. Men hvis det system er svaghed, så kan vi ikke producere en ordentlig feber. Jeg møder en hel del mennesker, som siger, jamen, vi har ikke haft feber i 30 år. Jamen, det skal man ikke prale af. Kan du så se, at få noget gjort ved det. Fordi det, at man ikke kan lave en feber, det er det samme, som man faktisk bare venter på, at der hober sig noget sygdomsmæssigt op i vores organisme. Vi skal kunne levere en ordentlig feber. Men det er klassisk, hvis vi bliver svækket, eller der er svaghed i det system, som styrer hele fordøjelsen, så får vi ikkeen ordentlig feber. Så hendes 38,2-3-4-5 stykker, det er det, hun kan levere. Og dermed hjælper kroppen jo egentlig for lidt på vej til at få gjort kål på den infektion, der er. Så det viser meget fint, at artilleriet, antibiotikaen, penicillin kan slå ned. Men hvis kroppen ikke har evnen til at backe op omkring den hjælp, man får, jamen, så får vi ikkenødvendigvis ryddet op. Og så ser vi sådan nogle tilstande, som det Dorthe har været igennem her, at de opstår.
Leon: Nu siger du det her med, at man helst skal have en ordentlig omgang feber, en gang imellem. Så står jeg og tænker tilbage på, hvornår jeg sidst havde feber. Det er et par måneder siden, og jeg kan fortælle dig, at den var høj.
Hans Erik: Du var syg!
Leon: Ja, jeg var syg!
Hans Erik: Mande-influenza…
Leon: Gange to.
Hans Erik: Ja, det er jo godt til dig.
Leon: Ja, det er gået meget bedre siden. Hvornår skal jeg så have min næste høj feber igen, hvis jeg skal holde systemet ved lige?
Hans Erik: Jamen, kan du få det sådan en gang hvert halvandet til to år, så er det super fint.
Leon: Okay, så vi er deroppe. Det behøver ikke være en gang om måneden.
Hans Erik: Nej, så begynder det at trække for mange kræfter ud, i stedet for, at vi bliver tæret af det. Men det var noget, vi så under Covid. Altså, da vi ligesom gik isoleret, og vi fik nogle infektioner, så så vi jo faktisk i klinikken, at mennesker fik nogle småting, der lå at køre det i kroppen, hvor man kunne sige, at kunne man bare få en ordentlig feber, eller blive ordentlig syg, så man kunne komme over det igen. Ellers kunne man også gå og skubbe med det. Så vi lever i samspil med virus og bakterier, og er afhængig af at blive udsat for det, med jævne mellemrum, for at vores immunsystem er i stand til, og kan reagere kraftigt og hurtigt nok. Hvis ikke vi er beredt, eller hvis vores immunsystem ikke bliver holdt ved lige, med de der påvirkninger, hvor robustheden skal være til sted, så sløves det lige så stille, for der er ikke brug for det. Kroppen vil jo ikke bruge ressourcer på noget, som den måske ikke får brug for. Så kan vi se det her med virus og bakterier, til en vis grad som en ven, et nødvendig onde til, at vi kan holde vores immunsystem stærk, så er vi godt på vej.
Leon: Men Dorthe, hun er så alligevel fanget i et slags vakuum, med den her, ikke sådan alt for høje feber, eller hvad kalder du den, klat feber?
Hans Erik: Den lave feber, eller lav-temperatur -feber.
Leon: Den bliver hun jo hængende i, og hun er på sygehuset, og de har prøvet med alle mulige forskellige kure. Det hele er forsøgt af, man har smidt de store granater ind, og forsøgt at slå det her ned, men der er jo stadigvæk noget, der raserer inde i Dorthe.
Hans Erik: Ja, hun er noget ramt.
Leon: Det må man sige. Og derfor så begynder man også på sygehuset, at udvide horisonten en lille smule, for så at finde ud af, hvad er det så, når det ikke er noget, vores antibiotika kan slå ned?
Dorthe: Jamen, de begyndte jo at spørge mig ud, om alverdens ting. Hvordan jeg boede, om jeg havde rotter og mus omkring mig. Jeg var helt rystet. Og om jeg var vant til at tage på, vandring ud i skoven, ja, udlandet, og måske sove i shelter eller noget andet, så man var i berøring med jord. Det var jo det, de var inde på.
Leon: Dorthe bliver, som hun også selv siger, jo noget rystet over, hun skal sidde og, ja, måske ikke endda så meget, at hun skal sidde og svare på de her spørgsmål, men bare i det hele taget, at hun bliver spurgt om de her spørgsmål. Hvorfor er det, at lægerne nu begynder at spørge ind til, hvordan hun bor, rotter og mus, og vandreture, og shelterture, og udlandsture? Hvorfor gør de det?
Hans Erik: Det gør de, fordi de er grundlige. Det gør de, fordi vi har haft en behandlingsforløb, som er typisk. Det opfører sig ikke, som det skal. Det slår det ikke ordentligt ned. Er der noget, vi har overset? Kan der være en eller anden anden årsag til, at den behandling, vi har givet, ikke har virket tilstrækkeligt? Og der er det bare sådan, med rotter og mus, så har man haft sin sodavand til at stå ude i udhuset, og der har kravlet mus hen over det, og tisset på den måske. Og så har man fået den her sodavandsflaske ind, og taget kapslen af, og så drukket den af flasken.
Leon: Nu får du så også alle sammen til at tænke på, hvor vi har vores sodavandstil at stå.
Hans Erik: Ja, det synes jeg virkelig også, man skal. Fordi jeg kan huske, da jeg var barn, der skulle jeg altid stå og så gøre de her sodavand og øl, dem skulle jeg gøre ren. Jeg ved, hvor meget det gjorde gavn, at jeg gjorde dem rene. Men det er jo faktisk en måde, der kan blive overført nogle smittetilstande, hvor dyrene kan være bærere af noget, som ryger i os, og skaber nogle infektioner, som man kan slås ned. Og der skal vi være mere specifikke i, hvordan skal vi slå det her ned? Så det er jo ekstremt relevant, det man har gang i her, men Dorthe har jo levet i en tid, hvor det måske at man ikke havde styr på nogle ting.
Leon: Ja, præcis, så det var den, jeg lige ville prøve at præcisere lidt.
Hans Erik: Så det føles jo lidt på en anden måde, end hvad det er tænkt fra behandlingsmæssigt.
Leon: Men så der er rent faktisk ikke, det er ikke fordi, de tror, at hun bor uhumsk, og har rotter og mus løbende op ad vægge og lofte.
Hans Erik: Nej, men der kan ske ting, og det bliver man nødt til at have øje for, når behandlingen ikke virker tilstrækkeligt.
Leon: Så siger hun det her med, at hun bliver spurgt, om hun sover ude og er i berøring med jord. Er vi over i det samme der?
Hans Erik: Det er bare fuldstændig kutyme. Det er næste step, vi går i gang med, hvis tingene virker, som de skal.
Leon: Så det er side 2 og side 1, det er ligesom alle de her antibiotikakure, så side 2 er rotter, mus og vandreture.
Hans Erik: Men jeg tænker måske i side 1 i protokollen, der skal vi altså lige have lidt mere fokus på, hvad er det, der understøtter hendes modstandskraft? Ja, det er, at patienten får mad, patienten får væske, patienten får sig rørt. Altså, hvis de basale ting ikke er i orden, så er det med til at gøre, at kroppens immunsystem ikke kan, hvad skal man sige, virke optimalt. Og understøtte artilleriet, behandlingen med antibiotika, til at slå tingene ned. Og de faktorer, det gør, at kroppen brænder lidt sammen i sin infektionsproces. Og det er jo der, vi akupunkturmæssigt går ind og sætter gang i vores immunsystem. Når vi sætter gang i immunsystemet, nogle af de punkter, vi bruger til at stimulere immunsystemet med, det er faktisk punkter, som hjælper til at bevæge blodet i vores organisme, bevæge blodet ned omkring blæreområdet, men faktisk også punkter, der går ind og styrker fordøjelsen, hvorfra hele immunsystemet starter. Vores bakterier i tarmen har indflydelse på, hvordan vores immunsystem kan fungere, også nede i blæren. Og de faktorer, når vi stimulerer dem, ja, så får vi gang i appetitten. Vi får gang i lysten til at drikke. Hvis ikke man får noget særlig vand, så kan vi bruge alt det antibiotika, det skal være. Jeg har ikkelyst til at drikke vand, så jeg får måske 3-4 dl væske at drikke på et døgn. Det bliver man altså rask med antibiotika på. Måske er det sådan nogle helt basale ting, der egentlig har manglet, fordi hun havde jo mad ned og…
Leon: Hun spiste lidt frugt.
Hans Erik: Ja, lige præcis. Det er jo det, hun bedst kunne. Så kunne hun selvfølgelig få lidt væske den vej igennem. Men hvis ikke det er tilstrækkeligt, så er det med til at gøre, at en måske ganske udmærket behandling bare ikkehar virket, fordi de andre ting har været opfyldt. Så det er noget af det, man selv kan gøre til det. En af de ting, som vi ofte anbefaler i kinesisk medicin, når man har en infektion, det er at spise suppe.
Leon: Suppe? Det er fordi, at så kan man lige banke temperaturen op, lave en kunstig feber?
Hans Erik: Knapt nok. Men vi får noget væske. Og typisk noget salt med i det her. Så vi har lyst til at få mere væske. Og det er let fordøjeligt. Måske kogt lidt ekstra, så der skal fordøjes meget lidt i det, så kroppen skal ikke bruge så mange ressourcer på at fordøje. Det er jo det, vi i gamle dage kaldte skånekost. Så noget, der er skånekost, det er noget, der ikke kræver ret meget energi at omsætte, men hvor energien er hurtigt til rådighed for vores organisme. Og det profiterer vores immunsystem af. Og på den måde, så kan det hjælpe vores organisme til at komme over en infektion. Så vi skal lige huske, at antibiotika, penicillin, det er altså fantastiske opfindelser, men der sker jo ingenting ved at understøtte, at det har et bedre fundament at virke på. Så er vi jo godt på vej. Og det behøver vi jo ikke at kalde alternativ medicin. Fordi det her, det er jo sådan, vi bare var gode til at informere. Jeg kan da huske tilbage i tiden, når man kom til læge for 30-40 år siden, så var det jo almindelige ting, som blev kommunikeret. Det bliver ikke så tit kommunikeret i dag. Men det har stadigvæk en betydning. Og det er måske noget af det, der forsvandt lidt ud af vores folkemedicin, eller folketankegang, det der med, at vi sidder omkring bord og så udveksler, jamen når vi har det sådan her, så kan det jo godt agere på den og den måde.
Leon: Ja, tit så tror jeg, så venter man egentlig bare, til man er så tilpas skidt, at man så kan ringe til lægen og så få den der pille eller kur.
Hans Erik: For eksempel, ja.
Leon: Og på den måde kom vi i mål med første afsnit, der venter. Et afsnit mere om blærebetændelse hos ældre. Og der skal vi lidt mere ind i den traditionelle kinesisk medicin-verden. Kan man sige det?
Hans Erik: Ja, og hvordan behandler vi det her? Og når tingene ikke lykkes godt nok behandlingsmæssigt, hvad er det så, det har af konsekvenser? Når vi kører løs med artilleriet, hvad er bagsiden af medaljen, når vi ikke er heldige at få succesoplevelsen? Og hvad er det for en afmagt, man står med i sundhedssystemet, når de her ældre mennesker bare ikke vil komme rundt i ovnen på? Hvad er bagsiden af vores normale tilgang, når vi ikke får fulgt op på det?
