Læs afsnit:
Leon Rask Sørensen: Der findes mennesker, som næsten altid finder en løsning på de udfordringer, de måtte stå i. Det er den type mennesker, som, hvis kroppen begynder at drille lidt, så træner de lidt mere, og hvis de bliver trætte, så arbejder de lidt hårdere. Det, vi skal tale om i det her afsnit og også det næste, det er så, når de her strategier ikke længere virker. Hej, Hans Erik.
Hans Erik Foldberg: Hej, Leon.
Leon: Det her er jo egentlig sådan nogle typer mennesker, som vi alle sammen gerne vil være eller har lyst til at være. At vi ligesom kan komme ud af de udfordringer, vi måtte stå i.
Hans Erik: Ja, opskriften på, hvordan vi tager de udfordringer, der er, og vi tager dem sammen og vi går i gang. Og så får vi en kvittering, der hedder, at du må bruge dig selv på fuld tryg, som du gerne vil, og du skal få det godt med det.
Leon: Og hvad er det egentlig, der sker, når vi gør det her? Altså, når man er træt, og man ligger på sofaen, så er det nemmest at blive liggende. Det er svært at komme ud og få løbeskoene på, hvis man ikke sådan er vant til det. Men hvad er det, der sker inde i kroppen?
Hans Erik: Ja, så sløver kroppen ned, flowet i vores organisme går ned, måden kroppen hormonmæssigt kommunikerer med sig selv. Det er ikke så genialt. Hvorimod, når vi kommer i gang, vi får bevægelse på, vi får os rørt, vi får noget ilt indenfor, så frigør det dejlige endorfiner. Endorfiner, det giver velværd, det giver friskhed, det giver en oplevelse af, yes, vi kan det her.
Leon: Og det er så også det, når man så får gang i de der endorfiner, og man skulle gerne modvirke på sigt, at man så er så dvask.
Hans Erik: At kroppen driller, og at vi bliver trætte.
Leon: Vi har Vickie med i dag, en kvinde, som du har haft under behandling her i klinikken. Hvad er der at sige om hende indledningsvis?
Hans Erik: Hun er mønstreeksempel på, hvordan vi bare skal tage os sammen.
Vickie Bruun: Jeg har et primært arbejde, hvor jeg arbejder 37 timer om ugen, hvor jeg underviser unge mennesker med autisme specifikt. Og så har jeg de sidste fire år taget uddannelse og uddannet mig til psykoterapeut, og den uddannelse har jeg så taget ved siden af. Og det er jeg så blevet færdig med, og så løbende de sidste par år, har jeg startet virksomheden op. Hvor det er, at jeg har samtaler med mennesker, der kommer i individuelt terapi.
Leon: Her hører vi jo virkelig, hvad for en power-woman Vickie hun er. Altså et arbejdsomt menneske, der passer arbejde, tager en uddannelse ved siden af, og så også lige sideløbende starter egen virksomhed op. Det er der vel ikke noget galt i?
Hans Erik: Nej, det er fantastisk. Det er friskt. Og det er jo tegn på, at sådan som mange gerne vil se på os, at det er sådan, vi skal være, at vi kan få noget udrettet. Og det giver jo en kæmpe tilfredsstillelse indad til, at man også føler, at man flytter sig og har nogle kompetencer, som man kan få lov til at sætte i spil og bruge. Altså det er jo livskvalitet, ikke? Så det er jo rigtig godt det her. Og hvis vores krop kan levere varen til det, vi har gang i, og vi finder balancen i, at kroppen kan holde sig restitueret, og hvis der skulle komme lidt på besøg, så kommer det væk igen. Så er det jo rigtig godt. Og der bliver bare nødt til at sige, at motion er fantastisk. Fordi motion bevæger vores energi, bevæger vores blod, hjælper kroppen til bedre at få affaldsstofferne ud af systemet og få næringsstofferne frem. Der er så meget godt. Så den her aktivitet er rigtig god. Det, der selvfølgelig kan ske, det er, at der kommer noget ind, eller vi bliver ramt på en eller anden måde, som så kan gøre, at kroppen lige pludselig skal tage sig af noget indvendigt, som den ikke får med i det her.
Leon: Og det er faktisk lige præcis også det, der sker for Vickie.
Vickie: Fordi jeg i efteråret begyndte at få nogle symptomer, som der lige så stille og roligt blev forværret. Jeg har egentlig altid været meget aktiv i forhold til motion og arbejde. Men i forhold til motion, så begyndte jeg at mærke, at jeg begyndte at miste lidt muskelkraft. Og så i november, der begynder jeg at få ondt i mine led, min håndled, min albue, mine arme blev svage, knæ, fødder, hofter, ryg, sådan flere forskellige steder. Så begyndte jeg at få smerter. Og det går egentlig stille og roligt ned ad bakke, men jeg mærker det hele tiden. Det er selvfølgelig især i forhold til det her motion, jeg dyrker. Jeg løber rigtig meget. Jeg dyrker motion tre, fire, nogle gange fem gange om ugen. Undervejs, så kan jeg ikke løbe mere.
Leon: Hun har været vant til at kunne det hele, både jobmæssigt og i fritiden. Og så lige pludselig, så begynder kroppen altså at slå knuder for Vickie. Hvad er det første, du tænker, han siger, når du hører Vickie fortælle det her?
Hans Erik: At kroppen her ikke helt har kunnet følge med til at restituere oven på det, hun har budt hendes krop. Den der velvære, som vi taler om i forhold til endorfiner, der kører løs, den kan jo få os til at få følelsen af, at vi kan. Og når vi er oppe at motionere tre gange om ugen, så rammer vi en ret god balance for de fleste. Men når vi bevæger os op på fire eller fem gange i ugen, så er det min erfaring, at på et eller andet tidspunkt, så begynder det at slå fejl. Så skal der nok være en eller anden ting, der går ind og driller, som gør, at kroppen lige pludselig ikke kan nå at restituere sig tilstrækkeligt.
Leon: Og som man så ikke vil opdage på grund af endorfiner?
Hans Erik: Ja, så er det endorfinerne, de kan snyde. Fordi endorfiner virker jo smertelindrende. Så har vi f.eks. en skade, der er på vej, så kan den skade godt blive sløret af, at endorfinerne virker smertelindrende, og vi får mere energi. Så det er sådan lidt ligesom, at der er en advarselslampe, der lige begynder at lyse. Den lyser gult. Det betyder, at vi kan godt fortsætte, men vi skal måske forsætte lidt besindigt. Men når endorfinerne så kommer ind over det, så slår de ind i den gule advarselslampe fra. Lige såvel som hvis kroppen nu ville melde træthed på det her, så kommer den ikke till at melde træthed, fordi følelsen ved endorfiner er velvære og energi. Og så sker der jo så det, at hun oplever, at så kan hun lige pludselig ikke.
Leon: Lad os lige høre, hvad hun egentlig siger om de her symptomer.
Vickie: Jeg tænker, at det er meget mærkeligt, fordi jeg faktisk altid har kunne holde mig aktiv, også hvis jeg har været en lille smule syg. Altså hvis jeg har haft lidt ondt i halsen eller har været lidt forkølet. Så har jeg faktisk altid kunne løbe mig fra det. Jeg har også altid været vant til at have travlt på mit arbejde, og jeg har også en virksomhed, som jeg er ved at starte op og har godt kørende. Så jeg syntes egentlig, at det var lidt mærkeligt, at de strategier, jeg jo altid har haft, at dem kunne jeg ikke rigtig benytte mere af. Det er jo som om kroppen blev ved med hele tiden at sige stop.
Leon: Hun siger, at hun synes, at det er mærkeligt, at det ikke længere virker, og det er vel ikke så underligt, at hun synes det.
Hans Erik: Nej, sådan synes de fleste. Hvis det er sådan, at man har kunnet bruge den her metode i 20 år, og det har fungeret rigtig godt for en, man har været aktiv, og kunne få lov at udrette de ting, som man gerne vil udrette, så er det jo mærkeligt, hvorfor man lige pludselig kan gøre det. Men så må man jo til at kigge efter, hvor kan årsagen så ligge til det. Og den strategi, man har brugt, der altid har virket, den strategi, som jeg tænker, er common sense, den, som hvis vi lytter til eksperter, hvis vi lytter til Bente Klarlund, altså motion, det gør så meget for din krop, det gælder bare om at komme i gang.
Leon: Bente Klarlund, det er tv-lægen?
Hans Erik: Ja, som virkelig har været promotor for det her, og har vist meget forskning, der viser, hvor meget er det, motion, bevægelse, det kan gøre for vores helbred, så er det jo mærkeligt, hvis den tilgang, som er common for rigtig mange mennesker, aktive mennesker, og der bare har virket, pludselig ikke virket. Selvfølgelig vil man synes, at det er mærkeligt, men der er jo ingenting, nothing fits all, der er ingenting, der passer hele vejen. Så kunsten er et eller andet sted at kende det her med, hvornår er den her strategi faktisk en rigtig, rigtig god strategi, og hvornår kalder det på andre strategier. Fordi hvis kroppen siger stop, så bliver jeg bare nødt til at sige, kroppen er så genial, bliver jeg nødt til at lytte til det. Der er et budskab her, og hvis ikke det hjælper bare at banke den igang, trække den igang, altså har man stor vilje, det er det jo nogen, der har, så har jeg set, at så kunne de virkelig tilegne sig væsentlige, væsentlige skader. Men hvis viljen ligger på sådan et normalt niveau, så gør man klogt i at sige, okay, kroppen siger stop, hvad gør jeg så?
Leon: Vi skal lige høre Vickie lidt i forlængelse af det, du siger der., sættelidt flere ord på flere symptomer.
Vickie: Jamen, der sker, det er, at når jeg er i træningscentret, så kan jeg simpelthen ikke løfte det vægt, som jeg plejer at kunne. Det er sådan helt konkret, det der sker. Når jeg løber, så hæver mine fingre og mine fødder ret kraftigt op, og så bliver bliver hele mit system, især når jeg løber, belastet.
Leon: Hvordan mærker du det?
Vickie: Jamen, det mærker jeg ved, at jeg bliver meget, meget træt bagefter. Jeg hæver op simpelthen og får meget ondt også i mine led. Så prøver jeg at finde nogle veje sådan udenom noget, så jeg stadig kan være aktiv. Så prøver jeg nogle andre slags maskiner i træningscentret, men det hjælper ikke rigtigt.
Leon: Ja, noget af det, jeg især lægger mærke til her, det er, at hun siger det her med, at hun ikke længere kan løfte det vægt, som hun plejer.
Hans Erik: Plejer, plejer, plejer. Prøv lige at lægge mærke til det her. Vi har kørt lidt i den, og jeg bliver bare nødt til at sige, at Vickie, hun er på ingen måde den eneste, med det der plejer.
Leon: Nej, altså mit yndlings eksempel på det er det her med naboens bil, som ikke kan starte, og så siger han, at det var egentlig pudsigt, fordi den startede i går. Den plejer jo at kunne starte, og nu virker den ikke mere, og det undrer naboen, og det er sgu da også mærkeligt, at den virkede i går.
Hans Erik: Ja, det er utroligt, der kan opstå noget, når det plejer. Når noget plejer at fungere, så kan det så opstå noget andet.
Leon: Sådan plejer den ikke at sige, når jeg kører over det her bump. Nej, men det gør den så lige pludselig nu. Men ja, det er sjovt, når noget ikke plejer…
Hans Erik: Hvad siger du så til ham?
Leon: Jamen, så siger jeg, at ja, det er sgu da mærkeligt.
Hans Erik: Hvad siger han så?
Leon: Jamen, så siger han jo ikke noget. Det er jo et tænkt eksempel, så han siger jo ikke noget.
Hans Erik: Han siger ingenting!
Leon: Men pointen er bare, at så kan man få ham til at fremstå, som sådan, ja, altså er det nu også…
Hans Erik: Er det overraskende, at det lige pludselig ikke virker? Er det det?
Leon: Jamen, det er jo ikke nødvendigvis overraskende, at den ikke… Men du kan ikke koble det sammen med, fordi bilen startede i går, at så starter den også i morgen. Når den så ikke starter i dag, så er det jo det her hele…
Hans Erik: Og det er jo sådan det er med vores helbred også. Det er jo sådan det er med vores helbred også, at vi… Altså, vores natur er, at vi har vaner, og ting kører i automatik. Og når den her automatik så pludselig bliver brudt, det er altså bare ikke rimeligt. Det er ikke rimeligt, når bilen ikke fungerer. Det er ikke rimeligt, når støvlerne er blevet utætte og der kommer vand ind i dem. Det er ikke rimeligt, når der er en knap i skjorten, der ligesom begynder at sprænge.
Leon: Det kender du?
Hans Erik: Ja, den kender jeg, fordi… Det kunne jo være, at det var fordi, at man blevet lidt større, og så er det jo ikke til…
Leon: Det er derfor jeg har T-shirt på…
Hans Erik: Du vil ikke risikere det, men du holder dig nu også ret godt. Men det er det der overraskende. Der sker lige pludselig noget andet, end det vi har oplevet de sidste 20 år. Og det rusker os virkelig i vores grundvold, og mange gange så kommer der en frustration ind over. Og der, hvor frustrationen kommer ind over, der er det faktisk med til at belaste vores system yderligere. Og egentlig gøre vores system ringere i stand til at kunne komme tilbage på sporet. Så det her, hvordan vi mentalt forholder os til tingene, eller til overraskelserne, eller de der tilfældigheder, der kommer forbi, den måde, vi forholder os til det, det har faktisk også væsentligt betydning på, hvordan vi egentlig kan komme os af os selv.
Leon: Og nu nævnte du ordet frustration, og jeg ved ikke, hvordan irritation og frustration ligger i forhold til hinanden, om Vickie er det ene eller det andet. Om frustreret, ikke nødvendigvis på det her tidspunkt, men så irriteret og lidt nysgerrig på, hvad det egentlig er, der sker med hende.
Vickie: Jeg føler mig egentlig ret frisk, altså sådan mentalt. Det gør jeg. Jeg kan mærke, at det er fysisk, det der foregår i kroppen. Så jeg er egentlig ovenpå, sådan mentalt, hele vejen igennem det her. Men det gør noget ved mig, at jeg ikke kan finde ud af, hvad det er, altså i kroppen, der sker. Fordi at jeg jo altid har kunne holde det sådan lidt i hævd, hvis der har været noget sygdom, eller noget på vej. Jeg er også på skiferie med min familie i december over julen. Og det kan jeg faktisk godt, bortset fra, at jeg ikke kan spænde mine skistøvler, og det er lidt svært at bære skiene, når man skal op i huset og så videre. Men så det går egentlig sådan okay med også at kunne lidt der. Så faktisk i det nye år her 2026, så begynder jeg at blive rigtig træt. Jeg føler sådan, at jeg bliver overmandet af en træthed. Så der er de der fysiske symptomer med at have ondt i min led, og ikke helt at kunne det, som jeg plejer at kunne, altså fysisk/muskelmasse, eller hvad man skal kalde det. Så begynder jeg faktisk at blive træt. Sådan en træthed, der er jeg faktisk ikke heller til at beskrive.
Leon: Vil du prøve alligevel?
Vickie: Ja, jeg vil nærmest sige, at det er sådan en eller anden måde, at man bliver overmandet af træthed, og der er ikke andet at gøre end at hvile sig. Det sker sådan i det nye år, og det er der for alvor, at jeg begynder at kunne mærke, at det er ikke noget, jeg selv kan gøre noget ved det her. Jeg kan ikke løbe mig væk fra det. Jeg kan ikke træne mig ud af det, eller holde mig i gang.
Leon: I begyndelsen var det så i gåseøjne “bare” smerter, Vickie måtte kæmpe sig igennem, men så kommer også det her med trætheden. Er det ligesom det sidste kort, kroppen prøver at spille for at forklare Vickie, er der noget, som ikke er, som det skal være?
Hans Erik: Ja, vi kan sige, at vi er stadigvæk i de gule advarselslamper, der begynder måske at tangere over i de røde. Og nej, det er det sidste kort, fordi sådan noget som det her, vi har nogle hævede i led, og de hævede i led, det er jo et tegn på, at vi har nogle inflammatoriske processer kørende. Og det er sådan noget, der kan udvikle sig til, at har vi et svagt sted, for eksempel, det kan være en lænderegionen, jamen så er det her, der kan komme et væsentlig smæld i ryggen. Det er her en diskusprolaps kan gå i gang. Vi har også, hvis der kommer en væsentlig infektion ind over, en svineinfluenza, eller en covid – alvorlig influenza ind over, jamen så kan det lave så meget kaos i vores system, at det kan være en blodprop, der kommer på banen. Så nej, kroppen har sådan et repertoire-kort, den kan tage frem, men så går vi virkelig fra de gule advarselslamper over til de røde. Så træthed, det er sådan en mild måde, kroppen den viser det på.
Leon: Men så også noget, man sådan skal tage alvorligt. Hun plejer jo ikke at være træt.
Hans Erik: Nej, og man kan jo sige det her med, at hun bruger udtrykket plejer. Så kan man jo egentlig sige, allerede der skal vi til at tænke os om, fordi så må der ligge noget andet bag. Så hvis vi kunne bruge det der udtryk, plejer, når vi begynder at bruge det udtryk, så er vi jo faktisk ved at tvivle på kroppens kompetencer til at komme os imøde. Hey, det er jo pudsigt. Hvorfor virker det, der altid har virket, nu pludselig ikke?
Leon: Så det er lidt det samme. Nu kom der lige et eksempel fra mit liv igen, fordi der er vejen ind at stå vagt for Dronning Margrethe, det er mange år siden.
Hans Erik: Det er ikke så mange år siden.
Leon: Nej, men det er i hvert fald ikke med nuværende konge. Der er der jo skarpe skud i bøssen, og så er spørgsmålet jo altid, skal jeg skyde, skal jeg ikke skyde? Og det korte af det lange, det er bare, er du i tvivl, så er du ikke i tvivl.
Hans Erik: Så skyder du?
Leon: Ja, så skyder man. Det er jo varselsskud først. Er du i tvivl, så er du ikke i tvivl, fordi hvad nu hvis du bliver i tvivl, så kommer indbrudstyven ind, og det skal han ikke på Amalienborg. Så det er bare det der, så når plejer kommer, så skal du heller ikke være i tvivl, hvis du begynder at sige, det plejer at være skidt, så er der noget, der skal…
Hans Erik: Ja, det ville være fornuftigt. Fordi det er jo egentlig bare, at vi tillader det. Den kurs, vi er på, som tilsyneladende er en uheldig kurs, så tillader vi egentlig bare, den kører længere ud. Og hvis du fortsætter den kurs, du fortsætter med nu, så ved du, hvor du ender.
Leon: Vickie, hun lader ikke bare stå til. Hun forsøger virkelig at få indblik i, hvad det er, der sker med hende.
Vickie: Det er skræmmende på den måde, at jeg egentlig bare gerne vil finde ud af, hvad er det, der foregår i min krop.Så på den måde, så tænker jeg, at jeg vil gerne blive oplyst, hvad det er, der foregår. Og det er jo ikke lige til at blive, men jeg begynder ligesom, og jeg får tilskud i forhold til vitaminer osv. Og jeg prøver at lægge min kost om, altså prøver at få noget super mad, hvor det er, at jeg kan… Jeg prøver at gøre det, jeg selv kan gøre ved det. Og det er jo så også derfor, at jeg kontakter Foldberg og spørger, om han kan hjælpe mig godt på vej.
Leon: Ja, så er vi jo faktisk tilbage til, hvor vi startede til det her med Vickie som person, altså en med noget power, en, der ikke bare accepterer, at nu kan hun ikke løfte det vægt, hun plejer, og hun bliver mere træt, og hun får også mere ondt. Hun gør ligesom noget ved det.
Hans Erik: Ja, hun bruger jo egentlig den strategi, som hun har brugt i 20 år. Men jo med den indsigt at sige, okay, når det, jeg plejer at gøre virker, så må jeg gøre noget andet. Og det er jo egentlig det, vi skal forstå. Så det, der gælder om her, det er jo egentlig at blive skarp på, hvad er det præcis, der er problemet for Vickie i den her situation.
Leon: Ja, og noget tyder på, at jeg ved ikke, om man har været helt skarp på det, men det, vi skal tale om i næste afsnit, det er, at de her symptomer, de formentlig er skudt i gang på baggrund af noget, der er startet for endnu længere tid siden, end hvad Vickie selv har gået rundt og troet.
Vickie: Jeg var ude for en ulykke, hvor jeg svømmer, og så når man svømmer, så laver man vendinger. Og under sådan en vending her, der kommer jeg til at sparke mig ned på bunden af svømmebassinet, og så slår jeg hovedet. Og der får jeg nogle klassiske symptomer på hjernerystelse. Og så inden for et par dage, så får jeg sådan meget stort tryk i mit hoved. Og det gør, at jeg kommer… Jeg bliver sådan ud af stand til at kunne klare mig selv.
