Læs afsnittet:
Leon Rask Sørensen: Andet afsnit om den oversete hovedpine. Velkommen tilbage og også velkommen til dig, Hans Erik.
Hans Erik Foldberg: Tak for det, Leon.
Leon: I dag skal vi tale lidt om det basale i forhold til kroppens måde at producere energi på. Er der noget, du lige vil sige rent indledningsvist om det?
Hans Erik: Jamen altså, i forhold til den her hovedpine, hvor man bliver tung i hovedet, eller man bliver træt i hovedet, eller man får en pandehovedpine, hvor man ikke får energi nok til hovedet, der bliver vi nødt til at have en forståelse for, hvordan det er, at kroppen naturligt laver sin energi. Og det er det, vi skal kigge lidt dybere ind i. Fordi så giver det egentlig forklaringen på rigtig meget af, hvordan vi hjælper de her mennesker.
Leon: I første afsnit havde vi jo både Emil og Agnes med. Vi vender tilbage til begge i det her afsnit. Men der, jeg godt kunne tænke mig at starte, det er Agnes. Noget af det, vi sluttede med, det var det her med panodiler og iprener. Det kunne man bare tage. Det var i hvert fald det, lægerne sagde. Spis nogle af dem her, så skal det nok.
Hans Erik: Ja, og det var da, jeg sagde, at vi skal også lige forstå, at det er en slags hjælpeløshed, som vi står overfor her. Fordi vi har ikke i den almindelige medicin metoder til at hjælpe en organisme, som egentlig er i energi- eller næringsmangel til hovedet. Der findes ikke medicin, som kan tage sig af det her. Den vestlige medicin, det den er god til, det er, at den er god til at undertrykke noget og slå symptomer ned. Men hvis det er en manglende næringstilstand til vores hoved, så får det aldrig nogensinde lov til at virke. Og det er jo det, hvor jeg sammenholdt med det her med et barn, som ikke får noget at spise, som siger, jeg er sulten, jeg er sulten, jeg er sulten. Der giver vi jo heller ikke smertestillende medicin, og vi vil da i hvert fald slet ikke få effekt af det, heldigvis.
Leon: Noget af det, du også sagde, det var i forhold til Agnes. Der sidder en 15-årig pige her. Det, hun siger, tager jeg for gode varer. Så når hun siger, at hun har ondt i hovedet, så har hun ondt i hovedet. Og jeg siger ikke, at alle andre ikke tog hende for gode varer. Jeg siger bare, at hun blev opfordret til at gøre noget, hun måske dybest set faktisk ikke havde lyst til.
Hans Erik: Men der er så meget hjælpeløshed eller afmagt ind i det her, så er det ikke noget med at dunke nogen i hovedet for det her. Det er bare et område, hvor der ikke er klarhed på i den almindelige medicin, hvad gør vi for de her mennesker.
Leon: Så lad os prøve at se, hvad det kan føre til.
Agnes Skovsgaard: De sagde, at jeg bare blev nødt til at prøve at tage i skole og prøve at lægge det i baggrunden. Så det var lidt det, jeg gjorde. Det var svært at koncentrere mig, når jeg havde så ondt. Det var meget hårdt at komme igennem. Dagene føltes meget længere. Og det der med, at jeg skulle koncentrere mig og snakke og huske det hele, det var svært. Jeg var virkelig, virkelig træt. Så lagde jeg mig ind på værelset tit og isolerede mig og prøvede at være i en mørke rum og ikke rigtig lave noget. Så det gik meget ud over min energi.
Leon: Hjalp det på hovedpinen?
Agnes: Nej.
Leon: Så det her med at tvinge sig selv ud af døren og afsted i skole, det har altså heller ikke haft en positiv effekt på Agnes?
Hans Erik: Nej, det er jo igen det der med forståelsen af, hvorfor man har hovedpine. Hvis det er sådan, at det er mangel på energi til hovedet, og man egentlig tvinger sig til at gå igennem noget, så er vi egentlig oppe og være på overarbejde for at kunne yde et eller andet. Og så er det jo klart, at når der er mangel i forvejen, så vil man jo forværre den mangel. Og vi kommer jo lidt igennem den her med, at det er nok lidt mere, at jeg skal tage mig sammen eller noget. Og det kan jo blive noget voldsomt ud af. Når man er 15 år og man får at vide, at jeg nok skal tage mig sammen, jamen det vil jeg nok prøve at gøre. Og så tror man jo også på autoritet og ens forældre osv., jamen så er det nok det, jeg skal. Det er nok sådan, det er at leve. Det er nok sådan, det er at blive voksen.
Leon: Nok dem, der ved det bedst.
Hans Erik: Ja, de ved nok bedst. Så jeg skal nok prøve at gøre det. Og når man så fejler i det når man har en vis alder. Og om den er ved 15 år, 17 år, 18 år i hvert fald. Jeg vil gerne, men jeg kan faktisk ikke rigtig. Det kan virkelig sætte gang i noget psykologisk, som er noget rigtig makværk. Og det er jo det samme, der også kan træde over i sådan en som Emil, der er selvstændig. Jamen jeg skal jo have min butik til at hænge sammen. Og mit hoved fungerer godt nok ikke for godt til, at jeg kan gøre det. Jeg har ondt i mit hoved osv. Men jeg er jo et pjok, hvis ikke jeg gør det. Fordi hvis ikke jeg gør det, så kan jeg jo ikke få min butik til at hænge sammen. Og så fejler jeg jo ind i det her samfund. Så det her, at vi har den her uvidenhed i forhold til den her oversete hovedpine. Det har altså bare nogle konsekvenser. Det svarer jo lidt til at sige at du har et brækket ben. Men vi har ikke så meget forståelse for det her med den brækkede ben, og hvor lang tid det tager om at hele sammen. Så nu har du jo nok gået en uges tid. Nu må du jo ligesom tage dig sammen, og så komme afsted.
Leon: Se om du kan støtte lidt på dig.
Hans Erik: Ja, lige præcis. Og sådan ville vi jo aldrig tænke. Men det er jo fordi, at vi har indsigten, og vi har forståelsen for, at det tager en vis tid for, at sådan noget kan gå sammen. Men hvis ikke vi har en forståelse for noget, så er det, at vi kommer ud og foreslår nogle løsningsmodeller, som jo slet ikke hænger sammen. Så det er bare så vigtigt, at vi har forståelsen for sammenhængen i, hvordan de forskellige ting skabes. Så i forhold til Emil, der er lidt den her overanstrengelse.
Leon: Og det er faktisk også noget, som har strejfet ham tidligere, om det kunne være overanstrengelse.
Emil Damsgaard: Ja, det har da strejfet mig flere gange, om det er. Generelt min levemåde.
Leon: Har du følt dig stresset?
Emil: Nej, ikke. Det er jo igen begrebet stresset. Om man mener, at man flyver rundt ikke og når det, man skal. Det synes jeg da, at jeg når. Hovedet er da nok måske lidt stresset.
Leon: Men energien har sådan været dig til at kunne arbejde de der mange tider?
Emil: Det har den været det meste af tiden, ja.
Leon: Så når den ikke har været der, kan du prøve at se lidt over på, hvordan du så har haft det?
Emil: Det er jo så egentlig først der til allersidst, inden jeg begynder hernede (i klinikken, red.), at energiniveauet er fuldstændig dødt.
Leon: Hvordan dødt? Hvordan kommer det til udtryk?
Emil: Det er bare, at egentlig fra du står op om morgenen til du går i seng, så er du træt. Altså mentalt træt også. I hele hovedet. Og begynder måske ikke at huske tingene så klart som førhen.
Leon: Hvad kunne det være for nogle ting?
Emil: Generelt arbejdsdagen. Selvfølgelig har ja da skrevet ting ned, men jeg kan godt huske, hvad jeg sidder og tænker aftenen før, at jeg skal huske dagen efter. Men når du så begynder atglipme nogle af de ting, så…
Leon: Og det har du ellers altid kunnet?
Emil: Ja, jeg har egentlig aldrig haft problemer med.
Leon: Han virker jo egentlig som en mand, Emil, der har gjort sig nogle tanker om begrebet overanstrengelse og stress. Og nej, måske ikke sådan rigtig stresset. Hovedet har måske været lidt på arbejde. Men alligevel er der så nogle ting, der godt kunne pege i den retning. Det der med hukommelsen bl.a. Det, han normalt har kunnet huske, uden at skulle skrive det ned. Det begynder langsomt at glippe.
Hans Erik: Prøv at høre alt det her, vi taler om her. Alt det, der bliver talt om her, det er funktionsudfald ind af en kant. Det er funktioner, der slår fra. Stress betyder overanstrengelse. Så jeg kan være overanstrengt fysisk. Ja, hvis ikke hovedet får tilstrækkeligt med energi, så bliver jeg overanstrengt fysisk. Jeg kan være overanstrengt følelsesmæssigt. Ja, jeg bliver overanstrengt, når jeg er bange for, at jeg ikke kan slå til. Eller at min dag ikke hænger sammen, så jeg kan holde til at lave det, jeg skal lave. Og jeg vil sgu egentlig også gerne være lidt for familien. Vi kan blive overanstrengt mentalt. Hvordan får jeg mit hoved til at fungere? Og huske det, jeg skal huske. Det falder mig lige pludselig svært at huske det mest banale. Jeg skal bruge ekstra, ekstra energi på at huske, hvordan tingene hænger sammen. Så det er funktionsudfald gang på gang på gang. Så her er det bare, at kinesisk medicin adskiller sig så voldsomt fra vores vesterlandske tankegang. Det er det her med, at vi kigger ikke på, hvordan vi bare fikser et problem. Vi kigger ikke bare på, hvordan vi slår en eller anden ting -ubehag- ned. Nej, vi bliver nødt til at gå ind og kigge på, hvordan er det den normale funktion af vores organisme fungerer. Og der er det altså sådan, at os mennesker, når vi har fået en god nat søvn, som vi jo helst skulle have fået, så er vi klar til dagen og vejen. Når vi er klar til dagen og vejen, så kan vi vælge at tage på arbejde. Vi kan også vælge at gardere os lidt til, at vi skal på arbejde, at vi tager lige lidt at spise, inden vi skal på arbejde. Fordi hvis vi garderer os og vi har fået noget at spise, så ved vi, at så er der energi til, at vi også skal yde noget, eller at vi skal i skole og skal yde noget på skolebænken. Så det er meget fornuftigt, at man tager sig noget at spise. Så der nytter det ikke noget, at gå i gang med den her, der hedder 8-16, der hedder, at vi venter med at få noget at spise indtil middag.
Leon: Hvornår er det nu, du siger, at man skal starte med at spise?
Hans Erik: Vi skal se efter at få noget at spise inden for den første time, efter vi vågner og står på. Eller i hvert fald, at kroppen kan komme i gang, fordi vi kan godt vågne og så ligge i vores seng og småblunde osv. Men når først hjernen begynder at komme i gang, hvis vi begynder at læse et eller andet, eller hvis vi står op, så er det der, breaking, inden for den næste time. Se efter at få noget ned i brødklaveret. Og når vi så har fået noget at spise, jamen så har kroppen noget at arbejde med, og kan på den måde nedbryde det her mad, så det kan blive til energi. Det foregår nede i mavesækken. Det er der, det starter. Bugspytkirtlen leverer enzymer til fordøjelsen. Der kommer noget syre til her. Vi får nedbrudt noget protein. Vi får igangsat den første nedbrydning, for at det så kan gå videre til tolvfingertarmen, gå videre til tyndtarm, så vi virkelig kan få nedbrudt bestanddelene til noget, vi kan optage ind i vores system. Så er der energi. Når der bliver lavet noget energi, så er det energi til at sende ud til vores celler. Og når der kommer energi ud til vores celler, så kommer der strøm på maskinen. Når der er strøm på maskinen, så kan hele vores energisystem fungere. Der er et fundament for, at det kan fungere. Og det er her, jeg har omtalt det her med maven. Den skal bl.a. sende energi op til hovedet. Noget af det kan være sukkerstoffer, der kommer op til hovedet. Yes, så er vi friske igen. Men vi kan ikke bare sende sukker, sukker, sukkerstoffer op til hovedet. Vi skal også have noget, der virker langsomt ind i vores system, og sikre, at der er en god spænding på vores system. Så vi skal have noget, der er noget gods i, som når det tager lang tid om, bliver omsat, så er det en stabil energi, vi har til vores organisme. Når der er en stabil energi til vores organisme, så er der også en stabil energi til vores maver. Det system, som har nogle energikanaler, som sender energien op til hovedet, og skal forsyne bl.a. til panden. Og i panden der sidder frontallapperne. Frontallapperne, dem kan vi rigtig godt lide. Fordi frontallapperne, det er dem, vi bruger, når vi leger. Ligesom når du går på arbejde. Hver eneste dag, du sidder og leger med de ting, som du nu er blevet sat til at arbejde med eller som du har valgt pr. kontrakt, det vil jeg sgu gerne arbejde med. Og når man har lyst til det, man er i gang med, ja, så går det jo let. Og hvis man har energi til det, man skal lave, så går det endnu lettere. Så kan man faktisk godt finde lidt sjov i det.
Leon: Men så kan det være, at der er nogle opgaver, der er lidt dræbende, og så bliver det en lidt lang dag.
Hans Erik: Uh, er der sådan nogle forfærdelige opgaver indimellem også? Men hvis ikke der er energi til hovedet, og der ikke er energi til frontallapperne, så slår det her med kreativiteten fra. Hvordan løser vi nu det her bedst? Altså at være kreativ på det, være nysgerrig på, hvordan finder jeg vej i tingene? Der kommer simpelthen ikke energi til at slå nysgerrigheden til. Interessen slår lige så stille fra. Og når det bliver lidt mere alvorligt, så begynder det at påvirke vores evne til at kan se sammenhænge i tingene. Tingene bliver mere forvirrende, vi kommer mere på overarbejde, vi skal til at bruge noget energi på at presse det her igennem. Det er noget skidt. Og så er det, at den der korttidshukommelse kan slå fra, og vi bliver sådan lidt fraværende, så bliver det hele lidt mere besværligt. Hov for søren, vi fik noget at spise inden vi tog på arbejde. Det er rigtigt. Når der er gået en vis stykke tid, så skal vi altså have noget at spise igen. Fordi på et tidspunkt, så er det jo brændt af det vi har fået. Så skal vi gerne have noget, der kommer ind igen. Og sådan skal vi se efter at få noget tilført. Tre, helst fire, gerne fem gange i løbet af dagen. Og så kan vi sige, så afhænger det af, hvordan vi spiser. Ja, spiser vi en kost, som kører rigtig meget på protein og fedtstoffer, og vi har udelukket kulhydraterne, ja, så behøver vi ikke helt så mange måltider. Men så skal vi bare lige være opmærksomme på, så skal vi også hvile os lidt mere. Fordi det er altså det tigerne, de gør. Tigerne, når de ligger og kører med den mad der, som visse kostregimer tager fat i, så bruger de rigtig lang tid på at fordøje. Og rigtig lang tid på at sove. Så hvis du er en af dem, som bruger rigtig lang tid på at sove, så er det helt i orden, at du får næring en vej igennem, hvor det koster meget energi at omsætte og få noget energi ud af det, du spiser. Men hvis du skal yde, så bliver du altså nødt til at få noget, der giver noget energi, som kroppen forholdsvis hurtigt kan få fat i igen. Og det er det her, det er den sammenhæng i tilførslen, vi skal have, for at kroppen i sit udgangspunkt kan fungere. Er der så nogle ting, der er gået på tværs, altså at vi måske er blevet uregelmæssige med at spise, så er det klart, så kan det her system slå lidt fra. Det er faktisk noget af det, der kan slå sådan en hovedpine som det her i gang. Men har der været infektioner i vores organisme; ja, så kan infektioner også være noget af det, der egentlig ødelægger vores appetit eller griber ind i at tage den energi, vi egentlig skulle have brugt til hovedet. Er det helt ukendt for os at kunne få hovedpine i forbindelse med en infektion?
Leon: Nej, ikke når du spørger på de måde…
Hans Erik: Nej, det er også rigtigt. Men vi kender for eksempel ved en influenza. Der er en almindelig ting, man kan få, det er hovedpine. Man kan få spænding i nakken, der kan sætte sig og give hovedpine. Man kan også risikere at få i forbindelse med en forkølelse, få noget bihulebetændelse, man kan få noget pandehulebetændelse. Og det er jo faktisk også noget af det, der kan give de her typer af hovedpine. Så det er jo en af de ting, vi skal lige have udelukket, at det ikke er en skjult pandehulebetændelse. Der kan også være nogle psykologiske faktorer, som spiller ind og giver belastninger. Hvis det er noget, vi har svært ved at kapere eller fordøje indtryksmæssigt, der kommer til os, så er det faktisk noget af det, der kan blokere vores mavesystem og gøre, at vores mavesystem holder op med at nære naturligt til vores hoved. Og det kan sætte de her hovedpiner i gang. Så går vi og har en hel del bekymring eller noget, vi ikke kan gennemskue, hvordan vi kommer igennem, og det virkelig trækker ressourcer ud af os, så kan det være med til at sætte den her form for hovedpine i gang. Men vi skal se hele vejen rundt, hvordan er kroppens normale måde at fungere på. Og i kinesisk medicin er det simpelthen så simpelt. Når vi har fundet ud af, hvordan det her hænger sammen, så er det her, vi sætter nåle i, til at gå ind og justere, at de her ting kan komme til at fungere igen. Og de her typer af hovedpiner, de er faktisk ikke så svære. Hvis de har stået på i godt tid, så er de ret hurtige at kurere. Har de stået på i længere tid? Emil har haft hovedpine i 4-5 år, har haft belastning af det at være selvstændig, så han har lige strammet skruen lidt mere. Ja, så kan ens system faktisk godt være kørt en hel del ned. Ja, så er det klart, så kræver det mere at få sådan et system kørt op. Sådan en som Agnes har haft den her type hovedpine i lige knapt halvandet år. Og så skal der mindre til for at få fat i det. Agnes har vi ikke styr på endnu nu, men vi er dog derhenne, hvor hendes system begynder at fungere.
Leon: Men Agnes har så ikke været her i halvandet år…
Hans Erik: Nej, nej, nej, nej, nej. Så ret hurtigt, når ens organisme begynder at falde for overbevisende ud, så er det, at man skal se efter at gøre noget ved det. Med mindre man gerne vil have større udfordringer, fordi større udfordringer giver større selvtillid, hvis man kommer igennem, så kan man jo lade det vare lidt længere. Og det der med at få lavet den nødvendige energi, som der har manglet i alle de her kanalsystemer, du har talt om, ja, nogle gange så koster det altså også energi at producere energi.
Agnes: Altså i starten, der var jeg meget træt efter hver gang, så der sov jeg i bilen på vej hjem. Og så har jeg oplevet et stykke tid det der med, at lige pludselig så får jeg meget energi, og det kan svinge meget med energi og med mit humør. Men der blev jeg også forklaret, at det egentlig er normalt, og at det egentlig kun er positivt, så det hjalp mig ligesom til at komme igennem det. Men det har været meget svingende.
Leon: Før Agnes hun fortalte det her, der sagde jeg jo det her med, at det kan godt koste energi og lave energi, men forklar lige, hvad det er, der sker.
Hans Erik: Jamen det der sker, det er når man begynder at få en organisme til at skulle i gang, altså vi sætter systemerne i gang, så leder vi jo egentlig ressourcerne hen i retning af at køre en proces. Og ofte, ofte når vi har mennesker, hvor det har en vis alvor, så bliver man træt i starten. Fordi vi skal lave noget energi, vi skal have noget energi skabt i en organisme, og hvis ikke der er energi i forvejen, og det koster energi at sætte en proces i gang, så bliver man jo træt i indgangsvinklen. Og hvis man så ikke forstår, hvad det egentlig betyder, så kan man jo godt tænke, at man bliver bare mere træt og at det kommer aldrig til at hjælpe det her. Altså igen, der kalder det på en forståelse for, hvordan er det kroppen arbejder og får tingene til at fungere. Så trætheden kommer i første omgang, fordi kroppen skal ledes i gang med, hvad er det, den skal til at lave om på. Og det tager simpelthen, i nogle tilfælde tager det jo vanvittigt ved, for at sætte den her proces i gang. Hun har det her med, at hun sover, når hun er på vej hjem i bilen. Det fortæller lidt om det. Det kunne da være sjovere at sidde og snakke, når man nu havde muligheden for at sidde og snakke med far eller mor. Men når kroppen så kommer i gang med at lave noget energi, så begynder den at rette op på nogle ting. Og når den virkelig retter op på nogle ting, så smutter energien lidt. Og når den så ligesom har rettet op på det, så giver den et overskud udadtil. Og det giver de her svingninger. Og når man i sidste ende har fået lavet tilstrækkeligt overskud ind i det her system, at det kører som smurt, jamen så er overskuddet jo også vedvarende.
Leon: Og med det så er vi færdige med de her to afsnit om den oversete hovedpine. Hvis man vil lære mere og høre mere om andre emner, der relaterer sig til toppen af kroppen, nemlig hovedet, så ligger der også et afsnit på vores forskellige sider om migræne fx. Så det kan jeg også anbefale. Hvis ikke du har noget at tilføje, så synes jeg bare, at vi skal slutte af med at høre Agnes og Emil selv fortælle, hvordan de har det i dag.
Emil: Jeg har det superfint. Jeg er fuld af energi igen, og ingen hovedpine.
Leon: Hvad med hukommelsen og det mentale overskud? Det synes jeg, der er fuldt funktionelt igen. I dag er der ingenting, og jeg har ikke haft hovedpine i flere uger nu. Eller måneder, tror jeg nærmere. Det er sådan en byrde, der er forsvundet. Roen i sig selv om, at det er i hvert fald ikke noget jeg skal gå og frygte…
Agnes: Jeg arbejder på et hotel ude i Brejning, hvor jeg hjælper i restauranten og i baren. Det går meget godt. Jeg er blevet bedre til det der med at lægge det i baggrunden med alle de der lyde. Det har jeg ikke altid kunne tåle. Men nu lægger jeg ikke rigtig mærke til det. Jeg har lånt min mors elcykel, og cyklet den tur et par gange. (17 km. hver vej, red.) Når jeg kommer hjem her i starten, så er jeg lidt høj på det. Jeg synes, det er mega fedt. Jeg kan også mærke, at jeg bliver træt, men det er ikke på den måde, at jeg ikke kan overskue noget. Jeg bliver mest bare søvnig-træt. Det har en positiv virkning, det med at være sammen med folk. Det har hjulpet mig og givet mig mere energi, og jeg er mere glad, når jeg er sammen med andre. Det har jeg ikke rigtig kunne i lang tid. Der har jeg følt, at for at kunne lade op, der skulle jeg være alene. Nu skal jeg være sammen med folk.
