Læs afsnittet:
Leon Rask Sørensen: I dag skal vi tale om forebyggelse af sygdomme, forebyggelse af tilstanden og forebyggelse af skavanker, forebyggelse af alt muligt. Hej, Hans Erik.
Hans Erik Foldberg: Hej, Leon.
Leon: Når vi taler forebyggelse i forhold til kroppen og sygdomme og skavanker og alt det her, så kan det godt gå hen og blive lidt diffust, fordi hvad er det egentlig, vi forebygger? Vi ved jo ikke, hvad vi muligvis bliver ramt af.
Hans Erik: Ramt af eller bliver udsat for.
Leon: Så hvorfor er det her forebyggelse så vigtigt?
Hans Erik: Ja, det er jo ekstremt vigtigt, fordi vi kan jo se, at hvis vi forebygger nogle ting, så opnår vi nogle fordele. Men typisk, hvis vi skal forebygge nogle ting, så kommer vi automatisk til at røre ved vores adfærd. Og hvis der er noget, os mennesker har svært ved, så er det at ændre på vores adfærd.
Leon: Fordi det ligger i vaner?
Hans Erik: Det ligger i vaner, det ligger så dybt i os. Vi har en tryghed i at gøre det, vi plejer at gøre. Og hvorfor skal jeg nu lige pludselig til at lave om på det? Så forebyggelse, det bliver tit sådan noget, det bliver rigtig meget et udtryk for, hvordan har jeg det egentlig indvendigt med mig selv? Og nogle mennesker, de har jo bare en modstand i forhold til at skulle ændre på nogle ting.
Leon: Jo, jo. Det er der nogen af os, der har.
Hans Erik: Nå, jeg kigger ikke på dig, men du føler dig straks truffet, ikke? Så det må jo være fordi, du et eller andet sted kan identificere dig med det der med at have en modstand mod noget. Ellers havde du jo ikke reageret.
Leon: If it ain’t broken, don’t fix it. Det er sådan, jeg har det.
Hans Erik: Det her var jo ikke noget, vi havde aftalt, at du skulle reagere på det. Så det fortæller måske lidt om din natur. Og hvis du havde sagt det til mig, så kunne jeg have haft det på akkurat samme måde.
Leon: Jeg havde stor krise, da Statoil ændrede navn til Circle K.
Hans Erik: Ja, hvad skal det nu gå godt for?
Leon: Her for nyligt MobilePay, der skifter navn til Vipps. Og hver gang, vi laver en opdatering på computeren, så sidder knapperne anderledes, så jeg bryder mig ikke om det.
Hans Erik: Tænker du simpelthen, at det er fordi, du ikke har kapaciteten til den omstilling?
Leon: Jeg tænker bare, at jeg er så stort et vanedyr, at jeg kan godt lide, at tingene er, hvor de plejer, og tingene er, som det plejer. Men så bliver det så også et problem, hvis jeg så bliver ramt af en sygdom eller en skavank, hvor det så ikke er, som det plejer. Så er jeg på bagkant allerede.
Hans Erik: Men så bliver det jo sådan lidt et wake-up call, eller en skubben til, at vi måske godt kan forandre os. Eller kan skubbe ved, når der er noget, der er ud over det, det plejer at være.
Leon: Men når du så taler om det her med vaner, jeg ved godt, at det er sådan et helt kapitel for sig selv. Men noget af det sværeste, tror jeg du sagde, eller så har du sagt det tidligere, at ændre, det er vaner. Hvis vi skal bruge det i forhold til forståelsen af forbyggelse, hvis vi lige skal have lidt hjælp til, hvordan man så bryder vaner? Bare lige sådan en kort tre-trins-liste, hvordan er den så?
Hans Erik: Jamen, i forhold til vaner, der er egentlig ingenting i vejen for at have vaner. Det at have vaner, det hjælper også mennesker til at automatisere nogle ting. Det vi har automatiseret, at børste tænder hver morgen som noget af det første, når jeg står op, den automatisering, der ligger i det, det betyder, at jeg behøver ikke at slå hjernen til. Altså gøre overvejelsen af, at jeg skal også huske at børste tænder, eller gøre overvejelsen af, at shit, måske skulle jeg også se efter at børste tænder. Og så i gang med en masse tanker eller overvejelser omkring det, så vaner er givet også mennesker til at hjælpe os til at have nogle automatikker, der gør det nemmere for os.
Leon: Rutine?
Hans Erik: Ja, det gør det nemmere for os, og som hjælper os til, at vi skal ikke have tingene op på øverste etage for at blive taget til vurdering. Så i første omgang, så gælder det egentlig om at gøre sig klart, har jeg den her vane, har jeg den her tilgang frivilligt, fordi jeg ønsker at have den her tilgang. Hvis der nu er nogle tilgange, som man ikke bryder sig om at have, jamen så skal man til at se på, hvorfor er det egentlig væsentligt for mig ikke at have den her tilgang eller have en anden tilgang på det. Og der har vi rigtig god succes med, når vi skal ændre på sådan noget som vaner, det er, at man prøver at gøre sig klart, hvorfor er det vigtigt for mig, at noget er på en anden måde. Og en af de vigtige steder at gøre sig det her klart, det er jo blandt andet, hvis man ønsker at komme fri af en eller anden dårlig vane – en belastende ting. Tobak, det er jo typisk det, vi kan bruge det til her i huset, når vi skal hjælpe mennesker af med at ryge for eksempel. Jamen, så kan det være godt at stå med en ret klar dagsorden for, hvorfor er det nu, det er vigtigt for mig ikke at skulle ryge mere. Og hvis man går og gør sig nogle overvejelser over det her med, hvorfor det er vigtigt ikke at ryge mere, ja, så er det nogle tankemønstre, som man kommer igennem og kan blive afklaret i. Måske er man så heldig, at man ser efter at komme væk fra den tåbelige idé, at man skal holde op med at ryge mere, så stopper vi jo med den. Men det kan jo også være, at vi kommer frem til noget andet.
Leon: Du spurgte, inden vi gik på, kan vi tale om dit rygestop, så siger jeg, at ja, hvis det er relevant. Og det synes jeg bliver relevant, for nu har jeg faktisk min notesbog til at ligge her foran mig. Og på bagerste side, så jeg hurtigt kan finde den, står der “rygestop”. Og så har jeg fået skrevet op her, hvorfor jeg gerne vil stoppe med at ryge. Både hvorfor jeg i sin tid startede, men også hvorfor jeg gerne vil stoppe. Så når det bliver sådan lidt svært eller lidt kritisk, så kan man finde den her frem, og det er det, du mener med at gøre sig det klart.
Hans Erik: Ja, og gøre sig det klart, det er jo egentlig at gøre sig det klart, hvorfor jeg gerne vil have, at noget skal være på en bestemt måde eller på en anden måde. Og os mennesker, vi kan jo godt blive fanget af vores følelser. Nogle følelser, der kalder på en behagelighed, eller kunne slappe af, eller noget er bare nemt. Så er vi lidt ind omkring den der vanerne igen. Vanerne kan hjælpe os til, at noget bliver nemmere. Men hvis vi skal ændre på det, så skubber vi jo til, at det bliver lidt besværligt, fordi der skal en omprogrammering til. Men der kan det der med en klar dagsorden, det kan hjælpe os rigtig, rigtig meget på vej. Fordi er der en klar dagsorden, jamen hallo, jeg har røget det, jeg skal ryge mit liv, eller jeg kan huske for mit eget vedkommende, da jeg var meget, meget, meget ung, var gået i gang med at ryge, og så tænkte jeg, hold da kæft, det her det smager jo godt. Det skal jeg godt nok til at have hold i, for ellers går det her galt. Og jeg plejer at sige, det er bare et spørgsmål, om at starte når man er ung nok, fordi så er der bedre chance for at stoppe.
Leon: Jeg havde det anderledes, fordi jeg tænkte nemlig, det smager dårligt det her, lad mig prøve igen at se, om det bliver bedre, og så bliver man fanget ind i den.
Hans Erik: Ja, fantastisk.
Leon: Men noget af det her, du så fik nævnt…
Hans Erik: Men det er jo kun to ting, jeg sagde.
Leon: Undskyld, er der flere ting?
Hans Erik: Ja, fordi den tredje, det er jo så, når man først har den her dagsorden på plads, så er det jo at gøre sig klart, hvordan vil jeg så gøre det her. I forhold til rygning, der er det så det med en fysisk trang, der kan være, der har vi vores metode med akupunktur, vi kan gå ind og re-sette de centre i hjernen, som styrer afhængighed, så vi egentlig hjælper til at starte på en frisk. Og så er det det vanemæssige, hvordan er det så, vi tager fat i det, og der er der et fint program på, hvordan man kan hjælpe sig til, at man ikke pisker sig selv med, det kunne være godt at få en smøg, eller et glas rødvin, eller hvad det nu er, man gerne vil lave om på. Altså det, man giver energi, det, man giver opmærksomhed, det får man mere af, så er kunsten jo at give opmærksomheden til noget, man gerne vil have mere af, altså ikke noget, der giver en mere bøvl.
Leon: Og for mit vedkommende er det så rosiner, jeg gerne vil have flere af her i starten. Men det her med, så er vi tilbage til vanerne igen, fordi afhængigheden og abstinenterne i forhold til tobak, det har faktisk for mig ikke været sådan et stort problem. Det er vanerne, når vi står op, når vi går i seng, når vi har spist og sådan nogle ting, og så er vi tilbage med hele det her med at få brudt de der vaner. Hvis vi skal tale lidt mere om mig, så er der også den her med, altså hvorfor skulle det tage så lang tid, kan jeg se nu, hvorfor skulle det tage så lang tid at stoppe, fordi beslutningen…
Hans Erik: … at komme frem til en beslutning om at stoppe.
Leon: Ja, og beslutningen sagde jeg jo højt til dig for flere måneder siden, og alligevel er det først for nyligt, så hvorfor er det ikke bare, at man kommer i gang med det?
Hans Erik: Ja, vi har en modstand. Vi har en modstand mod forandringer, og du grinte jo lidt selv af det. Altså, man kan godt have en modstand. Det er lidt det, du har i dig. Og i forhold til det her med modstand, så kunne det måske være lidt sjovt at kigge lidt over på, hvordan har vores kultur det egentlig med omstillinger, ikke? Og der tænker jeg jo egentlig lidt tilbage på, hvordan det kunne være det her med selerne.
Leon: Sikkerhedsselen i bilerne.
Hans Erik: Hvordan var det egentlig at få brudt med det med, at man ikke kørte med seler, til at man kom over, og så er det blevet en naturlig del at køre med seler?
Leon: Jeg har faktisk et tv-klip med fra DR’s tv-avisen, tror jeg faktisk. Det er 13. juni 1975, hvor den her lov om, om man skulle gøre det lovpligtigt at køre med sele, den er lige blevet færdigbehandlet, den her lov i Folketinget.
Klip fra TV AVISEN 13. juni 1975: Det er nu afgjort, at vi alle sammen skal køre med sikkerhedsseler fra nytår. Folketinget vedtog i dag ved tredje behandling ændring af færdighedsloven, der betyder, at det nu bliver tvungen at bruge sikkerhedsseler, når man kører bil. Afstemningen kom efter en meget følelsesladet debat. 66 stemte imod, at vi skal være tvunget til at bruge sikkerhedsseler. 85 stemte for. Men sagen er ikke helt afgjort. Det kan være, at den kommer til folkeafstemning. Fremskridspartiet forsøger i øjeblikket at samle underskrifter nok sammen. Der skal 60 til, og partiet har tre døgn til det.
Leon: Ja, sådan her lydte det altså i 1975, da den her lov lige var blevet vedtaget. Jeg kan så lige indskyde, at Fremskridspartiet lykkedes ikke med at skaffe alle de der stemmer til at få lavet en folkeafstemning om, hvorvidt man skulle afskaffe den her lov igen. Men det var jo altså en debat, der kørte i flere år, fordi vi har været lidt i arkiverne også og har i Skive Folkeblad fra 1968, altså syv år tidligere, fundet sådan en lille voxspop, de har lavet. Den hedder Syv På Gaden om Sikkerhedsseler. Og jeg tager bare lige to eksempler på to, som der er blevet spurgt her. Den ene er en advokat fra Skive, der svarer, og det er syv år tidligere, skal vi så lige igen huske. “Jeg gider ikke at have sikkerhedsseler på. Det er alt for besværligt både at have på og trække af. Jeg kører rigtig mget, men er temmelig ligeglad med spørgsmålet, selvom jeg som advokat mange gange har med færdselssager at gøre”. Det gider han ikke det her vel.
Hans Erik: Og det er jo sjovt, at man bruger energi på at forsvare noget, der kan være sundt fornuft. Der bliver ikke nævnt noget som helst om sund fornuft i det her. Der bliver talt om, hvordan jeg har det med, at nogen skal bestemme.
Leon: Men så skal du høre den her hyrevognschauffør, fordi der er måske en snert af, i gåseøjne at der er en sundt fornuft over ham. Der er i hvert fald noget ræsonnement. “Nej, jeg skal ikke have sikkerhedsseler, i hvert fald ikke til hyrevogn. Jeg har ikke været ude for biluheld de seneste år. Hvert år har jeg dog alligevel kørt 100.000-120.000 km. Det er alt for upraktisk at køre med selerne som hyrevognschauffør”. Så han har jo ikke været ude for et uheld, så hvorfor skal han overhovedet begynde at have sele på?
Hans Erik: Nu er vi jo godt fat i, hvad det er, der drejer sig om, det med forbyggelse. For det er jo lidt den her, som du også nævner. Hvorfor skal jeg gøre et eller andet, som jeg aldrig nogensinde ved, opdager er et problem? Vi vil jo ikke… Ja, hvad pokker er vi bange for? Er vi bange for at blive til grin, eller hvad er vi?
Leon: Altså, hvis vi tager ind i den her debat med seler, så tror jeg at der er nogen, der vil tænke, ja, og bange for at blive til grin, og jeg skal ikke ligge til last, og der er ikke nogen, der skal fortælle mig, hvad jeg skal gøre, hvis vi tager det i den snak. Og hvis man så kommer kørende der med en sikkerhedssele på, hvorfor jeg lærte, at den skulle man det, for der er jo ikke noget, der viser, at sikkerhedsseler… Altså, jeg ved det ikke.
Hans Erik: Nej, men i dag ville vi jo tænke, det er den største selvfølgelighed. Men det var bare en debat, der kørte i rigtig mange år. Og vi har også lige et andet klip, som måske kan understrege det her. Og årsagen til, at vi lige bruger lidt tid på det her med at vise, hvor svært det er kulturelt, eller ens narrativ, altså ens fortælling om, hvorfor man vil noget, eller man ikke vil noget. Altså, det ligger dybt i os. Og det er bare lidt sjovt at se her 50 år efter. Hold da kæft, har det virkelig skabt så meget debat? Og det har det. Men prøv lige at se. Vi havde politimanden her…
Leon: Klippet her, det er fra en film, der er blevet lavet i forbindelse med Rådet for Større Trafiksikkerheds jubilæum i 1985.
Klip fra Rådet for Større Trafiksikkerheds jubilæum i 1985: “Ganske vist er dette kun en demonstration. Men når Gil Delamare kan kravle levende og uskadt ud her, er det ene og alene, fordi han havde sikkerhedssele på. Ved skæbnens ironi bliver han kort tid efter dræbt, fordi han måtte køre uden sikkerhedssele for at gøre en filmoptagelse troværdig. Naturligvis skal man bruge sikkerhedssele, og den bedste er trepunktsselen. Mange var skeptiske over for sikkerhedsselerne, blandt andre politiet, fordi de frygtede ikke at kunne komme hurtigt nok ud af bilerne. Der skal altså ligefrem et dekret til. Jeg tror det. Er I virkelig så konservative, det er jo frygteligt.Nu har vi set forsøget, og både politiet og hr. Bergsø kom lige hurtigt ud af bilerne. Har De skiftet standpunkt? Ikke mit personlige standpunkt, det skal ikke komme frem her, fordi jeg taler på mine kollegers vegne. Jeg nåede altså at få koblet ud og bremse og stoppe og trække min sikkerhedssele af og komme hen i cirklen, og det må virke overbevisende på de mennesker, som siger, at politiets særlige arbejde vil blive sænket af en sikkerhedssele”.
Leon: Politimanden her, som vi hører sidst i klippet, han skal i hvert fald ikke have klinket noget som helst. Hvad siger du til hans udtalelser her?
Hans Erik: Han prøver jo også med det gode argument for ham, hvorfor det er, at han i hvert fald, eller ordensmagten i hvert fald ikke skal have sikkerhedssele på. Vi skal komme hurtigt ud, så vi kan fange ham tyven.
Leon: Det der også er i den her udsendelse, er, at der også bliver lavet en-til-en-test, hvor langsom er ordensmagten så egentlig, og det viser sig så faktisk, at ordensmagten lige er splitsekund hurtigere, end den med sele på, så forskellen er ikke så stor.
Hans Erik: Nej, det er rigtigt. Men igen, det der er med hensyn til forbyggelse, er vores vej til at gå til forbyggelse, er det noget, der er styret af vores tanker, eller er det noget, der er styret af vores følelser? Vi ser jo også en gang imellem, når vi modtager patienter, at der faktisk er nogen, der kommer af forbyggelsestilgangen. Altså, jeg vil bare gerne have det godt, jeg vil gerne sikre mig, at min krop fungerer så godt som overhovedet muligt, eller jeg ved, jeg bliver udsat for en belastning nu her, som kommer til at kræve noget mere, så jeg skal bare stå stærkt. Og vi ved det jo rigtig meget inden for sportsverdenen, når vi har folk, der kommer, der skal til nogle sportspræstationer, de ved om nogen, at det er vigtigt, at jeg står stærkt til den præstation, jeg kommer til at stå i. Men de har også sikkerheden for, at de kommer til at stå i en belastning, kan man sige.
Leon: Ja, det ved de jo.
Hans Erik: Og det ved vi jo ikke altid, om vi egentlig kommer til. Så det er jo lidt det med, hvordan er vores tanker omkring tingene?
Leon: Det med tankerne, det er jeg sådan for så vidt med på. Hvor kommer det med følelserne hen hen?
Hans Erik: Jamen for eksempel det her med, når man reagerer på en måde, der er fanme ingen, der skal bestemme over, hvad jeg skal. Altså meget må de bestemme i det her land, men de skal dælme ikke bestemme, om jeg skal køre med sele. Eller meget må de bestemme i det her land, men de skal ikke bestemme, om jeg må spise kød. Altså jeg vil have lov at spise mit kød. Dem der ovre på Østerbro, de kan få lov til at beholde deres kikærter, og hvad de putter i kødet, snydefyld.
Leon: Snydefyld? Pas nu på, vi har lyttere og seere i hele landet.
Hans Erik: Ja, det er rigtigt. Men jeg vil have mit kød. Det er jo sådan, at nogen har det med det her, ikke? Så her synes jeg, at det i den grad viser, hvor meget det er vores følelser, der styrer det. Det burde jo være tankerne, der fik lov til at fylde lidt mere, i forebyggelsesøjemed. Hvad tænker du?
Leon: Jamen jeg ved ikke, om det skal fylde mere, men man skulle så tro, at det var mere i den retning, det gik. Men jo mere jeg så tænker over det, så er det da følelser og det er principper, som ligesom er det, der…
Hans Erik: … der tit kommer til at tage os.
Leon: Ja, det tænker jeg, det er.
Hans Erik: Har du brandalarm derhjemme?
Leon: Ja. Men jeg tror, at batterierne skal skiftes.
Hans Erik: Okay, så du gider ikke at skifte dine batterier? Men har du det der med, at så laver den, den der alarm? Altså, bip!
Leon: Jo, jo. Så siger den, at nu er batteriet jo ved at være brugt. Og så har jeg lavet en klassiske, og det er fordi det er de der firkantede store batterier. Og så har jeg koblet dem fra, og så har jeg aldrig fået købt nogen.
Hans Erik: Er det rigtigt?
Leon: Ja, det tror jeg, der er et par stykker.
Hans Erik: Nå, er det nu dine tanker eller dine følelser, der styrer det her? Jeg tænker jo en eller andet sted, at det er jo dine følelser. Fordi jeg tænker sådan noget som dovenskab, det må også høre ind under følelserne. Eller mangel på energi. Fordi jeg tænker…
Leon: Ja, eller mangel på ansvar, står jeg lige og dunker mig selv i hovedet med.
Hans Erik: Ja, ansvarsfølelsen. Men hvis du siger, at det er mangel på ansvarsfølelse, så er det jo også lidt, at du vil egentlig gerne være den, der tager de sunde beslutninger. Du vil gerne være fornuftig.
Leon: Jo, jo. Jeg vil også gerne have den brandalarm op. Altså inden det begynder at brænde, for ellers har den jo ikke den der forbyggende effekt. Og den kan jeg godt se, at den har jeg så ikke lige nu.
Hans Erik: På forsikringspapirerne står der efter branden, var der brændalarmer?
Leon: Ja.
Hans Erik: Var der batterier i? Nej, det var der ikke.
Leon: Kan det ikke se – smeltet.
Hans Erik: Men ja, vi vil egentlig gerne, at det er vores tanker, der styrer. Men det er heller ikke altid, at vi som mennesker har det overskud, der skal til. Og det kan jo lyde banalt. Det passer jo ligesom ikke, at du ikke har overskud til at sætte nogle andre batterier i. Men jeg tænker, at når den ene ting tager den anden og den tredje, så er det vel sådan, at vi af og til er som mennesker.
Leon: Ja, og så går det jo alligevel lige indtil, at det så ikke går alligevel.
Hans Erik: Lige præcis. Så jeg tænker lidt, at den snak, vi har her, det er sådan lidt en refleksion, vi skal have til os selv. På, hvor god er jeg egentlig til at agere på det, jeg synes, der er fornuftigt? Eller det, jeg argumenterer for er fornuftigt? Og hvor meget ryger jeg i den her svøbe, hvor det måske er, at jeg orker ikke rigtigt? Eller der er sgu ingen, der ser det? For øvrigt, kører du med sele når der ikke er nogen, der ser det?
Leon: Ja. Bilerne larmer også i dag, når man ikke har selen på. Men jeg har nu altid kørt med sælen.
Hans Erik: Ja, men hvis ikke der er nogen, der ser det, så er det ikke sikkert, at det er nødvendigt.
Leon: Men der er nogen.. sydpå, når man tager en taxa sydpå, hvor de har selen klikket i bag ryggen, så bilen netop ikke larmer. Når der så kommer politi, så kan man lige se, at de hurtigt tager selen over hovedet igen.
Hans Erik: Så vi er måske ret autoritetstro i det her land?
Leon: Ja, og ellers så er det jo konsekvensen. Der kunne risikere at komme en betjent, der så, at selen var klikket i bag ryggen, og så kunne der komme en bøde, og det har jeg ikke lyst til og lige så snart betjente er væk igen, så… Jeg ved ikke, om det er det.
Hans Erik: Den snak, vi har her, den er egentlig tænkt lidt på den måde, at det sundhedssyn, som vi har her i huset, vi prøver at køre frem med, det er jo rigtig meget et forebyggende sundhedssyn. Samtidig med, at det er et sundhedssyn, der hjælper os til, hvordan kan vi få kroppen til bedre at kunne helbrede sig selv. Så når vi får mennesker ind i vores klinik og skal hjælpe dem af med nogle af de skavanker, som man nu måtte komme med, jamen så skal vi egentlig sætte kroppen i stand til at kunne restituere sig. Hvis vi kigger forebyggende på det, så er det faktisk sådan, og det kan vi se meget tydeligt, at de mennesker, som vi har fået kørt op til at fungere, hvis der sker, at de alligevel ryger i en belastning, det kan være en ulykke, en skade, så kan vi se, at deres evne til at kunne restituere sig og komme ovenpå igen, den er meget, meget hurtigere. Og fra den vinkel, hvor vi står, der kan vi jo rigtig meget se det her med at være på forkant med tingene, det lønner sig meget mere, end at være på bagkant. Og at det en gang imellem har nogle ret alvorlige konsekvenser, når man er på bagkant. For vi ser simpelthen nogle mennesker, som egentlig har ladet deres helbred køre længere og længere ud, så vi skal til at redde dem, når de egentlig hænger i en tynd tråd. Jeg bliver nødt til at sige, at jeg napper mig selv lidt i armen, en gang imellem, når jeg kigger lidt på, hvad vi har lavet i den her podcastserie med det fantastiske menneske, på hvad der faktisk er muligt at få til at ske med vores behandling. Men jeg synes også, at vi skylder det her med at sige, at forbyggelse, det er altså ikke at kimse af. Og jeg synes også, at vi skylder jer, som lytter, at vi får de her overvejelser om, hvorfor forbygger jeg eller hvorfor forbygger jeg ikke. Hvad er det, der er årsagen til, at tingene ikke altid bliver for mig og får sat forbyggelsen i gang eller taget stilling till, hvad er det for en vej, jeg har gang i at køre ud på? Hvad er det for en usikker isflage, jeg måske går ud på? Det her må man gerne have lidt bevidsthed om. Og jeg synes, at du oven på den her podcast godt kunne tage snakken med dig selv. Og hvis du er modig, så tag snakken med en anden også. Måske bed en anden om at se den her podcast. Og så tag snakken bagefter. Fordi det er på den måde, at man måske bliver lidt mere afklaret på, om man skal have en dagsorden i forhold til, hvordan ens liv skal køre. Skal det bare køre sådan lidt tilfældigt derudad, eller vil du egentlig gerne, at du har styring over dit liv i en lidt større grad, end du måske har i dag? Vi sætter lidt fokus på det her med at kigge lidt ind i det med forebyggelse, med noget af det vi kigger på i den næste podcast også. For at se, om kan vi appellere lidt til den her selvansvarlighed? For skal vi have vores helbred til at fungere, skal vi klare arbejdslivet også op i 60’erne? Og som jeg ser en del mennesker, som faktisk også arbejder op i 70’erne og synes, det er alletiders at arbejde en 10-15 timer om ugen, så kræver det også, at vi har helbredet til det. Og det bliver jo nødt til at sige, så bliver vi nødt til at have et sundhedssyn, hvor vi tager os selv alvorligt og sørger for, at fundamentet er bedst muligt i orden.
