
Hvad kan punkterne?
De anviste punkter på billedet følger mavens meridian. Forløbet ned ved siden af skinnebenet kan behandle hele fordøjelsessystemet, idet der både er punkter der stimulerer maven og hele tarmsystemet.
Ved at massere punkterne kan man:
- Lindre mavesmerter og oppustethed.
- Behandle en træg eller forstoppet fordøjelse ved at sætte gang i mave-/tarmsystemet.
- Lindre koliksmerter hos småbørn og babyer.
Hvor finder du meridianen?
Du starter med at finde den lange skinnebensknogle i midten af underbenet. Langs med ydersiden af knoglen (ud mod ydersiden af benet) løber der en lille fure eller fordybning i det bløde væv.
Det er vigtigt, at du slapper af i benet, mens du mærker efter med en finger. Her i furen/fordybningen ligger mavepunkterne, som du skal bruge.
Hvordan stimulerer du punkterne?
Du starter ved et punkt der hedder ST-37, som er et behandlingspunkt for tyktarmen. Punktet finder du i furen/fordybningen på ydersiden af skinnebenet – ca. 8 fingers bredde (de 4 fingre 2 gange) under knæskallen. Punktet er gerne ømt, hvis du trykker ned i det.
Tryk fast ned i punkt ST-37 med en finger og lav cirkulære bevægelser, hvor du masserer i punktet i ca. 20-30 sekunder (ikke glide henover huden, da det vil slide på huden). Bevæg dig herefter langsomt nedad langs med furen/fordybningen indtil du finder næste ømme punkt.
Gentag de masserende bevægelser i det nye punkt. Fortsæt nedefter indtil du når anklen.
Gentag gerne denne øvelse et par gange – skift evt. ben.
Lav øvelsen ved behov. Ved træg mave eller forstoppelse gentages 2-3 gange dagligt.
Vigtigt! Bevæg dig altid fra skinnebenet og nedefter i retning af foden – ikke omvendt!
Hvad kan du forvente?
Du kan forvente lige fra en lille lindring til en total ophævelse af gener/smerter. Vil du fremme processen, kan det være fint at visualisere (dvs. forestille dig) en afslapning af kroppen og en afslapning i det område, du har generne i.
Kolik hos småbørn eller babyer
Når man behandler helt små børn, er det vigtigt at huske på, at man ikke masserer punkterne for hårdt. Børn er mere følsomme end voksne, så massagen skal være blid og trykket ganske let.
Start fra punktet ST-37 og bevæg dig langsomt nedefter mod anklen, imens du masserer i små cirkulære bevægelser med én finger langs med mavepunkterne, der ligger i furen/fordybningen ved siden af skinnebenet (ud mod ydersiden).
Gentag efter behov når barnet har mavesmerter eller 1-2 gange dagligt.
Med kolik gælder det, at jo hurtigere man kommer i gang med at behandle med akupressur, desto bedre virker behandlingen.