Læs afsnittet:
Leon Rask Sørensen: Velkommen til Det Fantastiske Menneske, andet afsnit om ryggen. Hej Hans-Erik.
Hans Erik Foldberg: Hej Leon.
Leon: Vi mødte både Lisbeth og Jan i forrige afsnit, begge opererede for spinalstenose. Jan skal vi også vænne lidt tilbage til i forhold til det her afsnit, hvor vi taler lidt mere generelt om ryggen. Fælles for både Lisbeth og Jan var jo, at de blev opererede begge to for en ryg-problematik. Men det de også har til fælles, det er, at det virkede her og nu. Det var rigtig rart for dem, men på sigt så røg de jo tilbage i problematikker igen. Så kan man sætte to streger under, at operationen er godt på den korte bane, men ikke så godt på den lange bane.
Hans Erik: Vi kan i hvert fald sige, at når noget er kommet så langt ud, at det bliver nødvendigt med en operation, så er operationen rigtig god. Men vi skal samtidig ikke glemme hele historien for, hvad der er gået forud for, at vi er kommet til det punkt, hvor det ender med en operation. Så i forhold til det her med rygproblemer, spinalstenose, vi er altså rigtig langt ude ad en tangent, hvor det er gået galt. Hvor vi slet ikke har fået rettet skuden ind i tiden. Vi bliver nødt til at se på, hvordan det er, at vores organisme fra naturens side er skabt. Hvad er dens funktion? Hvad er dens måde at holde sig selv ved lige på?
Leon: Fordi spinalstenose er ikke noget, der opstår?
Hans Erik: Det opstår ikke bare sådan ud af det blå. Der er en lang proces, der har været lange advarselsblink på vejen hen til det. Hvis vi lige kigger på, hvordan vores organisme er indrettet, så er den sådan indrettet, at hvis der opstår et problem, hvis der opstår en rift på huden, ja, så helder det op af sig selv. Fantastisk. Hvis det er sådan, at vi får en forkølelse, så går det normalt over af sig selv. Altså kludder i immunsystemet, det får kroppen rodet bod på, når det er ganske simpelt. Covid, hvis vi skulle tage den, så kan vi også sige, at i mange tilfælde, får kroppen styr på covid’en. Og så er det det. Covid er bare en noget mere alvorlig infektionssygdom, end en forkølelse er, for eksempel. Så derfor er der altså nogen, der dykker under, og hvor det kan have kæmpe konsekvenser.
Leon: Og vil man blive klogere på covid, så har vi jo også lavet et afsnit om det, i hvert fald senfølger med udgangspunkt i coronasenfølger. Det er bare at gå tilbage i feedet, så ligger der et afsnit om det.
Hans Erik: Så fra naturens hånd, så er kroppen i stand til at kunne restitueres. For eksempel så ved vi også med rygproblemer. Når man er et 15-20-årig ungt menneske, får man så et rygproblem akut.Jamen, så vil det i langt de fleste tilfælde være i orden i løbet af to til fire dage. Og så kører det igen. Sådan er vores organisme indrettet. Men problemet er jo, at hvis ikke vi forstår at få hjulpet kroppen til, at den kan restitueres sig fuldt ud, så er det, der kan begynde at gnave et eller andet sted. Og der kan vi jo så sige, ligesom vi har et hus, vi har bygget et rigtig godt træhus, der er fundament under det, der er vægge, der er stolper, der er spær, det hele er knyttet godt sammen. Ja, hvis det her hus bliver holdt ved lige i forhold til det slid, der kan komme på huset med vind og vejr. Hvis det bliver holdt ved lige med maling, og hvis der er noget, der går lidt råd i, at man så får det udbedret igen. Ja, så har man jo et fantastisk hus, og det kan man jo have i hundrede år. På samme måde er det faktisk med vores krop. Hvis vi er i stand til at holde vores krop ved lige, understøtte kroppens normale funktion i, og kunne restitueres sig, komme tilbage til udgangspunktet efter dagens slid. Vi har brugt den rigtig godt, vi har dyrket sport, vi har følt, at kroppen er blevet rigtig meget brugt. Vi kommer i seng, vi går i seng i fornuftig tid, fordi vi har slidt den godt ned. Ja, så vågner vi op og er veludhvilet, og kroppen er i orden igen, og så er vi bare klar.
Leon: Men det er, når det hele fungerer på papiret?
Hans Erik: Det er, når det spiller. Fordi? Det er ikke kun, når det er på papiret. Det er, når det spiller. Det er, når vi har livskraften i vores organisme, så kroppen kan restitueres sig. Så er det sådan her, det er.
Leon: Men der, hvor det så bliver farligt, og der, hvor det, tror jeg, ofte går galt, det er, når tingene kommer snigende langsomt, uden vi sådan rigtig opdager det.
Hans Erik: Vi begynder at vænne os til, at det er i orden, det skal gøre lidt ondt dagen derpå, og det går godt nok lige en par dage, inden det går over. Ja, så begynder vi at vænne os til, at det er sådan, det er. Du skal vide, du har holdt op med at gå i skole, du har kommet ud og kommet i lære som murer eller tømrer. Jamen, din krop bliver brugt, så du får jo ondt i den. Det skal bare arbejdes væk. Og det er faktisk lidt rigtigt. Hvis vi bruger det, hvis vi arbejder og gør det hensigtsmæssigt, og kroppen fungerer, så skal det arbejdes væk, og så er vi tilbage, og så er vi i fuldt, vigør igen. Men problemet er, at hvis ikke vi får det her gjort, vi ikke fået brugt kroppen, og den ikke vender tilbage igen, så er det begyndt at sætte sig og lave nogle problemer. Og det er jo egentlig der, vi de sidste 10-15 år har talt om, at når der er nogle begyndende problemer, for eksempel med ryggen, ja, så skal der træning til. Der skal nogle øvelser til. Vi skal have det her i gang igen. Og det er super rigtigt, fordi de fleste mennesker, de rører sig for lidt. Så må vi jo lave noget kunstigt brug af vores krop. Altså, at vi laver øvelser, eller vi går til træning, går i fitnesscenter. Tilbage i tiden, der havde vi en arbejdende befolkning. 95% af vores befolkning havde et fysisk arbejde. Ja, der trænede man naturligt, man brugte sin krop. Det er rigtig godt. Det, vi så kan se i dag, det er, at det her med at når vi træner det væk så bliver til noget overbelastning. Ja, så begynder det at give nogle problematikker, hvor det giver et slid på vores væv, på vores led, eller på vores muskler og sener, som er mere, end kroppen kan nå at restituere op. Så skal vi til at kigge efter, hvad gør vi her?
Leon: Da jeg for et par år siden selv fik en diskusprolaps, og det blev vist på scanninger, og der var ingen tvivl om noget som helst, så fik jeg at vide, at vi prøver først lige at træne det væk. Det virkede så i øvrigt ikke så jeg endte jo samme sted som både Lisbeth og Jan med et indgreb.
Hans Erik: Men det kunne godt have virket.
Leon: Det er jo så det, jeg vil spørge dig om. Kunne det have virket, eller er risikoen for, at skaden bliver endnu værre? Hvor stor er den risiko i forhold til, at man træner på noget, som viser sig ikke at gå væk?
Hans Erik: Vi kan i hvert fald se, at vi ved med hensyn til træning, vi ved med hensyn til øvelser, det virker, når vi har en organisme, som begynder at komme lidt ud på kanten, og det er jo det, den har været med dig, når du får en diskusprolaps, for ellers får man en diskusprolaps. En diskusprolaps opstår ikke bare ud af det blå. Jo, hvis det er sådan, at vi ryger ind i et trafikuheld, eller ulykker, faldulykker eller et eller andet, så kan det ske, men ellers kommer en diskusprolaps ikke bare ud af det blå. Der er nogle svagheder, der er kørt løs i længere tid, før det opstår. Og ja, der er faktisk tilfælde, hvor det hjælper rigtig godt, at man kommer til at bruge sig selv og træne fysisk. Det fungerer, men der er også tilfælde, hvor det ikke gør. Og det er der, hvor fundamentet er begyndt at blive for svagt. Altså, vi kan sige, at leddene har været svage, musklerne har været svage, eller der er muskler, hvor der sidder spændinger i, eller overspændinger i, eller inflammation ind omkring nogle led, som måske har siddet der tre, fem, otte år forud, før at diskusprolapsen kom.Og det kan så have en afgørende betydning for, at den træning, du fik, ikke virkede hensigtsmæssigt til dit problem med diskusprolapsen.
Leon: Så det forstår jeg, og det giver mening. Men har jeg, ud fra din vurdering, har jeg så været med til at gøre det værre, når nu der var så lang en historik, og træning hjalp ikke, at min prolaps og de nervetryg, der så er kommet, hvorfor jeg også blev opereret, altså kan træningen forværre det her?
Hans Erik: Ja, man kan i hvert fald sige, at træningen kan bedre din muskulatur, og hele cirkulationen i din muskulatur, og gøre musklerne mere spændstige osv. Men hvis vi har noget inflammation, som sidder ind omkring leddene, hvis vi trykker ind omkring leddene, og det er bare ømt, ømt, hvis den inflammation, den irritationstilstand, hvis den ikke også lettere, samtidig med, at man gør træningen, ja, så er vi ikke nødvendigvis på vej et mere sikkert sted hen. Så er det kun muskulaturen, og senere, når vi måske får den til at give sig lidt, så er det ikke helbredelsen ind omkring leddet. Så der bliver vi nødt til at se på, måske kan træningen ikke helt klare det, der sker ind omkring leddet. Måske er det noget andet, vi skal have fat i her. For eksempel her bruger vi akupunktur, og der har akupunkturen den virkning, at vi med forskellige akupunkturpunkter kan gå ind og frigøre nogle stoffer i vores organisme inde omkring leddene, som virker antiinflammatoriske. Når den her antiinflammatoriske effekt går i gang, så kvitterer kroppen simpelthen med en løsning, altså at leddet løsner sig, og vi kan mærke, at der er nogle smerter eller letter her, det løsner ind omkring. Så tillader kroppen nemlig, at når de stoffer bliver frigjort, nu kan vi godt sætte en cirkulation i gang med det her, fordi nu kan vi begynde at hele op på vævet. En inflammationstilstand er ikke i udgangspunktet noget dårligt. Det er faktisk en indledende fase til, hvordan kroppen har forsøgt at sige, at vi har noget væv her, som har taget skade ind omkring leddet. Det skal vi have nedbrudt, så laver kroppen inflammation. Den laver en betændelselignende tilstand i første omgang. Næste omgang, så kan de hvide blodlegemer komme og æde det her væv, det her betændelse, som har taget skade, og så kan den begynde at bygge de nye celler op, som kan blive stærkere og sundere, og gøre, at vi kan få noget af den normale funktion tilbage igen, så leddet kan begynde at fungere. Og så forsvinder den her ømhed omkring leddene. Og det var ikke sket omkring din genoptræning, tænker jeg. Hvorfor, at det var ikke komplet, det var ikke tilstrækkeligt til at vi kunne få den sunde heling. Så vi skal forstå, hvad er problemet, og hvad er det, der kræves for at kunne få lavet den her sunde tilstand igen. Hvis vi kan få lavet den her sunde tilstand igen, så ender det ikke ud i spinalstenose, fordi så får vi jo, hvad skal man sige, det her skråplan, vi har været lidt ud på, så får vi den lige så stille hevet tilbage til en sund tilstand igen. Og så er det bare med at bruge ryggen, som man gjorde som 15-årig, 20-25-årig, så kan vi igen.
Leon: Så det, der skete for Lisbeth og Jan, og i øvrigt også for mit eget vedkommende, for jeg, røg jo også tilbage i en ny operation for en diskusprolaps på samme sted. Det var simpelthen, at man fik fjernet problemet her og nu.
Hans Erik: Vi lavede plads.
Leon: Men ikke årsagen, og jeg ændrede ikke… Jeg fik ikke trænet, og det ved jeg ikke, om Lisbeth og Jan ikke gjorde. Jeg gjorde i hvert fald ikke.
Hans Erik: Og det skal vi jo også lige være realistiske om. Nogle, de er rigtig gode. Altså, der er jo nogle flinke piger og flinke drenge, de er bare gode til, når de får at vide, nu skal du træne. Nu skal du gøre sådan og sådan, lave øvelser, så du bliver stærk. Det er der nogen, der er rigtig gode til. Men vi bliver nødt til at sige, at vi også er forskellige som mennesker. Og der skal vi lige kigge ind i, at det nytter ikke noget, at vi forventer noget af nogen, som skulle gøre noget, som ikke passer ind i deres natur. Der må vi også have respekt for den natur, at det bliver ikke rigtigt. Og så kan vi sige, så er det også deres egen skyld. Jamen, vi hjælper vel også dem, hvor den metode ikke passer til. Så er det måske noget andet. Nothing fits all. Altså, vi bliver jo nødt til at imødekomme folk på den bane, som de nu har. Så jeg synes ikke, at vi kan bruge det med at skyde folk i skoen. Så er det også deres egen skyld.
Leon: Nej, for det vil jeg så også sige, fordi så efter anden operation, så tænkte jeg, nu skal det være, nu prøver jeg at høre, hvad de siger. Genoptræning til en fys og øvelser derhjemme. Men det gjorde egentlig bare mine efterfølgende smerter værre.Altså, det var ikke længere til smertegrænsen. Jeg fik mere ondt. Og det betød så, at min fys og jeg blev enige om at sige, at vi går lidt længere ned. Og til sidst så siger jeg, at nu er vi så langt ned i intensitet, at nu giver det ikke mening for dig at lave de her øvelser. Og så sagde han tak for i dag, og så gik jeg til min læge, og så blev det konstateret;. Nå, jamen, så er det her jo nok kronisk. Så går jeg hjem med den og tænker, nå, jamen, så har jeg en dårlig ryg. Tillykke. Tillykke, tak for det. Og så stopper den jo der. Så nu synes jeg jo ligesom, at jeg havde gjort det, som du stod og talte om, med træning og noget.
Hans Erik: Og det er her, det gælder så meget om at se, jamen, hvad er det, der fungerer? Og det er jo det, din fysioterapeut faktisk har forsøgt at gøre med dig. Jamen, det jeg egentlig ofte ser, at det kan hjælpe, tænker fysioterapeuten, det er at gøre sådan her, åh, lidt mindre, lidt mindre, lidt mindre. Fordi den irritation, det åbenbart har skabt i omkring dine led og dine muskler, det var hensigtsmæssigt, det førte dig ikke videre. Det gav dig ikke mindre smerter. Ja, så blev vi nødt til at gå en anden vej. Hvis vejen ikke duer, så bliver vi nødt til at korrigere den. Så simpelt er det. Men kunsten er at kan se det. Men kunsten er altså også at kan se ind i kroppen og så finde ud af, kan den her organisme restituere ordentligt på dine led? Og der bliver jeg nødt til at sige, i kinesisk medicin, hvor akupunktur er en del af, der har vi jo en fantastisk diagnosemetode, hvor vi kigger ind i, hvordan fungerer den her organisme? Når vi skal stille en diagnose på en person, så kigger vi efter, hvis det er ryggen, hvordan fungerer leddene, hvordan fungerer musklerne, hvordan fungerer det i en helhed? Men vi gør samtidig det, at vi tager pulsen, kigger på tungen, for at se ind i, hvordan er kroppens evne til at kunne restituere sig? Kan den hele ordentligt op på sit væv? Hvis der er svaghed i de systemer, som naturligt skal sørge for, at der er en god cirkulation, der er en god næring til muskler og led i lænden; hvis den funktion, der skal sørge for det, den fungerer, så vil jeg bare sige, så var din ryg blevet i orden i orden, formentlig ved din træning ved fys. Men det er faktisk det, der mange gange er galt, det er, når den næringstilstand ikke er tilstrækkelig. Ja, så kan man ikke komme igennem. Eller hvis vi nu tager Jan, som vi havde i sidste eksempel, som havde diabetes ovenpå, jamen i forbindelse med diabetes og et for højt blodsukker, der har vi også bare et for højt inflammationsniveau. Og det betyder, det som jeg tidligere lige fortalte om det her med inflammation, som egentlig er noget godt, en nedbrydning af noget væv, og så bygge det op igen, jamen det bliver forkludret, det bliver forstyrret. Kroppen kan ikke restituere sig, fordi inflammationsniveauet generelt ligger for højt. Så der går kaos i den reparationsproces, og så går det i stå, så bliver det stående. Det bliver vi altså nødt til at have øje for. Hvis vi har øje for det, og får de ting bragt i balance, jamen så er erfaringen, så heler kroppen lige så stille, men faktisk også sikkert op. Så vi skal have øje for, hvordan holder kroppen sig ved lige. Hvis vi kigger på spinalstenose, som er en, hvor vi er længere ud af tangenten, før problemet opstår, så har vi både det, at vi har nogle led, som har bruskvævet her med diskus indeni. Bruskvævet. Det skal være i stand til at være godt væskefyldt, og virke som den her stødabsorberende pude. Hvis den lige så stille bliver ringere og ringere, det er det, vi kalder slidgigt, når den bliver tyndere. Hvis den bliver ringere og ringere, ja, så har vi en ringere stødabsorbering. Knoglevævet, altså leddene, selve knoglerne, der udgør leddene, hvis de også bliver ringere, jamen så begynder de at degenerere. Og i forbindelse med det, så står der sådan nogle inflammationstilstande omkring det her væv, og det nedbryder lige så stille vævet. Så den her smidighed og fleksibilitet, som man ser ved et ungt menneske, et lille barn, jamen der ser vi de lidt ældre, der begynder at blive stive og rejse sig op, som om de er gamle mænd eller damer. Ja, så er fleksibiliteten jo væk. Så kan vi sige, så skal vi gøre nogle øvelser igen. Ja, vi skal holde det i gang. Men hvis vi er kommet ud over kanten, hvor vi ikke kan holde det i gang, så er det ikke nødvendigvis de metoder, der gør det alene.
Leon: Så er det måske mere ro, der skal til.
Hans Erik: Ja, lige præcis. Så er det en gang imellem, der skal mere ro til, eller der skal en bedre balance til. Det er måske ikke der, vi altid skal tænke motion, eller træning, hård træning, men mere tænke over i bevægelser, og få os bevæget, få gået, få slanget os lidt ud i forskellige stillinger, så vi bevarer en vis form for smidighed og stimulerer til, at det skal holde i gang. Men vi skal bare ikke undervurdere betydningen af, at vi får identificeret, er der nogle svagheder, som gør, at vi faktisk ikke med de her almindelige gængse metoder, som man selv kan tage, kan holde det ved lige. Der kan det godt være en idé at få en fagperson til kigge på, hvordan er hele næringstilstanden, hvordan er vedligeholdelsen af kroppens væv. Og hvis vi begynder at kigge ind i det her, så står vi meget, meget, meget sikrere i forhold til rygproblemer generelt, og til at spinalstenose slet ikke kommer så langt hen, at den sygdom opstår.
Leon: Og når du siger fagpersoner, er det så sin læge?
Hans Erik: Det er i hvert fald en person, som er i stand til at kigge ind i, hvordan organismen fungerer. Og der mener jeg virkelig, at vi i mange, mange år har haft en blindhed. Og det kan jeg jo se med mit fag. Hvor er det, vi går ind og hjælper? Vi får så mange mennesker, som er gået forgæves i forhold til sin ryg, så vi får de her kroniske rygtilfælde. Og der bliver vi bare nødt til at have indblik i, hvordan er det, kroppen fungerer, hvordan er den i stand til at holde sine væv ved lige. Det er der ikke godt nok, at vi som nogle læger, og der er virkelig forskel, nogle læger, som bare går ind og henviser til, jamen, altså det her med ryggen, altså tror du ikke, det er bare lidt stress, du skal måske bare slappe lidt mere af, eller du er jo også ældre. Prøv at kigge på dine dåbsattest. Altså, jeg bliver bare nødt til at sige, jeg har set mennesker på 80 og 90 år, som springer rundt eller vænner sig rundt på briksen, som var de 19 år. Så kan vi altså ikke gå ind og sige, jamen, kig på din dåbsattest. Så kan vi gå ind og sige, jamen, dit skrog er ved at falde sammen, fordi du har ikke fået restitueret på den. Det vil måske være den rigtige måde at sige det på.
Leon: Og så skal vi lige tilbage til Jan, for det er noget af det, han italesætter os, det er noget af det, han har oplevet, eller i hvert fald det, han frygtede at opleve, hvis han gik til sin egen læge med de symptomer, som vi fortalte om i sidste afsnit. Prøv lige at høre, hvad Jan siger om det.
Jan Højgaard: Hvis man tager op til lægen og siger, at man er træt, hvad sker der så? Der sker nok ingenting. Man får at vide, man er stresset måske, og det kan også godt være, at man er lidt, men den følelse havde jeg ikke. Jeg har prøvet at være nede med stress, og det var jo slet ikke den fornemmelse, der var i kroppen. Det var en helt anden fornemmelse. Det var en træthed og en slidt-op-fornemmelse.
Leon: Så noget af det, Jan fortæller om her, det er den her slidt ned fornemmelse og frygten for at blive mødt med, jeg vil ikke sige ligegyldighed, men i hvert fald så blive mødt forkert med, du har nok stress, eller det er nok noget andet, eller han føler sig slidt.
Hans Erik: Ja, det her er jo bare et godt tegn på, hvordan man kan være på herrens mark. Jeg tænker, det der er et symptom på det, fordi jeg forstår godt, at mange læger ikke ved, hvad de skal stille op med de her irriterende patienter, som kommer med de her rygproblemer. Fordi jeg kan jo se i min vejledning, hvad er det, jeg kan gøre. Samtidig så er jeg bevidst om, hvad undersøgelserne siger. Når vi ser MR-scanning, det gør sgu ikke en stor forskel på, hvad der står på de her MR-scanninger i forhold til, hvad vi gør ved dem. Der er ikke den store effekt altid ved at gøre noget ved det. Og grundlæggende så er det simpelthen, fordi vi har fået gjort noget ved det bagvedliggende problem. Jan siger jo noget meget interessant her.
Jeg føler mig slidt ned. Jeg har ikke energi. Og hvis man ser på vejledningerne, som bliver lagt til lægerne for, hvordan man skal tage fat i det, så har jeg da et meget tyndt grundlag for, hvorfor man anbefaler træning til patienter. Der er ikke særlig god evidens for, at træning hjælper de her patienter. Men man har valgt at tage træningen med ind til de her patienter, fordi det er ikke sikkert, at det hjælper så meget på ryggen, men så kan det være, det er gunstigt i forhold til, at de får brugt sig selv og får gang i cirkulationen osv. Så gør vi noget helbredsmæssigt KRAM-mæssigt.
Leon: Og det er kost, rygning, alkohol og motion, når du siger KRAM.
Hans Erik: Ja. Det er godt for befolkningen. Så tager vi den ind, selvom der ikke er særlig meget dokumentation for, at det vitterligt har en effekt. Og der tror jeg, vi skal forstå, at hvis man er fysioterapeut fx, så er man vant til at bruge sin krop, og man er god med sine muskler. Som læge er man typisk også en person, der har brugt sin krop og konkurrencer med mennesker, fordi ellers bliver man ikke læge. Der har man den tendens til, at jeg klarer mig godt. Der er et drive, ellers bliver man sgu ikke læge. Der skal noget til for at køre igennem en universitetsuddannelse. Men de her patienter er slidt ned og har ikke energi, som vi siger her. Hvad skal der til for at løfte sig op, måske til at kunne køre det her træning og kunne holde fast i det? Måske er det der, den ligger, at det tændstof har man ikke. Den livskraft har man ikke. Jeg kan så fortælle, når vi behandler på det her, så er det noget af det, vi tager fat i. Det er jo at bygge folk op i deres energi. Og når vi bygger dem op i energi, så kan de måske også noget mere specielt, når de værste irritationer og inflammationsprocesser falder til ro, for så letter også meget af smerterne. Og så har man jo lyst til at bruge sig selv, så det kan være en kæmpe hurdel at komme over det her punkt. En anden ting, man også ved, forskningsmæssigt, det er, at en del af de her mennesker, som har spinalstenose fx, som ikke får sig rørt så meget, der er det bare uheldigt, hvis man lider af depression eller fungerer dårligt socialt. Ja, noget af det, vi ser i vores undersøgelser af vores patienter, vi har sådan en spørgeramme, som vi sender folk igennem, og der er der også noget i forhold til, hvad de selv rapporterer i forhold til depression. Og der kan vi se, at mennesker, som er i moderat til svær depressionsområde, selvrapporteret, dem ser vi på 35-45 dage, der har vi fire ud af fem ude af den tilstand. Så det er jo også gunstigt, at man får en lettelse til at bruge sin krop, og når smerterne så begynder ligesom at lette, ja, så kommer man ind i det gunstige at bruge sin krop. Og kan jeg bare få folk til at bruge deres krop almindeligt til det, den skal bruges til, og de kan klare noget havearbejde, eller gå tur, eller samle deres børnebørn op fra gulvet, og hvad det er, der betyder noget for dem, så har vi nået rigtig langt, for så har vi fået skabt noget livskvalitet.
Leon: Så når du hiver den her artikel frem fra Ugeskrift for Læger for læger og siger det der, hvad er så pointen?
Hans Erik: Jamen pointen det er at se det her, når vi stiller diagnose på patienter. Først og fremmest så sender vi dem afsted og sætter dem i træning i gang, jeg synes det er rigtig godt i startfasen. Men når vi kommer hen i det mere kroniske, så begynder effekterne at være lidt for tvivlsomme. Der bliver vi i nødt til at kigge ind bagved, hvordan fungerer vores organisme, hvordan er kroppen i stand til at hele op på sine væv? Vi skal til at have den her vinkel med. Og så er det det med diagnose. Jeg forstår godt, at læger er frustreret over, at den her erfaring omkring, at det er sgu næsten lige meget, hvad der står på de her MR-scanninger. Det gør ikke den store forskel.Vi kan have ondt, selvom det ikke ser slemt ud. Vi kan også have ondt, hvis det ser slemt ud. Det kan også være, at vi ikke har smerter, selvom vi ikke kan se noget særligt på MR-scanningen. Så der er ikke sådan en hel sammenhæng i, hvad man nødvendigvis ser på billederne, og hvordan patienten oplever det. Men noget af det vi kan se, når vi ser MR-scanningen, så kan vi se, hvis der er væsentlig degeneration i, så kan vi sætte processer i gang, hvor vi virkelig kan begynde at hive nogle af de der væsentlige degenerationer, og hive noget af det hjem igen. Og det er da det, vi skylder patienten. Det drejer sig om livskvalitet, det her. Det drejer sig om funktionsevne, og det drejer sig om at få et godt liv.
Leon: Og noget af det, der også står i den her artikel, det er jo også, som du siger, med MR-scanninger. Kan vi se, at her er det så en artikel, der handler om spinalstenose. Hvis vi kan se, at der er en spinalstenose, så kan vi gøre noget ved det. Vi ved godt, som du også siger, at der er masser af symptomer på det samme, men hvis vi ikke kan se det, så kan vi ikke gøre noget. Så gør man ikke noget ved det kirurgisk. Og så er det, at man får en kronisk diagnose.
Hans Erik: Det er meget sjovt, det her med, hvad det er vi ser. Jeg kan huske, at jeg fik en patient henvist på et tidspunkt fra en kiropraktor, hvor kiropraktoren turde ikke at gøre noget ved patienten. Det var en dame i første 80’erne. Og når man så på røntgenbilledet, så kunne man knap nok se skeletsystemet. Det lyste ikke særlig op, men hvis der var noget, der lyste op, så var det simpelthen hovedarterierne, der gik ned til benene. De var kridhvide. Der var bare forkalkning på. Resten så ud, som om knoglerne kunne falde fra hinanden, hvornår det skulle være. Og jeg tænkte, gud skæbne, kan jeg ikke gøre noget ved det her? Så havde hun heldigvis et andet problem, så sagde jeg, at det er der, vi kan gøre noget ved. Men det med ryggen, det er jeg meget i tvivl om, at der kan gøres noget ved. Interessant var det, at i løbet af 4-5 behandlinger med akupunktur og de her effekter, vi kan gå ind og lave, hvor vi regulerer i, hvordan kroppen oplever smerter, regulerer i inflammationsprocesser, virkelig får sat noget cirkulation i. Jeg så hun nede på de her 10-15 procent i smerteroplevelser. Der blev jeg selv overrasket. Det er mange, mange år siden. Men der fandt jeg ud af, at der behøver overhovedet at være overensstemmelse mellem, hvad vi kan se på billeder, og så hvordan patienten oplever det.
Leon: Så hvis du er helt til slut i forhold til det med ryggen, fordi det er et kæmpe emne, og jeg tænker, at der kommer flere afsnit om det senere. Men hvis du lige ud fra det, vi har talt om i det her afsnit, muligvis med referencer til afsnit 1 om ryggen, hvad er de tre vigtigste pointer?
Hans Erik: Det vigtige er, at er vi yngre og er ved at få rygproblemer, så vær sikker på at få det hevet hjem. Hvis du har gentagende gange, hvor det falder tilbage, og din ryg bliver dårlig, og din tilgang med træning eller øvelser eller noget ikke har fungeret tilstrækkeligt, så bliver du nødt til at kigge en tand dybere ind, hvordan får vi kroppen tilbage til at kunne restituere sig i bund. Og så er der altså også noget med at lytte til din krop i den akutte fase. I den akutte fase skal den en gang imellem have ro. Hvis der er eftervirkning af infektioner, så er min erfaring, hvis vi bare rydder op efter en infektion, så behøver vi ikke gøre noget ryggen. Det kommer af sig selv i løbet af 1-2 dage. Men hvis den her eftervirkning af infektion har siddet 2-3 uger, jamen så kan du ikke nødvendigvis selv få styr på det. Men der kan vi gøre rigtig meget på et par behandlinger eller tre til at få det ryddet op. For gjort noget ved de der eftervirkning af infektioner, hvor pludselig det problem er opstået? Det er ualmindeligt, at jeg ser 60-70% tilfælde af, at folk får et hold i ryggen, at det opstår 10-14 dage efter, de har haft en forkølelse eller en influenza. Det er sgu da interessant, at det er så mange, der reagerer på den måde. Det her viser bare lidt om, hvor forskelligartet det kan være, hvorfor vi får vores rygproblemer. Det er der, vi skal have indsigten i og vide, hvilke knapper vi skal have trykket på. Men ryggen skal vænne tilbage til udgangspunktet. Den skal være velfungerende. Der skal ikke sidde nogle lommer af noget inflammation, noget dårligt væv. De skal vi helst have restitueret op.
