Læs afsnittet:
Leon Rask Sørensen: Velkommen til bonusafsnittet her i Det Fantastiske Menneske, hvor vi skal se lidt nærmere på forskellene, og der er forskel, på måden, man behandler senfølger på i det almindelige sundhedsvæsen kontra den måde, vi behandler det på her i vores klinik.
Hans Erik Foldberg: Ja, og for den sags skyld jo egentlig mange andre sygdomme også. Fordi det, der er med senfølger, det er, at her arbejder vi med en eftervirkning af en infektion. Det interessante er, at mange ting, som vi ikke kalder senfølger, der har vi faktisk samme problematik. Og det er her, det er afgørende at forstå, hvad er forskellen i vores tankegang, vores tilgang til, hvordan får vi kroppen til at kunne fungere på normal vis, hvordan får vi kroppen til at komme til et bedre ståsted helbredsmæssigt.
Leon: Og hvis vi starter i det almindelige sundhedsvæsen, hvad står der så der om behandling af senfølger?
Hans Erik: … Står der noget om det?
Leon: Ja, det er jo sådan et ledende spørgsmål, for der står faktisk ikke ret meget om behandling. Der er fokus på det lindrende og på det mestrende.
Hans Erik: Ja, det er rigtigt. Og det var derfor, at jeg ikke kunne finde det, fordi det er virkelig tilgangen. Det er lindring, og det er, hvordan kan vi hjælpe folk på vej til at kunne mestre de her ting. Og jeg synes simpelthen, at det er en skam, at det er sådan, det er blevet. Jeg kan huske dengang, at den her vejledning til, hvordan vi skal finde ud af, hvordan skal vi behandle det her, så blev der skrevet, at vi skal have fundet nogle eksperter i, hvordan får vi sat et godt system sammen, i forhold til, hvordan vi kan behandle de her senfølger. Og der tænkte jeg med det samme, jamen for pokker, der er jo ingen i det almindelige sundhedssystem, som har den tankegang om, hvorfor de i det hele taget opstår, de her senfølger. Anden end, at det selvfølgelig er på bagkant af alvorlige infektioner. Men det at kunne gøre noget ved senfølgerne, hvor det ikke blot er lindring eller et plaster på såret, eller som jeg synes, det er egentlig bare en spørgsmål om, at vi tillader, at det er der, i stedet for at få rodet bod på det, at få kroppen gjort i stand til at få elimineret de her senfølger igen.
Leon: Men bliver du provokeret af det så, når det er tilgangen?
Hans Erik: Jeg synes, det er lidt, at vi fører folk bag lyset i, hvorfor det, som folk har været uheldige at komme ind i, netop senfølger, at det er bare noget, der skal lindres, eller det er bare noget, der skal smertedæmpes, eller hvad det nu er. Vi kan gøre det meget bedre. Og vi har sådan en forestilling i vores kultur om, at vi har verdens bedste sundhedssystem, og vi har heldigvis en gratis adgang til at kunne få hjælp, når det er sådan, at vi er ramt af et eller andet. Vi kan gå gratis til læge og få rigtig meget hjælp den vej igennem. Og vi griner lidt af amerikanerne, når de har et sundhedssystem, hvor man ikke kan gå gratis til læge. Jeg tænker bare, at mange af de patienter, som vi på vores klinik ser til dagligt, det er jo faktisk patienter, som ikke har kunnet få hjælp ind i det almindelige sundhedssystem, fordi man ikke har redskaber og værktøjer til, hvordan man kan hjælpe dem på vej. De sidder fast i et eller andet. Men der er faktisk også andre sygdomme end senfølger som astma og gigtsygdom, ledegigt, som ligeså meget er effekter, ofte af infektioner, vi har haft, som vi ikke har kommet over. Hvorfor det går i gang? En karakteristisk måde, jeg beskriver for eksempel astma, det er, at astma er altid som en forkølelse, der ikke sidder bare i næsen og giver hævet slimhænder, men simpelthen har bevæget sig ned gennem luftrøret og ned i vores lunger og skaber også hernede hævede slimhinder, som bevirker, at vi ikke kan få luft. Men de hævede slimhinder, det er det samme, vi har i spil, når det sidder bare i næsen som en forkølelse. Så en forkølelse, vi har kommet ordentligt over, den kan bevæge sig ned og sætte en astma i gang. Men vi tænker jo ikke på astma som en senfølge. Men hvis vi ser det ud fra det perspektiv, hvordan vi behandler de her ting, så behandler vi det egentlig fuldstændig, som vi vil behandle senfølger.
Leon: Ja, for vi behandler jo her, fordi hvis man har hørt de andre afsnit i rækken her om senfølger, så har vi mødt Holger og Brian, som har været til behandling for deres senfølger her, noget som de altså så ikke har kunnet opnå i det almindelige sundhedsvæsen. Hvad er det så, I gør her, som det almindelige sundhedsvæsen ikke kan finde ud af?
Hans Erik: Eller som man har det tankegods, der ligger bagved, hvordan man går ind og kan understøtte kroppens egen evne til at kunne restituere sig, ovenpå at det har været ramt. Hvis vi har en forkølelse, ja, så siger vi, at det går over igen, og det gør det jo normalt også. Hvis vi overanstrenger en arm, fordi vi er ved at male loftet eller hvad vi nu ellers er ved, ja, så ved vi, at det går jo normalt over igen. Det vi interesserer os for hver eneste gang, vi står med en ny patient, det er, hvad er det i den her organisme, der gør, at kroppen ikke selv har fikset det her problem? Altså hvis ikke man kan finde ud af at komme over en forkølelse, og det får lov at sætte sig og blive til en bihulebetændelse, hvad er det, der gør, at den her person er blevet angrebet dybere, og ikke har kunnet restituere sig selv ud af det? Det er jo det, der er interessant. Fordi vores krop, vores organisme er så ekstremt dygtig, når den har ressourcerne til det, og når vi giver den omstændighederne til det, så fikser den det jo normalt på bedste vis. Vi skal ind og kigge på, hvorfor er det, at den ikke kan gøre det?
Leon: Og det, som jeg i hvert fald ofte affinder mig med, det er jo netop, som du siger, om jeg også altid er forkølet, eller jeg bliver jo tit forkølet, eller jeg har det her efterslæb fra min forkølelse, og så bliver det virkeligheden, så bliver det den, jeg er. Jeg er tit forkølet, jeg er tit forkølet i lang tid, eller bliver ofte ramt.
Hans Erik: Ja, så er vi jo i gang med at acceptere, at det er sådan, jeg er. Jamen, jeg har svært ved at sove, så sådan er jeg bare. Jeg har aldrig kunnet sove mere end 6-7 timer. Jamen, sådan er jeg bare. Og hallo, vi bliver nødt til lige at tænke over, hvordan kan det være, at kroppen er blevet så elendig? Altså, det er de færreste babyer, der ikke har været i stand til at sove 10-11 timer om natten, da de var helt små. Det er de færreste babyer, der ikke har kunnet det. Der findes nogle ekstremer, som ikke har kunnet det. Men dem skal man så måske prøve lige at kigge på, hvordan får dem egentlig til at kunne det? Fordi det er ret vigtigt for deres udvikling, at de får den mængde søvn. Men hvis ikke man kan, så står det jo som en svaghed, hvis vi bliver ramt på et senere tidspunkt. Og vi bliver nødt til mere og mere at komme over i den her tankegang om, hvordan får vi sikret, at vores organisme er i stand til at kunne modstå de udfordringer, som uvægerligt kommer livet igennem. Om det så er virusangreb, slag, traumer eller psykiske udfordringer. Vi kan ikke leve et liv, uden at blive udsat for nogle slag og nogle belastninger, som er over en vis grad. Jo bedre vi står til at kan modstå det, jo mere sikkert kan vi navigere igennem det.
Leon: Så hvis vi skal se lidt nærmere ind i forskellene på, hvordan man i det almindelige sundhedsvæsen lindrer, og hvordan I her i klinikken behandler, hvor er forskellene så?
Hans Erik: Altså, jeg tror, hvis vi skulle prøve at illustrere, hvad forskellen er, så tænker jeg, at vi kan tænke meget ud af den måde, vores tankegang er skruet sammen. Når vi har et eller andet, der ikke fungerer, så skal vi se, hvordan vi kan få det slået ned. Der er en fin fortælling.
Leon: Er det den med kineseren og amerikaneren?
Hans Erik: Det er den med kineseren og amerikaneren. Amerikaneren ligger oppe i sin seng. Han er ude i bjælkehytte i Norge. Så ligger han op i sin seng om natten og sover og bliver vækket, fordi han kan høre, at der er noget, der pusler nedenunder. Da han hører, at der er noget, der pusler, så griber han selvfølgelig ud efter hans salonriffel, og så hen til trappen og ned for at se, hvor er tyven henne. Da han ser tyven, så skyder han ham, og så går han hen og låser døren for så derefter at gå op ovenpå og sove videre. Det er sådan en klassisk amerikansk tilgang, eller i det hele taget nok vesterlandsk tilgang. Hvis vi så ser sådan lidt den østerlandske tilgang, så vil den mere gå i retning af det, at personen her ligger i sin seng og sover. Så hører han, at der er noget, der pusler nedenunder og bliver vækket af det. Og da han vågner op, så griber han ud efter hans baseballkølle, og så løber han ned ad trappen, og så forskrækker han tyven der er nedenunder, så han hurtigt render ud af døren, og så går han hen og låser døren efter ham for så at gå op og sove videre. To vidt forskellige måder at tilgå et problem. Og så kan vi sige, hvilken af dem er mest genialt? Ja, de virker jo begge to på en eller anden måde, men jeg synes, der er lidt en kaos eller et oprydningsarbejde efter det, hvis man vil være så dum at skyde tyven. Fordi når man har skudt ham, så ligger han ligesom der og forrådner, og så skal man til at tage sig af det næste morgen, hvor man står op. Der er det jo lidt mere genialt, hvis man virkelig har forskrækket indbrudstyven her, og fået ham så meget at forskrækket, at han ikke tør at komme tilbage igen. Ja, så har vi virkelig løst problemet på længere sigt. Og det er virkelig det, som vores tilgang kører på, det er det her med, hvis vi har et angreb på vores organisme, ja, så gælder det om at få det her angreb ud af systemet så hurtigt og så godt og så effektivt som muligt. Og jo hurtigere den er ude, jo mindre ravage, har den kunne lave i vores organisme. Hvis den så alligevel er kommet ind i vores organisme, ja, så kommer den jo egentlig til at virke lidt ligesom den amerikanske metode, at der ligger noget her, og hvis ikke forrådner så i hvert fald gør, at vi får en ekstra opgave med at rydde op. Ivores organisme, når noget går ind og begynder at lave ravage og nedbryde vores almindelige system, ja, så opstår der en masse inflammationsprocesser. Inflammationsprocesser starter med, at de begynder at nedbryde noget væv. Det sker både ved skader, for eksempel hvis vi får en forstuvning, men det sker også, når virus eller bakterier kommer ind i vores krop, så er det nogle celler, som immunsystemet opdager, at de skal bare ikke være her. Så sætter den en betændelsesproces i gang, en inflammationsproces i gang, for at det kan blive genkendt af vores immunsystem, så de hvide blodlegemer kan komme hen og æde det, som ikke skal være der. Og hvis kroppen har godt med ressourcer, så får den det æder i bund og får ryddet op i det og får genetableret systemet igen. Hvis ikke den har tilstrækkelige ressourcer, så er det, at vi har problemet. Og det er tit her, at det begynder at gå i selvsving, altså at inflammationsprocessen kommer til at stå stille; den får ikke ryddet ordentligt op. Det er her, vi har starten på senfølgerne. Og senfølgerne, de sætter sig så, hvis det er vores nervesystem, der er svagt i forvejen, det er det, der er svagt i vores organisme, ja, så er det nervesystemet, de sætter sig. Hvis det er vores muskulære system, vores senesystem, så er det her, det sætter sig. Er det vores hjerne, der er for svag, så forplumrer det lidt oppe i hovedet og giver os problemer med at kunne koncentrere sig osv. Og hvis vi så ikke får ryddet op i de her ting og får genetableret vores organisme, men i stedet bruger vores vesterlandske metode, hvor vi går ind og lindrer symptomer. Nu tager vi lidt smertestillende medicin, fordi så går det nok over. Hvis vi så ikke er i stand til at få det til at gå over, ja, så tillader vi egentlig i stedet for, at de uheldige processer får lov at køre videre. Og det er her, grundlaget ligger til mange efterfølgende sygdomme. Det er det, vi skal forsøge at undgå og forebygge. Og det er her, vores robusthed virkelig kommer i spil.
Leon: Så når det almene sundhedsvæsen har været nede og skyde indbrudstyven, og de så skal have ryddet op bagefter. Der er noget, der lugter, der er noget, der er råddent, og der er noget, der er seven lidt ud her og der. Hvad bruger det almene sundhedsvæsen så til at rydde op med?
Hans Erik: Altså, hvis det er sådan, at der er bakterier, der er trængt ind, og det er det, der nok er meget parallel til når vi har den her historie, kan vi se, at så er det bakterier, så bruger vi antibiotikaen til at slå ned. Og vi er faktisk rigtig glade for antibiotikaen, fordi antibiotikaen kan jo virkelig være med til at redde os. Hvis en lungebetændelse bare får lov at udvikle sig, og kroppen ikke kan få fodfæstet igen, så kan vi dø af det. Så vi må altså ikke høre det som om, at antibiotikaen er forkert at bruge. Den kan være rigtig god at bruge. Svagheden ved antibiotikaen, det er, at den ikke kan stå alene. Den kræver også, at vores organisme, når det er slået ned, er i stand til at kunne rydde op igen. Hvis ikke den kan rydde godt nok op igen, så får vi et nyt angreb på et senere tidspunkt. Så vi er jo i sidste ende afhængige af den metode, som vi egentlig går ind og understøtter hele vejen igennem. Vi er afhængige af, at kroppen er i stand til at kan normalisere det. Det er det, vi håber på, når vi bruger antibiotika. Det er, at kroppen så selv er i stand til at være stærk nok til at komme tilbage til udgangspunktet. Men det er de mennesker, som er svage af natur eller ældre eller har en kronisk eller to kroniske sygdomme, typisk ikke. Og så kommer man ind i et uheldig flow, hvor sygdomme kan udvikle sig. Og så begynder man at blive en kroniker, som vi siger. Måske ikkeaf en eller to kroniske sygdomme, men så op på tre kroniske sygdomme. Og det er noget rigtig skidt. Et anden medikament, som vi jo ofte bruger, når vi får smerter, det er ibuprofen, ibumetin, forskellige navne. Og det middel er godt til faktisk at begrænse inflammationstilstande. Men typisk, hvis det er noget, som ikke er tilstrækkeligt til, at vi kan få fod på det inden for 10-14 dage, så begynder det lige pludselig at virke som modsat. Altså at det egentlig hæmmer vores immunsystem til at gøre tingene færdige. Så derfor er det bare ikke smart, at vi tager det for lang tid. Det er rigtig godt, hvis det er sådan, at vi kan gøre det i kortere tid, så er det virkelig god hjælp. Om det så hedder panodil, eller det hedder ibuprofen eller det hedder antibiotika. Hvis det kan gøre gavn i kort tid, så er det rigtig godt. Men det nytter ikke noget, at vi overser behovet for, at vores organisme så efterfølgende skal sørge for at få ryddet ordentlig op. Og kan den ikke det, så bliver vi nødt til at bede om hjælpen til, at kroppen kan komme tilbage. Ellers er det, at vi begynder at finde os i, at okay, jeg var uheldig at blive ramt, og jeg er jo også ved at blive gammel. Jeg har også arbejdet mange år på arbejdsmarkedet, eller jeg har haft en hård barndom, så det er jo klart, at jeg har været belastet. Så kommer de her fortællinger i gang, og så er vi allerede i gang med at acceptere den nye situation. Og så tillader vi, at det får lov til at fortsætte med at være i vores organisme. Og så er det farvel til livskvaliteten, så kommer vi til at leve med en ringere livskvalitet. Og det synes jeg ikke, at der er nogen, der fortjener, hvis det er sådan, at man kan være bevidst om, hvad betydningen af de her ting har.
Leon: Så kan vi her til sidst…
Hans Erik: .. jeg bliver også nødt til lige at sige, at de her midler som panodil og ibuprofen og antibiotika, vi skal endelig bruge dem, men vi skal bare forstå vigtigheden af, at de gør det ikke alene nødvendigvis; vores organisme skal med. Og så må vi hjælpe os på vej efterfølgende.
Leon: Så to streger under det spørgsmål, kan man det? Det almene sundhedsvæsen, når vi snakker behandling af senfølger, de lindrer. Og i vores verden, der går vi ind og behandler på roden af problemet.
Hans Erik: Ja, lige præcis. Og sikrer os, at vi kan komme tilbage til udgangspunktet. Og det er klart, at jo hårdere vi er belastet, så kan vi komme tilbage til udgangspunktet, før vi fik den kraftige infektion, der måske var på besøg. Men på et tidspunkt, så kommer vi også til at give op. Vi bliver også gamle, vi dør også på et tidspunkt, men så længe vi er her, så skal vi da have det godt. Vi skal forstå, at der ikke er noget forkert i begge systemer. Begge systemer har vi brug for, og det er nok det, jeg advokerer for, at vi virkelig har en forståelse for det her. Det er ikke et spørgsmål om sort og hvidt, at det ene system er mere rigtigt end det andet. Nej, det er et spørgsmål om, hvornår er det, det kalder på det ene system. Hvornår er det, det kalder på, at man slår noget ned, og hvor det har en kæmpe fordel. Men lige så vigtigt er det, hvornår er det, det kalder på restitution, og at vi får restitueret kroppen helt tilbage på sporet igen. Det er jo netop det, vores organisme kan, når den får lov til at lykkes med det. Det er jo derfor, vi kalder vores podcast Det Fantastiske Menneske, fordi den har den her iboende evne til at kunne de her ting.
Leon: Og med det så nåede vi til vejs ende i det her bonusafsnit. Hans Erik, det var en fornøjelse, som altid. Jeg bliver så klog, og der håber jeg også, at du blev dig, der ser med eller lytter med. Og så går der ikke lang tid, så er vi tilbage med et nyt afsnit.
