Læs afsnittet:
Leon Rask Sørensen: Så skal vi til den igen, Hans Erik.
Hans Erik Foldberg: Det skal vi.
Leon: En opfølgning på senfølger. Sidst mødte vi Holger og Brian, som jo begge to var hårdt ramt af corona. De var også begge hårdt ramt af senfølger, som satte sig både rent fysisk i kroppen, men også i sindet. I dag skal vi dykke lidt mere ned i, hvad er senfølger, hvem bliver ramt og hvorfor, og hvad er senfølger egentlig. Vi lærte jo sidst, at der var ikke noget nyt i senfølger. Det har vi kendt til længe, men i mødegangspunktet i corona, så dykker vi lidt ned i, hvad det er. Hvis man kigger på den helt klare definition af, hvornår der er tale om senfølger, så har WHO i 2021 fastsat en definitionsramme, der hedder, hvis du får et symptom, der varer mere end otte uger, to måneder, så er det en senfølge. Hvis det ikke kan diagnostiseres som noget andet. Sundhedsstyrelsen i Danmark går lidt længere, de siger 12 uger, men ellers er definitionsbegrebet det samme. Men hvad er senfølger egentlig? Kan du lige ridse det op igen?
Hans Erik: Senfølger er følger efter, at man har haft en kraftig infektion. Vi kom til at kende det i forbindelse med Covid. Når man har gennemgået virussygdommen som et hårdt angreb, man har haft masser af feber formentlig og masser af ubehagelige symptomer, influenza-agtige symptomer, så er der nogle symptomer, der bliver hængende. De kan blive hængende i vores muskulære system, som ondt i musklerne. Det kan sidde i leddene, det kan sidde i maven og give fordøjelsesubehageligheder. Der kan være forstyrrelse i nervesystemet, der kan være hovedpine, der kan være svimmelhed efterfølgende, der kan være koncentrationsbesvær, der kan være nedtrykt sindstilstand, der kan være alt muligt. Det er det, der er interessant ved de her senfølger, og det er det, der gør det så svært. Man vil så gerne kunne definere, at når man får Covid, så har man en senfølge, som de fleste nok kender, det er tab af lugteslansen. Så kan det måske have været corona, men alle de andre ting, de kan blive igangsat af et hård angreb ved en infektion.
Leon: Faktisk også noget af det, at Brian, som vi mødte i sidste afsnit, blev mødt af, da han var til lægen. Du er nok en af de fem procent, der muligvis har en eller anden senfølge, lad os kalde det det, men det bliver ofte lidt diffust.
Hans Erik: Det bliver diffust, fordi det er så svært at diagnostisere det. Man kan ikke gå ind og tage en blodprøve og sige, at det her er senfølger. Man kan ikke gå ind og lave en speciel undersøgelse og sige, at det her er senfølger. Vi kan udelukke, at det ikke er andre sygdomme. F.eks. hvis det går i maven; det er ikke en tarmbetændelse, der er gået i gang. Det er ikke en Crohn-sygdom, der er gået i gang med diarre, som du har her. Vi kan se, at der er tegn på de ting, men der er noget ind imellem. Irritation i tarmene, IBS f.eks. Det bliver sådan en diffus diagnose, og derfor er man også så ked af det, når man ikke kan lave det exakt og sige, at det er noget exakt, så er man så ked af at sige, hvad pokker det er. Men man bliver nødt til at kalde det et eller andet, for at patienterne ikke skal gå i frygt, for at jeg er ikke ordentligt undersøgt, hvad der kan risikere at komme senere. Så har man lukket op til, at det er eftervirkninger, det er senfølger.
Leon: Men det svære bliver jo også, når man først begynder at definere senfølgen som WHO-gør efter 8 uger, og Sundhedsstyrelsen efter 12 uger, og det ikke kan diagnostiseres med noget andet, altså de biomarkører, som du taler om, så bliver det jo fluffy.
Hans Erik: Så bliver det fluffy. Men ikke desto mindre, så er det virkelig for den, der bærer symptomerne. Og det er her, vi bliver nødt til at gå ind og tage den person alvorligt, der har problemet. Og så kalder det bare på en anden forståelse af, hvorfor er det, vi får de her problematikker. Hvorfor opstår de her senfølger ved nogen? Er det bare, at de her mennesker er ekstra sarte, eller er det noget, de bilder sig ind? Jeg fik sgu da ingen senfølger, fordi jeg havde en gang Covid, nej, du var måske mere robust. Du var måske mere robust til at kunne stå imod det angreb, kroppen blev udsat for, end en anden person var. Og det er rigtig meget ind i den her robusthed, resiliens. Det er meget det, vi taler ind i, der er medvirkende til, at nogen får nogle symptomer, der bliver hængende.
Leon: Vi er nødt til at også tale lidt om, hvem der typisk bliver ramt af de her senfølger. Holger og Brian, som vi mødte i første afsnit om senfølger, de er jo mænd. Det viser sig faktisk, at kvinder har en højere risiko for at udvikle de her senfølger. Mænd kan selvfølgelig også godt få det, og både kvinder og mænd, hvis man…
Hans Erik: … Det er kun en lille smule overvægt.
Leon: En lille smule overvægt til kvinder. Det spiller også ind, hvis man i forvejen er syg af noget andet.
Hans Erik: Og det viser jo meget fint, hvad det er, det drejer sig om. Det drejer sig jo om, at hvis man er svækket på forhånd, eller man er under et pres, for eksempel stress, eller for mange bekymringer, og hjernen kører løs med tankemylder, og hvis vi er ude i noget, som laver en ekstra belastning på kroppen, så er der bare færre ressourcer til at stå imod et angreb med. Og så er det jo klart. Så er man jo et lettere offer.
Leon: Og det bygger også meget godt ind med det her, hvis man har været meget syg, mens man havde corona, så er man også i øget risiko for at udvikle…
Hans Erik: Simpelthen, fordi immunsystemet bliver flænset. Når immunsystemet lider af en større overlast, så kan infektionen gå ind og gøre skader på andre væv. Og så er man mere udsat. Har man flere kroniske sygdomme i forvejen, så er man også meget mere påvirkelig overfor at blive ramt igen, fordi man er bare mere svækket i udgangspunktet. Så det er de svage, de angribelige, de lettere at angribe, det er dem, der bliver ramt. Meget retfærdigt, eller det er det, der føles meget uretfærdigt, fordi man har jo nok i forvejen, men det er altså bare sådan, at naturen fungerer.
Leon: For at kunne forstå, hvordan senfølger opstår, så er vi nødt til lige at gå et skridt tilbage, nemlig til da man var syg med corona. For som jeg lige forstår det, så er det allerede der, at anlæggene til senfølgerne bliver lagt. Anlæggene. Hedder det det?
Hans Erik: Ja, det kunne man godt sige. Det er jo faktisk, hvornår er det, at det defineres, eller hvornår er det, at det bliver grundlagt, at en senfølge kan gå i gang? Fordi det kan vi jo ikke se på forhånd nu. Og det er ikke sådan, at senfølger bare er noget, der kommer på grund af virus. Det er altså det, virussen rammer, der er årsagen til senfølgerne. En virus er en virus. Den kan komme i et eller anden omfang. Man kan få en lille dosis af virus ind i sit system. Ja, så er kroppen ikke så udsat, og så kan immunsystemet bedre nedkæmpe den. Men nogle af dem, der i starten fik Covid, det var jo nogle af dem, som virkelig havde fået noget virus indenfor os. Her i Europa foregik det jo ned på skisportstederne om aftenen, og der var en eller anden fløjte, der kørte rundt. Det betød, at der var nogen, der havde haft spyt på den her, og så var der nogen andre, der overtog det spyt. Så kørte folk hjem i bilen sammen, hvor de jo blev smittet. En var blevet smittet, to var blevet smittet, og så sad de inde i den der kabine, og så kørte viruspartiklerne jo bare rundt i det her lille bilrum, og folk blev jo hønesyge, fordi de jo fik stor dosis af den her virus. Så jeg bliver bare nødt til at sige, at virus i sig selv er ikke det, der er bestemmende for, om vi får senfølgerne, men det er mængden af virus, samtidig med i hvilken grad evner vi at modstå den påvirkning, det angreb, som virus nu forårsager på vores krop. Og det, der er interessant, det er jo, at der er nogle, der godt kan være i nærheden af at få, altså at der er en virus til stede, uden vi behøver at blive syg. Det er jo et spørgsmål, om man i stand til kan lukke ladeportene, på slimhinderne for at den ikke søger ind i vores organisme. Det er jo et spørgsmål, om man har et immunsystem, som kan sige, hey, vi holder facaden her. Hvis vi lige kigger over på en almindelig forkølelse, så er det sådan, at hvis vi har et rum, ja, så kan der være op til et par hundrede forkølelsesvirus i det her rum. Det er altså ikke forkølelsesvirussen, der er til stede i det her rum, de mange forskellige, det er altså ikk dem, der er bestemmende for, om vi får virus. Det er altså, om vi tillader, at virus bliver lukket ind. Man kan så sige, at der er nogle vira, der er mere angribelige end andre. Og der bliver vi nødt til at sige, at de her smitsomme, som kan give epidemier eller pandemier, at de har noget højere smittekraft. Men igen, det står og falder med vores egen modstandskraft. Og hvordan er vores immunsystem i stand til at bearbejde eller eliminere den her viruspåvirkning?
Leon: Så bliver jeg lidt nysgerrig på, fordi nu har vi snakket om, at senfølgerne er mange, og de er forskellige, og det kommer an på, hvordan vi hver især har det, når man så alligevel kan sige noget om, at det ofte er smags- og lugtesansen, der ryger. Det er så, at vi alle sammen står til samme dårlige sted i forhold til at kunne modvirke netop de senfølger.
Hans Erik: Hvis vi kigger på senfølgerne med hensyn til lugtesansen, så kræver det en svaghed på en bestemt måde. Altså, hvis vi kigger ind i kinesisk medicin, så ser vi, at der skal være svaghed i lungesystemet, og vi ser, at der skal være en svaghed i det system, som styrer hele lymfesystemet. Hvis der er en vis grad af svaghed i de to systemer til sammen, så er det, at vores lugtesans kan blive ramt. Har vi ikke de svagheder, så får vi senfølge-forstyrrelse i lugtesansen.
Leon: Så det, som mange af os opfatter lidt som et lotteri, nå du mistede lugtesansen, og jeg fik susen fra ørene. Det, som vi almindelige mennesker ser som meget tilfældigt, er faktisk overhovedet ikke tilfældigt.
Hans Erik: Det er meget præcis, hvem det er, der får kyssesyge, og hvem der ikke får kyssesyge. Når vi behandler i klinikken mennesker med kyssesyge mononukleose, så kan vi se den samme svaghed gå igen ved dem, der får kyssesyge. Og de andre, der har den svaghed, de har været udsat for det samme med hensyn til den virus, uden at de behøver at få det. Det er simpelthen spørgsmålet om, om dørene lukker sig op for, at den virus kan få bolig i os eller ej. Så når vi skal kigge på det her med, hvornår er det frøet for senfølgen, egentlig opstår, så er det, hvordan er det, at immunsystemet agerer i forhold til infektionen. Og der er det sådan, at når en virus optræder og begynder at angribe et system, så vil noget gå ind i alles organisme i første omgang. Og så er det bare spørgsmålet om, om immunsystemet kan nå at ekspedere det og få det elimineret, inden virus får godt tag i personen. Og vores immunsystem kører hele tiden, altså under overfladen eller bag facaden eller hvad vi skal kalde det, kører hele tiden på et vist niveau, og er der lidt ekstra virus, så kører det løs. Kan vi holde distancen, så der udvikler sig, ja, så holder vi symptomerne væk, eller rettet sagt, kroppen holder symptomerne væk. Men hvis vi kommer til et niveau, hvor det er sådan, at det når at få fat i os og virkelig får fodfæste, ja, så begynder det at give symptomerne. Og det kan jo så være, at næsen begynder at løve, eller der begynder at blive symptomer i lungerne, eller vi begynder at få symptomer ned i maven, som mange måske helt var klar over i forbindelse med Covid. Man kunne lige så godt angribes nede i mavesystemet, som man kunne angribe sig i luftfrihedssystemet ved Covid. Det vidste vi efter 5-6 måneder fra det startede i Kina, til vi havde det her i Europa. Der vidste vi, at tarmessystemet også bliver ramt. Men når det så begynder at eksplodere, ja, så kommer immunsystemet virkelig på arbejde, og det er der, vi får alle vores symptomer. Og når der er en vis trussel i gang imod vores organisme, så har vi feberen. Så har vi feberen, der går i gang. Feberen, høj feber, hurtig puls, stor sved, det er nogle af de symptomer, der kommer, når de virkelig banger løs. Og det giver en voldsom, i forbindelse med feberen, varmeudvirkning. Det er jo det, der så kan tage meget af den væske, vi har i vores krop, kan være med til at forårsage, at vi bliver tunge i hovedet og får hovedpine. Det er her, det gælder om også at få drukket en væske i samspil med, at virus angriber. Og så står den her kamp på på højt plan en dag, eller to, eller tre, eller fire, eller op til en uge, alt efter, hvordan man nu kan modgå det. Og når det så har toppet, og det begynder at aftage, nu begynder kroppen at få lidt styr på det, ja, så begynder vores symptomer at aftage. Hvis kroppen er effektiv immunmæssigt til at få det til at stilnes igen, så får kroppen det elimineret rigtig godt og effektivt 100 procent. Og så er det bare ud af vores krop. Hvis vi ikke har fået god modstandskraft, eller vi er blevet slidt på vores modstandskraft, fordi det er altså også en kamp, vi skal forstå, at Covid, det er altså en alvorlig sygdom, det er en, der virkelig går ind og hærger. Hvis vi så ikke kan få det elimineret ret hurtigt og effektivt, så kan der faktisk ske, at det bliver hængende lidt i kroppen. Og noget af det, der er meget karakteristisk i forhold til Covid, det er, at der typisk bliver hængende lidt symptomer. 20-30 procent synes folk, at nu er jeg ved at være ovre det. Og så hænger den med de der 20-30 procent symptomer, 5 dage, 7 dage, 8-10 dage. Og så begynder den at tage ved igen. Det var da alligevel pokkers; det er som om vi ikke kan komme over den, siger folk så. Og det er noget af det, der er er karakteristisk for Covid, det er, at den laver den her. Og når den så står der og kæmper, så udmattes vi mere og mere. Det vil sige, at vi har et immunsystem, som virkelig er blevet hærget. Hele vores hær, vores forsyningstropper, de er blevet totalt tæret i den her kamp. Og hvis de så får lov til at blive tæret i længere og længere tid, 3-4-5 uger, så begynder risikoen for senfølger opstå. Og det er jo det, som du sagde med, at kimen bliver lagt på et andet tidspunkt? Ja, den bliver lagt, når kampen, den væsentligste kamp, er overstået, og i eftertiden. Derfor kan vi kalde det en form for tiden efter, at vi har haft det store angreb. Der har vi eftervirkningerne af infektionen. Det er her, vores senfølger går i gang. Det er her, vi ser, at gigtsymptomer kan gå i udbrud, hvis det rammer vores skeletsystem. Det er her, vi ser, at sådan noget som leddegigt kan gå i gang. Hvis immunsystemet siger, at der går fuldstændig kaos i det, så går der overgang i immunsystemet. Så begynder kroppen at udvikle det, vi kalder en autoimmun reaktion, altså hvor kroppen begynder at angribe sin egen væv. Så har vi nu tendensen til autoimmun sygdom, til leddegigt for eksempel. Ligger det i os, så er det, at risikoen er alvorlig ved en Covid, men også ved andre kraftige infektioner. Det er sådan, det starter. Så alle de her senfølger opstår i efterslæbet af det store angreb. Hvordan er vi i stand til at håndtere det der? Og det er her, vi faktisk har en stor mulig indflydelse på det også. Det kræver bare, at vi begynder at lytte lidt til de der gamle råd. Sørg nu for at få noget hvile sammen med. Og så kommer det klassiske modargument. Jamen, det gælder jo også om at komme i gang. Hvis vi bare hviler, så kommer vi jo ikke hurtigt over det. Nej, men det er jo klassisk for vores kultur og vores tankegang. Det er, hvis vi siger, at nu skal vi sørge for at hvile, så er det som om, at så skal vi nok hvile 24 timer i døgnet. Nej, vi skal ikke hvile 24 timer i døgnet. Vi skal sørge for at få en god nats hvile. Og måske tage et hvil en gang eller to gange i løbet af dagen, hvor vi tager en halv time, 20 minutter, eller en time til halvanden, hvis vi er ældre og mere svækkede. Men så skal vi sørge for at være i aktivitet også. Sørge for at komme ind i nogle af de almindelige ting, vi gør. Fordi så holder vi kroppen i gang. Vi får cirkulation i systemet. Kroppen har nemmere ved at udskille affaldsstoffer efter det her kæmpe angreb. Og hele restitutionen i forbindelse med de inflammationsprocesser, der går i gang. Inflammation, altså der, hvor vævet nedbrydes og skal genopbygges igen. Ja, det understøtter vi meget bedre ved at være i gang. Det er det, vi tænker som motion; det er godt. Jeg vil sige, at bevægelse er godt. Bevægelse, dermed menes det, at vi tuller lidt rundt. Vi holder os i gang. Motion bliver sådan præstationsagtigt, hvor vi måske kan komme til at bruge nogle af de ressourcer, der i forvejen ikke er for mange af. Nej, sørg for at få noget bevægelse, uden at det bliver til udmattende motion. Så understøtter vi vores krop rigtig godt. Og så er der en anden meget vigtig faktor. Det her er jo den fysiske side. Der er en anden vigtig faktor. Det er, at vi skal sørge for, at vi får spist. Mange har det sådan, at når de bliver syge, så skal de ikke have noget at spise. Jeg er jo ikke sulten. For øvrigt er det jo også rigtig godt, hvis det er sådan, at jeg ikke spiser noget, fordi jeg har jo gavn af at kunne tabe mig lidt også. Men hvis der ligesom ikke er brændstof til den her kamp, eller brændstof til, at kroppen kan reetablere sig oven på de angreb, der har været, jamen så trækker det jo bare mere ud. Og trækker det mere ud, større risiko for senfølger. Så væske skal vi sørge for, at der er til rådighed. Hvis væskebalancen smutter, ja, så har kroppens immunsystem sværere ved at fungere. Lymfesystemet har sværere ved at kunne klare de ting, den skal altså mere få ryddet op og få ryddet ud. Jamen så er det, at systemet igen kan brænde mere sammen. Der kan ske en forøgning af de her inflammationsprocesser, som yderligere er med til at give ekstra, ekstra, ekstra belastning oven på de infektioner, vi har haft. Og ja, så leger vi igen med senfølgerne.
Leon: Men de mentale ting, de spiller vel også ind?
Hans Erik: Ja, for søren, de spiller ind. Fordi det mentale, stressen eller for mange tanker eller bekymringer omkring det, bekymringer om alt det, man ikke får gjort, det er jo noget af det, der også er med til at gøre, at det kan trække i langdrag. Det er helt vildt, hvad det kan tage ressourcer, når der er stress på, når der er for mange tanker og bekymringer. Hvor meget det kan tage af vores ressourcer i forhold til at kunne hjælpe os til at komme over den belastning, der har været. Og det er også her, vi skal tænke sådan noget som søvn ind. Det, at man måske har en søvn, som ikke kører alt for godt i forvejen, når man så ryger ind i sådan en angreb, så er vi simpelthen afhængige af, at vi under sådan et angreb er i stand til at få en god nats hvile. Det er sådan, at vi skal op på de her 8-9 timer plus, for virkelig at kunne restituere i forbindelse med en infektion, men også i tiden efter. Og der er der bare mange, der har kludder i deres søvn i forvejen, og når de så har en eftervirkning af en infektion, så får de typisk en elendig søvn, en rodende søvn, en søvn, hvor kroppen så begynder at svede om natten, så man kan få en ordentlig søvn, og så er man mere på den, end at man er med på den. Og det er også noget af det, der er med til at gøre, at man bliver mere udtæret af de her alvorlige infektioner. Og så står der bare senfølger i kø, for at man kan få lov at tage bolig i dig. Det er her, at muskler, led og nervesystem, symptomer med, at man føler sig tung og ør i hovedet, man kan ikke koncentrere sig ordentligt, you name it.
Leon: Så det præventive arbejde, det består i, at man passer godt på sig selv, hele tiden, altid, flår sovet nok, får spist nok, får drukket nok, får hvilet nok, for at…
Hans Erik: … undervejs ved infektionen og efterfølgende. Og så, at man er beredt til at kunne stå et voldsom angreb imod. Det er, når vi ikke kan stå dem imod, så er det senfølgerne, de kommer. Så jeg vil bare sige, hvis det er sådan, at man har haft lidt senfølger efter Covid, så er det, at man skal sige til sig selv, det arbejde, der er imellem de alvorlige infektioner, det skal man tage alvorligt. Sørg nu for, at din krop er rimelig fungerende og kan klare at blive skubbet ud på sidesporet, fordi du ved ikke, hvad du møder. Men man kan også leve efter devisen fra 70’erne, lev stærkt, dø ung, og så er det mange af de skavanker, som man får, som man måske kan være heldig at blive fri for.
Leon: Men hvad så med vaccinerne, Hans Erik? Fordi de var vel egentlig bragt i spil for at skulle modvirke de her senfølger?
Hans Erik: Ja, i første omgivning skulle vi jo undgå at dø. Altså det var det, vi var bange for i starten i forhold til corona. Vacciner er jo egentlig argumenteret lidt ind for netop at undgå senfølgerne også. Og der bliver jeg nødt til at sige, at vacciner virker forbyggende på senfølger hos nogen. Fordi vi så jo også nogen, som fik vaccinerne, som har fået senfølger af vaccinerne. Og det viser sådan set meget fint, hvad det er, der er i spil. Fordi om man får vaccinerne eller man ikke får vaccinerne, så er det et angreb begge dele på vores immunsystem. Og i første omgang, hvor vores immunsystem bliver udsat for angrebet eller vaccinen, der er vi bare mere udsatte. Fordi der skal kroppen bruge lidt tid på at lære at genkende det her angreb, for så at kunne nedkæmpe det hurtigst muligt. En vaccine skal også nedkæmpes, ligesom en infektion på almindelig vis skal nedbrydes. Og det er jo typisk, at vaccinen er meget mildere end selve infektionen. Og det er faktisk også det, der kan gøre det lidt risikabelt. Fordi i og med, at den er mildere, så er vi ikke så varsomme med den. Vi mærker måske ikke, at vi får den, og så tager vi en notits af den, og lever egentlig videre, som vi gør. Vi får lige den der indsprøjtning, og så går vi videre med det, vi har haft gang i hele tiden. Det er om fredagen, at vi blev vaccineret, så vi skal afsted i byen og festlige sammenkomster, og det bliver sent om natten. Ja, så skal vi tidlig op om morgenen, fordi vi skal ud og spille en eller anden fodboldkamp. Så vi får ikke den søvn, vi skal have. Og i den tid, der udvikler vaccinen påvirkningen på vores immunsystem sig. Og det er her, at en vaccine, der egentlig skulle være blid, risikerer at udvikle sig til at blive et angreb på vores almindelige organisme, fordi vores modstandskraft ikke bliver understøttet. Vi tager jo netop ikke notits af det, hvor vi får en virkelig infektion, der angriber os, der kommer en kæmpe gang feber. Ja, så er det bare skakmat, kan du så lægge dig ned? Feberen, har du interesse for noget? Ja, jeg havde godt nok noget, jeg skulle have ordnet,, men jeg orker det ikke, jeg har ikke kapacitet, jeg kan ikke engang tænke. Så der kommer det af sig selv, man lægger sig ned, flat. Men når vaccinen kommer ind, så ligger vi os ikke flat ned. Og det er her, vi skal have respekt for vaccinen. Hvis alle, når de får deres vacciner, kunne finde ud af at sige, nu får jeg vaccinen, jeg skal gå tidligt i seng i aften, for jeg skal passe lidt på mig selv, få ekstra med søvn oven på vaccinen, så efter 4-5 dage er det ud af kroppen. Men når vi ikke bliver budt, at det er det, vi skal gøre, ja, så prøver vi jo grænserne af. Og det er her, vi har problemet med vaccinerne, eller rettere sagt, vores måde at forholde os til vaccinerne. Vaccinerne er ganske udmærkede. Jeg ser ikke de store problemer med vacciner, med bivirkninger af vaccinerne, med mindre vi ikke forholder os korrekt til det. Vi skal forstå, at vaccinen er et angreb på vores system. Og når vi husker det, og så vil tage vores forholdsregler, så er vaccinerne ganske fine. Og så står vi bare en tand bedre, når vi så får det rigtige angreb.
Leon: Og vacciner er vel en del af behandlingen. Kan man sige, at en vaccine er en behandling?
Hans Erik: Vacciner er jo også en behandling, som gør os lidt bedre i stand til at kan modstå, når det virkelige angreb kommer.
Leon: Og vacciner, det er jo noget, der udbydes af det offentlige sundhedsvæsen. Og hvis man vil blive lidt klogere på forskellene på behandlingerne i det offentlige system, i sundhedsvæsenet, og kontra det, som vi laver her i klinikken, så har vi lagt et bonusafsnit op på vores side. Der kan du gå ind og lytte med. Der har du også en lille cocktail med.
Hans Erik: Vi har en lille historie.
Leon: Bestående af en vred amerikaner.
Hans Erik: Og en gammel kineser.
Leon: Og en bjælkehytte i Norge. Og en salonriffel på væggen. Det er bonusafsnittet af Det Fantastiske Menneske. Tak for i dag.
