Læs afsnittet:
Leon Rask Sørensen: Hvad sker der mon med et menneske, når man har et ønske om at gøre det så godt, at det i sidste ende risikerer at udvikle sig til en form for negativ perfektionisme? Det er noget af det, vi skal tale om i dag. Hej Hans Erik.
Hans Erik Foldberg: Hej Leon.
Leon: Inden vi går helt ind i det her emne, så kunne jeg godt tænke mig at spørge dig om noget helt andet, nemlig hvordan du har det i forhold til at spørge om hjælp, hvis du har brug for det?
Hans Erik: Hvis jeg tænker tilbage i tiden, så er det nok noget af det, jeg har svært ved tilbage i tiden.
Leon: Hvorfor?
Hans Erik: Fordi det kunne jeg godt selv klare. Jeg kunne godt selv klare tingene.
Leon: Stolthed?
Hans Erik: Ja, det tænkte jeg. Men jeg tror sådan med alderen, at jeg er blevet meget bedre til at kunne bede om hjælp. Måske beder jeg om hjælp mere, end jeg behøver i dag.
Leon: Det er bare snedigt.
Hans Erik: Ja, det kan jo så blive snedigt. Men der kan godt ligge en stolthed eller en opfattelse af, at det bør jeg selv kunne klare. Eller hvis det er at bede om hjælp, så er det jo fordi, at jeg selv kan klare det.
Leon: Er det hensigtsmæssigt så at ikke spørge om hjælp?
Hans Erik: Nej, det kan i hvert fald have nogle konsekvenser.
Leon: Noget af det, man jo hører, når nogen siger, at jeg aldrig spørge om hjælp. Man ser det i tv-programmer, der skal have hjælp til at få solgt deres hus for eksempel. Hvor læren så ligesom er, at hvis bare man spørger om hjælp, så er den der også derude. Man skal nok få hjælp. Det kan godt være, at vi lige vender tilbage til det her i løbet af både det her og næste afsnit. Vi skal lige have præsenteret Bjarne, som det handler om i de her afsnit. Han kan jo selv lige få lov til at fortælle, hvorfor han i sin tid opsøgte dig her i klinikken.
Bjarne Kjær Pedersen: Jeg var kommet ind i sådan en dårlig stime, hvor det hele var blevet ligegyldigt. Alt var blevet træls. Alt var blevet dumt. Alt var i vejen. Der var ikke noget, der var godt længere. Jeg begyndte ikke at kunne sove om natten. Jeg døjede med kun at få to timers søvn. Jeg vågnede op mange gange, og jeg havde mange tanker om natten. Sådan spekulerende. Jeg har fået nyt arbejde her d. 1. marts. Og qua det nye arbejde, så kom der nogle andre spekulationer end dem, jeg har haft før. Og det blev bare ved med at køre og køre og køre. Og til sidst så kunne jeg ikke overskue det længere. Og så gik det ud over hverdagen derhjemme også. Min kone sagde, at vi var ved at nå dertil, at der skulle gøres noget. Fordi hun kunne godt se, hvilken vej, det gik.
Leon: Jeg håber jo, at Bjarne han trods alt er kommet her frivilligt.
Hans Erik: Der er faktisk ikke noget værre end at modtage en patient – det skal I bare vide- at modtage en patient, der er blevet sendt afsted af konen. Det er noget af det værste.
Leon: Men er det ikke præcis det, Bjarne han er?
Hans Erik: Nej, nej. Fordi Bjarne han har fået det der skub, som rigtig, rigtig mange har behov for. Nu havde vi lige den der med. Hvordan har man det med at række ud efter hjælp? Det er faktisk ret klassisk at se, at den, der står i problemer, sjældent er den, der selv rækker ud efter det. Det er ofte, at vi skal have andre, der opfordrer os til et eller andet. Og så går vi med den. Og Bjarne er ikke skubbet af konen. Det bliver jeg bare nødt til at sige. Det er i hvert fald ikke sådan, at jeg har oplevet det. Nej, Bjarne han tager faktisk teten. Det kan sgu godt være en mulighed. Og når han så først går ind i det, så går han altså også bare til den.
Leon: Men der er også noget i det, tænker jeg, fordi han beskriver jo en svær situation, han er i, at når konen ligesom siger, at nu gør du et eller andet, at der også bliver lyttet til det. Så det kan godt være, at der er en pointe med det, du siger.
Hans Erik: Ja, det er fedt. Og det er jo der, at jeg tænker, at konen i sådan et tilfælde som det her med Bjarne. Jamen altså, han er jo bare nede. Han er nede at hænge. Det er jo her, man ser, at der er et menneske, der holder af et andet menneske. Hallo, nu bliver du nødt til at gøre noget, inden du synker for langt ned. Hvis man er jo ligeglad med det andet menneske, så er det jo ikke det, man har sagt til vedkommende.
Leon: Noget af det, vi kommer til at kredse lidt om i det her afsnit også, det er det her med hans arbejdssituation. Og han fik jo lige nævnt, at han for nyligt har fået et nyt arbejde. Lad os lige høre, hvad det egentlig så er for et slags.
Bjarne: Det er et skifte. Jeg har arbejdet meget ude før til at få en mere administrativ opgave, hvor kroppen måske ikke har været vant til at lytte til de signaler, den har givet. Men når jeg kom til at sidde stille, og jeg ikke var så fysisk træt længere om aftenen, så kom jeg ind i sådan et tankespind, hvor jeg ikke kunne komme ud af det lige pludselig. Det var meget tanker med, at jeg landede i en gruppe, hvor alle var mere erfarne i det, end jeg var. Og så begynder man at tænke på, de fejl, jeg laver, hvorfor gør jeg det, når de andre ikke laver dem. Og jeg begyndte at tvivle meget på mig selv. Er jeg nu god nok til det, jeg gør? Og det blev bare sådan noget, at jeg ikke kunne rigtig løse det selv i mit hoved længere. Jeg shavde brug for hjælp til at komme ud af det der tankemønster med, at fokusere på det, du er god til, og så bygge på. Og det kunne jeg slet ikke komme ud af det. Jeg lå og spekulerede på, hvad jeg skulle huske, og hvad jeg havde glemt, og hvad pokker jeg kunne gøre af bedre tiltag i morgen, og det kørte bare flere timer om natten.
Leon: Om Bjarne er perfektionist. Det har vi jo ikke helt fået slået fast i endnu, men der er jo ingen tvivl om, at manden er ambitiøs. Han er startet på det her nye arbejde, og nu forventer han jo så egentlig, at han kan præcis det samme lige så hurtigt som dem, der har anden erfaring, eller som har mere erfaring. Hvad siger det om Bjarne, at han allerede kort inden i det her ansættelsesforløb, begynder at dunke sig selv ordentligt ud over, at han ikke kan det som de andre, der har været der længere, kan?
Hans Erik: Jamen det siger jo, at det er en person, som rigtig meget har lyst til at kunne tingene, og bevise, at man også kan mønstre det, der skal leveres. Og når man kommer ind og har en ny rolle, nu går han ind og bliver administrativ, og skal lede andre, så er det klart, at der er nogle ting, der skal læres. Men der er forskel på at stå og gøre tingene, og så bevæge sig derover, hvor man skal lede andre. Og den læring, det er jo typisk ikke noget, man får uddannelse i. Det er noget, man “learner” by doing. Og i den iver efter at få det til at lykkes, så kommer man bare meget let på overarbejde. Og det er jo det her overarbejde, han kommer på, som er med til at gøre, at han tænker løs. Hvordan kan jeg løse det her? Eller han tænker løs, hvorfor kan jeg ikke gøre det lige så godt som de andre? Det bevæger sig ind i natten og tager ens søvn og så videre. Og når man vil have, at det skal kunne lykkes, så bliver jeg bare nødt til at sige, så er vi faktisk ved at lave opskriften på, hvordan man gør sig selv skakmat. Fordi at gøre sig selv skakmat, det er at forvente mere af sig selv, end hvad der måske er muligt, man kan. Der skal bygges nogle kompetencer op til at kunne klare nogle ting. Og hvis vi tror, at vi kan springe hen over den læring, som kræves til at kunne gøre det her, og så kunne vi se resultatet, så kommer vi til at stille nogle krav til os selv, der er urealistisk høje. Og det er faktisk måden at lave det selvsving, som typisk gør, at man bliver mere og mere afmægtig, får svære og svære ved at agere og kunne handle sig ud af tingene. Og det er opskriften på, hvordan man i sidste ende kan risikere at lave en depression.
Leon: Det er der faktisk også forskning, der underbygger det her. Der er lavet sådan en metaanalyse, som har samlet 416 andre studier. Så der er lidt over 113.000 deltager med på tværs, hvor man har set på, hvad det her kan føre til. En ting er at være perfektionistisk, altså sætte høje standarder og have nye ambitioner og sætte barren højt, kontra dem, hvor perfektionismen betyder, at det ikke er tilladt at fejle. Og når man ser på den sidste del, så er det altså i overvejende grad flere af dem, der udvikler symptomer på både angst og depression. Så der er hold i det der.
Hans Erik: Ja, og det bliver jo til den her angst for at fejle og ikke at slå til. Og det er jo virkelig noget af det, der kan gøre, at vi som mennesker kommer på overarbejde. Og noget af det, jeg synes er fascinerende, når vi arbejder med kinesisk medicin, det er, at vi kigger på, hvad den belastning, som det her gør, hvor sætter det sig hen i kroppen? Hvis vi kigger vesterlandsk, så tænker vi det på den måde, at det er jo en belastning på øverste etage. Og hvis det bliver skakmat for os, og det bliver til depression, jamen så skal vi jo bare have medicin, der virker mod depression. Og så ser vi på, hvordan vi sætter ro på de her tanker. I kinesisk medicin, der går vi lige den anden vej. For der går vi ind og kigger på, hvordan kan vi hjælpe kroppen til at blive stærkere, til at kunne vurdere den situation, jeg står i. Der kigger vi direkte ind i, hvad er det for en funktion, som har ansvaret for, at de indtryk, man får fra andre, de tanker, man laver, de overvejelser, man laver, at de her tanker, overvejelser, de er realistiske, har de gang på jord. Der er simpelthen et system, der ligger bag ved det her. Det her system, det er et system, der faktisk styrer hele fordøjelsesystemet. Evnen til at få skabt noget energi ud af det, som vi spiser. Evnen til at få sendt tilstrækkelig energi op til hovedet. Evnen til at få korttidshukommelsen til at fungere, så vi kan, hvad skal man sige, holde styr på alting. Og hvis det system kommer totalt på overbelastning, så sker der det, at vi begynder at have svært ved at holde styr på tingene. Og har man svært ved det, så går der kaos i den. Og det kan enten gå i retning af stress, totalt stress, eller den her, hvor man kører sig selv ned, hvor det går lidt mere i depressionsretning.
Leon: Har det også indvirkning på, hvordan man så tager imod det, der måtte komme udefra? Jeg ved, at Bjarne har talt med arbejdsgiver om det, og han bliver beroliget. “Rolig nu, Bjarne.Du er lige startet. Det skal nok komme. Du er på rette kurs”. Og alligevel så fortsætter Bjarne ud af den der tangent.
Hans Erik: Ja, fordi noget af det, der ligger ind i det her system, hvor vi er bange for at fejle, eller bange for ikke at slå til, eller vi har følelsen af, at jeg vil slå til, det er faktisk, at det rører voldsomt meget ved vores selvbillede. At hvis ikke jeg kan klare det her, så er jeg sådan set ikke god nok. Og hvis det der maskineri først går i gang, hvor man tvivler på, om man gør det godt nok, og det så fører til selvbilledet, at jeg er ikke god nok, altså det rører ved ens selvværd, ja, så begynder vi virkelig at komme på overarbejde. Og der er det typisk, at vi begynder at lukke andres udsagn ude, eller negligere dem. Jamen, du skal bare tage det med ro. Jeg skal da ikke tage det med ro. Jeg skal have styr på det her. For hvis jeg skal tage det med ro, så skal jeg jo finde mig i, at jeg er lige så god som de andre. Og det kan jeg sgu godt komme til at kæmpe med i den her situation. Og det er derfor, man kommer på overarbejde. Så det her, det er sådan en klassisk måde at blive udfordret på sit selvbillede.
Leon: Er der lidt imposter-syndrom over Bjarne’s situation også?
Hans Erik: Du skal fortælle mig, hvad imposter det betyder.
Leon: Imposter, det er sådan en opfattelse af, at man føler, at man har snydt sig til det, man har opnået. Og så frygten for at blive afsløret i den her selvindbildte… Er du med?
Hans Erik: Ja, ingen tvivl om det. Fordi den kommer også på scenen. Og der ligger det jo lidt i noget af det, som jeg faktisk gav ham af redskaber. Hvordan kan man håndtere det? Det vil jeg gerne, at vi lige kommer ind på lidt senere. Fordi en ting, det er, hvad vi godt kan se ud fra kroppen, og hvorfor kroppen agerer på den her måde, hvordan vi skal ind og behandle det. En anden ting, det er også, hvad skal vi smide ind i det her hoved, sådan at vi kan få rettet det her hoved til at komme i overensstemmelse med den her virkelighed, vi er i.
Leon: Nu talte vi lige før om det her med at være perfektionistisk, og de forskellige måder at være perfektionistisk på, og at noget kunne være hensigtsmæssigt og uhensigtsmæssigt. Jeg spurgte Bjarne, da jeg talte med ham meget direkte, er du perfektionistisk, Bjarne?
Bjarne: Jeg kan godt lide at have styr på tingene. Og når jeg får et nyt arbejde, så vil jeg gerne have styr på tingene fra dag til dag. Og det kan jeg ikke. Og det kan jeg også godt vænne mig til, men der er sådan nogle små ting, jeg irriterer mig over, som de andre har let ved. Hvis jeg ser tre andre, der bare har let ved en ting, som jeg har svært ved, så kan jeg ikke forstå, hvorfor jeg ikke bare kan lære det, som det er nu. Det tager tid og erfaring, som man siger. Det kommer altså bare ved at blive ved med at gentage det og øve det. Det er ikke noget, der kommer hen over natten. Og det var det, jeg døjede meget med. Det der med at bare sige, hvorfor er jeg ikke lige så dygtig som de andre?
Leon: Hvad siger du om Bjarne, at han på den måde, en til en sammenligner sig med dem, der har mere erfaring, end han selv har i det her nye job?
Hans Erik: Jamen, sammenligning er jo bare et tegn på, at der er meget på spil. Og når der er meget på spil, så går os mennesker netop ind og bruger den her tilgang, at vi sammenligner os med andre. Og hvis der er noget, vi som mennesker virkelig skal afholde os fra, altså noget af det, der virkelig kan pille os ned, så er det, når vi går ind og bruger sammenligning. Og hvis ikke vi piller os ned, så er det jo fordi, vi egentlig måske kan hive os op, men så gør vi det altid på bekostning af andre, og så bliver det sådan ligesom, at man forsøger at ophøje sig selv på andres bekostninger. Det får man også en dårlig smag i munden af. Men igen, det er meget naturligt, at vi går ind i den her sammenligning, egentlig for at retfærdiggøre, at vi er gode nok. Og sammenligningen igen, den henviser igen tilbage til den her evne til at have en sund dømmekraft, og evnen til at kunne gennemskue det, vi måtte stå i, og det vi står overfor. Og nu vender jeg det igen tilbage til kinesisk medicin, fordi det her system, som overordnet styrer alt det her, der hedder fordøjelse. Nogen kender måske det her med, at når der er pres på tankerne, og vi skal noget, og der kommer noget spænding på, så kan det ramme ind i vores fordøjelse. Så har vi lige pludselig en mave, der reagerer, vi skal pludselig på toilet for eksempel. Det er, når der er overbelastning på det her system. Det her system gør også, at vi skal kunne gennemskue, hvad vi står overfor, og hvis det system er i underskud eller utilstrækkelighed, så er vores evne til at kunne gennemskue det, til at kunne fordøje indtrykkene, til at kunne fordøje og se, er der hold i det, jeg tænker, så er den bare på et lavere niveau. Og så er det jo gunstigt at gribe ud til en metode til, hvordan jeg kan gøre mig god nok. Jeg kan sammenligne mig med de andre, og hvis jeg så er heldig, der er noget, jeg er bedre til end de andre, så kan jeg tale det op, så jeg ligesom redder mig selv oven vande.
Leon: Men det er også det her system, der så gør, at han jo ikke ser klart, Bjarne. At han ikke har forståelsen for, at de andre har mere erfaring i den her pågældende situation.
Hans Erik: Ja, lige præcis. Lige præcis. Og taler man en til en, og logisk, så kan Bjarne sagtens forstå det. Men følelsesmæssigt, der sidder man tilbage med, det kan jeg ikke være i. Og det er den der følelsesmæssige side, der gør, at man kommer på overarbejde. Så jeg kan huske sådan tilbage i min tid, så engang imellem spurgte min, hvad hedder det, når jeg kørte lederforløb… Altså, vi havde nogle kurser, vi kørte over et års tid, hvor vi havde ledere med på kursus, som gerne ville udvikle sig som ledere. Og så et af spørgsmålene, det var blandt andet, er vi hovedsageligt styret af vores følelser? Eller er vi hovedsageligt styret af vores tanker? Og så var det jo sjovt at se, de her ledere ville jo gerne give udtryk for, at de var da i den grad styret af deres tanker. Og man skulle jo ikke ret langt hen i kursforløbet eller nogle eksempler, ja, så kunne man jo tydeligt se, ja, det er fint nok. Vi vil måske godt synes, vi er kloge og dygtige og så videre. Men når det kommer til stykket, så er det virkelig følelserne, der langt hen ad vejen styrer os. I hvert fald indtil vi har den der stærke evne til perception. Evnen til at opfatte tingene for, hvad de er. Og ikke bare opfatte tingene ud fra, hvad vi føler. Indtil da, så kan vi godt gå i den tro. Men hvis vi tør at kigge lidt mere ind bagved, så er det rigtig mange gange, at det er følelserne, der styrer det. En af de sjove betragtninger vi havde, jeg kan huske, det var en undersøgelse, man havde lavet fra en uddannelsesinstitution, hvor man havde spurgt, jeg ved ikke, hvor mange ledere det var, men det havde i hvert fald endt op på, at 98% havde svaret, at de ikke var i stand til at kunne handle i forhold til medarbejderne, hvis de følelsesmæssigt var i klemme. Så der kom ærligheden jo virkelig frem. Hold op, hvor er vi styret følelsesmæssigt. Så lige krøllen tilbage til det her med sammenligning. Vi kan godt se, at det med sammenligning er måske hensigtsmæssigt, men hold op, når vi er på skideren, eller vi ikke har frikapaciteten, når kroppen er i minus, så er det bare sådan, vi handler. Så det, vi griber ud efter.
Leon: Så kunne man jo egentlig forestille sig, i forhold til den lidt pressede situation, som Bjarne har sat sig selv i, i hvert fald den situation, han er havnet i.
Hans Erik: Ikke frivilligt.
Leon: Nej, han er havnet i den her situation, at så kunne det være godt med et lille break. En lille ferie og lige få det helt lidt på afstand, og det er faktisk også præcis, hvad der sker. Det bliver bare ikke nogen god ferie for Bjarne.
Bjarne: Vi var på ferie i 2021 i udlandet sammen med hele hendes (konens, red.) familie. Og jeg kunne ikke være i det. Jeg var lige startet, og jeg følte egentlig ikke, at jeg havde tid til at komme afsted. Men vi var blevet inviteret, og børnene elskede det. Og jeg kunne simpelthen ikke være i at være en uge afsted, fordi jeg synes, det var spild af tid. Og jeg synes, det var virkelig irriterende, og jeg kunne ikke nyde det. Og der sagde hun, at du skal prøve at lære at slappe af i det. Men jeg kunne ikke finde ro i at koble af. Det startede der for mig at se, at der er et eller andet her, vi skal ind og kigge på. Og så i løbet af den næste måneds tid, så bliver det bare værre og værre. Og til sidst så var det sådan, at jeg kan lige så godt tage på arbejde, for jeg gider ikke være herhjemme. Jeg får bare skæld ud over det, jeg gør, og børnene gider heller ikke høre efter. Alt er bare træls. Jeg flygtede ind i det der med, at herude kan jeg faktisk ordne noget. Hvis jeg gør det her, så får jeg mere og mere styr på det her. Det var noget, jeg kunne løse hele tiden. Og det føltes, som om man var mere værd derude på arbejdet. Og det passer ikke. Jeg var mere værdsat derhjemme, end jeg følte. Det var bare den der følelse af, at når jeg kom hjem, så var det bare til endnu mere skæld ud og konflikter og sådan noget. Og det havde jeg virkelig ikke lyst til at komme hjem til i en overgang.
Leon: Det har ikke været en sjov situation at være i for nogen, det her, tænker jeg.
Hans Erik: Nej, fordi når man har det, som Bjarne har det, og agerer, som han gør det, så kan han jo virke utaknemmelig. Og hvorfor er han med på den her ferie? Kan han bare lige indstille sig på, hvordan er præmissen osv.? Og man kan jo høre, når Bjarne fortæller om det, så er han jo bare 100% ærlig om, hvordan han har det i sådan en situation. Og har man evnen til at se bagom, hvad der er på spil, eller kan få sagt, hvad der er i spil, så har man muligheden for at nå hen til et møde i det her. Men mange gange, prøv nu lige at slappe af og kom nu ned osv. Og jeg forstår godt, at konen har reageret på den her måde og kæmpe respekt for at kunne være i sådan noget som det her. Det kræver virkelig noget. Det er her, kærligheden vinder. Det er den, der kræves for at…. altså modgang og medgang, ikke? For at man kan være i det, er også inviteret af svigerfamilien. Nu falder du altså lige ind i, at…
Leon: Der er også noget i det med at holde den gode stemning.
Hans Erik: Lige præcis. Man kan godt komme på overarbejde i det her. Så jeg tænker, at alle er på overarbejde i sådan noget som det her.
Leon: Og overarbejdet og udfordringerne og de følelser, som Bjarne havde under ferien, de fortsatte faktisk også, da de var kommet hjem igen.
Bjarne: Der begyndte at komme flere konflikter derhjemme. Specielt med børnene og mig. Jeg kunne ikke rigtig være i at være derhjemme længere. Jeg følte, at jeg havde en hel masse, jeg skulle nå på arbejdet. Jeg skulle nå at blive bedre til. Så det var egentlig spild af tid at gå derhjemme. Det var alt for stressende at være derhjemme. I weekenderne var det jo dumt, hvis jeg bare skulle gå her og lobbe den af, når jeg egentlig havde nok at se til på arbejde. Til sidst sagde hun simpelthen, at hvis vi skal kunne være i det her, så er du nødt til at skulle afsted nu. Og det er i morgen. Så hurtigt som muligt. Det var ikke det, hun sagde. Men hun sagde, at der skal ske noget nu, ellers så ender det her med at gå helt galt. Konfliktniveauet var bare for højt, når jeg var sammen med både konen og børnene.
Leon: Det lyder som om, at der kun er “rigtigt” sted for Bjarne at være. Det er nemlig på arbejdet.
Hans Erik: Det er der, man overlever. For når man er uden for det, så spilder man sin tid. Og jeg skal kæmpe med den her selvfølelse, hvor jeg hellere skulle se efter at kæmpe med, hvordan jeg kan få tingene på plads. Og det gør jo også, at man netop ikke er til stede, der hvor man er. Og så begynder det at være svært at være hjemme, og det begynder at blive svært i forhold til børn osv. Fordi børn og ægtefælle kan jo mærke det her. Og jeg tror rigtig, rigtig, rigtig mange mennesker, de kan genkende det her ind i deres forhold, ind i deres børnefamilier, at karrieren, den kan godt nok gøre noget ved os. Og der skal vi forstå, hvad pokker er det, der er i spil, og vi har i den grad behov for at kunne lytte til hinanden i den her sammenhæng. Og så måske også forstå den her egen ansvarlighed i, hvordan bliver jeg skarpere til at kunne gennemskue, hvad jeg står i. Fordi der gjorde jeg jo det for 20, nej det passer ikk, det er 25 år siden, der begyndte jeg at kigge meget ind i, hvordan hjælper vi mennesker til det, der foregår heroppe på øverste etage. Fordi hvis ikke vi er i stand til at kan gennemskue det, vi står i, og de udfordringer, der er, så bliver vi nødt til at klæde os på til, hvordan kan vi bedre se de her udfordringer. Og det er jo der, jeg har skrevet mine fire bøger. Som er brugt til, hvordan kan vi hjælpe folk ved at håndtere deres tanker og afledte følelser, deraf. Hvordan kan vi hjælpe mennesket til at kunne gennemskue dem her. Så det bliver til gavn for vores forhold med andre mennesker, vores relationer. Men også til gavn for os selv, for at kunne få ro i os selv. Fordi den ro, det giver indad til, det er det, der opbygger og giver lads til livskraft hos den enkelte. Og en af de ting, vi har talt om her, det er blandt andet sammenligningen, som er en af de her blindgyder, man kan gå ind i. Du har muligheden for at gå ind og se på vores Foldberg Life. Der ligger forskellige online kurser. Der ligger også et kursus, der hedder “Lider du under perfektionisme?”. Hvis man går ind og kigger der, så er det bare at kigge løs. Hvis den første halve time, den er gratis, så ved du med dig selv, om det her er noget for dig. Ja, så kan du købe dig adgang til det. Men det har du tydelig fornemmelse af, når du har set den gratis afdeling.
Leon: Jeg skal nok lige smide et par links til det forskellige i beskrivelserne her. Du nævner det selv, og du er lidt inde på det. Noget af det her, både kurset der og også bøgerne, det er noget, der hører under Life Sense-konceptet. Og det er også noget, som Bjarne har arbejdet en hel del med. Og hvad der konkret så er blevet arbejdet med og hvordan Bjarne så har det i dag, det ser vi nærmere på i næste afsnit.
Linksamling
– Se onlinekurset “Lider du under perfektionisme?” HER
– Læs mere om Hans Erik Foldbergs bøger HER
