Mange med høfeber oplever, at medicinen mister effekt over tid. I dette afsnit ser vi på, hvorfor symptombehandling ikke altid er nok – og hvad der skal til for at hjælpe kroppen i balance igen.
Resumé
I afsnit 13 af Det Fantastiske Menneske følger vi op på Arne og Lone, som begge har kæmpet med høfeber gennem længere tid. De oplever, at medicinen ikke længere virker som før, og at bivirkninger og afhængighed begynder at fylde mere i hverdagen.
Hans Erik Foldberg forklarer, hvorfor høfeber ofte ikke kun handler om pollen, men om et immunsystem under pres. Vi dykker ned i, hvordan ubehandlede infektioner, gentagne forkølelser og stress kan være med til at udløse allergiske reaktioner. Samtidig ser vi på, hvordan symptombehandling kan holde problemet nede – men sjældent løser årsagen.
Afsnittet giver også indsigt i, hvorfor høfeber kan udvikle sig til astma eller krydsallergier, og hvordan kroppens robusthed spiller en afgørende rolle. Vi taler om, hvad man selv kan gøre i tide, og hvordan en mere helhedsorienteret tilgang kan hjælpe kroppen tilbage i balance.
I dette afsnit taler vi om:
• Hvorfor høfebermedicin ofte mister effekt over tid
• Sammenhængen mellem immunsystem, infektioner og allergi
• Hvordan høfeber kan udvikle sig til astma eller krydsallergi
• Stress og belastning som medvirkende faktorer
• Forskellen på symptombehandling og behandling af årsagen
• Hvordan akupunktur og opbygning af kroppen kan støtte immunforsvaret
Hvem er med?
Arne og Lone samt akupunktør Hans Erik Foldberg i samtale med Leon Rask Sørensen.
Lyt hvis du…
• oplever, at din høfeber bliver værre eller sværere at behandle
• er træt af at være afhængig af medicin uden varig effekt
• vil forstå, hvorfor allergi opstår og udvikler sig
• er nysgerrig på, hvad du selv kan gøre for at styrke din krop
Læs afsnittet:
Leon Rask Sørensen: Velkommen til andet afsnit om høfeber her i Det Fantastiske Menneske. Hej Hans Erik.
Hans Erik Foldberg: Hej Leon.
Leon: Vi skal fortsætte lidt af vores snak fra det første afsnit om høfeber. Vi skal også stadigvæk tage udgangspunkt i Arne og Lone, som vi mødte der. Begge to personer, som gennem længere tid har slåsset med høfeber og det, der følger med der. Noget af det, de begge to italesatte var, at der var en masse bivirkninger ved det her medicin, som de tog, og i øvrigt så oplevede de, at det ikke rigtig havde den samme effekt mere som tidligere. Hvad er det, der gør, at en høfeberramt person kommer derud, hvor man simpelthen får nok af at slås med de symptomer, der opstår?
Hans Erik: Jamen det er, at man føler sig fanget i sig selv med det her. Fordi selvom man tager medicinen, og det er det, du siger med, at det holder op med at på et tidspunkt virke så effektivt, så føler man sig fanget i stadigvæk at have allergisymptomer. Man er træt af, at man skal gå og være afhængig af noget, som så alligevel ikke virker optimalt. Og det er ligesom at blive fanget ind i en eller anden skal, ligesom en osteklokke, kan man sige, hvor man ikke er sig selv. Følelsen er ikke at være sig selv. Jeg tror, det er den, der presser allermest. Og det er den, man gerne vil ud af. Og man kan sige, med hensyn til høfebermedicin, det almindelige vi bruger næsepray, vi bruger øjnedråber til at tage kløen, det er sådan set et rigtig fine medikamenter. Det er førstevalg, man får tilbudt, når man har fundet ud af, at det er høfeber, der er i gang her. Og det virker faktisk ret godt. I starten virker det ret godt. Det tager symptomerne. Man er et andet menneske igen. Man bliver normal. Man får følelsen af at være normal. Men så ligesom, at man tager det her gennem en sæson for nogens vedkommende, gennem flere sæsoner for andres vedkommende, så begynder man at se, at der skal mere til. Der skal mere til for at slå de her symptomer væk igen. Og så begynder man at få den her fornemmelse af, at den her allergi, den her kløe, det er her i øjnene. Jeg er ikke klar i mine øjne. Jeg er ikke klar i min snude. Jeg er ikke klar i mit hoved. Så hober den følelse sig bare op. Og man føler sig fange i det, eller føler sig ufri. Jeg tænker, at det er den, man virkelig reagerer på.
Leon: Men er det det samme som når jeg har hovedpine, så tager jeg en hovedpinepille, og så forsvinder hovedpinen. Det vil sige, at jeg opdager ikke, at jeg længere har ondt i hovedetøj. Så er det symptomet væk. Men årsagen til hovedpinen er vel ikke?
Hans Erik: Nej, det er jo det, der sker. Når man ikke får fat i årsagen til, at hovedpinen opstår nødvendigvis, så vil den jo vende tilbage igen. Hvis ikke jeg får fat i årsagen til, at allergien opstår, eller at kroppen reagerer uhensigtsmæssigt på nogle ting, som den normalt skulle kunne håndtere. Når vi ikke har fat i grundårsagen til det, så sker det automatisk hen ad vejen. Så begynder de der lettere midler, som skulle hjælpe os, de fungerer bare optimalt mere.
Leon: Og noget af det, du siger, skal vi også tale mere om. Vi skal også tale om, hvorfor der er så mange, der har høfeber, som udvikler symptomer på astma. Vi skal tale om krydsallergier. Vi skal tale om den krig, storm af tanker oppe i hovedet, der kan spille ind på hvordan vi fungerer som individ, som familie, som medmenneske. Så egentlig noget, som jo lyder sådan lidt… Ikke for at negligere det, men det er jo bare høfeber, men noget…
Hans Erik: … som følger med under, at man har en høfeber, der kører løs i ens organisme. Det griber simpelthen ind i mange andre ting, og kan risikere at sprede sig og blive til flere ting. Så noget af det, vi skal være opmærksomme på i forhold til høfeber, det er, at når vi ikke kan løse det længere på den simple måde, altså med et simpelt pust i næseborrene eller øjnedråber, hvor det begynder at tage mere om sig, så skal vi til at tænke os om. Fordi det er her, vi begynder at udvikle en andenledes adfærd, og få det andenledes med os selv. Det er også her, vi skal tænke os om i forhold til, skal vi nu gå videre med at tage noget skrappere medicin til de her ting. Noget af det, man har brugt til tider, det er altså for lige sådan en binyrebark-indsprøjtning, eller for en binyrebark-tablet, som lige kan slå det ned. Det bruger vi helst ikke, men det kan blive så slemt, at det føles som om, det er nødvendigt. Men så begynder vi også at komme ud på skråplan, fordi med alt medicin, at der er en sideeffekt. Nogle sideeffekter er bare lidt mere alvorlige. Hvis vi begynder at komme ind på det spor, så ved vi, at risikoen for sukkersyge for eksempel, den øges. Vi ved, at ved knogleskørhed er det ikke smart at bruge de her midler. Så der er nogle arenaer, vi helst af skal bevæge os ind på. Og det er det, vi så kan se med Lone og Arne, det er på et tidspunkt, så virker det her for utilstrækkeligt. Nu vil jeg til at have gjort noget andet ved det. Og det er den overvejelse, man skal gøre med sig selv. Hvornår er det, at det her grundlæggende problem, der gør, at min krop reagerer allergisk på noget, hvornår er vi modne til, at vi gør noget ved det? Fordi vi kan egentlig se de her pust i næsen, som noget, hvor vi kan sige, jeg tager lige de her pust, indtil jeg lige får tid til at gøre noget ved det. Altså vi udsætter lige problemet. Man kunne som læge sige, du tager lige de her pust, jeg har sgu ikke tid til at gøre noget ved den egentlige årsag så brug det her indtil da.
Leon: Ja, for det er jo det, der står i retningslinjerne i forhold til det lægerne arbejder ud med. Du starter lige med et næsespray, og hvis det ikke virker, så kan du få lidt øjnedråber, og så kan du få noget…
Hans Erik: … og så går vi videre, og så går vi videre, og så går vi videre. Og så kan man så sige, skulle jeg så bare lade være med, at det hele tager ikke at gøre noget ved det? Det dur heller ikke, fordi hvis man gør det, så tillader man den der uhensigtsmæssige sygdomsreaktion, og den kan også gribe om sig, og faktisk få os af en forværring, altså i retning af astma, eller i retning af flere allergier. Men det gør det altså også, hvis man kører med medicinerne. Det er derfor, vi skal ind og kigge på, hvordan kommer vi væk fra den her lappeløsningstankegang, og så over på, hvordan får vi bragt kroppen tilbage i en tilstand, hvor den så kan håndtere de her ting, man er blevet allergisk overfor. Og det har vi altså erfaring for, at der kan vi fint hjælpe på vej. En af de meget gængse steder, vi gør det, det er sådan her som birkepollen, det er græspollen, og det er bynke. Men det er også over i sådan noget som allergi over for katte, allergi over for hunde. Altså jeg har prøvet gennem tiden flere, hvor det er sådan, at de stod til, vi bliver nødt til at gøre noget ved det her, for ellers er det altså hunden, der ryger ud af familien. Og det er jo ikke sjovt.
Leon: Og Lone, hun havde også allergi over for hund og kat, og hvor hun jo tidligere, de har heller ikke de dyr derhjemme, har hun sagt, men når hun var på besøg hos nogen, der havde så gik der ikke ret lang tid, så begyndte hun at få de her allergiske reaktioner for katten. Og det har hun altså sluppet for, nu kunne hun være ude blandt katte en hel dag, hos nogen, som har en kat, uden at slå ud på det.
Hans Erik: Og i forhold til familier, hvor det er sådan, at man har haft den her familiehund, og så pludselig må opgive den, altså det er jo ret traumatisk, at man skal ud og aflive hunden, for at man kan være med sin allergi i husstanden, så er det lidt fedt, at man kan blive fri for det. Men det er simpelthen at gå ind på, hvad er naturens principper i forhold til det her, hvad er kroppens principper. Og det er sådan, at hvis vi skal kigge lidt ind i, hvordan er det, at en allergi opstår, så kan vi sige, at i mange, mange tilfælde, så opstår allergien egentlig som en eftervirkning på en infektion. Det vil sige, at hvis du har haft en forkølelse, halsbetændelse, der senere har slået over en forkølelse, og den her forkølelse varer lang tid, tre, fire, fem, seks uger, man kan ikke rigtig komme over den, så bevirker det en stressvirkning på immunsystemet, at kroppen ikke kan komme til bunds i den her forkølelse.
Leon: Fordi den bliver ved med at forsøge at komme til bunds i det?
Hans Erik: Den forsøger at komme til bunds i det, men der bliver hængende noget, man kommer ikke fri af sine symptomer, slimhinderne bliver ved med at være lidt hævede, der er lidt sekret, man bliver ved med at producere i næsen. Andre tilfælde, der kan det være, at man bliver hyppig forkølet. Man er forkølet i 14 dage, og så er man fri for forkølelse, og så kommer der en ny forkølelse i 14 dage senere. Og at man simpelthen har 5-6 forkølelser i løbet af en kort tid, eller over en kortere periode, så kommer immunsystemet til at give op på et tidspunkt, og sige, for pokker væk fra alt, hvad der måtte være, som jeg kan tænke, der kan være med til at forværre den her situation. Og så er det f.eks., hvis det nu er ind i den tid, hvor det normalt er græspollensæson, altså fra sidst i maj måned og ind i juni måned, jamen er det der, man så ryger ind i det her, så vil kroppen se, for pokker, der er så mange græspollen, gad vide, om det er det, der er en del af det, der trigger mit immunsystem til at komme over det her. Og så begynder den lige pludselig at lave en overreaktion på græspollen, som jo egentlig skulle være ganske normalt for mig, men så ser kroppen det, som det er en del af faren. Og så sker det det, når det efterfølgende år går i gang, og græspollens sæson går i gang, ja, så genkender kroppens immunsystem, hey, det her har vi set tidligere, det var noget rigtig skidt, der er jo der stress på mit immunsystem, få vedkommende væk fra det her. Og det er egentlig det, det betyder. Når allergenerne kommer væltende ind i vores system, så gør kroppen, hvad den kan for at få os væk fra det. Ja, vi nyser jo decideret. Det er jo egentlig, fordi kroppen forsøger med 110 km i timen at få sendt en luftmængde ud gennem næsen, så vi kan få det her pollen væk fra systemet. Så det ikke provokerer vores immunsystem. Det er den naturlige reaktion for kroppen, at gøre for, at kan vi lave det her til et lidt mere sikkert område.
Leon: Så det, der føles irriterende for dem, der har de her allergiske reaktioner, det er egentlig en gave for kroppen, der siger, her bliver det jo farligt, du må hellere komme væk herfra, gå ind og lukke døre og vinduer og isolere dig hele tiden.
Hans Erik: På samme måde som det er med støv. Når det er sådan, man får at vide, at man er sin bedre halvdel skal støvsuge, og hvis man er så heldig, at man får den her, nu er vi i jokeområdet, hvis man er så heldig, at man får den her reaktion på støvet til, det skal jeg bare ikke være i nærheden af jer, så forsøger kroppen jo egentlig at nyse for at få en på afstand af det. Jeg er så bare ikke sikker på, at man nødvendigvis bliver fri for at støvsuge. Hvis kroppen er i stress, og det er i første omgang den fysiologiske stress på vores immunsystem, så er det, at vi har større risiko for, at der opstår en allergi. Har vi så en følelsesmæssig eller en mental stress, måske vi ikke har fået den søvn, vi skulle have, der er tanker, der kører løs i vores organisme, så er den her stresstilstand virkende også ind på vores immunsystem. Så sænker vi vores tærskel for, hvad immunsystemet kan omsætte. Hvis den ikke kan følge med til at omsætte tingene, så lukker den op til en allergi.
Leon: Så der er ikke noget, man selv kan gøre?
Hans Erik: Jo, man skal lytte til sine symptomer, når vi har starten på de her ting. Det er, hvis en forkølelse har kørt løs i fem, seks, syv uger, og vi ikke kan komme over det. Så skal man se det som et faresignal. Du bør søge læge, eller du bør søge hjælp til, hvordan vi kan få det her ud af kroppen. Det er nok ikke lige her, vi får gavn af at søge lægen, fordi lægen er på Herrens Mark, når det gælder virus. Det er der, mange populært bruger det her udtryk. Så siger han bare, at det er en virus, og han vil gøre noget ved det. Det bliver vi bare nødt til at sige, at lad nu være med at klandre lægen. Lægen har en vis værktøjskasse. Lægen har visse hjælpemidler, han eller hun kan benytte sig af. Der er ikke noget i hans værktøjskasse i forhold til det her virus. Det er der altså ikke. Men i kinesisk medicin, akupunktur, der har vi metoden til, hvordan vi kan normalisere sådan en tilstand efter en forkølelse, eller i forbindelse med en forkølelse, der ikke vil gå over. Der gælder det om at få immunsystemet kørt på sporet igen. Så risikoen for, at der opstår en allergi, mindskes eller bedst helt undgås. Men sådan tænker vi ikke. Vi tænker, det er bare en forkølelse, jeg har svært ved at komme over den, osv. Så vi får egentlig masser af chancer. Vi får masser af chancer til at gøre noget ved det. Men vi er bare klar over, at det er det, vi skal agere på.
Leon: Så får man affundet sig med, at jeg også har høfeber, og jeg kan ikke være ude i dag, fordi der er masser af…
Hans Erik: Ja, det er når vi er kommet derhen.
Leon: Når det så kommer til, at man skal tage det i opløbet, altså der, hvor man lige mærker de første symptomer, jo før man kommer i gang, jo hurtigere kan man få styr på det at få bremset det her. Noget af det, som Arne, vi mødte i første afsnit om høfeber, jo også italesætter, at når han kan mærke op til en sæson, at nu er der ved at være meget pollen i luften, så kommer han, og så får I styr på det.
Hans Erik: Så bliver der ro på systemet.
Leon: Men hvad er det, I gør, når der så er en anden en, en anden klog en som Arne, der kommer og siger, jeg har oplevet det her, hjælp mig med at få styr på det. Hvad gør I så?
Hans Erik: Så får vi jo lige detekteret, hvad er det, der foregår i den her organisme. Hvordan er immunsystemet, grundlaget for immunsystemet? Og ved sådan en som Arne, der har vi for en hel del år siden, egentlig bygget hans immunsystem op til at være rimelig godt fungerende. Men hvis det falder lidt af på den, og der begynder at komme lidt symptomer, jamen så skal vi egentlig bare ind og bruge nogle akupunktur,, som hjælper kroppens immunsystem til at kunne falde til ro igen. Og så kan man i løbet af kort tid egentlig få styr på det, og så er han velkørende igen. Men det kan også være en anden person, som ikke har det grundlæggende system til at køre, det system, som grundlæggende skal sørge for, at der er bund i, at vores immunsystem kan fungere godt. Hvis man for eksempel gennem længere perioder har været i væsentlig belastning, det kan være følelsesmæssig belastning, det kan være mental belastning, det kan være i mangel på søvn, det kan være masser af spekulationer, et overdrive man har kørt, ja, så kan det være nødvendigt, ikke bare at bruge punkter, der får immunsystemet lige til at falde til ro, for så vil det ikke give tilstrækkelige effekter. Nogle effekter i forhold til akupunktur viser, at der er cirka 50% effekt med akupunktur på allergier. Men hvis man får sit system bygget op og får reetableret den der robusthed, der skal være i en organisme, grundlaget for, at immunsystemet kan fungere, jamen så ligger vi op på en helt anden effekt af akupunktur. Så er vi oppe at ramme, hvis ikke komplet, så næsten komplet virkning i forhold til allergier. Så der er lidt forskellige indgangsvinkler til, hvad det skal til her, og det er jo selvfølgelig sådan, at vi fortæller om, når vi starter op, jamen hvad kræves der her? Jamen der kræves det, at vi bare lige skal have immunsystemet justeret til, så kan vi være kørende igen, eller her skal vi have hele organismen til at fungere, for at vi har et ordentligt udgangspunkt for vores immunsystem. Og det er det, der er vigtigt at forstå her, fordi hvorfor er det hos en tredjedel af dem, der har høfeber, at den her høfeberreaktion ikke bare nøjes med at være i forbindelse med øjnene, eller næsen, eller begge dele, men faktisk går igennem svælget og går ned og sætter sig til noget astmatisk for eksempel. Ja, det skyldes, at hvis kroppens immunsystem ikke kan holde trit ned i lungesystemet, ja, så bliver vi angribelige ned i det område også, og så er det astmaen går i gang. Så det er det, jeg taler om i det her med, at der er i nogle tilfælde, der kræves der noget dybere robusthed, man får bygget op, altså for at lave en styrkelse af det energisystem, der knytter sig til lungerne, så man kan stå imod. Det samme kan det være med andre, som måske har en svækkelse ned i tarmsystemet. Har man det, så er der større risiko for, at de her høfeberreaktioner også bliver til en krydsallergi. Krydsallergi, det er der, hvor vi begynder at reagere på nogle fødeemner, som laver de samme symptomer, som høfeberen laver, selvom der ikke er pollen til stede. Og det er sådan nogle krydsallergi-ting. Spiser du jordbær, spiser du æbler, spiser du nødder, mandler, ja, så lukker det op til nogle former for allergireaktioner. Er der svækkelse i kroppens immunsystem i forhold til vores tarmsystem? Ja, så er det den dør, der kan blive lukket op til. Så den der robusthed inde bagved, det er den, der er afgørende for, at når tyven er kommet ind, allergenet er kommet ind i systemet, så skal den jages ud igen, så den ikke kan hærge de svage steder. Tingene sætter sig altid de svage steder. Har vi tendens til bihulebetændelse, og vi så får en allergi oveni, så er den rigtig skidt, fordi så kan vi begynde at få en bihulebetændelsetendens, der bliver koblet med allergitendensen, og så har vi bare den total kroniske bihulebetændelse, som kan være meget svær at komme til livs. Så jo før man tager de her ting, jo mindre kan skadevirkningen, der er gået i gang i vores organisme, jo mere sikker er vi på, at vi får fuld livskvalitet tilbage igen.
Leon: Men siger du så også, at når jeg går ud af dørene, efter vi er færdige her, og mine øjne begynder at løbe i vand, og jeg også begynder at nyse en lille smule, og der er også lige pludselig, ligesom med historien om lusene, så kan vi alle sammen mærke, at nu er der lus. Skal jeg så lige pludselig være bange for, at jeg er i risikozonen, for både at have høfeber og kan udvikle allergi, og i hyppigere bihulebetændelser?
Hans Erik: Jeg synes ikke, at du skal være bange for det. Jeg synes, at man skal forholde sig helt fagligt, konkret til, hvordan fungerer organismen. Og når vi tjekker op på det her, så bruger vi kinesisk medicin, vores puls, og vi bruger vores tunge til at se på, hvad er det, der foregår i den her organisme. Og der kan vi se ret præcist, hvordan er tendensen, eller hvor udvikler det her sig hen. Så det er bare en faglighed. Jeg kan selvfølgelig også tage det lidt, hvis jeg så gør det igen i morgen, på cirka samme tidspunkt, eller to dage efter, eller et eller andet. Man behøver jo ikke at råbe bål og brand med det samme. Man kunne jo også lige vurdere. Det var bare for ikke at melde fanden på væggen, i forhold til, at nu begynder vi alle sammen at nyse for astma og bihulebetændelser.
Hans Erik: Det gør vi ikke. Men der er altid en øget risiko, hvis noget får lov til at hærge i vores system.Og det skal vi have respekt for.
Leon: Vi har talt om det et par gange, det med både Arne og Lone. De er trætte af at befinde sig i den situation, de befinder sig i. Men på et tidspunkt, så bliver man vel også så træt af det, at det begynder at gå ud over, ja, den man er.
Hans Erik: Lige præcis. Og jeg tror egentlig dybest set, det er det, der gør os rigtig kede af, at vi fanger en i sådan et tilstand. Det der med, at ens opmærksomhed, altså, hvis det kilder… Vi kender alle sammen det der med, at vi bliver brændt af en brændeælde, og det klør som bare pokker, kan vi så lade være med at klø i det? Det er den kløe, der kører løs op i snablen eller i øjnene. Kan man lade være med at pille i det? Vi ved godt i forhold til allergi i øjnene, vi skal ikke pille i det. Det bliver kun værre. Men det at kunne kontrollere sig, det gør virkelig noget ved vores nervesystem. Det kører en stress op i vores nervesystem, og det flytter på vores tolerance. Altså, det betyder minus tolerance i det her. Når man er så irriteret af det her, det klør i ørerne, og kunne man køre en klud igennem, så var det det, man ville gøre. Vi har set nogen med allergi, for eksempel, som har lyst til at stå sådan der med næsen hele tiden. Det gør noget ved vores adfærd. Det gør også noget ved vores måde at være sammen med andre på. Altså, lunten er bare kortere. Irritationen sidder udvendigt på os. Vi farer op, bliver irriteret, bider fra os. Og i forhold til unger, der ikke lige vil det, vi synes, de skal, det er uoverkommeligt at være i. Og der bliver vi bare mere kontante. Der vækkes simpelthen sådan en slags uhensigtsmæssig kontrol i os, kan man sige. Vi skal have kontrol over alt muligt. Også vores omgivelser. Selvom vi godt ved, at det kan vi ikke være bekendt at gøre. Men det vækkes. Og det forstærkes jo egentlig meget logisk af, at har vi allergi overfor pollen, så holder vi ekstra øje med, om vinduerne nu er lukkede. Vi holder øje med, at nu er der nogen, der tilfældigvis hænger vasketøj ud. Fordi jeg har det af pommern til, hvis mit vasketøj nu har været i det pollen, som jeg ikke kan tåle, som jeg så skal ligge og rode rundt i. Og shit, jeg skal også huske at gå i bad, inden jeg går i seng. Er det husstøvmide; jamen, så skal der være støvsuget hermetisk rent.Og man bliver også en pestilens. Fordi den der overkontrol, man har på mange ting, fordi man gerne vil begrænse sin allergi, det gør at man ikke er til at være sammen med. Nu støvsuger de sgu igen. Det er et galehus at være i.
Leon: Men det påvirker også den bedre halvdel, kunne jeg forestille mig, som også skal være med, som måske ikke har høfeber, eller ved det, hvad det er, at modparten står i. Og hvordan var det nu? Skulle der støvsugs nu? Skulle der støvsugs før eller efter?
Hans Erik: Så det griber bare ekstremt meget ind i den måde, vi er sammen på, og på den måde vores adfærd. Og dem, der er fanget i det, der virker det ekstra meget ind i systemet. Og vi ved bare, at det forværrer faktisk i forhold til risikoen for at få nye allergier. Når vi ser på multiallergikere, så er der altid den her oversensibilitet i hele nervesystemet, der følger med. Og vi kender det også, at der er en person her, der har glutenallergi, eller allergi over for mælk, og hvordan skal jeg nu gøre i forhold til madlavning, så vi også tager hensyn til hende. Prøv at se en kontrol det vækker hele vejen omkring det, i det miljø, som den her person beskæftiger sig i. Og den person, der er hovedpersonen, jeg er sikker på, vedkommende gerne ville, at der skulle være den der overfokus på det, overkontrol på det, men hvad er alternativet? Så det lukker bare op for rigtig mange uheldige følgeting, når man er fanget ind i det her.
Leon: Så hvis vi skal drage et par konklusioner ud fra de her to afsnit, vi nu har været igennem, så er det blandt andet, at man skal tage det opløb, hvis man kan, få gjort noget ved det, og hvis man så har været i det længere tid, hvad så, som Arne Lone har i flere år?
Hans Erik: Ja, så er det, at man stadigvæk skal få gjort noget ved det, men der kan det være lidt mere omfattende at få gjort noget ved det, men det er ikke det samme, som at det ikke kan løses på en overkommelig måde. Det starter med, at vi får undersøgt, hvad er det der skal til, og så sætter man processen i gang. Og det vi ser, det er, at mange som virkelig har været hårdt angrebet, når vi først har fået deres system bygget op, så kan det køre ganske fint. Man skal måske lige tjekkes op, hvis det er for eksempel i forhold til Birkepolle, så tjekker man op lige sådan tre uger, før birkesæsonen går i gang. Tjekker lige op på, hvordan kører systemet? Når vi kan se, at det her system er ret godt kørende, så er det måske en enkelt behandling, måske to behandlinger, så er systemet på plads igen, og så kører det, eller man kan gøre ligesom Arne, der kan godt gå en 3-4 år, der er ingen problem, så kan han mærke, at nu begynder det at tage ved, så kan han få det løst på den måde. Man skal bare finde, hvad det er for en metode, der passer til, sådan som man nu har haft det.
Leon: Så skulle man befinde sig i en af de her mange situationer, som vi har nævnt i de her to afsnit, den negative spiral, vi lige var inde på her senest, så skal man bare vide, der kan altså være håb derude, og det er muligt, at der er noget hjælp at hente.
