Læs afsnittet:
Leon Rask Sørensen: Velkommen til andet afsnit om hjernerystelse, hvor vi i dag skal dykke lidt ind i, hvordan kroppen restituerer med henblik på at udbedre den skade, som hjernen er blevet pådraget.
Hans Erik Foldberg: Og vi skal virkelig prøve at se, hvad er det for nogle faktorer, der spiller ind på den her restitution. Og her kan det være interessant, hvis du har pådraget dig en hjernerystelse og ikke er kommet ordentligt igennem den, så har du god mulighed for at få øje på, hvad det er for nogle mekanismer, der måske er årsagen til, at du ikke har passeret de stopklodser, der kan ligge, hvis man har en hjernerystelse, og forårsage, at man ikke kommer helt i mål.
Leon: Inden vi dykker ned i, hvad det er, kroppen så egentlig kan, så tænker jeg, at det kan være meget rart lige at få et billede på, hvor mange der egentlig bliver ramt af en hjernerystelse, når vi snakker på årsplan. Over 25.000 opsøger hvert år hospitalsvæsenet og for at derigennem konstatere en hjernerystelse. Men man må gå ud fra, at det tal er langt højere, for det her tal tæller ikke dem, der opsøger egen læge eller slet ikke kommer afsted til lægen.
Hans Erik: Det er korrekt. Der er nogle simple hjernerystelser, som er ovre i løbet af en til to uger. Og heldigvis er det jo de fleste, der forsvinder på den måde. Men der er bare også 35% af de her hjernerystelser, som varer mere end tre måneder. Noget af det, jeg synes er sørgeligt, det er, at jeg ser flere og flere i klinikssammenhæng, som har gået med en hjernerystelse i 1, 2, 3, 4, 7 år. Og det er der virkelig sjældent en grund til, at man går så lang tid med det. Hvilket også er årsagen til, at vi har haft lyst til at belyse det her netop i en podcast. Det vi kan sige i forhold til hjernerystelse, det er, at det er også børn, der kan blive ramt af hjernerystelse. Og med hensyn til børn, der går der typisk længere tid i forhold til at kan restituere på skaderne. Vi ved for eksempel, at 5-12 årige børn, der er der simpelthen så meget aktivitet i hjernen. Hjernen står disponibel til at ændre sig eller tilrette sig i forhold til, hvad det er, et individ skal udvikle på af talenter. Og der bruger kroppen faktisk i hviletilstand 50% af sin energi på, at hjernen kan holde sig kørende. Hvor den ved alle andre, der bruger den kun 25% af sin energi. Så i 5-12 års alderen, der er et barn så meget i beredskab til at kunne tilrette sig, hvad der kan komme af krav, hvis man skal lære at læse eller når man skal lære en eller anden sport, blive dygtig til en eller anden ting, skal blive dygtig til musik eller hvad det nu kan være. Og det har altså den konsekvens, at hvis der opstår en skade på hjernen, så vil restitutionen være en tand ringere i den aldersgruppe. Eller langsommere, kan vi sige.
Leon: Så når man taler om behandling af hjernerystelse, så er der for det første forskel på, hvor gammel patienten er, hvor lang tid vedkommende har gået med det, inden man opsøger hjælp. Hvad kigger man mere på?
Hans Erik: Altså vi er meget opmærksomme. Nu kommer vi fra den verden, hvor vi arbejder med akupunktur. Og i akupunkturens verden, der er det helt almindeligt, at vi anskuer den menneskelige organisme ud fra en fysisk del, en følelsemæssig del og en mental del. Og der er ingen væsentlige skel imellem de her ting. Vi kan ikke sige, at nu vil vi kun se fysisk på et eller andet problem. Det har altid en konsekvens ind i det følelsemæssige eller i det mentale. Hvis jeg har brækket benet, så er det ikke bare en fysisk skade, så er det også, hold da op, hvordan skal det nu gå nu hvor jeg har brækket benet, og nu kan jeg ikke alt det, jeg har kunnet før. Skal jeg nu til at hoppe rundt på krykker? Jeg synes virkelig, at det er ydmygende, dem, der hopper rundt på krykker osv., nu kan vi høre her, at nu er vi allerede over det følelsemæssige, det mentale, og hvordan det kan påvirke vores krop, hvordan det kan stresse vores organisme. Og det spiller ind på helingsprocesser, især når det er helingsprocesser, som er mere komplekse. Og det er lige præcis det, vi taler om, når vi har med hjernerystelse at gøre. Så vi har specialiseret os i at ikke bare tale om, at vi ser holistisk på mennesket, nej, vi arbejder 100% holistisk, fordi det er på den måde, vi får de bedste resultater, og de hurtigste resultater også. Og så har vi jo faktisk tilrettet hele vores behandlingstilgang på en måde, hvor det at kunne restituere så effektivt som overhovedet muligt, at det helst skal komme igennem. Det at arbejde med akupunktur, det betyder, at vi har en af de mest effektive metoder til, hvordan vi kan få kroppen til selv at hele op. Og akupunkturen er en af de bedste igangsættere af selvhelingen. Men så har vi også suppleret med andre ting i vores klinik, og kan tilbyde sådan noget som rødlysbehandling eller floating med mere.
Leon: Når man så sætter det her i gang, kan du ikke prøve at fortælle, hvad der sker i kroppen, når den går i gang med at reparere på en skadet hjerne?
Hans Erik: Vi kan sige, at det, der sker i forbindelse med en hjernerystelse, det er, at der kommer et slag imod hovedet, og i forbindelse med det slag, alt efter hvilken kraft det kommer med, så har det en konsekvens på nervevævet. Nervevævet kan tage skade, og der kan opstå skade på nogle blodkar, der kan komme nogle brist, som bevirker, at der siver blod ud, der kan sive væske ud i områder, hvor det ikke skal være, som kommer til at ligge og trykke på hjernen. Og når det er i gang, så skal vi egentlig tænke det som, at det her er noget, der skal repareres på igen. Når skaderne sker, så har det den konsekvens af den fantastiske evne, vi som mennesker kan have til at jonglere mange tanker i hovedet på en gang. Den mister vi lidt, når vi har fået en hjernerystelse, fordi tankesynapserne i nervesystemet bliver beskadiget, så der er nogle beskeder, der ikke kan sendes afsted, som de plejer at kunne sendes afsted. Og så kan man simpelthen ikke rumme og tænke så kreativt, som man er vant til. Og det skal det heles op på. Og der er der et godt billede i forhold til at tænke på hjernen, der er beskadiget, og lave en parallel til, hvordan et vejarbejde fungerer. I forbindelse med et vejarbejde, der er der noget af vejen, der skal udbedres, der skal repareres. Og er det nu en ret farbar vej, så kan vi ikke bare lukke den fuldstændig af. Vi bliver nødt til at sikre, at der kan komme noget trafik igennem. Det samme er det med vores hjerne. Hjernen skal stadigvæk kunne fungere, selvom den har taget skadet, selvom den skal repareres. Men det vil så komme til at fungere langsommere. Ligesom vi kan se i trafikken. Trafikken passerer langsommere forbi det sted, hvor vi har vejarbejdet. Ja, så kan vi også klare mindre med hjernen. Og der bliver vi jo hjulpet rigtig godt på vej.
Leon: Jeg skulle til at sige det, fordi hvis med vejarbejdet, og der er nogen, der kører for stærkt, så står der en politimand og siger, stop og holdt, du får en bøde. Hvad er det kroppen gør?
Hans Erik: Ja, den sender bare nogle forfærdelige, ulidelige symptomer i retning af den hjerneskade, skulle jeg lige til at sige. Og det er jo en hjerneskade. Der kan dog tænkes på andre måder omkring det også. Men vi får jo symptomerne. Fx lysfølsomheden eller svimmelheden, der kommer til os. Det er jo nogle geniale politifolk.
Leon: Men hvorfor er det, at det er genialt? Fordi det lyder ikke særlig rart.
Hans Erik: Altså, de fleste er jo frygteligt trætte af, at de får de her symptomer. Og det hindrer jo en i at gøre det, man gerne vil. Netop det, man altid har kunnet. Fordi man kan få en voldsom svimmelhed, eller en knaldende hovedpine, eller øget lysfølsomhed, hvis man forsøger at gøre mere, end hjernen, nervesystemet, kan kapere. Så hvis du gør mere i den første, eller i startfasen af en hjernerystelse, end kroppen kan følge med til at levere ydelse på, ja, så skruer det bare op for symptomerne, og så kan du lægge dig, kan du.
Leon: Så man kan ikke sætte lighedstegn mellem det, at have fået en hjernerystelse, og så bliver du også svimmel, du bliver også syns- og lydfølsom. Altså, det er ikke nødvendigvis. Det er kun i det øjeblik, at man bruger flere ressourcer, end kroppen har til rådighed?
Hans Erik: Man kan i hvert fald sige, at i starten, der får du jo symptomerne, uanset hvad du gør. Men det er jo egentlig, fordi den beder dig om, kan du så lægge dig? Fordi jeg har brug for at få overblik over den her situation. Jeg har brug for at kunne få restitueret på området her, hvor skaden er sket. Og der bliver man lagt ned, og man skal regne med, at man skal sove 10, 11, 12, 13, 14 timer i døgnet. Når der er skade på nervevævet, så er vi oppe på de rigtig, rigtig mange timer. Og nogen bliver jo så fanget i, at de kan ikke sove i så lang tid.
Og allerede der, så har vi en af årsagerne til, at man har sværere ved at hele op efter en hjernerystelse. Øjet er en interessant ting. Igennem øjet får den menneskelige organisme 82% af de impulser, der går til nervesystemet. Og det er jo genialt. I kan høre, hvordan jeg står og smiler over det her, at kroppen gør noget genialt for at hjælpe os på vej. Kan vi nu lukke ned for nogle af de impulser, der kommer til hjernen, som jo er ekstremt effektivt, hvis man laver lysfølsomhed, og får lyst til at lukke øjnene. Så er det jo en ekstrem vej til, hvordan man kan frigøre ressourcer til restitution. Er man den, der er ramt af hjernerystelsen, så er det pokkers irriterende, og man føler frustration og afmagt over, at man kan ingenting. Men det kan godt være, at vores organisme faktisk er mere genial, end vi selv er.
Leon: Så i stedet for at være træt af de her symptomer, og synes, det er noget møg, så skal man tage imod dem, omfavne dem, og så skal vi lære at forstå, hvad de siger.
Hans Erik: Ja, i startfasen, et stykke hen ad vejen. Men vi skal ikke hængende der, hvis har har et langt forløb. Men vi skal have respekt for det i starten.
Leon: Når der så kommer et menneske med en hjernerystelse ind i din klinik, hvad gør du så i forhold til behandlingen, afhængig af, hvor i forløbet de er?
Hans Erik: Jamen, det vi i første omgang gør, det er, at vi skal lige have undersøgt, hvor står vi henne med ressourcer? Hvad er der af spændinger i kroppen? Så vi går jo ind og kigger på det fysiske, vi går ind og kigger på det følelsemæssige, vi går ind og kigger på det mentale. Fordi det er herfra, at ressourcerne kan blive brugt, misbrugt, til anden side, frem for at kroppen har fri-kapacitet til at kunne restituere sig. Så vi skal have afklaret, er der nogle ting her, som spænder ben for, at kroppen kan hele op? Helt konkret i akupunkturens verden, der går vi ind og tager pulsen. Fordi der kan vi se noget om, hvad er der egentlig til rådighed af ressourcer? Er det her egentlig en naturlig, stærk, fysisk velfungerende organisme, som fysiologisk fungerer godt? Jamen så har vi jo bedre evne til at restitueres. En sportsmand, som har brugt sig selv godt, ikke overbrugt sig selv, det er det en del sportsfolk, der gør, men har brugt sig selv fornuftigt, har lettere ved at restituere efter en hvilken som helst pådraget lidelse, end en person, der er i underskud. Det er noget af det, vi kan detektere ud fra pulsen. Og så kan vi ud fra pulsen se noget om, hvordan forskellige systemer, hvordan forskellige væv kan hele op. Og det er en vigtig, vigtig information, i forhold til, hvordan kommer den her helingsproces til at køre, i forhold til, at kunne få hjernen til at kunne fungere på normal vis igen, og få personen tilbage til at kunne fungere. Så pulsen er en rigtig vigtig vej ind. Den fysiske undersøgelse, den vil jo gå på at tjekke op på, hvordan når vi står i rummet, for eksempel er der nogle spændinger i nakken, som ikke skal være der, er der opstået måske et piskesmæld? I en væsentlig del af de her tilfælde, hvor man har fået en hjernerystelse, der har man faktisk også fået et piskesmæld.
Leon: Som ved et trafikuheld?
Hans Erik: Som ved et trafikuheld. Og et piskesmæld ved vi også, der kan give koncentrationsproblemer, på samme måde som en hjernerystelse kan give koncentrationsproblemer. Og deraf kan vi jo så engang imellem også overse det, fordi der er jo koncentrationsproblemer, fordi vi vedkommende har en hjernerystelse, men er det et piskesmæld, der sidder, så skal vi have det der piskesmæld til at hele op, for ellers kan det forstyrre nerveimpulserne til hjernen, og være med til at give stress på hjernen, og forårsage nogle tilstande, som gør at ophelingen af hjernen, nervevævet, forsinkes. Vi kigger på staturen, er der nogle spændinger, så skal vi have øje for det behandlingsmæssigt. Vi skal se, hvordan det balancemæssige fungerer. Hvis vatterpasset ikke fungerer, så kommer vi til at bruge unødigt mange ressourcer på at holde balancen. Her har vi akupunkturen, som er utrolig effektiv til at korrigere for sådan nogle ting, men hvis der virkelig mangler ressourcer ind i nervesystemet, så kan vi bruge noget som floating, som i den grad kan lave en dyb afslapning, når man i forbindelse med floating, ligger og slapper af i varmt vand, så kan man lave en dyb afslapning, som giver kroppen adgang til at kunne restituere på et dybere plan. Det har en ekstremt god virkning på at balancesansen heler op.
Leon: Hvis vi lige skal præcisere det her floating, som kan oversættes direkte til at flyde, så ligger man i et lille bassin, et kar, 25 centimeter vanddybde, som er fyldt op med mange hundrede kilo salt, Epson-salt, som gør, at man flyder ovenpå, og når vandtemperaturen og lufttemperaturen har samme temperatur som du og jeg, så vil man føle, at man ligger fuldstændig i vægtløs tilstand, og får ikke de her impulser, og så er det, at hjernen kan begynde at sige…
Hans Erik: Ja, der er simpelthen ingenting, kroppen skal tage sig af. Vores floatingkar er lavet, hvor vi har 46 centimeter tykke vægge, så det betyder, at hvis ambulancerne kører forbi udenfor, så hører vi dem ikke. Så det vil sige, at vi ligger fuldstændig uforstyrret, og på den måde kan vi facilitere, at man kommer ned i en dyb, dyb afslapning, i forbindelse med den her terapi, som det er. Fordi man kan godt tænke, at man ikke bare kan ligge og slappe af. Jeg har ligget og slappet en masse af i forbindelse med min hjernerystelse. Hvordan skulle det andet egentlig kunne gøre noget mere? Ja, det er jo ret interessant.
Leon: Men det giver god mening, at man lige kommer et lag dybere ned. Nu siger du, at der er ingen stimuli, ingen ambulancer, man kan høre, der erikke er noget, der trykker, at der ikke er nogen temperaturforskel.
Hans Erik: Ja, der er intet, kroppen skal tage sig af, den kan køre alle ressourcer i retning af en dyb afslapning, et parasympatisk nervesystem, som når det er aktiveret, så heler kroppen ekstremt godt. Og så er det det, den går i gang med. Og det gør den ikke bare, mens man ligger der. Det faciliterer den også at vil gøre færdigt, når du sover næste gang, du går i seng.
Og der er en masse af dokumentation, der viser, hvordan man får en dybere og mere afslappet søvn, når man har benyttet sig af floating. Så det er oplagt at bruge det i tilfælde af alvorligere hjernerystelser, hvor man kan se, at nervesystemet måske i sin helhed har været overbelastet tidligere.
Leon: Hvad tænker du er det mest hæmmende i forhold til opheling efter en hjernerystelse?
Hans Erik: Ja, det er jo altid det, vi er på jagt efter. Så når vi går i gang med at undersøge en person, som har en hjernerystelse, så leder vi efter, er der nogle stopklodser til stede her. Ligesom jeg nævnte tidligere her, fysiologisk. Ligger der nogle fysiologiske ting, nogle spæninger, et piskesmæld for eksempel, og ligger i vejen for, at det kan hele op, så skal vi have det afsløret. Men noget af det, jeg synes, der rammer allermest de mennesker, som bruger lang tid om at hele op på en hjernerystelse, det er de følelsesmæssige, eventuelt mentale udfordringer, der måtte være til stede undervejs i en ophelingsproces. Det er sådan, at jo mere stress der er i en organisme, jo sværere har kroppen ved at hele sig op. Vi ved fx, at stresset menneske har nemmere til at få en infektion, har lettere til at få en forkølelse. Så mental overbelastning, følelsesmæssig overbelastning, det gør os sårbare. Når vi skal kigge ind i det følelsemæssige og det mentale, så bruger vi i kliniksammenhæng, der bruger vi det at lede igennem nogle spørgeskemaer, eller patienten skal besvare nogle spørgeskemaer, nogle evidensbaserede spørgeskemaer, så vi kan regne med udfaldet på de her spørgsmål, der bliver stillet. Vi skal vide noget om, hvor belastet er den her person. Der kigger vi ind i stress. Vi kigger ind i deres trivsel. Når man ryger i frustrationen, afmagten, frygten for fremtiden, hvordan bliver min fremtid? Har jeg i det hele taget en fremtid? Skal jeg skifte job? Kan jeg beholde det job, jeg har? Vil jeg blive fyret? Så er der altså nogle frygtmekanismer, der går i gang. Nogle stressmekanismer. WHO har fx et trivselseindeks, man kan gå ind og se. Der ved vi ret præcis, alt efter hvor man er henne, hvor stor belastning er der på den her person. Når de selv udfylder spørgsmålene, så har vi deres selvrapporterede oplevelse af, hvordan er det at være i dem? Og hvordan oplever de presset? Når vi interviewer som behandlere, og det er den største fare, vi har i behandlerverdenen, det er, at vi laver vores egne billeder, vores egne forestillinger om, hvordan det er at være den her person. Men det er jo, hvordan man som person oplever at stå i den her situation, der er afgørende for, hvor meget pres der er på organismen. Og det har afgørende betydning på, hvordan kroppen kan hele op på hjernevæv. Nervevæv i det hele taget.
Leon: Så når en patient kommer og har udfyldt det her spørgeskema, og der vises tydelige tegn på stress, så vil du fokusere på at få nedbragt den stress, som det første frem for, og fokusere på at hjælpe kroppen med at restituere hjernen?
Hans Erik: Evnen til at kunne restituere for kroppen, det afhænger af, hvor belastet organismen er. Og hvis der er stress på en person, så sker der det, at kroppen producerer en højere grad af adrenalin. Adrenalin, det er jo den der følelse, eller den der mekanisme, der går i gang, når der er nogen efter os, når tigeren er efter os. Ja, så er der en øget grad af adrenalin, der kører i vores organisme. Adrenalin er egentlig ikke det store problem, for den kommer lige kortvarigt til at gå op og gør, at vi kan yde meget mere, end hvad vi normalt ville kunne yde. Problemet er, at der ryger også kortisol i vores organisme.
Leon: Du skal lige uddybe; adrenalin kender, men kortisol?
Hans Erik: Ja, kortisol er sådan et hormonstof, som frigøres samtidig med adrenalin. Som skal bringe kroppen til at blive træt, efter en adrenalinvirkning, hvor kroppen har kunne yde ekstra kraftigt. Ja, så kalder det også på en afslapning. Kortisol får os til at slappe af, og gør, at vi føler os trætte. Og så har kroppen mulighed for at gå i gang med at restituere, efter den ekstra belastning, der har været. Så kroppen igen kan være klar til når der kommer en ny belastning på. Så har vi fuld ressourcer. Men i forbindelse med de følelsemæssige belastninger, sker det tit, at adrenalin går op, kortisolen går op, vi får adrenalin af, men der er stadigvæk følelsemæssig belastning på. Så fordelen af kortisolen, der skulle få os til at slappe af og restituere, når vi ikke at få. Tværtimod, så får vi frigjort noget mere adrenalin, og så øges vores kortisolniveau. Og når det er sket 20, 30, 40, 70, 100 gange, fordi det er det, vi er oppe at køre i, så kan vi komme til at stå med så højt et niveau af kortisol. Så det virker på en måde, så systemet brænder sammen. Det laver øget inflammationsniveau i vores krop. Og hvis der er noget, vores krop hader, i forhold til at kunne heles op, restituere sig, så er det inflammation. Og de fleste har hørt om kost, som begrænser inflammationsniveauet. Anti-inflammatorisk kost. De fleste kender til det. Og det er fint, at vi tænker på den måde, og vi spiser på den måde, og det fremmer også nogle helingsprocesser. Men når vi er oppe og kæmpe med det stress, som rammer vores nervesystem, når vi er følesmæssigt og mentalt overbelastet, så når vi slet ikke igennem igen med anti-inflammatorisk kost. Det er slet ikke nok.
Leon: Og kollapset, når vi når op på de niveauer, du lige fik nævnt der, er så kroppens måde at sige, nu lægger du dig, nu slapper du af, nu skal vi have ro på?
Hans Erik: Ja, det er jo der, vi kan blive let hen til at komme i et depressionstilstand. Fordi en organisme, en mentaltilstand, hvor vi føler os ude af magt, afmægtige i situationen, skakmat i situationen, jeg kan ikke handle mig ud af det, ja, den går stille og roligt over i en depressionstilstand. Og det er de færreste, der kan stå imod den. Fordi der bliver man lagt ned, man bliver træt, man bliver ugidelig, man bliver initiativløs, man har ikke lyst til noget, man orker ingenting.
Leon: Nej, og det ser de fleste jo som noget, altså det er en skidt tilstand.
Hans Erik: Ja, det er sgu en skidt tilstand.
Leon: Du har en anden holdning….
Hans Erik: Ja, det er jo en skidt tilstand umiddelbart at være i, for det er ikke sjovt at være i den. Og det kan også gøre, at vi låser fuldstændig fast. Men det er jo faktisk kroppens strategi i forhold til, hvordan kan jeg få den her organisme til at komme ovenpå igen. Fordi der er åbenbart så meget, som vedkommende skal have styr på, og som vedkommende skal nå, og så videre, og tankemylder, som bare forværrer situationen. Ja, så er det jo mere hensigtsmæssigt for kroppen at forårsage en tilstand, hvor man brænder lidt sammen, og så bare overhovedet ingenting kan.
Leon: Og bekymrer sig heller ikke om…
Hans Erik: … og så kan man heller ikke bekymre sig om noget, fordi depressionen gør også, at man ikke kan bekymre sig mere. Den lukker bare ned. Der er mennesker, der har lagt 3-4 år, eller har skullet holde sig i ro 3-4 år, på grund af depressive tilstande. Ja, så heler kroppen lige så stille op igen. Men det er godt nok en lang vej for at hele op. For der er jo mere geniale veje at gå. Men organismen har, og det er der, jeg synes, kroppen er fantastisk, den har sin nødprocedure, når vi ikke forstår og følger, hvordan kroppen bedst muligt kan hele op. Så det er det, vi bliver nødt til lige at teste inde i. Hvad er det egentlig, vi står i med vores patienter? Hvad er det for en situation, den her patient oplever at stå i? Fordi det kan have betydning for, hvordan vi griber ind, og hvordan vi får skabt den rette mestringsstrategi til at kunne gå igennem det svære, som det kan være at stå i en hjernerystelse.
Leon: Ved stress og depression hører man jo meget om, at man skal komme ud i naturen, ud i solen, ud og få noget bevægelse og noget motion. Hvordan hænger det sammen med hjernerystelse?
Hans Erik: Kunsten er jo om, man er fanget ind på en måde, hvor man stadig har svært ved at kunne tåle tilstrækkelig bevægelse. Når man har haft hjernerystelse gennem noget tid, så ved vi fra undersøgelser i forhold til, hvordan man bedst håndterer at komme sig over hjernerystelse, at kan der komme noget bevægelse på, så er det hensigtsmæssigt. Min erfaring er, at vi med akupunktur, kan gå ind og skabe ekstra cirkulation i hovedet, som hjælper hjernen til at hele op, så vi bedre kan tåle bevægelse. Fordi bevægelse det er gunstigt for vores hjerne, det er gunstigt for at brænde noget kortisol af. Det er gunstigt at få noget cirkulation i, som begrænser inflammationsprocesser. Eller inflammationstilstande i vores krop. Så kan vi komme ud og bevæge os, så er det alletiders. Men mange kan blive lullet ind i en tilstande af, jeg kan ikke, det gør ondt, jeg bliver stoppet, jeg bliver svimmel osv. Og så er det, det begynder at blive svært. Og det er jo så her, det kalder på, at man mentalt måske kan få den styrke, der skal til, for at kunne tåle den modstand, der er. Vi ved, at hvis vi tør at gå ud til kanten af rammen og tør at overskride rammen en gang imellem, så kan vi være med til, at vi får en lidt større ramme at kunne fungere indenfor. Og det er noget af det, der skal til. Der skal noget cirkulation til, men der skal også noget hvile til restitution. Der skal noget ro til, mental, følelsesmæssig ro, men vi skal også belastes lige lidt en gang imellem. Og fungerer man ind i en almindelig familie, så skal den der belastning nok komme, fordi der er nogle unger eller en ægtefælle, som har nogle krav til os. Og de kan ikke lade være med at køre dem af, for man kan ikke blive ved med at blive behandlet som et råddent æg. Og det er egentlig godt, for vi skal hjælpes, vi skal have det der lille spark til, at vi også kommer videre. Hvis vi synes, det er godt nok synd for os, det er godt nok uretfærdigt, det er urimeligt, og fred være med det, det er 100% forståeligt, at man kan have det sådan, men det er det samme som det er hensigtsmæssigt at være i det. Vi skal udfordre, at ja, det kan godt være, det er synd for mig, men jeg skal lidt videre.
Leon: Men kan du ikke også godt forstå, hvis man har ligget med en hjernerystelse, eller man har ligget under dynen for nedrullede gardiner i nogle dage, i noget tid i hvert fald, så skal man ud og have noget luft, og så bliver man bange for, at man får tilbagefald.
Hans Erik: Ja, og der er det i den grad vores opgave som behandlere at guide til, hvad du kan tillade dig. Hvad er der plads til, at du må udfordre dig selv med, sådan at det bliver en succes at udfordre sig. Sådan at man udfordrer sig og slipper heldigt fra det fire gange. Men den femte gang, der skal vi ikke nødvendigvis slippe heldigt fra det. Fordi der skal vi have turdet og gået den tand videre, som gjorde, at vi lige brød tærskelen. Og der kunne vi ikke helt klare det. Og så tager vi lige den erfaring med. Ikke på livstid, men i den nærmere tid til, at så går vi næsten derop til. Og på den måde så udvider vi vores territorier. Det skal vi turde.
Og vi skal også turde at tro på, at vi kan. Vi skal have den der fremdrift i os. Jeg tror på, at jeg kan lige lidt mere i dag. Der er ingen sportsudøvere, der ikke kommer videre. Der er ingen musikere, der kommer videre, hvis ikke de udfordrer sig lige lidt til grænsen og lige lidt over en gang imellem. Det er når vi fejler, vi lærer mest. Men vi skal ikke permanent sige, at så kan vi aldrig bryde den grænse igen. Når jeg ser på, hvordan man for 20 år siden troede, at en marathon var det ypperste, det længste, vi kunne holde til at løbe. Og så har jeg fulgt ekstremsportsudøvere og ser, hvor langt de kan løbe. Eller de kan presse deres krop. Så det er jo vanvittigt, hvor meget den menneskelige organisme faktisk kan klare, kan holde til. Det er næsten grænseløst, hvis man forstår, hvordan man træner sig i en eller anden retning. Og det er rigtig meget, det vi også forfølger, når vi har med hjernerystelser at gøre eller andre lidelser at gøre. Det er, hvordan bryder vi grænsen. Og det er altså op til os som behandlere at lægge det i personen, som står med et problem. Og give gejsten modet, motivationen til at turde tro på det. Og så også erfare, jeg kan faktisk godt noget mere.
Leon: Så forståelsen giver trygheden, og når man har trygheden, så kan man udvikle det.
Hans Erik: Og forståelsen kan vi jo høre bare med det, vi har talt om. Det er nok på mange niveauer, man skal have den. Og sådan er det, når det er noget komplekst, man fejler. En hjernerystelse, det er en kompleks problemstilling. Fordi det er hjernen, som er inde over så mange funktioner i, hvordan vores krop fungerer. Og skal kunne restituere os og videre. Der er så mange ting i spil. Og når noget så svært som nervevæv skal hele op, det er det sværeste væv, vi har i kroppen til at hele op, så skal vi kunne mønstre det her. Jeg synes, det er enormt spændende. Jeg har været fascineret af det i over 30 år. Hvordan vi kører de her ting. Så den sidste ting, der bare er vigtigt, det er det her med, at den her empowerment, som den enkelte selv kan stå med, den skal vi altså også have på plads. Det er den, der gør, at svære tilfælde af hjernerystelser, at de også kan komme i mål.
Leon: Så hvis vi lige skal summere op her til slut, Hans-Erik. Hvad så er det mest væsentlige, man skal tage med sig herfra, i forhold til hvis man står i en situation, hvor man har en hjernerystelse?
Hans Erik: Det, der er væsentligt, det er at få hjælp til at komme godt og sikkert igennem en hjernerystelse, hvis den ikke har lettet inden for de første par uger. Det er en kompleks ting. Det kan være ret omsiggribende, hvis ikke kroppen kan hele ordentligt op på den. Så få hjælpen til at få det på plads. Der er nogle fysiske ting, der skal på plads. Vi har nogle retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen, hvad det er, der skal tages fat i. De er ganske udmærkede, selvom de ikke bliver praktiseret så præcist, fordi der ikke er så mange mennesker inden for vores almindelige sundhedssystem, som har det fulde overblik over det her. Der findes ikke de der tværfaglige samarbejder i forhold til hjernerystelser, som der nok er brug for. Men det ligger faktisk i retningslinjerne, hvordan nogle ting kan gribes an. Vi har en kæmpe fordel i akupunktur. Nogle gange bruger vi floating, nogle gange bruger vi rødlysterapi til inflammationsprocesser i forbindelse med hjernerystelser. Det er at forstå helheden omkring den skade, der er opstået. Hvad kaldes der på? Hvad skal der til? Hvis man ikke heler op ret så hurtigt, så er det vigtigt at få det grebet an, så den får lov at udvikle sig eller får lov at blive til en varig i skade, så man kommer til at begrænse sin livskvalitet på den lange bane. Og så skal det også siges, at det er altid den, der har hjernerystelsen, der har nemmest ved at bede om hjælp. Det er ofte dem, der er omkring personen, som skal prikke på skuldrene og sige, jeg tror, du skal gøre et eller andet i forhold til, at kunne komme ovenpå. Det er her, vi virkelig er afhængige af vores netværk, at der er nogen, der byder ind og ser det, som vi ikke selv kan se, når vi er ramt.
Leon: Og er det så det, at den pårørende også skal afholde sig fra at sige, min Moster Oda, og jeg kender en, og naboen sagde også, og min tidligere kollega…
Hans Erik: En gang imellem er det det, man skal sige, og en gang imellem er det det, man skal afholde sig fra at sige, få nu den professionelle hjælp, som du har brug for. En ting, jeg synes, der er meget vigtigt i det her, det er, at vores organisme kan restituere det mest vanvittige. Den skal bare have de rette omstændigheder til det, og en gang imellem, når det er komplekst, så har du brug for at vide, at have de indsigter, der skal til, for at du kan hjælpe det på vej til, at det rent faktisk kan ske.
