#22 Stress: Når kroppen siger STOP! (del 1)

Stress er ikke bare at have travlt. Det er en belastningsreaktion, der opstår, når kroppen og nervesystemet ikke længere kan nå at fordøje de indtryk, vi udsættes for. I dette afsnit dykker vi ned i, hvad stress egentlig er, hvorfor den sniger sig ind – og hvad der sker, når klappen pludselig går ned.

Stress er ikke bare at have travlt. Det er en belastningsreaktion, der opstår, når kroppen og nervesystemet ikke længere kan nå at fordøje de indtryk, vi udsættes for. I dette afsnit dykker vi ned i, hvad stress egentlig er, hvorfor den sniger sig ind – og hvad der sker, når klappen pludselig går ned.

Vi møder Michael og Gitte, som begge rammes af alvorlig stress, men på forskellige måder. Michael har levet i overhalingsbanen i årevis med konstant pres, nye projekter og minimal restitution. Gitte oplever, hvordan belastningen langsomt vokser, indtil hun en dag sidder foran skærmen og ikke længere kan tænke klart.

Hans Erik Foldberg forklarer forskellen på kortvarig og langvarig stress, og hvordan adrenalin og kortisol i første omgang hjælper os med at yde mere – men på sigt kan føre til søvnproblemer, glemsomhed, tankemylder og alvorlige helbredsmæssige konsekvenser. Vi taler også om kulturens forventninger om at “kunne klare det hele”, og hvorfor mange først reagerer, når kroppen siger stop.

𝐈 𝐝𝐞𝐭𝐭𝐞 𝐚𝐟𝐬𝐧𝐢𝐭 𝐭𝐚𝐥𝐞𝐫 𝐯𝐢 𝐨𝐦:
• Hvad stress er, og hvorfor det ikke kun handler om at have travlt
• Forskellen på akut stress og langvarig belastningsreaktion
• Adrenalin, kortisol og kroppens alarmberedskab
• Søvnproblemer, glemsomhed og tankemylder som advarselstegn
• Arbejdsrelateret stress og konsekvenser for helbred og arbejdsliv
• Hvorfor mange først opdager stress, når det er alvorligt

𝐇𝐯𝐞𝐦 𝐞𝐫 𝐦𝐞𝐝?
Michael Sørensen og Gitte Stilling i samtale med Hans Erik Foldberg og Leon Rask Sørensen.

𝐋𝐲𝐭 𝐡𝐯𝐢𝐬 𝐝𝐮…
• oplever søvnproblemer, uro eller tankemylder
• har svært ved at sige fra og føler, at du skal kunne det hele
• genkender tegn på stress hos dig selv eller en nær
• vil forstå, hvad der sker i kroppen, når belastningen bliver for stor

Læs afsnittet:

Leon Rask Sørensen: Velkommen til Det Fantastiske Menneske. I dag skal vi tale om noget, som jeg tror rigtig mange af os har haft inde på livet på den ene eller den anden måde, nemlig stress. Hej Hans-Erik.

Hans Erik Foldberg: Hej Leon.

Leon: Når vi taler om stress, så kan det for nogen være en lille smule diffust, og der findes heller ikke en egentlig definition på, hvad stress er. Det nærmeste, vi sådan kan komme på det, i første omgang i hvert fald, det er, at du får ikke stress af, at du har meget at lave. Du får stress af de ting, du ikke når. Er der noget i det?

Hans Erik: Ja, det kan man godt sige. Eller man kan sige det på den måde, at stress … Nogle mennesker har lettere ved at få stress end andre. Nogle mennesker har lettere ved at blive overrumplet, eller at ting bliver for meget. Og stress er egentlig, at vi ikke kan nå at fordøje, omsætte de indtryk, der kommer til os. Og det kan være ting, der kommer udefra, men det kan lige så godt være noget, vi selv laver deri det der med, at vi får stress af det, vi ikke får gjort. Altså, hvad vi gør det til, det er jo det, der kan komme til at fylde for os, og komme til at virke som sådan en kamp, en indre kamp, og som på den måde kan så stresse nervesystemet. Man kan godt sige, at stress er en fysisk, eller en følelsesmæssig, eller en mental overbelastning. Altså noget, der bliver mere end, hvad vi kan klare.

Leon: Og jeg tror faktisk også, at når man går til lægen og bliver sygemeldt med stress, så står der ikke stress, så står der, at man har en belastningsreaktion.

Hans Erik: Ja, sådan kan det være.

Leon: Og når jeg så siger, at jeg har fornemmelse af, at rigtig mange af os har haft stress inde på livet, enten fordi man som jeg selv har været ramt for nogle år siden, eller man kender nogen, der har været ramt, eller man har hørt om nogen. 20.000 danskere er hver eneste år sygemeldt med langvarig stress. Og hvis man sådan kigger ind i tallene, så kan man måske formode, at det bare vil blive endnu værre.

Hans Erik: Man kan i hvert fald sige, at hvis vi kigger sådan på her i Danmark, der laver vi sådan en undersøgelse på, “hvordan har du det”. Og hvis vi følger de undersøgelser, der går tilbage til 2010 og så kigger frem til 2021, ja, så kan man se, at der er en fordobling af, hvor mange mennesker, der er fanget ind i hård stress. Hvis man ser for mænds vedkommende, så er det 6% af befolkningen, der er steget til omkring 13%. Og for kvinder svedkommende, der ligger på de her 7-8%, ja, de er op omkring de 15% af befolkningen, der ligger i høj stressniveau.

Leon: Og hvad det er, der gør, at vi formentlig ser ind i en fremtid, hvor flere får stress. For os, når vi sammenligner med tidligere, det skal vi se, om vi kan komme lidt ind på i det her afsnit. Men vi skal også lige møde den første af to gæster, vi har med, nemlig Michael som den første. En power-mand, en, der har fuld fart over feltet, har været købmand de sidste 25 år, har bygget nye butikker op og har generelt bare levet et liv i overhalingsbanen, som man selv siger. Prøv at høre Michael her.

Michael Sørensen: Jamen, det er jo simpelthen fordi, at jeg for en tre år siden, der byggede jeg en helt ny Spar-købmand på Thyholm. Med minimal rådgivning, som jeg selv gjorde, og jeg kørte bare 100 km i timen hele tiden. Så var jeg færdig med den nye Spar, og så kom min søn, om han ikke kunne købe mit hus. Samme dag sagde jeg, at det kan han godt. Så flyttede jeg næsten samme dag ud og lejede nogle huse ude i noget på Jegindø, noget i Hurup. Så kom jeg i tanke om, at jeg ville bygge et nyt hus. Så gik jeg i gang med at bygge et nyt hus, og fik det op at køre. Så lagdejeg terrasse og plantede træer og alt muligt. Det gjorde jeg på et halvt år, så nu sidder jeg færdig på et halvt år med et nyt hus. Og det er så igen, der er udmøntet sig i, at jeg har det der med, at der skal ske noget hele tiden. Og presser mig selv til det yderste hele tiden. Og det har jeg gjort i hele mit arbejdsliv. Det kan jeg godt mærke nu, at jeg har gjort. Så derfor skulle jeg gøre en eller anden ting. Jeg vidste bare ikke, hvad jeg skulle gøre.

Leon: Og Michael her, ham skal vi vende tilbage til lige om et øjeblik. Men vi har også Gitte med. Og situationen med Gitte er en lille smule anderledes i forhold til Michael. Hos hende der kommer stressen snigende. Så hun har faktisk lidt svært ved at sætte sådan en dato på, hvornår det gik galt.

Gitte Stilling: Det var sådan en periode, hvor det ligesom bare klemte sig mere og mere sammen omkring mig. Der blev flere og flere ting, der blev mig over hånden. Som jeg ikke kunne overskue. Mit arbejde. Og jeg har også kunnet se, at energien privat i fritiden har heller ikke været den samme. Så det har sådan lige så stille eskaleret.

Leon: Både Michael og Gitte, de taler altså om det her med, at det kommer snigende hos dem. Og at de ikke rigtigt opdager, at der er noget galt, før det er rigtigt er for sent. Klappen den går ned. Så hvad er det, der sker, når klappen går ned?

Hans Erik: Ja, hvad er det, der sker op til, at klappen går ned? Fordi vores organisme er jo fantastisk. Den leverer varen. Os mennesker, vi er sådan nogle tilpasningsdyr. Som når der er pres på, så kan vores system lige hjælpe os til, at vi kan yde lidt mere. Der er et fantastisk stof i vores organisme. Det hedder adrenalin. Og adrenalin, det er den, der kan hjælpe os til at kunne yde noget mere. Den er opfundet til, når sabeltigeren er efter os derude på savannen. Så kommer adrenalin op, fordi vi er eddermame bange. Og vi skal bare væk. Og det er der, vi kan løbe meget hurtigere, end vi nogensinde har kunnet. Kroppen kan virkelig levere varen.

Leon: Og det er det, vi kalder kortvarig stress, som egentlig er en god ting. Altså at flygte?

Hans Erik: Ja, flygt fra pokker! Og det interessante er, at den mekanisme går faktisk også i gang, når vi har travlt. Du kan høre Michael også. Han har travlt. Der er virkelig været fart på. Og Gitte, hun er sådan en pige, der skal sørge for, at tingene er i orden. Og hun sørger for, at tingene bliver gjort. Så hvis det er sådan, det kniber med, at tiden kan slå til. Ja, så skruer vi bare lige lidt op for presset. Og så kommer adrenalin ind i vores system. Og det, der er interessant, det er, at når kroppen frigør adrenalinen, ja, så gør det, at vi kan yde en masse. Men samtidig frigøres der også noget, der hedder kortisol. Og kortisol er egentlig beregnet på, at når vi nu er kommet op i træet, fordi vi er kommet væk fra det farlige, ja, så bliver vi rigtig, rigtig trætte ovenpå. Men den måde, som Michael og Gitte er kommet ud over stepperne med det, de skulle have gjort, ja, der har det jo fortsat med at være opgaver. Så det vil sige, at man har egentlig koblet sig ind på, jamen nu skal vi lige have ordnet det her og det her også. Eller Michael ville sige, men så kommer jeg i tanke om nogle nye ting, jeg skal have i orden. Så derfor bliver der ved med at være noget. Så får vi lige en pift adrenalin mere sparket i bagdelen. Og så kan vi bare yde videre. Og det kan man jo også. Og det er jo det, der gør, at når man kan det, ja, så opdager man jo egentlig ikke, at man pludselig bliver fanget. Men på et eller andet tidspunkt, så siger kroppen stop. Det er der, klappen går ned.

Leon: Og der er også noget i det der med, hvis man har et selvbillede af, som jeg forestiller mig, at Michael har, at andre mener, at Michael han kan klare en masse ting, og så skal han ligesom holde det… Så skal man holde det i hævd ikke, og så bliver det jo.

Hans Erik: Ja, og det tror jeg også Gitte gør, men det tror jeg alle gør et eller andet sted. Men der sker jo ingenting ved, at man har det billede af sig selv, at man skal yde, hvis ikke det rækker ud over alt for mange timer i døgnet.

Leon: Men så er der noget, jeg lige skal have fat i også, fordi hvis man ser et menneske, man kender godt, som begynder at være sådan lidt glemsom, eller lidt fumlet, eller lidt taber ting, eller ja, glemmer ting, og man så siger, tror du ikke, du er en lille smule stresset, så tror jeg…

Hans Erik: Ja, så skal du i hvert fald blande dig i det. Fordi jeg er bare overhovedet stresset. Fordi det ligger jo rigtig meget i vores danske kultur, for vi klarer tingene. Vi får tingene til at ske. Det bliver jo en form for identitet, at vi kan klare tingene. Hvis ikke vi kan klare tingene, så viser vi jo svaghedstegn, og det gør vi ikke i vores kultur. Der viser vi styrketegn. Så der kommer bortforklaringerne typisk ind, fordi jeg vil ikke fremstå svag eller svagpisser, der kan levere varen.

Leon: Ja, jeg har altid kunnet levere det her, så hvorfor skulle jeg ikke kunne det igen?

Hans Erik: Og det er også nogle af de snakke, vi kan have med os selv. Jamen, det har jeg altid kunnet. Hvorfor skulle jeg ikke kunne blive ved med det? Og det er jo det, der bliver farligt, når det bliver fortændinger, der kører igen og igen og igen. Fordi så tror vi bare, vi kan mere og mere, og får måske slået fra.

Leon: Men når så klappen går ned, og kroppen siger stop, hvad er det, der sker?

Hans Erik: Jamen, altså nu så har du den her med glemsel. Altså, man kan jo sige, en af de ting, der sker, når adrenalinen kommer ind i vores system, så kan vi yde noget mere. Kortisolen kommer med ind i vores system, og skal egentlig hjælpe til, at vi kan få lov at geare ned. Men hvis vi bliver ved med at køre op, vi får hurtigt brændt adrenalinen af igen, men vi producerer noget nyt, og så sker der faktisk det, at kortisolen hober sig op i vores organisme. Og når kortisolen hober sig op, så er det, at glemsomheden kommer. Jeg bliver bare nødt til at sige, at vores organisme er fantastisk. Fordi hvis vi nu har den der følelse af, at der er så mange ting, der er vigtige for os at skulle have gjort, så er det jo fantastisk, vi får lidt glemsel på. Så kan det være, at kroppen tænker, hvordan får jeg den her organisme til at få pokker at glemme? Eller får til at tro, hallo, få nu gearet ned for pokker, jeg har brug for roen, jeg skal have restitueret den her organisme. Jamen så se, om du kan få den person til at glemme noget. Men der er det moderne menneske jo et forfærdeligt væsen, fordi vi har noget, der hedder huskelister. Vi laver vores huskelister og to-do-lister. Og så kan vi jo lige pludselig huske det, som vi ellers ville glemme. Og så kan vi jo egentlig presse sig selv længere og længere ud. Altså, jeg bruger helst ikke huskelister, det vil sige, jeg laver dem alligevel, men så kigger jeg helst ikke på dem, før de måske er udrettet, fordi jeg bliver stresset, hvis det er sådan, at jeg skal gå med de der huskelister. Eller gå og glemme ting, men huskelisterne, hvis de virker på dig på en måde, som bare gør, at du yder mere og mere, så vil jeg sige, så skal du altså ikke gå og kigge på dem hele tiden. Så tager du og skriver de ting ned, du skal have gjort, og så prøver du ligesom at holde dig lidt på afstand af dem, og så får lavet lidt hen ad vejen. Og så stresses du måske lidt mindre.

Leon: Så er vi lidt tilbage til det der med, at man får ikke stress af, at man har mange ting at gøre, men det man ikke når, så hvis man kan se, at man har en to-do-liste med 10 punkter, og man kun har nået 7, ja, så mangler der stadigvæk 3, og så er det noget rigtig skidt?

Hans Erik: Så pisker man sig selv op i igen. Så kunsten, det er jo en eller anden sted, at du skal måske have lavet en del ting, jamen så planlæg, hvad du skal have lavet, men prøv at have roen med at få det gjort. Hele tiden blive rolig i dine organisme. Noget af det er de mennesker, som har meget at se til, som ikke bliver fanget ind i stressen. Noget af det er de gode til, det er de gode til at skynde sig langsomt, eller at fortælle sig selv at få ro på. Fordi det giver en respons ind i vores organisme, som gør, at den bedre kan slappe af, i stedet for at den har følelsen af, at der er noget efter os hele tiden. Og det dæmper jo den der adrenalinvirkning og kortisolvirkning.

Leon: Og nu har jeg ikke læst op på det, men jeg forestiller mig, at sydeuropæerne, Italien og Spanien, de har langt mindre stress. Jeg så noget på sociale medier for nylig, en sketch, hvor der er en, der kommer og banker på hos en italiensk vært, og hun åbner døren og siger, hvad laver du her? Jamen sagde vi ikke klokken to? Jo, vi sagde klokken to. Klokken er to, ja. Så hvad laver du her? Du skal først komme en halv time for at vise mig respekt, så jeg ikke bliver stresset, så jeg kan nå at blive færdig. Om der er hold i det. Jeg aner det ikke, men jeg tror, det passer godt.

Hans Erik: Det passer meget godt.

Leon: Vi skal tilbage til Gitte og Michael, som sætter lidt flere ord på det her med, ikke at opdage, at stressen kom snigende hos dem.

Gitte: Det kan jeg ikke sådan sætte dato på. Jeg kan bare se, at der har været nogle reaktioner, hvor jeg har reageret ret voldsomt. Og den sidste gang, der gik klappen ned. Jeg sad og lavede noget. Jeg har lavet et hav af gange tidligere. Og så sad jeg bare og kiggede på tingene. Kiggede på min skærm. Kiggede på mine noter. Og der var bare et blankt skærm fra mit vedkommende. Og der blev jeg for første gang rigtig bange. Og så rejser jeg mig op og siger, det er bare helt væk. Jeg skal have noget hjælp.

Michael: Jeg kunne ikke sove mere. Jeg sov slet ikke faktisk. Max to timer i døgnet sov jeg. Og så tænkte jeg alting igennem. Og jeg skulle hele tiden gøre noget. Jeg kunne ikke bare sætte mig ned og drikke min kaffe. Hvis jeg satte mig endelig ned og drak min kaffe, så kunne jeg lige gøre noget samtidig med at drak kaffe. Og det kunne jeg godt mærke, det kunne jeg ikke holde til. Altså hvis jeg ikke kom ud af det, jamen jeg tror faktisk ikke, at jeg har selvmordstanker og sådan noget. Det har jeg aldrig haft, aldrig nogensinde. Men jeg kunne simpelthen ikke holde til det med hovedet. Jeg havde sådan en racerbil, der kørte op i hovedet. Og den kørte bare 200 kilometer i timen. Hele tiden. Altid. Døgn rundt. Og jeg kunne ikke få den ud af den bane der. Det kunne jeg simpelthen ikke. Jeg kunne bare ikke mere. Jeg var brændt af oveni.

Leon: Så nu begynder vi altså at komme dertil i både Gitte og Michals fortælling, hvor det virkelig siger slam-bam. Og de også finder ud af, at de skal gøre noget. Og så siger jeg, at de også finder ud af, at de skal gøre noget. For det er jo det wake-up-call, de får. Spørgsmålet er så, om man kan sætte ord på, hvor alvorligt er de ramt af stress, de her to siden, der skal… Altså når de først indser det efter et wake-up-call.

Hans Erik: Jamen man er jo ramt, når det er sådan ens hjerne lystrer sig. Altså når man ikke kan huske fra sin næse til sin mund. Eller synes, man kan overskue en opgave. Noget, der er ganske simpelt, som man altid kan finde ud af. Pludselig, så er det ligesom, at man kan ikke overskue det. Så er man jo bare ramt. Og igen, det er jo kroppens forsøg på, hvordan får jeg stoppet den her belastning, som vil få den her organismes nervesystem til at brænde sammen. Jeg skal have det stoppet, inden det går fuldstændig galt. Det er kroppens strategi. Og man kan sige, vi er langt ude, når en Gitte eller en Michael for eksempel, ikke kan sove ordentligt om natten, vågner op og lægger lysvågnen, måske får to timers søvn en nat, fire-fem timers søvn en nat. Det er jo utilstrækkeligt. Og det er jo det, der er uheldigt med stressen, fordi vi hele tiden kan lidt mere, vi kan lidt mere, vi kan lidt mere. Det, at vi som menneske har fået den der snor, at vi lige kan trække den lidt mere, men at vi kan misbruge den snor så effektivt, at vi kommer derud, hvor evnen til at komme ned i ro, og komme ned i hvile, søvn. Altså, at den også bliver ødelagt. Så er det alvorligt. Og vi ved, at mange sygdomme, de starter med, at vi ikke sover ordentligt. Stressen fører til forhøjet blodtryk, stressen fører til hjertekarsygdomme, til forkalkning, til blodpropper i sidste ende. Altså, vi kender måske historien om ham her, som naboen, der har fået en blodprop. Og den mand, som ikke har haft en sygedag i 20 år. Nej, det da pokker ikke. Systemet har været oppe til at køre. Kroppen har jo ikke haft muligheden for at få en sygedag, for den kan jo ikke komme ned i gear. Det er faktisk noget af det, kortisolen gør. Det er at den dæmper vores immunsystem. Så hvis der kommer nogle ting til os, det bliver bare lagt på lager inde bagved, og så kan det begynde at lave forandringer i vores krop, i stedet for at kroppen reagerer sundt på det. Hvis vi får en gang influenza, så er det faktisk sundt. En sund reaktion. Det er faktisk godt for os en gang imellem, at få en ordentlig forkølelse, eller en ordentlig influenza, der lægger os ned, så længe vi har kapaciteten til at komme op igen.

Leon: Og det nævnte du også i et af de forrige afsnit, hvor vi talte om astma, særligt med børn. Nogle gange skal der lige en feberreaktion til.

Hans Erik: Ja, kroppen skal have lov til at lave en form for re-set i vores system. Men hvis vi har virkelig været derude, så bliver vi ikke syge på den måde. Jo, vi bliver syge på en eller anden måde. Det er noget med ferier. Jeg har det her bøvl med hver gang, jeg har ferie. Så på andendagen, så bliver jeg bare snotforkølet.

Leon: Det kender vi jo.

Hans Erik: Det kender vi jo godt, det udtryk. Eller personen, der får migræne, når det bliver weekend, eller hovedpine, når ferien går i gang. Og der går måske en uge, før jeg begynder rigtig at kunne holde ferie. Så har vi alle advarselstegnene om, at nu er vi godt på vej ind i det.

Leon: Så hvis man havner i den, så er det der, man måske skal overveje, om man lige skal forlænge sin ferie en uge, eller i hvert fald lige tage det alvorligt.

Hans Erik: Ja, det kunne det være. Hvis man kan få noget godt ud af ferien. Hvis ikkeman har skruet ferien sammen på en måde, hvor der bare skal ske rigtig meget. Fordi det er også en tendens, jeg har set de sidste 20-30 år. Når mennesker holder ferie, så bliver man ikke afslappet og ladet op. Jeg vil mene, der er omkring to ud af ti, der lader godt op efter en ferie i dag. Det var betydeligt bedre, når vi ser en 20-års tid tilbage. Simpelthen fordi, at der for manges vedkommende, når vi skal have ferie. Så skal der også ske for meget.

Leon: Vi skal også lige have på plads, Hans Erik. Der findes jo flere forskellige former for stress. Vi var inde på en af formerne i starten, altså den kortvarige stress, som er godt, når sabeltigeren er efter os. Men så findes der også den arbejdsrelaterede stress. Altså noget, som relaterer sig til arbejdspladsen. Hvis vi fokuserer lidt på den, så er det faktisk ikke helt ufarligt, hvis vi tænker i forhold til vores fremtidige jobmuligheder, i hvert fald at blive på arbejdsmarkedet. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har lavet en analyse, der viser, at af dem, der i 2018, i aldersgruppen 49 til 59 år, var udsat for arbejdsrelateret stress, der var 50 procent flere, end dem, der ikke havde arbejdsrelateret stress, som seks år senere stod uden for arbejdsmarkedet, enten fordi de ikke kunne komme tilbage igen efter en sygemeldning, fordi de gik på tidlig pension eller seniorpension, og alle de her forskellige ordninger. Så det har jo nogle konsekvenser.

Hans Erik: Det har nogle konsekvenser, og det er det, man bliver fanget ind i på den måde. Det er jo, at man ikke synes, at man kan fungere, eller man synes, at det tager for mange ressourcer, at skulle fungere ind i et normalt fungerende job. Og når du så siger arbejdsrelateret, så skal vi bare lige huske, at arbejdsrelateret stress er lige så højt, eller er ikke højere, end den stress, der opstår ved mange mennesker, hvis det er sådan, de er fanget i sygdom. Hvis man ser på undersøgelser fra 2023, som Defactum har lavet – et analyseinstitut, som forsker i det her med vores sundhed, eller mangel på samme, så ser man, at når man er ramt af sygdom selv, så virker det også stressende. Lige så vel som boligsituationen, eller økonomi kan spille ind, eller sygdom hos sin nære kan spille ind, eller manglende opbakning, og det kan være støtte fra familie, men også støtte på jobbet i de funktioner, vi har. Der er mange ting, der spiller ind på, hvad der kan sætte stress i gang. Det er områder, som du ikke føler dig tilstrækkeligt kompetent i, eller områder, hvor det er sådan, at du ikke kan overskue de funktioner, som du skal kunne bestride. Og det er jo også i relation til andre mennesker. Det er her, stressen kan opstå. Det er her, vi kan have problemer med at fordøje de indtryk, som kommer til vores nervesystem, eller vi selv med vores tanker, tankemylder, producerer. Og tankemylderet er jo også noget af det, der er kendetegnet for både Gitte og Michael, at det er det, der går i gang. Og det er meget naturligt, at det går i gang i forhold til søvn. Og nu bruger jeg ordet “naturligt”, fordi “naturligt” er også et ord, som egentlig snyder os i forhold til stress, fordi vi synes også, at det er naturligt, at vi har travlt. Jeg kan huske for godt to år siden, da vi begyndte at lave stressmålinger i vores klinik, der kunne vi se, at 19 ud af 20 patienter, vi modtager, der kan vi faktisk se, at der er stress hos dem. Og jeg kan huske, at vi begyndte at kigge på, at de her undersøgelser, de her test, er de lavet forkert, at der er nogle fejludregninger i det her. Og jeg tjekkede op på det, og kunne så se, nej, der var ingen fejl i det her. Og jeg havde snakket med folk, der havde meget forstand på det her med stress, og så siger de mig, du skal bare være opmærksom på, at stress, vi har noget, der hedder let stress, det opfatter vi faktisk i vores kultur, eller vores samfund, egentlig som normal i dag. Men det er ikke normalt, fordi det er ting, der kan gå ind og skubbe til, for eksempel vores søvn, så vi ikke får den restitution, som vi skal have. 60% af de mennesker, vi modtager, de ligger i moderat til høj stress. Og der kan vi se, bare det, at vi sætter ro på nervesystemet, og vi sætter mere energi på deres system, så vil de i løbet af 5-6 uger, så vil de der 60% af dem, vi modtager, være reduceret til, at det er 25%, der ligger i moderat til høj stress. Så det er vigtigt, at vi bevarer vores evne, til at kunne regulere os selv, fordi det, der stryger med stressen, der har vi en stærk virkning, i forhold til vores akupunktur, at den kan gå ind og gøre noget ved det her. Og så, når vi så kommer ned på 25%, ja, så er det jo tegn på, wow, bare med et lille skub i energi, jamen, så er der bedre evne til, at kunne overskue det, vi måtte stå i, og det virker afstressende på vores organismer.

Leon: Og hvordan vi yderligere kan give hjælp til med at afstresse organismerne, det skal vi tilbage til lige om et øjeblik. Først skal vi lige have fat i Gitte, og Michael igen, hvor Gitte, hun jo rejser sig op fra skrivebordet,  ud i kontorfællesskabet, forestiller mig, så ja, jeg har brug for hjælp, det fungerer ikke. Hun indser det jo selv, altså hun opdager, at nu er der noget, der ikke virker. Michael, han har også set nogle små tegn på, at der er noget, der ikke er sådan helt, som det skal være. Alligevel, så går det først op for ham, efter en ret for ham voldsom episode.

Michael: Jeg kan ikke huske koden op til døren oppe på kontoret, og der er sådan nogle ting, jeg kan ikke, og som jeg tænker, det er da mærkeligt, for jeg har altid kunnet huske mig, at jeg skulle ikke skrive ting ned. Jeg kan huske det hele, men der begynder tingene at glippe. Simple ting begynder at glippe. Jeg så søvnen der, det er nok der, jeg sådan bliver lidt bevidst om det. Jamen, den gør jo nok også, at jeg bliver lidt bange, jeg bliver sårbar. Det er fordi, jeg bliver kaldt til familieordet. Det var dem, der sagde, at jeg skulle.

Leon: Det var dem, der, som jeg lige forstår det, det var dem, der ligesom godt kunne se, at den her, den er helt gal med Michael. Og så, nu gætter jeg, men jeg formoder, at det har været gjort i kærlighed, at de ligesom har taget fat i dig, og sagt, den er helt gal med dig. Var det der, hvor det sådan for alvor gik op, at der var måske noget, om den her bekymring, du også havde, eller bevidsthed, du også var begyndt at blive.

Michael: Jeg så det bare ikke selv, men det kunne de jo. De så, at jeg var ved at brænde af. Altså mit hjerte, den pumpede jo også. De var jo bange for at miste mig.

Leon: Blev du også bange?

Michael: Ja… Men jeg er også blevet følsom. Det plejer ikke at være. Men jeg er heller ikke, jeg er ikke bange for at vise det. Altså, det er det, jeg skulle ligeglade mig. Fordi jeg har det principe, at du må mene om mig, hvad du vil – jeg er ligeglad.

Leon: Ja, så kom det jo lige pludselig tæt på, tættest på for Michael, men for mig og for andre, der også har oplevet noget tilsvarende. Man kan næsten også mærke, at det her, det er ikke rart for nogen at være i, og det er slet ikke for Michael. Det er altså vanvittigt hårdt. Og viser også bare, at det går ikke kun ud over den stressramte. Der er også familie, der er venner, og der er arbejdspladsen. Hvad kan man gøre, for at det ikke bliver så hårdt her?

Hans Erik: Ja, altså det her, det er jo meget tydeligt, at stress, det må vi bare ikke negligere. En ting er, hvad det kan gøre ved os, helbredsmæssigt, når det var derud og derind. Altså, at det kan pille os ned, helbredsmæssigt, men følelsesmæssigt og mentalt, så kan det virkelig ødelægge os. Og det er der, vi skal lægge os i selen, og have nogle gode tilgange. Jeg kan huske, når vi går en 15-20 år tilbage, der var rigtig mange pep-talks omkring stress, da det rigtig skulle til at bredes ud. Hvad er det nu stress er? Og jeg tænkte engang, når vi hørte om de der stressoplæg, jamen så var det rigtig meget 85% om, hvad er stress? Hvordan ser det ud? Og så var det meget, meget lidt om, hvad det er, man kan gøre ved det. Vi har i vores klinik jo arbejdet enormt meget med stress, og arbejdet noget med, hvordan hjælper vi et menneske til at undgå og komme til at stå i situationen af, at stress kan opstå? Jeg har skrevet fire bøger, og den første og halvdelen af anden bog, når vi er halvvejs henne i anden bog, så skriver jeg faktisk på et tidspunkt, at nu er de redskaber faktisk til rådighed, der skal være til rådighed, for at stress har meget svært ved at opstå. Og det er, at vi i stand til kan gennemskue den situation, vi står i, gennemskue, altså være realistiske om, hvad vi står i. Vi skal være i stand til at kunne forholde os frit til vores medmennesker, og ikke føle tyngde i forhold til vores medmennesker. Det har noget med at gøre, om vi føler skyld, eller vi er gode til at håndtere et ansvar ansvarligt. Altså at kunne sige fra, når det skal siges fra, men også kunne sige til, når der skulle siges til. Føle, at man har overskud, så vil vi gerne sige til, og når man føler, at man har overskud, så kan man godt sige fra. Og man er ikke et dårligt menneske, fordi man siger fra. Og der er et kursus på Folberg Life, som man kan gå ind og kigge lidt til, der hedder “Ud af stress”. Og der bliver man faktisk guidet i min litteratur, sammen med at vi hægter det op på stress, til hvad er det, der skal til, for at vi kan mestre og mønstre de udfordringer, vi får som mennesker, for ikke at vi bliver fanget  i stress. Der er også et andet kursus, der hedder “Kan du klare en tankestorm?”. Og det er en tankestorm, og der ligger det i, at vi får tankemulighed, en storm af tanker, som vi simpelthen ikke kan få hold på igen. Det kan læres. Så der er sådan nogle metoder, som kan bruges til, at vi får fod på os selv. Men når vi er oppe i den her alvor, som Michael har gang i her, så bliver jeg også bare nødt til at sige, så skal der altså noget mere potent til, for at få hjulpet organismen tilbage på sikker kurs igen. Og det samme med Gitte. Men det er noget af det, vi vil tale lidt om i næste afsnit…

Leon: Ja, for vi ville gerne have hørt mere til, hvordan det så ender med Michael og guidet, men tiden er simpelthen ved at smutte fra os. Men noget af det, vi skal ind på i næste afsnit, det er, hvordan fanden vi så kommer rundt på igen.

Hans Erik: Ja, når det virkelig, virkelig er alvor, der er i spil, så den generelle, vi kan gøre mange ting generelt set, og ved at være bevidste om tingene. Men når vi er ude på kanten og over kanten, så må vi også erkende, så skal der måske noget dybere til.

Leon: Og så siger du, man skal lære både at sige fra, man skal lære at sige til. Det første, jeg lærte, da jeg skulle ud af min stress på den anden side, det var først at lære at sige, nej tak. Og når jeg havde lært det, så skulle jeg så lære at sige, nej. Og det bliver man bedre til, hvis man øver sig. Vi vender tilbage til både Gitte og Michael, og en masse andre gode råd, og nørder lidt mere ind i, hvad det er, stress gør ved os, og hvordan vi kommer ud af det i næste afsnit. 

Gavekort ikon Køb gavekort