Vedvarende hoste efter gentagne lungebetændelser kan vække frygt for bronkiektasi og kronisk lungesygdom. I dette afsnit møder vi Heidi, som gennem halvandet år kæmper med hoste, infektioner og et immunsystem i knæ.
𝐑𝐞𝐬𝐮𝐦𝐞
Heidi har været igennem adskillige lungebetændelser, syv penicillinkure på fem måneder og omfattende undersøgelser for astma og allergi. Scanningerne viser ikke tydelig bronkiektasi, men mistanken hænger i luften, og beskeden om en mulig kronisk tilstand rammer hårdt. Hosteanfald, søvnmangel og manglende energi påvirker både arbejdsliv, familieliv og livsglæde.
Hans Erik Foldberg forklarer, hvad bronkiektasi er, hvordan slim og betændelsestilstande påvirker lungerne, og hvorfor sygdomskontrol alene ikke altid er nok. Vi taler om immunsystemets rolle, konsekvenserne af gentagen antibiotikabehandling og om, hvordan man kan styrke lungernes modstandskraft og mikrocirkulation.
Afsnittet giver et nuanceret blik på samspillet mellem vestlig medicin og en mere helhedsorienteret tilgang – og på hvordan livskvalitet kan genvindes, selv når noget kaldes kronisk.
𝐃𝐞𝐭 𝐭𝐚𝐥𝐞𝐫 𝐯𝐢 𝐨𝐦:
• Hvad bronkiektasi er, og hvordan gentagne lungebetændelser kan skade bronkierne
• Slim, betændelse og hvorfor hoste både er ven og fjende
• Kronisk sygdom: forskellen på længerevarende og uafvendelig tilstand
• Antibiotika, mikrobiom og immunsystemets balance
• Hvordan man styrker lungernes naturlige modstandskraft
• Livskvalitet, søvn og energi efter langvarig sygdom
𝐇𝐯𝐞𝐦 𝐞𝐫 𝐦𝐞𝐝?
Heidi Løvkvist i samtale med Hans Erik Foldberg og vært Leon Rask Sørensen.
𝐋𝐲𝐭 𝐡𝐯𝐢𝐬 𝐝𝐮…
• lever med kronisk hoste eller gentagne lungebetændelser
• har fået at vide, at en tilstand er kronisk og savner handlemuligheder
• vil forstå sammenhængen mellem immunsystem, lunger og antibiotika
• ønsker en mere helhedsorienteret tilgang til lungesygdom og livskvalitet
Læs afsnittet:
Leon Rask Sørensen: Velkommen til Det Fantastiske Menneske. Også velkommen til dig, Hans Erik.
Hans Erik Foldberg: Tak.
Leon: I dag skal vi fortsætte lidt vores snak, som vi havde i sidste afsnit, hvor det jo handlede om lille søde Alma med astma. Og heldigvis kunne vi også fortælle, hvor godt det egentlig går med hende i dag. Og så nævnte vi jo Heidi i starten, og lidt i slutningen af forrige afsnit, og det er Heidi, det skal handle om i dag. Heidi, som ja, måske ikke har bronkiektasi, men det er i hvert fald det, vi i første omgang tager udgangspunkt i. Og hvorfor jeg så er lidt vævrende omkring det, det kommer vi også ind på lidt senere. Opfrisk lige en gang, bronkiektasi, hvad er det?
Hans Erik: Bronkiektasi er noget, der opstår, når man har haft typisk gentagende lungbetændelse, halsbetændelse. Noget, hvor lungerne har været angrebet, og hvis bronkierne er udsat for væsentligt betændelse tilstand længere tid, så kan bronkievæggene simpelthen tage skade, udvide sig, eller delvist kollapse. Og så er der rig mulighed for, at der kan lægge sig slim hernede, og lægger der sig slim der i længere tid, så giver det en rigtig god grobund for bakterier, at de virkelig kan få vækst hernede. Og så får man sådan noget gul, grønligt sekret, man hoster op, som ødelægger lungerne og er med til at påvirke hele ens almen tilstand, tage ens energi og tage pusten fra en, og man kan holde til den fysiske anstrengelse, som man måske gerne vil, hvis man dyrker sport for eksempel, og så videre.
Leon: Hvad er det, der gør, at det her opstår, alt det her slim, der ophober sig?
Hans Erik: Jamen slim er jo kroppens naturlige måde, lungernes naturlige måde at angribe, hvis der kommer støvpartikler, noget urent, ned i lungerne, som ikke skal være der, eller der opstår nogle betændelseprocesser, som skal transporteres væk. Så gør kroppen det, at den sender en masse slim ud i slimhinderne, som skal gå via den her elevatorfunktion, som lungerne har, altså en vedvarende transport af tynd, sekret, slim opad, som vi kender som det der, vi rømmer op, eller er det mere tykt, så hoster vi det op for at få de urenheder væk fra vores lunger. Slim er egentlig vores ven, men når det bliver for meget og kan blive betændelsesskabende, så bliver det lige pludselig en uheldig fjende, der kan give bolig til bakterier, som vi ikke ønsker. Men fra naturens side, så er det tænkt til at hjælpe lungerne til at rense sig. Og det skal vi være rigtig glade for, fordi dem, der ingen slim har, har meget tørhed i lungerne, jamen der kan opstå andre uheldige ting i lungerne.
Leon: Men det var lige præcis det der med betændelsestilstanden, som jeg var ude efter, fordi Heidi, som vi skal møde nu, hun har været igennem et hav af lungebetændelser og halsbetændelser, som man selvfølgelig har forsøgt at slå ned med det, man nu kan forsøge sig med. I en periode på godt fem måneder var hun igennem ikke mindre end syv penicillinkure, som virkede lidt, men altså ikke virkede helt vildt. Lad os lige høre, hvad Heidi hun selv fortæller.
Heidi Løvkvist: Da jeg får min tredje lungebetændelse, er jeg ved en anden læge end min egen, fordi hun har ferie på det tidspunkt, og han siger så, at han tror, jeg har fået penicillinkur for kort tid til, at det har nået at kunne slå den der infektion ihjel. Så han giver mig en penicillinkur på 14 dage. Det hjælper så, for jeg får i hvert fald ikke lungebetændelse igen, men jeg får jo så de der hoste noget. Og så er jeg jo igennem alle mulige undersøgelser for astma og allergi, og får lungefunktionstest og iltoptagelsesprøve og får lavet bronkoskopi og den ene scanning efter den anden. Man finder heldigvis ingenting. Så på den måde er det jo godt nok og får så at vide, at det nok er kronisk, og det er nok bare sådan, det skal være. Nogen får noget hoste efter de der mange lungebetændelser, som ikke går over, og de er så bange for, at det har noget, der hedder bronkiektasi, som er en kronisk sygdom efter lungebetændelsen. Men de synes egentlig heller ikke rigtigt, at scanningen viser, at det er det. Så jeg skal bare hoste, og så håbe på, at det går over.
Leon: Der er masser af ting, du lige er nødt til at forklare mig i forhold til det, som Heidi fortæller i det her klip. Jeg skal bare som det første lige forstå, at hun gennemgår alle mulige tests. Hun gennemgår alle mulige scanninger. Man finder ingenting, eller man finder i hvert fald ikke det, man leder efter, og på den baggrund så konkluderer man, at så er det nok bronkiektasi?
Hans Erik: Ja, selvom man ikke præcist kan se, at det er det, for de opfylder ikke helt kravene til det. Det er det, der er skidegodt et eller andet stadig ved vores sundhedssystem. Vi er blevet rigtig gode til at undersøge. Jeg synes, vi er blevet endnu bedre til at undersøge, end vi nogensinde har været. Men det, at vi undersøger så meget, det gør det ikke nødvendigvis nemmere, fordi der er mange ting, der kan ligge i grænsetilfælde. Og her tror jeg, vi får et problem i vores vestlige medicin engang imellem, når folk ikke passer ind i de bokse og kasser, som vi gerne vil have dem ned i, fordi det er det, diagnoser, det er, det er noget, der passer ned i nogle kasser. Men mennesker, de er forskellige, og sygdomsudviklinger er også forskellige. Så det kan godt være sådan noget, der ligger lidt ud til den ene side, eller lidt ud til den anden side. Og det er Heidi sådan set er et godt eksempel på, det er ikke en tydelig diagnose, der ligger her. Men jeg tør godt lov, hvis ikke man gør noget ved det, som vi har gjort det med Heidi, så skal det nok blive tydeligt på et tidspunkt. Vi ser for eksempel også i forbindelse med gigt, at mange har gigtlignende symptomer. Man får taget blodprøver, og man ser i blodprøverne, der er ikke gigt her, altså i hvert fald ikke reaktionen i blodprøverne på, at der er gigt, så siger man, det er ikke gigt, du har. Og hvis man så bare tillader, at det her får lov at køre videre, jamen så skal du se i løbet af et år, halvanden, så er immunsystemet ved at komme så meget ud af balance, at gigtreaktionerne går igennem og viser sig også i blodprøver. Jeg har set det masser af gange. Og så er det lige pludselig gigt, vi har. Så den der med, at vi får undersøgt noget, eller får det undersøgt, før det tydeligt viser sig, hvad er det for en kasse, det passer ned i, jamen det giver en masse uvished. Men man går så i det her tilfælde ind, og trods alt siger, vi tror alligevel, det er det her bronkiektasi. Jamen det er også en måde at hjælpe patienten til, ligesom at få en vis ro om, okay, så skal jeg ikke frygte, at det er noget andet, vi ikke har opdaget endnu. Og det har også en psykologisk styrke. Det skal man ikke tage fejl af.
Leon: Og så er der det her, hun nævner, at hun får at vide, det er nok kronisk. Men her gik jeg så og troede, at jeg vidste, at kronisk, det betyder længerevarende. Det lærte jeg, da vi lavede et afsnit om ryggen, man kan finde i arkivet. Dengang slog vi fast, at kronisk er ikke noget, en tilstand, man skal være i for tid og evighed. Det kan man godt risikere, men kronisk, det er, når man har haft smerter over en længere periode på 3-5 måneder eller noget af den stil. Og så hvisker du alligevel i mit øre nu her, at der er lige et lille tvist i forhold til det kroniske, med bronkiektasi.
Hans Erik: Ja, bronkiektasi., som jeg siger, bronkierne de udvides, og når de har taget skade, når væggene har taget skade, så kan det ikke nødvendigvis bygge sig op igen. Og det er der, at kronisk får en anden betydning. Så er det ikke bare længerevarende, så kan det være uafvendeligt. Altså, vi kan ikke komme tilbage til udgangspunktet. Når vi så på Alma, for eksempel, der havde astmaen, jamen, så var der ikke sket noget uafvendeligt i hendes lunger. Der var en uheldig tilstand, som gav astmareaktionen dernede, altså, hvor immunsystemet angriber, slimhinderne producerer hele tiden, og det trækker sig sammen, og man kommer til at få den der pipende lyd. Jamen, den reaktion, der er ikke noget struktur, der har taget skade. Så der har vi erfaring med vores medicin, med akupunktur, at det kan man godt normalisere i. Men når væggene tager skade i en bronkiektasi, så kan vi ikke skabe fuldstændig en normal tilstand, og så har vi en anden måde, vi skal tilgå det.
Leon: Og vi skal lige høre, hvordan Heidi, hun så, og jeg modtog den her besked om, at hendes tilstand, den var nok kronisk.
Heidi: Jamen, der går alt muligt gennem hovedet på mig, for jeg tænker, jamen prøv at høre, hvis jeg skal leve sådan her resten af mit liv, det kan jeg jo ikke holde ud. Jeg har jo, som du siger, halvanden år brugt på sygdom, og været i dårlig humør, og ens livskvalitet og følt man ikke har været noget som helst for mand og børn, og børnebørn og alt muligt. Nattesøvnen er dårlig. Det der med, at hver gang man snakker, og man bare hoster og hoster, og nogle gange får jeg nogle mega anfald, hvor jeg bare hoster en halv time, får ondt i brystet, får ondt i ens mavemuskler, de bliver i hvert fald testet. Jeg er træt hele tiden. Jeg har været mega vild med at løbe, og vil gerne løbe og cykle og dyrke, alt mulig motion. Jeg kan simpelthen ikke holde til det, jeg kan ikke få luft. Så hver gang jeg forsøger at løbe en tur, så er jeg ved at dø, inden jeg har løbet en kilometer. Så den der glæde ved, at man har haft alle mulige interesser, og kunne gøre nærmest, hvad der passede en, det rammer bare lige pludselig. At man ikke kan noget, og ikke har overskud.
Leon: Ja, det påvirker jo Heidi, alt det her, som hun gerne vil, og som hun har kunnet før, men som hun ikke kan mere, for der er simpelthen ikke luft, der er ikke energi til det. Hvordan påvirker det?
Hans Erik: Man er jo stækket, det kan man jo tydeligt se på hende, når hun tænker tilbage på, hvordan det føltes. Altså det her med at hoste og hoste, kender vi alle sammen? Vi har haft en ordentlig gang hoste oven på en influenza, for eksempel. Tre-fire dage med sådan en ordentlig gang hoste, hvem får ikke ondt i lungerne, hvem får ikke ondt i mellemgulvet? Det går rundt, efter at mellemgulvmusklerne har taget skade. Vi skal bare lige huske, at det var ikke bare tre-fire dage, hun har gået i det her lang tid.
Leon: Det er jo der, hvor man efter de her tre-fire dage, godt ved, at nu kommer det, og det her kommer til at gøre ondt..
Hans Erik: Nu er jeg lige ved at hoste igen, og jeg skal i hvert fald ikke grine nu, for kommer jeg til at hoste, og så kommer det virkelig til at gøre ondt.
Leon: Og det er bare nogle dage, som du siger, her har vi jo noget andet.
Hans Erik: Så der er noget på spil i det her. Man kan heller ikke bare give noget hostemedicin, som bare stopper slimen med at komme op, eller noget, for det skal jo heller ikke blive siddende dernede. Det var lidt tilbage til det, som jeg fortalte med trappen. Vi skal også have det op, for ellers kan vi også være med til at gøre ondt, hvad jeg har.
Leon: Og vi kender også det der med, som hun siger, du nævner tit det der med søvnen, hvor vigtig søvnen er. Vi har talt noget om tankestormer, tankemylder og sådan nogle ting. Det er bare ikke det, der nødvendigvis er tilfælde her, for når man hoster, så sover man jo ikke. Og hvis man skal hoste hele tiden, så bliver søvnen også derefter.
Hans Erik: Og en søvn, der er utilstrækkelig og er af ringe kvalitet, ja, så er vi bare i gang med at lave deroute på immunsystemet. Og når immunsystemet går nedad, ja, så står man yderligere dårligt i hendes situation.
Leon: Og når man ikke sover, så kan man heller ikke præstere, ikke på det niveau, som man gerne vil. Her tænker jeg arbejdsmæssigt, helt konkret. Heldigvis har Heidi, hvad hun selv beskriver som en rigtig god arbejdsplads.
Heidi: Jeg har en virkelig god arbejdsplads, som har bakket op og har, hvis jeg har brug for hjemmearbejde, så har jeg arbejdet on-off, og jeg har haft deltidsygemeldinger. Der har jeg kunnet nærmest komme og gå, som det har passet mig. Der har virkelig været opbakning. Men man har selvfølgelig haft noget dårlig samvittighed over for sine arbejdskollegaer, fordi man måske ikke har kunne bidrage med lige så meget, som jeg har kunnet. Men der har været, også der har der været opbakning. De har bare været søde, og det der med, at jeg har været åben omkring det, og selvfølgelig kan de høre, at jeg hoster hele tiden, og der bliver også lavet noget sjov ved at sige, det er godt, når du er her, så kan vi skulle høre, at du er her. Så der har været godt humør, når man har været på arbejdspladsen, så det har også været dejligt.
Leon: Hans Erik, du nævnte lige før, det der med et immunsystem i knæ. Hvad er der mere at sige om det?
Hans Erik: Jamen, et immunsystem i knæ, det er jo et udtryk for en organisme, som ikke er i balance i forhold til sine omgivelser. Nu kan vi jo høre på Heidi, på den måde, som hun fungerer på arbejdspladsen, der kan hun jo mærke, at de vil hende, og der er plads til hende, og de giver god mulighed for, at hun kan blive hjemme og restituere, eller arbejde derhjemme, og måske kan tage en hvil indimellem, for at kan være til stede. Men også humoren, det er jo også med til at hjælpe til, at vi balancerer, at vi er i flow med os selv, til trods for hvordan vi har det. Det giver grobund for, at kroppen kan slappe af, og immunsystemet kan komme lidt bedre til. Men der skal bare meget til, når man så har sådan en sygdomsproces kørende, som hele tiden også tærer på immunsystemet.
Leon: Ja, og spørgsmålet er altså, hvad er så stærkest? Altså, hvad trækker sig mest, eller hvad giver mest? Er det opbakning, og overskuddet, og grinene, og vittighederne, og det gode humør, eller er det det pressede immunsystem, der trækker sig?
Hans Erik: Ja, det er jo balancen. Hvad bliver balancen? Trækker det den forkerte vej, eller trækker det den rigtige vej? Alt det, der kan trække den rigtige vej, det skal vi jo endelig benytte os af.
Leon: Og Heidi, hun har faktisk også været, ja måske op til flere, men her er i hvert fald en konkret episode, hvor det trækker den forkerte vej.
Heidi: Bare naboen var forkølet, så blev jeg jo også forkølet. Så alt hoppede på mig. Så bedst, så man tænkte, at nu har man kommet en lille smule ovenpå, så fik man bare et slag igen, fordi jeg havde været sammen med nogen, der var forkølet, så helt sikkert var jeg det også dagen efter. Man blev nærmest skrækslagen for at komme ud, fordi man tænkte, åh nej, møder man nu nogen eller et eller andet, og skal jeg så starte forfra?
Leon: Og så er der jo sikkert nogen, der vil sige, når en måned derhjemme, det lyder da egentlig meget rart, det kunne vi da godt lige trænge til. Men jeg kan godt huske, hvordan det var, da hele Danmark, hele verden lukkede ned under corona, og vi bare er tvunget til at være hjemme. Man fik jo, jeg fik jo kuller. De første par dage var sådan, okay, det var nyt, spændende, rart, lad os være her. Men der går jo ikke mange dage, særligt ikke med to små børn, der også skal gå i skole. Altså man får jo kuk.
Hans Erik: Men prøv at se det her. Altså hun har det sådan, at hun er skrækslagen for at bevæge sig ud, fordi hvad kommer der så til at nye? Som en læge, jeg talte med for nyligt sagde jeg, jamen vi har jo bare oplevelsen af at mangle redskaber, og det synes jeg virkelig er et godt eksempel på det her, fordi hvad var det for et redskab Heidi skulle have her, for at kunne håndtere det på en noget sundere måde? Og der bliver jo nødt til at sige, vi bliver nødt til at gentænke vores måde at håndtere den her type lidelser på, den her måde man som patient skal være i verden. Fordi man kan jo ikke bare gå og køre sådan en slags sygdomskontrol, for det er jo det vi gør her i Vesten. Der kører vi sådan en sygdomskontrol. Vi skal passe på, at betændelserne, de ikke udvikler sig voldsomt, fordi de ødelægger lungerne. Og det er fuldstændig korrekt, det skal de passe på. Men kan vi, kan vi gøre noget, det er jo de her redskaber, kan vi gøre noget for at Heidi, hun måske kunne stå stærkere til at møde, hvad der naturligt kommer af virusangreb på hendes organisme eller den her tendens til at slimen samler sig op dernede, ligger som et reservoir, som er et rigtigt god sted for bakterier, der kan få tag i hende. Kan vi gøre noget til at styrke det her?
Leon: Og det du anfægter det er, hvis vi kigger vestlig medicin, og hun går til lægen igen med nye lungbetændelser.
Hans Erik: Så får hun engang penicillin. Ja, for hvad skal lægen gøre? Fordi når de kommer op på et vist trend, så skal vi altså have slukket ild og branden igen, altså det er brandeslukning. Men det får ikke gjort hende stærkere i udgangspunktet. Hun havde på et tidspunkt, hvor lægen siger, jamen du har ikke fået penicillin nok, det er ikke slået nok ned. Og så får hun lige en større dosis i længere tid, og så bliver det slået ned, og så går det også bedre en stykke tid. Men det vil altid kun være for en stykke tid, fordi verden, den farlige verden, den ligger stadigvæk derude og lurer med sin virus og sine bakterier, som kan gå i udbrud, hvornår det skal være. Så den her tendens til kun at ville køre sygdomskontrol, hvor vi bruger penicillin til at det bryder af Htil, det er en strategi, der er rigtig god for, at tingene ikke løber ud af en tangent, hvor det virkelig ødelægger. Det er ganske fint, men vi bliver nødt til at supplere det med, hvordan får vi øget hendes normale modstandskraft. Hun skal have et naturligt forsvar, en naturlig modstandskraft i hendes lungesystem, så hun kan modstå, når der kommer noget virus. Eventuelt skal vi hen og bruge nogle urter, som hjælper hende til, når hun er i nærheden af fætter Kaj, når de er til familiefest.
Leon: Og han er altid syg.
Hans Erik: Han sidder sådan lige i skrå overfor, og han nyser, han sprutter. Ja, så er man jo modtagelig. Og hvis man har glemt, hvordan det der er, så bare lige tænk tilbage på coronatiden igen, fordi det var jo det, vi var bange for. Men der kan man meget fint gå ind og tage simple urter, som simpelthen går ind og lige øger ens modstandskraft, så man har noget at stå imod med i de her situationer. Det er den ene ting, man kan gøre.
Leon: Hvad er så den anden?
Hans Erik: Ja, det er, at vi skal have lungesystemet til at kunne fungere igen. Vi skal have lavet en bedre mikrocirkulation i lungerne, så kroppens immunstoffer naturligt kan komme op til overfladen, komme op til slimhinderne og komme til at virke som den der naturlige barriere, som slimhinderne er, for at der ikke er virus, der sætter sig eller bakterier, der kommer ud af kontrol. Og der kan man altså gøre rigtig meget, og det er jo det, vi gør for Heidi her. En anden ting, der er lidt uheldig ved vores sygdomskontrol, hvor vi bruger antibiotika på den måde, det er, at vi skal forstå, at hver gang vi bruger antibiotika, så svækker vi kroppens naturlige mikrobiom. Når vi taler mikrobiom, så tænker vi på det der med, at vi har masser af bakterier nede i vores tarmsystem, som hjælper os til at fordøje, men de bakterier, der er nede i vores tarmsystem, det er faktisk noget af det væsentligste grundlag, vi har for hele vores immunsystem. Og når vi får engang penicilin, så slår vi nogle af de gode bakterier ihjel. Vi slår nogle af de støtterbakterier til, der skal hjælpe vores immunsystem til at fungere optimalt. Interessant, så er det faktisk også sådan, at vi har også en mikrobiom i forbindelse med lungerne, i forbindelse med slimhinderne i lungerne, som også skal understøtte vores immunsystem i at kunne håndtere og holde de der skadelige bakterier i ave, som kan være nede i lungerne. Det får vi bygget op, når det er sådan, vi bruger akupunktur, til at styrke lungerne med igen. Så den her komponent med, at når du har fået antibiotika én-to gange og kan se, at nu er risikoen for tilbagefald i forbindelse med det, jeg fejler, så bliver man nødt til at begynde at gøre noget. Det ser vi heldigvis mange patienter, det er gået op for. Sådan en vinter, som vi havde her sidst, der var der rigtig mange, der fik alvorlige infektioner. Der kan jeg bare sige, at vores patienter med bronkiekstasi, eller dem, som kunne blive ramt af noget, som kunne have en indflydelse på deres lungefunktion, og kunne være med til at svække deres lungefunktion, dem har vi fået lært, hvordan skal de holde sig stærke, hvordan skal de gebærde sig, så de står stærke og sikre, når de her ting kommer. En gang imellem, så kan man ikke gøre det. En gang imellem, så svigter søvnen, som svækker ens immunsystem. En gang imellem, så er man afsted til en koncert, og det begyndte sgu at regne under den her koncert, men man vil ikke forlade den. Ja, så svækkes patientens modstandskraft på grund af nedkøling. Ja, en gang imellem, så kommer det på prøve, og hvis det kommer ud af kontrol, altså det kommer ud af balance, ja, så kan det godt være, at der kommer en lungebetændelse igen, som tager fat. Jamen, så vil jeg bare sige, har vi ligesom styrke i forvejen i forhold til vores lungesystem, så skal vi nok klare det, og så sker der heller ikke det store ved at få en gang antibiotika til at slå den ned. Vi står et helt andet sted. Og det er den her samspil i, hvordan vi skal fungere, det er det, vi skal til at have noget mere forståelse for, hvis vi vil bevare vitaliteten, hvis vi vil bevare livskvaliteten, når vi ryger i sådan nogle situationer, som det er Heidi, hun har været udsat for her.
Leon: Så det du egentlig siger, det er, at vi skal have fjernet de der for de dårlige ting, de gode vilkår, der gør, at det kan sætte sig fast. Hvis vi får det elimineret, så kan det godt være, at vi kommer over.
Hans Erik: Altså elimineret den dårlige tilstand, på samme måde som når du har skimmelsvampen, der kan risikere at opstå i dine vinduer. Når dine vinduer, de er fugtige, og du ikke får dem tørret af eller du ikke får luftet så fugten forsvinder, så begynder skimmelsvampen at opstå i dine vinduer. Det er en usund tilstand. Den skimmelsvamp, den opstår kun, fordi der er grobund for, at det kan opstå. På samme måde tænker vi i kinesisk medicin, vi skal se, om vi kan skabe en sundere tilstand nede i de her lunger, for at immunsystemet kan fungere og forsvare dig, som den naturligt skal gøre.
Leon: Du kan godt gå hen i karmen og tørre det der skimmelsvamp væk, men hvis du så ikke de næste par dage også får åbnet vinduet og får tørret af, så kommer svampen tilbage.
Hans Erik: Tørret af eller luftet ud, så det ikke kondenserer, så vil det gengive grobund for skimmelsvamp.
Leon: Du har så haft Heidi under kyndige hænder, og når man tænker på, hvordan hun har haft det med alt det, hun har fortalt også i det her afsnit, så bliver jeg altså glad, når vi lige nu skal høre, hvordan hun så har det i dag.
Heidi: Når jeg stod op om morgenen, så var jeg jo træt. I dag har jeg jo fået energi og fået lyst til at lave nogle ting. Jeg har begyndt at løbe lidt igen, og har også lyst til at cykle, og tænker ikke over, om jeg er sammen med mennesker, der er syge, eller nu kan jeg ikke gøre det her, eller sådan nogle ting. Så det har givet mig noget livskvalitet, og jeg føler, at nu er der overskud, og der er også energi til at gøre nogle ting med både min mand og min familie, som der ikke har været tidligere. I dag har jeg lyst til at prøve at løbe en tur, eller cykle en tur, eller være sammen med familien, eller vennerne, eller passe mine børnebørn, eller et eller andet. Jeg er ikke træt og udkørt, ligesom jeg var dengang. Jeg synes, jeg var træt hele tiden. Og ligende garanteret noget, der var løgn fordi, ingen søvn er jo også lig med fuldstændig udmattelse på en eller anden måde. Fordi jeg får ikke den hvile og den ro, jeg skal have.
Leon: Når jeg hører det her, så er Heidi’s liv lige vendt 180 grader, og hun er kommet tilbage til den, hun var før, med masser af overskud og gå på mod og det samme så vi jo også med Alma, som vi talte om i sidste afsnit. Alma med astma, hun er jo også i fuld vigør igen.
Hans Erik: Ja, det er fedt. Og det er fedt at se, det er muligt. Det er fantastisk, det er muligt. Jeg tror, at hvis vi skal have tænkt noget ind, fordi jeg synes, sådan en som Heidi her, det er virkelig et eksempel på, hvor fantastisk et sundhedssystem, vi har, der virkelig undersøger tingene og prøver at finde ud af tingene. Og prøver at køre kontrol på sygdommen. Men hvis vi vil have verdens bedste sundhedssystem, som vi en gang imellem har sagt, at vi har, så skal vi altså have den her dimension koblet på. Og der ligger altså en egen ansvarlighed hos den enkelte i at få lært sig, at når tingene ikke virker i første omgang, hvad gør jeg så for at få det til at virke? Hvordan får jeg mit immunsystem op at fungere igen? Hvordan beskytter jeg mig, når jeg møder nogle forskellige ting? Når vi har forståelsen for det, så kan man netop få livskvalitet tilbage. Og så er der nogle lidelser, vi behøver at have, og bronkiektasi; Ja, vi kommer af med den, men vi får den under kontrol, så det ikke er det, der styrer ens liv.
Leon: Og ellers så kan vi komme derhen, hvor vi slet ikke nødvendigvis får den.
Hans Erik: Ja, hvis vi får det taget ordentligt og optrækket.
Leon: Og dermed de næstsidste ord fra det her afsnit, og når jeg siger de næstsidste, så er det fordi, at Heidi hun får lov til at få en afsluttende bemærkning.
Heidi: Man skal ikke bare tage for givet, hvis man er i sundhedssystemet og er på sygehus og alt muligt. De gør også deres arbejde, og de gør det også godt. Og jeg er i hvert fald blevet undersøgt for alt, hvad de overhovedet kunne undersøge. Men man skal nok samtidig tænke, at det behøver ikke at stoppe her. Fordi der findes faktisk andre muligheder. Og man skal ikke bare tro på, at sådan her skal det være resten af resten af din tid. Det kan være, at der er nogen, der har gavn af zoneterapi, eller et eller andet. Der findes så mange ting, hvor man tænker, at lad være med at stoppe. Prøv et eller andet, fordi det kunne være, at det kunne hjælpe til at få en bedre livskvalitet.
