Hvordan kommer man tilbage efter alvorlig stress? I dette afsnit ser vi på vejen tilbage fra stress – og hvad der skal til for igen at finde ro, søvn og balance i nervesystemet.
Vi følger op på Gitte og Michael, som i forrige afsnit var ramt af stress. Nu fortæller de, hvad der har ændret sig. Michael beskriver, hvordan hans stærke drivkraft både har været hans største styrke og hans værste fjende. Gitte sætter ord på den indre uro, søvnløsheden og følelsen af at være konstant på vagt – og hvordan kroppen i dag er faldet mere til ro.
Hans Erik Foldberg forklarer, hvad der sker i kroppen ved langvarig stress, herunder kortisolens påvirkning af søvn, hukommelse og blodsukker. Vi taler om restitution, akupunktur og floating som redskaber til at hjælpe nervesystemet ud af alarmberedskab og tilbage i balance. Samtidig sætter vi fokus på rytme, regelmæssighed og evnen til at give slip, før stressen sætter sig for dybt.
𝐈 𝐝𝐞𝐭𝐭𝐞 𝐚𝐟𝐬𝐧𝐢𝐭 𝐭𝐚𝐥𝐞𝐫 𝐯𝐢 𝐨𝐦:
• Hvordan man kommer tilbage efter alvorlig stress
• Drivkraft, perfektionisme og følelsen af aldrig at gøre det godt nok
• Kortisol, søvnproblemer og kroppens manglende restitution
• Akupunktur og floating som støtte til nervesystemet
• Stress som potentiel læring – hvis man får den bearbejdet
• Betydningen af rytme, regelmæssighed og prioritering i hverdagen
𝐇𝐯𝐞𝐦 𝐞𝐫 𝐦𝐞𝐝?
Gitte Stilling og Michael Sørensen i samtale med akupunktør Hans Erik Foldberg og vært Leon Rask Sørensen.
Læs afsnittet:
Leon Rask Sørensen: Velkommen til Det Fantastiske Menneske og andet afsnit om stress. Også velkommen tilbage til dig, Hans Erik.
Hans Erik Foldberg: Tak.
Leon: I sidste afsnit mødte vi både Gitte og Michael, som var stressede på det tidspunkt, hvor vi mødte dem. Gitte opdager, at hun sidder ved sin computer, og så går klappen ned. Hun rejser sig op og siger, at hun har brug for noget hjælp. Altså, hendes skærm var tom, som hun fik fortalt. Og så Michael, hvor vi jo slap ham sidst med den her rundbordssamtale, han havde med familien. Så det helt store spørgsmål, jeg har til det her afsnit, det er, hvordan i alverden kommer man tilbage fra det.
Hans Erik: Som vi ser Michael her, så er han jo påvirket bare ved at tænke tilbage på situationen. Michael er et andet sted i dag, men det at tænke tilbage på situationen, det kan godt sidde en i lang tid efter. Altså, der skal kroppen virkelig være på afstand af det, og have det fordøjet flere gange, for at vi begynder at se neutralt tilbage på tingene. Men det viser jo bare, at Michael er en mand, der virkelig indeholder følelser, og gerne vil det godt, og vil sine familier det godt. Og så bliver man berørt.
Leon: Er der noget dårligt samvittighed, der spiller ind der? Altså, han fortæller jo, hvordan han har kørt i overhalingsbanen de sidste 25 år, ikke?
Hans Erik: Ja, jeg tror, det der… Det kan godt være, der er noget dårligt samvittighed, men det er ligeså meget det, at den hård… Altså, så hårdt som det er, at skulle stå det igennem, og måske ikke altid kunne slå til i forhold til familien, fordi man er spundet ind i det, og ikke kan lade være. Fordi det er jo det, der meget er i forhold til stress. Det er, at vi bliver spundet ind i noget, og vi føler, at vi skal lige nå det, vi skal lige nå det, og vi skal også have det her gjort. Og når det først er på plads, så kan vi slappe af, hvilket så bare betyder, at det næste, vi skal have gjort, det er så også kommet på besøg. Og den smerte, der ligger i at være koblet ind i det her, det er det, Michael ved rigtig meget om.
Leon: Og noget af det, som Michael jo definerer, det er, at han er handlingens mand, ikke? Han får tingene gjort, og man kan ringe til ham, og han sidder i alle mulige lokale bestyrelser, og giver altid et nap med. Men den her, det her drive, han har, han beskriver det selv, det er både en drivkraft for ham, men det er også en fjende.
Michael Sørensen: Jeg har lært to sætninger af Foldberg. Og de to sætninger, dem har jeg simpelthen, dem skal jeg have tatoveret, fordi dem skal jeg lære at leve efter. Og det er, “er det vigtigt? “ – Så vil jeg sige ja. Men så siger man, “er det så vigtigt?” Det er det ikke. Og det er essensen i det hele, synes jeg absolut. Hvis jeg siger de to sætninger, der er til mig selv, så kan jeg godt se, at der er ingenting, der er vigtigt. Du har det godt, børnene har det godt, familien har det godt. Det er det, der er vigtigt. Det er jo ikke vigtigt, om du har en ny hus, eller du har en dit eller et andet. Det er jo ikke vigtigt. Men jeg har heller aldrig gjort det for nogen. Jeg gør det ikke for at vise, at jeg er en helvedes karl eller noget. Det gør jeg ikke. Fordi det er faktisk også ligeglad med, om jeg er det herinde. Det er ikke alt. Hvornår er det godt nok? Det siger jeg også mange gange til mig selv. For mig er det aldrig godt nok. Det skal være bedre. Og det er ikke noget med, at jeg ikke er god nok, fordi jeg synes faktisk selv, at jeg er god nok. Jeg synes, at jeg gør det godt. Det synes jeg faktisk, at jeg gør. Men det er bare aldrig godt nok. Det er min styrke, men det er også min værste fjende. Det er min styrke. Så havde jeg ikke været, hvor jeg er i dag, hvis jeg ikke havde haft den styrke der. Men min egen styrke, det er min værste fjende. Det er det, fordi det er aldrig godt nok. Men det er så de to sætninger, vi kommer ind i billedet igen, hvor man siger de to sætninger til sig selv. Så kan jeg godt se det, og dem bruger jeg rigtig meget. Og så sætter jeg mig ned, og så siger jeg, tja, det går jo nok. Jeg er blevet bedre, men jeg er ikke god nok til det endnu, men jeg er blevet meget bedre. Meget bedre.
Leon: Så Michael, han beskriver hele det her drive, han har som både en drivkraft, men også sin værste fjende. Hvad betyder det egentlig?
Hans Erik: Drivkraften, det er jo, at Michael er kompetent. Mennesker med stress i det hele taget, er typisk mennesker, som er meget kompetente. Kan mange ting, har en høj selvtillid, og høj selvtillid, det får man, fordi man har fået kompetencer hen ad vejen. Når der er noget, man klarer godt, så bliver man kompetent, og man får en høj selvtillid, og så vil man også gerne yde og levere. Og det vil Michael, og det vil Gitte også, det vil mennesker, som faktisk kan blive fanget i stress, det vil de rigtig gerne. Men det kan også blive ens fjende, fordi så er man jo også den, der blander sig i meget og måske ikke giver sig selv den ro eller den tilbagetrækning, som også skal til, når vi har ydet. Altså hvis vi lige tænker på sabeltigeren igen, der er efter os ude i savannen, når vi ryger op i træet og sidder i sikkerhed, jamen så er du den der, vi får pustet ud, oven på en voldsom anstrengelse, stress, en meget stressende situation, vi har været i. Og det der med at nå at puste ud, det er det, der er vigtigt at få gjort. Men det levner vores måde at leve på, vores kultur, ikke meget plads til, for vi skal jo videre. Og hvis vi så går hjem og kigger på fjernsynet, så er der undersøgelser, der viser meget fint, at det ikke er afstressende at sidde og kigge på en fjernsyn, fordi hjernen bliver aktiveret på en måde, hvor den stadigvæk opfatter, at der sker meget. Det er afstressende at gå en tur, det er afstressende at gøre noget væsentligt andet, end det, du egentlig gør. For eksempel på en arbejdsplads, hvis man er vant til at bruge sig selv fysisk, så kan det være godt at spise sin madpakke der i frokostpausen, og så faktisk lukke op og læse en bog. Det stresser os ned. Og hvis det er sådan, at man nu har meget mentalt arbejde, så er det modsætning at få dig rørt i spisepausen. Det er godt. Det er at veksle.
Leon: Altså, Dronning Margrethe sagde det så fint for nogle år siden, at vi alle skal blive bedre til at gøre noget unyttigt. Noget, hvor vi ikke skal måles og vejes og rykkes på at gøre noget unyttigt. Jeg tænker, at det er lidt det, du også er inde på.
Hans Erik: Den kan ligge ind i det her også. Det er, at vi skifter over. Vores hjerne skal ud af af den der som Michael så fint beskriver. Og det er jo der, han bruger hans sætning. Er det vigtigt? Ja, når man har stress eller er den natur, så er det hele sgu vigtigt. Men så er det sundt at få den næste sætning. Fordi så får det pludselig et andet perspektiv. Og så får man givet sig selv det spørgsmål, som hjælper til.; Nej, nu slipper vi.
Leon: På den måde har Michael jo lært noget. Han har fået en større indsigt i sig selv. Han vender det til en fordel. Man kan godt, hvis du spørger mig, det gør du ikke, men nu siger jeg, at hvis du gør, man kan godt bruge stressen som en gave, hvis man har været helt nede, hvis man vælger at bruge det konstruktivt, når man er på den anden side. Stress kan på bagkant være en gave, hvis man vælger at bruge det konstruktivt.
Hans Erik: En medarbejder, hvis man ansætter en medarbejder, der er kommet sundt på den anden side af stress, har respekten for stress, og hvis du som arbejdsgiver har respekten for, at du ikke bare skal trække det sidste, det sidste, det sidste ud af mennesker, men egentlig bruger dem konstruktivt, så er det faktisk en fordel, at mennesker har været i stress og har fattet alvoren i det her. Fordi så kan du hjælpe dem på vej til, hvordan regulerer man det her, og vil med til at påvirke virksomheden til at have en sundere kultur. Så stress er ikke bare noget negativt. Men igen, det kommer an på, hvordan det har ramt. Fordi man kan også være blevet ramt sådan, at man mentalt er blevet ødelagt. Fordi der er bare konsekvenser ved den hårde stress, som man ikke har lært sig, hvordan man kommer ud af, eller noget af det vi lige kommer senere ind på, hvordan får vi virkelig restitueret i bund. Fordi stressen kan ødelægge hippocampus. Altså noget med vores læringsevne og hukommelsesfunktion. Hvis det er slået fra, så er det jo visse jobs, der er svære at bestride. Kortisolen kan ødelægge vores blodsukkerregulation og gøre, at vi udvikler diabetes, som så kan spille ind på kredsløbssygdomme og betændelses-/inflammationssygdomme. Vi har masser af sygdomme, som er inflammationssygdomme, eller hvor immunsystemet går i overreaktion. Altså vi får autoimmunsygdomme, hvor kroppen begynder at angribe sig selv. Der er så meget, at stressen i den grad kan ødelægge vores organisme. Så det er meget vigtigt, at vi får restitueret os godt ud af stressen.
Leon: Og det der, det vender vi tilbage til lige om lidt. Først så skal vi lige høre Michael sætte et par or på det, hvor vi startede. Det der med, at det godt kan være en gave på bagkant.
Michael: Da jeg kørte allerhårdest, der kørte jeg nærmest i døgndrift. Og det gør jeg faktisk ikke mere. Jeg havde sat noget i mit hoved. Hvis jeg ikke var der (i Spar-butikken, red.) så lukkede det bare.Jeg var helt sikker på, at hvis jeg ikke havde styr på det hele, så lukkede det. Nu er jeg derhenne hvor jeg ved godt, at det ikke lukker, hvis jeg ikke er der. Jeg kunne blive sådan, at hvis jeg engang døde, så lukkede Thyholm. Eller Hvidbjerg. Det ville ikke eksistere, hvis jeg ikke var der. Og jeg ved godt, at det lyder fuldstændig åndssvagt. Men jeg skulle bare have fingeren på pulsen. Hvad sker der i byen? Min butik og det der, det skal bare køre. Nu har jeg så fået min søn ind over butikken. Og jeg er blevet bedre til at køre hjem kl. 16. Og så sige, ikke lade stå til, men sige til dem, at vi skal have styr på det her. Vi skal have styr på det her. Og så får de styr på det. Og det kan de jo gøre. De kan ikke altid gøre det så godt som mig. Det kan de ikke. Men det er jo noget med at så acceptere, at de ikke gør det måske helt så godt, men de har gjort deres bedste. Og de gør ikke noget for at genere mig. De gør det bedste for mig. Det ved jeg, at de gør. Og det er den os, jeg bruger dernede nu. Det er, at det går nok. Og de vil gøre det bedste for mig. For de ved også godt, at jeg har været sårbar. Men de vil jo hjælpe mig og gøre det bedste for mig. Og det kan jeg mærke, at de gør. Og det gør min søn specielt også dernede. Og mine børn har hjulpet mig helt vildt også.
Leon: Vi skal tale lidt mere om, hvad vi så kan gøre ved det her, når man er så presset, som både Mikael har været, men jo også Gitte. Når vi taler akupunktur, hvad kan man så gøre der?
Hans Erik: Når vi til personer som Mikael og Gitte her, tilgår dem behandlingsmæssigt, så er noget af det, vi bruger akupunkturen til, det er at hjælpe kroppen til at komme ud af den der fastlåsthed, som f.eks. kortisolen kan være med til at gøre, at det har sat sig i vores organisme. Vi skal simpelthen have renset hjernen for kortisol. Vi skal have renset organismen for kortisol. Vi skal have sat kroppen i gang med at kunne få sine feedback-systemer til at kunne fungere igen. Og der er akupunktur rigtig god. Der er nogen, der er rigtig langt oppe at køre, og der kan vi med akupunktur virkelig få dem ned. Der er mennesker, der ikke kan sove, hvor vi kan hjælpe dem til, at de bare bliver slået ind i søvnen. Altså bliver simpelthen ekstra træt, hvis man kan blive mere træt, når man er stresset. Men ekstra træt, der kommer ud af den der overtræthed, som gør, at man ikke kan sove, så man kommer ned i søvnen. Der kan akupunkturen noget.
Leon: Man kan jo godt falde i søvn, det er jo ikke et problem. Men man vågner op igen.
Hans Erik: Og det er jo den overtræthedsreaktion der. Der kan akupunkturen noget. Men vi bruger jo også noget som floating. Altså hvor man ligger og flyder i vand.
Leon: Jeg har jo mødt flere, der siger, at det var lækkert. Og det er lækkert. Men det kan også noget.
Hans Erik: Når vi taler stress, så er det beviseligt, at floating, altså det at ligge og flyde i saltvand, det kan hjælpe til at reducere stress med op til 60 procent. Og det er jo vildt. Og jeg står her for kuldegysning, og nu når jeg taler om det, fordi jeg har set så mange eksempler på, hvad det er, det kan gøre for mennesker. Mennesker, som måske har været så meget i stress, jeg har eksempler på folk, som har været så meget i stress, at de ikke har kunne sove mere end to, tre timer i mange, mange år, op til 30 år, hvor vi har brugt floating til at bringe dem tilbage. Altså justere kroppen tilbage til igen at kunne komme til at få en normal søvn. Så floating er med til at få kroppen til at gå ned i en dyb, dyb afslapning.
Leon: Og det der er, når man floater, det er de her impulser, som er ikke-eksisterende. Der bliver slukket for for alting. Så ligger man der i det her saltvandskar i vand, der er samme temperatur som kroppen. Luften har samme temperatur. Hvad er det, det gør, når man så ligger der?
Hans Erik: Ja, så kommer der ingen impulser overhovedet til vores organisme. Og når kroppen er fri af impulser, det hedder faktisk depriviationsterapi. Det er, at man udelukker alle impulser. Ja, så kommer kroppen ned og kun kan slappe af. Man vugger ligesom ind i sig selv. Der er adskillige, der beskriver det her med, at det må være lidt ligesom en livmoder-oplevelse, at man kommer ind og alt er trygt og godt.
Leon: Det kan lyde en lille smule magisk.
Hans Erik: Og det er magisk. Ja, det er det.
Leon: Men så en lille smule hokus pokus. Det syntes Gitte også, da hun skulle derind første gang. Men hun gav det alligevel et skud.
Gitte Stilling: Haha. Kan det nu passe? At man ved at ligge i vand kan få kroppen til at slappe så meget af, at hovedet også begynder at slappe af. Jeg var skeptisk. Og meget skeptisk. Men altså, jeg syntes jo også, det var værd at give en chance. Så det var med en vis skepsis, at jeg hoppede ned i karret. Og den første gang føles det meget specielt. Altså, jeg kan flyde og jeg tjekker altid, hvis jeg er i vand, så tjekker jeg altid. Jeg skal altid prøve at flyde. Jeg kan godt lide fornemmelsen af at ligge og flyde. Men at få lov at ligge der i tre kvarter, så tænkte jeg godt nok okay. Kan jeg det? Kan jeg ligge der så længe? Men det kan man godt. Og man kan slappe af. Man kan faktisk slappe rigtig, rigtig godt af derinde. Og så fornemmelsen af, at du bliver båret op af vandet. Altså, den første gang jeg lå derinde, der kørte jeg simpelthen hånd ned bag ved ryggen. Eller bag ved kroppen, fordi det føltes simpelthen som om, at der er et eller andet, der løfter en op, når man ligger derinde. Kroppen slapper af, og jeg har præsteret at være væk derinde. Sådan hen i den sidste fase af tiden derinde, der har jeg altså præsteret at falde i søvn. Eller, jeg har i hvert fald været så langt væk, at der har været slukket. Så det kan man godt.
Leon: Ja, man kan jo godt mærke den der fornemmelse af at ligge inde i livmoderen, som du også var inde på, at så ligge der og bare slappe af med ingen impulser.
Hans Erik: Og det er jo fantastisk, at man bare ved at kan gøre noget, det virker wellness-agtigt, at det faktisk har en kæmpe indvirkning på vores organisme. Hvis vi ser forskningsmæssigt på det, for eksempel i forhold til søvn, som er en af de ting, der smutter i forhold til stress, så viser forskningen, at når man først har opnået søvnen, ja, så kan man se, faktisk et halvt år efter, når man tester op på folk, jamen så har de faktisk stadigvæk fat i, at søvn stadigvæk er fungerende for dem. Og det er noget af det, jeg har sådan tænkt lidt over. Hvordan kan det egentlig være, hvordan kan man regne med det her med, at den egentlig bliver ved med at holde effekten? Og der tænker jeg lidt, at det, der sker, det er jo, at det er under søvnen noget restitueres på plads. Så hvorfor skulle det, der egentlig bliver restitueret på plads under en søvn, hvorfor skulle det egentlig ikke også holde? Vi kender det også med en ordentlig gang af influenza for eksempel. Jamen, vi ved, når vi først har fået en nat eller to nætters rigtig god søvn, jamen så er vi som nye mennesker, og så har vi ligesom sluppet det igen. Det er virkelig det, der sker i forhold til floating. Det er, at kroppen får restitueret sig betydeligt bedre i bund. Og når vi har stress, så har systemet været derude, hvor at vores nervesystem ikke kunne restituere sig op. Feedback-systemer i vores system, i vores organisme ikke har kunnet hele op. Det er dem, der får adgang til at kunne restituere sig. Nogen siger, jamen det kan godt være svært at kunne slappe af i forhold til floating. Måske første gang, anden gang, tredje gang. Jeg har set nogen med virkelig stress, altså fjerde, femte gang, før de kan få den der fuld afslapning. Og så ser vi altså bare effekten går altså igennem, alligevel. Altså man skal ikke være bange for, at man måske kan helt koble ned. Og hvis det er for meget, så er det, at vi bruger akupunkturen til lige at få gearet os ned, til vi faktisk kan modtage. Men så begynder den der effekt af den dybe, dybe restitution faktisk at tage fat igen. Og vi skal forstå det her med floating. Det er altså ikke bare sådan noget nymoderne, der er opstået her. Det er faktisk noget, der har været kendt uden for Danmark, i USA og i England i mere end 60 år, altså hvor der er blevet forsket i de her ting. Så kæmpe, kæmpe respekt. Og når jeg ser på, hvad resultater vi har haft på organismer, nervesystemer som virkelig har været brudt ned, hvad restitutionsevne vi får fat i på den vis, jamen så har jeg den dybeste, dybeste respekt for det her. Og så er det jo fedt, at det kan føles godt også.
Leon: Bestemt. Så spørgsmålet det er, inden vi lige skal høre, hvordan det så går med Gitte og Michael i dag. Kan alle, der er ramt af alvorlig stress, hård stress, kan alle hjælpes tilbage til, om ikke andet så en tålelig hverdag igen.
Hans Erik: Hvis det er sådan, at vores organisme bare er kørt godt og grundigt ned, så kan de hjælpes tilbage til en tålelig hverdag igen. Nogen kan være ramt på en måde, hvor der er gået depression og angst ind i det. Angst, der er floating også en gave til os. Men igen, som vi talte lidt om sidste gang, at det kan være nødvendigt at have nogle gode værktøjer, nogle gode metodikker, som jeg beskriver i mine bøger. Der er nogle færdigheder, der er nogle mestringer, vi også skal have lært. Og hvis man tager de opgaver på sig, jamen så kan alle nå rigtig, rigtig langt tilbage til livskvalitet igen.
Leon: Og lad os så lige høre, hvor langt både Gitte og Michael er nået.
Gitte: Kroppen er afslappet. Jeg er ikke anspændt på samme måde, som jeg var før. Jeg er ikke hele tiden, hvad skal man kalde det…. jeg har lyst til at sige alert, men altså kroppen er mere afslappet, hovedet er mere afslappet, hvis man kan sige det på den måde. Der er ro på. Der er en anden ro. Altså jeg var jo et eller andet sted inden alt det her, der kunne jeg føle, som om kroppen havde stået og rystet indvendigt. Og der er ro på nu. Jeg har en indre ro i kroppen. Også tidligere, der havde jeg haft det sådan, at jeg kunne køre “grillkylling” en helnat. Altså køre rundt i sengen. Og nu får jeg min gode nattesøvn. Jeg er stadigvæk oppe en-to gange om natten. Og det har jeg alle dage skullet. Men når det sådan rigtig kører hårdt for sig, og at jeg virkelig er så begynder jeg at være oppe 3-4-5 gange om natten. Og så kan jeg ikke falde i søvn igen, når jeg skal tilbage. Altså jeg er oppe og tisse. Det er tanker, der kører. Og jeg kan ikke lægge dem på hylden og sige, så gå væk med jer. Det kan jeg ikke. Det kan jeg nu. Og jeg får min søvn. Og den her med lige at være oppe, og så gå ind og lægge sig igen, og så bare trække dynen ned over sig, og så sove videre. Det kører så fint. Det kunne jeg ikke i en lang periode. Faktisk en meget, meget lang periode, hvor så kunne jeg vågne. Jeg kunne også bare vågne om natten, uden jeg skulle op, og så kørte tankerne bare. Det har jeg heller ikke prøvet i den her fase. Jeg bliver meget bedre end udgaver mig selv.
Michael: Meget bedre. Jeg bliver mere følsom. Jeg tænker nok lidt mere følsom. Jeg kunne ikke forstå, førhen, at der var nogen, der kunne blive syg. Hvorfor kan de ikke komme på arbejde, når de er syge? Hvorfor kan de ikke det? Det har jeg da altid kunnet. Hvorfor kan I ikke det? Nu kan jeg godt forstå, at der er nogen, der kan blive syg. Og meget mere følsom. Specielt overfor familien er jeg blevet meget mere følsom. Der er jeg helt … Men det har jeg det sgu godt med, på en eller anden måde. Det er sådan, jeg er, tror jeg.
Leon: Er du blevet roligere menneske?
Michael: Ja. Men jeg har stadigvæk det der med, at jeg skal lave noget, hvis jeg så ikke er i Sparvikenden. Jeg har stadigvæk det der med, at jeg skal have et projekt i weekenden. Men det er en anden tilgangsvinkel. Hvor jeg så siger, jamen, hvis jeg ikke lige får sat de hylder op ude i garagen, jamen så når jeg det nok i morgen. Men det skal jeg også arbejde med, fordi at jeg siger til mig selv, ja Michael, er du ved at blive ligeglad? Nej, Michael. Foldberg har sagt, at du er ved at blive menneske. Du når det jo i morgen. Det er jo ikke sådan, de driver. Det er jo ikke sådan, jeg har projekter, der ikke er færdige. De er færdige. Men det er en anden tilgangsvinkel til projekterne. For altså at drive sådan en Sparbutik med 25 mand og sådan noget, du er nødt til at have en anden tilgang der. Det er jo ikke alle sammen, der er lige så gode som dig, Michael. Det er det bare ikke. Men så kan de noget andet. Hvis de har plus og minus, og det er nogenlunde mødes, så er det godt nok.
Leon: I dag der går det altså langt bedre med både Gitte og Michael og ikke desto mindre, så er de altså blevet vævet ind i den her udvikling, den her tendens om at vi danskere, vi er stressede. Du startede hele det her tema om stress med at fortælle om udviklingen i stress. Altså flere og flere af os bliver stresset og er stresset. Hvordan får vi sat en prop i den udvikling?
Hans Erik: Ja, altså viden og indblik i, hvad skal der til for at leve et liv nu om dage? Altså noget af det, vi har smidt væk, det er rytme og regelmæssighed i vores hverdag. Altså det, at man spiser regelmæssigt, det at man får sin søvn på regelmæssige tidspunkter. Hvis vi skal væk fra stressvirkningen, så skal vi have fat i de her gamle dyder igen. Og vi skal have det, at vi har et program. Det er fint. Det er godt, at vi har noget at se til. Men vi skal også evne det der at kunne slå fra. Og så synes jeg, at Michael’s, den han tager til sig det her, er det vigtigt? Ja, det er vigtigt. Er det så vigtigt? Jamen, det er en sætning, som alle burde eje.
Leon: Ja, og det, der ligger i det, det er svaret, det er nej.
Hans Erik: Ja, det er jo det. I mange tilfælde. Ja, og så er der bare nogle ting, dem kan man nemmere give slip på igen. Og det er det, der er problemet i forhold til stress. Det er, at vi bliver hvirvlet ind i det og ikke kan give slip. Kan vi få fat i den her tidlig nok, så er det fint. Så vil det være stressende tidspunkter i vores liv. Jamen, brug sådan noget som floating til at komme ned, når noget begynder at køre op, så du kommer tilbage igen. Jeg kan huske den syvende gang, jeg var i floating. Der bemærkede jeg, der skete noget anderledes i hjernen af mig, at jeg simpelthen blev en tand mere klar. Og jeg har ved Gud aldrig nogensinde oplevet det som om, at jeg ikke var klar mentalt. Men der oplevede jeg faktisk, der kom en klarhed ekstra oven i. Ja, det var så åbenbart noget, der også kunne restitueres sig hos mig. Og det er noget af det, der kan ske den vej igennem. Altså, kineserne har udtrykket, det hedder, det gælder om at skabe balance. Og hvis vi skal ud af den retning med, at stressen bare øges og øges og øges blandt vores unge mennesker, så skal vi hjælpe til at give hinanden en ramme, hvor vi kan genfinde balancen.
Leon: Og i forhold til prioriteringer, det taler Michael en lille smule om, fordi han har lært noget af det her. Og med det, så er vi færdige med det her afsnit om stress.
Michael: Det er lidt ligegyldigt, det hele. Altså, hvis du stresser på dit arbejde, du stresser og flyver rundt, og du får en hjerneblødning af det, eller dør af det. Jamen, det er det bare ikke værd. Altså, det er det simpelthen ikke værd. Så skulle du finde noget andet arbejde, du har det godt med, fordi der er bare så mange andre værdier. Og penge og rigdom og sådan noget, det er skideligemeget. Det mener jeg helt seriøst.
