Diskusprolaps i ryg og nakke rammer mange, men operation er ikke altid løsningen. I dette afsnit ser vi på, hvordan smerter, medicinforbrug og manglende restitution spiller sammen – og hvad der skal til for at styrke kroppen, før problemerne bliver kroniske.
𝐑𝐞𝐬𝐮𝐦𝐞́
Vi møder Bruno, der gennem 20-25 år har haft tre diskusprolapser – to i ryggen og én i nakken. Sidste gang var smerterne så voldsomme, at han havde brændende nervesmerter i armen og måtte på morfin, inden han kom i behandling. Alligevel viste scanningen efter 14 dage, at prolapsen havde trukket sig så meget tilbage, at operation ikke var nødvendig.
Hans Erik Foldberg forklarer, hvorfor en operation ikke fjerner årsagen til en diskusprolaps, og hvordan arvæv og gentagne indgreb kan føre til kroniske smerter. Vi taler om kroppens evne til at hele, betydningen af søvn og restitution, og hvorfor et massivt forbrug af smertestillende medicin kan blive en glidebane.
Afsnittet giver konkrete perspektiver på, hvordan træning, vedligehold og blandt andet rødlysterapi kan støtte helingsprocesser og forebygge tilbagefald.
𝐈 𝐝𝐞𝐭𝐭𝐞 𝐚𝐟𝐬𝐧𝐢𝐭 𝐭𝐚𝐥𝐞𝐫 𝐯𝐢 𝐨𝐦:
• Hvad en diskusprolaps er – og hvorfor operation ikke altid løser problemet
• Smerter, nervepåvirkning og risikoen for kroniske tilstande
• Det store forbrug af paracetamol og brugen af Gabapentin ved rygsmerter
• Søvn, inflammation og sammenhængen med slidgigt
• Rødlysterapi og grønlysterapi som støtte til heling og restitution
• Betydningen af bevægelse og regelmæssig træning for en stærk ryg
𝐇𝐯𝐞𝐦 𝐞𝐫 𝐦𝐞𝐝?
Bruno Jensen og akupunktør Hans Erik Foldberg i samtale med Leon Rask Sørensen.
𝐋𝐲𝐭 𝐡𝐯𝐢𝐬 𝐝𝐮…
• Har eller har haft diskusprolaps i ryg eller nakke
• Overvejer operation og vil forstå alternativerne
• Bruger smertestillende medicin fast og ønsker et bredere perspektiv
• Vil forebygge rygsmerter gennem træning og bedre restitution
Læs afsnittet:
Leon Rask Sørensen: Velkommen tilbage til Det Fantastiske Menneske, og endnu et afsnit om ryggen og nakken, og prolapser og smerter i den region af kroppen. Og så velkommen tilbage til dig, Hans Erik.
Hans Erik Foldberg: Tak, Leon.
Leon: Vi var jo forbi Martin i sidste afsnit, som faldt ned fra en stige i 3 meters højde. Ingen prolapser, ingen brud, men alligevel en masse smerter og mangel på energi og mobilitet. Noget, som vi jo fik kørt op. Vi fik ham kørt op i ressourcer igen. En enkel tilføjelse til ham?
Hans Erik: Ikke andet end, at når vi bliver udsat for noget, så skal vi se efter at tage det i optrækket og få gjort noget ved det, når ting ikke bare umiddelbart går hurtigt i sig selv igen. Og hvis det er sådan et større problem, så er der en kæmpe fordel at handle hurtigt.
Leon: Og en, der også handlede hurtigt, det er Bruno, som vi lige korts tiftede bekendtskab med, som vi skal vende tilbage til i det her afsnit. Han har ikke bare handlet hurtigt en enkel gang, eller to gange, det har han faktisk gjort tre gange. De første to med prolapser i ryggen og senest med en prolaps i nakken. Alle tre gange er det jo endt med, at Bruno ikke er blevet opereret.
Bruno Jensen: Min egen læge sagde, at vi hele tiden skal huske på, at hvis man går ind og laver en operation, så provokerer man et eller andet. Og hvis det er sådan, at der kommer noget arvæv, så det kan man ikke udbede, hvis de arvæv kommer til at genere sig meget.
Leon: Som udgangspunkt virker det ret fornuftigt, det lægen fortæller Bruno her, nemlig det med, at man opererer ikke bare alt og alle for operationens skyld, men det kan for mig godt være lidt svært at forstå, når det på papiret og i udgangspunktet er relativt simpelt at gå ind og fjerne årsagen til, at man har ondt efter den her prolaps.
Hans Erik: Nej, man fjerner ikke årsagen til, at man har ondt efter en prolaps, eller man fjerner ikke årsagen til i hvert fald, hvorfor prolapsen opstår. Men når vi har en bruskskive imellem leddene i ryggen, og den bruskskive bliver svag, diskus, som sidder inde i bruskskiven, den springer ud, det er det, vi kalder en diskusprolaps. Ja, så kan vi godt gå ind og operere, og så bare fjerne den. Men problemet er, at hvis man først har en tendens til at få en diskusprolaps, så er der også en større tendens til at få det igen, så kan vi godt operere. Men så ser vi bare igen, at så bliver man måske opereret anden gang, og jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har stået med patienter, hvor de så bliver opereret et par gange, og så tredje gang, shit, så kan vi lige pludselig ikke blive opereret. Fordi nu begynder vi at sige, det er ikke så godt det her, fordi nu opstår der en masse arvæv, og det her arvæv, det er bare med til at forværre situationen, og kan faktisk give akkurat de samme symptomer, som man har, hvis man får en diskusprolaps.
Leon: Fordi det er så arvævet, der i stedet for at prolapsen, der sidder og trykker?
Hans Erik: Ja, så sidder det og kan trykke i stedet for. Så vi skal simpelthen ind og have fat i det her meget, meget tidligere, og vi skal have respekt for det. Jeg bliver bare nødt til at sige, vi har i det her land faktisk opereret rigtig, rigtig mange diskusprolapser, men mange mennesker er jo så også kommet i knibe, at der kommer et punkt, hvor man ikke kan operere dem mere, og så kommer de altså til at leve med kroniske smerter, som har en stor alvor. Så deres tilbageholdenhed med operationen, det hilser vi totalt velkommen. Så vi skal ind og have fat i det noget før. Og mange mennesker kan få hjælp ved at gå i gang med et træningsprogram, og få trænet ryggen op, og så kan diskusprolapsen trække sig noget i sig selv igen. Men jeg synes også, at se en hel del mennesker, som hvor det trækker sig noget i sig selv, så har de stadigvæk belastende tidspunkter, hvor det så bliver ved med at trække måske hele vejen ned i benene. Og så begynder man at vænne sig til de her smerter. Hold da op, hvor ville det være godt, hvis ikke vi skulle komme derhen, at vi skal acceptere sådan en tilstand, men faktisk få ryddet op i den noget før. Bruno har vi jo hjulpet før til, at han er kommet over hans diskusprolapser, men hvor kunne det være fedt, hvis jeg havde været mere markant i 00’erne om hvad det er, der skal til for at forbygge det. Så Bruno er stået i den her situation en tredje gang her i 2025.
Leon: Ja, for det der sker, det er, at den her snak med lægen, det er efter hans anden prolaps, så får han jo den her i nakken også, starter op i behandling her igen, afventer at komme til scanning, og afventer så også at få et svar på den her scanning.
Hans Erik: Ja, og der kan vi så se, det er da så rigtig godt det, at Bruno har fundet ud af, når det er sådan, at det går galt det her, så skal han se efter at få gjort noget ved det. Og i den her omgang, der kommer han så lynhurtigt igen og venter faktisk på scanningen. Og i den tid, han venter på scanningen, ja, der kommer han simpelthen ud af morfin. Og han havde virkelig smerter, der strålede ud i armen og brændte. Og når vi har de smerter, så har vi bare lyst til, at der er noget, der skal få det her til at holde op.
Leon: Så ud fra de symptomer, han kommer med med smerten ud i armen blandt andet, og der ikke er lavet en scanning, kan du alligevel se, at der er formegentlig tale om en…
Hans Erik: Vi kan i hvert fald se, at der er en væsentlig, væsentlig nervepåvirkning. Hvor stor prolapsen så er, det er jo så det, man kan lave en vurdering af. Men det går man jo meget fornuftigt ind også at lave den her vurdering.
Bruno Jensen: Ja, det var jo sådan, at det var lægerne i Silkeborg, som lavede den scanning. Men scanningen blev jo så først lavet efter 14 dage. Og da lægerne havde konstateret det, så var det så de sagde, at der var ingen grund til at lave en operation, fordi der var kun en lille prolaps. Det vil sige, at den havde måske været større, men der var trukken så meget tilbage, at en operation var der ingen grund til at gøre.
Leon: Ja, det er jo igen fedt for Bruno det her, at vide noget også lidt om, hvor meget man så egentlig kan rykke på 14 dage. Altså, han kommer fra en ny morfindøs, som han tidligere har omtalt det som, til nu lige pludselig at kunne smide morfinen.
Hans Erik: Ja, og egentlig kan få kroppen til at fungere sådan lige basalt. Han er jo ikke i orden her, selvom han skal op og scannes. Men der er trods alt damage control, altså der er styr på ulykken, kan man sige. Og så kan man jo sige, at så er arbejdet egentlig med at få hevet hængepartiet hjem her. Vi igen skal forstå, at en diskusprolaps er noget, der bare lige opstår. Det oplever som om, at det er noget, der pludselig kommer, fordi vi registrerer det først, når vi har virkelig ondt. Men der er gået noget forud for. Men vi lever også lidt i et land, hvor det er sådan det her med at have smerter. Jo, men det er der så mange, der har. Vi skal jo bare tage nogle panodil, og så går det jo nok. Altså, det er jo vildt, hvad vores befolkning tager af smertestillende medicin – panodil – for at få den til at køre. Vi har fået skabt en kultur, at det at have ondt, det er en automatik. Så tager jeg lige et par piller, og så kan jeg lige lidt mere igen. Og det er jo det samme som at sige til kroppen, hør nu her. Hvis du sender smerter til mig, så skal jeg nok få det til at holde kæft. Eller vi kunne sige det på en anden måde. Kære ven, det kan godt være, at du melder smerter. Alarm-signalet er i gang her, men jeg har ikke tid til at tage mig af det lige nu, så du får lige et par piller. Så kan du lige holde mund så længe. Og så tænker vi, jamen så går det nok i sig selv, og det gør det jo også i mange tilfælde, så det er jo fint nok. Men en gang imellem, så skal vi passe på, at vi ikke kommer så meget ind i den her kultur, at vi tillader kroppen at egentlig blive slidt mere og mere ned. Og det er noget af det, der er problemet. For det er jo heller ikke sjovt, det som Bruno går igennem. Jeg kan huske i den her omgang, hvor vi ser, at han kommer ind i klinikken første gang, hvor han så har fået diskusprolapsen her i nakken. Det er jo ikke noget, man skal eftertragte.
Leon: Og det er også den, som han husker allerbedst mål på smerte i hvert fald. Prøv at høre her, hvad han siger.
Bruno: Jeg vil nok sige, at den sidste prolaps, som jeg havde her i maj måned, har været den hårdeste. Den sidder langt op i nakkehvirvlen, og det gjorde, at jeg havde en forfærdelig smerte ud i min højre arm, og jeg kunne ikke være nogen steder. Jeg havde besøg af natlægen, som gav mig en indsprøjtning for at tage noget af smerten. Det kunne jeg overhovedet ikke mærke. Jeg var i sådan pine, fordi natlægen sagde, at jeg ville falde i søvn for 20 minutter. Det gjorde jeg ikke. Det var 20 timer i et streg, indtil jeg fik nogle morfintabletter. Ja, så faldt jeg i søvn. Så det har været en hård omgang, men en kort omgang, fordi vi gjorde jo det, at efter de der få dage, da selvom jeg var en morfindøs, så kørte vi til Foldberg og fik akupunktur. Ikke at man efterfølgende kan sige, at fra dag 1 lykkedes det, men der skete noget. Og efter 8-10 dage, der var jeg oppe at gå og kunne bære mig rundt.
Leon: Bruno har jo prøvet det her med prolapser før, men som han selv sætter ord på her. Det her var alligevel den værste. At en natlæge, der kommer på besøg og skal give ham noget at sove på, uden at det så rigtigt virker.
Hans Erik: Ja, og det er jo det, man kan. Og det er jo derfor, at vi skal undgå at komme ud i de her situationer. Igen, fordi der er noget, der går forud for. Når vi bliver slidt ned, så tager vi måske en par smertestillende panodiler.Og så kan vi lige lidt mere. Og i den tid, der slider det simpelthen ned på vores system. Vores forbrug af panodiler, eller vores tilgang til det her med smertestillende jeg synes virkelig, det er noget af det, vi skal tage lidt til revision.
Leon: Det er ikke småting, vi får taget indenbords, når vi snakker paracetamol, smertestillende. Apotekerforeningen, de var ud med nogle tal for 2022. At i 2022, alene på apotekerne, der fik man langet 11 millioner pakninger af det her paracetamol ud svarende til en milliard piller. Det er voldsomt højt.
Hans Erik: En milliard piller. 500 milligram paracetamol. Ja, ungefær. Så er vi altså oppe på 500 tons panodil. Det skulle vi lige forestille os på lastbiler. 20 trailer – sættevogne. Og det er vel at mærke kun fra apotekerne.
Leon: Præcis, så er der håndkøbsudsalget, tankstationer og i Brugsen.
Hans Erik: Så jeg synes, vi skal gå over til Haribo. Tank op for noget godt… Det er fint, at vi tager nogle smertestillende for en stykke tid. Men det skal være kort tid. Og hvis vi kan se, at det begynder at blive noget tilbagevendende. Eller vi begynder at gå og ømme os og have ondt, og det er lidt tilbagevendende. Så skal vi passe på ikke at gå og se, jamen det er også fordi, jeg har en dårlig ryg. Eller vi skal lære os selv at lade være med at sige, det er også fordi, jeg er ved at blive gammel. Eller jeg har jo også et hårdt arbejde. Hør nu her, vores krop er sådan indrettet, at hvis du bruger din krop, og den er velfungerende. Så sker det, at den bliver stærkere af at blive brugt. En muskel, der bliver brugt, den bliver stærkere. En muskel, der ikke bliver brugt, den bliver svagere. Så hvis vi virkelig bruger vores muskler, så skal de gerne blive stærkere. Og respondere på det, som vi har brug for. Sådan er vores organisme bygget op. Den udbygger styrken i forhold til det, vi bruger. Og hvis det så viser sig, at vi hænger, så skal vi hen og tænke os om at sige, jamen hvis ikke det bare lige er imidlertidigt, at vi skal tage panodiler, eller hvad vi tager. Så skal vi hen og kigge på, hvordan kan vi få kørt systemet op, så vi har den velsmurt. Så den er velfungerende. For så kan vi undgå rigtig meget af det her. Og det kræver altså, at vi får lavet en kulturændring.En anden opfattelse af, hvordan vores krop skal bruges. Når jeg ser på sportsfolk, som virkelig har mishandlet deres krop, jeg tænker på professionelle sportsfolk, så ved de godt, at det skal gøre ondt. Men det er jo igen, fordi de ikke når af at restituere sig ud af de skader, som man skal. Men for pokker, hvis vi bare er fritidsmotionister, fitnessbrugere, så skal vi ikke være det sted, hvor tingene gør ondt. Der skal vi altså have kroppen til at fungere.
Leon: Men jeg kunne alligevel godt tænke mig at bringe det der i spil, du siger med, at hvis man får brugt sin ryggen, at hvis man ikke bare skåner den mere, end hvad godt er det, hvis man bare får den brugt, så er risikoen for prolapser i ryggen også lavere.
Hans Erik: Så er den lavere også. Men der er jo mange andre måder, vi kan slide på vores organisme. Hvis man sover måske for lidt eller for dårligt og ikke får nok ud af sin søvn, så er kroppens evne til at restituere sig op i løbet af natten, altså reparere de der småskader, som opstår i løbet af dagen, de skal repareres under vores søvn. Får vi for lidt søvn eller for dårlig kvalitet af søvn, så bliver de her ting ikke restitueret op. Så bliver der hængende nogle skader og irritationstilstande i vores ryg, og de irritationstilstande kan så ligge og ulme der og vokse sig til at blive større og mere udpræget, og så er det, at vores væv begynder at blive dårligt. Når der er inflammation inde omkring et led, så er det brusken imellem leddene, der bliver angrebet, og hvis den bliver inflammeret, så vil kroppen begynde at nedbryde det her væv, og nu har vi faktisk gang i det, som vi kalder slidgigt. Det er, at vi har noget bruskvæv, der bliver inflammeret, står i en dårlig tilstand. Hvis ikke den kommer hen og kan restituere det i bund, så bliver bruskvævet lige så stille svagere i sin funktion. Der sker simpelthen det, at den bliver smallere og tyndere. Der kalder vi det slidgigt. Det er jo netop slidt ned. Nej, det er ikke slidt ned, men det bliver i forbindelse med inflammationsprocesser tyndere og dårligere fungerer.
Leon: Så os, der arbejder på kontor, kan også få slidgigt, selvom dem, der arbejder i marken, hele dagen siger, hvordan kan du få slidgigt, for du laver jo ingenting. Det er der, den skal jo bare lige have på plads.
Hans Erik: Det er rigtigt. Slidgigt er ikke bare, fordi man har arbejdet meget, men det er noget med at gøre, som om man ikke er blevet restitueret op, og det kan ligesom ske for en, der arbejder på kontor, som det kan være en, der bruger sig selv mere fysisk.
Leon: Og så kan man jo godt få det indtryk, at Bruno har havnet i alt det der gennem de sidste 20-25 år med tre prolapser. Jeg vil godt lige prøve at spille et klip for dig, fordi for mig lyder det her, som om Bruno faktisk er kommet lidt skidt fra start, helt tilbage i barndommen.
Bruno: Jeg var ikke ret gammel men min mor fortalte mig, at der boede vi i Silkeborg på det tidspunkt, og hun var indlagt sammen med mig i seks uger flå ortopædisk ude i Aarhus, hvor jeg lå i en gipsafstøbning, fordi det var det, man troede på dengang fordimin ryg, den var nået knudret. Og jeg ved, at min mor, da hun levede, tit sagde, at jeg aldrig nogensinde kom til at dyrke sport. Hun sagde, at det var en rullestol, inden du er 30 år. Men det gjorde jeg ikke, fordi dengang trænede jeg meget, jeg svømmede meget, jeg spillede fodbold, jeg var meget aktiv, så det har gjort, at min krop har lavet en modvægt til det her ting. Men jeg må da indrømme, at dengang var der æf og til hold i ryggen, og det ene og det andet af små skavanker, der kom. Jeg kunne gå og vaske bil, og så lige pludselig fik jeg et hold i ryggen, og så var jeg bare inde og ligge på varmepuden indtil det fortrak sig igen. Så jeg har da døjet med ryggen.
Leon: Det er ikke umiddelbart de bedste kår, som han blev spået, Bruno, i forhold til en lidt knudret ryg, da han var barn, og en mor, der heller ikke måske havde så meget tiltro til, at han skulle blive til noget. I hvert fald en spådom om, at Bruno nok ville sidde i en rullestol, inden han blev 30 år. Sådan gik det jo ikke. Bruno begyndte at spille fodbold og gør det, som unge knejter nu gør. Han døjer kun med lidt hold i ryggen, og lidt hist og her her ved forkerte bevægelser, sætter i situationstrækker.
Hans Erik: Ryggen er sådan lige lidt skrøbelig, kan man sige. Og så er det, at vi er uheldige med en trailer eller at vi er ude og lave havearbejde, eller grave have, eller hvad pokker vi nu have gang i. Og så kommer de der spidser, som vi så bare ikke har kapaciteten til at kunne klare. Det er igen her, at vi skal have forståelsen af, hvordan det er, at vi skal have vores organisme op og stå. Jeg har en meget tydelig fornemmelse af, at den her gang, der tror jeg, at Bruno har forstået, hvad det her drejer sig om. Og vi har faktisk meget mere erfaring i det i dag, end vi havde for 20 år siden. I dag kan vi meget præcis gå ind og sige, at vi skal have bygget organismen op til at sikre, at den kan holde leddene ved lige. Vi skal have bygget organismen op til, at vi er sikre på, at den kan holde lænden stærk, eller holde nakken stærk. Vi ved meget mere præcist, hvordan vi får lavet de her forskellige områder stærkt. I nogle tilfælde skal vi være gode til at holde senevæv og ledbånd stærke. Det var noget af det, vi så på i sidste afsnit i forhold til ryggen. Vi går ned på vævsniveau og sikrer os, at de funktioner i kroppen, som naturligt skal holde senevæv ved lige, skal holde muskelvæv ved lige, skal holde bindevæv ved lige, skal holde bruskvæv ved lige. Ligesom vi er skarpe på at få dem gjort stærk, så skal folk have rigtig godt kørende. Skulle de så være uheldige, så er vores erfaring, at så helder det lynende hurtigt op. Jeg kan huske en, jeg havde med en rygproblem på et tidspunkt, hvor jeg får ham bygget fint op og får hans system til at fungere. Så laver han noget uheldigt, hvor jeg har næsten ham på plads. Det er noget rigtig skidt, fordi fire dage senere skal han på skitur. Så siger jeg til ham, at vi lige tager det her akutte med, du har nu her, og du skal ikke være så deprimeret. Vi skal nok få dig til at fungere til, at du kommer afsted. Det kunne jeg godt se på ham. Det troede han jo ikke på, fordi det var jo en pæn opbygningsprocess, jeg havde lavet for at få hans ryg til at komme op og fungere. Men så opdagede han jo faktisk, at dagen efter han kom, der var det blevet meget bedre. Så der kunne han jo godt se, at når der kun var en 10-15 procent tilbage, bare efter en enkelt behandling. Så nu ville han sådan set gerne have sin kone med, fordi hun havde også lige en ryg problem, som hun måske kunne få fikset, inden de så skulle på skitur. Hvor jeg så sagde til ham, at nu skal du lige huske, at jeg sagde jo netop til dig, at jeg kan lave det så hurtigt og så effektivt, fordi jeg har dit system oppe at fungerer i forvejen. Så det, at der kommer noget akut, så kan det også virke lynende hurtigt, ligesom du har kendt det måske for 30-40 år siden, når du har haft noget akut.
Leon: Men det er jo nærliggende at tro, fordi man lige kan gøre det der, så kan du lige sætte en 3-4 nåle i.
Hans Erik: Og det kan vi, hvis vi har en organisme, der er ret godt kørende. Og det er egentlig det, der er budskabet i det her, og det er det, jeg tror, at Bruno har forstået nu her. Nu skal han ind og have en behandling en gang i måneden, måske hvert halvanden måned, og så holder han hans system op, så den er godt kørende. Og det betyder, hvis der så skulle komme noget, så en 2-3 behandling, så er det styr på den ryg eller nakke, hvor det bliver til en diskusprolaps, men noget meget mere simpelt.
Leon: Og hvis man vil have flere eksempler på det her med velfungerende organismer og vedligehold, så kunne man jo gå tilbage og så løbe til noget med høfeber, fordi der er det præcis det samme.
Hans Erik: Og det, vi så også har gjort her i forhold til Bruno, det er, at vi har brugt rødlysterapien. Rødlysterapien, det er forskellige bølgelængder, vi sender ind i organismen. Og nogle af bølgelængderne, de virker ind på en måde, hvor de får kroppens muskler og ledbånd til at restituere sig og kan lave en hjælp til, at inflammationsprocesserne kan blive kørt til ende. Så det væv, der har taget skade, det bliver fjernet, og kroppen får bygget det andet væv op igen. Det er der, vores rødlysterapi er rigtig effektiv. Vi bruger også en gang imellem det grønne lys, som vi har herinde, som kan bruges ved lidelser, hvor nervesystemet har lidt overbelastning i længere tid. Lige nu her ved jeg, at der går en undersøgelse i gang på grønlysterapi. Mig bekendt er vi nogle af de eneste, hvis ikke de eneste, der har det i Danmark. Men i Amerika går der en undersøgelse i gang på 2,4 millioner dollars, hvor man vil finde ud af, hvordan man kan hjælpe veteraner. Mennesker, som har lidelser efter soldatertid, til at kunne få gjort noget ved de her skader. I Amerika har man opdaget betydelig afhængighed af stoffer efter, at folk har haft smerter. Kan man få det begrænset, så vil det være rigtig godt. Vi har også den her afhængighed i Danmark. Ofte bliver det på piller. Og vi kan se nogle piller, som er ret uheldige, som mange mennesker desværre kommer til at hænge på for længe. Vi har nogle piller, som hedder Gabapentin, som bliver brugt meget til at få signalerne til hjernen til at holde op med at gå op og fortælle hjernen, at det er altså galt det her.
Leon: Det er jo et epilepsimedikament.
Hans Erik: Det er et epilepsimedikament, som man har fundet ud af, at det også kan bruges til at afhjælpe. Der kommer ikke så mange informationer til hjernen omkring de her smerter. Nogle mennesker tåler de her piller, og hvis de så tåler dem og mærker, at det hjælper dem godt, så kan de komme til at køre med dem i flere år. Og hvis man skal holde sådan nogle kroniske smerter nede med Gabapentin, så bliver jeg bare nødt til at sige, at det er noget pis. Fordi nu begynder forskningen altså at vise, at risikoen for udvikling af demens faktisk øges, når man har brugt de her piller i længere tid.
Leon: Når man har epilepsi, så kan man få Gabapentin. Det bruger man så også til ryggen, og så bringer du lige demens…
Hans Erik: … Og så bringer jeg ind, at hvis det er sådan, at det er noget, man er afhængig af at skal køre med i længere tid, så har det vist sig, at gennem længere tid øger det risikoen for demensudvikling. Og jeg bliver bare nødt til at sige, at sådan noget som det her overrasker ikke mig. Det er ting, jeg har været vidne til alle de år, jeg har kørt, at når vi kører på medicin, medicin, medicin, altså hvor det ikke bare bliver akut, eller vi klarer en midlertidlig skade, men når det bliver noget, der bliver dag ud og dag ind, så er det noget skidt. Vi bliver nødt til at bruge medicin klogt. Jeg har ikke noget imod medicin, men det skal bruges klogt. Det skal bruges i en kortere tid. Når lokummet brænder, vi har måske bevæget os ud på en tømmeflåde, der så er gået ild i, så er det måske godt nok, at vi bruger noget til at få slukket det her ild. Men derefter, så skal vi se efter, hvordan vi får situationen gjort holdbar og gjort stærkt. Det nytter ikke noget at bare bruge det derud og derind, de her medicin. De har sideeffekter. Og at de har sideeffekter, det ses også meget tydeligt af, at når mennesker for eksempel i forhold til rygproblemer kommer i gang med Gabapentin, så er der en stor del, der inden for kort tid, og det kan være inden for en uge, og det kan være inden for halvanden måned, faktisk vælger at bringe det til ophør med at bruge medicin. Fordi de kan mærke, at bivirkningerne af det bliver for store.
Leon: Den har jeg i hvert fald hørt mange gange.
Hans Erik: Men igen, det skal forstås som det her med, at vi ikke skal bruge medicin. Vi ikke skal bruge piller, som kan hjælpe os til at komme om ved smerterne. Jo, men vi skal samtidig tænke mere i, hvordan vi kommer på sikker grund igen. Og når vi først har fundet ud af det, så er det rigtig godt. En sikker grund er blandt andet vores rødlysterapi, som kan gå ind og speede processerne, helingsprocesserne op, restitutionsprocesserne, så vi kan komme tilbage til et sikkert udgangspunkt. Og når der så er ressourcer nok i vores organisme, det er det, vi tjekker med pulsen. Vi tjekker af, at der virkelig er ressourcer nok. Jamen, så kan man køre løs og få det i liv. Og så er det jo så bare et spørgsmål om, hvad kan man så selv gøre til det, når man har et system, der er rimelig kørende. Fordi så kan man jo stadigvæk gøre noget til at pleje sit system.
Leon: Altså, man taler jo meget om vedligehold, men også træning og bevægelse. Og det er jo også noget af det, som Bruno slutter af med at fortælle lidt om her til sidst.
Bruno: Jeg risikerer at gentage mig selv, men det er utrolig vigtigt, at man… Nu er jeg pensionist, at jeg rører mig hver dag på enten den ene eller anden måde. Jeg laver mine rygøvelser. Jeg traver under en tur, hvis jeg ikke kommer på golfbanen eller hvad. Jeg rører mig på en vis. Det kan bare være at slå græsplæne eller hvad det er, men man skal røre sig. Og pas på, at det ikke bliver stolen og engelske krimiserier i fjernsynet en hel eftermiddag. Sådan noget skal man passe på med. Så det er simpelthen bare med at komme ud og røre sig. Enten på den ene måde. Nogen kan klare rigtig meget. Nogen kan løbe, og andre kan gøre det ene. Men find sit eget niveau, og så rør sig.
Leon: Bruno har altså fundet noget, der virker for ham. Det har han fundet ud af over årene. Bevægelse, træning og at holde sig i gang. Er det det, der virker?
Hans Erik: Jamen træning.Ingen tvivl om, at det fungerer, når vi har et system, som fungerer rimeligt eller godt. Det er jo egentlig her, at vi skal være. Når vi har fået et system til at køre godt, så gælder det netop om, at vi har en daglig livsstil, en ugentlig livsstil, hvor vi får brugt vores organisme og får trænet. Og den her opfordring fra Bruno, den synes jeg, vi alle skal tage til os. Vi har bare godt af at holde os i gang. Og igen skal vi jo forstå, at er det ikke alvorligt, alvorligt, så kan vi altså nå rigtig langt med træninger. Kunsten er bare at få sorteret i, hvor er det, at træningen vil kunne give os gavn, og hvor er det, det er for alvorligt til at træningen er utilstrækkelig. Eller vi skal kigge ind og være lidt ærlige over for os selv. Jamen jeg kan godt se, at træningen kan være en god idé, men jeg må også være ærlig over for mig selv og sige, jeg er bare ikke så god til at få kørt den træning, der faktisk skal til, for at jeg kan få det til at fungere. Jamen så kan træningen jo lige så godt, det skal være, hvis man får det brugt og får det gjort, ja så bliver man nødt til at finde alternativer til, hvordan kan jeg få en ryg, som holder sig på sigt.
Leon: Ja, for jeg skulle til at spørge, hvad ligger der i træning? Er det tre til fem gange i et fitnesscenter om ugen, eller kan det være nok at få gået en tur og slået græsset og luet ukrudtet?
Hans Erik: Ja, hvis man gør det regelmæssigt. Og man sørger for, at der er noget andet, man så gør regelmæssigt. Når det ikke er sommer og havevejr vi skal kunne holde os i gang. Noget af det, man også skal kigge ind i, det er, at hvis man er et menneske, der i sin ungdom og sine børneår, faktisk har brugt sin krop rigtig godt, jamen så står man bare bedre, end hvis man er en i sine børneår, der ikke har brugt sin krop så meget, så er man altid meget mere udsat. Har man først bygget det op, op til 22-23-års aldereren, at man har en velfungerende krop, så har man en fordel på den lange bane.
Leon: Men så har man også en livsstil, der gør, at man gerne vil, at man gør det der.
Hans Erik: Hans Erik: Ja, lige præcis. Det, at vi bruger os selv, det er godt. Tænk ved det her, som vi talte om i forhold til Martin – det helt simple med at man får spist, og at man får spist regelmæssigt, det er også en vigtig ting for at man har en modstandskraft, en robusthed til at kroppen kan restituere sig og holde sig selv ved lige. Vi skal sørge for at få den søvn, der skal til for at kroppen kan restituere. Og har der været ekstra pres på fysisk, så skal der ekstra hvile til. Har der været ekstra pres på mentalt -en stressende livsstil i en periode, så skal vi se efter at få hentet den her overbelastning hjem igen. Så kan kroppen faktisk rigtig, rigtig meget. Og med lidt hjælp, så kan den stadigvæk rigtig, rigtig meget, selvom det er gået galt.
