Nedsmeltninger hos børn og (unge) opstår ikke tilfældigt. I dette afsnit dykker vi ned i, hvad der ligger bag voldsomme reaktioner, og hvordan balance i kroppen kan ændre både barnets og familiens hverdag.
Resume
I afsnit 29 af Det Fantastiske Menneske fortsætter vi fortællingen om 13-årige Kristian og hans mor Anette. Kristian har gennem mange år haft nedsmeltninger, som gradvist er blevet mere voldsomme, i takt med at krav, sanseindtryk og indre pres har hobet sig op. Han er et sensitivt barn med et høretab, som har krævet ekstra ressourcer i hverdagen og sat hans nervesystem under pres.
Hans Erik Foldberg forklarer, hvorfor nedsmeltninger aldrig er udtryk for forkælethed, men et tegn på, at kroppen er ude af balance og har mistet evnen til at regulere sig selv. Vi hører, hvordan indsigt, nysgerrighed og målrettet regulering af kroppen kan skabe mere ro, bedre søvn og et markant større overskud. Afsnittet giver et nuanceret blik på, hvordan små justeringer kan føre til store forandringer, både for barnet og for hele familien.
Det taler vi om:
-
Hvad nedsmeltninger hos børn dækker over, og hvorfor de ikke opstår tilfældigt
-
Sensitivitet, sansebelastning og ophobning af indtryk over tid
-
Forskellen på forkælethed og børn i ubalance
-
Kroppens evne til selvregulering og betydningen af balance
-
Akupunkturens rolle i at støtte ro, søvn og følelsesmæssig regulering
-
Hvordan familiens trivsel ændrer sig, når barnet får mere overskud
Hvem er med?
Kristian Finderup og hans mor Anette Finderup sammen med akupunktør Hans Erik Foldberg i samtale med Leon Rask Sørensen.
Lyt hvis du…
-
er forælder til et barn med voldsomme reaktioner eller nedsmeltninger
-
oplever, at dit barn er meget sensitivt eller hurtigt bliver overbelastet
-
vil forstå børns adfærd som signaler fra kroppen
-
søger håb og konkrete perspektiver på bedre trivsel i familien
Læs afsnittet:
Leon Rask Sørensen: Andet afsnit om nedsmeltninger hos børn. Hej Hans Erik.
Hans Erik Foldberg: Hej Leon.
Leon: Jeg ved, at der er mange, der har glædet sig til at høre det her afsnit, fordi de fik jo ikke løsningen i forrige afsnit. Så hvis vi bare sådan skal komme med en disclaimer, kommer den store forkromrede løsning på det her med nedsmeltninger i det her afsnit?
Hans Erik: Jamen nedsmeltninger, det drejer sig om, at det aldrig, aldrig, aldrig opstår tilfældigt. Og når ting ikke opstår tilfældigt, så er der en grund, der er en sammenhæng. Og det er den sammenhæng, vi altid skal finde frem til. Når vi har sammenhængen, så er det ikke det store problem at gøre noget ved det.
Leon: Så det er et ja?
Hans Erik: Det er et ja.
Leon: Så er vi kommet så langt, så hvis man vil have løsningen på det her, så skal man høre afsnittet færdigt. Afsnittet tager udgangspunkt i 13-årige Kristian Finderup og Kristians mor (Anette Finderup), Kristian, der får de her til tider ret voldsomme nedsmeltninger. Vi talte om det i sidste afsnit også, at det her med mange bække små til at bægeret så lige pludselig fra Kristians vedkommende flyder over. Noget, vi ikke har været inde på endnu, det er det her med, hvor lang tid har det så stået på, altså de her dråberr, der bliver fyldt i bægeret. For det er faktisk ikke noget nyt, at Kristian han i en udfordret teenage-alder pludselig begynder at få nedsmeltninger. Det har faktisk stået på igennem mange år.
Anette Finderup: Altså det går mange år tilbage. Kristian har altid været et meget sensitivt barn på mange områder. Vi fandt ret sent ud af, at Kristian har det her lille høretab på helt diskante toner. Der var han i 1. eller 2. klasse, før vi egentlig kunne begynde at måle på det. Nu har han fået nogle hjælpemidler knyttet til det i klassen, hvor han har fået en sound enhancer, hvor alle de her ekstra ressourcer, han har skullet bruge på at lytte, de er også lige pludselig blevet frigivet. Det kan vi mærke gør en forskel. Og der er ingen tvivl om, at mange bække små, altså at man har et sensitivt sind, og at man har nogle høreproblemer, som kræver ekstra ressourcer. Det har gjort for Kristian, at det er egentlig noget, der altid har været der. Han har altid været sådan en, at hvis vi er til familiefester, så er han ikke den, der løber forrest og nyder at være der. Tværtimod vil han gerne sidde med nogle få, fordi han bryder sig ikke om de her større forsamlinger, og det har han aldrig gjort. Og det har vi jo prøvet at hjælpe med at navigere i. Men der er ingen tvivl om, at i takt med, at han er blevet ældre, så har det også eskaleret lidt. Og da jeg blev bekymret sidste gang, han havde en nedsmeltning, fordi jeg syntes, at det var for voldsomt i forhold til, hvor et 12-årig barn skulle være henne, så valgte vi at forsøge at handle på det. Og i bagklogskabens lys er det nok noget, vi skulle have gjort for lang tid siden, for så kunne vi have taget det opløbet.
Leon: Noget af det nemmeste i hele verden er at være bagklog, men det er sjældent, at vi kan bruge det til noget. Men hun har jo fat i noget alligevel, Anette. “Hvis vi nu bare havde vidst det, vi vidste i dag, ja, så kunne vi have grebet ind tidligere”. Spørgsmålet er så, kan man det, og hvad er det, man skal være opmærksom på, når man ser de her ting? Ofte vil man jo forbinde det med noget forkælethed. Hvornår er det ikke længere forkælethed? Hvornår er det de her nedsmeltninger? Hvad er det, man skal holde øje med, hvis man skulle have grebet tidligere ind?
Hans Erik: Hvornår er noget forkælethed?
Leon: Jamen, det er jo svært. Men jeg tænker bare, at det er ofte den, man har, når vi vender tilbage til det nede i Netto, så står der en unge, der skriger, fordi den ikke får sin vilje, og så siger man, at jeg vil have slik.
Hans Erik: Så vi er lidt tilbage til det her med, at der, hvor vi har indsigten, der sætter vi måske nogle prædikater på, nogle stempler på. Sådan en forkælet unge, eller I skulle se efter at få dem opdraget. Jeg kan huske en gang, jeg var ude og holde lidt kursoplæg for pædagoger og lærere, hvor jeg gik ind og beskrev et barn, som var den udadreagerende type. Og det var ret interessant. Jeg beskrev sådan stepvis, at prøv at se her, her har vi et barn, det er det her barn, som sidder i en situation, i en klassesituation, og bare snakker i timen, og ikke hører efter, hvad der bliver sagt, og råber så pludselig op og så videre. Og kommentarerne var sådan ligesom, at han skal bare have videre, han skal holde sin mund, og efterhånden, han skulle også bare sættes på plads. Og så kom der noget, som kunne måske antyde et eller andet med, at han var uopdragen. Jamen de forældre, de skulle simpelthen også sættes på plads, for de skulle også gøre et eller andet. Og så udviklede den sig mere, og hvortil jeg så på et tidspunkt siger, jamen så sker der det, at barnet her, og vi er altså 10 år tilbage, barnet her viser sig så at blive undersøgt og udredt. Og så er der faktisk en diagnoser bag, der er en ADHD. Nå, blev det så sagt. Jamen det er jo noget helt andet. Og det er her, jeg tænker, hvor har vi som mennesker svært ved at forstå, at der er altid et eller andet bag. Men i udgangspunktet, så har vi en stor tendens til bare at stemple det, eller sætte det i bås, eller hvad der er forkert, eller nogen har gjort et eller andet forkert. Men hold op, hvor skal vi altså, hvad skal man sige, hold fast i os selv, og så sige, hallo, der er jo en grund til, at et eller andet sker. Når vi går fra en lille indsigt, og så op til vi har indsigten, så er det jo ikke lige pludselig noget andet. Det er jo noget andet hele tiden, end det vi måske umiddelbart ser. Kan vi lære at tænke den der tand videre, at ja, der ligger noget bag? Kan vi lære at få øje på, hvad det er, der ligger bag, eller få øje på, hov, der er noget her, som faktisk kan reguleres på plads. I kinesisk medicin taler vi meget om balance. Alt i denne verden, når vi tænker lidelsesmæssigt, helbredsmæssigt, det drejer sig om at få organismen, mennesket, bragt i balance igen. Balance mellem yin og yang. Yin er det rolige, det kølende, det stille i natur. Og yang er det mere aktive, det udadreagerende, det er varme, det er bevægelsen. De her to modsatrettede energier, de skal stå i en fin balance med hinanden. Og når de er i en fin balance med hinanden i vores organisme, så er kroppen til at kunne regulere sig selv på bedste vis. Og kunsten for os mennesker, hvis vi nu skal tale bagklogskab, det er egentlig at kunne spotte, hvornår jeg har et barn, som er ude af balance i en grad, hvor det ville være gavnligt, at det kunne blive rettet på plads.
Leon: Så allerede ved de tidlige tegn med den forkælede møgunge, skal man et skridt tilbage og sige, okay, nu er det anden gang i denne her uge eller på denne her måned. Hvad er det… altså være nysgerrigt på den del?
Hans Erik: Ja, når der er noget, som altid tiger, hvor man kan se, at man sætter et barn på plads, men det sker det samme igen, det sker det samme igen, så kunne det jo godt være, at der var noget bag. Hvis det er sådan, at vi har et barn, der altid reagerer for kraftigt, måske er fyldt op med søde sager, mange har fået øje på det her med søde sager, gør et barn hyperaktiv, så kan det godt være, at man skal stille sig selv spørgsmål. Er vi med til at give det her barn, vores barn, noget, som gør, at vedkommende har svært ved at kunne regulere sig selv? Det var ikke det, der var aktuelt i forhold til Kristian, men det kunne jo være i andre tilfælde. Og så er det jo så ganske simpelt, hvis det er sådan, at der er for mange søde sager, som bliver væltet ind, ja, så er det jo et spørgsmål om at holde af med det i 14 dage, og så se, hvad der sker. Har vi fået et andet barn ved det? Ja, så kunne det godt være, at der var noget der at hente. Altså sværere behøver det jo at være i indledningen.
Leon: Og hvis man så skal sætte et andet billede på, nu siger Anette også det her med, at Kristian han altid har været et sensitivt barn, så hvis man er forælder til et sensitivt barn, så opdager man også hurtigt, at hvis der er for mange aftaler i kalenderen, så skal der lige være en fridag. Altså den har vi jo alle sammen lært, den har vi forstået, men den her med nedsmeltningerne, den er sværere.
Hans Erik: Den er sværere, fordi den er mere kompleks, og der er flere ting, der kan være på spil. Altså så kommer man på overarbejde, fordi at nu for eksempel Kristian, der har en sværhed i forhold til hørelsen, jamen så skal man anstrenge sig mere for at kan fange tingene. Der er måske nogle logikker, som man ikke helt får fat i, fordi der er dele af noget, der bliver talt om, som man ikke fuldt ud får fat i, så derfor har man ikke forståelsen. Jamen det er jo frustrerende. Det er også frustrerende, og måske altid kan virke ind i settings, hvor man er helt til stede. Det er noget af det, der kan hæmme med hørelsen. Men er man sensitiv, så kan man heller ikke virke ind i settings, fordi man er måske med på den vilde leg, eller hvad det kan være. Det er hele tiden et spørgsmål om, at når noget bliver for meget, hvordan kan vi så hjælpe det på vej?
Leon: Og i Kristians tilfælde, og i mange andre tilfælde, har du så hjulpet den her balance, du også nævnte, på vej med akupunkturen, så der kommer lidt mere yin og kommer lidt mere yang, og det er det samme med det hele, og alt det der, du nu lige sagde lige før. Og det har også haft en positiv effekt på Kristian i forhold til at kunne sortere lidt fra.
Kristian Finderup: Jeg er jo begyndt at være meget mere sådan… Hvad skal jeg kalde det? Nu, hvis der kommer sådan nogle kommentarer, som hun sagde, så kan jeg meget lettere få det til at flyve ind i det ene og ud af det andet, og ikke så meget tage det ind, fordi jeg er blevet mindre sensitiv, synes jeg selv. Jeg er blevet meget mere rolig i det, og ja, jeg sover bedre.
Leon: Så det er blevet lettere?
Kristian: Det er blevet lettere.
Anette: Vi ser ikke den her udadreageren længere overhovedet, faktisk, som rigtigt. Og så har Kristian også haft tendens til at pege noget indad, og sådan lidt bebrejde sig selv, at det er ham, der ikke var god nok, eller det er ham, der ikke er noget værd. Det er han også blevet bedre til at være i, og sige, jamen, det handler ikke om mig, det handler om noget, der ligger hos de andre, og ikke hos mig.
Leon: Dejligt at høre, hvordan det skrider frem for Kristian her. Igen sætter han jo lidt ord på, altså, når nogen siger et eller andet, som tidligere kunne gøre, at han syntes, det var lidt træls, så bare ind af det ene og ud af det andet. Og Anette, hun nævner også nogle forandringer hos ham, som tyder på, at det går i den rigtige retning. Spørgsmålet er altså bare, hvad har du gjort ved ham?
Hans Erik: Ja, hvordan er man kommet hertil? Fordi det, vi kan se med Kristian, det er jo, han er jo et begavet væsen af den alder, han har. Så han har egentlig været i gang med mange af de der gode strategier, man kan lave. Når vi har en tendens til, at vi hober ting op, f.eks. håber ting op med kammerater eller i skolen eller noget, jamen, så er det egentlig to veje at gå, vi skal have også lært. Vi skal have lært at sige fra over for det, som vil være en del af, eller som bliver for meget, altså at skubbe det fra os. Det er meget, meget vigtigt, at vi kan det, fordi hvis ikke vi kan gøre det, så hober vi tingene op. Og det har Kristian gjort, tænker jeg, før i tiden. Men egentlig er jeg blevet bedre til ikke at gøre det for meget. Vi skal også være gode til at gå den anden vej og be om, hvad det er, vi har brug for. Det er det, jeg kalder at gå i dialog. Og det er jo her, man som forælder en gang imellem går i dialog med lærere om, hvordan ser I mit barn her? Hvordan fungerer han i sammenhænge? Har han nogle specielle behov? Ja, Kristian havde bl.a. det her med ørerne ikke også, og kan så få hjælp til det. Men de behov skal jo imødekommes et hen og vejen. Men en gang imellem, så ligger der jo også noget bagved det her.
Leon: Der må jeg bare lige indskyde der, fordi dialogen går begge veje. Nu siger du det fra forældreperspektivet om, hvordan ser I, hvordan oplever I? Nu i det her tilfælde med Kristian, så vil lærerne givetvis sige, vi ser en glad dreng, som trives og leger med de andre og alle de her ting, for der var jo ikke noget i skolen. Og nu løfter jeg pegefingeren, det var intuitivt. Men så skal lærerne vel også tænke, når forældrene oplever det her derhjemme, men vi ikke oplever det, så hvad er det nu, der sker?
Hans Erik: Så nu har vi den med indsigten igen. Der er altid en grund til, at der er en forælder, der kommer op og siger, at der er et eller andet problem i skolen, hvis der ikke er et eller andet problem derhjemme. Hvis der er et eller andet problem. Man skal altid prøve at blive lydhør. En gang imellem, så har vi lyst til at lave en shortcut eller “Ah, det betyder ikke noget, det er bare alder, det skal bare overståes”. En gang imellem, så virker det også. Men kommer den igen, så skal vi jo prøve at tage det alvorligt, eller at række hånden ud, og så prøve at hjælpe på vej.
Leon: Så er vi tilbage til det der med den nysgerrige del.
Hans Erik: Ja, lige præcis, i stedet for at vi bare sætter stemplet på. Så den del skal vi have med. Det er meget, meget vigtigt ikke at sætte stemplet på forhånd. Nummer to ting, altså nu er han blevet meget bedre, så jeg vil bare sige, at Kristian har ikke fået så mange behandlinger, for at kunne komme hertil, for han har egentlig godt været på vej. Han har været heldig med forældre, og måske også et stykke hen ad vejen med skolen, det kender jeg ikke nok til. Men så viser det sig jo bare, at det at det har været så stort et problem, det er jo faktisk en indre regulering, som ikke har været på plads. Og det er jo her, vi har været inde og får prøvet at skabe en diagnose på, hvordan er det, at Kristian er ude af balance. Hvad er det, der har været? Og i sidste afsnit talte jeg lidt om det her med, at vi kan godt have det sådan, ligesom en skraldespand, der bliver fyldt for meget op.Altså der er mange påvirkninger, der er mange ting, der irriterer, eller hvor han måske føler sig utilstrækkelig, eller bliver kanøflet af nogen, hvor det hober sig op i ham. Og hvis man ikke har en evne til at udligne den der ophobning eller spænding, som det giver, så er det, at det bygger sig op og bliver til en nedsmeltning. Og noget af det, vi kan med akupunkturen, det er, at vi kan hjælpe kroppen til, at bedre kunne regulere sig selv, bedre kunne regulere hjernen, bedre kunne regulere faktisk det energisystem, som i kinesisk medicin har forbindelse til leveren. Det er det system, der gør, at vi får spændinger, vi får ophobninger, vi får frustration, eller lettere at få frustration i vores organisme. Den mekanisme skal vi have på plads. Og når jeg siger leveren i den her sammenhæng, så er der også nogle børn, som skal være opmærksomme på, eller forældrene skal i hvert fald være opmærksomme på, at hvis der er den her spændingstendens, så er der ét søde sager, vi skal være opmærksomme på, ikke at dosere, eller hvad skal man sige, sende vores børn afsted med for mange søde sager, men vi skal samtidig også være opmærksomme på, måske ikke at give mad, der indeholder alt for meget tilsætningsstoffer, eller fabrikeret mad. Det, der er godt at tænke ved børn, der har det her, det er egentlig at tænke lidt i retningen af, det mad, der står på bordet her, er det noget, min mormor eller min oldemor kunne komme i tanke om at sætte på bordet, eller havde adgangen til at kunne sætte på bordet? Fordi det er noget af det, der virkelig kan påvirke vores leversystem og gøre, at vi bliver mere anspændt i vores organismer og bliver mere sensitive og har sværere ved at få tømt den der skraldespand, hvor impulserne hober sig op i, som er med til at skabe den her nedsmeltning. Det er det her system, vi er rigtig meget inde og påvirke mange gange med de her børn.
Leon: Og så nævner du det med kosten og giver alle vi andre dårlige samvittigheder for det, vi serverer for vores børn…
Hans Erik: … Nej, vi skal ikke tænke det som dårlig samvittighed, men vi skal tænke på, at hvis vi har de her tendenser, så kan det godt være noget, vi kan hente her. Men igen, det er det samme som, fordi vi bare lige regulerer det med kosten, så er det på plads. Det er måske mildere tilfælde, at det er på plads, men ikke desto mindre, så kan det have en betydning.
Leon: Men det, jeg ville frem til, det var, når der så kommer folk i din klinik her, og du kigger på tunge og du mærker puls, så er noget af det første, de skal gøre, det er, at de skal udfylde sådan et spisevanekort. Og det er vel netop for at få dig en idé om, hvad kører man indenbords?
Hans Erik: Ja, og vi er på ingen måde fanatiske. Hvis vi går ind og bliver fanatiske, så bliver jeg bare nødt til at sige, så bliver det noget, der kan overholdes for en stund, for en kortere periode, og så vil man falde tilbage i noget andet. Men det kan godt være, hvis der nu er en tendens til, at man kan se sådan nogle prefabrikerede fødeemner her, der er på spil, som egentlig fylder måske 40 % af den fødeindtag.
Leon: Det kunne være en god frysepizza. Er det sådan noget, du mener?
Hans Erik: Ja, det kan være noget i den retning. Det kan være morgenmadsprodukter, som er prefabrikerede. Hvis vi tager en god gang havregryn, eller vi tager en skive rugbrød eller vi tager en grovbolle, så er det mad, der er sådan mere enkelt bygget op, og hvor der ikke er en masse tilsætningsstoffer eller raffineret mad i. Det raffinerede har bare vist sig, at det er i den grad, at det går ind og påvirker vores leversystem, og det er bare ikke godt til børn, som har de her tendenser, eller voksne for den sags skyld, der har de her tendenser, eller som måske er stressede. Der er det noget, vi kan kigge ind i. Så det her energisystem, som har med leveren at gøre, det skal vi være opmærksomme på i forhold til vore børn. Men vi skal samtidig være opmærksomme på, om de her børn er udtrættet. Noget af det, der blev nævnt i forhold til Kristian, det er, at han går død hen på dagen, og når han går død, så bliver han egentlig overtræt. Hvem kender ikke et barn, som man skal have til at sove, nu er vi nede i babyalder, som bliver overtræt? Ja, der kan man ikke falde i søvn. Så noget af det, der er løsningen for de her børn, det er ofte også at komme op og få noget mere energi. Når de får noget mere energi, så får de mere energi til at kunne regulere deres fordøjelsessystem, og de får mere energi til at kunne nære hovedet og holde hovedet klart. Og så ser vi faktisk, at børn falder mere i et med sig selv. Og så får vi noget af den evne til at kunne regulere sig selv, så får vi fat i noget af den.
Leon: Og hvor meget af det her, du lige har sagt, der så egentlig gør sig gældende for Kristian, og hvor meget der sådan er mere generelt, det er sådan lidt sagen uvedkommende, fordi du nævnte det også, at han har fået relativt få behandlinger med akupunktur, ikke? Så jeg synes, at vi skal høre, hvordan i hvert fald Anette oplever ham nu.
Anette: Jamen, mor, hun har fået en søn, som hun skal op og væk hver morgen. Det har hun aldrig prøvet før. Det tror jeg faktisk aldrig nogensinde, at Kristian har været et sted, hvor han er blevet vækket om morgenen, for han har altid vågnet af sig selv. Jeg har fået et barn, der er meget mere rolig. En dreng, der er meget mere reflekterende. Der er stadigvæk udfordringer, og der kan stadigvæk være episoder, der er trælse. Men han har på en eller anden måde fået et overskud, der gør, at han kan trække på skulderen og sige, jamen, det har ikke noget med mig at gøre. Det er noget, der sker over i den dreng, der drillede mig, eller den, der gjorde noget, der var irriterende ved mig. Og så er han blevet sådan helt hjælpsom. Det er ikke et problem at gå tur med hunden, eller gå ud med affaldet, eller komme og hjælpe med at lave aftensmad. Det er hyggeligt nu, hvor det førhen var en kamp. Så jeg har oplevet, at jeg har fået en helt anden dreng. En dreng, der er meget mere i ro med sig selv, hvor vi kan bruge tiden på at hygge os og være sammen, i stedet for at have alle de her kampe, som man jo normalvis vil have med en teenager. Og det giver da en masse ro, både for mig, men det giver der også en masse ro på bagsmækken, i forhold til, hvordan man får familielivet til at fungere. Der er ligesom, så kan man sætte et tjekmark og sige, jamen her, der er ikke noget, der har brug for den samme grad af fokus, som den har haft tidligere. Og det skaber jo også overskud og frie ressourcer hos mig som mor, til at jeg kan have fokus på noget af det, der er hyggeligt og sjovt, og skabe gode oplevelser, i stedet for at forsøge at håndtere den her krise, eller et barn, der er i mistrivsel.
Leon: Ja, nu bliver der jo tegnet det her idylliske billede af en velfungerende familie, hvor den store knægt Kristian går ud med skraldet og tager hunden med og fortsætter rundt om hjørnet og går en tur og kommer hjem og hjælper med at lave aftensmad, og de hygger, og der er ikke nogen kriser.
Hans Erik: Ja, det er næsten for godt til, er det sandt?
Leon: Det er helt idyllisk, men for godt til at være sandt; det er jo ikke noget, vi har fundet på.
Hans Erik: Nej, men det er jo lidt vildt. Men det er jo faktisk det her, vi ser igen og igen. Altså, vi ser det her, når et menneske fungerer, som måske er med til at påvirke familien i mistrivsel, så sker det det, når den her balance opstår igen, når overskuddet kommer, når det der ubalanceret bliver balanceret ind, så begynder vi at vise os egentlig som vores sande natur. Altså det her med Kristian, der gør de ting, som han egentlig får at vide, ja, det tænker vi, det er helt unormalt. Nej, det er faktisk ikke unormalt. Det er faktisk, når de ikke gør det, det er det, der er unormalt. Det er sådan børn, de er, at de ikke gerne vil hjælpe. Børn vil rigtig gerne hjælpe, men forudsætningen for at være det sted, det er, at man er i balance med sig selv. Tænk på dig selv. Når det er sådan, der er noget, du er ude af balance i i forhold til, jamen, så er du heller ikke så hjælpsom, du er heller ikke så imødekommende, men så snart du er i balance med dig selv og synes, livet er fantastisk, og du føler overskud og ser solen skinne, jamen, så er du også den der omgængelige person, der har lyst til at være der for dine medmennesker. Det er faktisk det, som Kristian jo kommer frem med her. Og det betyder, så er der mange af de der skærmydsler, som ellers ville opstå i en familie, de opstår simpelthen hernede.
Leon: Og der er også den der de spiral, som du også fortæller om, fordi når barnet, hvis vi tager den vinkel på, når barnet opdager, at hvis jeg går med hunden og får tømme skraldespand og hjælper lidt, så er der faktisk lidt overskud til, at vi kan spille et spil senere. Og så ved jeg godt, at man ikke nødvendigvis tænker sådan, men det bliver så den naturlige rolige… og det giver dig lidt kuldegysninger.
Hans Erik: Ja, lige præcis. Og når jeg ser ind i min klinik, hvad jeg ser af forældre med småbørn, eller teenagebørn, eller derimellem, så er det jo mange gange, at de her voksne forældre, de egentlig er slidt ned, fordi man bruger overmåde meget energi, fordi ens familie ikke er så velfungerende, eller er oppe og køre på en eller anden måde. Der kan hentes rigtig meget i, at børnene fungerer. Ja, så får man også som voksen overskuddet. Og det er jo også det, de begge to beskriver her.
Leon: Og som det sidste her, for vi er færdige med de her to afsnit om nedsmeltninger, så får Anette lige lov til at sætte et par ord på, bare lige for at slå hovedet på sømmet på, hvor godt det så går med Kristian og resten af familien i dag. For hvis vi kan huske tilbage til det her med, at Kristian tidligere har været sensitiv, og han ikke har været så glad for store forsamlinger, og han ikke er den, der er gået forrest, ja, så er der faktisk også sket en hel masse på den front.
Anette: Nu har han jo lige startet syvende klasse, og der er jo mange flere sociale arrangementer. Der er ungdomsskole og sådan nogle ting. Og det er han da meget mere aktiv på i forhold til, altså han har været tidligere. Kristian, han har altid søgt færre mennesker og ikke større forsamlinger. Og der er det da i hvert fald mit indtryk, at du synes det er fedt at komme i ungdomsklub, om det er den ene eller det er den anden klub, men det her med at kan være sammen i en større forsamling og være en del af et fællesskab, det er der mere overskud til nu end der har været tidligere.
