I dette afsnit ser vi nærmere på balanceproblemer, svimmelhed og prikken i kroppen som tegn på, at nervesystemet er overbelastet – og på, hvordan kroppen kan genopbygge stabilitet igen.
𝐑𝐞𝐬𝐮𝐦𝐞
I afsnittet følger vi Annagrete, som efter operation for spinalstenose mister sin balance og oplever markante begrænsninger i hverdagen. Hun kan ikke længere gå sine ture, danse eller passe sin have, som ellers giver hende livsglæde.
Hans Erik Foldberg forklarer, hvordan balance hænger tæt sammen med nervesystemets evne til at sende og regulere signaler, og hvorfor problemer ofte først bliver tydelige, når systemet er hårdt belastet.
Vi får indblik i, hvordan akupunktur, arbejde med arvæv og nøje doseret brug af rødlys kan støtte nervesystemets restitution. Afsnittet nuancerer også brugen af hjemmeapparater som massage, varme og rødlys, og hvorfor velmente tiltag i nogle tilfælde kan provokere et sårbart nervesystem.
𝐃𝐞𝐭 𝐭𝐚𝐥𝐞𝐫 𝐯𝐢 𝐨𝐦:
- Balanceproblemer og svimmelhed som tegn på forstyrrelser i nervesystemet
- Nervesystemets rolle efter operationer i ryg og ben
- Sammenhængen mellem arvæv, nerveirritation og symptomer
- Akupunktur og rødlys som støtte til nervevævets restitution
- Risikoen ved varme og massage ved et sårbart nervesystem
- Hvorfor “for meget” også kan forværre symptomer
𝐇𝐯𝐞𝐦 𝐞𝐫 𝐦𝐞𝐝?
Anneagrete Ingstrup Nielsen, Jeppe Bjerg Mikkelsen og akupunktør Hans Erik Foldberg i samtale med Leon Rask Sørensen.
𝐋𝐲𝐭/𝐬𝐞 𝐦𝐞𝐝, 𝐡𝐯𝐢𝐬 𝐝𝐮:
- Oplever balanceproblemer, svimmelhed eller prikken i ben og fødder
- Er blevet opereret, men ikke føler, at kroppen er kommet helt til sig selv igen
- Vil forstå kroppens signaler før problemerne bliver alvorlige
- Er nysgerrig på, hvordan nervesystemet kan genopbygges nænsomt
Podcasten findes på Spotify og YouTube.
Læs afsnittet:
Leon Rask Sørensen: Andet afsnit om forstyrrelser i nervesystemet. Velkommen til og også velkommen til dig, Hans-Erik.
Hans Erik Foldberg: Tak.
Leon: I sidste afsnit havde vi jo både Anne-Grethe og Jeppe med. Jeppe havde den her varmeudveksling; en varmefornemmelse i balle og lår, som der kom styr på. Og så havde vi Anne-Grethe, som oplevede, at balancen lige pludselig forsvandt efter operationer for spinal stenose.
Hans Erik: Ja, man kan jo sige, at det her er jo to forskellige eksempler på, hvordan vores nervesystem kan falde ud. Hvor Jeppe havde diabetes, som var en del af årsagen til, at hans nervesystem pludselig går i kaos og begynder at sende nogle signaler, som ikke giver mening. I forbindelse med Anna-Grete, jamen, her går der også kludder i nervesystemet. Hvor at man ved, at hvis man kører videre med en spinal stenose, en spinal stenose er altså en situation, hvor man inden for rygsøjlen har en tilstand, hvor en nerve bliver afklemt, og man går så ind og laver en pladsgivende operation, som gør, at der er plads til nerven, at den kan komme igennem. Og så kan hun have det ganske godt efter operationen, og så efter en to-tre måneder, så begynder det lige pludselig at give nogle ubehagelige symptomer, som væsentligt griberr ind i hendes livskvalitet.
Leon: Ja, det gjorde det i den grad, fordi hun blev jo temmelig begrænset, fortæller hun.
Anna-Grethe Ingstrup Nielsen: Det var da træls, og det gjorde, at jeg ikke kunne gå mine ture, og når vi var til fest, kunne jeg ikke danse længere. Så det begrænsede mig, og ens humør blev da også dårligere af det, når man ikke kan det, man gerne vil. Og jeg har en meget stor have, hvor jeg brugte meget tid i, men jeg kunne ikke bukke mig, så det begrænsede mig også.
Leon: Hun lyder for mig som en rigtig livsnyder, Anne-Grethe. Altså det der med at gå ud i den store have og få ordnet de ting, hun skal ordne, det er at nyde det samtidig med, ikke som vi andre, der går ud i haven for at livsnyde.
Hans Erik: Når vi siger livsnyder, så har vi altid noget med, at så sidder vi der og nyder mad eller vin eller et eller andet, så er man livsnyder. Men man kan jo godt nyde haven.
Leon: Livsnyder og havennyder. Det, jeg bare ville frem til, det var, at når jeg går i haven, så er det oftest for at luge ukrudt, som jeg ikke har luget i alt for lang tid…
Hans Erik: Du nyder ikke at gå i haven, det kan vi godt høre.
Leon: Nej, men jeg vil gerne derhen, hvor jeg synes, at det kunne være fedt at gå ud i haven. Og så det der med at gå ud og danse og hygge sig på den måde, det kan hun lige pludselig ikke mere.
Hans Erik: Det er hun frataget. Altså noget af det, jeg vil gøre, når vi har en Anne-Grethe inde, og hun nævner sådan nogle ting her, så laver vi jo en lille test på hende, for at se, hvor galt det er, og beder med hende om at stå med samlet ben og armene frem og lukke øjnene. Ja, så var hun voldsomt udfordret. Og bare det at skulle løfte benene med lukket øjne, det kunne hun ikke. Interessant med Jeppe, som vi havde her i sidste afsnit, som havde symptomerne op i baller og i benene. Han får også lavet sådan en test, og interessant, han snakkede om, at hans balance ikke er i orden. Men da vi lavede testen på ham, fordi jeg tester nervesystemet for at se, hvor udfordret er nervesystemet, så var hans nervesystem faktisk også væsentligt udfordret. Og det her er bare noget, vi ikke skal tage fejl af. Hver eneste gang, vi har et nervesystem, som er udfordret, så er balancen med. Men det skal faktisk være udfordret ret meget for, at det går op for os, at det er et problem. Så når vi bliver ældre, og så nerveseystemet for alvor er stået af, altså ikke kan følge med til at sende impulserne nede fra fødderne, som fornemmer, hvordan vi står op til hjernen, så hjernen kan regulere efter det. Når det begynder at falde væsentligt, væsentligt, væsentligt ud, så ser vi virkelig, at vi har et problem. Og det er jo det, at Annagrethe ser i det her tilfælde.
Leon: Så hvis man begynder at miste balancen ud af det blå, eller over noget tid, så er det, at man skal være opmærksom på, at så er der noget helt galt?
Hans Erik: Så skal man se efter at agere på det, fordi det er et tegn på, at ens nervesystems evne til at kunne kommunikere, altså sende de impulser, og sende de impulser i den hastighed, de skal sendes, den er på vej ned. Og for Anna-grethes vedkommende er det lige pludselig alvorligt på vej ned. Interessant er det, som jeg sagde i forhold til Jeppe, at der var det også i spil. Så snart vi har nogle symptomer, signaler for vores nervseystem, som ikke skal være der, så er vi i gang med den her degeneration, som vi ser, når vi bliver ældre. Og det skal vi reagere på. Tinnitus, det samme, det er et tegn på, at nervesystemets måde at fungere på, den kører på nedsat kraft. Det er altså vejen til at blive gammel før i tid.
Leon: Men har det, at man mister balancen, altid noget med nervesystemet at gøre, altså med ørersten for eksempel? Så kommer man rundt der, og så er det væk.
Hans Erik: For at der kan opstå ørersten, for at der kan opstå balanceproblemer, svimmelhedsproblemer, så er resiliensen, modstandskraften i vores nervesystem, så skal den være nedsat. Det er sådan, vi ser det i kinesisk medicin, og når vi behandler det, så går vi altid ind og styrker nervesystemets måde at fungere på. Så ting, som mange gange man kunne finde ud af at håndtere, for eksempel med svimmelhed, og hjælpe folk af med det her, når vi får dem behandlet på en måde, hvor vi får sat flere ressourcer i nervesystemet, så nervesystemet får en større robusthed, så reparerer det, så udbedrer det de her ting. Vi modtager mange patienter med svimmelhed, som, det er jo også fordi, du er blevet ældre, og du skal jo også lige kigge på din dåbsattest, de der forfærdelige ting, som man kan sige til mennesker til, ligesom at sige, hold nu din kæft, forstå nu, at du er blevet gammel, og tingene bliver kun værre. Jeg kan ikke acceptere det, fordi vi ser i langt, langt, langt, langt de fleste tilfælde, så kan vi udbedre de her ting. Det betyder, vi er faktisk i stand til at kan bringe noget mere livskraft tilbage i de her mennesker, og det er det, vi skylder dem at fortælle dem, at det er det, der er problemet. Det er kun fordi, du bliver gammel. Altså, vi ser der mennesker på 90 og 95 år, som kan fungere ganske udmærket. Vi ser mennesker, som bliver fanget ind i en svimmelhed, som bliver gammel, lynende hurtigt. Anne-Grethe her, hvis vi havde været inde og hjælpe hende til at kunne fungere, så var hun en af dem, der jo blev væsentligt hurtigere gammel, altså før tid. Og det er jo synd, når man er så livsglad en person, som Anne-Grethe har været og er af natur.
Leon: Og det lyder som om, at det er en kæmpe “operation”, at det er et omstændigt projekt, og det tager lang tid, men jeg synes jo faktisk, at det går relativt hurtigt med Anne-Grethe. Det fortæller hun i hvert fald selv.
Anna-Grete: Jamen, to og en halv måned efter. Jeg gik jo to gange om ugen i starten, de første måneder. Eller lang tid.To og en halv måned, der lige pludselig, så havde jeg mine balance tilbage, og jeg kunne stå stille i længere tid. Så det var helt fantastisk. Så kunne jeg begynde at bruge min hverdag, som jeg var vant til.
Leon: Ja, to og en halv måned, så er der egentlig styr på, at Anna-Grethe igen fortæller hun. Og så siger jeg, at det er ikke så omstændigt, og det går relativt hurtigt, men er det her hurtigt, eller er det i virkeligheden et langt forløb, hun har været igennem?
Hans Erik: Ja, det man kan sige i forhold til det, hun fejler, så er det sådan en normal tid, hvad det tager at bygge noget op, som var kørt så langt ned, som hun egentlig var. Når vi behandler, så gør vi egentlig tingene lidt op i, at der er nogle ting, vi kan håndtere lynende hurtigt. Der er nogle ting, hvor vi kan nøjes med at behandle to-fire behandlinger, så har vi styr på problematikken. Der er også nogle tilfælde, hvor det er sådan en arbejdsproces at få kroppens evne til at kunne restituere sig i det hele taget, for det til at kunne fungere igen. Og der er det også, som det var her med Annagrethe, en ren og skær arbejdsproces. Det er egentlig ikke noget, der er vanskeligt. Det er ikke noget, man er så meget i tvivl om, det her vil virke eller det ikke vil virke. Når vi kører sådan en målrettet proces, hvor jeg går ind og siger, at det her er en gemen arbejdsproces for at få det til at fungere igen, så er det typisk også det, vi ser, og det var det, vi så med Annagrethe her. Vi kan også have nogle processer, hvor det kan være svære arbejdsprocesser. Hvis vi fx behandler nogle rygproblemer, hvor det er sådan, at der kan sidde nogle diskusprolapser, så kan det godt være besværligt gjort, hvor vi egentlig kan se, at vi kan godt bedre på det her, vi kan få nervesystemet til at fungere bedre, men vi er ikke 100% sikre på, om det her diskus er noget, der kan trække sig. Måske er det noget, der skal opereres, men så ved vi, at der kan være en arbejdsproces i at få bygget systemet op, så det kan komme op og fungere på et normalt niveau igen, men måske er der stadigvæk nogle symptomer, så informerer vi om, at det kan godt være, at du kan hjælpes med det her, men det kan også godt være, at det skal opereres til samtidig med, men så står du mere sikker. Og hvad vil det så sige? – Ja, det vil sige, at hvis vi gør sådan noget, så er det for at være sikre på, at det ikke ender på samme måde, som Annagrethe gjorde i denne her tilfælde. For hun blev opereret, men hun har fået hendes system op at køre, så hendes risiko for, at systemet falder fra hinanden efter en operation, er jo meget større. Det er noget af det her, vi skal til at blive gode til. Vi skal blive gode til at forstå, at når vi får problemer af en vis alvor, så er det ikke noget, der opstår bare tilfældigt ud af det blå. Jeg synes virkelig, det er et mærkeligt syn, vi har på det i forhold til vores helbred. Vi tror, at når der opstår et problem, så opstår det tilfældigt. Gu’ gør det ej! Tingene de opstår af en grund, på samme måde som hvis du har en bil, som på et tidspunkt står af, så tænker vi mange gange, at det står af bare lige pludselig. Det gør det også, hvis vi kører galt.
Leon: Det er jo det, man siger, at det var underligt, for den startede jo i går. Ja, lige indtil, så ikke startede vi her.
Hans Erik: Men der var måske noget, der var på vej, og det her “på vej” har en tid om at udvikle sig, og så går det galt. Sådan er det altså også med os mennesker. Det er ikke bare noget, der opstår. Det er ikke en ulykke, der pludselig opstår.
Leon: Så det er de gule lamper, vi gerne må ignorere, når det er bilen, så er det ikke så vigtigt, men lige pludselig bliver den rød, og så er…
Hans Erik: Altså, de gule lamper i forhold til mennesker, den er vi godt nok elendige til at opdage. Jeg er dybt taknemmelig for, at vi har pulsen. Når jeg følger en patient, og vi ser, hvordan pulsen ser ud, så kan vi følge ret præcis, hvordan de her ting fungerer. Og vi kan også se, om lokummet brænder, når folk kommer, hvis ikke der er gået noget galt i forvejen, så kan vi se, om det er på vej til at gå galt.
Leon: Nu nævnte, du lige det der med operationer, jeg vil bare lige indskyde, der ligger nogle afsnit længere tilbage om, hvordan man kan stå stærkere før og efter operationer, hvis man vil blive lidt klogere på det.
Hans Erik: Men her i forbindelse med Annagrethe, vi havde jo et nervesystem, som var for dårligt fungerende. Det er derfor, det kan gå så galt. Vi havde også et problem efter operationen, at der opstår en arvvæv, som går ind og generer nervevævet, som så på et tidspunkt holder op med at kunne fungere ordentligt nede i benene og faktisk tage hendes balancer. Så noget af det, vi har gjort, det er, at vi både har givet hende en akupunktur, som har fået styrket kroppens evne til at kunne få nervesystemet til at fungere og reparere sig, men også at kunne blive hurtigere til at kunne sende impulserne. Det var noget af det, vi skulle bruge i forhold til svimmelheden. Arvævet kan bare også gå ind og trykke på en måde, så det giver symptomer nede i benene. Hun omtalte det her med stikken og prikken, der var i benene. Der kan vi bruge nåle til at løsne op i arvævet, så arvevævet ikke generer nerverne, men vi kan også bruge rødlys, som har vist sig at være fantastisk til at blødgøre arvevæv. Det har vi set i mange forskellige sammenhænge efterhånden. Og det har vi også været inde og spille med i den her sammenhæng. Så det har været noget af det, der har hjulpet Anna-Grethe på sporet.
Leon: Og det går godt for Anne-Grethe, lige indtil de så ikke gør det mere?
Hans Erik: Vi får bygget hende godt op, og så går vi ind i over og laver sig til Anne-Grethe. Sådan som dit system fungerer, hvordan vil du gerne? Du kan vælge at se, at det vil køre af sig selv, og så siger vi tak for den her gang. Men engang imellem, når et menneske har haft et nervesystem, der har været så langt ude på kanten, så anbefaler vi faktisk at gå ind og lave en vedligeholdende behandling. I Anna-Grethes tilfælde har det været at gå ind og anbefale hende at komme en gang i måneden, hvor vi så sikrer os, at ressourcerne stadigvæk bliver holdt op. Og det har vi egentlig gjort ganske udmærket i, jeg tænker, 9-10 måneder.
Leon: Men så sker der jo det med Anne-Grethe, at lige pludselig bliver det jo værre. Der sker jo noget med hende. Ikke sådan med balancen, men lige pludselig oplever hun jo prikken og stikken, og kogende fødder, så har den der vedligeholdende behandling fejlet?
Hans Erik: Ja, det kunne man jo tænke. Hvad pokker er det nu, der er galt? Nu skal vi til at tænke os om, hvad er det, der er sket? Noget af det, der er sket for Annea-Grethe, det var jo, at hun begyndte at tænke, kan jeg gøre selv noget mere til, at min behandling, at mit nervesystem, mine fødder, kan holdes bedre ved nu på sigt? Og hvad gjorde hun så?
Leon: Det er jo sådan, man tænker. Hvordan kan jeg fastholde den her gode rytme? Ja, så går hun ud og køber et massageapparat. Jeg forestiller mig et, hvor man lige kan stikke fødderne ned i, og så er der noget, der kører rundt eller masserer i hvert fald. Og samtidig er der noget varme, og der er også noget lys, hvis jeg har forstået det rigtigt. Altså, jeg får rød lys hos dig. Det kan jeg gøre derhjemme, og så kan vi booste det hele endnu mere. Lad os høre, hvad det er, hun egentlig selv siger om det.
Anna-Grete: Fordi, jeg troede måske, at det kunne hjælpe, i stedet for at få rødlys her, at så kunne jeg gøre det derhjemme. Og så selv, nu går jeg kun en gang om måneden eller hver fjerde uge, så jeg kunne jo hjælpe mig selv til at holde det bedre. Det er jo på nettet, jeg har købt, og det ligger meget, fordi det er så, hvad kan man sige, aktuelt lige nu. Alle de køber det, så det er helt… om det så bare er for velvære og sådan noget, hvor mange, de er meget positive over det. Jeg vidste bare ikke, at det kunne provokere, om det er det ikke, det ved jeg ikke, mine fødder til at få det stikken og prikken og varme igen. Og så holdte jeg jo fuldstændig med den der, den er pakket væk.
Hans Erik: Ja, det her, det er dejligt. Normalt, at vi har den her med, at man vil gerne hjælpe til, ikke? Og i den her sammenhæng, så kunne det også være en besparelse i forhold til, at skulle i rødlys hos os, kunne jeg nu gøre det derhjemme, ikke? Fordi der findes nemlig rigtig mange apparater, der kommer på markedet nu her, blandt andet med rødlys. Det, der lige var problemet i den her sammenhæng, og de har set med andre produkter også, det er, at de ofte også har en varmende funktion.
Leon: Det lyder dejligt.
Hans Erik: Og det er jo dejligt, vi kan jo godt lide det der med at blive nusset lidt, og så få den varmende reaktion. Men rødlys, når vi bruger det anti-inflammatorisk, så er det netop ikke, fordi vi går efter, at det skal have en varmende reaktion. Vi skal helst ikke have en opvarmning, når det har med nervevæv at gøre. Nervevæv bryder sig nemlig ikke om varme. Det kan faktisk holde symptomerne ved lige. Og jeg har set flere tilfælde, hvor jeg simpelthen blev nødt til at bruge urter til at køle systemet ned, for at kunne få nervevævet til at hele sig op. Og det hun så er uheldig med her, det er det apparat, hun har, at den simpelthen varmer op på fødderne, og får fødderne til at koge og brænde. Og det har hun ikke været generet af tidligere i den grad. Men da nervesystemet ikke er alt for stærkt, fordi det har været så hårdt ramt, så tåler det ikke den behandling. Så det er noget af det, man også skal, blandt lyttere her, være opmærksom på, hvis I investerer i sådan nogle ting. Så være lige opmærksom på, at hvis I har forstyrrelse i jeres nervesystem, så er det ikke nødvendigvis den her type apparat, I skal benytte jer af. Er der ikke forstyrrelse i nervesystemet, så er der ingen problem med det. Saunatæpper, de vælter ud i tiden, og det kan være rigtig behagelige og det kan virkelig lette på nogle muskelsymptomer, muskelsmerter osv., og det er det altid også. Er der forstyrrelse i nervesystemet, så vær lidt varsom med det. I de fleste tilfælde, så kan man jo sådan lige fornemme sig frem, gør det her godt, eller er der lidt forværing? Er der for lidt forværing, jamen så stopper man jo bare med det, ikke? Men mindre man er alt for sart i nervesystemet, så kan man gå over den grænse, hvor det er sådan, at vi måske bliver nødt til at søge hjælp for at få bagt det balance igen.
Leon: Så et saunatæppe er ikke nødvendigvis bare et saunatæppe, og rødlys er ikke nødvendigvis det samme rød. Der er masser af ting, man lige skal have styr på, så er der noget forarbejde, der lige skal gøres, hvis man går ud og gerne vil gøre det godt derhjemme.
Hans Erik: Ja, det kunne være essensen af det her.
Leon: Der er i hvert fald ikke nogen tvivl om, at Annagrethe gjorde det i bedste mening, og så tænkte hun sig, at hvis det her kan være så godt, så tænk sig så om, hvor godt det kan blive, hvis jeg gør det derhjemme endnu bedre hver dag, hver anden dag. Man skal virkelig ikke banke Annagrethe op i hovedet.
Hans Erik: For meget og for lidt fordærver alt.
Leon: Heldigvis får hun så pakket den her væk, det her massageapparat væk igen, og I får styr på hende en gang til. Og det ender jo faktisk også godt for Annegrete. Skal vi prøve at høre, hvordan hun har det i dag?
Anna-Grete: Jamen, jeg har det jo godt. Altså positiv og har en god hverdag og gør det, jeg gerne vil, så det er rigtig godt.
Leon: Ja, så for Annagrethe har det været skidt, så er det gået godt, så var der lige det her med apparatet, og så lidt skidt igen. Og så som vi kan høre i dag, går det rigtig, rigtig godt. Der er dans, og der er have, når sæsonen kommer igen. Alt i alt en skønt historie.
Hans Erik: Det man lige skal vide, det er, at en gang imellem har man måske ikke helt forstået, hvad det er, der er på spil. Men det er ikke det samme, som man skal tænke, at alt er forgæves og at det kan blive godt igen. Men der er en gang imellem nogle balancer, som man lige skal forstå, eller skal have hjælp til. Og det synes jeg, er et ærligt spil. Igen, jo længere vi har været ude, jo mere sarte kan vi være, jo mere følsomme kan vi være. Har man været ude på kanten, så er det jo helt utroligt, hvad kroppen kan klare af provokationer af sig selv. Og så komme på sporet igen.
