I dette afsnit dykker vi ned i åreforkalkning og det såkaldte vindueskigger-syndrom og ser på, hvordan nedsat blodgennemstrømning påvirker både kroppen, bevægeligheden og livsgnisten.
𝐑𝐞𝐬𝐮𝐦𝐞
I dette afsnit af Det Fantastiske Menneske handler det om åreforkalkning med særligt fokus på, når forkalkningen rammer benene og gør gang smertefuld og begrænset.
Vi møder John Jensen, som gennem flere år har levet med kramper i lægmusklerne og en stadigt kortere gangdistance, der har sat tydelige spor i hans hverdag og humør. Hans Erik Foldberg forklarer, hvad der sker i blodkarrene, når ilten ikke når frem til musklerne, og hvorfor symptomerne ofte først viser sig sent i forløbet.
Samtalen bevæger sig fra klassiske risikofaktorer som blodtryk, kolesterol og rygning til en bredere forståelse af, hvordan søvn, restitution og kroppens samlede balance spiller ind.
Afsnittet giver indsigt i, hvorfor smerterne opstår, hvorfor pauser hjælper midlertidigt, og hvorfor nogle oplever, at livet gradvist bliver mindre bevægeligt.
𝐃𝐞𝐭 𝐭𝐚𝐥𝐞𝐫 𝐯𝐢 𝐨𝐦:
- Hvad åreforkalkning er, og hvordan den påvirker blodgennemstrømningen.
- Vindueskigger-syndrom og hvorfor man må stoppe op, når man går Iltmangel i musklerne og årsagen til kramper og langvarig ømhed.
- Konsekvenserne for livskvalitet, bevægelse og mental trivsel.
- Klassiske risikofaktorer og hvorfor de ikke forklarer det hele.
- Kroppens signaler og vigtigheden af at opdage problemer i tide.
𝐇𝐯𝐞𝐦 𝐞𝐫 𝐦𝐞𝐝?
John Jensen deler sin historie i samtale med akupunktør Hans Erik Foldberg og vært Leon Rask Sørensen.
𝐋𝐲𝐭 𝐦𝐞𝐝 𝐡𝐯𝐢𝐬 𝐝𝐮…
- oplever smerter i benene, når du går, og må holde pauser.
- vil forstå åreforkalkning som mere end et isoleret kredsløbsproblem.
- er nysgerrig på kroppens signaler og tidlige tegn på ubalance.
- ønsker viden om, hvorfor bevægelse kan blive sværere med alderen
Podcasten findes på Spotify og YouTube.
Læs afsnittet:
Leon Rask Sørensen: Hej Hans-Erik.
Hans Erik Foldberg: Hej Leon.
Leon: I dag skal vi tale om åreforkalkning, noget som 250.000 danskere har, og ser vi bredt ud på den vestlige verden, så er åreforkalkning årsagen til flest dødsfald. Og med det skræmmebillede skal vi lige have styr på, hvad er åreforkalkning egentlig?
Hans Erik: Åreforkalkning er, når der sker en forsnævring af karrene, altså når der ophober sig en forkalkningsfaktor i vores blodkar. Og forkalkningen kan optræde i vores blodkar simpelthen i bindevævesdelen af blodkarret, altså egentlig udenfor r”øret”, hvis man kan sige det, hvor blodet løber igennem, og så indenfor muskulaturen, som kan få karret til at udvide sig og trække sig sammen. Og det vi tænker på, når vi siger forkalkning, det er simpelthen det er her, at kolesterolen sætter sig i karrene. Virkningen ved det her er jo så, at der bliver mindre plads i blodåren til, at blodet kan passere igennem, og en anden uheldig ting, der sker, det er, at det påvirker den gennemstrømning af blodet igennem karret, hvorved at der kan opstå et større slid i karrene. Og hvis der opstår slid på karrene, så kan der lettere opstå rifter, og de her rifter kan være grobund for blodpropper, og blodpropper, det er noget skidt.
Leon: Det kan vi ikke så godt lide, men ellers så påvirker det jo hele hjertekar-systemet…
Hans Erik: … hele vores organisme, altså det kan ske oppe ved hjertet, at vi får åreforkalkning der. Det er der, vi kan gå ind og lave bypassoperationer, eller sætte stents ind, som kan hjælpe til, at der er mere plads. Altså det er her, vores vestlige teknologi jo virkelig har ændret på situationen, for at man kan gøre noget i de her tilfælde. Men man kan også sige, at vi mangler måske noget i vores begejstring over, at vi virkelig har nogle metoder, at vi kan komme til Skejby sygehus eller Rigshospitalet og være dødssyg, og risikere at dø af det her, her og nu. Men kan man få lavet sådan en indgreb, ja, så kan man leve videre umiddelbart efter, uden stort set at have mærket noget efter det. Er det mere alvorligt, så kan det være, at der skal laves bypassoperationer, altså hvor man går ind og sætter kunstige arterier rundt omkring stederne, og så er det et lidt mere voldsomt indgreb, og noget folk mærker trætheden efter. Det kan også ske, at man kalker til op på øverste etage, og det kan være en af oversagerne til demens. Der kan også opstå blodpropper i hjernen, som kan være årsag til demens eller nedsat hukommelse. Det kan medføre, at vi bliver kognitivt svækkede, altså at vi har sværere ved at håndtere information, kommunikation, vi bliver langsommere i det og så videre. Det forsårsager, at der kommer ikke ilt nok frem til hjertet, så giver det hjertekrampe, for eksempel kommer der ikke ilt nok til hjernen, ja, så falder det bare lidt ud og fungerer lidt ringere, og måske bliver vi lidt ekstra svimle i det. Noget af det, vi så skal snakke om i dag, det er jo sådan noget, hvor det rammer ned i benene.
Leon: Det er et syndrom, som jeg kun kender af navn, og jeg synes faktisk, det lyder sådan en lille smule uhyggeligt, fordi det hedder vindueskiggersyndromet. Da jeg var knægt, troede jeg, at når man havde det her vindueskiggersyndrom, så var det simpelthen folk, der gik, og der var mange, der gik på gader og stræder, og kiggede sådan ind gennem vinduerne. Jeg synes, det var smadder uhyggeligt. Hvis vi lige også lige skal sætte tal på …
Hans Erik: Og det er uhyggeligt.
Leon: Ja, gu’, det er det.
Hans Erik: Altså, hvad står han derefter?
Leon: Præcis, og hvor længe har han stået der, og kommer han tilbage? 250.000 danskere, at starte med at sige, har åreforkalkning, og af dem er der ca. 50.000, som har det her, der går ned i benene, og så det, som vi kalder for vindueskiggersyndrom. Hvad er det?
Hans Erik: Ja, det er jo egentlig, at vi har forkalkning nede i benene, forkalkning i karrene, og det betyder, at der kommer mindre blod igennem, der kommer mindre ilt, og mindre ilt ud til musklerne, gør, at musklerne på et tidspunkt giver op. Altså, ilten slipper op, og så kan man bare gå længere. Man står stille. Altså, det spænder til, eller det kramper til, og så skal man stå stille lige lidt, og så kommer ilten lige stille frem igen, og så kan musklerne ligesom fungere igen, og så kan man gå videre.
Leon: Så kan vi egentlig sige, at det er endnu et eksempel på, hvor fantastisk mennesket er, altså organismen, fordi musklenmangler ilt, den råber på hjælp og siger, så gør den, at vi får ondt, og så stopper vi, og så kommer ilten ligesom tilbage.
Hans Erik: Ja, men med AI tænker jeg, at når vi først får det indopereret i vores organismer, så vi kan få en forklaring på, hvad det er, vi så skal gøre, når vi har det her. Så kunne det jo måske være en god idé, at vi ikke bare ligesom skal skrige på ilt, og så lige stå stille så kan vi måske få at vide, hvad er det, vi lige vil gøre, når det her er på vej. Altså at vi får det opdaget, inden det bliver så slemt, som noget af det, vi skal høre om i dag.
Leon: Ja, fordi noget af det, som jo kendetegner en åreforkalkning det kan man ikke umiddelbart mærke, før der sker alt det andet, du lige fik nævnt. Der er jo noget med hukommelsen og smerter.
Hans Erik: Der skal være kalket en pæn del til, før det er sådan, at problemet er så udtalt, at det giver problemer. Vi kan godt leve ganske udmærket med forkalkning ned i benene, og kalke en pæn del til, inden det begynder at give et problem, men når der ligesom bliver lukket tilstrækkeligt omkring karret, ja, så kommer der jo et eller anden grænsepunkt, smertepunkt, hvor nu bliver det så udtalt, at det begynder at give symptomer. Og så begynder det jo så småt lige med, at man ikke kan gå så langt, eller ikke rigtig kan gå på stigninger, og så kramper det til eller lukker til.
Leon: Og hvordan vi så kan opdage det i tide, eller i hvert fald opdage det tidligere, og måske også, hvordan man kan forebygge det, det håber jeg, vi kommer lidt ind på i det her afsnit. Inden vi lige går videre, så skal vi lige have John på banen, fordi han har vindueskiggersyndrom.
John Jensen: Jeg får krampe i lægmusklen, da det var allerværst kunne jeg gå 200 meter, så begyndte det allerede. Det har jeg haft i 4-5 år. Vi jeg tro. Og til sidst var det så slemt, at jeg kunne ikke end, når vi gik i tur i byen, jeg kunne ikke, og jeg gik ikke med, fordi det krampede til, så jeg skulle gå hjem igen. Så det forhindrede mig i mange ting. Det var jo irriterende, at man ikke kunne gå med rundt i byen, og mange ting, man holdt op med, fordi du vidste, at det jo bare begyndte at gøre ondt. Altså også bare det at spille en for sjov fodboldkamp ude på græsplænen sammen med unge mennesker, det kunne jeg jo førhen, det kunne jeg slet ikke. Det blev jo sådan, at så blev lægmusklen øm i flere dage, faktisk. Sådan så gjorde man alt for at undgå at få det der krampe til. Så det blev færre og færre gåture. Det blev man lidt deprimeret over Og også “betænksom” over, hvad kunne det nu være? Det skulle ikke være sådan. Jeg kun 70 år, da det startede op…
Leon: Ja, det er altså ikke umiddelbart for sjovt, det som John fortæller om. Der er rigtig mange aspekter i det her. Det er jo ikke bare, at man ikke kan gå en tur længere, som er mit indtryk, at John ellers godt har kunnet lide at gøre. Der er også noget af det der med at spille fodbold ude på græsplænen med de unge mennesker.
Hans Erik: De der stjernestunder, de forsvinder.
Leon: Fuldstændig. Og det går ham jo også på i en grad, hvor han siger, det bliver man jo lidt trist over, altså lidt deprimeret over.
Hans Erik: Ja, det er jo ligesom, at man mister lidt gejsten i sit liv på den måde. Man mister gnisten, livsgnisten, når man bliver paralyseret på den måde.
Leon: Og man kan også forestille sig lidt, at kunne gå 200 meter, det er jo ikke langt, før man bliver tvunget til at stoppe op.
Hans Erik: Der er ikke så mange hus, man kan bo i, hvis man gerne ville kunne gå ned til købmanden.
Leon: Der er ikke så meget at kigge på, hvis man bor ude på landet, hvor der er langt mellem naboerne i hvert fald. Jeg synes, at 200 meter er vitterligt ikke langt.
Hans Erik: Nogle af de slemme tilfælde, jeg har set, når vi møder dem, de kan jo være nede på 50 meter. Så når det ligesom er 200 meter, man kan gå, og man kan gå længere, så er det ligesom kommet dertil: Okay, nu er det måske på tide at få gjort noget ved det. er er flere ting, der spiller ind på det her med forkalkning. At der kan hobe sig forkalkning op i vores kar. Det er jo de almindelige kredsløbs-problematikker. Hvis vi får et for højt blodtryk, så slider det på karrene. Det er med til at fremme de her forandringer i vores kredsløb. Karrene er begyndt at blive hårdere. Vi ser, at diabetes, hvor man har et forhøjet blodsukker, det fordrer også mere, at der dannes forkalkning. Ved diabetes bliver der en øget inflammationstendens, og ved øget inflammationstendens, så ser vi typisk, at der også aflejres mere kolesterol. Og ved forhøjet kolesterol, der kan man også se, at der er risikoen for, at der aflejres. Det, der er interessant med hensyn til forhøjet kolesterol, det at man har forhøjet kolesterol. Det er ikkealtid det samme, som man nødvendigvis lagrer det i karrene. Men alt forbyggende behandling medicinsk, det foregår jo med, at det er kolesterolsænkende medicin, man skal have fat i.
Leon: Men det er også standardbehandling, ikke? Så kommer man til lægen med åreforkalkning, så skal du have noget kolesterol, hvad hedder det?
Hans Erik: Sænkende.
Leon: Så nævner du diabetes. Det har John ikke. Rygning kunne også være en af årsagerne til åreforkalkning. John ryger heller ikke.
Hans Erik: Og jeg vil sige, kommer der en patient til os, som ryger og har åreforkalkning, så er det bare noget af det, der skal stoppes. Der har vi flere gange set, at vi starter op med en rygeafvænning først. Altså få det nu gjort muligt, mere tilgængeligt at få lavet det rygestop. Jeg har set mennesker, der har forsøgt at gå ned i mængden af rygning. Jeg har set, at helt ned til en halv smøg om dagen, så kan man stadigvæk have den her sammentrækkende virkning, som nikotin skaber. Og når man så har kvittet den der halve smøg om dagen, altså man er helt stoppet, så i løbet af få dage, så kan man allerede der se en forbedring. Altså det er som ryger. Man bliver nødt til at stoppe med at ryge, hvis der er de her åreforkalkninger.
Leon: For det første så er rygning jo bare usundt. Det ved jeg ikke, om jeg kan tillade mig at sige, men der er også nogle følgevirkninger. Det er jo ikke bare lungerne, det er alt muligt andet. Så vil jeg bare sige, at dronning Margrethe, som jo røg sine græske smøger i 90’erne, hun stoppede jo, da hun blev opereret for spinalstenose for nogle år siden.
Hans Erik: Og i mange år holdte hun sig jo faktisk også på afstand af smøger.
Leon: I hvert fald offentligt.Men dermed, hvis der nu sidder nogen derude, som ryger, og som måske er i en situation nu, hvor de har fået konstateret de her åreforkalkninger, så siger du ikke, at så kan man ikke gøre noget, men så kræver det, hvis vi skal gøre noget, at så SKAL det der tobak lægges på hylden.
Hans Erik: Tobakken har så stor indvirkning på den der sammentrækningsvirkning i karrene. Og hvis vi skal have kredsløbet til at fungere bedre, så skal vi have en bedre gennemstrømning i karrene. Også på tværs af karrene. Og den nødder, at musklerne står og trækker sig sammen, fordi de bliver påvirket af nikotin. Så det er alt for belastende en ting. Og konsekvenserne ved åreforkalkning, når vi er deroppe, hvor det begynder at mærkes, de er så tydelige. Så det er meget sjældent, at jeg ser, at folk vælger at holde op med at ryge, når man har udtalt åreforkalkning.
Leon: Men hvad skyldes det så i Johns tilfælde her? Fordi som sagt, han har ikke diabetes, og han ryger ikke.
Hans Erik: Jamen, det er jo ikke kun de ting, der kan skabe det. Man kan have lidt forhøjet blodsukker, også inden man får diabetes. Det kan være med til at lave det. Men ting opstår jo ikke bare fordi man ryger. Åreforkalkning opstår jo ikke bare fordi du ryger. Åreforkalkning opstår jo ikke bare fordi du har diabetes. Åreforkalkning opstår jo ikke bare fordi du har forhøjet blodtryk. Det kan opstå af andre grunde, og det er noget, der gør det lidt svært. Fordi tit så har man måske kun fokus på, hvad de sekundære årsager eller påvirkninger, der skaber de her åreforkalkninger. Vi har så svært ved i den vestlige medicin at kigge ind på, hvad er den egentlig årsag til, at det rammer dig, men det ikke rammer ham den anden. Fordi vi lever stort set ens. Og der skal vi til meget mere have en forståelse for, det igen er, hvordan fungerer forskellige funktioner i vores organisme. Og der er to væsentlige funktioner, som spiller ind på det her med åreforkalkning, når det gælder ned i benene. Vi har en funktion, som virker som sådan et slags batteri i vores system. Har vi drevet en rovdrift på det her batterisystem, så er der en tendens til, at kroppen ikke er i stand til at sende tilstrækkeligt blod ned i vores ben. Nogle oplever, at de er decideret får kolde fødder. Det er ikke alle med åreforkalkning, der behøver have kolde fødder. Man kan også have for varme fødder.
Leon: Det skal ikke være nemt.
Hans Erik: Nej, det skal ikke være nemt. Men det er jo egentlig bare et udtryk for, at man er ude af balance. Men det system, der har ansvaret for lænden og gennemstrømmen, at der bliver sendt energi nok ned i benetøjet, hvis det system ikke fungerer tilstrækkeligt, og det kan ske, bl.a. hvis et immunsystem er overbelastet, eller man ikke får den søvn, man skal have, og det kan jo så være frivilligt, at man sover for lidt, eller ufrivilligt, at man har svært ved at sove, så kan det tære på det system, som egentlig gør, at der kommer mindre gennemstrømning, eller hvad hedder det, mindre energi fra lænden og ned i benene. Og det system, det er et system, vi altid har med, når vi skal hjælpe de her mennesker, som har forkalkning ned i benene. Et andet problem, der kan opstå, det er en funktion, der har ansvaret for at få bragt blodet fra blodkarrene og så ud i vævet. Hvis vi ser på en muskel, så er det jo ikke blodkarret, der afleverer blodet, ilten, til alle muskelceller. Det er jo faktisk, at der fra blodkarrene, de helt små, der skal der sive blod ud igennem vævet, blodet ud igennem musklerne, for så at muskelcellerne, de kan få næringsstoffer og kan få ilt. Og det system, som har ansvaret for at lave det her flow, det har tæt forbindelse til leversystemet i kinesisk medicin, og i vestlig medicin ser vi slet ikke på det på den måde. Men det system, hvis det sløver ned og bliver for ufleksibelt, ikke velfungerende, så stryger evnen til flow ud i vævet. Og de to systemer, det er dem, vi skal have til at fungere ordentligt. Og det sidste system her, hvis det system er ude af balance på en bestemt måde, så er det det, der giver for højt blodtryk. Det første system, hvis det er ude af balance, ja, så er det noget af det, der kan sætte gang i diabetes også. Så det er det, jeg mener med, at her går vi lige et spadestik længere tilbage, for at se, hvad er det egentlig for nogle funktioner, der gør, at Per får forkalkning ned i benene, men Poul får det ikke.
Leon: Og det, man så gør i vestlige medicin, altså når man går ned til lægen, det er, at så siger man, du skal stoppe med at ryge, du skal foretage nogle livsstilsændringer, og så får du noget kolesterolsænkende, og så løser man ikke nødvendigvis overtaget, men så gerner man…
Hans Erik: Nogle af belastningstingene. Eller man gør i hvert fald opmærksom på belastningstingene. Og så er det jo meget op til den enkelte, hvor meget evner man så, for at omsætte den her viden, man har fået, eller information, vil jeg hellere kalde det, man har fået til praksis.
Leon: Vi skal lige tilbage til John, for han siger det her med, at han kan gå de her 200 meter, og så begynder det at krampe til. Og så sagde vi også, at når man så holder pause, altså når man står stille, så kommer ilten tilbage, og det gør ikke så ondt længere. Men hvis man har prøvet at have en rigtig krampe, så kan man godt mærke det noget tid efter også. Og det kan John også, når det er rigtig slemt.
John: Det kommer faktisk halv-hurtigt. Det kommer sådan, at når du først begynder at mærke, at nu begynder musklen at stramme til, så gør den bare lige sådan. Den bliver bare ved. Altså der er jo ingen mulighed for, at den slapper af igen. Og så var det sådan, at dengang, at når det så havde varet længe, så tog det lang tid inden musklen, inden det slapp Der går uger, inden ømheden når væk herom igen.
Leon: Her sætter John jo faktisk rigtig fint ord på det der med, at det er ikke bare noget, der forsvinder, når han så stopper op, når han er ude at gå. Det er noget, der er sådan, altså han er øm i flere uger, og det er bare helt nede på de korte afstanden.
Hans Erik: Det der sker jo i det her, det er jo simpelthen, at der mangler totalt ilt til musklerne. Så når man har været ude at overanstrenge sig over, hvad kroppen ligesom har kunne levere af ilt, blod til musklerne, jamen så, altså… Leon, hvordan tror du, du vil have det med at blive dykket under vandet, og så blive holdt dernede, og du er altså meget, meget tæt på, at du skal bare have hevet noget vand ind, men du må bare ikke få noget luft.
Leon: Det er altid sådan nogle sindssyge scenarier, du sætter mig i. Jamen jeg vil jo både panikke, og blive lidt angst, og sprælle, og gøre alt, hvad jeg ligesom kunne for at komme op.
Hans Erik: Det er jo netop det, musklerne bliver udsat for. Så når derkan gå op til en uge efter, at man har lavet en total overanstrengelse på sine muskler her, hvor de ikkehar fået ilt, altså så svarer det til, at blive holdt under vandet. Værsgo, bliv dernede. Jeg tror, de vil sidde i dig en uges tid efter.
Leon: Så ømheden er det, at musklerne stadigvæk skriger på ilt, eller fordi de har slåsset så meget for at få ilt?
Hans Erik: Fordi der er flere muskelceller, der tager skade på grund af iltmangel, og de skal jo restituere sig. Så det er jo bare, at man er godt og grundigt øm, på samme måde som en, der ikke har det her forkalkningsproblem, men som har været ude og dyrke en eller anden sport, som man har været vant til. Og så kender vi jo godt, at vi kan have ømheden en to-tre dage efter. Men det her er jo så op til en uge, som han taler om. Det er jo faktisk op til flere uger. Ja, okay.
Leon: Det er jo op til flere uger.
Hans Erik: Jamen, jeg kan bedst lige underdrive lidt. Men så kan man jo godt forstå, at det er svært. Og det, man normalt jo anbefaler de her mennesker, det er jo at, hvad skal man sige, gangtræne for at komme igennem her. Og når jeg så lige ser på resultaterne i forhold til at gangtræne, hvor meget det er, man opnår, så synes jeg altså, at man pisker de her mennesker lidt for meget. Panodil for eksempel. Altså, panodil kan jo ikke bruges til det her. Panodil, det virker ikke på iltmangel. Altså, hvis en muskel har iltmangel, så vil den stadigvæk gøre ondt, selvom den får panodil. Så mennesker, der skal træne op på det her, de kan jo ikke en gang tage smertestillende for at, hvad skal man sige, presse sig ud over det her. Filosofien med gangdistance, gangtræning, det er jo egentlig at se, om man kan presse musklerne til at få kaldt på, at der skal dannes nogle flere blodkar eller nogle flere små blodkar, så der bedre kan komme ilt frem til musklerne. Og det kræver smerte. Så det er jo sådan en macho opgave, at overvinde de her 200 meter, man kan gå til måske at man kan komme op på 300 meter eller 400 meter, og i bedste tilfælde 600-800 meter, ved at bruge den metode til at banke det igennem. Jeg synes, det jeg har set i klinikken, det er simpelthen, at den metode til, at folk kan få det bedre med benene, den er altså lidt overdreven. Og jeg tror, at der er alt for mange mennesker, der falder fra på det, fordi det er for uovervindeligt at kunne komme hen over det her. Altså jeg tænker, at det her, det er noget med at kæmpe på samme måde, som det kan være at kæmpe med at skulle tabe sig 30-40 kilo. Det er ikke noget, man bare lige gør, eller være narkoman og så sige, nu skal du bare holde op med det pjat der.
Leon: Men jeg kan ikke lade være med at tænke på det billede, som du lavede lige før med, at du står og holder mit hoved nede i en balje vand. Det svarer jo til, at vi så hver eftermiddag skal ud, og så skal du holde mig lige 10 sekunder længere nede. Det er jo sådan, jeg hører det, du siger med det her gangtræning.
Hans Erik: Er det noget, vi skal afprøve? Er det en challenge?
Leon: Nej, så vil jeg hellere gå. Det kunne jeg sikkert også have rigtig godt af.
Hans Erik: Men jeg synes, det er noget af det, vi skal kigge på nu her i næste afsnit, det er at prøve at undersøge lidt mere, hvordan kan man lave en mere farbar vej, i at komme sådan noget som det her til livs? Fordi det er faktisk muligt at få et almindeligt liv med bevægelse igen.
Leon: Så uden sammenhæng i øvrigt med vores træning med, at du skal holde mig under vand, så vil jeg bare sige, at det dykker vi ned i i næste afsnit.
