Hvad sker der i kroppen, når vi bliver presset længere, end vi kan holde til? Og hvorfor kan selv en weekend med hvile være utilstrækkelig, når både krop og sind er kørt helt flade?
I dette afsnit møder vi Rasmus, som rammes af massiv belastning, da hans mor bliver alvorligt syg med kræft. Udadtil forsøger han at være den stærke, men indadtil er han tæt på stress og depression. Søvnen svigter, energien og overskuddet forsvinder, og både arbejde og familieliv bliver præget af træthed og kort lunte. Hans Erik Foldberg forklarer, hvad der sker, når organismen mister sit overskud, og hvorfor symptomer som muskelspændinger, udmattelse og mental uro ofte hænger tæt sammen.
Vi taler om kroppens forsvarsmekanismer, om at berolige både omgivelserne og sig selv, og om det øjeblik, hvor erkendelsen rammer: Jeg er mere presset, end jeg troede. Afsnittet dykker ned i helhedstænkning fra traditionel kinesisk medicin og viser, hvorfor et bredt blik på både det fysiske, mentale og følelsesmæssige er afgørende, når kroppen er gået i forfald.
𝐃𝐞𝐭 𝐭𝐚𝐥𝐞𝐫 𝐯𝐢 𝐨𝐦:
• At være presset ud over egen kapacitet og miste sit overskud
• Stress, begyndende depression og kroppens signaler
• Forsvarsmekanismer og hvorfor vi undervurderer egen belastning
• Alvorlig sygdom i familien som følelsesmæssig belastning
• Helhedsvurdering, spørgerammer og trivsel • Hvorfor hvile alene ikke altid er nok, når organismen er tømt
𝐇𝐯𝐞𝐦 𝐞𝐫 𝐦𝐞𝐝?
Rasmus Jensen og akupunktør Hans Erik Foldberg i samtale med Leon Rask Sørensen.
𝐋𝐲𝐭/𝐬𝐞 𝐦𝐞𝐝 𝐡𝐯𝐢𝐬 𝐝𝐮…
• føler dig udmattet og ikke kan komme ovenpå, selv med hvile
• står midt i sygdom eller krise i familien
• oplever stresssymptomer og mental træthed
• vil forstå kroppen som en helhed frem for enkeltstående symptomer
Læs afsnittet:
Leon Rask Sørensen: Velkommen tilbage til Det Fantastiske Menneske. Hej Hans Erik.
Hans Erik Foldberg: Hej Leon
Leon: I dag skal dethandle om, hvad der sker, når et menneske er presset ud over, hvad man egentlig kan holde til. Altså når man kommer helt derud, hvor det hele nærmest bare kollapser.
Hans Erik: Ja, man kan sige, at som menneske, så skulle det jo gerne være sådan, at hvis vi har brugt os selv rigtig godt en dag, jamen så næste dag, når du er oppe, så skal vi jo gerne være klar igen. Så er du klar. Så skal vi komme i gang, og vi har kræfterne, vi har overskuddet til bare at gå i gang.
Leon: Det er, når det hele fungerer. Det er det, som oftest er. Det kunne man jo så sige, at det er det fysiske, men når vi snakker om at være presset ud over ens evne, så kan vi jo også bringe det følelsesmæssige og det mentale. Så er der lige pludselig mange flere aspekter med.
Hans Erik: Ja, vi kan være presset på flere måder, kan vi sige. Og det her, det er noget af det, vi møder rigtig mange mennesker i, det er den her oplevelse af, at hvordan får vi trukket os igennem dagen, eller hvordan får vi trukket os igennem tilværelsen? Fordi det er ligesom om, man er ikke ovenpå, man kommer ikke ovenpå. Selvom jeg måske tager en god weekend og prøver at være lidt god med mig selv, så kommer jeg alligevel ikke rigtig ovenpå.
Leon: Men det er så også det, man siger, at jeg nok har slappet lidt for meget af, eller jeg har nok sovet lidt for meget. Er det ikke typisk den?
Hans Erik: Jo, så kan man jo sådan set smide det tilbage i hovedet af sig selv eller andre. Hvordan tænker du, når du tænker sådan en krop, der er lidt i forfald?
Leon: Jamen umiddelbart, så når jeg hører om en krop i forfald, hvis jeg tænker om min egen krop i forfald, så er det også fordi, jeg nærmer mig de 40 år, at jeg er lidt med ryggen, der er lidt stivbenet om morgenen, og jeg tænker, det går den vej.
Hans Erik: Det lyder simpelthen ikke godt, det her med, at når man kommer til de 40, så er det ligesom om, så kroppen ved at stå af…
Leon: Ej, men jeg kan også godt se, at der er håb forude, når jeg kigger på dig, at du har passeret det. Men det er sådan, jeg tænker, at det fysiske, at nu begynder det at knage lidt mere.
Hans Erik: Og jeg bliver bare nødt til at sige, at selvom du siger, at man nærmer sig de 40, og jeg synes, det lyder chokerende, så er det jo faktisk, hvad vi ser. Det er dælme det, vi ser i klinikken, flere og flere, som hen sidst i 20’erne og hen i 30’erne, at man er færdig. Måske er der kommet børn, måske er der ikkeengang kommet børn endnu, og så er man stadigvæk ligesom, at man føler sin krop i forfald.
Leon: Men allerede i 30’erne, hvor man siger, at man kan da godt mærke, at man ikke er 25 år.
Hans Erik: Ja, det tager lidt længere tid at komme over en weekend og alt det der.
Leon: Præcis. Men er det ikke bare sådan, det er? Altså, vi bliver jo ældre, og det hele bliver slidt, og det går sådan lidt.
Hans Erik: Jo, jeg tænker, at det her med, at vi bliver ældre, det starter jo allerede med, at vi er et år gammel, og så bliver vi ligesom to år gammel. Vi er allerede i gang med at være gammel, så alderen kan vi jo altid give skylden. Men vi skal sgu da have noget livskraft, der skal være noget pondus i os, og det skal helst vare langt op i livet.
Leon: Men det er ikke altid, man har det. Der kan jo komme noget på tværs, og det er lidt det, vi skal tale om i dag. Vi har Rasmus med i dag. En mand, der har rundet de 40, men det er ikke dén slags forfald, som vi skal tale om, som jeg lige nævnte, og de 40. Inden vi sådan taler mere om, hvad det er, han slås med, hvad der ligger bagved, så lad os lige høre, hvordan han havde det, da han første gang kom her i klinikken.
Rasmus Jensen: Der var jeg ualmindeligt presset, lå på kanten til stress, og jeg tror også, at det nærmest var det, man kalder en depression. Jeg var virkelig presset, sov dårligt, havde let til frustrationer, kort lunte, træt, uoplagt, både hos familien og på arbejde. Jeg har relativt langt på arbejde, så det var hovedårsagen til at jeg kom. At det var så grelt, som det så var, var jeg faktisk overrasket over.
Leon: Når Rasmus siger det her, så lyder det for mig som en mand, der er presset helt ned under gulvbrædderne, deprimeret og stresset. Det kan næsten ikke være værre for nogen, tænker jeg, så skidt som han giver udtryk for, at han har det.
Hans Erik: Det er i hvert fald det, han bliver bevidst om i det her. Noget af det, vi gør, når vi interviewer en person, der kommer til os, det er at prøve at få skabt et overblik over, hvordan er den her person ramt? Han er ramt fysisk. Han er også ramt mentalt, og det påvirker hans adfærd. Det påvirker hans måde at agere på, han er irriteret og frustreret. Ikke den der tålmodighed, som han faktisk repræsenterer, når man kender Rasmus i dag. Og det er der jo ingen, der ønsker at have det på den måde eller at være på den måde. Så noget af det, der ligger ind i, når vi interviewer en patient, det er egentlig at få skabt et billede af, hvad er egentlig i spil her? Noget af det, vi også gør, fordi vi kan godt lave et interview, så har vi et rimeligt billede af det, men det er jo billedet, som jeg opfatter det.
Leon: Ja, opfatter det, han siger?
Hans Erik: Ja, fordi noget af det, vi også gør, det er, at vi faktisk har en spørgeramme, hvor vi stiller en hel del spørgsmål, lige godt tres spørgsmål, hvor vi går ind og kigger på, hvordan trives den her person? Er det trivsel ved vedkommende? Eller er vedkommende et sted, hvor der er større risiko for stress eller depression? Og også sådan nogle KRAM-faktorer. Hvordan får vedkommende sig rørt? Er det rygning og motion osv.? Og årsagen til, at vi har den spørgeramme med også, det er for at få et billede ind bagved. Altså, hvordan er det, personen selv beskriver, hvordan det opleves inde bagved det hele? Og det er ret interessant, fordi når vi ser den, så er der en gang imellem, vi skal have justeret, hvordan vi har opfattet det. Nogle mennesker vil jo gerne fremstille sig selv som bedre end de er. Der er også nogle, der vil fremstille sig som måske lidt ringere end de er. Men spørgeramme, den giver den der hudløse, ærlige oplevelse af, hvordan opleves det fra den, der bliver interviewet.
Leon: Men hvordan det? Fordi de sidder jo alene og udfylder det her spørgeskema. Og så siger du, at der er nogen, der bevidst eller ubevidst gør sig selv lidt bedre eller lidt svagere. Hvordan gennemskuer man det?
Hans Erik: Det er jo noget med at gøre med, at man gerne vil fremstå på en eller anden måde. Hvis man nu er vant til, at man er en person, der kan mønstre tingene, så ser vi en gang imellem nogen, der mønstrer lidt bedre end det, de er. Rasmus her, han mønstrer fuldstændig ærligt. Jamen, det er sådan her, jeg har det. Og interessant er det med de her spørgerrammer. Når folk først har svaret på de første 10 spørgsmål, 15 spørgsmål, så er de ved at komme derhen, hvor det afsløres. Vi har jo også noget i vores spørgerammer, som gør, at vi kan gennemskue, hvordan holder det her hjem? Men det er ligesom indgangsvinklen til, at vi får en klar oplevelse af, hvor slemt er den her person faktisk ramt?
Leon: Og en ting er, at du får det her billede af, hvordan oplever personen det her. Men I fremlægger også resultaterne fra de her spørgeskemaer til i det her tilfælde Rasmus. Og det var faktisk lidt drøj læsning, før Rasmus da han fik præsenteret de første resultater.
Rasmus: Synet af den første, det var skræmmende, da han fortalte mig, hvad det var, at jeg egentlig havde svaret. At jeg lå på vejen til at…. Ja, jeg kunne ligeså godt grave mig under dynen. Så ja, det var faktisk skræmmende. Men bestemt var det jo godt, fordi det var et wake-up-call til at få gjort noget ved det, kan man sige. Jeg tror bare, at jeg var så langt pakket væk, at jeg har svært ved at huske, hvor meget og hvor skidt jeg egentlig havde det. Og hvor træt jeg var, og hvor svært jeg havde ved at fokusere. Sådan at måske har jeg svært ved at huske, hvor dårligt jeg egentlig havde det.
Leon: Hvis vi sådan skal prøve at generalisere det her, i forhold til det her med at få præsenteret, hvordan man har det på den måde, som Rasmus også beskriver her. Hvad er det så, der går i gang hos folk?
Hans Erik: Jamen, vi har jo nogle naturlige forsvar i vores organisme. Hvis vi arbejder hårdt, måske ikke får os så meget søvn, som vi skal have. Og der er nogen, der siger til dem, at nu skal du også passe på, at du ikke bliver for stresset, du skal også have noget søvn osv. Så er det jo sådan et naturligt forsvar. Jamen, det gør jeg også, og det tænker jeg også ved osv. Vi forsøger at berolige omgivelserne. Når vi beroliger omgivelserne, så beroliger vi faktisk også os selv.
Leon: Så er det egentlig sig selv, man beroliger?
Hans Erik: Ja, det er det jo også. Og jeg tror da, at det er det, der egentlig går op for Rasmus her. Når vi lige kommer til at snakke om det, og det er egentlig første der, at det måske går op for ham. Ja, jeg er presset. Men jeg er sgu egentlig nok mere presset, end jeg troede, jeg var.
Leon: Så det er graden af, hvor presset man egentlig er. Er det sådan en erkendelse, der kommer op der, eller er det sådan opgivethed? Eller hvad skal man sige? Åh, jeg giver slip nu. Nu er det ude.
Hans Erik: Ja, jeg tror, det er sådan en slags overgivelse. Nå, jeg kan sgu godt se, at den er lidt alvorlig. Og det er lidt det, der sker, når vi begynder at tale om nogle ting. Fordi når vi tør taler op rigtigt, så falder de der forsvarsmekanismer. Når jeg siger op rigtigt, så er det fordi, når vi skal forsvare os, nu skal du også tage at passe på, at du skal op for din søvn osv. Ej, ej, ej. Rolig, rolig, rolig. Vi skal lige berolige omgivelserne her også. Fordi ellers skal jeg jo til at gøre noget ved det, eller lave om på det. Og det kan jeg måske ikke lige overskue lige nu, fordi jeg er faktisk lidt presset i vor vejen. Og så videre.
Leon: Men sådan kunne det måske have været, hvis man var blevet skubbet herhen af en ægtefælle. Nu virker du lidt stresset. Nu får du gjort noget ved det. Så vil man typisk se, formoder jeg, at de her forsvarsmekanismer hos den, der er blevet presset herhen.
Hans Erik: Ja, men jeg omtaler bare, hvordan det er vedkommende at tage dig til mig. Jeg omtaler egentlig, hvordan det er vedkommende at tage dig til sine omgivelser. Fordi det er der, jeg tænker, at man egentlig forsvarer sig. Og der er Rasmus helt almindelig.
Leon: Men jo stadigvæk også meget ærlig, formoder jeg, i de her resultater, der kommer ud fra de her spørgsmål.
Hans Erik: Ja, lige præcis.
Leon: Ingen tvivl om, at Rasmus på det her tidspunkt er enormt presset på rigtig mange forskellige parametre. Noget, vi ikke har talt om, det er, hvad der ligesom har fået ham derhen. Hvad der er, der har skubbet ham ud af kanten. Det sætter han selv lige på over på.
Rasmus: Ja, for hvad er det? Hvad har det været? Oktober 23 blev min kære mor meget, meget syg med cancer i hovedet. Og det er bare været en sindssyg hård proces, hvor der har været brug for opbakning og støtte. Og så har det bare været supersvært at se hende blive svagere og svagere og dårligere og dårligere. Uden man egentlig får passet på sig selv. Så det er nok grunden til, hvorfor i hvert fald, at det er kommet snigende. Og så har jeg nok haft svært ved i den periode, hvor hun var så dårlig at indse, at jeg faktisk også selv havde det dårligt. Fordi jeg så hende have det dårligere, end jeg selv havde. Og så tænkte jeg, at jeg skal fandme være den stærke her. Og jeg skal ikke gå med duknakke. Og så ikke kunne være der for min mor, fordi man selv var presset.
Leon: Så blev det alvor lige pludselig en voldsom situation for Rasmus og hans familie at være i. Altså her gik jeg og troede, at manden var almindelig slidt ned.
Hans Erik: Og så kan der ligge så alvorlige ting bagved. Og det her er jo virkelig et eksempel på, når livet rammer os. Hvilket det jo gør en gang imellem. Det kan jo ramme os på den her måde. Det kan ramme os med konkurs. Det kan ramme os med sygdom. Kronisk sygdom, der udvikler sig i familien eller ved børnene eller et eller andet. En gang imellem så bliver vi som mennesker ramt på den måde her. Og det er jo ekstremt hårdt. Og tager jo i den grad vores ressourcer. Og det er jo her, det også bliver lidt vigtigt, at vi har det her meget tydelige billede af, hvad er det for en person, vi står overfor? Hvad er det, det kalder på her? Fordi for sådan en som Rasmus, der kunne det jo sagtens være, at han havde henvendt sig til lægen, som jo mange gør. Og så kigger man på, hvad er det, der er i spil her? Han har noget ondt i ryggen. Og han har noget i nakken, og det trækker i skulderen. Der er også noget teknisk alvor osv. Det er der vist en fysioterapeut, det kalder på her. Ja, men det rammer jo ikke særlig godt, hvad det er for en bredde, der er i spil her. Fordi det her, det er jo en organisme, som er presset. Hvor energien, hvad skal man sige, er trukket ud af systemet. Altså, hvor man ikke bare lige kommer oven på hinanden, som vi snakker om, fordi vi lige tager et ekstra hvil i løbet af weekenden. Og det, at det muskulære system måske får hjælpen, det er ikke det, der kommer til at gøre forskellen. Så i mange tilfælde, mennesker, som har det sådan her, de bliver egentlig mødt af, at du skal vist bare gå hjem og samle lidt kræfter. Og det er her, jeg mener, at, jamen hallo, når man står, hvor kroppen er gået kold, så er det her, vi faktisk har brug for at få banket nogle ressourcer ind i vores system, så vi kan få et fysisk overskud, som også kan så blive, hvad skal man sige, afsættet til et mentalt overskud.
Rasmus: Ja, for han var også presset mentalt. Nu fik du lige det med, at der også var lidt muskulært. Altså noget, der trækker lidt og noget, der gør lidt ondt. Men hele det mentale siger du så også, at det er typisk ikke det, der bliver taget højde for når man kommer med ondt i skulderen nede ved lægen, f.eks.?
Hans Erik: Nej, det mentale, det er jo bare en logisk sum af, hvordan det er, man har det. Og hvad er det, man har været igennem? Når man har stået i sådan en svær, svær, svær situation, hvor man skal se ens mor blive ædt af canceren, det er jo fuldstændig urimeligt. Men stadigvæk, sådan livet også kan vise sig.
Leon: Men hvordan skal jeg sige? Altså Rasmus her, han får jo ikke passet på sig selv. Uden at jeg sådan skal klantre eller pege fingre, men der var det her med ilt masken, ikke?
Hans Erik: Men det andet bliver jo vigtigere. Leon: Ja, altså det at passe mor?
Hans Erik: Ja, lige præcis. Det er jo det, der bliver vigtigst. Så stiller vi os jo til side. Og Rasmus, han er jo ikke ringere på den konto. Det er altså ikke sig selv, han tænker på først. Han tænker på, hvordan fanden kan jeg være der for et andet menneske? Men overskuddet er jo så heller ikke til at komme i gang. Det er jo tit, vi siger, vi skal lige i gang med emotionen og noget. Overskuddet er der jo ikke.
Leon: Det er det ikke, og det bliver han også på et tidspunkt fuldstændig bevidst om. Ja, det er jeg jo bevidst om.
Rasmus: Jeg havde ikke overskuddet til at passe på mig selv. Altså at få trænet lidt, og det hele stod egentlig til. Og træt. Kommer hjem fra arbejde hver klokken halv seks. Jeg har de der 3,5 timers transport hver dag, som er i overkanten. Så jeg var helt færdig, og havde ikke overskud til noget som helst. Jeg plejer egentlig at være sådan pænt overskudsagtig. Uden at man er en supermand, men der plejer at være energi og power til at gøre nogle ting. Også efter arbejde og sammen med familien.
Leon: Rasmus plejer jo at have det her power og energi, og lige pludselig er det bare ikke eksisterende.
Hans Erik: Og når det ikke er eksisterende, så har vi jo ligesom heller ikke en platform, at vi kan rykke os selv videre med. Det er jo der, det bliver det her med, at vi kommer til at skrabe, og ikke kan komme oven på igen. Så jeg synes jo, at det her viser meget fint, hvad det egentlig kalder på. Og jeg er så taknemmelig for det view, vi har fra kinesisk medicin. Den der helheds tænkning. Det der helheds billede, der er vigtigt at få op. Hvordan fungerer den her person fysisk? Hvordan fungerer den her person mentalt? Hvad er der at trække på? Hvad er der af overskud? Og hvordan fungerer den her person følelsesmæssigt? Og hvad har vedkommende været igen? Hvad gør det ved os? Når vi har det her helhedsbillede, så kalder det netop på, hvordan får vi skabt noget energi, så vi kan få vedkommende til at få lyst til at tage fat igen. Hvordan får vi skabt noget energi, så der kan komme et overblik over situationen? Altså fra at gå fra kaos, til at nu er vi tilbage til at være in charge.Men også, hvordan får vi hjulpen den her organisme til faktisk at få ro på det følelsesmæssige, så jeg er i stand til at kan fordøje, hvad jeg har været igennem. Og det er noget af det, akupunkturen virkelig er god til, for den kan køre på alle parametre. Den tager sig ikke bare af et enkelt område. Nej, den kan virke ind på flere af de her ting, der kaldes på, der bliver aktiveret, når en organisme, når et menneske virkelig har været presset. Så det er her, vi er taknemmelige for vores interview, kan man sige i første om, men faktisk også, at vores spørgerammer til at have et klart billede af, hvad er det der ligger foran. Og så bruger vi jo lige pulsen og tungen til at kigge ind i, hvor kraftigt jeg er vedkommet og ramt her. Hvad klasse er vi i? Og noget af det, der rammer Rasmus, det er jo, når jeg går ind og italesætter, hey, du er sgu godt nok ramt ind i det her.
Leon: Det var også noget af det, han siger ikke, at det var skræmmende. Det var en voldsom oplevelse at få det sådan sort på hvidt.
Hans Erik: Og det fortæller vi altså. Når det billede er sådan, og det har været hårdt eller barsk, og det virkelig har trukket nogle ressourcer ud af den her organisme, så er det også det, vi fortæller. Men vi fortæller lige så vel, at nogle mennesker kan også have været igennem noget, hvor det egentlig ikke har trukket så hårdt på dem, for de har måske været gode til at snakke om det og så videre. Og der er det måske ikke ramt så dybt ind i de ting, som har været. Jamen, så skal vi jo heller ikke gøre det værre, end det er.
Leon: Og så kan man sige, at Rasmus’ eksempel her er voldsomt, men jeg håber alligevel, at man kan trække nogle tråde til det der i forhold til at være presset over evne. Altså, man er kørt helt flad. Hvad det så er, der sker i kroppen og organismen, og hvordan man kommer ovenpå igen, det dykker vi ned i i næste afsnit.
Hans Erik: Ja, og så skal vi have kigget lidt på det her med vores spørgerammer. Hvordan kan vi også bruge dem til egentlig at se, hvordan oplever Rasmus det inde bagved? Sker der nogle forandringer her, eller hvordan ser det ud?
