Hvordan kommer man ovenpå igen, når man har været presset til bristepunktet? I dette afsnit følger vi op på Rasmus’ historie og ser nærmere på, hvad der sker i kroppen efter langvarig stress, sorg og følelsen af afmagt.
I forrige afsnit hørte vi, hvordan Rasmus blev kørt helt ned, mens hans mor var alvorligt syg med cancer i hjernen. I denne anden del ser vi på, hvad der sker bagefter. For selvom sygdomsforløbet også rummede nærhed og stærke samtaler, sled de sidste måneder voldsomt. Rasmus tilsidesatte egne behov og stod tilbage med lav energi, øget stressbelastning og risiko for depression.
Hans Erik Foldberg forklarer, hvordan kroppen lukker ned, når vi over tid står i noget, vi ikke kan handle os ud af. Vi taler om sammenhængen mellem energi, hjernefunktion og robusthed, og om hvordan opbygning af fysisk overskud kan skabe mentalt overblik. Gennem målinger og spørgeskemaer følger vi Rasmus’ udvikling og ser, hvordan øget energi kan mindske stress og give plads til at gennemleve sorg uden at knække under den.
I dette afsnit taler vi om:
• Hvad der sker i kroppen efter langvarig belastning og sorg
• Afmagt som forløber for stress og depression
• Sammenhængen mellem energi, gennemstrømning og mental klarhed
• Hvordan robusthed og resiliens kan måles og styrkes
• Hvorfor sorg skal bearbejdes og ikke fortrænges
• Hvordan øget overskud gør det lettere at stå i det svære
Hvem er med?
Rasmus Jensen og akupunktør Hans Erik Foldberg i samtale med Leon Rask Sørensen.
Lyt hvis du…
• føler dig presset efter sygdom eller tab i familien
• oplever stresssymptomer eller er bange for at være på vej mod depression
• har mistet energi og ikke kan genkende dig selv
• ønsker at forstå sammenhængen mellem krop, sorg og mental robusthed
Læs afsnittet:
Leon Rask Sørensen: Velkommen tilbage til Det Fantastiske Menneske, og som altid også velkommen tilbage til dig, Hans Erik.
Hans Erik Foldberg: Tak for det, Leon.
Leon: I dag fortsætter vi snakken fra sidste afsnit, hvor vi kredsede lidt om Rasmus, hvis mor blev ramt af cancer i hjernen. En voldsom oplevelse for Rasmus, der i den periode, hvor moren var syg, fik sat sig selv og egne behov til side og fokuserede udelukkende på, hvad moren havde brug for. Vi skal i dag tale lidt om, hvordan man kommer ovenpå, efter at have været så langt nede og så langt ude, som Rasmus har været. Men lad os allerførst lige prøve at høre, hvad han egentlig siger om den her periode, hvor moren var syg.
Rasmus Jensen: Nu er det sådan med sådan noget hjernesvulst, at det første år (efter moren blev syg, red.) vi havde sammen, det var helt fantastisk. Og vi fik snakket og gjort ting, som vi aldrig havde gjort før. Men så var der også de sidste fire måneder, som var et helvede, hvor hun ikke var sig selv. Hvor ingenting var sig selv, altså at hun ændrede personlighed og sådan nogle ting. Og det ikke var hende, der talte med os. Så det var en hård omgang.
Leon: Så det er altså en lang proces, Rasmus og hans familie er igennem det første år, efter man har fået den her diagnose, hvor de siger, okay, vi får talt om nogle ting, vi gør nogle ting.
Hans Erik: Ja, der er nogle gode ting. Og det er jo det her, som vi skal huske som mennesker, at virkelig få med hinanden. Når noget er svært, så er det jo ikke bare dårligt. Så er det ikke bare skidt. Det er også noget, der bringer os sammen, og det fortæller Rasmus jo virkelig om, hvordan det bandt dem sammen. Og jeg tænker det her, altså når vi skal stå sådan i slutningen af livet på et tidspunkt, så skal vi også have noget at kigge tilbage på, som vi har været taknemmelige for. Vi kan ikke bare kigge tilbage på, at jeg har mistet min mor, og det er var forfærdeligt, forfærdeligt, forfærdeligt. Det er det. Men der var også noget, vi fik sammen, fordi livet fik en alvor. Livet var ikke en selvfølge. Det er ikke selvfølge, at vi bare har det godt. Det er ikke en selvfølge, at det hele bare kører godt. Og det, at vi får de der gode snakke omkring det, og at det giver en fælles optimisme omkring nogle ting, det er også noget af det, der er vigtigt at få med her i livet. Det laver ikke om på det hårdt stadigvæk, fordi Rasmus har jo godt haft en bevidsthed om, at det her, det kan jo gå grueligt galt.
Leon: Men så har man noget godt at tænke på. Den skal vi også have med. Jeg siger ikke, at man skal glemme de sidste fire måneder, men det er måske lettere at tænke tilbage på, når der forud for de her fire svære måneder, også lige var 12, hvor der var rigtig godt, og vi fik bundet nogle sløjfer.
Hans Erik: … fordi vi betyder noget for hinanden. Men det så også skal gå igennem, der hvor det bliver rigtig svært, og det bliver ikke værdigt mere, fordi når man har cancer i hovedet, så ryger man ofte af og til igennem noget, hvor det også kan blive uværdigt. I nogle tilfælde, så sker det bare at knappen slukker. Det er noget, der er så svært ved den type af cancer. Men man kender ikke morgenvægen. Pludselig, så kan det slå fra, og andre tilfælde, så kommer det som en langsom slåen fra. Men det at være vidne til noget, der er så ikke værdigt, det er bare noget af det, jeg har set, der virkelig tærer på os mennesker. Og det vækker en sorg i os. Det vækker en frustration. Det vækker også en voldsom afmagt. Og noget af det, vi kunne se ved Rasmus, da vi testede op på ham med spørgskemaer, det var jo faktisk, at han lå en øget risiko for både stress og depression. Rasmus var ikke i en depression, men han lå da sådan lige i forgården til en depression.
Leon: Og han kommer her efter de her fire svære måneder.
Hans Erik: Ja, lige præcis. Og når man ligger der, så sker der simpelthen noget med vores energi. Altså, vi brænder lidt sammen indvendigt. Vi lukker ned. Det hele bliver lidt uvirkeligt. Hvorfor det også var svært for ham, eller ikke var helt gået op for ham, hvor hårdt det måske havde været. Fordi det er sådan en måde, hvor vores fantastiske krop også er i stand til, og kan beskytte os imod det, der er svært. Når vi så lige tager fat i det,, så blev det jo lige pludselig tydeligt for ham. Når vi som mennesker står i noget, vi ikke kan løse, noget vi ikke kan handle os ud af, så er det altså afmagten, der tit kommer til at stå forrest. Og afmagten, det næste, der kommer efter afmagt, det er typisk depression. Og hvis en Rasmus ikke havde ageret på det her, så er jeg ret sikker, at han faktisk var endt ud i en depression, der slår igennem. Og ja, der kan vi sige, der er vi rigtig glade for, at vi har de her spørgerammer. Fordi det er også en måde, hvor vi faktisk kan se, hvad sker der? Han var presset på det stressmæssige. Noget af det, vi ved, for den aldersgruppe Rasmus ligger i, eller vi kan faktisk gå tilbage til 25-års-alderen, for mænds vedkommende, og op til 45-års- alderen, der viser de her befolkningsundersøgelser, vi har, det hedder, “hvordan har du det? “. De viser, at over en tredjedel af mænd faktisk er i moderat til høj stress.
Leon: Så ikke bare sådan lidt stresset…
Hans Erik: Det er der, hvor vi ikke fungerer. Fra 25 år op til 44-års-alderen, hvor Rasmus står, der er det en tredjedel af mændene. Og flere, det er op i 40-45 procents, tilfælde af kvinderne, der faktisk står i det her. Det er det her, vi som mennesker skal kunne håndtere, at livet er ikke bare lige en dans på roser. Det er svært. Og er der børn oveni, så får den lige en ekstragrad, eller er det et job, der kræver noget ekstra, så bliver det ekstra svært, eller har man en lang vej til arbejde, som Rasmus har stået i, så er det altså en tand sværere. Det her er altså den virkelighed, mange mennesker står i.
Leon: Er vi for dårligt rustet til livet så? Det er jo voldsomme tal, det er jo mange, synes jeg.
Hans Erik: Ja, vi kan i hvert fald sige, at om vi er for dårligt rustet til livet, det er jo altid godt, hvis vi er klædt på til det, vi bliver mødt af. Der er nogle ting, dem kan vi godt blive klædt på til. Og der tror jeg, at vi sådan før i tiden, måske til tider, var lidt bedre til at få snakket om tingene. Og der var måske ikke så mange impulser, der var ikke så mange sociale medier, der måske lavede en eller anden glasur-forestilling eller nu skal vi være friske, og nu skal der også ske noget, altså hvor vi bare fortrænger den side. Den side kom måske lidt mere naturligt med, og så havde vi glæden samtidig med, men en god vekslevirkning. Men det her, det er jo det, der klæder os på, til også at kunne håndtere og være robuste til de her ting. Men stadigvæk, det Rasmus er gået igennem, det er stadigvæk urimeligt. Men det er jo bare for at sige, at det her med stress, det er en almindelig ting, vi går igennem. Om det så er på sygdomsfronten, eller med børnene, eller med det jobmæssige, eller hvordan vi ellers kan hænge sammen. Det er bare et faktum, vi som mennesker er presset mere end, hvad godt er.
Leon: Og Rasmus han kommer så her og banker på i klinikken, og beder om hjælp. Og du har været inde på det her med, at få bygget noget energi på, så der ligesom er ressourcer til, at kroppen kan håndtere alle de her ting, der er på spil. Og det formoder jeg, det er også det, du gør med Rasmus.
Hans Erik: Ja, 100 procent. Og det er jo det, som jeg taler om, det her, der er vigtigt her, det er det her med at få energi på. En organisme, der laver energi, det giver også energi til hjernen. En hjerne, der får energi, den får overblik. Og vi ser det faktisk meget tydeligt. Det første, der sker, det er, at vi lige balancerer folk ind, så begynder folk at få noget energi. Ja, så kan vi se, ah, nu blomstrer det op. Og så begynder der ligesom at komme den her motivation, der hedder, ah, nu skal jeg også til at gøre noget mere for mig selv, eller nu skal jeg til at, det skal til at lykkes for mig, at komme op i fitnesscenter, og så lige få gjort noget godt for mig selv. Men det kræver jo overskud, så det starter med energi. Og når der så også kommer energi til hjernen, og vi så begynder at bruge os selv, jamen, så begynder der at komme nogle gode processer i gang.
Leon: Og det er præcis det, som Rasmus, han også oplever.
Rasmus: Der bliver bygget på. Jeg sover godt. Mere overskud, mere tolerant. Jeg synes stadig, at jeg har langt på arbejde, men jeg kan godt tage en træning på vejen hjem fra arbejde nu. Så jeg vil sige, at det har været markant, altså, uden tvivl.
Leon: Ja, han begynder altså langsomt at opdage, det du også lige fik talt om, at der kommer lidt mere energi, der kommer lidt mere overskud. Jamen, det hele, det begynder at pilen peger den anden vej, synes jeg.
Hans Erik: Ja, det er fedt. Fordi mange gange, når jeg oplever mennesker, som ikke ved så meget om, hvad det egentlig vil sige at bygge en organisme op, eller det her med, når vi går ind og gør nogle ting, med traditionel genetisk medicin osv. Det er måske noget, vi skal tro på. Det bliver nødt til at sige, at den her forestilling om, at tingene egentlig er fluffy, fordi man bruger udtrykket energi, der bliver bare nødt til at sige, det er da egentlig utroligt, det er Einestein, han har snakket om. Og det H.C. Ørsted, han har snakket om, med energi og magnetisme osv. Altså, det der er livgivende, det der sætter svingningerne i gang, det der sætter vores organisme i gang, at de skulle være fluffy? Sådan nogle gamle herrer, der står og snakker helt konkret videnskabeligt, om nogle energiting, som vi måske…
Leon: Men de blev jo også set som skør, dengang de kom med deres teorier.
Hans Erik: Ja, men det er alligevel grundlaget for hele vores solenergi og vindenergi osv. Det er jo poweren. Den power skal vi også have i kroppen. Vi skal forstå den power, som bare er i en anden form, end det vi rykker ud af stikkontakterne. Men når vi slår dén til, så begynder det altså at blive oplevet som, nu begynder jeg at kunne fungere igen.
Leon: Men det er mærkeligt det der, at det bliver så fluffy alligevel, fordi vi siger jo alle sammen, hvis vi er trætte, at vi ikke har mere energi. Men når du så begynder at tale, altså har det ind i noget organisme, så er det folk, de løfter øjenbrynet lidt, eller hvad er det, du siger?
Hans Erik: Ja, fordi vi har måske den der fornemmelse af hvad energi egentlig er. Mennesker går til yoga, mennesker går til Qi Gong, og fornemmer energi i deres krop. Mennesker går til sport og til fitness, og man mærker energien i sin krop. Det er sgu da den samme energi. Men det der at få tunet energien direkte i steder hen, hvor det aktiverer livskraften, selvopholdelsedriften det er jo den, vi skal have fat i. Og det, der jo egentlig er lidt skæg, det er, at det står vi og følger med i, når vi tager pulsene. Hvordan udvikler de her ting sig? Og fortæller folk, hvordan er det her udvikler sig? Men vi bruger jo også vores spørgerammer til egentlig at se, jamen er vi i gang med at bilde noget ind, eller kan vi faktisk konstatere det?
Leon: Ja, altså så du spørger igen undervejs i forløbet, så du kan holde resultaterne op mod hinanden.
Hans Erik: ja, og det er noget af det, der opleves lidt fedt for folk, at de svarer på en børgeramme, når vi starter op, og de svarer på en spørgeramme når vi kommer 5-6 uger hen i forløbet. Hvordan ser det så ud? Og så kan vi jo så følge, hvordan tingene de ændrer sig. Og hvis vi ind og ser på for eksempel stress, sådan en som Rasmus, der er fanget ind i stress, jamen ham kan vi se, da energien kommer til, at hovedet begynder at fungere igen, man begynder at få et overskud, ja, så forsvinder han simpelthen ud, at det at ligge moderat til høj stress, så er han helt ud af stress. Og det ser vi jo med mange, at der ligger op i den høje område, enten ryger de ned i let stress, det er det, de fleste vil opfatte som, så har man ikke stress. Men det at have let stress, det er altså også en form for stress. Rasmus ryger så helt ud af stress. Og stress er jo egentlig bare et udtryk for, at kroppen er overbelastet. Jeg kan følge med fysisk, følelsesmæssigt, eller mentalt, altså en af delene, eller flere af delene. Når kroppen lægger sig ned, altså har overskud, så lægger den de her stresssymptomer ned i vores krop. Og så bliver vi ligefrem mere behagelige at være sammen med.
Leon: Det kunne man forestille sig. Og en ting det er, hvad du kan se i de her resultater på de her spørgsmål, men noget andet det er, om Rasmus så også føler sig mere behagelig at være sammen med.
Rasmus: Jeg er blevet gladere. Jeg er et bedre menneske overfor mine nærmeste. Jeg er bedre til mit arbejde. Det er jo blevet en markant omvæltning fra det jeg kom fra og var i i halvandet, to år. Og var på grænsen til at – i overført betydning – hoppe i vandet.
Leon: Ja, der er virkelig tale om kontraster i forhold til det som Rasmus har været igennem, fra til at det bliver bedre nu, men også stille op imod, hvor noget har været rigtig skidt…
Hans Erik: Når vi som mennesker bliver ramt ind i det her, som vækker oplevelsen af at være ude af magt, være i afmagt, så er det bare svært. Og den følelse, når den er i gang i vores organisme, så gør det helt konkret det, at det lukker ned for den gennemstrømming, der skal være i vores organisme, ud i vores muskler, op i vores skuldre, op i vores nakke, op over hjernen. Hvor meget energi, hvor meget ilt, hvor meget gennemstrømming kommer der op i hjernen. Det står i direkte proportional niveau med hvordan vi føler overskud og det at kunne gennemskue tingene. Når vi kan have følelsen af, jeg kan lige så godt hoppe i vandet, så er det jo fordi vi er ude af magt. Jeg kan ikke handle mig ud af det her. Og det er helt basalt, der er ikke energi nok til hovedet. Vi kan se det fysiologisk, vi kan se, når vi behandler de her mennesker. Nu lå Rasmus ikke i depression endnu, men han lå lige i forgården til det. Vi kan se mennesker, som er i depression, når vi får genskabt den her energi, og der begynder at komme mere motivation og lyst til at gøre ting, så ser vi, hvordan det simpelthen lukker op. Og vi kan se det direkte på vores spørgeskema, at så ryger folk simpelthen ud af det her område. Og hvis folk virkelig er ramt og ikke ryger helt ud af det i første omgang, når man er godt på vej, så kan vi se, når vi har bygget dem rigtig godt op, og robustheden rigtig har taget fat, det er også noget af det, vi faktisk er inde og måle på. Vi har et målesystem, som hedder Vita 16, et hollandsk system, hvor vi kan måle på, hvor robust et menneske er. Hvilken resciliens er der? Hvad er der at stå imod med? Vi kan se, at når den faktor slår til, så er depressionen typisk også over. Hvis folk ikke kommer ud af depressionen med det her mere overskud i organismen, så er det fordi, der er noget, der holder fast i det. Så er der en livsomstændighed, der holder fast i det. Ellers kommer vi faktisk ud af det. Det er jo egentlig interessant, at vi kan have en tilgang, der hedder, at kommer der overskud i en organisme, så letter skyerne automatisk. Men vores tilgang har mange gange været, at det er da nu, du skal have en pille for depression.
Leon: Ja, det er jo det, man gør, fordi det virker, jeg ved ikke, om det virker her og nu, men det er det, der er tilgængeligt.
Hans Erik: Og det er interessant. Min erfaring er, at det virker ikke nødvendigvis mere her og nu. Altså, der kan være tilfælde, hvor vi er virkelig i depression og ryger helt ud. Der skal vi jo endelig se efter at bruge medicinen. Men der er mange tilfælde, hvor vi er over i det depressionsmæssige, hvor det er bare et spørgsmål om at få skabt energi. Og det er jo faktisk noget af det, vi ser også på i vores spørgeskema. Hvornår er det vores bord, og hvornår er det et kombibord vi har gang i.
Leon: Og det må så være en fordel, hvis man får styr på det, inden det bliver alvorligt. For typisk, når man får en pille, så er du jo helt nede.
Hans Erik: Ja, nogle gange er man dernede, men nogle gange er man bare på vej derud. Og det, det gælder om, det er jo egentlig at gribe fat i det, inden det bare går længere og længere ud. Vi ved, at mennesker, som har været i cancerbehandling, 42 procent af dem, der har været i cancerbehandling selv, dem ved vi, at inden for halvandet år efter, de har afsluttet deres cancerbehandling, der ender de selv i depression. Og vi ved også, at der er for øget risiko for pårørende, at de ryger i depression. Så det depressive, det her med at have følelsen af at være ude af magt, det er altså bare noget, os mennesker ikke bryder os om. Vi kan altså bedst med, at vi har magt over situationerne. For en kortere periode, der sker der ikke noget ved, at vi ryger derud, men vi skal helst tilbage og få fodfæstet igen.
Leon: Så nævnte du noget om robustheden i forhold til det at kunne stå imod ting og være i ting, også selvom det er svært eller udfordrende eller kan virke kropumuligt. Det får du så også bygget på Rasmus her. Jeg har bl.a. spurgt ham til, hvordan det så er at være i den her sov efter at have mistet sin mor med det forløb, han og de har været igennem en mente. Prøv at høre, hvad han siger om den sorg, som det har været at gennemgå den her proces med din mors sygdomsforløb og også den efterfølgende med at miste hende. Er det blevet lettere at være i?
Rasmus: …. Jeg tror på sin vis, ja. I og med, at overskuddet er så meget større, skal der noget mere til at vælte læsset, kan man sige. Jeg tænker stadigvæk tit på min mor, men det er ikke så tårerne triller hver gang, at snakken falder på hende, eller vi er oppe på kirkegården, eller noget som helst. Så på sin vis, ja. Og så vil jeg selvfølgelig sige, at det har Louise også været en kæmpe del i, og det er der ingen tvivl om.
Hans Erik: Det her viser jo meget vel, at man går igennem sådan en sorgproces. Den skal bearbejdes. Og der er en tæt på, der kan hjælpe på vej til det. Det er jo bare, som det skal være. Men jeg tror, det er vigtigt, at vi også lige husker det her med sorg. Det er ikke bare noget, der skal overstås. Sorg er noget, der skal gennemleves. Det skal bearbejdes. Det er noget, der gør, at vi bliver hele mennesker. Altså, at vi også kan håndtere, at tingene går ikke altid helt, som vi kunne ønske, de gør.
Leon: Men også, tror jeg, at vi skal huske på, at det er ikke forkert at være i sorg. Altså, man skal, kan man sige, bruge et godt dansk ord, altså embrace det omfavne, det være i det, tillade sig selv at være i det, så bliver det også bedre.
Hans Erik: For at det kan blive en naturlig udvikling, at gå det igennem. Det er det, der gør os til hele mennesker. Og hvis vi skal se det på den lange bane, så er det altså også det, at vi kan gøre det her, der kan lukke op til, at vi i sidste ende faktisk bliver taknemmelige mennesker. Taknemmelige væsener. Fordi hvis ikke vi har prøvet noget, der er svært eller har gjort ondt, så udvikler vi ikke taknemmeligheden. Taknemmeligheden, der er sorgen. Der er det ikke at blive mødt, også en forudsætning for, at vi kan opnå det. Det er jo noget af det, vi er taknemmelige for, som behandler, det er at kunne bidrage til de her processer, til at mennesker kan komme mere hele igennem sådan nogle processer. For pokker da også, at vi kan vende tilbage til livet igen. Det er jo derfor, vi er her.
Rasmus: Der skal mere til at vælte læsset, altså det er ingen tvivl. Jeg har meget mere power, meget mere lyst til at stoppe, lyst til at lave ting…
