Hvad betyder det egentlig, når en sygdom bliver kaldt kronisk? I dette afsnit undersøger vi, hvordan ordet kan påvirke vores forståelse af sygdom – og hvorfor en kronisk diagnose ikke altid behøver være en livslang dom.
𝐑𝐞𝐬𝐮𝐦𝐞
I afsnit 42 af Det Fantastiske Menneske sætter Hans Erik Foldberg og Leon Rask Sørensen fokus på begrebet kronisk sygdom. For selvom op mod hver tredje dansker lever med en kronisk diagnose, er spørgsmålet, hvad ordet egentlig dækker over – og hvordan det påvirker vores syn på kroppen.
Hans Erik forklarer, at kronisk i sundhedsvæsenet ofte blot betyder længerevarende. Alligevel bliver det for mange forstået som noget permanent. Gennem eksempler som diabetes 2, forhøjet blodtryk, astma og KOL taler de om, hvordan belastninger i kroppen over tid kan udvikle sig til sygdom, hvis kroppen ikke får mulighed for at restituere.
Samtalen kredser om kroppens evne til at bevæge sig tilbage mod balance. For når vi begynder at forstå signalerne fra kroppen og reagere på dem i tide, kan nogle sygdomstilstande ændre sig eller i nogle tilfælde helt forsvinde. Afsnittet åbner for en ny måde at se kronisk sygdom på – som en tilstand, der i nogle tilfælde kan påvirkes, fremfor en uforanderlig skæbne.
I dette afsnit taler vi om:
• Hvad ordet kronisk egentlig betyder i sundhedsvæsenet
• Hvorfor diagnoser kan påvirke vores forventninger til sygdom
• Hvordan belastninger som stress, manglende søvn og pres kan føre til sygdom
• Eksempler på kroniske sygdomme som diabetes 2, astma, KOL og forhøjet blodtryk
• Kroppens evne til at bevæge sig tilbage mod balance og bedre funktion
• Hvorfor det er vigtigt at opdage kroppens signaler i tide
Hvem er med?
Akupunktør Hans Erik Foldberg i samtale med Leon Rask Sørensen.
Lyt hvis du…
• vil forstå, hvad kronisk sygdom egentlig betyder
• lever med en kronisk diagnose og ønsker et nyt perspektiv
• er nysgerrig på kroppens evne til at regulere og genoprette balance
• vil blive klogere på, hvordan belastninger i kroppen kan udvikle sig til sygdom
Læs afsnittet:
Leon Rask Sørensen: Andet afsnit om kroniske sygdomme. Velkommen til. Også velkommen til dig, Hans Erik.
Hans Erik Foldberg: Tak for det, Leon.
Leon: Vi har jo lavet et enkelt afsnit det forrige om kroniske sygdomme. Når vi taler kronisk, så er der sådan en definition, som vi, jeg har grebet ud af den blå luft havde jeg nær sagt, både som vi siger, men også den egentlige definition. Når noget er kronisk, så kan det være længervarende, det kan være vedvarende, eller det kan være uhelbredeligt. Og min påstand i forrige afsnit, det var, at de fleste danskere, og den står for egen regning, det er bare et postulat, at de fleste danskere tror, at når man fejler noget kronisk, så kan man ikke gøre noget ved det. Og det var ligesom det, du forsøgte at anfægte lidt i forrige afsnit. Jeg tænker ikke, at den holdning har ændret sig siden sidst.
Hans Erik: Der er ikke sket noget nyt på det område.
Leon: Og så sluttede jeg jo alligevel af med det, som vi efterfølgende har kaldt for et citat til halvanden milliard kroner. Nemlig et citat fra vores sundhedsminister, Sofie Løhde, som siger, at “kronisk sygdom er noget, man skal leve med resten af livet”. Nu har du haft lidt tid til at summe over det her citat. Inden vi lige sætter det i kontekst, så fortæl mig lige, hvad synes du om det?
Hans Erik: Jamen altså, hvis det er den måde, vi tænker, så er det jo sådan, vi kommer til at forholde os til det. Hvis vi nu kunne tænke på en anden måde i forhold til det her med kronisk sygdom, altså at kronisk sygdom jo egentlig er en tilstand, der er opstået ud af noget usundt, noget uheldigt, der går forud for. Og vi kan blive skarpe på, hvad er det egentlig, der går forud for, som fører os over i en kronisk sygdom. Jamen, så er det jo ikke noget, vi nødvendigvis skal leve med resten af vores liv. Vi lever jo ikke resten af vores liv med en forkølelse. Vi lever jo ikke resten af vores liv med en rift i vores hånd. Det er jo noget, vores fantastiske organisme faktisk finder ud af. Hvordan får jeg det her helet op, så vi får en normaltilstand igen? Og på samme måde er det med nogle af de ting, som bevæger sig over i en kronisk sygdom, jamen, ja, det er længerevarende. Det er det, der er definitionen ind i det. Men er det det samme, som det er statisk og ikke til at flytte på? Det må jeg sige, det er det ikke nødvendigvis.
Leon: Så tager hun fejl, vores sundhedsminister, hele Danmark sundhedsminister, tager hun fejl, når hun siger, at det er noget, vi skal leve med resten af vores liv?
Hans Erik: ja, hun er kun oplyst ud fra den vinkel af, hvordan fanden spenderer vi en masse penge ind i noget i forhold til kronisk sygdom, for vi vil gerne danskerne det bedste. Og hvis de er ramt af kronisk sygdom, så skal de da have hjælp. Og det er jo en rigtig god politikertilgang, og jeg synes respekt for den. Og respekt for den på den måde, at den er tænkt på. Den er jo tænkt på den måde som, hvordan laver vi nogle kronikerpakker? Hvordan får vi styr på de her patienter med kronisk sygdom, at de rent faktisk får den hjælp, som hjælper dem til, at deres funktionsnedsættelse ikke bliver alt for udpræget, at de stadigvæk kan få god livskvalitet, kan fungere på et godt niveau. Og jeg formoder, at det er det, den halvanden milliard skal bruges til. Så der er jo ikke noget negativ i det, men vi skal bare passe på den måde, vi formulerer os omkring tingene. Bevæger det os væk fra en forståelse af, hvordan er det de her ting, de faktisk går i gang? Og det kunne godt være min bekymring.
Leon: Og når vi taler om halvanden milliard, så er det som du ganske rigtigt formoder, at der er afsat halvanden milliard frem til 2030 til de her kronikerpakker. Hvad de her pakker indeholder, og hvad det også kan kaste af sig for kroniske patienter, det vender vi tilbage til. Men det første af de her kronikerpakker retter sig imod KOL-patienter, og så patienter med kroniske lænderygsmerter. Og lige præcis lænderygsmerter, det er noget af det, vi skal tale om i det her aften, når vi taler kroniske muskel- og ledsygdomme. Så kan man sige, at rygssmerter er vel ikke en sygdom? Eller det kan være det, men ikke nødvendigvis.
Hans Erik: Det er ikke nødvendigvis noget statisk. Vi ser meget forskning på, at tanken i dag er, at når vi får ondt i ryggen, så skal vi ikke bare gå i stå, så skal vi faktisk gå i bevægelse. Det, der er meget af dokumentationen, der viser fra Odense Universitets Hospital, hvor man jo er inde i nogle rigtig gode forskningsprojekter, det er fysioterapeuter, det er kiropraktorer, der fører rigtig meget an i de her ting, og beviser, hvordan man ved at kan holde sin krop i gang, også når man bliver ramt af muskelsmerter, jamen, så kommer man sig bedre over de her lidelser. Og derfor er det lidt vigtigt, det vi taler om her, i forhold til, hvornår er noget kronisk? At vi ikke forstår kronisk som noget vedblivende, eller noget, vi ikke kan gøre noget ved, eller, ja, jeg har jo en dårlig ryg.
Leon: Ja, for hvad sker der, hvis vi tager den til os og siger, okay, du har kronisk ondt i ryggen, hvad kan der så ske?
Hans Erik: Ja, så kan det jo ske det, at jeg har jo også ondt i ryggen, så jeg kan jo ikke holde til så meget mere, så jeg bliver jo nødt til at tage hensyn til min ryg. Og det vil jeg bare sige, hvis man har prøvet at have ondt i ryggen, så vil man totalt skrive under på det her, fordi det er altså ikke nemt at bevæge sig ud af, når man har væsentlig, væsentlig ondt i ryggen.
Leon: Det er let at lægge sig hen på sofaen og blive der, og så vil man også opdage, at når man har ligget der for længe, så kan man faktisk også godt få ondt, men hvad skal man så gøre, fordi jeg har jo kronisk rygsmertepatient?
Hans Erik: Og det er jo det, de her undersøgelser, masser af forskning har vist, at hvis man kan komme i gang igen, jamen, så kan vi få en meget bedre funktion tilbage igen. Og det er jo bl.a. noget af det, kron i pakken skal bruges til. Altså mennesker, som har kronisk ondt i ryggen, hvordan hjælper vi dem til at blive mere aktive, så de kan få det bedre med deres ryg? Eller de kan få den medicin, som begrænser deres smerter, så de på den vej igen kan komme til mere bevægelse og få det bedre med deres ryg? Så det er jo alt sammen godt.
Leon: Det er alt sammen godt, og nu nævner du så de her kronikerpakker igen. Og i de her kronikerpakker, der er også noget, der hedder, at så får man ret til patientrettede forebyggelsestilbud. Forebyggelse, det talte vi om i sidste afsnit, altså når vi sætter ind i forsøget på, at det ikke udvikler sig til noget kronisk. Men de her kronikerpakker, det siger lidt sig selv, de træder i kraften, når du har fået noget, der er kronisk. Så hvad skal man lægge i et forebyggelsestilbud?
Hans Erik: Ja, man kan jo ikke blive en del af den pakke, man venter, man er kronisk. Så vi skal have bevæget os ud over kanten, før vi kan blive en del af det her.
Leon: Ved du, hvad de patientrettede forebyggelsestilbud indebærer? Jeg ved det, jeg kan i hvert fald lige kigge her på min noter. Det giver, og det er fordi, jeg skal sige det ret præcist, det kan være kostvejledning, det kan være rygestop-kurser eller tilbud om, som du også nævner, fysisk aktivitet. Og så kommer det, “som skal give den enkelte de rette værktøjer til at leve på den bedst mulige måde med deres kroniske sygdom”. Så der er jo ikke nogen i de her kronikerpakker til halvanden milliard, der ligesom siger, skulle vi se, om vi kunne få streget det der kronisk. Nu skal du bare få nogle værktøjer til halvanden milliard, til hvordan du kan lære at leve med dine kroniske rygsværter fx.
Hans Erik: Og jeg synes, det er et eller andet sted, så er det jo fedt, at der kommer den hjælp og der kommer den fokus, når vi er kommet ud over kanten. Men det interessante, det er, hvordan kan vi lave det, så vi undgår at komme ud over den kant. Og det er måske den, vi skal ind og have fat i, hvis ordet forebyggelse skal have en reel berettigelse her. Fordi forebyggelsen, den bør ligge i, at vi ikke bare er vidne til, at vores organisme, vores muskler, vores led ligeså stille bliver nedbrudt. Jeg synes ikke, det er i orden, at et menneske, som har tendens til svagheder i sin ryg, skal gå uopdaget med inflammation omkring et led, og så man bare venter på, at en eller anden dag, så springer der pludselig en diskusprolaps frem, og så er man bare på den.
Leon: Men det kan man så gøre noget ved, så kan man jo blive opereret, og man kan…
Hans Erik: Jamen, det er jo ikke der, vi skal hen. Vi skal jo have fat i det inden, så det er det at få det fanget. Og der synes jeg ikke, vi er gode nok. Jeg synes simpelthen ikke, vi er gode nok. Vi kan ikke være det bekendt. Fordi, og det er også vores befolkning, vi skal have uddannet i forståelsen af det her. Når du har en ømhed et sted, så ligger det langt, langt, langt tilbage i tiden. Det ligger instinktivt i os, langt tilbage i tiden, det er tusinder af år. Det ligger instinktivt i os, at vi griber hen i retning af det, der er ømt. Og hvad gør vi, hvis det er ømt her på vores arm? Ja, så går vi automatisk i gang med at massere det. Det ligger instinktivt i vores genetiske system. Og når vi begynder at massere sådan noget, ja, hvad sker der så efter en stykke tid?
Leon: Jeg forestiller mig, at så løsner det lidt op.
Hans Erik: Så løsner det lidt op. Måske løsner det op med det samme, vi har gjort det. Og i andre tilfælde, så har vi fået det masseret og så går der måske et par dage eller tre, så forsvinder det igen.
Leon: Det virker næsten for simpelt til, at det ikke kan være rigtigt.
Hans Erik: Men det er jo her, vi er på begyndelsen, når vi ikke er i kronikerniveau nu. Vi er det her. Det starter. Så en opmærksomhed på, at når der er noget, der er ved at gå i gang, så skal vi tage os af det. Men så kommer hypokonder-halløjet Ej, nu skal du jo heller ikke gå og gøre dig sølv og ting og sager. Jamen, er det så det samme, som jeg ikke skal tage mig af det, fordi jeg ikke skal være sølle? Eller tag nu en par pandodiler, så går det over igen. Og det kan jo egentlig være rigtigt nok. Fordi hvis det er det, der giver en bevægelsen, så er vi lidt over på den her igen med, at vi ved, at muskler har godt af at blive brugt og blive bevæget. Men vi skal også lige kunne gennemskue, hvornår er det det der er metodikken, og hvornår er det ikke det der er metodikken?
Leon: Jeg står og tænker lidt på, om vi danskere, og det bliver meget sådan generaliseret, og det skal jeg beklage på forhånd. Men hvis jeg nu bare tager det her hypotetiske eksempel. Man har gået med ondt i ryggen gennem længere tid. Man har været til fysioterapeut, man har trænet, man har forsøgt at balancere det hele, og man bliver ved med at have ondt. Så kommer der den her diskusprolaps. Så går man igennem noget træning måske, og så får man den opereret væk…
Hans Erik: … eller den går i sig selv.
Leon: Eller den går i sig selv. Altså går i ro. Men det var operationen, jeg gerne ville hen til. Så får man udbedret den her diskusprolaps, og efter noget tid og noget genoptræning, så har man ikke ondt mere. Altså det var diskusprolapsen og operationen, man egentlig var lettet over at komme hen til, fordi nu har jeg ikke ondt mere. Altså, i det generaliserede, er det det, vi venter på? At så lykkes det? Så har vi ikke ondt mere?
Hans Erik: Ja, hvis det er det, jeg synes er kriteriet, at vi skal hele den lange vej, inden vi tager os af det, jamen, så er det jo det, vi venter på. Hvis det er sådan, at vi vil være lidt mere geniale, og det var der, jeg havde fat i den anden her. Det, som kan forsvinde ved, at det bliver nusset eller masseret eller hvad det gør, som vi instinktivt gør, jamen, det er jo fint. Hvis de metoder ikke virker mere, så skal man sige til sig selv, hvad pokker er det, der er galt i min organisme, der gør, at det kommer igen og kommer igen? Hvad er det, der gør uden for min organisme, at jeg får spænding igen og igen og igen? Og der kan det jo være nogle belastninger udefra noget arbejdsmæssigt, hvor det er sådan, at vi, hvad skal man sige, laver noget ensidigt. Jeg kan huske, at i mine unge dage, der spillede jeg i orkester, og jeg spillede tangenter, og tit, så sad man sådan her og spillede sådan syv timer en aften, og jeg var amatørmusiker, og spillede i orkester.
Leon: Hvorfor stod du sådan her og spillede?
Hans Erik: Jamen, det gør man, fordi man havde sine keyboards heroppe, den her højde, og det var jo en belastning heroppe over. Men det interessante for mig, det var, at det var ikke en belastning. Det kunne mine muskler godt modsvare. Også selvom jeg var ude og spille mere end en gang i juni eller var 14 dag, så kunne mine muskler godt holde til det. Men i mange tilfælde, hvis kroppen ikke kan adaptere den belastning, så begynder det at blive vedvarende smerter, man får til det. Så kan man sige, der er en eller anden ting i min organisme, der gør, at jeg lige pludselig ikke kan holde til det. Der er lige pludselig noget, der gør, at jeg enten ikke får affaldsstofferne væk derudfra, eller at der ikke kommer tilstrækkelig næring til mine muskler, så jeg kan holde til det. Så skal man jo finde ud af, hvad er det? Og vores organisme er så fantastisk, at den vil faktisk gerne understøtte os. Når muskler bliver brugt, så bliver de stærke. Hvis ikke det princip holder, så skal man stille sig selv spørgsmålet, hvad er det, der går galt her? Hvis ikke man stiller sig det spørgsmål og bare går i gang med pillerne, smertestiller og bliver ved med at køre den der metodik, så på et eller andet tidspunkt opstår der simpelthen en sled eller nedbrud i muskler eller i vores bruskflader, hvis det er oppe i nakken for eksempel, som gør, at vi er på vej et sted hen, hvor det kan blive mere alvorligt. Og så er vi på vej til at bevæge os over i noget kronisk. Men så udløser det kronikkerpakken, og så kan du få hjælp.
Leon: Så kan man nemlig få hjælpen der, og det går stærkt. Så inden for 30 dage, så skal man i gang med det, og inden for tre uger, så får man de patientrettede forebyggelsestilbud, så man kan lære at leve med det.
Hans Erik: Ja, men jeg tror, vi skal lige se, om vi kan gå en tand tidligere i gang her. Vi skal ind og forstå, hvornår vi er på vej ud over den kant. Og det synes jeg faktisk, at en del mennesker er gode til. Mennesker, som har opbygget en viden og en erfaring om deres krop. De laver gymnastik, eller dyrker motion og løber osv. De er gode til, mange er gode til at finde ud af, hvordan finder jeg den rette balance i det her, så det faktisk fungerer for mig. Men vi har også nogen, som er knapt så gode til det, der nemmere kommer til at gå ud over en eller anden kant, og så tager viljen fat i dem og siger, det skal fandme ikke stoppe mig, jeg skal igennem. Og det er tit her, det går galt. Så den der stolthed eller uheldige viljestyrke på det forkerte tidspunkt, det eren gang imellem de ting, der kan køre, at vi køre os ud over kanten, og egentlig forlanger mere af vores muskler eller af vores led, end de umiddelbart kan levere. Det er tit her, det går galt.
Leon: Når du så, som jeg ved, du gør hver eneste weekend, sidder foran bernsynet og ser en masse, masse sport og bruger hele din weekend på det. Ej, det ved jeg, du ikke gør, men når du så hører om en håndboldspiller, der kommer til skade, og de almindelige prognoser siger, han skal være ude i 10-12 uger, og han så dagen efter, han er blevet undersøgt, siger han, jamen jeg håber at kunne gøre det på 8. Er der så noget der, hvor du tænker, pas nu på, fordi så hans vilje og hans lyst til at komme tilbage, kan overgøre den der genoptræning i forhold til at vende tilbage, eller det var ikke det, du mente måske?
Hans Erik: Nej, fordi de der mennesker, de har typisk nogle dygtige folk omkring sig til at hjælpe sig, til at rette til, hvad er realistisk, og hvad er ikke realistisk. Men der kan viljen være god nok, og man har også en forståelse for, hvor meget kan man byde en muskel, og hvor meget kan man byde et led, og så bygge det op den der igen. Nej, så det kan faktisk være ganske udmærket. Nej, det er nok mere, når amatørdelen kommer igennem, og så viljen til, at jeg skal sgu nok selv styre min krop og klare mig igen. Jeg tror det er her, vi ofte kommer til at vil overhøre nogle signaler, og tillade nogle inflammationstilstande og deraf nogle smertetilstande, som vi bare skal springe hen over, men vi skal huske, hvordan får vi kroppen ned til, at den heler sig selv op. Og her bliver jeg også nødt til at sige, der skal også lige være en forståelse for, at noget kan man godt træne sig ud af, men der er også andre ting, hvor man skal ind og kigge på, hvorfor går det altid galt med mit senevæv i min organisme? For hvis det gør det, så skal man sige til sig selv, så må der altid være noget galt i det system, jeg skal holde min senevæv ved lige.
Leon: Hvad kunne det være? Hvad kunne være problemer med senevævet? Hvordan udmønter det sig?
Hans Erik: En vigtig funktion, vi har i vores organisme, det er, at kroppen opretter, opholder en evne til at lave det, vi kalder godt flow af energi og blod. Og du kan som lytter her, lige lave en test på dig selv, eller en eftertanke på dig selv. Er du en af de personer, som har en tendens til, at skuldrene lige så stille kryber op, og så siger du til dig selv, at nu skal jeg også ned med de skuldre, de skal ikke sidde deroppe, jeg skal også lige kunne slappe af. Og så har du en tendens til, at der går 5-10 sekunder, så er de bevæget sig derop igen. Hvis du er en af dem, så er der en funktion i din krop, der skal lave det, vi kalder godt flow af energi og blod, som ikke fungerer, som den skal. Og så har vi en tendens til at opbygge den der spændingstilstand. En spændingstilstand gør, at vi bliver mere stive i det, og den stivhed gør, at eftergivenheden er for utilstrækkelig, så vil det altid give en belastning på vores senevæv eller vores ledbånd.
Leon: Er du klar over, hvor mange du har fået til at holde øje med nu, om de sidder med skuldrene helt oppe?
Hans Erik: Ja, det var planen. Men det er jo for at give et eksempel på det her, hvad er det, man skal kigge efter. Hvis man har sådan en tendens, så kan man godt tro, at alt det, man gør og med bevægelse og så videre, men der er altså en knap, der er en funktion inde i organismen, som er på afveje. Så længe den kører på afvej, så skal man nok blive stoppet af det. Og hvis man er en af de personer, så er nakkespændinger, hovedpine for nakkespændinger, meget almindelige at have. Løber man, så er det akillesenerne, det går ud over måske en hælsporer. Hvis man dyrker holdsport, så er det meget almindeligt, at det er oppe i lyskeområdet eller omme omkring korsbenet, hvor vi også har en masse senevæv til stede. Det er de ting, hvor den manglende fleksibilitet kommer til at forårsage en overbelastning. Så gentagende skader i de her områder, der skal man engang imellem lige kigge et spadestik dybere i. Hvorfor regulerer kroppen ikke mig på plads? Hvorfor hjælper den mig ikke på vej til, at det bare smooth forsvinder igen?
Leon: For ellers kan det udvikle sig til at blive noget kronisk.
Hans Erik: Er man fritidshåndværketypen, som sætter loft op og får tændes albuer af det, og det ikke er væk i løbet af en tre-fire dage, så er der en eller anden ting inde i din organisme, som ikke fungerer, som den skal. For ellers vil kroppen regulere det på plads af sig selv, og så er man videre.
Leon: Og særligt, hvis man så efter et par weekender er i træk med det, så siger man, at det dur ikke for at få altid ondt i albuen, når jeg sætter lofter op. Så vil man bare lade være med at sætte lofter op, men der skal man så, som du siger, lige tænke…
Hans Erik: Ja, så skal vi kigge en tand tilbage på samme måde, som eksempelet jeg gav i sidste afsnit. Det her med en, som ikke har løbet et stykke tid, og skal i gang igen, og ved, at det kan være hårdt at komme i gang igen. Men han ved godt, at jeg skal starte langsomt op, og så kan jeg igen, og så kommer konditionen med, og yes, nu besidder jeg evnen til at kunne løbe ti kilometer igen. Altså, vi skal kende vores organisme, og vi skal lige så meget kende det, at vores organisme måske ikke understøtter de retninger, vi har gang i, som den normalt ville gøre, at den holder op med det. Så skal vi til at sige til os selv, hvad er det, der gør, at den ikke vender tilbage til udgangspunktet igen. Så hvis vi skal sige noget i forhold til de her kroniske sygdomme, når vi snakker ledproblemer, vi snakker muskelproblemer, så noget af det, vi skal have for øje, det er den der normale brug af vores krop til, hvad vi nu kan finde på. Hvis kroppen ikke selv kan finde ud af at finde tilbage til udgangspunktet, så er der et eller andet, vi gør for meget, og dermed kan det belaste den udad til. Eller der er et eller andet, der i min organisme ikke fungerer tilstrækkeligt, til at jeg kan gøre det, som jeg altid har kunnet gøre, så skal vi stoppe op. Når vi ikke stopper op her, men egentlig fortsætter i den retning, som vi har gang i, så arbejder vi på, hvordan jeg kan få mig en kronisk lidelse i min muskelsystem eller min ledsystem, så jeg kan blive en del af kronikerpakken.
Leon: Meget af det, du taler om her, som jeg hører det, det er, hvordan undgår vi, at noget udvikler sig til at blive kronisk, og hvad gør vi så ved det, hvis man har fået en kroniske diagnose af en eller anden art. Men det er jo så kun ved de længerevarende eller vedvarende. Hvad med de uhelbredelige kroniske muskler og ledsygdomme? Jeg ved ikke, sådan noget som fibromyologi, går det ind der? Ja, det kan man, som jeg ved, jo gøre noget ved, så hvor placerer det det i hele den her snak?
Hans Erik: Altså fibromyalgii er en meget kompleks lidelse, hvor vi både har noget svaghed i noget bindevæv, vi har en svag næringstilstand, vi har ofte en dårlig evne til at kunne få ryddet op i vores væv, altså kan få affaldsstofferne hurtigt nok væk. Og så er det typisk også nogle mentale mønstre, som går igen ved mennesker, der har de her lidelser. Og når ting begynder at få en vis kompleksitet, så er der ikke bare lige en nem løsning på det. Men noget af det, vi gør meget ud af, det er ligesom at prøve at klæde den enkelte person på til at forstå, hvad er det der er dit problem, hvis vi nu tager fibromyalgi. Hvad er det der er dit problem? Hvad er det, du skal have til at fungere bedre? Både på fysisk niveau, fysiologisk, men også mentalt, for at din krop kan komme tilbage til udgangspunktet. Eller, hvis det har stået på for længe, måske kan komme tilbage til et punkt, der er mere sundt.
Leon: Altså hvor det ikke fylder og begrænser?
Hans Erik: Ja, hvor det ikke fylder og begrænser hele dit liv. For det er jo ikke sådan, at bare fordi vi kan bringe en krop i balance, at vi altid kan bringe en krop tilbage. Vi kan jo være så langt ude på et overdrev, at kroppen ikke har evnen til at kan bringe sig tilbage.
Leon: Og det var den jeg egentlig ville komme til, fordi det er jo ikke alt vi kan, du har sådan en ord for det, reversibelt.
Hans Erik: Ja, vi har det, vi kalder reversibelt. Det betyder, at en krop kan bevæge sig ud på en kant, men den kan bringe sig tilbage igen. Og så har vi noget, der hedder irreversibelt. Det er der, hvor det er passé. Vi kan ikke komme tilbage igen. Men interessant, i alle de år jeg har arbejdet med mennesker, så har jeg set mere og mere og mere, der faktisk evner og kan komme tilbage igen. Men for eksempel, du kan have brækket en arm, og den kan blive sat sammen på en måde, hvor den står på den her måde. Og der har den altså stået i ti år. Jamen, det er ikke det samme, som vi kan få den til at kunne gøre det her, altså kan strækkes ud igen.
Leon: Det er ikke det samme, som vi ikke kan få den til at gøre det her?
Hans Erik: Det er ikke det samme, som vi kan det. Altså, der kan vi tale om en længere barndelt tilstand, hvor den har stået i noget, som den ikke kan komme tilbage fra. Så sent som her til morgen, så jeg en person, som for tre måneder siden skulle have, hvad hedder det – bare vente på, at det her blev slemt nok til, at det blev en ny hofte, der skulle i gang. Og man kunne se, der er jo bevægelsesindskrænkning. Og typisk når bevægelsesindskrænkningen er i gang, så kan det være svært, fordi så er det så store forandringer i hoften. Vedkommende her var blevet klædt på bevægelsesmæssigt, men også funktionsmæssigt til, at jeg i dag kunne sige til vedkommende, at det her ser simpelthen så godt ud, at din krop restituerer så godt. Og så lavede jeg en tjek på, hvor godt fungerer hoften. Og der var vedkommende faktisk blevet i stand til at kunne træne op, lirke den her hofte op igen til at have flyttet sig 70 procent. Og når den kan flytte sig 70 procent fra noget, der er ved at stivne til, og kun mangler 30 procent, så er det sådan en person på min egen alder, som nok skal komme til at fungere. Og der kommer det ikke til, at der skal en ny hofte til.
Leon: Så der springer vi en hofteoperation over?
Hans Erik: Der springer vi en hofteoperation over.
Leon: Og hvad koster det samfundet også? Hvad sparer man der?
Hans Erik: En hofteoperation… er det 110.000 eller 130.000 kroner? Der er virkelig mange penge at hente. Og det er også her, jeg virkelig tænker, at vi skal til at forstå det her med, at vi skal ikke bare vente på, at vi går ud i det kroniske, og så skal vi til at lindre det kroniske. Og det er det, der kun skal være vores fokus.
Leon: Men det mener regeringen og alle de andre partier med kroniske pakker?
Hans Erik: Nej, det er tiltaget, de tager nu. Men det må jo, fordi vi har tillid til befolkningen til, at vi kan få den klædt på til at kunne forstå tingene. Og forstå, hvordan deres krop fungerer, noget før. Fordi hvis vi kan få det bragt bedre på bane, så kan vi altså stoppe meget mere af de her ting.
Leon: Vi har været vidt omkring, både i det her afsnit og i forrige afsnit, hvor vi også var inde på kroniske sygdomme. Er der mere at sige til det her? Jeg tør næsten ikke at spørge dig om det, for det tænker jeg, at der er mere.
Hans Erik: Jamen, vi har jo sygdomme i muskel- og ledsystemet. Gigt, slidgigt for eksempel, er et godt eksempel på det her med, at slidegigt er noget, der skal bruges. Og vi har meget fokus på, at vi skal have bevægelse på. En af de ting, jeg savner at have fokus på, det er, at vi også er opmærksomme på, at kroppen er i stand til at næres i en væv. Fordi vi kan godt bruge det, og så faktisk slide det op alligevel, som vi bruger det på en god måde. Vi skal være opmærksomme på, at overbelastning, eller kroppen er i stress, eller mangel på søvn, eller infektioner, og vi har svært ved at komme over, som varer længere tid, det er typisk noget, der sætter os sig også i vores muskelsystem, eller i vores ledsystem, og det er faktisk rigtig, rigtig mange gange dem, vi rydder op efter, når vi begynder at behandle muskel- og ledsygdomme. Når vi rydder op efter gamle infektioner, så ser vi faktisk, at bevægelsesfriheden kommer igen. Og så kan vi kigge på, hvordan får vi så næret vores bruskvæv, vores ledfunktion, vores senevæv, vores ledbånd, til at de bliver mere smidige igen. Det er noget af det, der ligger i at få de gode funktioner tilbage. Og her ligger der også masser af forebyggelse. Det virker både til mennesker, som er blevet kroniske, at vi laver det her trick, men det virker sørme også, inden vi har gang i en kronisk sygdom. En seneskedehindebetændelse, en tennisalbue, en frossenskulder, en knæ, der er begyndt en irritation i, slimesæk-irritation osv., der udvikler sig videre. Det ender med at blive gigtformer hvis vi ikke vil gøre noget ved det. Vi kan godt tage blodprøver og se, at der er ingenting at se i blodprøverne, men hvis vi fortsætter ad samme vej, så er der jo en del tilfælde, hvor det viser sig efter et år eller halvandet, så er det lige pludselig de samme symptomer, der nu viser, at der er en sygdom i gang. Vi skal blive meget bedre til at tage dem i optrækket.
Leon: Tak for at gøre os klogere på både hvad kronisk betyder, men også hvordan vi kan sætte tidligere ind. Hvis man som ser eller lytter har spørgsmål eller kommentarer til det her afsnit eller det forrige afsnit, er man velkommen til at skrive en kommentar på den platform, man nu lytter eller ser med på. Tak for i dag.
