Læs afsnittet:
Leon Rask Sørensen: Så er vi tilbage med andet afsnit om for lavt stofskifte. Hej Hans-Erik.
Hans Erik Foldberg: Hej Leon.
Leon: Vi mødte Anna i sidste afsnit, som jo netop havde for lavt stofskifte, og det skal vi også vende tilbage til inden så længe. Men vi skal starte der, hvor vi egentlig sluttede sidste afsnit med at tale om de her infektionstal, for de er i Annas tilfælde væsentligt forhøjede. Hvad de ligger på, det skal vi se lidt nærmere på lige om et øjeblik. Men hvad er det egentlig, man bruger de her infektionstal til?
Hans Erik: Infektionstallerne er jo egentlig et udtryk for, om der er noget, hvor immunsystemet er på overarbejde af en eller anden grund. Når der er forhøjede infektionstal, så kan der være infektion i kroppen. Det kan være en udefrakommende bakterie, der er i vores organisme. Det kan også være inflammationsprocesser, der kører i organismen, og det er det, der er gældende her for Anna.
Leon: Ja, for hun har jo inflammation i skjoldbruskkirtel.
Hans Erik: Lige præcis. Og det er et udtryk for, at skjoldbruskkirtlen er under nedbrydning. Altså en lang tids overbelastning i skjoldbruskkirtelen har bevirket, at hendes immunsystem begynder at vil gerne have den her skjoldbruskkirtel til at fungere bedre. Men så går der en inflammationsproces i gang, og det er der sådan set ingenting i vejen for, hvis kroppen kan gøre det færdigt. Altså kan få nedbrudt de celler, der er taget skade, og få bygget nogle nye op, så vi er klar fra udgangspunktet. Problemet er jo så bare med Anna, at hun har faktisk gået med et forhøjet infektionstal i et halvt år, hvor de har ligget væsentligt forhøjet. Og da hun så kom til os, der var den faldet ned til omkring de 30.
Leon: Den skal vi lige tilbage til lige om et øjeblik. Vi skal først lige høre, hvad Anna selv siger om de her infektionstaler.
Anna Mylliin: Jamen den allerførste blodprøve jeg har fået taget, hvor det faktisk kom ligesom i chok for mig, at det er så højt. Og det chokerer jo lægen også. Altså det er på 74 mit infektionstal. Næste gang jeg har fået det taget, der er det 35. Så der er det jo faldet lidt spontant af sig selv. Man tænker, okay, så tager det måske ikke så lang tid for mig at komme over det. Men så går der jo faktisk fra juli til og med, ja fra juni til november måned, der ligger det cirka stabilt mellem 30 og 25. Der bevæger det sig ikke rigtigt. Der går det ikke rigtigt i en bedre retning. Så det er først i december, at jeg har fået taget en blodprøve, der viser, at mit infektionstal er normalt.
Leon: Så Anna, hun går altså fra et infektionstal på de her 74, så falder det, men stadigvæk for højt infektionstal, men det falder en smule, og så bliver det stabilt i et par måneder.
Hans Erik: Stabilt lidt for højt.
Leon: Stabilt lidt for højt. Og så i december, så kommer hun faktisk ned på et tilpas rigtigt, ikke for højt infektionstal. Det, jeg så hæfter mig ved her, det er, at det er en måned efter, hun er startet her i klinikken, som mit store spørgsmål til dig er så, kan du så tage æren for, at efter den her lange periode med for højt infektionstal, ja, så er det lige pludselig nede, hvor det skal være?
Hans Erik: Jeg tænker, det er et sted, hvor vi skal lægge æren på det her, og det er sådan set i organismen. Det er i Annas organisme, fordi jeg har givet hende på det tidspunkt seks behandlinger med akupunktur. Hun har fået noget rødlysterapi, som også går ind og påvirker i forhold til inflammationsprocesser. Når jeg siger det her med, at vi skal give kroppen æren, så er det fordi, det er gennem kroppens måde at virke på, at den transformerer tingene til, at den ikke har behov for at punke den her skjoldbruskkirtel lidt mere. Skjoldbruskkirtlen er ved at blive sund, så når vi går ind og giver akupunktur, så går vi ind og hjælper kroppen til at få ryddet op i første omgang. Vi går ind og bruger rødlysterapi, som er en terapiform, hvor vi sender bølgelængder ind i organismen, som har en antiinflammatorisk effekt. En antiinflammatorisk effekt i den her sammenhæng betyder, at det hjælper kroppen til at gøre inflammationsprocesserne færdige. Det nedbrud af de celler, der har taget skade får kroppen færdiggjort og får cellerne bygget op på ny igen. Så cellerne i skjoldbruskkirtlen kommer til at fungere normalt igen. Så kan det begynde at få en gunstig virkning på stofskiftet efterfølgende.
Leon: Ja, for det var så nemlig det næste, ikke?
Hans Erik: Ja, for det at inflammationen forsvinder i første omgang, det er ikke det samme som stofskiftetallet nødvendigvis bliver ok. Der er typisk en forsinkelsesproces på det, men det starter med, at vi får inflammationsprocesserne til at falde i hak. Det starter med, at vi får immunsystemet til at falde i hak, så kroppen ikke angriber sig selv længere. Så får vi skabt et grundlag for, at kroppen kan begynde at bruge det gunstige i den stofskiftemedicin, der er blevet givet af lægen til at kunne balancere sig ind, så stofskiftet også kan komme til at stå fornuftigt.
Leon: Medicinen har vi talt om, at når man har for lavt stofskifte, så får man typisk noget medicin for det. Men hvordan kommer man egentlig derhen og får konstateret, at det her er for lavt stofskifte?
Hans Erik: Det starter jo med, at man for det første får en mistanke. Jeg har mistanke til, at jeg skal sætte kryds i de rubrikker, der tjekker stofskiftet, når der skal tages blodprøver. Så det er ved hjælp af blodprøver, at man går ind og siger, at her er der et problem. Når man opdager det i Annas tilfælde her, så var det jo lidt ved en tilfældighed, at Anna gør lægen opmærksom på, at vi har for lavt stofskiftet i familien. Var det ikke en idé, at vi lige får tjekket op på det? Og så til overraskelse, så opdager man, at der var sørme af et for lavt stofskifte. Men man kan sige, at kunne man opdage det noget før? Ja, det kunne man i en del tilfælde godt. Eller vi kan måske sige det på en anden måde. Min erfaring er, at tegnene på, at noget er på vej ud af balance, kommer et pæn stykke tid forud for, at vi får et stofskifteproblem. Og som jeg lige kort nævnte i første afsnit, så ser vi i kinesisk medicin ikke stofskifte som et hovedproblem. Det er egentlig et følgesymptom på, at vi har andre funktioner, der ikke fungerer, som de skal. For eksempel, vores organisme skal have noget energi. Og for at få noget energi, så er det noget med at trække vejret, få noget ilt trukket ind. Det er noget med at få noget lys. Det er noget med at få noget mad. Når man får mad, så kan kroppen nedbryde maden og få skabt energi ud af det her. Så det afhænger af, at det system, som driver hele vores fordøjelsesystem, at det fungerer på en god måde. Når vi kigger ind i kinesisk medicin i forhold til det, så tænker vi rigtig meget på det energisystem, som knytter sig til bugspytkirtelsystemet. Og bugspytkirtelsystemet det kender vi virkelig godt med, at der er noget med insulin, som også har en regulerende virkning på, hvad der kommer ind i cellerne af sukker, som jo gør, at kroppen så kan danne energi i sine celler. Så det er også en vigtig faktor, og den ser vi egentlig ikke så \ernet fra stofskiftet. De står også i tæt forbindelse. Så hvis der er ubalance i fordøjelsesystemet, ja, så nogle af de symptomer, der kan komme fra fordøjelsesystemet, ja, det er jo en langsommere fungerende mave, eller man føler ikke, at man fordøjer helt, som man skal. Man bliver træt. Ja, hvis man laver energi, som man skal, så kan man få træthedssymptomer. Og hvis mavesystemet ikke kører balanceret, så begynder det at virke op i hovedet. Man kan blive uklar i sit hoved, eller blive lidt småsvimmel, gå lidt ved siden af sig selv, opfatte tingene lidt forskudt, have problemer med at koncentrere sig. Korttidshukommelsen kan blive påvirket. Det ser vi faktisk som symptomer ind omkring det energisystem, som har med bugspytkirtelsystemet at gøre. Og interessant er det, at når det system er ude af balance, så begynder vi at få øget tendens til inflammation.
Leon: Så på den måde hænger det hele sammen?
Hans Erik: Det hænger rigtig godt sammen her. Og hvis det problem står på i længere tid, så kan det trække stofskifteproblematikker med sig. Og der er det bare typisk sådan i vores vestlige medicin, der tænker vi ikke nødvendigvis på stofskifte, eller vi måler måske stofskiftet, og der er ikke opstået noget problem, der vi kan se noget som helst i blodprøverne. Du har ingen problemer med dit stofskifte. Og hvis man så ikke får gjort noget ved det her, og det bare kører videre, så kan det godt være, at det ikke var et problem med stofskifte. Men der kan meget vel ske det, at der opstår et problem med stofskiftet. Hele det løft, som skal gøre, at der kommer energi fra fordøjelsesystemet og op til hjernen, at hjernen kan fungere, det afhænger i kinesisk medicin af bugspytkirtelsystemet. Og hvis det ikke kommer energi nok til hovedet, så begynder det at kalde på noget i forhold til stofskifte. Så presser det skoldbruskkirtlen, og dermed kan det ramme ind omkring stofskiftet. Vi ved, at hjernen bruger ekstremt meget energi. Nogle mennesker bruger over over-energi. Og tit er det dem, som bruger over over-energi, oppe på øverste etage, som der faktisk har en tendens til at få problemer her. Men hjernen er meget følsom for det. Får den så ikke tilstrækkelig energi, og den forsøger at få skoldbruskkirtlen til at kunne noget mere, men der er ikke power på systemet, fordi kroppen har været i minus på energi i længere tid, så kan den begynde at slå om og prøve at skrue ned for stofskiftet for at se, om den kan score energien, ved at vi ikke har gang i processerne på samme niveau. Og så er det, at vi begynder at blive trætte. Eller, vi har været trætte en stykke tid, men så bliver vi ekstra ekstra trætte. Så får vi den der dybe træthed, som Anna jo beskriver som, ja, jeg har et par sygedage, jeg har det ikke så godt, men kunne jeg så ikke komme ovenpå igen? Eller, nu har jeg haft sygedage i flere runder, hvorfor kommer jeg ikke ovenpå igen? Det er bare klassisk, når vi i kinesisk medicin kigger ind omkring bugspytkirtelsystemet. Så når vi behandler stofskifteproblemer, så har vi i østerlandsk medicin meget mere fokus på, hvordan det er, at kroppen arbejder i sig selv. Og det er derfor, vi ser det med sjoldbruskkirtelproblematikker, stofskifteproblematikker, mere som et sekundært problem.
Leon: Så er der en anden problematik, jeg lige vil bringe på banen, fordi i forrige afsnit siger jeg, at der er 200.000 danskere, der er i behandling for lavt stofskifte, og langt de fleste bliver jo reguleret på plads med medicin.
Hans Erik: Og det kan fungere rigtig godt.
Leon: Ja, ja, men det er også langt de fleste, der fungerer det jo, ikke?
Hans Erik: Det kan skrue op og komme til at fungere ganske godt.
Leon: Men op mod 10-15 procent af dem her, der er i behandling og egentlig på papiret er velbehandlet, hvor der ikke kommer nogen udslag i nogen som helst prøver, de oplever stadigvæk de her symptomer. Jeg synes, jeg kan forstå på nogen, at de så føler sig lidt som en kastebold, fordi når de så går hen til lægen og siger, at jeg har stadigvæk de her symptomer, så kigger lægen på blodprøven og siger, at det ser fint ud, det må skyldes noget andet. Og det kan jeg bare ikke helt få til at hænge sammen med alt det, du lige har sagt med b bugspytkirtlen…
Hans Erik: Ja, men det har sådan noget med at gøre med at have ydmygheden i forhold til vores organismer. Jeg har det sådan, at hvis en patient har et problem, så bliver jeg nødt til at finde sammenhængen i, hvorfor er det stadigvæk et problem. Jeg kan jo ikke beslutte mig for at sige, at patienten er på tværs, eller det er patienten, der er forkert. Patienten oplever, hvad patienten oplever, og hvordan vedkommende oplever, at kroppen fungerer. Det må vi have lidt respekt for. Men vores vesterlandske tilgang er jo, at det vi kan måle og veje, det er vi egentlig rigtig trygge ved. Og hvis det så falder inden for rammen, så må det være i orden, så er det ikke det, der fejler noget. Der bliver jeg bare nødt til at sige, at vi bliver nødt til lige at gå det skridt videre, og så finde ud af, hvordan gør vi det så. Men det kræver jo så, at vi har redskaberne til at kunne gøre det.
Leon: Så læner man sig for meget op af de her blodprøver, eller læner man sig for lidt op af blodprøverne?
Hans Erik: Vi skal bare forstå, at når vi har med stofskifteproblematikker, også på andre områder, så kan vi ikke bare nøjes med at se på blodprøven, og så sige, okay blodprøver, du er rask. Der er andre ting, der kan være problemer. Det er ligesom ældre mennesker. Har du blærebetændelse? Har du ikke blærebetændelse? Vi kan se i urinprøven, at der er ingen blærebetændelse her mere. Når mennesker får en vis alder, så kan det godt være, at det ser ud som om, at de har en lille smule blærebetændelse. Men vi siger alligevel til dem, at du er rask. Vi kan ikke gøre mere ved det. Her har vi faktisk også et udtryk for en svækkelse, som kan gøre, at kroppen måske immunmæssigt ikke kan komme helt i bund med f.eks. blærebetændelse. Så der er et tegn på blærebetændelse, eller der er et større immunberedskab i forhold til en blære, som ikke har styrken til helt at kunne holde sig fri af irritation, inflammation, hvor de hvide blodlegemer går i gang. Der må vi også bare sige, at de har ikke nødvendigvis blærebetændelse, men de har noget, der ligger i sådan et mellemsted. Jeg kan ikke sige, at det er akkurat det samme, men det er en parallel til den problematik, vi ser med dem, som har udfordringer med deres stofskifte. Og det er en faktor, en hovedfaktor, som vi skal til at forstå noget bedre. Det er den hovedfaktor, at når et problem opstår, så er det altså i en organisme, problematikken opstår, typisk som følge af en eller anden belastning, der kommer ude fra. Er det en blærebetændelse? Ja, så kan det være bakterier, der kommer og skaber blærebetændelsen. Jamen, er vi i stand til ikke at stå imod de bakterier, der angriber os? Hvis vi ikke er i stand til at stå imod, ja, så bliver vi angrebet. Er vi nogenlunde fungerende, så kan vi få en gang af antibiotika, så slår det det ned, og når det er slået ned, så har vi ingen symptomer, så er vi raske. Men hvis ressourcerne ikke slår til, så bliver det hængende af en eftertilstand, og den kan give nogle af de samme symptomer. Og den kan give symptomer op til hjernen og være med til at give problematikker i forhold til demens, for eksempel. Det er det, vi ser, at nogle mennesker faktisk får demens af, det er, at de regner rundt med en svag blærebetændelse, som ikke bliver opdaget, eller man ikke kan gøre noget ved, som man ikke kan forebygge sug ud af. Det er samme med hensyn til stofskifteproblematikker. Vi kan godt have stofskiftetallene til at være normale, men patienten kan have nogle symptomer hængende, som måske ligger i nogle af de her omkringliggende systemer, som skal sørge for, at hjernen kan regulere tilstrækkelig ned til skjoldbruskkirtlen, ned til binyrerne over til bugspytkirtlen. De her systemer, hvis ikke de kan regulere sig tilstrækkeligt, så kan vi stadig have problematikken og opleve, at det kan godt være, at jeg er på papiret og ser ud til at være rask, men det er ikke det samme, som jeg er rask. Det bliver vi nødt til at interessere os for, og det er det, der ligger i, hvad har vi af robusthed, hvad har vi af styrke til, at kroppen selv kan sætte det sidste på plads. Og det er den her evne til selv at sætte det sidste på plads, den livskraft, livsenergi eller reserver, det er den, vi skal til at forstå noget mere, den skal være til stede, for at vi kan komme til at være velfungerende og at kroppen kan regulere sig selv det sidste på plads.
Leon: Men det her med, at blodprøverne her viser, at alt er, som det skal være i forhold til stofskiftet, men der er nogle symptomer på noget, der bliver hængende, den tror jeg da at folk i hvid udstrækning køber, så må det være noget andet, end at være ved lægen, lægen siger, at blodprøven ser sådan her ud, det er nok noget andet, måske er det noget psykisk, eller måske er du stresset, eller måske sover du dårligt, og så kan der jo gå lang tid inden, at man så får banket i bordet og sagt, at nu skal der ske noget andet, fordi jeg har de her symptomer. Anna er gået lidt til det på en anden måde, fordi hun er sygeplejerske, så hun kommer jo også fra den der vestlige medicinske verden, hvor man ligesom siger, at der er blodprøver, der er tests, vi følger op og tallene viser, og vi kan se alle de her ting. Jeg tror ikke, jeg siger for meget, når jeg så også siger, at hun har også haft en bagtanke med ligesom at vente med at gå skridtet videre.
Anna: Jeg havde tænkt på, at jeg faktisk skulle starte før med akupunktur men jeg ventede, fordi jeg ville ikke starte på samme tid med, at jeg startede med min medicin, at vi skulle have en mulighed for at se, hvad der var hvad, om det var medicin, der påvirkede mig, og hvordan medicin ville virke på mig, inden jeg begyndte at få akupunktur da jeg var bekymret for, om det kunne sløre billedet af, hvad der gjorde hvad. Men jeg har nok også trukket den for langt, så det endte faktisk med, at det var min mor, der kom og sagde til mig, jeg tror, at din krop har brug for at rense ud, og så var det, at jeg startede heroppe, og jeg tænkte… Jeg har jo prøvet før, hvad akupunktur kan gøre af gode ting, men jeg tænkte, hvor meget kan det hjælpe på en kronisk sygdom, som det her? Og der må jeg bare sige, at det er jo det, der har hjulpet mig, fordi min krop var nået et sted, hvor den ikke kunne hjælpe sig selv mere, fordi den var gået i selvsving. Og der har akupunkturen og rødlysterapi gjort en kæmpe forskel for mig. Det er det, jeg tænker, der har hjulpet min krop til at komme et sted hen, hvor den havde det godt igen.
Leon: Anna siger rigtig mange interessante ting i det her klip. Hun siger blandt andet, at hun nok har trukket den for langt. I forhold til det, du sagde lige før, tror jeg, at det er en reel risiko, når man affinder sig med situationen. Jeg er altid træt, eller jeg sover aldrig mere end fem-seks timer, at man ligesom bliver fanget ind i det der.
Hans Erik: Ja, det er altså ikke at toldfrit, hvad man går og fortæller sig selv. En anden parallel er, når man bliver ældre, at man begynder at fortælle sig selv, at man også vil blive gammel. Når vi begynder at komme med de der sætninger, som virker ret uskyldige i deres udtryk, så er det altså bare nogle af de sætninger, der ofte er med til at bestemme, hvor er det, vi ender henne. Hvis vi siger, at vi også er ved at blive for gamle, så accepterer vi, at noget går i forfald. Det er ikke altid, vi skal acceptere det, fordi det er som om, at den her livskraft eller egen selvopholdelsesdrift, som vores organisme er udstyret med, den har bare ingen betydning. Og det der med at lade den gå for langt, det er jo egentlig, at Annas selvopholdelsesdrift har ligget på for lavt et plan. Jo længere tid, den får lov at ligge der, så gambler vi jo egentlig med, at en sygdom kan udvikle sig noget mere, eller der kan blande sig noget nyt ind i den her sygdom. Og det er her, jeg synes, det virkelig bliver uartigt, at når vi står med en patient, som lider af et eller andet, og så tingene ikke kører helt efter bogen, at vi ikke i vores sundhedsforståelse har fanget betydningen af kroppens egen evne til at kunne restituere sig. Hvis ikke vi anerkender den og forstår, hvilken power, der skal ligge til grund for restitution, så er det, at vi begynder at se ting køre løs, uden egentlig at give nogle ændringer. Der kan komme infektioner til, i Annss tilfælde, immunsystemet er mere sart i forvejen og ikke hensigtsmæssigt reagerende. Kommer der nye infektioner til, kommer der som her i vinteren, alvorlige influenza-ting til, jamen så kan det faktisk skabe noget sygdomsproblematik, som gør tingene endnu værre. Så en rettidig omhug, når man har en patient, som ikke fungerer, eller man selv oplever, at man har været træt i mange år, jamen det er ikke sikkert, at vi skal acceptere den træthed. Måske skal vi sige til os selv, at jeg bliver nødt til at få gjort noget ved den her træthed, fordi den kan være med til at gøre mig mere syg eller gøre, at der kommer flere vanskeligheder til, så jeg skal acceptere en ringere livskvalitet, end der var brug for. Vi bliver nødt til at være artige over for os selv, og vi bliver nødt til at være artige over for vores patienter, og huske den her, i forhold til hvad driften, hvad egen selvopholdelsesdriften, hvad det skal til for, at kroppen kan restituere sig tilbage til en normal tilstand igen. Det er altså meget vigtigt.
Leon: Så når man går til lægen og siger, at jeg bliver ved med at være træt, jeg har sovet, jeg har prøvet alle mulige ting, jeg bliver ved med at være træt, jeg bliver ved med at have hovedpine, jeg bliver ved med at være sådan lidt ømskindet.
Hans Erik: Så er det et tegn på, at kroppen har kunnet regulere sig på plads.
Leon: Så skal man blive ved med at søge et svar på. Man er ikke nødvendigvis sådan, altså så er der noget, der ligger bag.
Hans Erik: Nej, lige præcis, og der nytter det noget, at man får at vide, at du har nok også for travlt, eller du gør en eller anden ting forkert, eller du er for stresset, eller et eller andet. Så vær klar på, at er det, fordi man er for stresset, er det, fordi man gør for meget, eller hvad det er. Der bliver jo sådan noget til at sige, at vi har verdens bedste redskab i forhold til at tjekke det her med selvopholdsdriften, og evnen til at kunne restituere sig, og det er vores fantastiske pulsdiagnose. Det er jo her, vi kan snyde lidt og kigge ind i, hvad er der til stede af ressourcer i den her organisme, og det er en af de steder, vi henter vores information.
Leon: Noget af det, vi også lige skal have med i forhold til Anna, det er, at hun ikke er ude af sin medicin, hun får stadig medicin for sin lavestofskift.
Hans Erik: Anna får stadig sin medicin for stofskiftet nu her. Det, man kan sige, det er, at der er styr på, at kroppen ikke løber løbsk, og nu er hun et sted, hvor det er sådan, at kroppen faktisk kan få gavn af medicin. Vi har mange mennesker, vi hjælper med faktisk at få medicin til at kunne fungere hensigtsmæssigt og optimalt. Nogle tilfælde, når mennesker er på medicin, så holder det op med lige så stille at virke. Der kan vi ved at gå ind og regulere kroppen, gøre kroppen bedre i stand til at kunne regulere sig selv igen, så kan vi begynde at få medicinen til at virke hensigtsmæssigt igen. Der er også andre, vi behandler med stofskifteproblemer, hvor det er sådan, at vi hjælper dem til at få stofskiftet til at falde i hak igen, så man kan være fungerende, også uden medicin. Her skal dog siges, at der er det ikke lige meget, hvor lang tid man har gået med problemer, fordi systemet kan sætte sig sådan fast, at det simpelthen er en nødvendighed, at man stadigvæk modtager medicinen for sit stofskifte.
Leon: Og så er vi tilbage til det der med at få taget hånd om det og få gjort noget ved det.
Hans Erik: Yes.
Leon: Så Anna er fortsat i medicinbehandling, og så et system, der kan tage imod den her medicin og få det hele til at spille, og det spiller for Anna.
Anna: Jeg har det godt. Jeg har for første gang i et år følt mig som mig før alt det her. Altså før jeg fik diagnosen, og før… Jeg vil faktisk næsten sige tilbage til dengang, jeg blev uddannet, og det var tilbage i januar 24. Altså det er det, jeg føler mig nu som. Det er to år siden, jeg har følt mig som jeg har det nu. Og måske endda bedre. Fordi jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har haft det så godt, som jeg har det i dag. Jamen det giver mig jo en følelse af håb. Og som jeg lige sagde til Hans Erik, det var, at jeg følte, at nu havde jeg accepteret, at det var min sygdom. Altså fordi nu havde jeg prøvet, at jeg også kunne have det godt med en kronisk sygdom. Før havde jeg jo kun prøvet, at det var dårligt, og at det var uudholdeligt. Og at hvis det skulle blive ved med at være sådan, så endte jeg med at blive skør. Men nu har jeg accepteret det, fordi nu har jeg prøvet, at jeg kan have det godt.
