Når kroppen ikke kan hele, handler det sjældent kun om selve skaden. I dette afsnit ser vi på, hvorfor manglende ressourcer i kroppen kan fastholde smerter – og hvordan genopbygning kan vende udviklingen.
𝐑𝐞𝐬𝐮𝐦𝐞
I dette afsnit følger vi op på Sofies historie om rygsmerter, som ingen scanninger kunne forklare. I første del handlede det om, hvorfor vævsskader opstår og ikke heler. I dette afsnit går vi skridtet videre og ser på, hvad der faktisk skal til, for at kroppen kan komme sig.
Hans Erik Foldberg forklarer, hvordan smerter ikke kun handler om struktur, men også om energi, cirkulation og kroppens samlede ressourcer.
Vi får indblik i, hvordan en fastlåst situation med smerte, træthed og frustration kan holde kroppen tilbage – og hvorfor behandling må adressere både det fysiske, mentale og følelsesmæssige.
Gennem Sofies forløb ser vi, hvordan opbygning af kroppens ressourcer kan ændre alt. Fra ikke at kunne bevæge sig uden smerter til igen at kunne dyrke sport og løbe halvmaraton.
Afsnittet giver en dybere forståelse for, hvorfor kroppen nogle gange ikke heler af sig selv – og hvad der skal til for at genoprette balance og funktion.
𝐃𝐞𝐭 𝐭𝐚𝐥𝐞𝐫 𝐯𝐢 𝐨𝐦:
- Hvorfor smerter kan eksistere uden synlige fund på scanninger
- Sammenhængen mellem energi, blodcirkulation og opheling af væv
- Hvordan frustration og afmagt kan fastholde smerter i kroppen
- Betydningen af at opbygge kroppens ressourcer frem for kun at behandle symptomer
- Hypermobilitet og dens rolle i gentagne vævsproblemer
- Hvordan kroppen kan gå fra begrænsning til præstation
𝐇𝐯𝐞𝐦 𝐞𝐫 𝐦𝐞𝐝?
Sofie Hunnerup Nielsen og akupunktør Hans Erik Foldberg i samtale med Leon Rask Sørensen.
𝐋𝐲𝐭 𝐡𝐯𝐢𝐬 𝐝𝐮…
- oplever smerter uden at få klare svar fra scanninger
- er frustreret over, at din krop ikke “retter sig selv”
- vil forstå, hvorfor energi og overskud er afgørende for heling
- er nysgerrig på en helhedsorienteret tilgang til vævsskader
Læs afsnittet:
Leon Rask Sørensen: Velkommen tilbage til Det Fantastiske Menneske og andet afsnit om skader på væv. Også velkommen tilbage til dig, Hans Erik
Hans Erik Foldberg: Tak for det, Leon.
Leon: Vi mødte Sofie i sidste afsnit, som døjede lidt med ryggen. Hun kunne ikke få svar hos hverken MR-skanninger, massører og fysioterapeuter. En enkelt kiropraktor bød ind med, at det kunne skyldes et forskudt bækken. Men overordnet set blev Sofie jo sendt hjem med et indtryk af, at det var nok noget, hun bildte sig ind. Det var den opfattelse, hun havde. Så hun skulle bare lære at leve med at have ondt i ryggen. Så talte du også en lille smule om frustration og afmagt, som ligesom kan fastlåse de her problematikker. Så spørgsmålet er, hvordan man i din verden, den kinesiske verden, akupunkturens verden, kan komme ud over de her problemer.
Hans Erik: Jeg synes, det er så fantastisk, det du siger her. Fordi der lukker vi automatisk op til, hvad er en menneskelig organisme egentlig for en størrelse? Fordi med vores scanninger forsøger vi at gå ind og se, om der er noget strukturelt galt. Vi kan ikke få øje på noget strukturelt. Men når du nævner det her med, at vi kan gå i afmagt eller frustration over en tilstand, som ikke vil bedres. Ja, så kan vi jo godt se, at vi som mennesker består af noget mere end bare noget fysiologisk. Vi er jo også mennesker, som har et lag af nogle følelser og et lag af noget mentalt. Så vi er altså mere end bare noget fysiologi. Det her hænger sammen. Og der er det virkelig interessant, når vi behandler, at vi kan ikke undgå at behandle alle tre afdelinger, når vi bruger akupunktur. Hvis vi går ind og bruger en af de vigtigste smertestillende punkter, lindrende punkter, som vi har; Hegu – vores punkt her ved tommelen. Ja, så har den flere funktioner. Den virker smertelindrende, og måden, den virker smertelindrende på, det er, at den går ind og laver det, vi kalder en øget gennemstrømning af energi og blod ud i alle væv. Og det var det, vi talte lidt om i sidste afsnit, at det er der smerter starter, det er, når der ikke er fri passage af energi og blod eller ikke tilstrækkelig energi og blod. Det går den ind og gør noget ved det her punkt. Samtidig så har den en effekt på det mentale niveau, hvor den har en opklarende virkning i hovedet. Altså, vi får ligesom et lidt større overblik. Altså, vi tænker klarere. Og er man i afmagt, så trænger man da i den grad til at tænke klarere om situationen. Nå okay, det er altså sådan her. Ja, hvad gør jeg så herfra, for eksempel? Det er så sådan en opklaring, det er jo det, den kan føre til. Og så kan vi måske være følelsesmæssigt spændt op. Og der har det også den der, hvad skal man sige, afslappende virkning, så følelserne begynder at give slip. Så det er bare ét akupunkturpunkt, som har virkning på alle tre niveauer. Der kan være flettet ind i en oplevet smertetilstand.
Leon: Men jo også et punkt, og nu skal jeg jo ikke ødelægge hele dit eksistensgrundlag, men også et punkt, man selv kan stimulere. Jeg synes, jeg kan huske, da vi var til folkemøde på Bornholm sidste sommer, at jeg var inde og hørte et foredrag med Peter Mygind, som har haft nogle blodpropper. Og han har også noget angst, og så siger du det der med klarheden. Jeg er sikker på, at han sagde, at når han sådan følte sig presset og fik sådan et angstansfald, der kom snigende, så brugte han også det her. Giver det mening? Er det korrekt husket, når jeg siger det?
Hans Erik: Ja, det er sådan, du husker det i hvert fald. Det giver mening.Og så er de allerede i gang med at give slip. Og så kan vi lige tage en psykologisk faktor, den kan man jo så udstille som, at det er bare psykologi. Eller, jamen det er jo fedt, hvis psykologien også kan gøre det. Jamen, at man har en følelse af, at man kan gøre noget, at så er vi allerede på vej. For pokker, det skal vi vel bare udnytte, skal vi?
Leon: Jo da.
Hans Erik: Altså, har vi et læs sand, der ligger ude i vores indkørsel, jamen så er den der, hvad skal man sige, psykologiske faktor, der er i, at man er gået i gang. Nu er der ligesom ved at ske noget. Jamen, den kender vi jo godt, effekten af.
Leon: Når du så får Sofie ind i din klinik, hvis du sådan tænker tilbage, hvad er det første, du bider mærke i?
Hans Erik: Jamen, det jeg bider mærke i, det er, at vi har en pige, der sidder i en fastlåst situation. Og vi gør jo det, at vi laver interviewet for at prøve at finde ud af, hvad er det, det drejer sig om. Og når man så ligesom har fået billedet af, hvordan er det, kroppen fungerer; der er ingen overskud, der er træthed, og man har svært ved at gøre noget, fordi hver gang, man forsøger at gøre noget, så bliver man ligesom bremset. Kommer man på højkant, så får man ondt, og det begynder at trykke i ryggen og ned i benene. Ligger man bare, jamen, så går musklerne jo ligesom til. Og man kan godt lide at bruge sig selv, men det er ligesom ikke en mulighed. Så det er jo en fastlås situation, hun står i. Men når man først har fået det interview, så er det jo så, at vi går i gang med at undersøge, hvad er det egentlig galt? Hvordan kan det være, at en organisme, som når man er 17-18 år, ikke selv kan rette op på tingene? Hvad er det, der går i vejen for det? Det vi interesserer os for, det er altid at finde ud af, hvorfor har kroppen ikke selv rettet op på det her.
Leon: Ja, for man kan jo sige, at en pige i den alder, hun burde være stærk som en ørn.
Hans Erik: Det skal fungere! Hun har spillet masser af fodbold og dyrket idræt på pænt plan. Hvorfor kan det ikke fungere? Hvorfor kan det ikke rette op på sig selv? Så er der altså noget galt med den her organisme. Og det er vores fornemmeste opgave at finde ud af det. Vi bruger pulsen. Hvordan kører kroppen? Hvordan er der ressourcer? Hvis vi nu ser en… Nu skal vi lukke lidt op for pulsen, hvordan den kan se ud. Hvis vi nu ser en væsentlig spændthed i pulsen, så er det noget, der kan opstå, når vi har smerter. Vi får også en spændthed i en puls, hvis der er blod, der ikke cirkulerer ordentligt ud i vævene. Så allerede bare ved at tage pulsen og se de tegn, så ved vi, okay, der er noget flow, der ikke fungerer her. Det kan spille med ind i det her. Jeg kan huske, da jeg undersøgte hende og undersøgte hendes ryg, så kunne jeg se, at der var to hvirvler, hvor der var en væsentlig inflammationstilstand til stede. Og en inflammationstilstand inde ved leddene, ja, det ved vi, det kan hæve op og give noget irritation, som påvirker nerverne og forstyrrer nerverne. Så hvis de bliver irriteret ved, at man ligesom skal stå op, og det træder tilbage der, jamen, så har vi en ekstra smerte, og så har man da ikkelyst til at bevæge sig. Så er det ligesom, at man lægger sig.
Leon: Det var ligesom det, jeg lærte sidst, ikke? Smerten gør, at man lader være at gøre det, der forsårsager smerten.
Hans Erik: Ja, det lyder meget fornuftigt.Jeg tænker, det er sådan, vi ville gøre. Det er helt pr. automatik. Så når vi ser det her, og vi så samtidig ser, for hendes vedkommende, hun var bare kørt ned. Altså, der var ikke tilstrækkelige ressourcer i det system, som skulle sørge for at holde lænden i orden. Det er et system, hvis det er stærkt nok, så har vi god energi i lænden. Vi bliver ikke trætte i lænden. Der er en god cirkulation deromme. Lænden kan holdes varm. I hendes tilfælde, der var den energi utilstrækkelig. Og der var kuldevirkning hen over lænden. Altså, når man mærkede på huden, så var den kold. Ja, så er det jo oplagt, at der er utilstrækkelig energi. Og en utilstrækkelig energi, eller en kold tilstand, det giver ikke de bedste forudsætninger for opheling af væv, eller at vævet får nok at leve af. Så i hendes tilfælde her, der var det sådan en gemen opbygningsproces. Vi skal have skabt noget energi i den her organisme, så den får et overskud, den kan begynde at reparere med. På samme måde som du gør, Leon, om morgenen, når du står op. Du starter med at få et foder, få noget at spise, så du har noget energi til det, du nu skal i gang med af dagens arbejde. Men er det ikke til stede i forhold til en ryg, der gør ondt, ja, så står vi jo i minus på forhånd. Så banalt her er det faktisk i udgangspunktet.
Leon: Jamen, det er jo vanvittigt, når du stiller det op på den måde. Altså, hun er gået til den ene undersøgelse efter den anden, og så kan man ikke finde ud af det. Og så siger du, at hun i bund og grund bare skal spise sin morgenmad.
Hans Erik: Ej, det sagde jeg ikke. Det var bare lige for at give en paralleltforståelse af det. Nej, det er, at af og til, ikke altid, men af og til, når de almindelige behandlinger ikke virker, så skal man måske kigge ind i, hvorfor er der ikke de ressourcer til stede, som gør, at den her organisme reagerer naturligt på det. Altså, en massør, man går til, og man får masseret det her op, og så er det alt forsvinder. Ja, så har man jo forsøgt at lave noget cirkulation i det. Hvis ikke det fungerer der, så er der noget andet, der er galt. Hvis man har forsøgt som fysioterapeut at få den her person til at lave nogle øvelser, og det ikke fungerer, jamen, så er der en eller anden ting i en strategi, som ikke passer med det, der er galt. Og det er ganske enkelt bare det, vi gør. Vi kigger bagom. Hvad er det, der er galt?
Leon: Ja, så du siger, at der altid er en årsag til, at noget gør ondt eller noget ikke fungerer i din verden, men hvor man så til sidst hos fysioterapeuten og massøren, så vil sige, så er det noget, du bilder dig ind i.
Hans Erik: Nej, nej, nej. Sådan ser jeg nu altså ikke, at man gør det. Men det er jo så den, der har ramt hende. Og det er jo klart, at hvis man lige får sådan en udtalelse, der er smidt ud, det er jo sådan en, man måske som behandler kan komme til at smide ud, fordi man selv er i frustration over, at man ikke kan få tingene til at fungere. Og så kan den jo godt komme til at fylde uforholdsmæssigt meget. Det er ikke de udtalelser, vi sådan jævnligt hører i hvert fald. Men som behandler, der kan vi også blive frustreret.
Leon: Sofie, hun kommer så herhen, og du får sat nogle nogle i. Jeg antager, du bruger flere punkter end Mygind-punkter, lad os kalde det det, i det her afsnit.
Hans Erik: Jeg vil kalde det Hegu.
Leon: Der er noget proces, og der er et forløb, der går i gang. Og inden vi taler videre, så synes jeg, vi skal høre, hvordan det egentlig så har virket for Sofie.
Sofie Hunnerup Nielsen: Jeg har et andet overskud, og jeg kan dyrke motion, som jeg elsker. Og ja, jeg kan gøre lige, hvad jeg vil. Jeg føler, jeg lever nu, hvor før, der overlevede jeg ligesom bare alle de her smerter. Altså, jeg kan alt nu, føler jeg. Jeg kan alt, hvad jeg vil, og jeg løber tre til fire gange om ugen. Det er alt fra tre kilometer til halvmaraton og sådan noget. I sommers, hvor jeg begyndt at få det bedre – jeg havde det ret godt med min ryg, i forhold til, hvad jeg var vant til. Så løb jeg mit første halvmaraton. Og så løb jeg den så igen nu her for en uge siden, hvor jeg har reduceret min tid med 25 minutter. Det er ret godt. Ja, det er faktisk ret godt.
Leon: Okay, så fra ikke at have kunnet noget som helst og har ligget hjemme og været ked af sin situation og hverken kunne stå eller gå eller sidde eller noget som helst, så svinger Sofie sig lige op til at løbe ikke bare én halvmaraton, men to halvmaraton, hvor hun så samtidig lige forbedrer sin personlige rekord. Og så siger hun noget ret væsentligt også. Altså, jeg føler, jeg lever nu, hvor før, der overlevede jeg bare. Prøv lige at sætte et par ord på, hvad det er for en udvikling, Sofie har været igennem.
Hans Erik: Jamen altså, den udvikling, Sofie har været igennem, det er jo, hun har oplevet, hvordan det er, at hun har været bremset af hendes krop og hendes ryg, til ikke at kunne noget. Så snart hun forsøgte det, som hun brændte allermest for, at dyrke sin sport, det er, at hun har afholdt sig fra det, til at hun egentlig kommer til at kunne virke igen. Og det er meget elegant i forhold til Sofie faktisk, det at vi simpelthen bare har bygget hendes krop op til at have de ressourcer, den skulle bruge til at kunne normalisere hendes væv i lænden, ind omkring ryggen og ud i muskler og sener, så det kunne fungere igen. Så var der en lidt interessant ting hos hende, som jeg så, det var, at hun havde en grad af hypermobilitet. Og når man har en grad af hypermobilitet, så er der faktisk ressourcemæssigt, helt fra lille barn, en svaghed i det system, som skal holde senevævet ved lige. Så er det, at vi begynder at få de her led, der kan give sig mere, end hvad godt er. Og når det sker, så går der ikke de signaler til hjernen i tide, når en sene bliver strukket ud, og der opstår der mikroskader i sådan noget senevæv der. Og meget sandsynligt har det også været en medvirkende årsag til, at hun har haft svært ved at kunne komme ovenpå igen. Det er noget af det, vi kan gå ind og regulere med akupunktur, og få til at fungere noget bedre igen. Og der kræves der bare flere ressourcer i systemet, for ellers vil kroppens nervesystem faktisk slå fra, når du begynder at belaste kroppen til et vist niveau. Hov, hov, det her er usikkert. Nu er der for stor risiko for, at der kan ske en overbelastning på sener eller ledbånd. Nu må vi hellere sende nogle smertesignaler til Sofie, så hun ikke overbelaster sig. Og så ser vi, at når vi så bygger ressourcerne op til det her, så giver kroppen faktisk lov til, at du må faktisk gerne bruge din muskler, bruge dit senevæv, hele din statur til at gå i gang med at løbe, og så kan bevæge sig op til at præstere til en halvmarathon. Jamen, det er jo fantastisk. Altså, der er en grund til, at vi kalder den her podcastserie Det Fantastiske Menneske.
Leon: Ja, jo, jo. Jeg synes, jeg kan huske, at det tog ikke så vanvittig lang tid at bygge Sofies ressourcer op til, at hun kunne klare det her. Ikke at man lige med et par nåle, så kan løbe en halvmarathon. Men nogle af alle de ting, du siger, når jeg så tænker tilbage, sådan noget som rødlys, det har hun jo ikke fået. Kunne det have speedet endnu mere op, eller er det overhovedet ikke aktuelt her?
Hans Erik: Rødlys var ikke præcist nok til det, der var hendes problem. Altså, der var det mere ressourcerne, der manglede. Og den måde, som de skulle bygges op på, der var det mere oplagt med akupunktur.
Leon: Men kan det bruges til skader på væv, fx?
Hans Erik: Ja, i den grad. Altså, hvis vi har skader på senevæv, vi har skader på muskelvæv, så kan vi godt bruge rødlysmetodikken. Men når jeg siger det her med, at vi skulle have bygget ressourcerne op, så er det jo faktisk at få de systemer i vores organisme, som naturligt skal lave ressourcerne. Det er jo de systemer, jeg skulle have bygget op. Og det kunne jeg gøre samtidig med at gik ind og bedrede på hendes væv. Jamen, så benytter vi os bare af det, der er brug for i den her sammenhæng, og lad det lave arbejde, og så er der ingen grund til at lægge ekstra udgifter på i forhold til det andet. Det, man kan sige i forhold til rødlys, det er, at når man skal bygge op og skal præstere mere, så rent træningsmæssigt, så kan man faktisk bruge rødlys til at opnå en hurtigere restitution efter træning. Der er undersøgelser, der viser, at der er 38 procent hurtigere restitution efter en fysisk anstrengelse, f.eks. en løbetur på fem kilometer, 38 procent større restitution på muskelvævet, når man bruger rødlys. Så det er lidt en snydevej eller en genvej i hurtigere at kunne bygge sine ressourcer op. Enhver kender det, at hvis man gerne ville kunne løbe, at man skal gå lige så stille frem, for at kroppen kan følge med til de ændringer, de ekstra krav, der bliver stillet, der kan man bruge rødlys til at speede det op. Man kan også bruge akupunkturen til at speede op for de processer. Men ellers er hun jo egentlig bare gået igennem en proces, hvor ligesom hun har budt hendes krop noget mere, så kvitterer kroppen, hvis den kan levere ressourcerne, egentlig det, der skal til, for at så kan den også modstå de krav, der stilles.
Leon: Nu havde vi en snak om Victor Axelsen i første afsnit. Vi skal også have hans sportsreference med i det her afsnit, når vi så taler om rødlys. Så så jeg et interview med den danske landsholdsangriber Rasmus Højlund fornyligt, hvor Thomas Krristensen var nede i Napoli for at besøge ham, hvor han spiller. Og han har jo faktisk sit helt eget, jeg kan ikke huske, hvad han kalder det, han havde sådan fancy ord for det, men han har bl.a. det, som vi her i huset kalder for en rødlysterapi-seng, altså et rødlys-aggregat. Netop i forhold til restitutionen, hvor han siger, kan jeg bare hente et par få procenter der, i forhold til at forbedre mit spil, så er det jo det, han skal have.
Hans Erik: Selvfølgelig, når man gør på det plan, så er det jo det, man skal have. Men så er det jo fedt her i Roslev, at vi har adgang til, at når man kører på amatørplan, så kan man faktisk også bruge det.
Leon: Og ligesom Rasmus Højlund, så er Sofie faktisk også lidt af et konkurrencemenneske. Det sætter hun et par ord på selv.
Sofie: Det er nok blevet endnu større nu, hvor jeg ligesom har frihed til at gøre lige, hvad jeg vil. Det er det, der altid kunne gøre sig bedre og se resultater, det kan jeg rigtig godt lide. Jeg mærker en stor forbedring. Allerede ved mit første halvmaraton, der gik det jo nærmest en uge, før jeg var ovenpå igen. Men nu, jo, jeg havde da lidt ondt i mine ben dagen efter, men det var ikke noget… jeg kunne sagtens have løbet tur igen. Så det er som om, at min krop, den restituerer også meget bedre i forhold til, hvad den har gjort før.
Leon: Jeg er bare nødt til på mange måder at tage hatten af, for det Sofie så præsterer. Altså en ting, det er at løbe en halvmaraton. Men jeg synes, det er ret overskudsagtigt og så sige, men jeg kunne godt have løbet en tur mere, hvis det var.
Hans Erik: Det har jo været den følelse, hun har haft. Og det er jo egentlig lidt der er interessant, at når man får kroppen til at levere det, der skal bruges for at kunne restituere sig op, det fantastiske er, at det der kunne måske være negativt, først og fremmest når man får en scanningsbeskrivelse eller scanningssvar, der er ikke noget galt, men så man får kroppen til at fungere igen. Det der skal til for at få kroppen til at fungere igen, det kan faktisk bruges som brændstof til, at kroppen også kan levere på det fysiske plan, altså ind i præstationer. Det er det samme, der skal til. Så til jer, som måske har fået svaret, at, der er ikke noget galt, der er noget at se. Klap nu i jeres små hænder over det. Så er det formentlig bare et spørgsmål om, at vi skal have bygget et system op til, at det fungerer igen. Og så kan det bruges til, at man opnår det, man gerne vil, præstationmæssigt. Er det ikke fedt?
Leon: Det er mega fedt. Og Sofie, hun er også helt på toppen, fordi en ting er, at hun har løbet to halvmaraton, så venter det et halvmaraton mere, at hun skal løbe sammen med en veninde lidt senere. Så det helt oplagte spørgsmål til Sofie har selvfølgelig været, om den så står på et helt maraton næste gang.
Sofie: Det tror jeg, skal på et eller andet tidspunkt, fordi et halvmaraton er jo ikke nok. Jeg vil gerne hele tiden forbedre mig og se nogle resultater. Så på et tidspunkt, så tænker jeg, at det skal ske.
