Sorg er ikke kun en følelse – det er en proces, der bevæger sig gennem kroppen. I dette afsnit dykker vi ned i, hvad der sker, når vi mister noget, der har haft betydning, og hvorfor sorg både kan låse og forandre os.
𝐑𝐞𝐬𝐮𝐦𝐞
I tredje del af miniserien om følelser zoomer vi ind på sorg som en naturlig, men ofte kompleks reaktion på tab af relationer.
Med udgangspunkt i konkrete eksempler taler vi om, hvordan sorg ikke kun opstår ved dødsfald, men også ved skilsmisse, brudte venskaber og livsforandringer. Hans Erik Foldberg forklarer, hvordan sorg hænger tæt sammen med følelser som uretfærdighed og afmagt, og hvorfor netop disse kan gøre det svært at give slip.
Vi får indblik i forskellen på sorg og savn, og hvordan sorg kan opleves som en fastlåsning i kroppen, hvor energien trækker sig sammen og begrænser livsglæden. Afsnittet giver også perspektiv på, hvorfor sorg er en nødvendig proces, men ikke en permanent tilstand. Vi taler om, hvordan man gradvist kan bevæge sig fra sorg til savn – og videre til en ny form for glæde og forbindelse til livet.
Samtidig bliver det tydeligt, hvordan både samtale, tid og fysisk behandling kan spille en rolle, når sorgen sætter sig fast, og hvorfor det er vigtigt at turde bevæge sig mellem følelsernes yderpunkter for at genfinde balance.
𝐈 𝐝𝐞𝐭𝐭𝐞 𝐚𝐟𝐬𝐧𝐢𝐭 𝐭𝐚𝐥𝐞𝐫 𝐯𝐢 𝐨𝐦:
• Sorg som reaktion på tab af relationer – fra dødsfald til skilsmisse
• Forskellen på sorg og savn, og hvorfor sorgen kan føles fastlåst
• Uretfærdighed og afmagt som centrale følelser i sorgprocessen
• Hvordan sorg sætter sig fysisk i kroppen og påvirker energien
• Hvorfor sorg er en naturlig proces – men ikke en endestation
• Hvordan man gradvist kan give slip og åbne op for glæde igen
𝐇𝐯𝐞𝐦 𝐞𝐫 𝐦𝐞𝐝?
Akupunktør Hans Erik Foldberg i samtale med Leon Rask Sørensen.
𝐋𝐲𝐭 𝐡𝐯𝐢𝐬 𝐝𝐮…
• har oplevet tab og har svært ved at give slip
• føler dig fastlåst i sorg eller tunge følelser
• vil forstå forskellen på sorg, savn og følelsesmæssig bearbejdning
• ønsker indsigt i, hvordan kroppen spiller en rolle i sorg
𝐏𝐫𝐚𝐤𝐭𝐢𝐬𝐤
Podcasten findes på Spotify og YouTube.
Læs afsnittet:
Leon Rask Sørensen: Tredje afsnit om følelser. Hej Hans-Erik.
Hans Erik Foldberg: Hej Leon.
Leon: I dag der går vi et stik dybere i forhold til, hvad jeg sådan forbinder med følelser, nemlig følelser relateret til sorg. Altså når vi har mistet nogen, det kunne være i forbindelse med et dødsfald for eksempel, men det er jo ikke kun der, sorgfølelsen opstår.
Hans Erik: Sorgfølelsen kan jo opstå i mange sammenhænge, men fælles for sorgfølelser er, at vi mister noget, der har haft en stor betydning for os. Vi mister relationen til det. Men sorg kan være i forbindelse med dødsfald, men det kan også være i forbindelse med skilsmisse.
Leon: Skilsmisse eller man har mistet en god ven, altså man er gået forskellige veje, eller det er endt i et brud, fordi man er blevet uenig eller hvad det er. Den relation er der ikke længere.
Hans Erik: Så den her sorgfølelse, den går i gang, og det føles ufatteligt dræbende at være i den her sorg. Man kan være ødelagt af sorg. Noget af den værste sorg, som jeg synes, at jeg har set mennesker være udsat for, det er at gå igennem alvorlig, alvorlig sygdom med ens børn. Ens børn, der bliver alvorligt syg, og hvis man så også mister et barn på den konto, så kan det være ubærligt, og også være noget, som man har svært ved overhovedet at komme over her i livet.
Leon: Men nu startede vi med at sige, at sorgfølelsen opstår, når vi taber noget i en relation. Så siger du alligevel det her med ens barn, som er alvorligt syg for eksempel. Der har man jo ikke mistet relationen endnu, så der kan sorgen også, altså når man er ude for noget, man synes er synd eller uretfærdigt, eller et eller andet, kan også vække en sorgfølelse.
Hans Erik: Absolut. Og sagde du faktisk et kodeord. Fordi noget af det, der er kørende i vores bevidsthed, underbevidsthed, det er faktisk uretfærdighed. Kan vi håndtere det der med, at noget er uretfærdigt? Hvordan har du det med uretfærdighed?
Leon: Jeg bliver edderspændt rasende, hvis jeg er til en håndboldkamp for eksempel, og dommeren dømmer uretfærdigt, så bliver jeg tosset. Men det var ikke det, du var ude efter…
Hans Erik: Jo, det ved jeg ikke, for der tændes den jo virkelig. Men når det så er dødsfald…
Leon: Men det var en dårlig joke for at komme derhen.
Hans Erik: nej, det synes jeg ikke.
Leon: Men når noget er uretfærdigt, så bliver jeg jo afmægtig. Så begynder jeg at kigge lidt indad. Hvorfor skulle det lige gå ud over mig?
Hans Erik: Så lige her kigger du indad, når det er sådan en sorg og en dødsfald, så bliver du afmægtig. Men når du er på håndboldbanen, eller du er tilskuer til en håndboldkamp, og hvor dommeren er uretfærdig, og det hold, som du ønsker det bedste for, de bliver uretfærdigt behandlet, så binder der sig en vrede på, som bare vil udad. Og den uretfærdighed, den kan være svær at være i, men hvad for en tror du, der er sværest at være i?
Leon: Ikke den til håndboldkampen. Den tror jeg egentlig er ret nem at være i.
Hans Erik: Ikke nødvendigvis i øjeblikket.
Leon: Nej, men så får jeg lukket noget luft ud.
Hans Erik: Ja, og vreden banker igennem og brænder ligesom uretfærdighedsfølelsen af. Og hvis det så ender godt, så…
Leon: .. Så var det godt, jeg råbte.
Hans Erik: Ja, og hvis det sådan der var så godt, så er det der, hvor vi skal til at afreagere på et eller andet. Men der, hvor den bliver koblet med en afmagt, der begynder det at blive svært. Og det er det, vi typisk ser i sorg i forbindelse med dødsfald. Hvem er det, jeg skal skælde ud? Hvem er det, jeg skal være utilfreds med? Hvem er dommeren? Altså, det er jo her, vor herre kommer i spil. Hvad bilder vor herre sig ind og byder mig det her, at jeg skal udsættes for, eller den, der dør, skal udsættes for at dø. Måske før tid. Hvordan man så end dør før tid. Men det er jo den følelse, vi har.
Leon: Ja, men man kan jo også godt… Nu siger du det der med før tid. Sådan lidt i situationstegn, ikke? Men man kan jo også godt… Gamle faster Oda på 103 har levet et langt og godt, lykkeligt liv. Der er jo ikke noget at sige til, at hun ikke nødvendigvis kan mere. Men det kan man vel også godt være i sorg over, selvom det ikke på papiret er før tid.
Hans Erik: Ja, hun er jo et fantastisk menneske. Hun var livskraftig, og hun har klaret sig selv hele vejen igen. Og så alligevel skal man miste hende.
Leon: Så der er vi tilbage til det med tabet af relationen.
Hans Erik: Ja, der er jo en tab af en relation. Og noget af det, der tit binder sig i forhold til sorg, det er jo et savn. Et savn til noget, man har haft med et andet menneske.
Leon: Men er der forskel på savn og sorg?
Hans Erik: Ja, savnet, det er jo noget, der kan blive ved. Man kan godt savne noget, man har haft. Sorgen, det er der, hvor vi har fastlåsningen. Så hvis vi er lidt tilbage til det der med følelser. Hvordan er det, følelserne sætter sig i os? Jeg har omtalt det som det her med et vakuum i forbindelse med lungerne, der trækker sig sammen. Energien trækker sig sammen. Og når det trækker sig sammen, så er det en lykkefølelse, som naturligt skal komme fra hjertet, som ikke kan bryde igennem, som ikke kan komme ud. Så bliver vi trist. Vi bliver trist til mode. Der er ikkenoget, der er noget ved. Og det hele bliver sådan lidt meningsløst. Kan vi sige det? Det er at være fanget ind i sorgen. Og hvis vi tør at gå igennem den her sorgproces, tør at græde lidt, tør at hulke godt igennem, gå en tur, og så virkelig lade det overvælde ind det, som virkelig er trist i det her, som vi er blevet budt. Ja, så kan vi måske være heldige at komme hen til, at det, der var sorg på et tidspunkt, det afløses af et savn. Et savn til det, der var. Men samtidig åbner op for en forbindelse til en glæde over det, der har været.
Leon: Men er sorgen en nødvendig proces i forhold til at kunne komme videre? Altså skal man igennem det her sorg? Hvis nu man bare savner, hvis nu man ikke rammes af sorg, for eksempel, er det så skidt?
Hans Erik: Jeg tror ikke, at vi kan definere, at man SKAL følelsesmæssigt reagere på en bestemt måde for, at noget er rigtigt. Når jeg har oplevet mennesker tæt på, som er det, vi kalder mæt af dage, altså egentlig er klar til at dø, så er sorgen ikke udtalt. Måske fordi det føles knapt så uretfærdigt. Så er det måske ikke uretfærdigheden, der kommer i spil over, at man skal dø. Så er det, at man skal dø, måske en bagdør ud af livet for noget, der naturligt godt må få en ende. Fordi det måske stopper med at være værdigt. Og når noget ikke er værdigt mere, så er det jo egentlig rart at kunne sige farvel til det.
Leon: Men der taler du så om den døende, altså vedkommende, som er mæt af dage. Det er lettere for ham eller hende.
Hans Erik: Men det er også lettere at stå ved siden af. Det er også lettere at stå ved siden af. Fordi et menneske, der er afklaret i døden og også skal i døden, der ved man, når man står ved siden af, jamen det er ikke nødvendigvis noget ondt. Det er faktisk noget, der er ok. Det er faktisk noget, der er helt naturligt. Eller som jeg kan huske, min gamle far sagde, da jeg spurgte ham om det her med døden, kan du være bange for døden? Og der var han, jeg spurgte ham et par gange, den ene gang tror jeg, han var 89, da jeg spurgte ham, og næste gang jeg spurgte, det var da han var 93, hvor han så sagde til mig, nej, døden, det er jeg godt nok ikke bange for. Det er det så mange, der har gjort før mig. Og det var jo en fantastisk, hvad skal man sige, svar at få, specielt når man kunne mærke, at det var ægte ment.
Leon: Men jo også at have givet videre til sønnike.
Hans Erik: Fantastisk. Fordi så var det ikke alt om i livet, at man bare skulle leve, men at man også naturligt kunne komme ind i dødsprocessen. Og det er måske det, vi i vores kultur ikke så tit får lov at opleve, at døden er en ok ting, men at døden måske mere er en oplevelse af, at noget bliver revet fra os. Og når noget rives fra os, så får vi følelsen af uretfærdighed. Og når den er i gang, og vi ikke kan handle os ud af, at den og skælde dommeren ud, jamen, så er det måske afmagten. Og afmagt kan vi oversætte til at være ude af magt. Hvis vi er ude af magt og ikke kan handle, det har vi svært ved som mennesker at være med.
Leon: Og det var sådan lidt det dybe, det kan være, vi vender tilbage til det, det har jeg ikke overblik over endnu, men hvis vi lige skal prøve at tage den lidt væk fra døden, og så et andet eksempel på tab af relation, det bliver så et mix, det kunne være en skilsmisse for eksempel. Det kan jo være en lykkelig skilsmisse, altså hvor parterne er enige om det, men der kan jo stadigvæk være et tab af en relation, eller det kan være den, hvor man bliver forladt.
Hans Erik: Ja, det er i hvert fald interessant, om det er en lykkelig skilsmisse, hvor begge er enige omkring det, at det her, det går ikke, og vi er bedst tjent begge to med, at vi lader os skille. Jamen, selv de mennesker, der går det igennem, har jeg da oplevet, at der efter nogle måneder godt kan opleve en sorg. Og så har vi savnet også, altså en savn om, hvad der har været, når skilsmissen træder i gang, ensomheden træder ind, som en,, jeg hørte i dag, der sagde for eksempel, jamen, når den anden, vi med alderen, måske godt kunne synes, at det er ved at trælse, alle de svagheder, man skal være vidne til, så kunne man egentlig også godt være uden den anden, altså måske var det bedst, vi skiltes. Så kan man jo også bare lige tænke tanken, jamen, nu skal jeg så være alene, nu skal jeg være alene om at sidde og spise, nu skal jeg være alene om at gå i seng, nu skal jeg være alene om det ene og det andet og det tredje. Jamen, hvad gør det ved os? Og det er måske først, når vi er i den situation, det går op for os, at det her, det er ikke det fedeste, eller det er trist, der kan vi godt se, sorgen går i gang, selvom det har været en aktiv beslutning, vi har taget, og vi kunne se, det var den rigtige beslutning, det fraholder os ikke nødvendigvis, fra at få en sorgproces.
Leon: Nej, og en lykkelig skilsmisse, der ligger jo bare i, at det er det, vi er enige om. Det kan der ligge i, at det er det, vi er enige om.
Hans Erik: Men en lykkelig skilsmisse kan jo også være, at man sidder ved dansklæreren, og man er skilt, og kan tale om sit barn, og faktisk få en respons fra læreren, det hedder. Og I skal bare lige vide, siden I har valgt det her, nu ved jeg jo, at I har valgt at lade skille, at det var et aktivt valg. I skal bare vide, jeg ser, at Søren, han trives faktisk rigtig godt, jamen så kan det jo også give en glæde tilbage.
Leon: Så kan sorgen måske bevæge sig over i savnet, til hvor vi alle sammen var sammen, som en lykkelig familie.
Hans Erik: Men sorgprocessen er en naturlig følelse, der kan gå i gang, når vi lukker ned for ét, men også står i overgangen til noget andet. Og hvis jeg skal komme med en interessant ting i forhold til det her med sorg, som måske kunne hjælpe os til at være bedre til at kunne håndtere sorg i det hele taget, så er det det her view på, at når vi går igennem en sorg, så er det typisk noget med, at vi siger farvel til noget. Og det er vemodigt. Men samtidig så lukker vi en dør op til noget nyt. Og det er muligheden. Og det er det der med at kan følge de der overgange og se naturligheden i de overgange. Se nødvendigheden i de overgange. Fordi en ting vi også kunne sige, det er jo et sted, hvor vi kan have en sorg, det er, hvis man mister en ven. Man er blevet uenig med en ven. Man kan bare se, at man har ikke spillet sammen. Man begynder faktisk at lide under det venskab, man har. Det er ikke det, der har været. Der er en masse bristede forventninger, som ikke bliver indfriet. Jamen, så kan vi jo godt se, at det var måske en nødvendig forvandling, der skulle til. Og så opleve; det er jo sørme godt, at vi kunne finde ud af at skilles.
Leon: Jeg har for nylig set en dokumentar, om den ene del af et vennepar, venner med en mand, som har gjort noget frygteligt frygteligt og skal i fængsel for det. Og hvordan de først efter en dom, hvor det er gået op for, de tilbageværende venner, hvad det var for en type, at de var venner med. Og der skriver en af dem et brev. Om det nogensinde bliver sendt, det ved jeg ikke. Men han får i hvert fald skrevet et brev, og han læser op af det. Og han savner jo egentlig venskabet, som det var. Men på grund af det, der er sket, kan de ikke være venner mere. Så savnet og sorgen over at have mistet den ven, man troede, man havde, kan godt være der, selvom at – og så er vi tilbage til en lykkelige skilsmisse igen – nu er vi simpelthen nødt til at…
Hans Erik: Nødvendigheden. Nødvendigheden kalder. Og det at få øje på en nødvendighed, der kalder, og se det, det er også en del af livet. At der kommer engang imellem nogen brud, det kan faktisk være sundt. Selvom noget gør ondt, og når vi står i det, det er voldsomt ubehageligt. Hvis vi kan fange det her med, at det er ubehageligt, det vi går igennem, at vi kan have billedet af, at det er ubehageligt. Det er ligesom at få en gave præsenteret, der er pakket ind i noget meget grim indpakningspapir. Så kan vi sige, når vi kommer igennem processen, får sorgprocessen til at slippe, for at få liv i vores organisme igen, og kan få glæden og lykkefølelsen til at strømme igennem igen, og kan blive en del af vores liv igen. Så er det en gang imellem, når vi går igennem det her, der lærer os noget om livet, så får vi øje på noget nyt, smukt, der kan opstå igen, og det er det, der ligger i det her med, det er at miste noget, at det kan godt anskues som en gave. Vi kan se gaven, når vi er det igennem, men så længe vi ikke er igennem, så er det altså i hvert fald en gave med noget meget grimt indpakningspapir.
Leon: Så nu siger du også det her med følelserne om at give slip, men det handler også lige så meget mentalt om at få givet slip, så man ikke er i den her sorg og siger, okay, nu giver jeg slip nu. Det, der engang var, er ikke mere. Eller de, der engang var her, er ikke mere. Kan man tale om at give slip på den måde? Er det også et aktivt valg, man skal tage og sige, nu vil jeg ikke sørge mere?
Hans Erik: Det er et aktivt valg, der skal tages, men det er også en modningsproces i at vi er kommet derhen, hvor vi kan tage det aktive valg. Man kan ikke forcere det nødvendigvis. Det, jeg nævnte i forhold til min egen far, det var, at der blev sorgprocessen meget kort, fordi tingene var afklaret, tingene var modne, tingene var et eller andet sted ok. Og så kan det nøjes med mere at blive et savn.
Leon: Og så ved jeg ikke, om vi skal have det med også, fordi det lyder jo nemt at slutte en sorg er et aktivt valg, eller aktivt valg om, at nu vil jeg ikke, nu vil jeg jo hen på den anden side i overført betydning, nu vil jeg videre.
Hans Erik: Men ikke et forceret valg.
Leon: Ikke et forceret valg, det var måske også meget vigtigt at få med. Men der er jo altså også en gruppe mennesker, som ikke kan slippe ud af den her, som selvom man måske gerne vil, men som bliver fastholdt i den her sorg i mindre end omkring 10-15 procent, der sådan bliver i det, som man kalder en langvarig sorg eller kompliceret sorg.
Hans Erik: Seks måneder?
Leon: Ja, hvis det er langvarig, det kalder over seks måneder.
Hans Erik: Ja, nu er vi inde på definitionen.
Leon: Og det er noget nyt, som jeg har forstået, at nu kan vi begynde at definere sorg som værende…
Hans Erik: … Det er jo det her med, at vi gerne vil definere sygdommen. Og sorg, som trækker ud og bliver langvarig, er et handicap eller en livsbegrænsning, som kan hæmme os på samme måde, som depression kan hæmme os, eller angst kan hæmme os, eller tab af noget andet helbred kan hæmme os. Så kan sorg også låse os og gøre, at vi har svært ved at vende tilbage til livet igen. Så derfor har man lavet den her nye diagnose og har vel ikke rigtig fundet ud af nu, hvad kan man gøre ved det. Noget interessant, jeg har opdaget, jeg har set det i klinikken, jeg har set det, jeg tror det var 25 år siden, jeg så det første gang, det var faktisk en patient, jeg mødte, som mistede sin mand. Vi var sådan midt i livet, og manden dør. Og de havde jo forventet, at der skulle være 40 år mere i livet for dem. Kvinden her havde været til psykolog, og det var ligesom glæden kunne ikke finde tilbage. Selvom det var talt igennem og vedkommende kunne godt forstå det og kunne se det fornuftige og skulle videre, så ville følelsen stadigvæk blive hængende. Jamen, det vi så med vedkommende, det var, at jeg gik bare ind og gik i akupunktur, og efter 8-9 akupunkturbehandlinger, så havde følelsen givet slip fra den her organisme. Så forståelsen af det her med følelser, det er jo så også noget fysiologisk, der sætter sig i vores organisme. Og når der bliver sat flow i vores brystkasse, i vores energi i brystkassen, lungerne, vi begynder at kan tage livet ind igen, jamen så begynder glæden også at blive en del af vores liv igen. Og som hun sagde, jamen jeg forstår egentlig ikke, hvad det er, der er sket. Jeg må sige, at du har været igennem de samtaler, der skulle til for, at du kunne bearbejde sorgen, men det er jo ikke det samme, som kroppen ville kvittere med at give slip på følelsen. Jamen, det var så her, at akupunkturen kunne hjælpe til, at følelsen så også kunne slippe igen. Men ellers en anden ting, jeg tror, vi skal være opmærksomme på i det hele taget, når vi har følelser, der låser sig fast, det er lidt det her at turde at være i glæden, for eksempel. Altså er man i sorg, så turde at blive konfronteret med noget. Turde at gå i teatret til en forestilling, som måske er humoristisk, og så se, om man kan knække, hvad skal man sige, bryde muren ind til sorgen, ind til glæden, der ligger inde bagved, og måske kan få piblet lidt ud, eller kan få øje på at dem, man følges med, de kan faktisk godt glæde sig over det her, og de skal ikke sidde og skamme sig over, at de glædes, fordi man er i sorg.
Leon: Det er jo det, der er svært. I hvert fald i vores kultur…
Hans Erik: Tured at gå med, fordi det, at man går fra den ene yderlighed, som er sorgen, der virkelig låser sig sammen, og så over til at turde at være en del af glæden, der ligger som en modsætning, det er noget af det, vi skal øve os i. På samme måde som det at være rasende, det kan også være godt nok at øve sig i. Tured at være vred, men samtidig også at turde at gå i den modsatte ende, og være i total ydmyghed i en eller anden situation. Det, at vi kan øve os på de der yderligheder, følelsesmæssigt. Fordi det er det, der er med til at gøre os levende, og hjælpe vores krop til at kunne regulere sig igen.
Leon: Og det der med at gå i teater, for eksempel, hvis man er i sorg og har været det en lang periode, der ligesom er blevet sådan, ikke en identitet, men hvis man frygter andres meninger om, at det var ikke længe, at du sørgede over tabet af din mand, eller kone eller et eller andet. Det lille afbræk, som du siger, en lille pause, der er jo ikke noget tilhinder for, hvis man ikke er helt færdig i sin sorgproces, og så går hjem igen, og være i sorg. Men så har man fået et afbræk, og det tænker jeg gør noget godt.
Hans Erik: Det er så vigtigt. Det er så vigtigt, at give sig selv lov, og give sig hen til. Hvis man har et barnebarn, hvad er det så, der gør, at jeg ikke har lov til lige at bryde ud og glæde mig over, at mit barnebarn glædes? Det er jo også livsbekræftende, og det er jo det, børn kan. Det er umiddelbare, det er spontane, osv. Jamen, vi prøver lige at lukke det ind, det kan være med til at vække os igen. Så det kan være en vigtig del af reparationsprocesserne.
Leon: Så hvis vi også i det her afsnit, Hans Erik, lige skal lave sådan en opsummering. Hvad er så det vigtigste at tage med sig herfra omkring sorg?
Hans Erik: Det, der er vigtigt, at vi gør os klart i forhold til sorg, det er, det starter med, at vi erkender, at der er noget, vi har holdt af. Der er noget, der har betydet noget for os, og det er, at vi er rigtig kede af at have mistet. Det næste, det er: sorgproces er naturlig. Det er en del af en heling, som går i gang. Men det er ikke en fast endestation. Det, der er vigtigt, det er, at få øje på, at der er indspundet typisk en uretfærdighed ind i det her med sorgen, som også har en form for vrede eller afmagt i sig. Man er vred over, at det her, der er sket, at det skulle ramme mig. Jeg har ikke bedt om det. Og er der så en afmagt blandet ind i det, så er det op til mig at få den afmagt til at give slip igen. Det er op til mig at komme i den ydmyghed, der hedder okay, det her, det er altså en naturlig del af livet. Der er ting, der ikke går, som jeg synes, det er mest rigtigt. Det er jo netop derfor, at det er uretfærdigt. Men jeg er ikke så stor, og jeg kan styre alt, hvad der rammer mig. Der kommer nogle grimme pakker forbi, men hvis vi evner at se tingene for, hvad de er, og tør at være i det, tør lige at snøfte og tude og reagere ud og få talt om, fordi det er jo her, forbindelsen til vores medmennesker virkelig får en dybere forankring, en dybere rodfæstning. Når vi får talt om det det, der er svært, så forbinder vi til andre mennesker. Det giver en adgang til en oprigtighed. Det er her gaverne begynder at opstå i sorgprocesserne, at vi får noget andet i stedet for. Og så kan det begynde at lukke op til noget nyt i vores liv. Altså, vi følger de naturlige overgange fra, at vi har noget i vores liv, der så skal transformeres til noget andet. Når vi forstår de her naturlige processer, så begynder det at være givende processer, og ikke bare noget, der tærer på os og efterlader os til mere og mere afmægtige.
Leon: Nu har vi så talt om sorg i forbindelse med tab af relationer, så mit sidste spørgsmål til dig i dag, det er, kan man så sige, at sorg det er prisen for at have været forbundet?
Hans Erik: Sorgen er for mig en midlertidig pris for at være forbundet med noget, men for alt i verden ikke en vedvarende pris.
