Vedvarende blærebetændelse hos ældre handler sjældent kun om bakterier. I dette afsnit ser vi nærmere på, hvad der sker, når kroppen ikke får ryddet ordentligt op efter en infektion – og hvorfor lav feber, manglende appetit og træthed kan være tegn på, at organismen stadig kæmper.
Resume
I andet afsnit om blærebetændelse hos ældre følger vi videre med Dorthe Jørgensens historie efter et langvarigt sygdomsforløb med feber, flere antibiotikakure og indlæggelse uden rigtig bedring. Selvom infektionen tilsyneladende er behandlet, oplever Dorthe stadig forhøjet temperatur, manglende appetit og en krop uden energi.
Hans Erik Foldberg forklarer, hvorfor kroppen nogle gange ikke kommer helt til bunds i en infektion, selv når bakterierne er slået ned med antibiotika. Samtalen kredser om immunsystemets rolle, betydningen af appetit, væske og restitution – og hvorfor længerevarende inflammation kan blive starten på nye helbredsproblemer.
Vi taler også om antibiotikas bagside, hvordan kroppens gode bakterier påvirkes, og hvorfor ældre mennesker lettere kan ende i langstrakte sygdomsforløb. Afsnittet giver samtidig indblik i, hvordan akupunktur og understøttelse af kroppens egne ressourcer kan hjælpe organismen tilbage i balance.
Det taler vi om:
- Hvorfor blærebetændelse hos ældre kan blive langvarig og vanskelig at komme over
- Lav feber og forhøjede infektionstal som tegn på, at kroppen stadig kæmper
- Sammenhængen mellem appetit, væskeindtag og immunsystemets styrke
- Antibiotikaens effekt og konsekvenser for kroppens bakteriebalance
- Inflammation, kronisk sygdom og risikoen for senfølger efter infektion
- Hvordan akupunktur bruges til at understøtte kroppens egen evne til at rydde op efter sygdom
Hvem er med? Dorthe Jørgensen og akupunktør Hans Erik Foldberg i samtale med Leon Rask Sørensen.
Lyt/se med, hvis du:
… vil forstå hvorfor nogle infektioner bliver ved med at vende tilbage
… er nysgerrig på sammenhængen mellem immunforsvar, inflammation og kronisk sygdom
… oplever tilbagevendende blærebetændelse eller langvarig træthed efter sygdom
… vil høre et andet perspektiv på behandling, restitution og kroppens egen modstandskraft
Læs afsnittet:
Leon Rask Sørensen: Velkommen til andet afsnit om blærebetændelse hos ældre. Hej Hans-Erik.
Hans Erik Foldberg: Hej Leon.
Leon: En uge er gået siden første afsnit, og i mellemtiden har vi alle været ude i vores respektive skuer og garager for at fjerne vores sodavand og hvad vi ellers måtte have til at stå derude. Og hvis man ikke forstår dén reference, så har man aldrig afsløret sig selv, for så er det fordi, man ikke har lyttet til det første afsnit. Dorthe har vi med som omdrejningspunkt i de her to afsnit. Dorthe som gennem længere tid har haft feber. Ikke alt for høj feber, men dog feber. Dorthe har været indlagt. Hun har været igennem flere forskellige antibiotikakure. Der er ikke rigtigt noget, der virker. Hun har også været igennem en indlæggelse. Der er altså ikke rigtigt noget af det, der virker. Hun kommer ikke helt på toppen. Og selvom hun jo faktisk i første omgang selv bad om at blive indlagt, fordi der ikke var noget af det her, der virkede, så jeg oplever det som om, hun alligevel har det en lille smule ambivalent med det.
Dorthe Jørgensen: Jamen, jeg var jo ikke syg. Og altså, jeg har stadigvæk ingen appetit.Ret meget. Men jeg kunne jo gå op og spise min morgenmad på sygehuset, og jeg kunne gå hen og få frokost, og igen aftensmad. Jeg var jo ikke dårlig.
Leon: Og feberen havde den lagt sig på det tidspunkt?
Dorthe: Nej, den var omkring 38. Nogle gange. Og så begyndte den jo altså at gå lidt ned, måske da jeg fik den fjerde omgang penicillin. Det var altså noget skrapt noget. Og det blev jeg sendt hjem med. I drop. Og så var jeg op til tjek den 22. december 2025. Og min yngste søn var med. Jamen, jeg tror de mente, at jeg havde det godt. Så sagde jeg, at jeg jo stadigvæk havde feber. Og det registrerede den læge ikke på. Og så havde de sygepladskerne jo sagt til mig, at jeg bare kunne tage nogle smertestillende, for så sænkede det feberen. Og så kom jeg nogle gange til at sige til dem, jamen, det er jo ikke nogen behandling.
Leon: Ja, det hænger jo egentlig meget godt sammen med det, som du også tidligere har omtalt, Hans Erik. Hun føler sig jo ikke sådan syg-syg, men der er stadigvæk noget. Og den her feber, som hun jo også i tale sætter, at hun stadig har, ja, den bliver hun så anbefalet at slå ned med noget smertestillende. Hvad siger du til det?
Hans Erik: Jamen, det er jo den klassiske tankegang, som vi har i vestlig medicin. Eller også, igen, måske fordi vi ikke helt har redskaberne til det i den vestlige medicin. Hvordan hjælper man en organisme, som ikke har power til at komme ovenpå? Det her med feber, det er altså ikke noget, kroppen leverer bare for sjov. Den leverer det faktisk, fordi den ser det som en væsentlig strategi. Det er et signal om, at her er noget, der ikke er ryddet op. Der er noget, der ikke er kommet i bund. Der sidder stadigvæk rester, eftervirkninger, rester og eftervirkninger af infektion. Da Dorthe kommer til mig et par måneder, tre måneder efter det, hun har været igennem på sygehuset, to, to og en halv måned, tror jeg, det var, efter, der er hendes CRP stadigvæk væsentlig, væsentlig forhøjet.
Leon: Og det er infektionstallene?
Hans Erik: Ja, og når de er væsentlig, væsentlig forhøjet, så er det jo, fordi der kører noget i kroppen. Feberen er faldet en lille smule. Jamen, der er ikke jo så en rigtig feber, så hun er jo rigtig syg. Og det er også det, hun siger. Men sådan opfatter vi det også vestlig set. I kinesisk medicin, der ser vi det slet ikke på den måde. Der ser vi, når feberen, eller en temperatur, der ligger væsentligt over normaltemperaturen, det er altså mere end en halvanden grad over normaltemperaturen, så er det altså et tegn på, at kroppen stadigvæk er ramt. Det sted, hendes organisme står, det er her, det lukker ladeporten op for, hvad kan der så komme af nye sygdomme? Fordi det er her, der går nye sygdomme i gang, som patienten så kan henvænne sig til lægen med og sige, jeg har godt nok fået så ondt i min led. Hvad er der galt her? Ja, det er måske leddegigt, der i aktivitet, eller hjertet begynder at gøre et eller andet. Ja, så er det måske, så skal vi nok lige have undersøgt dit hjerte. Nej, for pokker. Nej, for pokker. Vi skal finde ud af, hvorfor bliver der ved med at være en varme tilstand her, som tegn på, at kroppen ikke har ryddet op. Hvorfor giver den ikke slip? Hvordan får vi styrket den her patient, til at hun kan komme over hendes infektion? Og for mig at se, så er det her en af de mest oversete måder at behandle mennesker på i vores vestlige verden. Det leder til kronisk sygdom, som kan undgås. Og graden af kronisk sygdom i vores samfund, når vi ser på sundhedsprofilen, når vi ser på de undersøgelser, der bliver lavet på vores befolkning, det er bare stigende. Vi omtaler det, som om vi har verdens bedste sundhedssystem. Og så tillader vi de her ting, de kører løs. Det er totalt overset. Jeg kan huske, da jeg rigtig fik øje på det her for 33-34 år siden, hvordan vi kunne med akupunktur gå ind og hjælpe kroppen til at komme over en infektion. Hvordan det gav et skred på 15-20% flere patienter, vi kunne hjælpe, når vi havde forståelsen af, hvordan vi kunne få kroppen til at rydde op efter en infektion. Så kom vi bedre igennem. Bedre resultater. Og det ligger bare ikke i den vestlige medicinske værktøjskasse, hvordan man gør det her, og forståelsen af, hvad det er, der sker. Og det er derfor, der bliver udtalt det her til den her ældre dame, som jo skal forstå, og det siger hun ikke noget om, men forstå nu, at din dåbsattest er jo heller helt ny, så det er nok, fordi du er ved at blive gammel. Og det kan du tænde mig med, når vi kommer ind omkring det. Det ved jeg. Fordi det er bare ikke i orden, når en patient faktisk er ramt af noget, og prøver at få hjælp omkring det, og så har vi slået det hen med, jamen så kan du tage et par panodiler, fordi så kan du underforstået nok holde din mund, fordi så falder temperaturen lidt. Det er ligesom det, vi kan bruge panodilerne til. Jamen vi skal da ikke bruge panodiler til at sænke en sygdomsproces, som kører i kroppen, og kan risikere at skubbe til de tendenser, der er til sygdomme, eller sygdomme, der er i gang, i forvejen de kroniske sygdomme, der er. Der skal vi se efter og sige, hvordan får vi så ryddet op efter det her. Og det er jo så faktisk en af årsagerne til, at vi laver vores podcast her, det er faktisk for at give en indblik, give et vindue ind i, hvordan er det, vi tænker om det her. Og jeg bliver nødt til at sige, at det her er en af de afgørende ting, hvor vi i den grad henter mange patienter, som er røget ind i kroniske sygdomme. Vi har før talt om det, for eksempel i forhold til vores astmabehandling. Vi har talt om det i forhold til senfølger. Det er det samme, der er i spil. Det er, at kroppen ikke har været i stand til, at kunne komme over en sygdomsproces, en infektion. Om det så er virus eller bakterier, det er sådan set hip som hap. Det er det samme, der er i spil. Kroppen skal have ryddet op, for at dens immunsystem kan komme til bunds i tingene. Når immunsystemet kommer til bunds, så har vi ikke risikoen for, at immunsystemet pludselig overreagerer, og begynder at reagere på vores egne væv. Det er her, vi har de her autoimmune sygdomme. De går i gang på den her måde. Også ved mennesker, som ikke er 81, men er i 30’erne, 40’erne, 50’erne. Det er den her forståelse, vi skal have for det. Så det er hele forståelsen af, hvordan understøtter man en organisme, som er i en infektion, til, at man kan komme ordentligt over den. Og det har vi mistet rigtig meget forståelsen af, efter vi har fået penicillinen. Når vi er yngre, så er det jo noget mere livskraft at gøre med. Vi har lidt mere at stå imod med. Men når vi så får en ordentlig bakterieinfektion, for eksempel, så har vi den fantastiske penicillin, der kan slå det ned. Og mange gange, så er det bare slået ned, og så er vi over det. Og det er det, vi bliver ved med at tro, at det er sådan, det også virker hen i livet. Også når vi bliver ældre og svækkes. Men det er ikke sådan, det fungerer.
Leon: Men hun er jo så, skal man blive i dit perspektiv, heldigvis kvik i pæren, fordi hun får jo også italesat, at det er jo ikke behandling, at bare tage en panodil. Jeg har lyst til lige at indskyde…
Hans Erik: Ja, det er ret interessant, at hun får det sagt. Så hun har jo fornemmelsen af det.
Leon: Jo, jo. Og det, jeg lige har lyst til at indskyde, det er også, det er jo også et resultat af, må man jo bare give dem, men altså god marketing, dem, der producerer de her panodiler. Altså, vi bliver jo indoktrineret med, at har du en lille smule feber, så kan du tage de her piller, og så sænker feberen sig.
Hans Erik: Ja, der må jeg nok sige, her har vi bare to forskellige synsvinkler. Her har vi to forskellige sundhedssyn. Altså, noget af det, vi er meget optaget af i den kinesiske medicin, det er, hvordan understøtter vi kroppens evne til at kunne komme noget til bunds. Dent vestlige sundhedssyn, det er meget, hvordan slår vi den uintelligente krop, der ikke selv kunne gøre det. Hvordan slår vi de tilstande ned, terroristerne, der er kommet ind for her. Og igen, jeg bliver nødt til at understrege, det er der altså også brug for en gang imellem. Der er altså alvorlige sygdomme, hvor det er sådan, vi har brug for den her. Men når vi bliver ældre, så er der altså en synergi i, at vi forstår begge sider af de her ting. Tingene kommer ikke bare af sig selv.
Leon: Når jeg siger god marketing, så er det ikke fordi, jeg synes, at den der, den her, den sidder lige i skabet. Det er fordi, det virker i den brede befolkning. Altså, det er den, vi har taget til os. Har vi en lille smule feber, så kan vi tage en pille. Altså, ergo virker marketing i forhold til at få solgt de her piller. Giver du mening?
Hans Erik: Ja, jeg er ikke så optaget af marketingsdelen, men altså, det er i hvert fald, vi har fået en identitet omkring pandodiler, at de netop kan slå feberen ned, og så kan vi fortsætte og kan komme videre. Og det er jo en almindelig kendt ting. Og igen, det betyder ikke så meget, når man er yngre. Hvis ikke man har noget, der ligger og truer for meget i sin organisme, så kan det være en ganske god ting at kunne komme videre på. Men når vi har faremomenterne i spil, så er det, vi skal begynde at tænke os om.
Leon: Og Dorthe, hun begynder så også at tænke sig om. Hun kommer en gang imellem til at sige, at det er jo ikke behandling, hvilket så bringer os hen til, hvor hun så kommer i behandling her i klinikken.
Dorthe: Jamen, jeg kunne jo mærke, da jeg faktisk havde været her i to uger, der havde jeg det jo meget bedre og havde lyst til at lave mad. Og gøre noget. Altså, nu ved jeg ikke, om det var havearbejde på det tidspunkt, men ja.
Leon: Men der var noget energi og noget lyst.
Dorthe: Ja. Ja.
Leon: Hvad med feberen? Hvordan ser det ud med den?
Dorthe: Jamen, den forsvandt faktisk lige så stille. Der var jeg nok ikke så god til at kontrollere det. Men i hvert fald, en eller to uger efter, der havde jeg normaltemperaturr 36, 6-7 stykker.
Leon: Ja, så det, Dorte, hun fortæller her, hvor skuden ligesom er blevet vendt, og endda på relativt kort tid, det bekræfter vel egentlig meget godt, det som du også har stået og talt om.
Hans Erik: Ja, det er det her med, at betydningen er, at man får ryddet op efter en infektion, når man kommer til bunds i den. Når der ikke er ryddet op, så er det, man kan se det her med den forhøjede temperatur. Dorthe havde et infektionstal, som lå højt, da hun kom til os. Og efter 14 dage, så er infektionstallet nede på de 34. Og en uge senere, så er det faktisk nede på fuldstændig normalt niveau, altså på de 3,7.
Leon: Og hvis man ikke ved så meget om infektionstalen, hvornår? Altså, 34 er det godt?
Hans Erik: Så er den forhøjet. Og det er typisk det, vi ser, når vi har infektioner, som ikke er behandlet i bund, eller hvor kroppen ikke har kunnet restituere sig ordentligt ud af det, så er det, vi begynder at få det, ja, men det er jo ikke så galt, fordi et infektionstal, der ligger over 100 eller 200, det er jo meget, meget værre. Nej, men et infektionstal, der ligger nede på 30’erne, 50’erne, det er altså et problem, fordi i den situation, der er der et væsentligt, væsentligt højere inflammationsniveau i vores organisme. Og øget inflammation. Hvis der er nogen, der ikke har hørt om antiinflammatorisk kost, så kan det godt være, at man ikke ved, hvad inflammation forårsger. Det, der er blevet sagt om antiinflammatorisk kost de sidste fem år, hvad det har af betydning, jeg skal bare sige, det er ikke at få ryddet op efter en infektion. Det er at gå i en totalt usund tilstand, som ikke er fremkaldt af, at man spiser elendigt, men af, at kroppen er kommet over en infektion. Det er meget værre. Og det kan der ryddes op i meget hurtigt. Og når det her det sker, så har vi også en organisme, som kommer til at fungere mere sikker i forhold til det, som jeg har sagt, med autoimmunsygdom, i forhold til, at det kan skubbe til andre sygdomstendenser, vi har i vores krop, eller nogle kroniske sygdomme, som vi har, som kan gå ekstra i udbrud igen. Det er så afgørende og vigtigt, at der bliver ryddet op. Et infektionstals skal ligge under 8, det er normalt.
Leon: Og der får du hendes tal ned?
Hans Erik: Ja, og så sker der jo det, at så begynder hun jo at fungere fint, og have det godt igen. Appetitten kommer tilbage, det er det, der holder os robuste, når vi spiser. Lysten til at drikke, den vænner tilbage. Det er det, der hjælper til, at vi kan regulere os selv. Og når der kommer nogle belastninger ind, så har vi beredskabet til at fungere. Når der går kludder i appetit, eller i væskeindtag, eller at maven ikke fungerer, som den skal, så går det galt. Og hvis vi så lige skal kigge lidt til det her med, hvorfor er det nu, at vi skal begrænse det der med antibiotika. Vi skal ikke bare have antibiotika i tide og utide, og vi skal forsøge selv at komme over det langt hen ad vejen. Det der med lægen, der ikke vil give mig noget, når jeg nu fejler noget, jamen det er, fordi lægen ved godt, at det med antibiotika, det er ikke noget, vi skal overdrive, det er ikke noget, vi skal gøre for meget. Forskning viser jo, at når man giver antibiotika, så ved vi, der ryger bakteriestammer. Og her taler vi om fra fordøjelsesystemet. Når de stammer, de bliver slået ned, eller relationen fra bakterier, de gode bakterier, vi har i tarmsystemet, som har relation til blæren, eller op til lungerne. Når de bliver beskadige, så beskader vi faktisk vores modstandskraft, vores immunsystem på længere sigt.
Leon: Så det er det, vi kalder de gode bakterier?
Hans Erik: Det er de gode bakterier, ja. Den nyere forskning har virkelig foldet det her med betydningen af, at de er til stede. Og konsekvensen ved antibiotikabehandling, hvor de bliver udraderet. Og det gør, at så har vi endnu sværere, ved at komme over infektioner, efter vi har fået de her gentagende antibiotikabehandlinger. Så i sundhedsvæsenet ved man godt, det her er ikke smart, og prøver derfor at begrænse det. Og det er også det, der ligger i, at vi kan måske ikke behandle dig fuldstændig i bund, Dorthe. Altså, det er det man siger fra sundhedspersonalets side. Fordi hvis vi behandler dig hårdere med antibiotika, det er altså de redskaber, der ligger i deres redskabskasse. Hvis vi behandler dig hårdere med det, så svækker vi dig bare mere, og du kommer ikke nødvendigvis mere over det. Så det er også deri, der ligger den her med, jamen hvis en panodil kommer på banen, så kan du måske bedre komme om ved det. Så det er sådan lidt et, hvad skal man sige, et mindre onde. Men så undgår vi måske at gøre mere, som kan også skade dig på anden vis. Men det er her, vi skal kigge ind i det her, med hvordan får vi ressourcerne tilbage. Og jeg synes bare Dorthe er et godt eksempel på, hvor godt hun kommer tilbage egentlig med meget kort behandling.
Leon: Men hvor lang tid skal man så gå med en blærebetændelse, før man så indser, det kan jeg ikke komme over selv, altså jeg er enten nødt til at have lægens hjælp med antibiotika, eller komme hen og få noget akupunktur. Altså hvornår skal en blærebetændelse uden behandling, være overstået, uden at det bliver problematisk?
Hans Erik: Ved en blærebetændelse, som er væsentlig i udbrud, der vil jeg anbefale, at man bruger antibiotika i optrækket. Der er det fuldstændig på sin plads. Men det, der gerne skulle fremstå af den her podcast, det er, hvis ikke, der er styr på appetitten, hvordan understøtter du så appetitten. Hvis ikke, der er styr på væskeindtaget, hvordan får du så fat i det her, vi snakkede blandt andet om suppen. Så vi får understøttet den behandling, som antibiotikaen kan give. Men hvis du ikke kan slå det ned, og hvis det bliver hængende bare lidt, og det kan godt være en mildere udgave end det, Dorthe har haft her, så se på, hvordan du kan få robustheden tilbage igen. Det er det, vi skal forstå. Det, der er så vigtigt, det er, at vi ikke har noget hængende, som kan skruptere andre ting. Noget af det, der kan ske for Dorthe, det hun var lidt på vej ind i, det var jo at begynde at vænne sig lidt til den her lidt forhøjede temperatur. Og hvis man vænner sig til det, så kan man også begynde at vænne sig til, at man har lidt blærebetændelse. Og det er jo faktisk en af problematikken i forhold til ældre mennesker. De vænner sig til at have noget blærebetændelse. Og noget af det, vi ved, det er, at blærebetændelse, ja, det kan jo godt blive opdaget ved, at man bliver konfus. En person, der bliver konfus, og ikke taler sådan helt sammenhængende osv., nej, hun er nok ved at blive gammel, eller noget, nej, det er jo bare en blærebetændelse. Det var en ubehandlet blærebetændelse. Når man går med sådan nogle ting og ikke kommer over det, så kan man gå og blive småkonfus. Jamen, det giver altså forandringer op i vores hjerne. Hvor meget af vores demens opstår faktisk på baggrund af ting, som vi ikke får ryddet op i, men som man går og vænner sig til. Og hvor mange patienter har det på den måde, at nu kan jeg heller ikke henvende mig til lægen, fordi jeg synes ikke, at det har virket så godt det sidste, han har gjort. Jamen, jeg skal nok bare vænne mig til det. Ja, så lukker det en ladeport op til det. Jeg kan godt tænke en gang imellem, at når pillen til demens ikke er opfundet, så kunne det jo egentlig være, at det egentlig ligger meget ind i sådan noget, som det vi snakker om. At det var en ubehandlet blærebetændelse eller en anden infektion, som har fået lov til at ligge i kroppen i længere tid, skabt mere og mere inflammation, som også kan angribe vores hjerne, og så begynder det bare at gå baglæns oppe på øverste etage. Men var du bare ved at blive gammel? Eller hvad var det, der var?
Leon: Der er rigtig mange ting i det, du siger her, for der er mange i den ældre generation, der siger, jeg har været ved læge, og jeg har været inde, jeg skal heller ikke trænge mig på, jeg skal ikke være til besvær. Men så går der alligevel lige noget op for mig, fordi det viser mig jo bare, hvor skarp i pæren Dorthe egentlig har været, fordi hun siger i det første afsnit, vi lavede som det allerførste, jeg bemærkede, at jeg havde lidt feber, og så mistænkte jeg, at det var en blærebetændelse, og så satte hun jo action på det. Uheldigvis kan vi så sige, for Dorthe blev det et langstragt forløb, men hun var der jo. Hun vendte jo til blærebetændelsen med det samme.
Hans Erik: Ja, lige præcis.
Leon: Og hvordan Dorthe hun så egentlig har det i dag, det kan hun jo så selv fortælle.
Dorthe: Jamen, jeg har det fint. Jeg har det ligesom, jeg havde i august-septembermorgen, før alt det her startede.
