Læs afsnittet:
Leon Rask Sørensen: Velkommen tilbage. Så står vi her igen. Hej, Hans Erik.
Hans Erik Foldberg: Hej, Leon.
Leon: I sidste afsnit mødte vi Jørgen, som jo oprindeligt henvendte sig her i klinikken, fordi han frygtede, at der var noget galt med hjertet. Og så oplevede han jo efterfølgende også, eller i samme forbindelse, det der med, at der bare var lukket og slukket. Lad os lige prøve at høre, hvad vi egentlig talte om i sidste afsnit.
Jørgen Børsting Pedersen: Jeg synes ikke længere, at jeg var den bedste udgave af mig selv. eg var sgu ikke en rar fyr. Jeg var, jeg tror det hedder, kort lunte og kunne måske i perioder ikke finde ud af at tale ordentligt til dem, som stod mig nærmest. Mit hjerte, det slog. Det føltes, som om det slog rigtig, rigtig mange slag. Og jeg havde været igennem alt det traditionelle. Jeg havde været ved læge og fået også lidt hjertemedicin og sådan noget, men det var jo ikke det. Det kom et andet sted fra, at jeg er overbevist om nu.
Leon: Noget, vi ikke fik talt så meget om i sidste afsnit, det er så, hvad du så egentlig har gjort ved Jørgen. Hvordan du griber hans situation an, og hvordan han så har det i dag. Så du kan bare give den los, hvor har du lyst til at starte hende i den?
Hans Erik: Jamen altså, når vi har et menneske, som kommer ind i klinikken, og som Jørgen her gjorde jo med, at han havde det ikke så godt, og han mærkede som til hjertet, og det kunne galopere, og han var egentlig utryg ved det. Det var godt nok undersøgt, hvor man ikke kunne se, at der var noget med hjertet, men han kunne jo mærke, at der var noget med det. Jamen, det vi gør, det er jo altid, at vi starter med et interview, for at prøve at få skabt overblik over, hvad det er, det drejer sig om. Og i det her, der kunne jeg godt se et menneske, der var væsentligt berørt af situationen. Og den her, hvad skal man sige, afmagt følelse af at være ude af magt over, og kunne styre sit liv, der var i hvert fald noget, der var, hvad skal man sige, der var ude af sync, at han var ikke sync med sig selv, og han var utryg ved den her situation. Og i kinesisk medicin, når vi interviewer, så kan vi jo forestille os alt muligt mærkeligt. Og min erfaring, det er sådan, at hvis vi siger, at i tre tilfælde ud af syv, så bare under interviewet, så bliver man klar på, hvad det er, det drejer sig om. Og når man så undersøger patienten, og mærker pulsen, og ser på tungen, så får man bekræftet, ja, det er sådan, det hænger sammen, sådan som jeg har tænkt mig her under interviewet, eller som det er kommet til mig. Tre andre tilfælde ud af syv, der skal vi faktisk lave væsentlige korrektioner i forhold til, hvad vi sådan lige har tænkt. Og det betyder altså, at i halvdelen af tilfældene, der er det ikke nok bare lige sådan almindeligt at tænke sig frem til, hvad det er, der er galt. Hvad kroppen viser, hvad den udviser igennem puls og tungediagnose, ja, der bliver vi endnu mere skarpe på, at det kan godt være, at der er de her symptomer, men der er jo flere forskellige ting i organismen, der kan lave de samme symptomer. Lad mig give et eksempel. Hvis det er sådan, at vi har en mave, for eksempel, som ikke fungerer, som skal, at vi har forstoppelse, ja, hvad er det første, vi så tænker på? Det er, har du fået væske nok? Jeg får måske ikke væske nok, derfor går min mave i stå. Det kunne også være, at jeg ikke får rørt mig nok, eller du har rørt dig nok, det er derfor, at din mave går i stå. Ja, vi ved godt, der skal noget bevægelse til, men det behøver jo ikke være det, der er galt. Det kan jo også være, fordi man ikke spiser noget mad, som aktiverer tarmen indefra , altså at få tilstrækkelige fibre, som irriterer tarmen og dermed fremmer tarmeperistaltikken så maven kan holde sig i gang. Og det er sådan de klassiske ting, vi sådan lige tænker på i forhold til maven, men der er flere andre ting, der kan være årsag til, at maven kan gå i gang, og det er her, vi igen har pulsen til at se, at der er noget andet galt. Jeg kan se den måde, som leveren fungerer på. Hvis det system ikke fungerer, så er der ikke det flow indvendigt i systemet, som også skal aktivere fordøjelsesystemet til at holde den i gang. Det kan være, at der er morfin med ind over det, og hvis vi ved, at der er morfin, så ved vi godt, at det kan stoppe maven. Det kan være, at vores lunger egentlig ikke fungerer, som de skal. Ja, det har også indflydelse på, hvordan tarmsystemet kører. Et lungesystem, der ikke fungerer, som det skal, gør, at tarmsystemet tørrer mere ud, og så får man mere hård eller knoldet afføring. Så igen, vi kan godt interviewe, vi kan godt forestille os, hvordan ting hænger sammen, men det er faktisk først, når vi har fingrene på pulsen, ser på tungen, at vi får det fulde indblik i, at det, vi tænker, kan vi også få det bekræftet i det, vi ser i puls og tunge. Eller er der en anden sammenhæng? Og det er der altså tre ud af syv tilfælde, der skal vi ind og lave væsentlige korrektioner i, hvad vi tror. Og det sidste tilfælde ud af de syv, der får man øje på, at det her er noget helt andet, end hvad jeg overhovedet har tænkt. Altså, der ligger årsagen et helt andet sted i vores organisme. Og i forhold til Jørgen, der skal vi lige være klar over, hvordan de her ting hænger teoretisk sammen. Hvordan er kroppens normale måde at fungere på? Og nogle af de ting, der ligger ind i det her, som Jørgen kommer frem med, ja, det peger meget tydeligt hen imod hjertet. Men den del af hjertet, som vi i kinesisk medicin ser, der har mere med den mentale, følelsesmæssige regulering at gøre, end den del af hjertet, der har med pumpefunktionen at gøre. Fordi i den vestlige medicin, der tænker vi bare på hjertet som en pumpefunktion. I kinesisk medicin, der har vi det andet aspekt med. Og det aspekt har ansvaret for, hvordan vi fungerer med hinanden – tilstedeværelse, nærvær, hvis der er ubalance i forbindelse med den del af hjertet, som har med, hvordan vi opfatter tingene at gøre. Hvis der er ubalance i den, så stryger vores nærvær. Det er noget af det, vi snakker meget om i vores samtid, at det kniber med, at folk kan være nærværende og kan være tilstede. Der er så mange ting, der forstyrrer. Ja, der er mange ting, der forstyrrer.
Leon: Jeg så faktisk fornyelig en undersøgelse, og jeg har ikke dobbelttjekket den, den kom bare lige til mig nu, men der viste grafen over fødselsraten, fertiliteten, altså hvor mange børn, vi føder, fra hvornår smartphones får deres indtog, kan man se, at der falder antallet af børn, vi føder, altså drastisk.
Hans Erik: Er det så på verdensplan?
Leon: Jamen det er jo så det, jeg skulle have undersøgt lidt mere, inden jeg bød ind med den.
Hans Erik: Ja, fordi noget af det, der er interessant, det er jo, at kineserne fx, altså deres fødselsrate er jo faldet vanvittigt meget. De er gået fra, at for 30 år siden, der var 30 millioner mennesker, der blev født om året i Kina. De er nede på 8 millioner mennesker nu her. Så det er derfor, det er jo interessant.
Leon: Ja, det må jeg lige tjekke op på.
Hans Erik: Men det var altså lidt en krølle af en anden sted.
Leon: Ja, men det var jo mangel på nærvær sagde du…
Hans Erik: Ja, på den måde var det måske et godt eksempel. Nå, men altså det her med vores nær… Nå, okay. Nu forstår jeg den også. Men det her med nærvær, det er jo, hvordan er vi i stand til at være til stede i det, der foregår med hinanden. Og hvis nærværet med vores medmennesker smutter lidt, og vi ryger et sted hen, hvor vi føler os ensomme med os selv, så får vi heller ikke den regulering fra vores medmennesker, når vi er sammen med dem, som hvis vi er til stede. Så på den måde; vi regulerer hinanden. Det med relationer, det er ikke bare et spørgsmål om, at vi kan få lov at være sammen med mennesker, men det er også om, at vi kan være til stede sammen med de mennesker, vi er sammen med. Så det spiller faktisk også ind på, hvordan vores krop regulerer sig. En anden del af det, der er i forbindelse med det her med hjertet, det er også vores evne til rummelighed. Kan vi rumme de situationer, vi er i? Kan vi rumme de mennesker, vi er sammen med? Og der er der også det her med, at hvis ikke vi kan rumme det, så er det, vi fader ud. Eller er du til stede, eller er du væk, eller hvad er du? Så det er også noget af det, der ligger ind i det her system, som har med hjertet at gøre, altså den del, som vi ikke har direkte med pumperiet at gøre.
Leon: Og det virker jo til, at Jørgen har fuld plade på alt det, du taler om. Hvordan i alverden får man så bygget det op, genopbygget til, at der kan komme en fornuftig mand d af det?
Hans Erik: Da vi fik stillet diagnosen og så, hvordan er sammenhængen i den her organisme, så gik vi ind og simpelthen byggede energi op på Jørgen. Hjalp hans krop til at kunne lave noget mere energi. Og når kroppen begynder at lave noget mere energi og begynder at lave et overskud af energi, så begynder man at kunne føre ned det her overskud i kontakt med den del af hjertet. Og så begynder det her menneske egentlig at kunne blive mere sig selv igen. En anden ting det er, at man får mere energi, så bliver man mere sig selv igen. Så det vil sige, at personen kommer til at kende sig selv igen. Udtrykket fra det der, at jeg kender ikke rigtig mig selv, begynder at kende sig selv og begynder at mærke, at nu begynder jeg at blive lidt, ligesom jeg var i gamle dage. Så det fik vi egentlig bygget ret godt op på Jørgen.
Leon: Og så var der lige den der karklud han fik i hovedet, fordi han fik nemlig så efterfølgende en omgang corona.
Jørgen: Ja, det er min egen diagnose. Jeg havde de samme symptomer, bare noget kraftigere, end jeg prøvede tilbage i 20/21, da vi havde det i større stil. Jeg var helt flad. Og det tog bare tid. Jeg tror jeg snakkede med Hans Erik om det, at jeg ikke var på arbejde i over en uge, og det tror jeg egentlig ikke, at det er noget mål for mig, men det tror jeg aldrig jeg havde prøvet før. Jeg var kørt helt ned energimæssigt. Det var virkelig svært at hive op.
Leon: Så egentlig fra at have været sådan ret godt kørende, så får han lige det her, hvor han selvdiagnosticerer sig selv med corona, men han syntes, at han kan genkende symptomerne. Så siger han, at det her var bare svært at få hrvet hjem af og hjemme i en uge. Passer det meget godt ind i det der med, at du ellers fik sagt, at nu var han lige på vej opad, hvor han skulle være?
Hans Erik: Ja altså, risikoen er jo altid for, at vi kan løbe ind i en influenza, eller en corona, eller hvad det nu kan være. Og så går det egentlig ind og forstyrrer vores genopbygning, fordi man kan sige, at han var jo godt på vej op. Han var næsten fungerende. Men når sådan noget som det her ryger ind, så kan det simpelthen vælte hele billedet. For det er sådan, at en organisme, som ikke har været på plads, ikke har været stabil en vis tid, den er meget påvirkelig. Så derfor, den energi, der egentlig er blevet brugt til at skulle hente de udfordringer hjem, som han havde i forvejen, de skal så lige pludselig allokeres til noget andet, altså til en infektion. Og når det sker, så bliver man faktisk lidt ustabil igen. Og det er jo der, han omtaler det her med, at jeg mistede kræfter osv. Jeg kan huske, at han omtalte det som om, at det var ligesom, at han mistede kræfterne ned i benet. Hvad pokker er det nu for noget? Og det er faktisk en klassisk ting, når det er sådan, at hjertet bliver påvirket, så kan det tage poweren ud i hele organismen. Også når der kommer en infektion. Og så er det altså bare vigtigt, at vi får ryddet op efter den her infektion. Det er meget vigtigt, at der bliver gjort fuldstændig ren bord. For bliver der ikke gjort fuldstændig rent bord, så kan det bevirke, at det man egentlig har behandlet på, at det ikke kommer fuldstændig på plads. Og der er der nogle principper for, hvordan vi kan være sikre på, at der bliver gjort fuldstændig rent bord. I de fleste tilfælde klarer vi det med akupunktur, ganske fint at få det på plads. I andre tilfælde er vi faktisk inde og bruger urter som supplement, til at hjælpe til den her oprydningsproces. Og noget af det, vi kan se, det er, at nogle mennesker ville omtale det som om, at så var jeg ved at få hjælp, men så gik det sku galt igen, og nu tror jeg ikke på, at jeg kan hjælpes.
Leon: Ja, så ryger tilliden eller troen.
Hans Erik: Ja, lige præcis. Og det er faktisk en meget vigtig ting. Vigtigt stade det her, at vi bevarer tilliden til hinanden. Fordi det er en ganske simpel problematik. Den skal bare hentes helt hjem. Og når den så er hentet helt hjem, så falder det fuldstændig i hak igen, som det skal.
Leon: Og det gjorde det også for Jørgen i en sådan grad, at han tog på ferie med sin familie, og det gik ret godt.
Jørgen: Det var sammen med børnene og min kone, og vi var i USA for at skulle møde den ene af vores børn, som arbejder derovre nu. Og der talte jeg med min kone om, at hold da op, jeg føler mig bare så afslappet. Og rolig. Ikke som da det hele kammede over for mig i julen. Det er sådan et af mine fikspunkter. Det er faktisk den tur, vi lige er kommet hjem fra. Det var så dejligt.
Leon: Når man hører Jørgen fortælle det her, og vi så lige husker, hvordan han egentlig havde det for et par måneder tilbage, nemlig i julen, hvor han også siger det her, jeg var ikke rar at være sammen med den jul, som han bruger som et af sine fikspunkter til nu at være på tur med familien i USA, og hvor han bare siger, hold da op, det var bare afslappende, jeg var rolig, og det var bare så dejligt. Det er noget af en proces.
Hans Erik: Og så meget tilstedeværelse.
Leon: Og så meget tilstedeværelse og nærvær, som du også synes.
Hans Erik: Er det ikke vildt?
Leon: Helt vildt.
Hans Erik: Er det ikke vildt, at vi kan være så meget ude af balance, og være så ulykkelige over at vi er ude af balance, og være ulykkelige over, at vi ikke er os selv og så mærker man, at man er kommet i et med sig selv igen, kommet i sync med sig selv, og hvad det er så, man får af gaver.
Leon: Men jo også, hvor meget man kan rykke sig på relativt kort tid.
Hans Erik: Ja, det er rigtigt. Og det er jo egentlig fantastisk, at vores organisme på den måde kan vise noget helt vildt skræmmende, når vi er ude af balance, og helt vildt fantastisk, og meningsgivende, og hvad skal man sige, livskvalitet, når vi så kommer i balance. Jeg mener, at det her med Jørgen, det er jo et mønstereksempel på, hvor stor betydning det har for os mennesker, at kunne være i balance med os selv. Gad vide om AI nogensinde kommer til at regulere os så godt?
Leon: Om AI gør det?
Hans Erik: Ja, det er jo, fordi paven snakkede om det her med menneskelighed, at AI mangler menneskelighed, altså den menneskelige faktor. Det vi jo egentlig har her, det er jo, at det er den menneskelige faktor, der i den grad kommer i spil ved Jørgen, og kommer, hvad skal man sige, træder frem. Og det er her, vi virkelig betyder noget for hinanden. Altså jeg tror ikke, at der er nogle AI-modeller, der kommer til at kan erstatte det her, og den her fornemmelse af forbindelse til hinanden.
Leon: Altså man skal jo aldrig sige aldrig, men lige nu tror jeg også, at der er et stykke vej til den.
Hans Erik: Nå, men meget fint, at Pave Leo, han taler om det her. Men det er jo rummeligheden, der bliver lukket op for ved Jørgen, fordi den nu er til stede. Så er det ikke, at man er en dårlig udgave af sig selv, eller man er en idiot, eller et eller andet. Det er, at man er til stede, og man er nærværende.
Leon: Og nærvær og rummelighed, det har Jørgen også fået tilbage.
Jørgen: Det er jo lige præcis det, jeg har. Jeg har overskud og energi til at få nogle idéer, men også til at gennemføre nogle af dem. Så ja, det er ikke sikkert, det lige hedder juletræer, men i overført betydning, så er der klart også juletræer i år.
Leon: Og hvis man ikke er helt med på den her reference med juletræer, så må man tilbage og lytte det første afsnit. Men det er jo en mand, der har mod på det hele igen.
Hans Erik: Ja, han er kommet tilbage og oplevet sig selv. Og apropos det der med at være sig selv, og noget af det, han omtalte, dengang han ikke var i balance med sig selv, altså at man var vred eller var ikke så god ved sine omgivelser. Vi skal jo fungere med vores medmennesker. Og jeg har godt nok set mange gange, også i den tid, hvor jeg arbejdede med ledere og lederudvikling, at der er mange mennesker, der begræder, når det her system bliver berørt, fordi de kender ikke sig selv. Vi kan være presset på forskellige vis. Jørgen var presset i forhold til, at han mærkede noget i sin krop, det var, som det skulle være, og det var så hjertet, der gav udslag her. Men man kan jo også være presset i sit job. Man kan være presset i sit virke som leder, erhvervsleder, virksomhedsejer, at man skal have sin fabrik eller sin virksomhed til at kunne fungere. Og det tager så meget af ens energi, at man mister evnen til at kunne være til stede, og være til stede overfor dem, man holder af, men jo egentlig også ens kolleger. Det er bare vigtigt, at vi agerer på de her signaler, og det er nok også vigtigt, at omgivelserne forstår, at når der er et menneske, der agerer anderledes end det, vi måske er vant til at kende vedkommende for, at vi så rækker hånden ud til at sige, hey, hvad er det med dig? Eller er du helt ude af balance? Eller kan jeg gøre noget for dig?
Leon: Være lidt nysgerrig på det. Det er også en adfærdsændring, ikke?
Hans Erik: Ja, lige præcis. Og det er her, vi skal hjælpe hinanden til lige at komme tilbage, og eftertænke på, at det kan godt være, at jeg lige skal søge lidt hjælp.
Leon: Så det var en opfordring herfra. Jørgen søgte jo hjælp, da han kom her i klinikken. Lad os bare høre her til slut, hvordan han har det i dag.
Jørgen: Jeg synes, jeg har det, som jeg gerne vil have det. Både i hovedet og rent fysisk. Jeg har det godt. Det er ikke et hjerte, der hopper rundt, der fylder tiden, eller kedelige tanker, eller manglende motivation. Så jeg har det bedre, end jeg har haft i mange år.
Leon: Det siger du så, og smiler i hele…
Jørgen: Jamen, det er fordi, der er ro på. Og jeg gør egentlig ikke noget anderledes i dag, udover at jeg har fået en viden om nogle ting, men jeg gør ikke noget anderledes, end jeg gjorde tidligere. Så jeg ser det jo ikke som stress, eller hvad det nu end kan kaldes, men jeg bare banket ned….
