Læs afsnittet:
Leon Rask Sørensen: I sidste afsnit hørte vi jo om Vickie, den her powerkvinde, som var vant til at være aktiv og træne og nå sine mål arbejdsmæssigt til, at hun så lige pludselig oplever, at det ikke helt fungerer, som det plejer, og det fortsætter vi også med i det her afsnit. Velkommen til, Hans Erik.
Hans Erik Foldberg: Tak for det, Leon.
Leon: Hvor vi i sidste afsnit ligesom fik belyst, hvad det var udfordringen var, så prøver vi i det her afsnit at se lidt nærmere på, hvad det er, der sker, når kroppen så ikke længere kan kompensere for det her overforbrug, den har været udsat for. Og så ved jeg ikke, om overforbrug er det rigtige overbrug.
Hans Erik: Jo, altså man kan i hvert fald sige, at der, hvor endorfinerne er med til at hjælpe os til at være kørende, og kroppen retter sig selv til igen, og vi kan komme over stepperne, når den metode ikke virker længere, så bliver det jo lige pludselig til et overforbrug, og så er det en anden strategi, vi skal have fat i. Og jeg tænker, at det, vi kommer til at tale om i det her afsnit, det er også, hvordan vi virkelig holistisk skal ind og kigge på, hvordan får vi skruet en tilgang sammen, som gør, at Vickie kan blive velfungerende igen. Fordi det er her, vi skal have helhedstænkningen i gang, for der er ikke én tilgang eller to tilgange alene her, som egentlig kan løse problemet for sådan en som Vickie.
Leon: Og Vickie, hun forsøgte jo også at gøre forskellige ting. Hun begyndte at spise lidt anderledes, hun fik noget vitamintilskud. Og så nævnte vi i sidste afsnit det her kort, som kroppen spillede, nemlig med træthed, som var den gule advarselslampe, beskrev du det som. Ikke desto mindre, så i starten af i år, så sætter kroppen lige ind med endnu et angreb.
Vickie Bruun: Der i februar, tror jeg, det var, får jeg faktisk en gigtanfald, hvor det er, at jeg ikke kan bevæge mine hænder. Så der kunne jeg ikke knappe mine bukser, eller redde mit hår, eller hænge vasketøj op. Jeg kunne simpelthen ikke bruge mine hænder, eller starte bilen med bilnøglen, osv. Og det er jo så der, hvor det er, at jeg så kommer til Hans Erik, og han starter med at give mig akupunktur. Og han kan jo godt se, at hele mit system, det er belastet på en eller anden måde.
Leon: Ja, så fik jeg jo så brugt ordet angreb, at kroppen satte et angreb ind. Er det det rigtige udtryk?
Hans Erik: Ja, det ved jeg ikke. Det er jo egentlig en sjov måde, vi anskuer vores krop. Jeg tror, det er mange, der har det på den måde, at det er et angreb. Jeg tænker egentlig, at når kroppen sætter ind med et symptom, for eksempel, så er det sgu ikke et angreb.Så er det egentlig en slags, hallo, alarm. Du kan ikke helt høre, hvad det faktisk er. Vi sender lige den næste besked om, at du er altså på skævt spor her.
Leon: Ja, det er sådan, vi skal lære at forstå det.
Hans Erik: Ja, at det er sådan, kroppen opererer. Kroppen opererer ikke i at angribe dig som menneske, og se, hvordan den kan få dig ned med nakken. Det er os mennesker, der kan have den forestilling om vores krop. Altså, den arbejder mig imod, eller den er mig på tværs. Og for pokker, det er jo det sidste, jeg har brug for nu her. Hvad bilder den sig ind? Altså, nej, det er vitterligt ikke sådan, at kroppen opererer.
Leon: Og der sker altid, at jeg bliver syg, når jeg skal noget vigtigt.
Hans Erik: Ja, og er det den tilgang, man har, og det er den, man bruger, så er vi bare rigtig godt i gang med, hvordan kan vi virkelig besværliggøre den problemstilling, den udfordring, vi står overfor. Altså, det er den bedste måde, vi kan lave det største kaos på. Men det er jo lidt dumt.
Leon: Altså, jeg har her under mit øje, det jeg kalder min stressplet. Og jeg ved ikke rigtig, hvad det er. En åreknude eller et eller andet. Sådan en lille rød prik. Og den plejer altid, når vi skal have taget billeder for eksempel, så blusser den op. Så bliver den endnu mere markant.
Hans Erik: Er du irriteret over, at det skal tages billeder?
Leon: Nej, men jeg har været irriteret over, at den her stressplet, den begyndte at blinke som Rudolfs tud. Indtil jeg så har lært at forstå, at når den bliver meget fremtrædende i karakteren, så er det fordi, der har været lidt for meget run på i tiden op til. Så man kan faktisk godt lære at forstå de der signaler, hvis man bare er opmærksom på det.
Hans Erik: Ja, og det, der sker i sådan en tilfælde, det er faktisk det energisystem, som knytter sig til hjertet. Det afspejler sig i vores ansigt. Så rødme opstår, når hjertet bliver presset. Og hjertet, det er altså lige så meget mentalt pres. Fordi det er den del af hjertet, der bliver angrebet, når der har været for meget pres på, som du siger. Og så lukker det simpelthen op for alle de små blodkar i vores ansigt. Og der provokerer det så det sted, du har der.
Leon: Så det giver mening?
Hans Erik: Det er jo fedt at have sådan en advarselslampe til siden der.
Leon: Så jeg kan med rette sige, at jeg forstår flere sprog. Jeg taler flere sprog når jeg forstår det her også. Noget af det første, Vickie sagde, det var, at det begyndte i efteråret, de her første symptomer med smerterne. Spørgsmålet er, om vi egentlig skal endnu længere tilbage for at finde årsagen til, at de her symptomer kommer.
Vickie: Jeg var jo ude for en ulykke, hvor jeg svømmer, og så når man svømmer, så laver man vendinger. Og under sådan en vending her, der kommer jeg til at sparke mig ned på bunden af svømmebassinet, og så slår jeg hovedet. Og der får jeg nogle klassiske symptomer på hjernerystelse. Og så inden for et par dage, så får jeg sådan meget stort tryk i mit hoved. Og det gør, at jeg bliver sådan ude af stand til helt at kunne klare mig selv. Jeg kommer på sygehuset og bliver indlagt akut på et tidspunkt, hvor jeg får noget væske ud af min næse, der drypper ligesom næseblod. Men det er helt klar væske. Igen der går jeg til behandlinger, men der får jeg rigtig meget smertestillende medicin i den periode. Og så får jeg kiropraktorbehandling. Og hun (kiropraktoren, red.) løsner også ligesom op i min muskulatur ofte. Og det hjælper også. Men jeg tænker, at jeg kunne have haft gavn at have kommet her dengang.
Leon: Ja, det er jo voldsomt nok i sig selv, det Vickie fortæller, men jeg er også bare nødt til at sige, at hun underdriver faktisk også lidt. Hun er lidt beskeden med det. Hun bliver jo faktisk lam i den ene side, og hun må bæres ind til lægen af sin mand, og de mistænker, at hun har en hjerneblødning, og der er det her væske, der løber ud af næsen, og der er noget tryk i hovedet. Det er ret voldsomt.
Hans Erik: Det er ret voldsomt, og det er også, når vi stiller diagnose og får sådan en sygehistorie her, så er det, der begynder at ringe nogle advarselslamper. Fordi så kan det jo virkelig være mange ting i spil. En ting er, at hun kommer ind med de her hævede led og så videre på nuværende tidspunkt, men hvad pokker er det, at hun har været udsat for tidligere? Og noget af det, som hun faktisk gør opmærksom på, når jeg interviewer hende, det er faktisk, at sådan noget som hukommelser og det at kunne tale korrekt, at det faktisk kniber for hende. Og så ved vi godt, så kan der godt sidde nogle rester af nogle skader i hjernen efter sådan en hjernerystelse der. Og ikke mindst for en type som Vickie her, som er vant til, at vi drøner bare løs.
Leon: Og så begynder det for mig lige pludselig at give mening, fordi lad os så sige, at de symptomer, hun kommer med eller oplever her i efteråret, de rent faktisk stammer fra den her svømmeulykke for tre-et-halvt år siden, koblet op på det der, du har lært os med endorfinerne, fordi hun har været aktiv og sådan nogle ting. Har det været med til at udskyde det hele til, at det så bliver for meget her i efteråret og i februar med det der gigtanfald?
Hans Erik: Ja, altså så sker der jo det, at hvis det er sådan, at kroppen synes, at det her bliver simpelthen for kritisk, så sætter den en ny strategi i gang i forhold til, hvordan får vi stoppet det her, så vi kan nå at få hentet de hængepartier hjem. Men det skal nok lige redegøre for senere her.
Leon: Vi skal også lige høre, hvordan hun så i første omgang kommer sig efter den her svømmeulykke.
Vickie: Det tager faktisk lang tid, før det er, at jeg begynder at være okay igen. De eksekutive funktioner, altså det med overblik og igangsæt og så videre, det bliver rigtig svært for mig. Men igen, så prøver jeg faktisk at holde mig i gang. Det tager lidt tid, så jeg har selvfølgelig travlt i den periode, også travlt på mit arbejde. Men det går jo altid, og det er jo mange gode ting, jeg laver, og jeg er glad for at lave alle de ting, jeg laver. Så på den måde har det også altid været vigtigt for mig at holde mig i gang.
Leon: Det har været lystsdrevet?
Vickie: Det har været meget lystdrevet. Både uddannelse og mit job. Jeg er virkelig glad for mit job, og virksomheden har jo bare været enormt spændende at få gang i. Jeg er super glad for de her terapi-forløb, jeg har med mine klienter. Så alt sammen er jo faktisk noget, som jeg har været rigtig glad for.
Leon: Der begynder virkelig at tegne sig et mønster i, hvem Vickie er. Hun er ikke en, der stopper op, hun er en, der kløer på og ser, om hun kan gøre noget ved tingene. Spørgsmålet er så bare, hvad det betyder for kroppen.
Hans Erik: Hun har jo virkelig været i en hård periode med at komme ovenpå igen efter svømmeskaden. Jeg ved da så også, at tre kvart år efter, at hun var igennem det, der var hun i gang med en kvart Ironman. Det var jo hendes metode at vende tilbage til det. Det vi lige skal gøre os klart, når vi har sådan en skade der, en svømmeskade, en skade, hvor hjernen er ramt og har sat så meget ud – der bliver ikke fundet noget – at det er altså ikke det samme, som kroppenikke har været ramt. Og det er ikke det samme, som kroppen skal bruge ret mange ressourcer på at kunne restituere. Og en af de steder, hvor vi som mennesker skal passe lidt på, det er, når det er nervesystemet, der bliver ramt. Fordi skader på nervesystemet, det koster enormt mange ressourcer at rejse sig op fra igen. Og når vi ser hjernerystelser for eksempel, så er det ikke ualmindeligt, at vi skal sove 11, 12, 13 timer i døgnet. At vi skal hvile efter, at vi har haft det. Hun kom fornuftigt igennem det, og med den der vilje og lyst til bare at komme frem og komme tilbage på banen.
Leon: Den der Iron Man, du var inde på, hun siger også mest af alt er stædighed.
Hans Erik: Ja, lige præcis. Altså hun ville overvinde det. Men noget, som kroppen så kommer i dilemma med, det er, at den siger, hold da op, der er jo godt nok noget, der er vigtigt her, så jeg bliver nødt til at stille noget af den her restitution til side. Fordi det andet her er så vigtigt. Der er altså en tiger os her, så vi bliver nødt til at få flyttet hende over stepperne, så hun ikke bliver ædt af den her tiger. Så må det lige vente med at gøre nervesystemet færdigt. Så må det lige vente med at gøre hjernen færdig i restitution. Fordi så er det fysikken, der skal fungere. Og der er hun jo bare kommet op igen, og det er jo fantastisk, hvad vores krop kan. Altså der er en grund til, at vi kalder den her podcast Det Fantastiske Menneske. For det er helt vildt, hvad vores organisme kan, og hvad den kan mobilisere. Men gang imellem mobiliserer den altså også nogle ressourcer til at få os over stepperne på viljeskraft, som måske i sidste ende ikke er det bedste. Og det er her, vi kommer til kort, hvis ikke vi kan kigge ind i, hvordan det er, at kroppen fungerer. Og det er her, vi bruger vores pulsdiagnose. Det er her, vi bruger vores tungediagnose til at se, hvad har kroppen af ressourcer? Hvad har den af hængepartier? Er der noget, der tyder på, at der ikke er restitueret i bund? For eksempel oven på sådan en tur, som hun har haft der med hjernerystelsen. Er hun restitueret i bund, eller er hun bare kørende? Fordi kroppen prøver at lappe det sammen, og så ser vi, hvor langt det kører. Og der er det meget vigtigt, at vi ved det her. For ellers er det på senere tidspunkter, der kan opstå nogle ting, som vi siger, hey, hvad var det nu for noget? Og det er altså helt klart det, der sker for Vickie.
Leon: Men der er også noget tålmodighed, der bliver sat på prøve. For hun siger jo også, at det tager hende rigtig lang tid at komme ovenpå. Og så har hun fortalt mig, at hun bruger sin stædighed til at sige, nu skal jeg også i gang. Så tålmodigheden, det ved jeg godt, du ikke kan sige, men så et retorisk spørgsmål, hvor lang tid skal det tage at komme sig over?
Hans Erik: Det skal tage den tid, det tager for kroppen at kunne restituere sig. Og det har vi meget svært ved at forstå. Og jeg forstår det godt, fordi vi har ikke sådan et ur, der lige kan fortælle os, hvor lang tid det tager. Vi har ikke et ur, der viser, hvornår vi er helt tilbage. Så præcise er de der ure ikke endnu, som kan vise, hvordan kroppen fungerer. Garmin kan meget. Og når man ikke har syn for sagen her, så er det bare svært. Hvis ikke jeg havde pulsdiagnosen, som jeg kunne støtte mig til, så kunne jeg heller ikke vide det. Og her vi ser det her med trætheden, så er vi lidt tilbage til den med endorfinerne. Trætheden er vores ven. Trætheden er det, der viser, om kroppen har nogle hængepartier, den må have hjem. Men hvis vi sparker endorfiner ud i vores system, så slører det billedet. Vi kan ikke se, hvad der foregår. Så ligeså vel som endorfiner kan hjælpe os til at komme ud over stepperne, når vi er sådan almindeligt fungerende, så skal vi altså lige være lidt varsomme, når det er sådan, at kroppen er nået ned i en vis alvor af noget, den skal restituere på.
Leon: Det, vi lige skal se lidt på, det er, at Vickie er jo enestående på mange måder, men der er også en række lighedspunkter, hun har til fælles med rigtig mange andre. Nemlig, at inden hun er kommet her i klinikken, så har hun jo været forbi det veletablerede behandlingssystem.
Vickie: Jeg er blevet oplyst på den måde, at Hans Erik har jo set hele mit system, hele kroppen. Hvorimod sygehusvæsenet kan symptombehandle og smertestille. Det er det, jeg har oplevet i hvert fald. Og det gør de rigtig godt. Og det er godt, men ellers så er de jo specialiseret ind i deres forskellige faggrupper. Så hvis det er, at man ikke lige lander i den faggruppe, som det mistænkes eller de forestiller sig, det kan være, så tænker jeg, at det er en langt, langt proces. Så jeg har faktisk oplevet her ved Hans Erik, at han har startet behandling op fra dag et. Og det jo har virket på hele systemet. Så han starter lige så stille med at bygge op med akupunktur og bygge lidt energi ind i kroppen. Hvordan han gør det, det er det, han er ekspert i. Men jeg begynder at få lige så stille energi. Og han vurderer på et tidspunkt, at jeg skal i trykkammerbehandling og i rødlysbehandling. Og da jeg er der, så kan jeg virkelig mærke en stor forandring i kroppen. Jeg får mindre ondt i min led. Den her træthed, den letter. Jeg var konstant træt. Både når jeg havde sovet og været i bad, eller hvis jeg havde gået en lille tur, så var jeg stadigvæk træt. Så den her træthed, den letter rigtig godt efter, at jeg har været i trykkammer og rødlysbehandling. Jeg bruger stadigvæk meget tid på at restituere. Jeg bruger meget tid på, og de første måneder er jeg faktisk på at komme mig. Men jeg mærker en forandring, fra jeg starter heroppe.
Leon: Vi har selvfølgelig i den her podcast-serie talt rigtig meget om akupunktur. Vi har også talt en hel del om rødlysbehandling, rødlysterapi. Så smider Vickie lige en anden form for behandling ind, nemlig trykkammerbehandling. Og i første omgang, så troede jeg jo egentlig, at det var sådan noget, man brugte mod dykkersyge. Men hvad er det egentlig for noget?
Hans Erik: Vi har forskellige ting, vi kan spille på. Når vi bruger akupunktur, så er der mange forskellige måder, vi kan bruge akupunkturen på. Til at få kroppen i balance og få lavet flow i vores system. Til at gå ind og trykke på nogle systemer, der virkelig sætter gang i restitutionen. Når vi har sådan en som Vickie her, så er der bare en hel del på spil. Og noget af det, vi har interesseret os meget for her i klinikken i over 30 år, det er virkelig, når nervesystemet bliver ramt. Og vi modtager flere og flere, der er ramt på nervesystemet, også i alvorlig grad. Og sådan en som Vickie her, hun er ramt på sitnervesystem på en måde, hvor vi kan ikke være sikre på, at akupunkturen kan gøre det alene. Så vi bruger også trykkammerbehandling, fordi trykkammerbehandling kan bruges til bl.a. dykkersyge. Men det bliver faktisk også brugt til andre alvorlige ting. Og kan virkelig speede op for, hvordan kroppen kan restituere sig. Der er væsentlig virkning på nervesystemet, der er ude af balance. Der er væsentlig virkning på et immunsystem, der er ude af balance. Noget af det, trykkammerbehandlingen kan, det er, at den kan sende blod, den kan sende ilt ud i områder, som ikke bliver iltet – restitueret – på i tilstrækkelig grad.
Leon: Når jeg forestiller mig, at man kommer under tryk, så bliver det hele trykket ind, ligesom når du steger en kyllingebrystfilet, så skal du lige lade den hvile, så det siver ud igen, inden du skærer den ud, ellers løber al saften væk.
Hans Erik: Når år vi er i tryk, så er det lidt det modsatte af, hvad der sker, når vi tager ud og flyver. Når vi tager ud og flyver, så kommer vi op i luften. Når vi kommer op i luften, så falder trykket. Så der går vi faktisk i minustryk, kan vi sige. Så vi går den modsatte vej. Så det svarer til, at når vi går i trykkammerbehandling, så går vi ned i vandet. Det er derfor, du snakker om dykkersyge. Det er egentlig, hvis man kommer for hurtigt op, så kan man bruge trykkammeret til at reetablere noget igen. Men det, trykkammerbehandling kan, det er, at det kan binde ilten ind i de røde blodlegemer på fuld tryk, plus den kan binde ilt i blodvæsken, og det bevirker, at vi får en høj koncentration af ilt, som vi så kan trykke ud i vævsområder, som ikke har kunnet restituere sig tilstrækkeligt. Ligesom i flyveren, der falder du ikke fra hinanden op, så bliver du altså heller ikke trykket sammen. Det, der kan være tryk på, det er, at der kan blive tryk på bihulerne, der kan blive tryk på ørerne. Så der skal laves noget trykudligning i forhold til ørerne, når man kommer i trykkammer. Men når man så har etableret det tryk, som man skal udsættes for, det er 1,5 atmosfærisk tryk, så bliver man normalt der. Så længe trykket bliver holdt der, så mærker vi sådan set ingenting ved det. Så kan vi sidde og læse i bøger og kigge på computer eller telefon eller lave skrivebordsarbejde, hvad man nu vil, mens man sidder i trykkammeret. Man kan også tage sig en god lur, og sådan er der også nogen, der gør det. Men i forhold Vickie, der er det vigtigt i forhold til at reparere eftervirkningerne af hendes svømmeulykke, efter hendes hjernerystelse, fordi hun havde nogle kognitive udfald. Hun havde nogle problematikker med at kunne huske, og der ved jeg bare, at der er noget, der kan gå galt her. Og der kan være rester ud i nervesystemet, signaler ude i nervesystemet, som ikke er fuldt normaliserede. Når vi så går ind og bruger trykkammerbehandling, så er det en meget sikker måde til at få det til at fungere. Så trykkammerbehandling har bare været én del af det, vi har gjort i forhold til Vickie. Men vi brugte også akupunkturen, og det gjorde vi til at få banket systemet i gang i første omgang. Men der var for stor risiko for, at jeg kunne komme i bund med akupunkturen. Det er derfor, jeg vælger trykkammerbehandling til. Vi bruger kun trykkammerbehandling, når det er sådan, at vi virkelig skønner, at der er noget her, der er brug for. Har vi folk, der har haft blodpropper for flere år siden, så ved vi, at efter en halvandet års tid kommer vi til kort akupunkturmæssigt. Når de kommer i trykkammerbehandling, så er kroppen ligeglad med det. Så kan den godt restituere på det, selvom det er syv år siden, man har haft en blodprop.
Leon: Så er det så bare udelukkende akupunktur og det her trykkammerbehandling, du har sat på virkeligheden?
Hans Erik: Vi har virkelig sat det sammen som en helhedsbehandling. Her har vi skønnet, at vi blev nødt til at få sikkerhed for, at vi kan få hjernen og nervesystemet fuldt op at køre igennem. Oven i det supplerede vi så med rødlysbehandling sammen med, fordi det har så god en effekt på at kan reducere inflammationstilstande. Det er jo inflammationstilstande, som kørte løs i forhold til hendes ledeproblematikker. Der er rødlys ekstremt effektivt til at få de der inflammationsprocesser til at falde til ro igen, så man på den måde kommer tilbage. Og så i sidste omgang har vi suppleret med floatingbehandling nogle gange, fordi det er en meget effektiv måde at få kroppen helt ned i den dybere restitution. Altså der, hvor det parasympatiske nervesystem slår til, hvor vi bygger os selv op helt nede fra bunden. Så noget af det, som Vickie havde som reaktion undervejs af det her, det var faktisk, at hun ikke fik mere energi i første omgang. Nej, trætheden er jo en konsekvens af, at kroppen bliver sat i gang med at skulle restituere sig. Det kræver energi, så der kom trætheden på besøg. Og hvis ikke man har en forståelse for, hvorfor det her sker, eller accepterer, at det sker, så er det klart, at så kommer man i kamp. Så det er jo her, det er meget vigtigt, at vi har et godt tillidsforhold i forhold til, hvad er det, der skal til. Og tillidsforholdet i forhold til sådan en som Vickie, jamen det bygges op, når man har en fornemmelse af, okay, her er styr på tingene. Det giver mening for mig, hvordan tingene hænger sammen, og hvad det er, man sætter i værk. Så kan kroppen få ro til at restituere sig, og så får man den hurtigste og mest effektive tur op igen. Og så kan man få restitueret i bund, og det er det, der er vigtigt på sådan en som Vickie her, som har haft så stor viljeskraft og evne til at sige til kroppen, hallo, jeg har lige noget, der er vigtigt her, jeg skal ordne, inden du får lov til at restituere dig fuldt, hund.
Leon: Jamen så lad os da bare høre, hvordan Vickie hun har oplevet det her.
Vickie: Jeg begyndte at gå tur med vores hund, og det var sådan til 500 meter til at starte med, at jeg gik en lille runde, og så havde jeg faktisk brug for at hvile igen. Men efter jeg startede behandlingen her, så begyndte jeg at kunne gå lidt længere. Jeg begyndte også at løbe en lille smule, nogle kilometer, og jeg tror, at jeg kom op på fire kilometer, men jeg er et sted nu, hvor det er, at jeg kan gå lange ture, gå 10-11 kilometer, og så er jeg godt på vej til at skulle træne igen, og jeg kommer helt sikkert til at løbe igen. Men jeg tror lige så stille, at jeg skal have kroppen med også på det, så jeg ikke forcerer, alt det er gode arbejde, der er lavet.
Leon: Vickie, hun lader til at være mere ops på de der små signaler i langt højere grad. Hun har været tidligere og virker for mig som en, der har forstået det, altså hvad det handler om, det hele. Hvis vi lige for alle vi andre så også lige skal have hovedbudskaberne for de her to afsnit, hvordan lyder de så?
Hans Erik: Jamen, det vi kan sige, det er, at Vickie har i den grad forstået, hvad det er, der drejer sig om, men det er også ret så vigtigt, at lige præcis en som Vickie i det, hun har stået i, og sådan som kroppen har reageret, at man forstår det, fordi der, hvor man ikke forstår det. Det er der, vi får senfølger efter en hjernerystelse, efter inflammatoriske processer, der kører løs i leddene, hvor man venter på at se, om er der nogle blodprøver, der viser, at der er en leddegigt, der gik på vej her eller et eller andet. Og hvis man bare lader det køre løs, jamen så helt roligt, så skal der nok dukke en sygdomme op på et tidspunkt. Du kan være heldig, at der går en infektion ind, så er immunsystemet, hvad skal man sige, så meget på overarbejde og kan ryge i stress, at det sætter gang i andre sygdomme. Det er det, vi får stoppet i sådan noget som det her. Og endvidere, så får vi hendes fulde funktionsdygtighed tilbage til hende. Så hvis vi skal tage hovedpunkterne af det her, så er det, at Vickie hun er bare et godt eksempel på et menneske, som egentlig har brugt sig selv tidligere på en måde, som vi egentlig bliver opfordret til fra sundhedsside, idrætsfysiologisk, som er rigtig gunstig for, hvordan vi får vores krop til at fungere. Har vi nogle “sølletheder” så gælder det bare om at komme i gang og få dyrket motion, lave noget træning. Og det hjælper os så og så langt hen ad vejen. På den måde, så kan vi egentlig holde et godt helbred, medmindre vi rydder ud over en kant, eller der kommer en sygdomsepisode, her var den hjernerystelse også, indover, som er en for stor mundfuld til, at kroppen kan få det repareret af sig selv. Her har vi simpelthen brug for at få stillet diagnosen tydeligt nok i, hvordan er det, kroppen fungerer, og hvad er det så, der skal til for at kunne reetablere kroppen igen. Altså få kroppen tilbage til at kunne fungere på fuldtryk. Fordi kroppen behøver ikke at gå ned, vi behøver af at komme med nogle indbildninger om, ja, vi er også blevet ældre, og vi har også lavet meget, og så videre. Nej, kroppen kan blive ved, men i nogle tilfælde, så skal vi ind og se på, hvordan får vi den fuldt reetableret, så den kan være i spil igen. Og det har hun en fin forståelse for. Og man kan sige, nu snakker vi ikke ret meget mentalt her, fordi det er noget af det, hun selv er dygtig til. Hun er, med den uddannelse, hun har som psykoterapeut, god til at kigge ind i de ting og få de ting på plads. Det er ikke noget, vi skulle tage os af, men det er der jo andre tilfælde, hvor vi står med patienter, hvor vi skal tage os af de ting, når man er blevet ramt, når kroppen ikke reagerer, som den plejer at gøre, så kan der virkelig gå psykiske aspekter i gang, psykiske mønstre i gang, som vi også skal ind og tage vare på. Det var der jo slet ikke brug for at have i forhold til Vickie.
Leon: Og så har du sagt al rigeligt i den her podcast, og det har jeg også, vi giver det sidste ord til Vickie selv.
Vickie: Jeg har stort set ingen symptomer på, altså, gigtsmerter. Jeg har fået meget mere energi tilbage også. Så jeg synes jo faktisk, at i dag, der er jeg landet et sted, hvor det er, at jeg har stort set ingen symptomer. Jeg skal stadigvæk passe på mig selv lidt, og jeg skal stadigvæk mærke lige så stille og roligt de beslutninger, jeg tager, og hvad jeg laver. Men jeg tænker, at det er jo sundt nok at komme som menneske det sted hen, hvor det er, at man også er god til at mærke efter at sige til eller fra. Og så synes jeg jo bare, at den her forandring… Jeg har oplevet, man har jo egentlig selv ansvar for, at tage vare på sig selv og søge den behandling, som muligvis kan hjælpe en. Og der er jeg virkelig taknemmelig for, at jeg tog kontakt. Så det der med at tage sin egen sundhed i hånden, og få gjort noget ved det og tage ansvar for det det. Det tænker jeg, er rigtigt vigtigt. Jeg tror, at det er det, der har gjort, at jeg på de her få måneder… altså, det er jo et langt liv, vi har, men på de her få måneder, har jeg jo fået det rigtig godt igen.
