Læs afsnittet:
Leon Rask Sørensen: Prøv engang at forestille dig, at du hver eneste dag skal stille dig selv spørgsmålet: Hvor er det nærmeste toilet? Det er både når du er ude og handle, når du er på besøg hos familien, eller når du er til forskellige arrangementer. Og forestil dig så, at det ikke bare har været sådan i et år eller to, men at det har været sådan hele livet. Det er faktisk historien om Åse, som vi tager udgangspunkt i i dag. Åse, hun er 74 år gammel. Hej Hans-Erik.
Hans Erik Foldberg: Hej Leon.
Leon: I dag skal det handle om inkontinens. Det er jo typisk noget, man forbinder med noget ældre døjer med, eller hvad?
Hans Erik: Ja, der begynder det også at snerpe mere til, kan man sige. Men det er et problem, der kan ligge hele livet igennem, faktisk. Vi har jo børn, som ikke kan holde tæt. Altså der, hvor man normalt skulle begynde at blive tæt, også at kunne holde tæt om natten, for eksempel. Jamen, der er der jo børn, der fortsætter med at have det her som en udfordring. Det kan være i børnelivet, det kan være oppe i ungdomslivet. Det kan fortsætte hele livet. Det kan være efter fødsler, at det begynder at blive ekstra et problem. Og ja, med alderen kan det også blive mere og mere et problem.
Leon: Lad os lige allerførst starte med at høre Åse selv fortælle, hvorfor hun egentlig er kommet her i klinikken.
Åse Hareskov: Det er, fordi jeg har bøvl med at holde på vandet. Om natten var jeg oppe to, tre, fire gange for at tisse. Jeg sover med det samme, jeg er i seng, men så gik der to til to en halv time, så skulle jeg op for at tisse. Faldt i søvn med det samme igen, så gik derto, to og en halv time, og så op igen. Det har altid været helt fra barns ben. Så det må være en medfødt skavank. Jeg var jo konfirmeret, at jeg ikke kunne ligge tør om natten.
Leon: Inkontinens, som er det Åse her døjer med, det er faktisk mere almindeligt end de fleste, tror jeg i hvert fald, mere almindeligt end hvad jeg troede, man vurderer, at omkring en halv million danskere døjer med det her. Og jo længere op i alderen man kommer, særligt hvis man er kvinde, så er forekomsten altså endnu højere.
Hans Erik: Og mænd kan godt få det.
Leon: Alligevel er det jo ikke noget, som man taler om. Jeg tror da ikke, jeg kan pege nogen ud i min omgangskreds eller familie, som jeg ved lider af inkontinens. Er det noget, man går og holder på?
Hans Erik: Når vi så siger, at det er hver 10., ja, så må der jo være nogen også.
Leon: Der må jo være nogen, ja.
Hans Erik: Så det er ikke noget, I praler med ved arrangementerne i familien.
Leon: Det holder man tæt med, hvis jeg må bruge det. Men det er altså ikke noget, man lige siger, altså taler åbent om. Hvorfor er det så vigtigt, at en som Åse så fortæller sine historier?
Hans Erik: Det er bare vigtigt, at vi får fortalt de her historier, fordi, prøv at se en som Åse her, der har haft det hele sit liv, altså har været besværet af det hele sit liv. Og hvor meget fylder det? Altså, vi havde det med indkøb og så videre. Hver situation skal man tænke igen. Altså, vi har bare ikke lyst til at gå og tisse i bukserne. Det har vi altså ikke. Og hvordan skal man så beskytte sig imod det her næste efter? Der er rigtig, rigtig mange tanker og overvejelser omkring det. Og min erfaring i behandling af det her, nu er det jo Ida Riisgaard Jensen, der har behandlet Åse. Min erfaring med det her, det er, at vi kan hjælpe rigtig mange af de her mennesker, som har det her problem. Også mænd. Og tit, så ser vi også den der med, at mange vænner sig til, at, jamen, det er da bare noget, jeg lever med. Men er det ikke godt nok noget, vi skal vænne os til? Jamen, sådan er det i min familie. Sådan var det også med min far. Han var også 14 år, inden han blev tæt. Så det er nok meget almindeligt for os. Jamen, det, at det er almindeligt for os, er det så det samme som, at så skal vi bare finde os i det? Det, at det er almindeligt, når man bliver opereret, f.eks. en prostataoperation, hvor tingene ikke går helt, som de skal, hvor man bliver ved med at have problemer med at holde på vandet efter operationen, efter fødsler, hvor vi også ser det. Jamen, det er jo meget almindeligt.
Leon: Ja, så finder man sig i det. Fordi det står som en mulig bivirkning. Det er en komplikation ved det.
Hans Erik: Men vi skal godt nok passe på, hvordan vi taler til os selv om, hvad der er almindeligt. Alt, der er almindeligt eller forekommer, det er jo ikke det samme, som det bare er noget, vi skal tillade. Fordi så kunne vi jo lige så godt tillade os, at vi får en halsbetændelse, men det gør vi egentlig ikke noget ved. Der er godt nok sikkert meget, meget høj CRP.
Leon: Infektionstal.
Hans Erik: Ja, infektionstal. Man kan måske dø af det, men det er ikke noget, vi gør noget ved. Det er jo meget almindeligt. Sådan tænker vi jo ikke på den bane der. Men der er andre områder, der tænker vi på den måde her. Jeg synes, det er vildt. Altså, der er et kulturproblem her.
Leon: Så det, du ansporer til, det er, at vi får tænkt den der tanke, at det kan ikke være rigtigt, selvom min far og bedstefar også var inkontinente – hedder det det?
Hans Erik: Ja.
Leon: Altså, så skal man gøre noget ved det. Det behøver man ikke at…
Hans Erik: Så skal vi til at stille spørgsmålstegn ved, skal det virkelig være sådan her? Er det normalt for kroppen at have det her problem? Altså, hvornår er noget normalt? Er det, fordi der er mange, der har et problem af den her karakter? Så er det meget normalt. Så er det jo nok sådan, det skal være. Eller, ja, det er ikke unormalt, at det kan ske, men…
Leon: Ja, eller for mig er det normalt. Det er den der tankegang, du gerne vil udfordre lidt.
Hans Erik: Ja, lige præcis.
Leon: Og at det har fyldt hos Åse, det sætter hun også et par ord på. Hun tager os faktisk helt tilbage til barndommen, hvor det jo begyndte.
Åse: Det er at være rigtig træls. Skulle du nogle steder; det første du tænkte var: “Åh, hvor er toilettet henne?”. Så tænker man: “Uha, bare det ikke går galt”. Sådan er det hele vejen igennem. Det er rigtig træls, når man skal noget. Derhjemme er det knapt så galt, der går jeg jo bare ind og skifter.
Leon: Så det er noget, der har fyldt?
Åse: Ja, rigtig meget.
Leon: Har det afholdt dig fra at gøre ting eller deltage i ting?
Åse: Det gjorde det som barn. For eksempel i 7. klasse, hvor de skulle til Bornholm. Der skulle jeg ikke med. Så sagde jeg bare til dem, at jeg ville hellere have pengene. Men det ville jeg jo ikke. Men jeg ville sgu ikke med. Og jeg var på efterskole. Og så sagde jeg til min mor, at det kan jeg ikke. Jo, for jeg har snakket med forstanderen og fortalt, hvordan du har det. Så du får den nederste køje. Det kunne jeg godt se, hvis jeg lå deroppe og så. Så det er mange ting, som man lærer jo at leve med, som man siger.
Leon: Ja, så får hun jo netop sagt, Åse, lige præcis det, du også talte om. Man lærer jo at leve med det. Åse, hun tilhører jo den ældre generation. Men vi har jo her i klinikken også en del børn, som døjer med det her med at kunne holde på vandet. Så er det typisk det, man kalder for en sengevæder. Hvad er det for noget?
Hans Erik: Jamen, sengevæder eller natlig enuresis, det er, hvor man ikke kan holde på vandet, når man sover. Man vågner ikke op, fordi man skal tisse. Ret interessant så er det at se, at en af de måder, vi hjælper de der børn på vej, det er faktisk, at vi hjælper til at bygge dem op til, at deres nervesystem begynder at registrere, hvad der sker. Ved de her børn, der går der impulser fra blæren op til hjernen, men det er ikke nok til at blive bevidst for barnet. Når vi så går ind og styrker det system, som har med den her funktion at gøre, og det er virkelig en funktion, vi snakker om, vi skal have til at fungere, så begynder impulserne at gå igen, og så vågner man op. Det er heller ikke ualmindeligt børn, der har problemet, hvis de falder i søvn i bilen, så kan de have ret svært ved at vågne op, når de har sovet i bilen. Altså, de har svært ved at komme til sig selv igen. Vi kender det også, når forældre omtaler, børn, der har det her problem, så tager de dem måske op på toilettet, men de tumler nærmest rundt og kan ikke rigtig blive vågen…
Leon: Når man er småbørnsforældre, så er det den fede tissetår, hvis vi kan få dem ud på toilettet, uden de rigtig vågner om natten, og så tilbage at putte videre, så er det perfekt.
Hans Erik: Men hvis de har problemet, så er det jo derfor, de tåger rundt.
Leon: Ja, så er det perfekt for forældrene.
Hans Erik: Ja, men så er funktionen ikke fungerende, som den skal være. Og det er faktisk nøglen til at gå ind og behandle de her børn. Og så kan man sige, hvad er det så, man ellers får med her? Man får egentlig korrigeret nervesystemet ved det her barn. Det kommer til at fungere, som det skal.
Leon: Men er der forskel på det? Nu kan det godt være, jeg tager lidt forskud på det, vi skal tale om lidt senere. Men er der forskel på måden, du griber dig an på, når det er børn, og når det er en ældre Åse?
Hans Erik: Ja, det er i hvert fald det, at vi altid tager højde for, hvad er det, der foregår ved den enkelte. Så det er jo igen diagnosen og få overblik over, hvad er det, der er væsentligt i spil ved den enkelte. Det er det, vi behandler ud fra.
Leon: Når vi taler inkontinens, så taler man om tre forskellige typer. De typer, dem skal du gøre os klogere på lige om lidt. Først så skal vi lige høre Åse fortælle lidt mere om, hvad det er, der sker hos hende, når det sker.
Åse: Når jeg skulle, så skulle jeg. Og så skulle jeg bare enten krydse ben og holde på det, så godt jeg nu kunne, og så skyndte jeg mig. Så går jeg selvfølgelig med lidt bind på, så det tager det værste. Og så må jeg jo skifte, når det går galt. Ikke sådan, at det går helt galt, men der kommer lidt.
Leon: Ja, vi skal altså tale lidt om de her tre forskellige inkontinens-typer, som man taler om. Og jeg ved ikke, om du er ude fra det, Åse siger her ligesom kan få defineret, hvad for en af de tre typer, hun døjer med.
Hans Erik: Jamen, Åse har den her, der hedder Urgeinkontinens, og det vil sige, at det her med, at man har en pludselig vandladningstrang; det er nu, ikke?
Leon: Og urge, du siger urge, inden der så er nogen, der sidder og tænker, kan manden ikke tale dansk? Det hedder Urgeinkontinens, og det betyder egentlig bare den her ufrivillige, pludselige vandladningstrang.
Hans Erik: Ja, netop, at det bliver ufrivilligt, fordi vi har nok alle sammen prøvet det der, at det skal ederbrodere mig bare gå stærkt. Og så er det jo rart at have et toilet i nærheden.
Leon: Eller en hæk, skulle jeg til at sige, ikke?
Hans Erik: Ja, nogen skal have den tættere på en anden.
Leon: Dronning Margrethe, hun sagde en gang, kloge, kloge Dronning Margrethe, at man skal aldrig forpasse muligheden for at gå på toilet. Om det lige var sådan, hun sagde, det er sådan frit citeret fra hukommelsen, ikke? Men hun har jo faktisk en pointe i det her. Hun har jo også været udsat for mangt og meget, så hvornår kan hun komme på toilettet næste gang? Så når hun – forestiller jeg mig – har været en lille smule forsinket, så er det fordi, hun har set et toilet. Og så har hun lige gået ned ad Amalienborg, og så har hun set et toilet mere, og så har hun gået ind.
Hans Erik: Men kan jeg vide, hvor mange der har været på besøg hos Dronningen, altså? Eller til selskab hos Dronning, hvor det er sådan, at her var det ikke passende, at man gik på toilet, men så skulle alligevel. Jeg tror, at der er flere.
Leon: Ja, ja, det har da ikke været sjovt. Så må man jo så krydse benene, som Åse også fortæller lidt om. Det her det er urge-inkontinens. Så findes der også den anden, der hedder stress…
Hans Erik: Ja, det er stress-inkontinens. Det er jo der, hvor det er sådan, at når det er sådan, at der kommer belastning på os, altså hvis vi griner, så kommer der belastning på bækkenbunden, eller vi hopper, eller vi skal løfte noget. Alle de der tilfælde, hvor der kan komme pres på bækkenbunden, jamen så lækker vi vand. Så det er en anden type af inkontinens.
Leon: Og så er der den tredje? Det er blandings-inkontinens.
Hans Erik: … hvor man har begge dele, og det er jo sådan set det, at Åse har i det her. Og jo egentlig også er kommet fra som barn, altså at have problemer med hensyn til sengevædning.
Leon: Så det er de tre typer, man sådan taler om, når man taler inkontinens. Så kan man selvfølgelig havde jeg nær sagt, få noget behandling for det her. Man kan få noget hjælp til det her. Og Åse, hun har også tidligere søgt hjælp i det etablerede sundhedssystem.
Åse: Ja, fire børn har jeg fået, og så prøvede jeg at spørge min læge… jamen så skulle jeg prøve at have blæren syet op. Men det hjalp altså ikke. Og så går jeg med en ring, jeg også har fået sat op. Og den skulle så blive der.
Leon: Hans Erik, inden vi går lidt mere dybden med, hvordan du og Ida i kinesisk medicin griber inkontinens an, kan du så ikke lige gøre mig lidt klogere på, hvordan gør man i det veletablerede sundhedssystem? Hvad er de nationale retningslinjer for behandling af inkontinens?
Hans Erik: Først skal vi have fundet ud af, hvad det er, der er galt. Og her er det jo interessant, at i Vesten har vi én måde at gå til de ting, når vi skal finde ud af, hvad der er galt. Og i Østen har man en anden tilgang. I Vesten, der kigger man på, jamen, er det en stressinkontinens? Hvad er det så, vi kan gøre her? Ja, så er det sådan noget med bækkenbundstræning, altså knibeøvelser. Og det er jo bl.a. efter fødsler, hvor det er meget vigtigt at få trænet op efter fødslen, hvor der har været vold på underlivet. Altså, hvordan kan vi så få den der blærefunktion og holdefunktionen til at fungere igen? Så der er det knibeøvelserne, bækkenbundstræningen, der er gang i. Og hvis ikke det virker tilstrækkeligt, jamen, så må man jo prøve at gå videre med det næste. Og det næste, det kan jo så være, at er der en nedsynkning af blæren? Kan det være en idé i at få blæren syet op?
Leon: Det er det, Åse har været igennem.
Hans Erik: Det er det, Åse har været igennem, hvor hun ikke havde held til, at det havde en virkning for hende. Og det, tænker jeg, er meget naturligt, når vi sådan lige diagnosemæssigt ser på sådan en som Åse. Og også det med at få syet en ring ind. Altså, funktionen i det er egentlig at se, kan vi bedre støtte omkring urinrøret, så den der lukkefunktion kan komme til at fungere noget bedre. Og årsagen til, at det formentlig ikke virker særlig godt ved sådan en som Åse, det er, at hun har et meridiansystem, som er blokket til, eller hvor der ikke er den gennemstrømme i, som der skal være.
Leon: Og et meridiansystem skal du lige…
Hans Erik: Der er forskellige meridiansystemer, som går op og skal understøtte lukkefunktionen. For eksempel er der et energisystem, som har tilknytning til leveren. Det system snor sig ind omkring urinrørsfunktionen og det her med holdefunktionen. Hvis det system ikke fungerer, hvis ikke der er det flow i det system, som der skal være, så er det ligesom, at det står statisk og vil forsøge at holde sig. Men der er ingen fleksibilitet, der er ingen evne til at kunne lukke ordentligt af. Og formentlig er det derfor, at hendes operationer, hendes indgreb, ikke har givet hende nogen effekt. Måske tværtimod, fordi det forværrer faktisk det her system. Der er et andet system, som også spiller ind på holdefunktionen. Og det er et system, som har forbindelse til nyrerne. Og noget af det, nyrerne kan være udsat for, det kan vi måske huske fra, da vi var børn, og vi var ude og hoppe i vandpytter, og det har du også gjort.
Leon: Det har jeg også gjort.
Hans Erik: Kan du huske, hvor irriterende det var, når man bare havde det sjovt med det der? Så kunne man blive tissetrængende.
Leon: Nej, den har jeg aldrig haft.
Hans Erik: Den har du aldrig haft?
Leon: Men jeg har haft en klassekammerat, som når vi var ude at løbe til idræt, og det begyndte at regne, så var han nødt til at stoppe op for at tisse. Og det var godt for mig, fordi han var hurtigere end mig. Både på de korte og på de lange distancer, så kunne jeg kunne nå at få et forspring…
Hans Erik: Vi kender det der med, at kulden kan trænge op nede fra benene og give os tissetrang, det er faktisk, hvor godt fungerer det her energisystem, som knytter sig til nyrerne. Hvis ikke det fungerer for godt, så kan det være en anden årsag til, at vi har problemer med at kunne holde på vandet. Og nu er vi lidt inde omkring bare et par funktioner, der kan spille ind. Det er de væsentligste funktioner. Og det er nogle af de funktioner, som vi har bedret ved Åse, som har hjulpet hende til, at det kan fungere bedre. Så i kinesisk medicin, der er vi mere interesserede i at finde ud af, hvordan er kanalsystemerne, hvordan er funktionerne bag. Vi kigger mere på funktion og optimering af funktion. Eller hvis der har været et tab af funktion, hvordan får vi det så optimeret til, at det kan begynde at fungere noget bedre igen.
Leon: Og så fik vi alligevel et smugkig ind i, hvordan man griber det an i kinesisk medicin. Og det skal vi tale mere om lige om lidt. Og så troede jeg egentlig, at jeg havde sådan en joker, jeg lige kunne smide i hovedet på dig. Men pludselig giver det en lille smule mening for mig også, efter du har fortalt det her. Fordi Åse har faktisk også døjet lidt med lidt smerter i lysken.
Åse: Det er især galt, hvis jeg går på koldt gulv. Især klinker. Så får jeg ondt oppe i lysken. Men den har også hjulpet mig. Jeg tror, at jeg har haft det én gang siden. Men det er galt, hvis nu for eksempel jeg går ud og tænker; Ej, det er ikke så koldt, du kan godt gå uden jakke. Går du så ind og tager et stykke varmt klæde på og lægger dig i 10 minutter, så er det væk.
Leon: Ja, så sagde jeg godt nok, at det måske gav lidt mere mening for mig. Åses lyskesmerter, når vi så taler inkontinens med det, du fortalte lige før. Men det kan godt være, at du alligevel så får alle andres skyld, om ikke andet…
Hans Erik: Ja, men det er jo det her med, at når man har en blokering i et energisystem. Et kanalsystem, hvor der skal flyde en svag elektrisk energi. Op igennem benet, på indersiden af benet. Op til lysken. Som så også har forbindelse til det her, som jeg nævnte ved stress-inkontinens. Og ved urge-inkontinens. At ligesom det lukker, mekanikken kommer til at stå for statisk. Der er ingen fleksibilitet i det. Når der ikke er flow op igennem det her kanalsystem. Hvad sker der så, hvis man går på kolde klinker? Ja, det sker faktisk det, at den gennemstrøm, der skal ske op igennem benene. Den bliver faktisk ekstra besværet. Kulde får tingene til at trække sig ekstra sammen. Så noget, der står ikke og hvor der ikk er passage-cirkulationen i, som bliver udsat for kulde, ja, det forværes. Så kan det hjælpe, at man lægger sig på et tæppe, eller bliver ligesom gjort varmt igen. Ja, så lukker det lidt mere op igen. Smerter opstår, hvor der ikke er passage, hvor der er flow igennem vævet, eller hvor flowet er besværet. Så når vi bruger akupunktur, så går vi ind og aktiverer det normale flow. Og når flowet kører igennem, så er der ingen smerter. Og når det så også kan bruges til problematikken omkring vandladning, hvor det giver mere fleksibilitet, så slår vi jo to fluer med et smæk. Det er det, der er så fantastisk ved at bruge kinesisk medicin, bruge akupunktur, arbejde med de her ting til daglig. Fordi, typisk, så er der nogle afledte problematikker med det, man døjer med. Vi behøver ikke nødvendigvis at spørge til de her ting. Folk skal nok selv komme og fortælle. Og så skal du lige vide, jeg har også fået det meget bedre med et eller andet. Så kommer de ting. Nå, okay. Det hænger godt nok sammen.
Leon: Den kan jeg godt genkende. Hvordan går det med ryggen? Det går bedre. Jeg har jo heller ikke summen for ørerne mere. Så bliver det sådan en fortælling om, hvor…
Hans Erik: Hvordan hænger det sammen?
Leon: Nej, ikke nødvendigvis. Fordi så vil det blive sådan en fortælling om lidt bonus, man fik med. Det kom egentlig med ryggen, men der var også lige noget susen for ørerne. Og så står du og siger til mig….
Hans Erik: … det er jo sådan set naturligt nok. Det er et spørgsmål, om vi kender til det her. Og det er jo det, vi måske skal prøve lige så stille at få lidt mere ind i vores kultur. Hvis vi har den her forståelse for, hvordan kroppen fungerer, så er tingene ikke så mystiske. Akupunktur er ikke mystisk. Med mindre du ikke kender til det. Hvor lynet slår ned; det er kun mystisk, så længe man ikke kender til lynets natur eller almindelig fysik. Så er det faktisk ret præcis. Hvor lynet slår ned. Altså, der er sammenhæng i tingene. Kunsten er bare at have indsigten, så man forstår de her sammenhænge. Det er det, vi muntrer os med til daglig.
Leon: Det er jo dejligt at høre, at du går og muntrer dig lidt med det her. I hvert fald med det, du kan opnå med akupunktur. Det, som I gør her i klinikken. Jeg er ikke sikker på, at det i den forstand bliver så muntert i næste afsnit. Der skal vi tale lidt mere ind i det der kontroltab, som mange der lider af inkontinens kæmper med, kunne jeg forestille mig.
Hans Erik: Ja, og kigge lidt ind i forskning. Hvad findes der af forskning på det her område? Kontroltabet. Også lidt om, hvad gør det ved os mennesker? Når det er sådan, at vi har noget, som kan tage så meget af vores opmærksomhed. Hvad gør det ved et menneske?
Leon: Og så skal vi selvfølgelig også have en opdatering på, hvordan det går med Åse.
