Læs afsnittet:
Leon Rask Sørensen: I det her afsnit fortsætter vi vores snak om inkontinens. Vi har også Åse med på et par klip, vi har også dig med tilbage. Hej, Hans Erik.
Hans Erik Foldberg: Hej, Leon.
Leon: Når vi taler om inkontinens, så har du talt i sidste afsnit både om, hvordan I griber det an akupunkturmæssigt, vi har talt lidt om, hvordan man griber det an i Vesten, som du siger det, jeg plejer at kalde det etablerede sundhedssystem.
Hans Erik: Det er det samme.
Leon: Der er nogle gange nogen, der siger, jamen kan det dokumenteres? Er det noget, der virker? Det er jo sådan, man gør i vesten. Der gør man jo nærmest ikke noget, hvis det ikke er dokumenteret eller noget, der peger en retning af. Hvis vi nu ser på forskning og studier i forhold til akupunktur ved inkontinens, er der så noget at finde der?
Hans Erik: Altså i forhold til forskning, så vil jeg bare sige, at der er lavet masser af forskning på de her områder. Jeg kan huske, første gang jeg var i Kina i 1991, der stod jeg med den professor, jeg var hos. Hun havde lavet forskning i forhold til behandling af børn med sengevædning og hvordan hendes effekt var på det. Og der havde hun 50 med i hendes forsøg, hvor de 47 endte ud med at kunne blive tørre om natten. Der er kommet noget forskning frem i forhold til inkontinens i 2024, og der er vi ovre i stress-inkontinensområdet. Og det viser sig, at ja, der er noget, der tyder på, at det her har en effekt. Men man kan dog sige, at så kan der være nogle metodesvagheder osv., og det er jo det, der kan blive lidt svært, når man skal ind og sammenligne, hvad er kvaliteten af de her forskningsresultater. Men det, man samlet set er kommet frem til, det er, at der er ingen tvivl om, at det peger den rigtige vej. Der er en effekt af de her ting. Man kunne så godt ønske sig en bedre dokumentation, men det er svært at lave forskning. Og der er der plads til forbedring, vil jeg så sige. Det, der interesserer mig, det er, og der tænker jeg engang imellem på vores forskning, jeg synes ikke altid, at vi forskningsmæssigt er gode nok til at have den der brede diagnosestillelse, som er en mulighed ind i kinesisk medicin. Muligheden for virkelig at se, hvad er det, der er i spil. Det bliver ofte brugt, når man skal lave forskning, jamen så skal vi lave noget, der er ensartet. Det vil sige, at vi kommer til at bruge tre punkter, så skal vi se, hvor godt virker de her punkter. Os mennesker er altså forskellige, og vi skal behandles forskelligt, hvis vi vil have de rigtig gode resultater. Men hvis man engang imellem vil efterabe lidt for meget den Vestlige verden og forestillingen om forskning, så skal det jo helst være en standardbehandling, altså en, der virker. Den her standardbehandling, hvordan virker den? Og det er der, vi får lidt mere tvivlsomme resultater. Vi behandler ikke folk ens, når de kommer med inkontinensproblemer. Vi behandler altså ud fra, hvordan deres organisme fungerer, og hvad er det for nogle blokeringer, der er i spil, eller hvad er det for nogle svækkelser, der er i spil. Vi bliver nødt til at have en klar forståelse af, hvad der er i spil. Når vi ved det, så ved vi også, hvad det er for nogle brikker, vi skal tage fat i. Og der kan jeg godt synes, at forskning engang imellem, det er sgu ikke lødigt eller tilstrækkeligt i forhold til vores patienter.
Leon: Er det noget pjat med forskning?
Hans Erik: Nej, det er absolut ikke noget pjat, men det kan være svært at stille det op, når mennesker netop er forskellige. Om man gerne vil bevise, at en behandling virker, så har man en forestilling om et krav, at så skal de også behandles ens, for ellers ved vi jo ikke, hvor vi står. Og sådan er virkeligheden altså ikke med mennesker. Hvis vi skulle behandle alle mennesker i Danmark, der har stress på den samme måde, så bliver jeg bare nødt til at sige, at der kan være mange forskellige årsager til stress. Har vi stress, fordi vi har haft dødsfald i familien? Har vi stress, fordi der er blevet sygdom i familien? Har vi stress, fordi vi har virkelig været presse? Vi skulle have skrabte nogle penge sammen, fordi vores søn skulle på efterskole, og der skulle altså lige diskes op med 80.000 kroner ekstra. Eller fik vi stress, fordi der kom noget sygdom ind over, som gjorde, at jeg kunne arbejde og var ved at miste mit job? Eller hvad er det for noget stress? Altså hvad er det for en forestilling om, at vi skal behandle det ens? Og der tror jeg, at vi skal til at blive lidt mere nuanceret i vores tilgang, og måske komme lidt tilbage til, hvad er det for et fag, vi står med? Når vi står med kinesisk medicin, så står vi med et fag, som er så velfunderet teoretisk, og teorien er rettet til i forhold til, hvordan har det virket i praksis? Hvis den teori, man har, den ikke kan udmønte sig i praksis, så har man i den kinesiske medicin rettet teorien til, fordi teorien skal være en klar afspejling af, hvordan tingene er i praksis. Og der tror jeg, at vi skal, i hvert fald på vores område, vi skal bare gå fuldstændig ind og se på vores fag, og respektere, hvilken kæmpe forståelse, der ligger ind i vores fag. Og jeg kan se, når jeg kigger til den vestlige medicin, jeg kigger til de metoder, vi har i Vesten, jamen hvis vi er gode nok til at gennemskue, hvad er det for en udfordring, et menneske står med, også på inkontinensområdet, hvis vi kan gennemskue det præcist, så er det ikke svært at lægge kortene på bordet for, hvad det egentlig er, der skal til.
Leon: Så forskning er godt, men det er ikke det, du sådan…
Hans Erik: Forskning er nogle gode øvelser at komme igennem, også for os behandlere, at have en forståelse for forskning. Men forskning er mere et første trin, end det er en faglig kunst, altså lægekunst. Det er, at vi forstår métieret.
Leon: Og man kan så sige forskning eller ej. Akupunkturen har i hvert fald hjulpet på Åse.
Åse Hareskov: Det går meget bedre. Jeg skal stadigvæk toilettet, men jeg kan mærke det. Så kan jeg sige til mig selv, at nu står du lige stille og laver knibeøvelser. Så kan jeg gå lidt igen. Førhen når først jeg skulle tisse, så skulle det bare gå stærkt. Så skulle jeg jo. Der rendte jeg jo og holdt på det og krydsede benene. Det behøver jeg ikke at gøre mere.
Leon: Ja, man må jo virkelig sige, at der er sket en forandring hos Åse. Før, der skulle det gå tju hej vilde dyr ind på toilettet. Måske når det, måske når det ikke til nu. Nu kan hun være opmærksom på det. Hun kan holde på det, og så kan hun gå stille og roligt ind på toilettet, når der lige er gået et stykke tid. Hvor meget betyder det? Nu er det ikke dig, der har behandlet Åse. Det er Ida, som jeg også fik nævnt i afsnit 1. Men hvor meget betyder det for Åse at have genvundet den kontrol over noget, hvor det kan virke banalt for alle vi andre?
Hans Erik: Os mennesker, vi bryder os ikke om, hvis vores tisseværk ikke fungerer. Eller vores afføringsværk ikke fungerer. Det er pinligt. Det er ubehageligt. Det er noget, vi bruger meget energi på at kontrollere, hvis ikke det fungerer. Når det fungerer naturligt, så bliver vi afslappet, så får vi ro omkring det. Så det gør bare noget ved vores livskvalitet. Det gør noget ved vores adfærd. Hvis kontrollen bliver til en overkontrol på det her, så er der bare mindre kapacitet til at være til stede. Altså, hvor meget kapacitet er der til at høre efter, hvad vi siger til hinanden? Hvis det er sådan, at det er derned fokus forsvinder. Vi ved det også i forhold til, når det er maven, der er problemer med, og vi har luft i maven. Så begynder det også virkelig at tage opmærksomhed. Nu klemmer det i maven. Der må ikke smutte noget bagud. Så har vi den igen.
Leon: Det er bare, indtil man får revet plastret af og får slået den første. Så kan man godt slå prutter.
Hans Erik: Ja, det kommer jo an på, hvor mange mennesker man er sammen. Sådan har de fleste det i hvert fald. Og det er jo også rart, at de fleste har det sådan.
Leon: Men det betyder noget at kunne… Det, som vi andre tager lidt for givet for os, hvor det fungerer.
Hans Erik: Ja, lige præcis. Så det tager enormt meget energi. Det tager enormt meget opmærksomhed hele tiden, at skal gå og være opmærksom i den her retning. Vi kan også sige det i forhold til, hvor meget det betyder, hvis det er sådan, at det er sengevædning. Man har ikke kunnet holde på vandet som barn. Jamen et barn… Hey, du har tisset i bukserne. Kan vi ikke alle sammen huske den der påstand, da vi var børn? Hvis der var en, der fik den der smidt i hovedet, eller man selv har fået den smidt i hovedet. Hvad gør det ved en? Man vil jo gerne være normal. Man vil jo gerne være normalt fungerende.
Leon: Det er ikke så længe siden, jeg var med min familie ud at spise. Og så var jeg på toilet, og så skulle jeg vaske hænder. Og jeg var opmærksom på, at den her vandhane, den kunne godt gøre det lidt problematisk i forhold til højden, hvor jeg stod. Så var jeg meget opmærksom på ikke at sprøjte vand på mine bukser. Og da jeg så var færdig med det, hvad gør jeg så, når jeg har vasket mine hænder? Så gør jeg sådan lige, at jeg slår fingrene ud, og jeg tørrer mine hænder. Og så kigger jeg lige ned, og så ligner det alligevel, at jeg har tisset i bukserne. Og så gik jeg op til bordet og sagde til min kæreste, at nu tror alle folk, at jeg er tisset i bukserne. Så det kender man jo. Det er da pinligt, ikke? Eller det skal de i hvert fald ikke tro.
Hans Erik: De skal ikke tro det, og man vil i hvert fald ikke høre bemærkninger omkring det. Så jo, jeg tror virkelig, at de der ting, det tager enormt meget opmærksomhed. Åses fortæller jo også om det der med at tage til Bornholm. Nej, hun skulle ikkemed til Bornholm på lejrskole som barn, fordi hun havde problemer med natlig sengevædning. Jamen hele udstillingen, der kan komme i gang i forhold til, at man ikke har styr på det her, så vil man hellere melde fra. Og hvor mange børn har prøvet, hvis de har det her problem, når de får stillet spørgsmålet, kan vi ikke sove sammen? Så kører hele maskineriet oppe på øverste etage, hvordan skal jeg nu komme ud af det her? Nej, det vil jeg ikke. Men hvorfor vil du ikke det? Altså i Danmark, der skal man rigtig svare på, hvorfor? Det er meget vigtigt for os danskere. Vi skal vide, hvorfor. Du har helt sikkert ikke en lovlig grund til at blive fri fra det her.
Leon: Ja, ellers så skal jeg nok vurdere, om det er en lovlig grund. Jeg skal nok vurdere, om det er i orden.
Hans Erik: Altså den her vurdering, eller folks blanden sig i det, det tror jeg, der ligger ret meget i vores kultur. Og dermed bliver der ekstra forsvar på. Så når vi taler om, at det her kan også være svært at tale om, at man har det her problem, så er det måske den indblandingstendens, vi i vores kultur har. Jeg kan så godt lide, når der er nogle yngre mennesker, der siger, Nå okay, har du det på den måde? Jamen det kender jeg godt. Nå, det skal du da ikke spekulere over. Det er der helt sikkert mange andre, der også har. Det betyder ikke noget for mig. Altså den der afslappethed, hvis man kan komme med sådan en, så giver det bare tryghed tilbage.
Leon: Og det der med, at det fylder meget hos folk, der kæmper lidt med det her, den følelse genkender Åse faktisk også. Vi skal lige en tur i svømmehallen.
Åse: Hvis jeg svømmer, så kan jeg godt mærke: “Åh, nu skal tisse…”. Vi svømmer cirka en halv time hver morgen. Går i bad, ud på toilettet. Men nu kan jeg svømme, jeg går i bad, jeg kører hjem, jeg får min kaffe, så går jeg på toilettet.
Leon: Hvordan er det?
Åse: Det er helt imponerende. Jeg kan næsten ikke sige, hvordan det føles. Det er helt imponerende.
Leon: Jeg elsker den her måde, at Åse får fortalt udviklingen på, hvor det før igen bare skulle gå stærkt, og nu får hun lige parkeret bilen, drukket kaffen.
Hans Erik: Der er ro på vandet.
Leon: Ja, det kan man sige.
Hans Erik: Hvis vi skal kigge ind i kinesisk medicin igen, så kan vi sige, at vandelementet i vores organisme knyttes til vores nyre og til vores blære. Det her vandelement, nyrerne, blæren, er ikke bare de to organsystemer. Det er egentlige funktioner. Og når vi kigger på problematikker ind i de her organer, så kigger vi mere på funktioner end selve organet. Det vil sige, det er en energifunktion, det er energifunktioner, som skal fungere hensigtsmæssigt. Hvis der er god styrke i de her energifunktioner, så er der ro omkring vandværket. Nu er der fyldt noget op. Nu gør vi os klar. Vi får et signal om, at vi skal på toilet, og så gør vi os lige så stille klar til at komme derud. Måske lidt mere end 5-10-15-30 minutter. Eller måske går man og holder på det i to timer.
Leon: Du skal ikke klappe mig på armen, når du siger det, for jeg holder mig ikke i to timer. Jeg tisser, når jeg skal tisse.
Hans Erik: Nej, du er lønnemodtager. Så der er forskellen måske. Det her med at have ro omkring vandværket, det er et udtryk for, at der er overskud i systemet. Har vi andre situationer, hvor det dermed, at vi bliver urgent, altså nu skal det ske, og det skal gå hurtigt, hvis man er forkølet, så kender man godt, at næsen løber. Og så bliver vi også lidt urgent. Nu har jeg sgu ikke rigtig styr på det igen. Har vi allergi? Nej, nu kommer der snart et nys. Og hvis der kommer nys, og jeg har problemer med inkontinens, så ryger det ud gennem bukserne. Altså alle de der tilfælde har faktisk forbindelse til det her energisystem, som ligger bag det med vandværket. Og sådan tænker vi jo på ingen måde i vestlig medicin. Men i kinesisk medicin, der skal vi ind omkring det her system, når vi skal have styr på sådan nogle ting. Så når der er styrke i det her system, så er der ro på de funktioner, men så er der også ro ud i systemet ellers. Et forhøjet blodtryk har også forbindelse til det her energisystem, som ligger bag det med vandværket. Det er et system, der skal sørge for, at blodtrykket ikke løber løbsk, eller at kroppen ikke løber løbsk. Når det sådan det system kommer tilstrækkeligt igennem, så er der ro på blodtrykket også. Der er ro på pulsen. Der er ro på sindet. Der er ro på tankerne. Det lukker op til, at vi ikke har en uhensigtsmæssig kontrol eller en overdreven kontrol. Hvis vi har problemer med vandværket, så får vi altså en overdreven kontrol, og det er jo det, Åse har givet udtryk for igen og igen. Men er der ro på det system, det system, der ligger bag ved vandværket, så har vi bare roen i os selv. Og det spiller faktisk også ind på vores søvn. Vi har også roen til at overgive os ved tillid til, at nu lægger jeg hovedet på puden, og jeg skal nok falde i søvn. Og så falder vi ret hurtigt i søvn. Når der er forstyrrelse i det her system, så er der uro i vores organisme. Er det ikke interessant, at det virker så bredt? Så de her energifunktioner, vi har i vores krop, de har forskellige måder at virke ind på vores organisme. Og ja, det er spændende.
Leon: Og noget tyder på, at der er ro på alle de systemer, som Åse nu engang måtte have.
Åse: Jeg kan gå derhjemme, og gå i haven nu. Så kan jeg tænke “hold da op, du har da ikke været på toilet.Og jeg kan nyse, for det er jo med benene over kors, når jeg nyste. Det behøver jeg mere. Så det har hjulpet mig rigtig godt. Det er jo meget nemmere at tilrettelægge ting og gøre ting. Førhen; skulle jeg ud og handle så skulle jeg lige ind og tisse inden jeg kørte. Nu kan jeg bare gå stille og roligt ud af bilen når jeg kommer hjem. Farven er blevet lysere. Og før, der var lugten rigtig stærk. Det er den heller ikke mere.
Leon: Det sidste, Åse får nævnt her i forhold til urinens farve og lugt, er det så her, hvor man kan sige, nu sidder hendes system lige i skabet?
Hans Erik: Ja, man kan i hvert fald sige, at noget af det, mange kommenterer, også når det ikke er vandværket, der er problemet, det er jo faktisk, at hvordan deres urin er blevet mere, hvad skal man sige, lysere eller ikke-ildelugtende ubehagelige. Hvis urinen er ubehagelig, er det jo en indikation på, at der er ubalance i vores organisme. Der er noget, der ikke fungerer. Vi går jo ikke ind og behandler for, at urinen skal blive anderledes. Nej, vi går egentlig ind og behandler for at bringe kroppen i balance. Og når kroppen bliver bragt i balance, så er der også normal urin og ikke ubehagelig urin. Så urinen er sådan en god indikator for, om der egentlig er noget galt i vores organisme. Sådan noget kan vi jo gå og være opmærksomme på. Og det er jo det, vi har pligt til hver især. Det er at se, er vi velfungerende? Eller tænker vi bare, at det er nok meget normalt, det skal lugte på den måde? Så igen normalitetsprincippet, vær nu god ved dig selv, sørg nu for at bruge de signaler, som kroppen sender. Der er en grund til, at den sender de signaler, som den gør. Når den sender signaler, hvor tingene er i balance, ja, så er det, som vi gerne vil have, at det også skal være. Og inden Åse hun så får det sidste ord, så vil jeg bare lige minde om, at det her er jo ikke noget, der har stået på i et par år for Åse, der i dag er 74. Det er noget, hun har døjet med hele sit liv.
Åse: Jamen jeg synes jo, at det er meget bedre. Alting er jo skønnere, når du ikke hele tiden skal tænke på “bare jeg nu ikke gør det. Bare det går godt. Det er lidt vanskeligt at forklare. Selve hverdagen, og hvis jeg skal nogle steder behøver jeg ikke tænke på; “uha”… Det var jo en pestilens, for går det hen og går galt er det jo forfærdeligt.
Leon: Så der er en byrde, der ligesom sådan…
Åse: Lige nøjagtigt. Det kan man godt sige.
