Emma Siig Jensen (Intro): Selv som i går, jamen så er Vester begyndt med at sidde over ved far, når vi spiser aftensmad. Og det der med, at så far tæt på, tæt på”, altså så skal far tæt på og sidde, og man sidder bare og tænker, det kunne du ikke for 10 måneder siden, eller et halvt år siden, det kunne du ikke det der.
Leon Rask Sørensen: I sidste afsnit mødte vi Vester på lige knap 2,5 år, som skreg om natten, og om dagen ville han kun have sin mor. Vi hørte også om, hvordan de udfordringer trak veksler hos mors og fars forhold, hos Emma og Rasmus. Og så hørte vi til sidst noget med noget dræn i ørene, og det er også der, vi starter i dag. Hej, Hans-Erik.
Hans Erik Foldberg: Hej, Leon.
Leon: Der, hvor vi sluttede i sidste afsnit, hvor vi jo egentlig lige havde fået… Jeg ved ikke, om pulsen var gået lidt op eller gået lidt ned. Vi var i hvert fald sluttet on a high note. Det var gået godt. Vester havde fået lagt dræn i ørene. Nu var alt, som det skulle være, lige indtil vi så slutter af med at sige, at det virkede faktisk ikke rigtigt alligevel. Hvad er det for noget med de her dræn i ørene?
Hans Erik: Dræn i ørene er jo det, vi bruger, når der opstår væske i mellemøret. Så kan vi lave et lille hul i trommehinden, således væsken kan drænes ud af mellemøret. Og når der står væske inde i mellemøret, så kan det give et tryk på trommehinden og det gør altså avs. Så det, at kunne få lettet det tryk, hvis vel at mærke, at det er det, der er problemet, det kan jo gøre, at et barn, som ikke sover, kan begynde at sove igen.
Leon: Noget af det, du hæftede dig ved, det var, at Emma sagde, at yes, endelig kunne vi komme til en ørelæge. Det tog bare lidt tid. De var forbi tre ørelæger, før der var en, der lavede det her dræn. Hvad hæftede du dig ved lige ved det?
Hans Erik: Jamen, det, der er i forhold til det, det viser sådan set bare, at det var ikke oplagt for den første ørelæge, at der skulle dræn til, eller den anden ørelæge, at der skulle dræn til, at det ville kunne løse problemet. Så den tredje ørelæge tænker jeg, jamen, hvad skal det her forældrepar gøre? Og man har ikke kunnet finde en løsning på det her. Så lad os da give det en chance, om det kan løse problemet. Så fagligheden bag, at der skulle sættes dræn ind her, var måske ikke så høj. Men som ørelæge ville man jo også gerne komme sin patientkunde til hjælp og undsætning. Og det var det, de havde brug for et eller andet sted. Men det er jo ikke det samme, som det er, det der årsagen.
Leon: Men hvad siger det om Emma og Rasmus, at de fortsætter med at banke på hos ørelægen?
Hans Erik: Jamen, det er jo igen en vanvittig febrilsk situation at stå i. At man bliver kørt mere og mere ud på et sidespor. Man bliver totalt brugt op. Man bliver slidt på sit nervesystem. Stressen stiger op. Man slider på sit parforhold. Man kan ikke være i sig selv. Man har ikke overskud til at reagere hensigtsmæssigt på sit barn, fordi barnet kræver en alt for meget. Der er så meget, der bliver kørt ud på et overdrev, så der skal bare ske noget. Og det er også der, hun virkelig står op for sit barn og siger, at nu må der ske noget.
Leon: Og det er faktisk ikke sidste gang, at hun gør det, fordi efter at det her dræn hos den tredje ørelæge alligevel ikke giver den ønskede effekt, så træder hun altså for alvor i karakteren.
Emma: Vi havde lige været indlagt på sygehuset til en observationsindlæggelse på ham, fordi jeg havde i banket bordet ved lægen og sagt, at det kan ikke passe. Nu har han fået dræn i. Alle de her instanser, vi har gjort for, at han skulle være tilpas, de virker ikke. Så der må være et eller andet yderligere galt med ham. Eller et eller andet. Der må bare være et eller andet. Så jeg fik banket i bordet og sagt, at så må vi indlægges. Så må de finde ud af, hvad der var galt med ham. Og så må de jo køre en test i hoved og røv på ham. Fordi det kunne bare ikke passe, at han skulle være så ked af det om natten. Så vi bliver indlagt med ham. De siger, at to til tre døgn skal vi være der. Vi siger, at det er fint. Vi skal bare finde ud af, hvad der foregår. Efter at døgn blev vi udskrevet. De siger, at de ikke kan finde noget på ham. Vi siger, at det ikke kan passe. Det kan ikke passe. I har kigget på ham én dag. De kunne ikke finde noget på ham, og han så ikke ud til at have ondt om natten. Nej, men der må jo være et eller andet, siden han er så ked af det. Han vokser fra det. Så alle vores bekymringer, som vi kom med, de blev ikke hørt. Han vokser fra det. Han er jo ikke så gammel. Han vokser fra det. Det er nok bare lidt separationsangst. Det handler nok i, at få tænder. Altså alle de der ting, de kan skyde skylden på, det kommer.
Leon: På sygehuset får de så at vide, at der ikke er noget galt. Heldigvis, havde jeg nær sagt. Altså er det ikke en god ting, når man kommer ud fra sygehuset og de siger, at vi ikke kunne finde noget. Alt er, som det skal være.
Hans Erik: Når man står med et problem, som bare er blevet ved med at køre løs, så ved jeg ikke, hvordan du vil have det: Hvis du har stået med et problem med en plæneklipper, du afleverer, og vil gerne have den her repareret, og du venter 14 dage på at få repareret den her plæneklipper, og så kommer den tilbage, så får du at vide, at der er ingenting i vejen med den plæneklipper. Du kommer hjem, og du ser, at det er sådan set det samme.
Leon: Ja, den kan stadig ikke køre.
Hans Erik: Nej, hvordan er din reaktion?
Leon: Ja, det vil jeg nok være træt af. Det kan jeg godt se.
Hans Erik: Det er jo det, de står i. Det er jo det, den her familie står i. At man forsøger det næste eller det sidste strå. Altså, hallo, I må gøre noget. Nej, han fejler jo ingenting. Så jeg kan godt forstå, at de er ved at gå op i limningen. Og det eneste gode, jeg kan sige, der er ved det her, det er, at når vi møder modgang, så er der nogen, der bliver vækket ekstra, ekstra af den her modgang. Og den var jo ligesom i gang, som Emma sagde: Nu må I undersøge ham fra hovede til røv, og så finde ud af, hvad det er, der er galt. Nogen gør jo det, at i sådan en situation her, der siger man, okay, så er det nok os det galt med. Og det skal nok være sådan, og vi skal nok bare igennem det her. Vi har godt nok kørt løs i det her i et års tid. Vi skal nok bare videre i det her. Og tør ikke at tage kampen op, eller tør af at tage sagen i egen hånd. Andre, de gør det, som Emma og Rasmus, de gør. De tager sagen i egen hånd, og så tager de fat og tager kontakt til os. Jeg bliver bare nødt til at sige, der er nogen, der tænker, det er banaliteter, når man tager fat i os. Jeg bliver bare nødt til at tage hatten af, for det mod, at man bliver ved med at kæmpe, selvom man har kæmpet helt år med at finde en løsning på, hvorfor ens barn ikke vil sove om natten. Man har kæmpet med, at man ikke har fået den søvn, man skulle have. Men man søger ikke os for sjovs skyld. Man tager fat i os, fordi nu skal der ske noget. Og når jeg ser på, hvem der kommer til os, og jeg ser på de podcasts, vi laver, så bliver jeg bare nødt til at sige, det er ikke banaliteter, folk henvender sig til os med. Og det er derfor, vi faktisk laver vores podcasts.Det er for at prøve at belyse, hvad er der egentlig i spil for de her mennesker. Hvad er der i spil med dem selv, hvis det er dem selv, der har et helbredsproblem, eller ens børn, der står med et helbredsproblem. Der er så meget på spil. Så jeg tager virkelig hatten af. Og det her, det er et udtryk for noget, som vi har et ord for, der hedder self-efficacy. Det er, at man har modet og troen på, at der stadigvæk er en vej, selvom man har mødt modstand. Og det her, det er altså noget af det, vores ungdomsgeneration har brug for. En gang imellem, så siger vi, at den her ungdomsgeneration, de har jo også bare en tendens til at reagere med stress, og der er så højt stressniveau ved yngre mennesker. Ja, tror pokker ikke, at der er højt stressniveau ved unge mennesker. Når vi ser på, hvilket forløb Emma og Rasmus har været igennem, så forstår jeg godt, at der er et højt stressniveau. Men får ikke stress, hvis ikke der virkelig er noget, man kæmper for, eller der er noget, man vil udrette. Så det er et tegn på, at vi har en yngre generation, som gerne vil noget. Stress opstår kun, hvis det er sådan, at man vil noget. Det opstår ikke ud af ingenting. Så vi bliver nødt til at tage de her ting alvorligt. Og jeg synes, at vi bliver nødt til at have lidt fokus på måske et nyt sundhedssyn, der er lidt bredere i at forstå, at selvom du ikke kan finde noget fysiologisk på traditionel vis, så kan der godt stadig være noget galt med dit barn. Og når vi får sådan et forældrepar, som Rasmus og Emma ind, og vi ser sådan et barn, så interviewer vi selvfølgelig forældrene for at finde ud af, hvad er det, I ser, hvad er det, I oplever, hvad er det, I går igennem. Vi kigger også på barnet. Jeg kan huske, da vi så Vester her første gang, ja, han sad ved sin mor, og han sad sådan lidt frygtsom og kiggede, og når vi så nærmer, vi skal lige tjekke pulsen og se, hvad det er, der foregår der, ja, så var han ikke så meget for den her kontakt. I nogle tilfælde, så kan børn have været udsat for autoriteter, hvor at, ja, f.eks. hvis man har været ved ørelæge, man skal lige holdes ,det er lidt ubehageligt osv., og de er kede af det. Det var det, jeg fornemmede, der var galt her. Men sådan noget kan også være på spil. Men det var i hvert fald tydeligt at se, at det her, det var et barn, som ikke kunne rumme de indtryk, som barnets nervesystem skulle håndtere. Og der er det ret almindeligt at se, at det smitter af på nervesystemet og kommer til udtryk faktisk i natten. Når jeg kigger på i vores klinik, hvad vi ser med børn, der ikke kan sove eller ikke har en god søvn, eller børn, som har udfordringer med at kunne regulere sig selv og bliver udfordret i at passe ind i skolesystemet eller børnehavesystemet. Ja, så er der mange, der har svært ved at kunne regulere deres nervesystem. Det er kendetegnet i dag. Hvis vi går 10-15 år tilbage, så var det mere noget med ondt i maven eller kolik, vi så ved de helt små. Og ja, det kan man godt vente på, at det går over, måske i løbet af tre måneder. Men det her, det er et år, det har kørt løs. Så skal vi passe på, når vi dømmer de her ting, at det er nok bare forældrene, eller det er nok bare kærlighed eller “søllethed” eller et eller andet. Nej, det kan faktisk godt være nogle reelle ting i det. Så vi går ind i de her ting, og så gør vi noget andet. Når vi først har set, hvad det er, det her drejer sig om, og vi er ret sikre, så er vi også ret sikre i den måde, vi udtaler os om, hvad det er, der er galt. Og vi henviser til vores erfaring til, hvad det er, der skal til for sådan et barn som det her, for at kunne komme ovenpå. Når vi fortæller om de her ting, så fortæller vi, hvis vi er sikre, hvad det er, der skal til, og så er det den vej, vi går. Og det betyder, at det for forældrene bliver klart. Okay, der er en proces, der skal i gang. Det kører sådan og sådan. Og så skal de jo bare se, at der er overensstemmelse mellem det, der bliver sagt, og så det, de oplever hen ad vejen. Og er der overensstemmelse i det, ja, så er det den samme forletning som, når så er det ikke bare os, der er galt med, så er det faktisk, at der er en grund til det her. Og ligesom man bevæger sig hen i det her, oplever man så, hvordan tingene bliver bedre.Og det giver tryghed. Forestil jer, hvordan den her tryghed har betydning for forældrene. At nu er der en vej, og jeg kan se, det åbner sig. Jeg kan se, at barnet begynder at sove bedre, når det er sådan, at barnet bliver lagt til hvile i løbet af dagen. Ah, der kommer mere ro på. Barnet kan begynde lige stille at prøve at rumme nogle flere ting. Eller vi kan også lade Emma fortælle om de her ting. Altså, når de ting kommer i gang, så begynder det at give tryghed. Gad vide, hvad det gør ved sådan en familie. At trygheden begynder at sprede sig fra forældrene til barnet. Jeg tror, det har væsentlig betydning.
Leon: Jamen, skal vi ikke bare høre, hvad hun siger?
Emma: Vi er jo bare ekstremt glade. Altså, vi er så glade, fordi nu hygger vi os om, at han skal være sammen med os. Altså, før i tiden var det nogle gange en kamp. Det der med, at vi skulle nærmest ikke presse på, fordi så væltede hans verden.Og nu kan vi jo sætte krav på en bedre måde, og han kan bedre sætte sig ind i, at det må man ikke, eller det gør man ikke. Det er jo ikke at få en ny dreng, men det er at få en dreng med mere overskud, som har overskud til at lege med legetøj. Der er overskud til at være sammen med far og mor. Der er overskud til at lege med vennerne i dagplejen. Og det er overskud at være sammen med andre.
Leon: Det er jo dejligt at høre, hvor langt de er kommet. Og jeg siger bevidst “de”, fordi det går bedre med Vester. Det går også bedre med familien. Og så opstår der ligesom sådan en cirkel, at nu går det pludselig bedre med dem alle sammen. Altså hele familien som helhed. Hvad er det, I har gjort ved Vester?
Hans Erik: Jamen, vi har hjulpet det system hos ham, som er årsagen til, at han er gået lidt i stå. Hvis vi kigger sådan lidt på udviklingstrin, så er der nogle, der taler om det her med, at man kan have nogle udviklingstrin, som går lidt i tigerspring. Og der er nogle af de her udviklingstrin, der er børnene sådan lige lidt ekstra sårbare, græder lidt mere eller er lidt mere på overarbejde, fordi hele deres nervesystem, deres mentale tilstand, bliver udfordret ved de her forandringer, de her forvandlinger, der sker på små børn. Og vi har bl.a. et tigerspring før etårsalderen, hvor de begynder at blive lidt mere selvstændige og have deres egen mening om tingene og gerne vil vise, at de kan noget. Og det er sådan et af de trin, som Vester faktisk er gået fast i. Men man kalder det syvende tigerspring. Og når man kører fast i dét, så har man det her reaktionsmønster, som Vester er kommet ind i. Og hvorfor går man så fast i sådan et tigerspring, som måske tager en, to uger og i værste tilfælde fem uger? Hvorfor går man fast i det? Det er jo igen, hvis kroppen ikke har kapaciteten til at lave de her forandringer eller forvandlinger og kan slå dem helt igennem, så bliver man stående. Og der kan være flere faktorer, der kan spille ind på det. Der kan være nogle psykiske oplevelser en gang imellem, som virker for voldsomt ind i et barn. Der kan være noget infektion, som man har haft svært ved at komme over eller har ramt en for hårdt, som gør, at den bliver stående. Noget af det, vi ved i kinesisk medicin og ser udviklingsmæssigt, det er faktisk, at en gang imellem skal børnene have lov til at have en feber og brænde igennem med en feber. Det kan bevirke, at de simpelthen ændrer sig. Altså fuldstændig ændrer karakter. Så det vil sige, at hvis noget sygdomsmæssigt har stået i dem, som kroppen ikke kan brænde af og gøre færdig, så lægger det ligesom en dæmper, så kroppen kan komme igennem den her stade. Så er der ikke power nok til at lave den forvandling. Og det svarer rigtig meget i Vesters tilfælde til, at det er sådan noget, der er sket for ham, så hvor lang tid skal vi give det til, at man kan komme igennem det? Hvis normalen er, at der kan gå op til fem uger, hvad synes du så? Skal vi lade det gå fem uger? Er det ikke også OK, at det går ti uger en gang imellem?
Leon: Når man så får tudet ørerne fulde med det hjælp, som man søger, det vokser han fra, det er bare en overgang, så til sidst risikerer man jo at blive lullet ind i det.
Hans Erik: Ja, så bliver man lullet ind i det, men man skal også være realistisk. Vi siger jo, at ungdomsgenerationen er ikke tålmodig, og det tror jeg også på nogen måder, at man måske ikke har den tålmodighed, men vi skal heller ikke være dumme. Hvis de der forandringer ikke kommer, så kunne det jo være, at der er noget, der lige skal til for at styrke det. Og det er her, jeg tror, at vi skal have et lidt nyere sundhedssyn, der endnu mere går ind og kigger på, hvordan er barnets normale udvikling. Og hvis den normalitet ikke udvikler sig, som den normalt skulle gøre, så skal vi kigge på, hvad der så skal til for, at den udvikling kan ske. Og det er måske ikke afføringstabletter, der lige løser det. Og det er måske ikke lige dræn i øret, fordi barnet er lige lidt svækket, men ikke så meget til, at det er det, der er årsagen til, at det trykker i ørene. Det er måske ikke lige den her mangelende appetit, der lige står på i tre-fire dage, men bliver ved. Det er ikke en pille, der nødvendigvis kan løse det, eller det, at man tager sig sammen, eller nu skal barnet også rigtig ud og lege, eller nu skal barnet gøre et eller andet, eller nu skal man som forældre have en anden adfærd, der vil kunne løse det her og give noget mere tryghed, eller hvad det nu kan være. En gang imellem er det bare noget andet fysiologisk, som vi ikke har redskaberne til i vores kultur. Der bliver vi nødt til at kigge ind i andre sundhedssystemer, og hvad det er, de kan. Det her er et godt eksempel på, hvordan vi er gået ind og gjort det på vej. Vi hjælper simpelthen kroppen til at få styrken til at omsætte.Det her er i fordøjelsesystemet. Det her er nogle ting ind omkring, hvordan vores lymfesystem fungerer. Få de ting til at køre optimalt igen, så kommer de her forvandlinger helt af sig selv. Vi skal ikke bede hver aften for, at det her kommer til at ske. Det kommer helt naturligt. Ligesom kroppen begynder at fungere bedre, så laver kroppen mere energi. Med mere energi kan den selv klare de her forvandlingsprocesser.
Leon: Og så er der jo den vakse lytter eller seer, som vil sige, “er det ikke er en akupunkturklinik.?” Har I kommet nåle i Vester, og så har han ligget fastspændt med dem i 20 minutter? Eller hvordan har I grebet det an?
Hans Erik: Det, vi typisk gør med børn i den her alder, det er, at vi bruger laser til akupunkturpunkterne. Og så kan det gå ind og virke på samme måde, som når man ellers bruger nåle til voksne.
Leon: Noget af det, vi hørte tidligere i de her to afsnit, det var forholdet mellem Vester og far-Rasmus. Det er måske lidt groft at sige, men det var jo nærmest ikke eksisterende. Det var kun mor, der kunne du. Spørgsmålet, det er så, om det, der er blevet gjort her i klinikken, det så har hjulpet på det?
Emma: Han er jo altså fars lille fyr nu. Som må gerne mange ting med ham, og ikke bliver så ked af det, at mor forlader ham. Selv som i går, jamen så har Vester begyndt med at sidde over ved far, når vi spiser aftensmad. Og det der med, at så “far, tæt på, tæt på”, altså så skal far tæt på og sidde, og man sidder bare og tænker, det kunne du ikke for 10 måneder siden, eller et halvt år siden, det kunne du ikke det der. Det var mor, der skulle sidde så tæt på, og far må putte, altså det må jeg ikke engang, fordi det er far. Så nu er vi blevet lidt mere ligestillede forældre. Altså vi er begge to lige værdige for ham.
Leon: Ja, det er jo dejligt klip det her, hvor Emma beskriver det her forhold til faren, altså Vester og fars forhold, hvor far Rasmus jo virkelig har fået en plads i det her forhold igen. Altså de er blevet lige værdige for Vester. Det påvirker da en.
Hans Erik: Ja, man bliver jo rørt. Man bliver virkelig rørt af det. Altså det her, det er jo kærlighed på højeste niveau. Altså man ser, hvordan det lyser ud af Emma, eller hører, hvordan det lyser ud af Emma. Det her med, hvad det betyder for hende. At faren er blevet en naturlig del af det her med sønnike. Hvis man lige tænker lidt tilbage på, nu taler jeg til dem, der har børn. Hvis man lige tænker lidt tilbage på det her med snakken om, at man skal have et barn. Ja, så er det jo tit, at snakken kører også på, at vi vil gerne have et barn. Vi vil gerne have noget fælles. Noget, der viser vores kærlighed til hinanden. Se lige den måde, som Emma lige har talt om det her, og hvad betydning det har for hende. Og tænk også på en Rasmus, der måske føler sig sat til side, og har ingen vej ind. Kan ikke aflaste den kvinde, han holder allermest af. Og så pludselig kan få lov til at blive en del af noget igen. Vi skal lige huske de smerter, der ligger bagved det her, hvordan sådan et forhold har været prøvet. Det kan ikke undgås. Det her, det er toppen af kærlighed i et forhold. Det er toppen af, hvad skal man sige, livsessens. Noget som, nu siger du det der med at få børn, og den skarpsindige lytter eller seer har også bemærket, at der nogen gange er lidt babylyde, og der er måske en hånd, der er røget ind i billedet, hvis man kigger med. Vi fik nævnt det i første afsnit. Jeg er i tvivl om, vi har fået det sagt her i andet afsnit, men det er jo sådan, at Vester er blevet storebror for ikke ret lang tid siden, og det er lillebror Anker, der ligger på skødet af Emma, mens vi har lavet de her optagelser. Noget, jeg var lidt nysgerrig på, da jeg talte med Emma, det var så, hvordan Vester har håndteret det her med at blive storbror.
Emma: Han kan godt blive jaloux af, at jeg sidder med Anker, men han kan også godt blive jaloux over, at Rasmus sidder med Anker, og det er jo en helt normal reaktion, fordi han har været vant til, at der kun har været ham. Men det der med den omsorg og den kærlighed, Vester giver til Anker, at han skal holde hans sut, og han skal holde hans “nus”, og Anker skal have “nussen” helt op til ham. Den kærlighed, Vester har overskud til at give til Anker, er jo helt utroligt. Og det var det, vi håbede på ved at få børn så tæt på hinanden, at den store ligesom bare kunne tage lidt mere ind. Så det har jo gjort afsindigt meget, at Vester han er, som han er den dag i dag, at Anker han kom. Vi var lidt spændte på det, fordi vi var sådan, vi kan lige så godt få et barn nummer to, for vi sover ikke om natten. Men vi har bare meget mere overskud til at være forældre til Anker, og til Vester.
Hans Erik: Det er dejligt at se, hvordan en familie bliver hel igen. Og det vi kan sige i det her, det er jo, at det her er oser af tryghed. Sådan en som Vester, der hvor han er nu, jamen med den tryghed han har, der tør han nu at gå ud og henvende sig til andre, og komme tilbage igen. Kan gå ud og undersøge nye ting, og komme trygt tilbage igen. Vi bruger udtrykket med tryghedscirklen, altså det her med, at et barn skal være i en tryghedssetting, for at kunne udforske verden. Altså nysgerrigheden, interessen for verden, det at kunne lege frit og være væk i sig selv. Jamen det er jo fundamentet for en sund udvikling for et barn.
Leon: Og det er interessant at følge den her tryghedscirkel, hvordan den udvikler sig, hvis man er opmærksom på, at den findes, man kan se i barnets tryghedscirkel, som bliver større og større, og så vender de tilbage igen. Så det, der startede med at være rigtig, rigtig hårdt, da Vester ikke var mere end 10-12 måneder gammel, det er altså endt rigtig, rigtig lykkeligt, og så endda også med Ankers ankomst. Med det har vi ikke mere at sige til det her for nu, men som altid, så slutter vi lige på en god kommentar.
Emma: I dag ser vi jo en dreng, der har nemmere ved at tage mennesker ind. Vi ser en dreng, der sover om natten, og hvis han vågner, så får han en sin sut og “nus” og kommer ind til mor og far, og så er det det. Så det der med, at han får den søvn, han skal, har han jo også mere overskud til dagen. Så vi ser jo en dreng, der bare fiser derudad. En normal 2-årig dreng, der bare fiser derudad, der har krudt i røven og hygger sig og snakker. Så lige pludselig får han jo et enormt overskud, og han er nemmere ved at… Før i tiden ville han jo nærmest ikke engang sige hej til hans bedsteforældre eller vores rigtig tætte venner. Nu snakker han jo om dem og vil gerne se dem og vil gerne snakke med dem. Det er lige pludselig blevet et helt andet livssyn, han har fået, fordi han har så meget overskud.
