Læs afsnittet:
Emma Siig Jensen (Intro): Vi havde været igennem nogle forløb, både med fys, kiropraktor og zoneterapi. Så har jeg været ved lægen med ham mange, mange gange, fordi det kunne ikke passe, at han var sådan her.
Leon Rask Sørensen: Hvor meget kan et barns mistrivsel fylde i en familie, og hvordan tackler forældre den afmagt, man kan stå i, når man oplever ikke at få den hjælp, man har brug for? Det er noget af det, vi skal tale om i dag. Hej, Hans Erik.
Hans Erik Foldberg: Hej, Leon.
Leon: Når vi taler mistrivsel hos børn, ja, så er der jo ikke nogen minimumsalder på det. Eller hvad?
Hans Erik: Mistrivsel bruger vi jo tit oppe i alderen i forhold til børn, som ikke trives i forhold til skole eller socialt. Men vi har også nogle børn, som har svært ved at være i verden, altså hvor verden egentlig er for stor. Der er for mange indtryk, der skal fordøjes. Og så kan man godt udvikle en adfærd, hvor man gerne vil være meget, meget tæt på mor.
Leon: Og et af de andre spørgsmål, vi også skal forsøge at, hvis ikke besvare, så belyse, det er det her med, hvor lang tid kan en familie holde til at være i det kaos, der jo opstår, når man har et barn i mistrivsel. I de her to afsnit, der venter, der tager vi udgangspunkt i Vester, som er to år og et par måneder. Det startede dog langt tidligere, allerede inden for hans første leveår. Det fortæller hans mor, Emma.
Emma: Jamen, vi har en søn på, ja, dengang var han jo mellem ti måneder og et år, som havde sådan nogle skrigeture, alvorlige skrigeture om natten. Gerne et par timer om natten, og så sov han igen efter et par timer, og så vågnede han igen, og havde skrigeture et par timer igen, som var utrøstelig, og var bare ikke godt tilpas, fordi han ikke sov om natten, og havde svært ved at rumme nye ting og andre mennesker, og han havde bare ikke overskud til at være en del af en hverdag.
Leon: Ja, det var altså sådan, det startede for Vester. Umiddelbart, når jeg lige hørte det, så er der jo ikke noget, der sådan får mine alarmklokker til at ringe. Jeg kan da huske, da mine børn var i den alder, det var også med natlige skrigeture. Der kunne være nogle perioder i det, men bør alarmklokkerne ringe?
Hans Erik: Jamen, det, der jo egentlig er i forhold til det her med skrigeture, der tror jeg, at det er de færreste forældre, der ikke får lov at opleve det på et eller andet tidspunkt, men det skal jo gerne få en ende igen, ikke? Og hvis man har oplevet det, når et barn nærmer sig etårsalderen, og det stadigvæk er galt, når man er tæt på toårsalderen, så tænker jeg absolut, der er nogle alarmklokker, der skal ringe. Jeg ved fra mit eget vedkommende, hvis der var noget, der lignede det mindste af kolik i et halvt til et helt døgn, så er det helt 100% sikkert, så så jeg efter og fik gjort noget ved det med det samme, fordi det var det sidste, jeg skulle ud i. Og når et barn reagerer med skrigeture, så er det fordi, at der er noget, som barnets natur ikke er i stand til at kunne omsætte eller fordøje. Lad os tage et eksempel: Hvis en mand eller en kvinde spiser en stor bøf og ikke er vant til at få bøf, sådan et rigtigt stykke oksebøf. Hvordan har man det så bagefter?
Leon: Jeg kan godt sætte mig ind i, at så føler man sig både kvalm og oppustet og utilpas.
Hans Erik: Er det noget, man skal reagere på?
Leon: Næste gang ville jeg så ikke spise så stor en bøf, tænker jeg. Men jeg tænker heller ikke, at jeg kan gøre så meget ved det.
Hans Erik: Nej, du kan ikke gøre så meget ved det. Du skal lige igennem det. Kroppen skal ligesom tilpasse sig, hvad det er for en påvirkning, man har været udsat for. Og når man ligesom har normaliseret sig efter den her påvirkning, så bliver det normaltilstande igen. Har du været i byen og fået godt med alkohol, så er det jo det samme. Der bliver en normal tilstand igen.
Leon: Ja, men jo ældre man bliver, så går der længere tid før den normaltilstand efter sådan en tur. indtræffer.
Hans Erik: Ja, sådan kan det være. Man kommer så hurtigt over det, eller også glemmer man, hvordan det var som ung? Jeg har da før hørt den der, hvor man siger: Aldrig igen.
Leon: Ja, den har jeg sagt et par gange.
Hans Erik: Men i forhold til et barn, som også reagerer, og der er skrigeture, så har det jo en masse påvirkninger af det her barn. Og der sker en masse processer i ens krop. Måske er der infektioner, der har været på besøg. Måske er der kommet noget ned i den mave, der ikke skulle have været ned i den mave, som man bliver påvirket af, og som man vågner op af om natten, osv. Og i kort tid, så er det jo naturligt, at vi kan have de her reaktioner. Men hvis noget bliver ved med skrigeture, så tænker jeg, så har vi i hvert fald fem uger, syv uger, og det kan jeg komme ind på senere. Jamen, så skal det altså til at finde sig et leje, ellers er der noget galt.
Leon: Og vi kommer nemlig ind på det der lidt senere i løbet af de kommende to afsnit her. Men en ting, jeg godt lige kunne tænke mig at dvæle lidt ved, det er, at det her går selvfølgelig ud over forældrenes nattesøvn. Altså, de skal høre på det her skrigeri, og de forsøger simpelthen – jeg skulle til at sige med vold og magt, det gør de ikke – men de forsøger alt, hvad de kan for at få ham til at falde til ro, og få ham til at falde i søvn igen.
Hans Erik: Ja, det er der, man får trænet sine forældreevner.
Leon: Og det diplomatiske og rolige udtryk. En ting, det er forældrenes nattesøvn, det går ud over. Men det går jo altså også ud over Vesters.
Emma: Jamen, det kunne komme til udtryk ved, at for eksempel, at vi var nogle steder henne, jamen så ville han ikke kigge på folk. Han ville ikke sige hej til folk. Han var sådan en lille mut knægt, der nærmest bare sad oppe ved mig. Han ville nærmest heller ikke nogen gange godtage, at det var hans far. Det skulle være mig, der passede på ham. Og han skulle være helt op ad mig, og ville ikke ned på gulvet, og ville ikke noget som helst. Han ville nærmest ikke kigge på folk. Så en lille mut dreng, der bare ville have sin mor.
Hans Erik: Hvor hyggeligt er det ikke, at Emma sidder her med hendes andet barn, der lige sidder og pludre lidt i baggrunden.
Leon: Det er Vester, der har fået en lillebror, Anker. Det skal vi også vende tilbage til.
Hans Erik: Ja, dejligt.
Leon: Men det, som Emma får fortalt om i det her klip, det er, hvordan den her manglende søvn kommer til udtryk hos Vester. Hun nævner bl.a. en lille mut dreng, der bare gerne vil have sin mor. Så er jeg tilbage med de der alarmklokker igen, der ikke rigtig ringer hos mig. Altså umiddelbart, så kunne man jo bare sige noget om Vester, at han er en lille smule genert.
Hans Erik: Ja… Vester, han var trykket. Og der er jo to sider af det her. Den ene ting er jo, at når Vester sover særlig godt om natten, så er der nogle forældre, der bliver påvirket af det her. Men vi skal også lige huske personen, det virkelig drejer sig om. Man bliver jo altså også påvirket af ikke at sove om natten. Børn, der ikke sover om natten, det er jo bare fordi, at de vil være umulige. Det er jo faktisk, fordi der er noget i deres regulering, som ikke fungerer optimalt. Så de tager jo enormt meget energi. Og når han er en lille mut dreng, og det kan jeg huske, fra første gang jeg så ham, der var han en mut dreng. Han sad sådan tilbagetrukken og var sådan lidt, “åh, det fremmede der. Hvad er det, der sker?”. Der var ikke meget kapacitet til at kunne tage verden ind. Så det var en dreng, der er ramt af, at han igennem et års tid, ikke har fået den søvn, han skulle have. Men selvfølgelig er forældrene jo også ramt. Der skal bare helst være overskud, når man har børn. Det kører bedst.
Leon: Og overskuddet, det begynder altså langsomt at smutte for Emma. For det her med, at det kun er mor, der dur, ja, det begynder også at kunne aflæses.
Emma: Altså, det gjorde det jo sværere, for det var jo mig, der skulle stå for det hele. Og det gjorde jo også svært, at min mand Rasmus, han ikke kunne være en del af det. Han ville jo også gerne have Vester, og også gerne være en del af Vesters liv, på en eller anden måde. Så det gjorde jo bare, at jeg blev jo bare den der buk, der skulle tage Vester, fordi det var nemmest. Og det var der, hvor han fandt ro. Så det blev jo sådan noget med, at hvis vi kom nogle steder hen, så var det mig, der holdt Vester. Det var mig, der sagde til folk, bare giv ham noget tid. Jeg blev den der, måske lidt overbeskyttende mor, hvor folk tænkte “årh nej”, for Vester kunne bare ikke. Han kunne ikke rumme det.
Leon: Det er jo her, man virkelig kan begynde at tale om, at det der med at være mor, det er bare et fuldtidsjob. En anden ting, som jeg hæfter mig vide i det, hun fortæller her, det er også det her med, at det begynder at rumstere lidt i hovedet på hende, hvad andre tænker om hende, eller i hvert fald, hvad hun tror eller frygter andre tænker.
Hans Erik: Ja, “er jeg en overbeskyttende mor? Er det mig, der er med til at gøre mit barn sølv, eller hvad tænker de andre egentlig om det her?”. Jeg vil sige det på den måde, at noget af det, vi altid skal huske, det er, når man står med et problem, så vil andre have en mening om det. Men man skal huske på, andre er jo ikke med 24-7. Andre har ikke hele indsigten i, hvad der er i spil, hvad der foregår. Det er kun en selv, der har den indsigt. Så folk kan forestille sig alt muligt,, have alle mulige meninger, alle mulige synsninger. Og det har mennesker, fordi mennesker har en lyst til at få sat noget i bås, eller at få sat det på plads, for de skal have det på plads oppe på deres øverste etage. Så man vil altid blive vurderet, man vil altid blive set på, og måske bliver der også sendt en kommentar afsted: “Måske er I bare lidt for pylret. Måske skal han bare ud imellem andre, han bliver jo lidt mut eller han bliver lidt indelukket, hvis det er sådan, at man beskytter ham hele tiden”. Og samtidig, så kan det jo være, når man er den, der er moren, og sidder i den her situation, og altid er bagefter med søvn, og bliver udfordret på, at sit barn vil sidde på skødet hele tiden og være tæt på, man bliver altså bare brugt, og brugt op. Så når man er tyndslidt, så begynder tankerne også at løbe lidt mere, og løbe med, hvad kan andre risikere at tænke om det her, hvordan vurderer de, og nu må jeg hellere prøve at skjule det lidt, og prøve at give lidt slip på det, eller det er meget normalt, at han skal bare lige have lidt ro omkring sig, og så kommer det lige stille. Altså man forsøger ligesom at gøre situationen almindelig, altså man kommer på overarbejde, men det er egentlig alle, der kommer på overarbejde i de her ting. Husk på, at omgivelserne mangler 100% indsigt, og husk på, du er selv slidt, så derfor kommer du på overarbejde, og begynder at have flere tanker end du behøver at have. Hvis ikke man var overbelastet, så kunne man sige til sig selv, hvad andre tænker, det behøver jeg ikketil at tage mig af, og man kan mene det, når man har overskuddet, men når man ikke har overskuddet, så kan du godt knibe med at kunne mene det. Man kan være heldig at kunne sige det, men det er ikke det samme, som at man kan mene det.
Leon: Og noget af det, der også tærer på Emmas kræfter, det er det her med, at Vester jo heller ikke kan bruge i sin far, altså det er kun mor, der er god nok. Lad os lige høre, hvad Emma siger om det.
Emma: Vi har altid været gode til at snakke om ting, og sige, at det her er for en stund, eller nogle gange er de bare lidt mere morsyge, og andre gange er de ikke. Men jeg var jo ked af det på hans vegne over, at Vester ikke ville bruge ham, og han var jo ked over, at han følte sig lidt tilsidesat. Så hele tiden det der med, at jeg skulle prøve, jeg prøvede meget det der med “prøv at spørge far. Hvad med far?”, altså prøve at bringe ham på banen, for at han også kunne du. Og det tog jo bare meget energi for vores parforhold, at vi ikke fik den søvn om natten, og vi endte jo med at sove inde ved ham en dag på skift, så den anden kunne også få noget søvn, og den anden også kunne leve lidt. Det kostede meget.
Leon: Det er hårdt det her for Emma og hendes mand Rasmus, men de hænger jo i, de gør jo hvad de kan, de finder på løsninger. Spørgsmålet er så bare, om det er holdbare løsninger.
Hans Erik: Jeg synes, de i den grad forsøger at invitere hinanden ind i det, og Emma forsøger virkelig, hvordan hun kan hjælpe hendes mand til at også kan blive en del af det. Jeg synes noget af det Rasmus jo kan gøre, det er, at han kan prøve at gå på banen og se, hvad han kan gøre, og gøre sig interessant, og være nærværende og så videre. Men jeg bliver bare nødt til at sige, at et barn, som ikke har overskud, fordi søvnen er i minus, der er det bare svært at bevæge sig ind på den bane. Og det er jo også det, Emma forsøger, om ikke kun kan få Vester til at bevæge sig ind på banen, og bruge sin far og så videre. Men igen, når søvnen er under et vist niveau, så er det bare svært. Vi vender hele tiden tilbage til, hvad er det egentlige problem? Vi har søvnen, som ikke fungerer, og hvad er det, der ligger bagved? Vi holder den lige lidt hængende. Vi kommer på den. Men alle de her tiltag, hvor er det bare almindeligt i parforhold, at de prøver af, hvordan de kan få løst det her problem, uden at man får løst det egentlige problem. Det kattens til søvn, eller det, der ligger bagved søvnen. Og der synes jeg godt nok, at jeg gennem tiden har set rigtig, rigtig, rigtig mange kræfter, der bliver brugt på det her. Jeg tænker, at det bedste, der kan komme ud af det, det er, at man kan stå noget modgang i igennem. Og vi siger det her med, at modgang gør stærk, så længe det knækker os. Og det er de gode til at sige til hinanden. Så det hjælper til et styrket forhold, hvis parforholdet kan holde til det. Og man kan jo også godt mærke på Emma, at hun kan sige, det bliver virkelig prøvet af, parforholdet, i det. Men igen, kæmpe respekt for, hvad der forsøges. De vil det virkelig.
Leon: Nu ved jeg godt, at du ikke er parterapeut, men du har da alligevel indsigt i mennesker i et omfang. Emma forsøger virkelig at få Rasmus på banen. Og jeg tror da også, at Rasmus står på spring for at hjælpe til. Han kommer ikke i mål med det, han bliver bremset i det. Hvad skal han så gøre? Skal han så få tømt opvaskemaskinen og hjælpe til andre steder, hvor han kan hjælpe?
Hans Erik: Ja, det er jo det, Rasmus kan gøre. Det er jo en måde at aflaste moren på. Fordi moren, hun trænger bare totalt til aflastning.
Leon: Og det kan hun prøve at sætte lidt ord på selv.
Emma: Jamen, jeg var jo opbrugt. Jeg ville da også ønske, at Vester kunne bruge far eller nogle andre. Og jeg blev også mega ked af det over, at Vester ikke kunne bruge sin far. Fordi det gjorde jo ondt på mig, at det altid var mig. Og det var jo altid mor. Det var altid mor. Jeg måtte nærmest ikke gå ud af rummet, fordi så blev han ked af det. Så hele tiden det der med, at jeg måtte ikke være mig selv. Eller bare gå på toilettet uden ham. Fordi så blev han ked af det. Man skulle nærmest liste ud af et rum, før jeg måtte gøre noget. Men jeg skulle ligesom, okay han kigger den anden vej. Okay, nu kan jeg godt lige gå ud og tisse eller tage en kop kaffe eller et eller andet. Men det der med, at man lige pludselig skulle lægge mærke til: Okay, lægger han mærke til, at jeg går? Så var det hurtigt mor, mor, mor. Så måtte han jo med. Så hele tiden det der med, at man skulle være så vaks. Okay, men så ud på toilettet hurtigt ind igen. Det blev bare sådan noget speedy. Man skulle gøre alting mere i tempo, for han var godt tilpas andre steder.
Leon: Så er det her prototypen på en mor, der er helt ude i tovene?
Hans Erik: Når man bliver brugt og brugt, hun siger selv opbrugt. Når man bliver brugt og brugt og brugt og bliver hængt fast i osv. Og vil så gerne, at man kan blive aflastet. Så ryger man herud. At overleve det, det er en præstation. Det bliver jeg nødt til at sige. Jeg kan engang imellem tænke på, når vi har set det her med, hvordan man kan få stress på arbejdspladsen osv. Vi har set nye undersøgelser, som er kommet frem i forhold til stress i vores regioner. Hvor stresset bliver vi af ting, der sker på de private fronter. Når vi kigger tilbage til før de undersøgelser, så var der en tendens til, at det er virksomhederne, der skabte stressen. Jeg bliver bare nødt til at sige, at hvis det er noget, der virkelig kan skabe stress, så er det småbørnsfamilier. Hvad de står i. Og vi ser det meget tydeligt med Emma her. Men jeg vil også sige, at farens afmagt i det her. Jeg har godt nok set mange fædre gennem tiden stå i den her totale afmagt. Man vil så gerne, at man kan komme på banen og kan aflaste. Men man kan ikke bruges. Og man forsøger at komme på sporet. Det er der, jeg roser dem for, at de virkelig prøver at hjælpe hinanden på vej. Men der er bare ikke ret meget at gøre her. Men den smerte, som en far står i ikke at kunne nå og ikke at kunne aflaste den, han holder rigtig meget af. Altså hans kone. Det er også en voldsom smerte at stå i. Og voldsomt stressfyldt. Når vi ser på stress-tallene i forhold til 25-35-årige. At 43% af kvinderne ligger i høj stress. For mændenes vedkommende, så er det de her 33-35% der ligger i høj stress. I den aldersgruppe også. Det er altså det at være børnefamilie. Det kræver bare noget. Noget af det vi ser i klinikken i dag, det er meget mere søvnproblemer. Det er meget mere adfærdsproblemer. Også adfærdsproblemer når børn bliver ældre end det var før i tiden. Før i tiden var det sådan noget som kolik, mavesmerter, maveskrigeture, som i mange tilfælde måske fik ende efter de her tre måneder. De her ting med søvnproblemer, det kan vare lang tid. Så det er virkelig noget af det der presser børnefamilier.
Leon: De har virkelig kæmpet med det her i lang tid. Og de har altså også forsøgt at gøre noget ved det, inden de kom her i klinikken.
Emma: Vi havde været igennem nogle forløb. Både med fys, kiropraktor og zoneterapi. Og så har jeg været ved lægen med ham mange, mange gange. Fordi det kunne ikke passe, at han var sådan her. Så finder de lidt væske på ørene på ham. Så er vi ved tre ørelæger før de ville lægge dræn på ham. Hvor de så tænker, at det var det, der skulle til. Så står vi som forældre og tænker, at det var dejligt. Endelig var der noget galt med vores søn. Fordi det kunne ikke passe, at han skulle skrige så mange timer om natten. Der var en grund til, at han var ked af det. Der var en grund til, at han ikke sov om natten. Det var ikke os, det lænede tilbage på. Det var noget, der var galt. Der var noget med hans ører, der var galt med. Der var noget, man kunne finde en forklaring på. Der var en forklaring på, hvorfor han var så ked af det. Det blev meget mere håndgribeligt. At der var noget, vi kunne fjerne fra ham, som ikke gjorde ondt på ham. Så det måske var det, der gjorde. At han var så ked af det om natten.
Leon: Jeg håber virkelig, at man kan høre Lettelsen i Emma’s stemme her. Hvis man kun lytter med, så kan jeg bare lige anbefale at klikke på video-ikonet på Spotify. Eller smutte over på YouTube. For man kan faktisk også se lettelsen i Emma’s ansigt. Men også en slags frifindelse. Det var ikke os forældre, det var galt med. Det var ikke noget, vi bare bildte os ind. Der var noget. Der var noget med Vesters ører. Hvad gør det ved Emma det her?
Hans Erik: Det her er jo forløselsens øjeblik. Fordi hele den spænding, der har været. Man har ledt efter, at der skulle være et problem, der var årsag til det her. Man har gået i det her spil med, at man fornemmer antydningen af, at det er nok bare forældrene, det er galt med. Det er forældrerollen, man ikke lever op til. Det er helt vildt, hvad vi som mennesker lægger i det, at vi klarer forældrerollen godt. Det er ligesom at bestå prøven til at blive voksen. Det er jo det, man går igennem, når man får et barn. et er at bestå prøven i at blive voksen. Du er voksen, når du kan håndtere små børn. Og så har man været i det her morads. Så ja, det er en frifindelse. På det psykologiske plan. På det følelsesmæssige plan. Og det har vi bare brug for. Og så kan man sige, at det er dælme også vigtigt, at den holder hjem. Fordi det, jeg bed mærke i, var, at der var tre ørelæger, der skulle forbi det her for at tage beslutningen om, at der skulle lægges dræn i øret.
Leon: Og det viser sig faktisk også, hvor glade vi end var for at høre det her klip, at det hjalp heller ikke på Vesters situation. Og det taler vi mere om i næste afsnit.
Emma: Alle de her instanser, vi har gjort for, at han skulle være tilpas, de virker ikke. Så der må være et eller andet yderligere galt med ham. Der må bare være et eller andet. Så jeg fik banket i bordet og sagt, at så må vi indlægges. Så må de finde ud af, hvad der var galt med ham. Og så må de jo køre en test i hoved og røv på ham. Fordi det kunne bare ikke passe, at han skulle være så ked af det om natten. Så vi bliver indlagt…
