Læs afsnittet:
Leon Rask Sørensen: Når vi i dag taler om stress, så forbinder vi det ofte med en hverdag, der ikke kan hænge sammen. At vi er presset på arbejdet, og så deraf brænder helt sammen. Spørgsmålet er, om det er nuanceret nok at se det på den måde. Det er noget af det, vi skal tale om i det her afsnit. Hej Hans Erik.
Hans Erik Foldberg: Hej Leon.
Leon: Når en patient kommer til dig og siger “jeg har stress”. Hvor meget ved du så egentlig om den patient, og den selvdiagnose, vedkommende kommer med?
Hans Erik: Når en patient siger på den måde, så tænker jeg, at jeg møder en patient, som føler, at noget er for meget. Men om det er stress, det kan vi egentlig ikke vide. Men vi vil i hvert fald vide, at vi har en person, som synes, at noget er for meget. Det er svært at overskue, det er svært at bevare et overblik. Noget løber hurtigere, end man selv kan følge med til. Jeg tror, det er sådan det, man kan regne med. Men graden af det, det aner jeg ingenting om.
Leon: Når du tidligere har talt om stress til mig, så nævnede du ordet frikapacitet. Er der ressourcer nok? Prøv lige at forklare, hvad du egentlig mener med det.
Hans Erik: Et menneske skal have en vis frikapacitet for at kunne fungere. Hvis vi ingen frikapacitet har, så betyder det, at vores evne til at kunne overskue det, vi står i, altså bevare overblikket, den vil være reduceret. Og så kommer vi på ekstra arbejde. Det gør vi typisk tankemæssigt, og det forplanter sig typisk også ned i vores følelsesliv og ned i vores fysik. Når det forplanter sig ned i fysikken, så har vi mere anspændthed. Det er det, vi kender som, at vi spænder i skuldrene, skuldrene hæver sig. Den anspændthed kan forårsage hovedpine, den anspændthed kan sætte sig i hele kroppen. Den anspændthed kan gøre, at vi får et forhøjet blodtryk, har større tendens til hovedpine eller migræne, måske fordøjelsesproblematikker. Alle de her ting, hvor vi har en ekstra spænding i vores organisme, der har det en fysisk påvirkning på vores krop. Og på samme vis, så i forhold til det følelsemæssige, jamen det følelsemæssige bliver sat i gang. Stressen giver den her mangel på ikke at kunne overskue tingene. Der føles som om, at jeg ikke kan rumme tingene i mit hoved. Jeg bliver bange for, at jeg ikke kan gennemskue, hvad jeg står i, eller bange for at jeg ikke kan slå til, eller at man fejler. Jeg er simpelthen for dårlig en ægtefælle.Jeg er ikke til stede med de mennesker, som jeg er sammen med. Altså alle de der bekymringer, som også kan blive afledt af det, kan gå i gang.
Leon: Men der er du så nogenlunde på linje med det, som vi ser i Vesten, eller den måde, vi så anskuer, hvad stress er.
Hans Erik: Ja, altså stress, er jo bare et udtryk for, at vi er fysisk, følelsemæssigt eller mentalt på overarbejde.
Leon: Det er den korte udlægning, og det er jo det, vi får at vide, hvis vi går til lægen. Du er nok udbrændt, du er træt, du kan ikke følge med længere. Så spørgsmålet er, om du så er helt på linje med den vestlige måde at anskue det på. Nu repræsenterer du jo den østlige medicin.
Hans Erik: Der, hvor der måske sker nogle ændringer, det er i forhold til tilgangen. Kan vi gå ind og skrue på nogle mekanismer, som gør, at vi er mindre ofre for den belastning, vi står overfor? Hvordan kan vi tage ledelsen hjem i forhold til os selv, ledelsen over os selv, selvledelsen på os, og finde ud af, hvordan kan jeg navigere i det her på en måde, hvor jeg kan følge med? For det er det, der drejer sig om. På samme måde, som når man kører på cykel, altså vi kommer kørende på cyklen, og den begynder at komme op på en vis hastighed, kan jeg stadigvæk følge med til de her ting, som jeg skal regulere, når jeg cykler, eller begynder den at køre så stærkt, at jeg risikerer at vælte på det her.
Leon: Da man var barn, så gjorde jeg i hvert fald, lige med det eksempel med bakken, så kom jeg derop i tredje gear, og så skulle man forsøge at få så meget fart på, at man netop ikke kunne følge med. Kender du den? Det er det samme billede, du bruger. Men når man så kom der, så var man nødt til at give op. Altså, så kunne man jo ikke…
Hans Erik: Væltede du så eller ikke?
Leon: Nej, men så kunne man bare hjule hurtigere.
Hans Erik: Nå, det var den der med, hvor du kunne præstere nede i pedalerne? Jo, den kender jeg godt. Men det der med farten, hvor du ikke kunne følge med til at styre mere…
Leon: Det var mere det der med at sige, okay, til sidst så må man give op. Jeg har ikke flere kræfter, så jeg kan følge med…
Hans Erik: Ja, men det der med, at nu begynder det at køre sig stærkt. Jeg vil gerne have mest muligt ud af den bakke her. Og det vil jo sige, at jeg heller ikke tage farten af, når jeg egentlig har fået farten på.
Leon: Også fordi lige om lidt, så kommer der en anden bakke, vi skal op ad.
Hans Erik: Så der skal gerne så meget fart på som muligt.
Leon: Vi har jo faktisk blevet ret gode til at måle på stress, forstået på den måde, vi har målet på stress i mange år efterhånden. Den seneste nationale sundhedsprofil viser, at godt 29 procent af danskerne over 16 år ligger i høj stress. Når man måler på stress, hvad er det så egentlig, man måler på? Hvordan gør man det?
Hans Erik: Jamen altså, der findes målemetoder, PSS er målesystemet, som går ind og stiller nogle spørgsmål, 10 spørgsmål, og alt efter, hvordan man besvarer det her, så munder de ud i en pointgivning, som giver en vis score. Og er man så over en vis score, ja, så er det der, man siger, nu er vi i det område, hvor vi kan kalde det værende høj stress.
Leon: Og det er så de her knap 30 procent af danskerne, de så ligger i?
Hans Erik: De ligger i det område. Og det er jo et tegn på en totalt syg kultur, vi har i det her land. Tænk sig, at vi har en kultur, der bygger op til, at en tredjedel af danskerne over 16 år, de ligger i høj stress, eller skal vi være flinke og sige, knap 30 procent.
Leon: Lige knap hver tredje.
Hans Erik: Ja, knap hver tredje. Men det er jo vildt, at vi har en kultur, der vil tillade det. Altså, så er der noget sygt i vores kultur, hvis vi bliver så belastet og reagerer stressagtigt på det.
Leon: I rigtig mange år, der har man jo talt om arbejdsrelateret stress, eller man har forbundet det med at være stresset, det har nok noget med arbejdet at gøre. Når vi så dykker lidt ned i de her tal fra den nationale sundhedsprofil, så springer der noget interessant i øjnene, når vi kigger på nogle af de andre grupper, altså når vi deler befolkningen lidt op. Hvad er det, du ser i de her tal?
Hans Erik: Det, man kan sige, det er jo, vi siger arbejdsrelateret. Hvis vi kigger på, hvem er det, der ligger i virkelig mistrivsel stressmæssigt, så er det vores 16 til 24-årige piger. De ligger på 52 procent, og dem hører vi ofte omtalt. Altså, det er virkelig belastet, og det er virkelig tragisk og sørgeligt, og det synes jeg, det er, at de er så belastet, altså, vi snakker om sociale medier og ting og sager, som værende årsag til det. Jeg tror, det er ligeså meget vores kultur, altså igen på, hvordan er det, vi ser os selv, og hvordan ser vi os i forhold til andre. For eksempel sammenligningskultur, det er noget af det, der findes rigtig meget hos 16 til 24-årige piger. De måler sig med hinanden. Hvordan ser jeg ud i forhold til de andre? Hvordan fremstår jeg? Hvordan præsenterer jeg mig selv? Hvad tænker andre om mig? Altså, det er noget, der ligger ind i vores kultur. Hvordan tænker vi om tingene?
Leon: Også det der med, at der er de der influencere, som man ser, som man så har en idé om, at det er sådan, man skal se ud.
Hans Erik: Ja, og på den måde, så bliver det sådan lidt sort og hvidt. Hvad er facitlisten? Hvordan skal jeg også være? Og hvis jeg ikke lever op til det, hvad gør det så ved mig? Så vi kan i hvert fald sige, at i 16 til 24-års alderen, der kan vi vel ikkesige, det er nødvendigvis arbejdsrelateret stress. Der må det være andre ting, der fylder væsentligt mere. Men det der, som du siger, med de 29 procent og arbejdsrelateret, hvis vi går ind og kigger på andre grupper, som vi sjældent hører om, så er det for eksempel arbejdsløse. Er man arbejdsløs, så er risikoen for at være i høj stress faktisk så højt et talt som godt 55 procent. Førtidspensionister, noget af det samme. 56 procent. Så det viser jo meget vel, det er i hvert fald ikke kun arbejdet, der gør det. Og når jeg nævner det her, så er det altså for at frigøre arbejdet, som også det kan være med til at gøre, at der bliver for meget load på vores mentale belastning. Men egentlig bare for at sige, at de værste tal, vi kan trække ud, de ligger faktisk i områder af mennesker, som ikke nødvendigvis er i arbejde.
Leon: Men når du så ser på dem, der kommer ind i din klinik, kan du forholde dig til de tal fra den nationale sundhedsprofil, hvis man laver sådan en lokal sundhedsprofil for din klinik?
Hans Erik: Ja, nogle ting kan vi godt se, der kører derop, men vi har ikke et repræsentativt billede. Fordi hvis man er arbejdsløs, og man kommer til vores klinik og selv skal betale for sine behandlinger, så er der jo en økonomisk faktor i det. Og på den måde, så har vi færre af dem, som faktisk er belastet med den baggrund. Men vi kan se, at når vi modtager patienter, så er det cirka halvdelen af de patienter, vi modtager, der ligger i høj stress. Og vi kan se, at 95 procent af de patienter, vi modtager ved start, ligger i stress.
Leon: Og også uden de nødvendigvis kommer, fordi de er bevidste om, at de har stress.
Hans Erik: De kommer ikke, fordi de er bevidste om det. Og en hel del mennesker, som ligger i høj stress, er ikke bevidste om, at de nødvendigvis har stress, men kommer med symptomer eller sygdomme, som måske er forårsaget af belastningen, der ligger i, at man er stresset. Så stress er en med-faktor, og jeg tænker, det er en meget vigtig faktor i forhold til også, hvordan man heler op på sin organisme. Når mennesker henvender sig til os med nogle sygdomme eller symptomer, som fylder for meget i deres liv, så skal vi se på, hvordan vi kan hjælpe deres organisme til at komme ud over de sygdomme eller symptomer, eller blive lindret i de her sygdomme. Der kommer vi ikke udenom, at stress bliver vi nødt til at tage os af. Det kan vi lige snakke om lidt senere, hvordan vi gør det. For det er klart, at en organisme, som er fri af stress, har meget mere kapacitet til at kunne hele sig op. Hvorimod en organisme, som er fanget ind i stress, der ryger der naturligt mange ressourcer til den stressreaktion, som er energikrævende. Så løfter vi måske også på den måde lidt sløret for, hvad er vejen ind til det her.
Leon: Det er noget af det, vi kommer ind på. Men hvis vi lige tager de der tal fra sundhedsprofilen igen, hvor der står sort på hvidt, at alle stress er ikke nødvendigvis arbejdsrelateret. Spørgsmålet er bare, hvad det så ellers er. Defactum, som er et forsknings- og konsulenthus, har undersøgt det her lidt nærmere. Der er faktisk en masse kategorier, som de så har været inde og måle på. Det, jeg godt kunne tænke mig som udgangspunkt i det, det jeg spørger dig om, der kommer to forskellige mennesker ind. Den ene fortæller, at vedkommende har været udsat for et massivt arbejdspres det sidste års tid. Og så er der en anden en, som kommer ind og siger, jeg har en syg ægtefælle. Det er to forskellige årsager. Er det så også to forskellige måder at behandle det på?
Hans Erik: Ja, det kunne det være. Det er i hvert fald to forskellige måder, vi skal forholde os til det. I det ene tilfælde skal vi forholde os til, der ligger belastningen måske i jobbet. Så hvordan kan jeg se mig ind i forhold til det her med jobbet, og frigøre mig noget af det, der kommer til at give en stressbelastning? Ved den syge, der er det måske nogle eksistentielle ting, der bliver sat i spil, hvor det er det, jeg skal ind og forholde mig til.
Leon: Defactum har delt de her belastninger op i nogle forskellige kategorier. Det kan være økonomi, det kan være bolig, det kan være egen sygdom, eller sygdom hos et familiemedlem.
Hans Erik: Årsagen til, at man har gjort det her, det er jo fordi, man i mange, mange år har haft den her tilgang, at det er i forbindelse med jobbet, vi får vores stress.Og det kan man jo tænke, eller det kan blive iscenesat måske meget i vores medier, at det er sådan, det hænger sammen. Så der har jo været et ønske om, kan vi prøve at få det her belyst noget mere? Er det bare noget, vi går og siger til hinanden? Er det også sådan, det reelt er? Og det er jo egentlig på den baggrund, man har lavet den her undersøgelse, for at se mere bag ved tallet. Hvad er det, der har forårsaget stress? Og der synes jeg jo, at det er rigtig interessant med sådan en undersøgelse, som Defactum har lavet, hvor man går ind og kigger på, hvad er det så for nogle faktorer? Og hvis man kigger på arbejde, og nu kommer det overraskende, hvis vi kigger på arbejde, så udgør det faktisk kun, og – er det uartigt at sige “kun”?
Leon: ikke i den her sammenhæng, der tror jeg, det passer meget godt.
Hans Erik: Der passer det godt nok, der kan vi godt bruge ordet “kun”. 18 procent af de tilfælde, hvor der er stress. Det er kun 18 procent af stressen, man kan henlede til arbejdslivet. Resten, 82 procent, det ligger andre steder.
Leon: Ja, det er voldsomt.
Hans Erik: Det er voldsomt. Altså jeg får kuldegysninger ned ad benene. Wow. Fylder arbejdsdelen, altså der, hvor vi ligger, måske en tredjedel af vores hverdagsliv, er det kun 18 procent af det, der udgør vores stress?
Leon: Så pointen er bare, hvis jeg lige skal springe til konklusionen, det er, at vi er nødt til at se bredere på det eller med nye øjne, når vi snakker om stress.
Hans Erik: Jeg tror, vi skal regne med, at når vi har et menneske, som reagerer med stress, så kan der være mange faktorer, der spiller ind. Dengang jeg i 00’erne afholdt mine kurser, der blev det ret hurtigt tydeligt for mig at se, jamen hallo, stressen opstår ikke ud af arbejde. Stressen opstår ud af, hvordan vi håndterer vores arbejde, eller vores relationer på arbejde, eller hvordan vi forholder os til forskellige ting i vores liv. Altså man kan jo blive stresset af, at man har en mand, som ikke kan finde ud af at slå toiletbrættet ned…
Leon: …eller få støvsuget helt ud i hjørnerne.
Hans Erik: Ja, eller ungerne, der bare lige kommer ind af døren, og så står gudhjælpemig med alle sko, spredt i indgangen. Det var virkelig noget af det, som man kunne høre på de her kurser. Hold da kæft, hvor det kan virkelig sætte gang i noget. Men hvis det skulle kunne sætte gang i noget, så er det jo fordi, det er noget, der fylder. Ellers havde det jo aldrig sættet gang i noget. Så der begyndte jeg at se, wow, er det sådan, vi bliver belastet? Er det virkelig medvirkende til det her? Og det bliver bare nødt til at sige, ja, det er medvirkende. Alt det, der giver gnidninger, det er faktisk det, der skaber stress.
Leon: Så det er ophobninger?
Hans Erik: Det er ophobninger. Det er ting, som ikke er, som vi forventer, det skal være. Så en af metoderne til at undgå stress, det er egentlig bare at sige, hold nu op med at have de forventninger. Hold nu op med at have forventninger om, at ting skal være på en bestemt måde.
Leon: Det prøver jeg også at sige, når jeg får skæld ud over, at jeg ikke får støvsuget i hjørnerne. Hold nu op med at forvente, at det sker.
Hans Erik: Ja! Og den går hun ikke med på på?
Leon: Nej!
Hans Erik: Men så er det jo stressfyldt, både for dig og for hende. Fordi du står og kan snyde om ved det her, for det opdager hun ikke. Og hun siger, nu skal jeg igen på jagt efter, hvor er det, han ikke har gjort ordentligt rent. Og så skal jeg jo alligevel selv i gang.
Leon: Ja, ellers så, det er jo i værste fald, han har sagt, for det bedste, der kunne ske, det er bare at få lov til at tage turen igen.
Hans Erik: Men hvis vi lige ser den her med forventninger, så kan vi jo lige prøve at kigge tilbage. Fordi så kan vi se, de her piger, 16-24 år, som er voldsomt, at de ligger oppe på de her 52 procent, at de er fanget ind i høj stress. Kan vi tage nogle forventninger her?
Leon: Ja da.
Hans Erik: Ja, lige præcis. Der er nogle forventninger om, hvordan jeg skal være, hvordan jeg skal være i verden, hvordan jeg skal opfattes, osv. Så hvis vi skal komme det til livs, så bliver vi nødt til at hjælpe de her unge mennesker til, hvordan forholder man sig til sine medmennesker? Hvad er det, jeg skal styre? Kan jeg styre, hvordan jeg bliver opfattet af andre mennesker? Eller er det 100 procent noget, der sker i de andre? Kan jeg frigøre mig af det? For bare lige at nævne noget af det. Vi har en side på nettet, der hedder Foldberg Life, hvor vi faktisk har forskellige kurser til at ligge. Vi har blandt andet en, det hedder Ud Af Stress. Og når man går den igennem, så får man adgang til noget af vores litteratur, hvor vi har skrevet om, hvordan er det, vi gebærder os med hinanden. Og den måde, den litteratur er lavet på, det er ud fra tilgangen, at vi som mennesker skal evne og sætte os selv fri. Der, hvor vi er frisat, der er der fri af spænding. Der er der fri af belastning. Der, hvor vi er ufrie, der opstår belastningerne. Og belastninger i en vis grad, det medfører stress. Altså en overbelastning fysisk, følelsesmæssigt eller mentalt. Så forventninger, det er egentlig de steder, hvor vi virkelig kan tage fat og opløse noget af det her. Kan vi gå ind og få en anden, mere realistisk forestilling om, hvordan, nå for fanden, ungerne er da kommet hjem, kan jeg se. Det er derfor, skoene ligger i gangen. I stedet for, at jeg har en forventning om, at nu har jeg ryddet op, så skal det blive ved med at være ryddet op.
Leon: Så man skal finde en glæde i, at heldigvis er børnene er kommet hjem.
Hans Erik: Det kunne måske være en tilgang. Men det er jo forventningen om, at der skal være orden hele tiden. Og det kan vi jo så konstatere, at det er der måske ikke.
Leon: Så enten kan man affinde sig med den uorden, eller så kan man selv bare lige sætte skoene på plads.
Hans Erik: Jeg kan godt lide den der, “bare lige”. Fordi det der er, det er jo ikke et problem, hvis ikke vi er fanget ind i stress. Men er vi fanget ind i høj stress, så kan vi måske netop ikke gøre det der. Så der har problemet fået lov til at vokse sig over et niveau, af hvad vi bare umiddelbart kan tage fat i.
Leon: Og hvis vi bare lige skal have drengene med i samme aldersgruppe som pigerne, 16-24 år. Altså 31,6 procent.
Hans Erik: Ja, de er godt med.
Leon: Ja, det må man sige. De ligger faktisk højere end, hvad vi så ser på den samlede befolkning. Så også markant.
Hans Erik: Men jo stadigvæk, pigerne så meget mere. Altså 31,6 procent for drengene i den aldersgruppe. Pigerne 52 procent. Det er jo en væsentlig forskel. Men stadigvæk en tredjedel af vores unge mennesker, der ligger i den stress. Det er ikke godt.
Leon: Noget af det, som vi lige kom kort ind på, det var det her med, at kun 18 procent af stressen er arbejdsrelateret. Så er der 82 procent, der stammer fra alt muligt andet. Og der gemmer sig også nogle overraskelser i de tal, når vi dykker ned i dem. Det gør vi i næste afsnit. Noget af det, vi er blevet klogere på i det her afsnit, håber jeg i hvert fald, det er det her med, at stress er ikke bare stress. Altså det kan komme forskellige steder fra, hvis du lige skal lave en supplerende opsummering på det?
Hans Erik: Ja, det er det, der bliver interessant, når vi lige kigger ind i næste afsnit, det er lige at kigge på, når det så er andre steder, stressen kan opstå, fra vores hverdagsliv, så tror jeg også, det bliver mere tydeligt at se, hvad det er, der er i spil. Og på den måde, måske hvad det er, der skal til, for at vi får en meget bedre tilgang til det, hvordan vi faktisk kan klædes på, eller modnes i og kan løse det her problem, det her menneskelige, helbredsmæssige, kulturelle problem, der hedder stress.
Leon: Så det, vi helst skal munde ud i i sidste ende, det er, hvordan forebygger vi det her stress? Hvordan håndterer vi det, hvis det rammer?
Hans Erik: Vi skal klædes på til at forstå, hvad det er, vi står i som mennesker, og det skal vi jo være i stand til at kunne håndtere. Hvis det kræver, at vi som mennesker, for at overleve, skal for de fleste menneskers vedkommende kunne klare at gå på job, så bliver vi nødt til at klædes på til, hvordan bliver vi i stand til at gå på job? Hvordan bliver vi i stand til at have energi til at gå på arbejde? Fordi hvis ikke vi har energien til at gå på arbejde, så kan vi jo ikke være en del af jobmarkedet. Så på samme måde, med hensyn til stress, ja, vi kan ryge de her belastninger, som medfører stress, så bliver vi nødt til at finde ud af, hvordan håndterer vi det? Og det kan altså læres.
