Læs afsnittet:
Leon Rask Sørensen: I det her afsnit, der kommer vi til at dykke lidt mere ind i, hvad der kan være årsag til, at vi danskere, vi er stressede. Noget af det, som vi lærte i sidste afsnit og som vi ved fra den seneste sundhedsprofil, det er, at godt 29 procent af danskerne over 16 år er stressede, når vi siger det hele over en bred kam. Hej, Hans-Erik.
Hans Erik Foldberg: Hej, Leon.
Leon: Vi dykkede ned i nogle tal sidst også i forhold til, vi talte om arbejdsrelateret stress, som kan være den udbredte misforståelse af, at det er fra arbejdet, stressen kommer. Men så fik vi også lige fat i en undersøgelse fra Forsknings- og Konsulenthuset Defactum, at det faktisk kun er 18 procent af stresstilfældene, der relaterer sig til jobbet, det efterlader os jo med 82 procent andet. Der må være noget andet. Der må være noget andet. Kan du lige tage os igennem nogle af de tal, du hæfter dig ved?
Hans Erik: Noget af det, man kan hæfte sig ved, som Finn Breinholt og hans folk fra Defactum har fundet ud af, det er, at det ikke kun er jobbet, der spiller ind, når vi får stress. Der er så meget andet, der ligger der. Og når vi kigger ind i nogle af de tal, som man kommer frem med der, så kan man se, at noget af det, der ligger på niveau med arbejdet som en stressfaktor, det er faktisk, hvis man selv står i sygdom. Så sygdom hos en selv, det fylder også 18 procent af tilfældene af stress.
Leon: Så det er sidestillet?
Hans Erik: Ja, sidestillet. Så de er sidestillet som det højeste. Det er de to belastninger, der er højest til at kunne udløse stress. Så nu har vi fat i de 36 procent.
Leon: Så det giver stadigvæk mening at tale om arbejdsrelateret stress?
Hans Erik: Ja, absolut. Fordi det er én kontekst. Men det er sørme også meningsgivende at forstå det her med, når man bliver ramt af sygdom, når man bliver hæmmet, bliver stillet måske skakmat. Og det har vi jo mange gange set, når vi har lavet vores podcast her, hvordan folk de er blevet ramt med, om de kunne passe deres arbejde, frygten for ikke at kunne passe deres arbejde og få tingene til at hænge sammen. Og sygdommen, hvordan den gik ind og, hvad skal man sige, vanskeliggjorde tingene for dem, være med til at påvirke deres evne til at kunne sove ordentligt om natten. Masser af frygtmekanismer, der går i gang. Og nu har vi fat i, hvad det egentlig er, der ligger bag ved stressen. For en af de ting, som virker stressende, det er, hvis frygtmekanismer bliver vækket i vores organisme. Så det er noget af det, vi skal have for øje. Frygtmekanismer. Vi ved for eksempel, når der går frygtmekanismer i gang med os mennesker, så kan det også ramme vores søvn. Og søvn, ja, så kender vi godt. Du har vidst ikke sovet så godt i nat. Kom jeg til at sige noget forkert til dig?
Leon: Ja, fordi man så bliver opfarende eller nærtagende.
Hans Erik: Vi er dårligere til at kunne regulere os selv. Og den der dårligere til at regulere os selv, det er stress. Eller det er en belastning, hvor vi fysisk, følelsesmæssigt eller mentalt kommer på overarbejde. Men det der med at stå i en sygdomssituation med sig selv, ikke at kunne det, man plejer at kunne, det er noget af det meste udfordrende, vi som mennesker kan kigge ind i.
Leon: Men så fik vi, som du også lige fik nævnt, så er vi på 36%, 18% til arbejde og 18% til egen sygdom.
Hans Erik: Så nu har vi kun en tredjedel af det.
Leon: Der er masser tilbage endnu.
Hans Erik: Og på denne vis, så kan vi sige, så har man ligesom undersøgt, hvad der ellers kan være af ting og sager. Og der kan vi kigge ind i økonomi. Altså, hvis økonomien ikke hænger sammen, så er det virkelig noget af det, der kan udfordre mennesker. Slår pengene til eller slår pengene ikke til? Kan vi betale vores lån? Hvis jeg mister mit arbejde, hvad så? Går det så ud over økonomien? Jeg må i hvert fald ikke gå ned i indtægt, fordi så passer det måske ikke med det, vi har sat os i. Og jeg ved også, noget af det, vi talte i sidste afsnit om, det var noget om forventning. Jeg ved også, at min bedre halvdel forventer, at vi kan komme på ferie. Måske skulle vi også gerne kunne komme på ferie to gange eller tre gange på et år. Men jeg ved i hvert fald, at vi forventer at komme på ferie. Skiferier for eksempel. Skiferier forventer man. Det forventer børnene også.
Leon: Sensommerferier, hvor det er billigt, og så afsted på skiferie.
Hans Erik: Ja. Så er der råd til det? Så den økonomiske del i forhold til det her med stress, det er de 16 procent-tilfælde. Der er det det, der er med til at rykke.
Leon: Så det ligger også godt deroppe. Vi snakker 16 og 18 procent.
Hans Erik: Og man kan selvfølgelig godt i de her procenter, det skal vi lige huske, vi kan godt have et mix af nogle ting. Der kan godt være noget af den ene med økonomi, og der kan være noget, der er det…
Leon: Man kan godt være syg selv og så have dårlig økonomi, eller bekymringer om økonomien.
Hans Erik: Det er jo ikke noget, vi ender op på 100 procent. Men vi ser bare, hvad der er mest belastet.
Leon: Noget af det næste, der så ligger på den her liste, det er manglende social støtte. 15 procent. Hvad i alverden ligger der i manglende social støtte?
Hans Erik: Jamen, manglende social støtte, det er den her… Man kan have et behov for at vide… Når jeg har udfordringer… Jeg tror, jeg vil forklare det på den her måde: Der er nogle mennesker i den her verden, som er pokkers gode til at hjælpe andre. Og det er de mennesker, vi henvender os til. De er gode at snakke med, og de er gode til at hjælpe os på vej til, hvordan kan vi gøre det? Noget af det, jeg har opdaget i klinikken, det er, hvis de her mennesker, der er gode til at hjælpe andre, de bliver ramt af et eller andet…
Leon: Ja, jeg kan næsten fornemme, hvor vi er…
Hans Erik: Kan du fornemme, hvor vi er på vej hen nu? Ja, de kan ofte komme til at sidde i en situation og tænke… Hey, nu er det faktisk mig, der står og har brug for hjælp. Nu er det mig, der er i knibe i en eller anden ting. Nu har jeg brug for, at der er nogen, der kommer og hjælper mig. Og der kommer ingen.
Leon: Det er et godt billede.
Hans Erik: De her mennesker, de kan virkelig blive ramt på det her, og de bliver virkelig hårdt ramt. Det er altså ikke kun dem, der er nævnt her i statistikken. Men er man en type, som er god til at hjælpe andre, ja, så har man også et ønske om, at der er andre, der hjælper mig, eller ser mig. Vi har en psykologisk ting, der hedder, vi vil gerne som mennesker ses, høres og forstås. Og det er noget af det, der ligger ind i den her sociale støtte. Altså, at der er nogen, der også vil høre på mig, når jeg er udfordret. Så hvis ikke man har nogle relationer, der er gode til at hjælpe en på vej, når man selv er udfordret, ja, så kan man få den her oplevelse af manglende social støtte.
Leon: Så talte vi om sygdom hos sig selv lige før. Nu kommer så næste på rækken, hvis vi kan sige det på den måde.14 procent, når det handler om sygdom hos nærsttående, altså familiemedlemmer. Det kan man måske forholde sig til, eller hvad? Kan jeg få stress over, at mit familiemedlem er syg? Hvordan hænger det sammen?
Hans Erik: Ja, altså, hvordan har vi det, når det er nogen, der er tæt på os, der betyder noget for os, hænger i sygdommen? Kan vi tåle, at andre mennesker tæt på os lider? Og min erfaring er, at det er noget af det, der virkelig betyder noget, virkelig går ind i os. Og her skal vi ikke tage fejl af, at det er rigtig meget mænd, der faktisk kan blive ramt af det her. Hvis mænd står med en ægtefælle, som bliver ramt af sygdom, så er det noget af det, der virkelig kan gøre dem uduelige. Altså de går helt i stå. For at stå ved siden af en kvinde, som man holder rigtig meget af, men ikke ved, hvordan man skal hjælpe vedkommende på vej, det er noget af det, der virkelig kan sætte gang i stressreaktioner.
Leon: Men i den her ligger vel også det, hvis det nu er et familiemedlem, og der skal holdes styr på aftaler på sygehuset og frem og tilbage, og skal jeg nu have fri fra arbejde?
Hans Erik: Sådan spiller også ind i det her. Nu greb jeg bare lige ned i den her med mændene. Det er der, jeg virkelig ser, at nogle mænd kan blive kørt ud på et sidespor. Eller de kan blive opfattet som uduelige, fordi de er simpelthen freeze. Altså de går skakmat i det. Ja, der ligger også det der med at kunne følge op. Hvis man f.eks. har ældre forældre, eller man har børn, som ryger i sygdom, og som skal følge sygehus eller speciallæger, og skal køres afsted for at kunne få den her hjælp, så er det en belastning ind i en familie. Og så er der andre belastninger, som også kan spille ind i de her ting. For eksempel sådan noget som dødsfald. Det tegner sig for de 8% af de tilfælde, hvor det er sådan, at det kommer stress. Altså det, at vi oplever et pludseligt dødsfald, eller et dødsfald, som har været på vej. Det, der er i forhold til det, det er, at mange gange, når der kommer et dødsfald, hvis der har været alvorlig sygdom, f.eks. kræft, så er der en efter-tid, hvor det er sådan, at man bearbejder, hvad er det egentlig, man har gået igennem. Men der har også været ev slidsom tid, før dødsfaldet måske, som har været med til at tære på os. F.eks. et kræftforløb, som ender med døden. Det er jo ikke ualmindeligt, at det kan strække sig over flere år.
Leon: Der er faktisk et begreb for det, der hedder ventesorg. Fordi man venter på det, nogle gange uundgåelige, så kan det være stressende.
Hans Erik: Så det er en belastning, men mange gange, så har vi måske følelsen af, jeg skal bare stå det her igennem. Jeg skal kunne holde til det her. Jeg vil kunne holde til det her. For jeg vil kunne stå op ved siden af den, der er ramt. For det er jo ikke mig, der er ramt. Det er jo den anden, der er ramt. Men man er med-ramt. Og når så dødsfaldet ligesom er indtruffet, så kommer der en tid derefter, hvor det er sådan, at man falder mere sammen. Og der er der stor risiko for, at man selv dykker ned i stressen.
Leon: Og så sprang du faktisk lidt elegant hen over det med boligen. Nu var det 8 procent i det her tilfælde. Når vi snakker bolig, så er det 9 procent af tilfældene, der kan føres derhen til. Det er vel mere, end har jeg et sted at bo, eller har jeg ikke et sted at bo, og så måske ikke alligevel, eller hvad?
Hans Erik: Jeg tror, vi skal lige være klar over, det afhænger lidt af det her med boligen. Hvor bor vi hen i Danmark? Altså, der er stor forskel på, om man måske bor ude i landområder, som du og jeg bor, Leon, eller man bor inde i de større byer. Hvilke boliger har jeg adgang til her? Skal jeg stå og være skrevet op til boliger, lejeboliger, og være skrevet op i flere år, for at komme hen til det, jeg gerne vil have, eller så har vi jo økonomien igen. Der er kommet en familieforøgelse. Vi har en bolig her, men den passer ikke mere. Men det er en ejerbolig, og vi skal have den her solgt først, og kan vi komme over, og har vi pengene til det, med de huspriser, der kører løs i de større byer? Jamen, der er der bare nogle udfordringer, som jeg tror, vi sådan ikke helt har indsigt i her, som virkelig kan spille ind.
Leon: Og så skal vi lige have en gruppe mere, eller en årsag mere, Hans Erik. Jeg ved ikke, om det kan blive sprængfarligt, men det er partneren, hvor man kan henføre stress til.
Hans Erik: Altså partner er jo ikke noget, der fylder noget særligt, kan vi sige, i statistikken.
Leon: Med mindre det er der, man er og ramt af det, så fylder det.
Hans Erik: Det er rigtigt. Fordi det er jo de 18 procent med hensyn til jobbet, men det er kun de 8 procent, når det gælder partneren. Men er man de 8 procent, så er det bare ikke sjov. Det er virkelig en af dem, der ryster os i vores grundvold, fordi det er jo, at vi ikke trives med den partner, som vi har. Eller der er simpelthen nogle problemstillinger, der hober sig op i mit liv. Og det her, det skal vi bare have respekt for. Når man ikke trives ind i sit forhold, så skal man tage det alvorligt. Og se at få forholdt sig til det. Og det er jo der, det kræver i mange tilfælde, at man er god til at snakke om det. Og det kan jo så også typisk være det, at man ikke er så god til. Og der bliver jeg så bare nødt til at sige, at der er måske tidligere generationer, der engang imellem har været bedre til at sige, Nå okay, sådan er det. Vi skal ikke gå for meget op ad hinanden. Jeg tager haven og det udenfor, og du tager det indenfor. Eller i det lidt mere moderne, okay, vi skal ikke gå for tæt op ad hinanden. Jeg sørger for maden, og så lader vi konen sørge for resten af huset. Altså de der arbejdsfordelinger, som man måske var god til før i tiden, det har jeg set, det kan faktisk mange gange være med til at gøre, at man kommer lidt mindre på kant med hinanden. Men det er slet ikke belyst, det er et kæmpe, kæmpe, kæmpe område. Men bare for at sige, at er man først fanget ind i den her, så begynder det at blive svært. Ligeså vel som vi kan se, f.eks. med venner og familie, der står med de 6 %, altså det er virkelig også noget af det, der kan tære og tage på os, og virkelig virke råt ind på os. Så hvis vi skal se på graden af belastning, så bliver jeg nødt til at sige, lige de her områder, som ikke tegner så mange procenter, det er måske nogle af dem, der er allerhårdest. Og der kan vi jo sige, er vi i sådan en belastning, ja, så kan vi jo så vælge at sige, at vi kan lade os skille, men det er jo sådan et nyt onde, som vi får, fordi så er det skilsmisse osv. Hvad betyder det?
Leon: Altså du tænker, at man kan fjerne årsagen til det, der gør en stresset?
Hans Erik: Ja, men så kan man være ret sikker på, at hvis man ryger ind sådan noget, og der er børn til stede, så får man bare en ny belastning. Og jeg plejer at sige, det er altid lige en udgave sværere, måske, end det man står i i forvejen. Så det er ikke bare lige. Men det man kan sige, der er skidegodt med job, det er, at i forbindelse med stress, og så sit job, der har man muligheden for, at man kan sygemelde sig. Det er jo helt vildt fantastisk, at man har den mulighed. Det, der bare er møgirriterende, det er, at det kun er den lille del, der egentlig er fra arbejde. For meget af det andet, det kan man ikke sygemelde sig fra.
Leon: Og det er jo det, fordi…
Hans Erik: Man kan ikke sygemelde sig fra sit forhold.
Leon: Nej, det kan man heller ikke.
Hans Erik: Ja, så skal man måske lige i for sig selv en periode. Så vi tager lige et break.
Leon: Men hvad gør man så? Ja, så kan man blive sygemeldt fra sit arbejde, eller man kan forsøge at finde et nyt arbejde, men man kan jo ikke sygemelde sig fra et sygt familiemedlem, for eksempel.
Hans Erik: En syg ægtefælle, for eksempel. Nej, det kan man ikke sygemelde sig fra. Så det er virkelig noget af det, der tager ens ressourcer. Og der kan vi sige, hvordan kan man holde sig ovenpå, når man har en syg ægtefælle? Vi kan også sige det på en anden måde. Hvad er det, der gør, at nogle mennesker faktisk kan tåle at stå i den her svære situation med en syg ægtefælle i længere tid, og så kan klare det, uden at gå ned med stress?
Leon: Ja, det er jo det, der gør det så individuelt, fordi det havde været nemmere at gribe an, hvis man ligesom sagde, at hvis du har en syg ægtefælle, så får du stress, og så kan vi gøre det her. Men det er jo ikke sådan, det fungerer.
Hans Erik: Noget af det, jeg tror, der er hemmeligheden ved, når man har en syg ægtefælle, i at man i mange tilfælde faktisk kan klare det, det er, at man siger, det her, det vil jeg kunne stå op for. Det her, det er så vigtigt for mig, for os, så det bliver vi stående op for. Altså, at man simpelthen vækker en form for øget selvopholdelsesdrift. Og den selvopholdelsesdrift det er en af nøglerne til, hvordan man kan klare stress, eller at man ikke går i stress.
Leon: Så det er sådan noget med at fortælle sig selv, det her, det kan jeg godt?
Hans Erik: Man kan i hvert fald mere, når man siger det kan jeg godt i forhold til hvis man siger til sig selv, det her, det kan jeg ikke. Men igen, det er ikke sort og hvidt det her, men det er sådan en, man kan gribe ud efter. Jeg bruger af til den her med at sige, kan du klare det? Kan du stå i det, du står i? Er det det? Jamen, det vil jeg i hvert fald. Ah, okay, så har vi allerede fat i nogle af de der ekstra kræfter, vi får foræret. På samme måde som hvis man er løbe og man siger, ej, jeg vil kunne klare de her seks kilometer, så får man også ekstra kræfter når man siger det, i stedet for når man er kommet til 3,5 kilometer, ej, jeg er ikke sikker på, at jeg kan klare det alligevel. Og det er også lidt hårdt, og det gør også lidt ondt i benene osv. Altså, der er nogle ting, der hjælper os på vej til at klare rigtig meget. Klare belastningen. Og der er nogle ting, der gør, at vi har svært ved at kunne klare belastningen.
Leon: Men når der så kommer patienter i din klinik, og du så fortæller mig det her, er der så ikke en risiko for, at du sådan nogle gange mellem linjerne risikerer at kunne komme til at sige, at patienten, der står foran dig, der er stresset, egentlig bare skal blive bedre til at håndtere livet?
Hans Erik: Nej. Og jo. Når jeg siger nej, så er det fordi, der er nogle greb, som vi selvfølgelig tager fat i, i forhold til, at vi møder patienten. Og når vi møder patienten, og patienten får lov til at forklare, hvad er det vedkommende står i, hvad er det vedkommende er udfordret af osv., så bliver tingene jo lagt på bordet. Når de er lagt på bordet, så giver det allerede lidt slip.
Leon: Så der kan godt være en mening med galskaben…
Hans Erik: Og det at være blevet lyttet til, og det kræver jo faktisk ikke så frygteligt meget, det at være blevet lyttet til, og føle, at man bliver taget alvorligt, det er totalt vigtigt i det her. Og så er det min erfaring, at så er de fleste, langt, langt de fleste, så vil de egentlig gerne, netop have hjælpen til, hvordan tager vi så fat. Altså vi er jo så heldige, at dem vi får i vores klinik, de har valgt frivilligt, og vil komme til os, så de har valgt faktisk, at gerne vil have hjælp. Så allerede der er vi jo indstillet. Vi kommer ikke og har ondt af os selv. Altså jo, der kan godt være nogen, der har, men så har vi også vores metoder til, hvordan vi får rykket det ud. Det er også menneskeligt, at man kan have ondt af sig selv. Er der grund til at have ondt af sig selv? ja, det er en gang imellem ret barsk, hvad vi som mennesker kan blive udsat for. Men det ved vi vel også godt, at det skal vi helst ikke stå for meget i, fordi det gør os bare svage eller tynger os længere ned.
Leon: Ja, man kan godt blive fastholdt i det.
Hans Erik: Men hvis vi skal se på det, som vi har set nu her, så synes jeg, vi kan se meget tydeligt, der er mange aspekter, som kan være med til at gøre, at vi kan ryge stress, at vi kan ryge i overbelastning. Og ud fra det, vi har set her, økonomi, boligsituation, egen sygdom, ægtefælles sygdom, nære relationers sygdom, jobbet osv. Der er mange ting, der er i spil her, så det har rigtig meget med at gøre, i hvilket omfang er jeg i stand til, at mestre livet på forskellige områder. Nogle mennesker er gode til at mestre det med økonomi. Ja, det er ikke her, de går i stress. Nogle mennesker er bare ikke gode til at mestre økonomi. De vil have en stor tendens til at gå i stress på det område. Nogle mennesker er gode til at håndtere og mestre sygdom. Det er ikke dem, der bliver fanget ind i stress. Nogle mennesker har det bare meget svært, når de bliver ramt af sygdom, fordi så føler de sig afmægtige og bliver skakmat. Og så virker det mere stressende. Så det har noget med at gøre, at lære at være i et eller andet område, og få hevet nogle kompetencer hjem i forhold til at være i det her. Det er noget af det. Noget af det, jeg synes, er rigtig interessant, noget af det, vi har fået øje på, efter vi er begyndt at måle på de mennesker, der kommer til os i klinikken, måle på deres stressniveau. Ja, så har vi jo faktisk kunne se, at når vi starter ud, de her 50 procent af vores patienter, der kommer til os, som ligger i høj stress, når vi har behandlet dem 10 gange, hvor står de så henne i stress 5-7 uger senere? Og der kan vi se, at halvdelen, godt og vel halvdelen af dem, dem har vi faktisk ude af høj stress.
Leon: Det er ret godt.
Hans Erik: Og det, der er rigtig interessant, det er, at det egentlig ikke er så meget, vi behøver at snakke med dem om det her, hvad det er, der er i spil. Måske skal det tales som noget, men det ligger lidt i, at man skal have en klarhed i, hvordan kommer jeg hen og kunne mestre et eller andet område. Det vil sige, at det egentlig ikke er så meget, det kræver i første omgang at få fat i det. Og det her vil jeg aldrig have sagt, inden vi begyndte at måle på de her ting, for så havde jeg ikke noget at have det i. Men nu kan jeg bare se det. At det, vi laver ved mennesker, det er, at vi hjælper dem til, hvordan man kan få mere ro på sit nervesystem. Når man har mere ro på sit nervesystem, så er der en anden vigtig faktor, der gælder i forhold til stress, det er, hvordan får vi noget mere energi i det her system. De to faktorer til sammen, det letter rigtig meget stress. Så det at få ro på sit nervesystem, det betyder egentlig, at man får ro til, at man kan begynde at tænke igen, altså hjernen kan begynde at fungere igen. Det at få mere energi i sit system, det betyder også, at der kommer mere energi til hovedet, og dermed til, at vi kan bearbejde de udfordringer, vi står i. Det stiller os alt andet lige væsentligt bedre til at have overblik over vores situation. Og hvis vi så lige spoler tilbage til, hvad det er stress er, det er, når belastningerne overstiger den kapacitet, vi har. Wow, der var nøglen her. Det har vi virkelig fået bevis på, efter vi er begyndt at måle på det her. Altså, hvad er det, der sker? Fordi vores tilgang, det er altid at få ro på, hvis det er det, der er brug for, se efter at få noget energi på, hvis det er det, der er brug for. Det ser vi meget tydeligt i vores målinger, at det er det, der er væsentlig årsag til resultaterne. Og dem, som så måske kan være hårdt ramt i nogle af de problematikker, der kan være med til at lave stressen, jamen, der skal der så bare skabes en større robusthed, for at vi kan komme hen over, at den høje stress faktisk kan slippe.
Leon: Så selvom Børge, nu er Børge et tænkt eksempel, Børge han kommer herind, fordi han har ondt i sit knæ. Det er det årsagen til, at han kommer. Så finder du så under dine samtaler med ham også ud af, at hans kone Ruth er på sygehuset og har det rigtig skidt, og han ligger i høj stress. Han er en af de her 50%.
Hans Erik: Vi får lavet målingen på det og ser, hvor han ligger.
Leon: Du behandler ham egentlig, eller han kommer med smerterne i knæet. Du får fyldt masser af ressourcer på, til at han så lige pludselig også kan klare at håndtere det pres, der er at Ruth er på sygehuset….
Hans Erik: … får at større overskud til at overskue den situation, han står i, det er vanvittigt vigtigt. Og hvis vi skal se på de helingsprocesser, der i tilfælde af et knæ, der ikke bare har fået en sportskade, men måske er blevet slidt ned, eller hvor man siger, at det er alderen, der er begyndt at trække i det her knæ, så det er meget naturligt. Når vi ser på opheling af det her, så kan vi se, at det følges ad. Og det er fedt.
Leon: Nu har vi fået talt en hel masse om stress, både i det her afsnit og det foregående afsnit. Men faktum er jo bare, at vi har faktisk ikke talt om ret meget. Vi har sådan lige kradset i overfladen, fordi når vi siger stress, det er bare et kæmpe område. Hvad vi kommer til at tale om måske senere hen, det kan vi lige vende tilbage til. Hvis vi lige skal opsummere de her afsnit, som vi lige har lavet i forhold til vores forståelse af stress og årsager til stress. Hvordan kunne de punkter så lige se ud?
Hans Erik: Det vi skal i hvert fald være opmærksomme på i forhold til stress. Stress, det er jo ikke en sygdom i sig selv, men det er, at vi er belastet mere, end vi kan følge med til at kunne håndtere. Når vi står i det her, der giver stress, så skal vi jo gøre os klart, hvordan får vi skabt noget overblik, så vi kan være i situationen. Og måske skal vi have øje for, hvordan får vi skabt den energi, der er forsvundet, som gør, at vi taber overblikket, eller hvordan får vi belastningen på vores nervesystem til at falde til ro på en måde, som gør, at vi kan genetablere et overblik på det. Vi skal forstå, med det med stress, stress er ikke bare noget, der opstår på jobbet. Stress, det opstår meget mere i alle de andre livssituationer, vi også står i, og måske af og til også lidt en kombi. Altså summen bliver for meget. Så det er vigtigt, at vi forstår, at den, der kan tage sig af stressen, det er en selv, i forhold til, hvordan kan man få det overskud og overblik til at kunne mønstre det, man står i, men også kunne sige fra, når det bliver for meget. Og så ligger der noget udenfor, selvfølgelig, som er nogle rammer, der også skal være på plads. Det er man blevet rigtig dygtig til på arbejdet, at kunne få sat rimelige rammer, når stressen går i gang. Men vi er ikke så gode til det i vores kultur, at få skabt rammen om, hvordan vi undgår at have en stressfyldt kultur. Fordi det er altså kun gået én vej de sidste 15-20 år, og det er bare opad.
Leon: Hvis man vil høre lidt mere om stress, nu sagde jeg lige, vi havde krattet lidt i overfladen, vi har faktisk været forbi emnet før i afsnit 22 og i afsnit 23, der var det, altså deciderede stressramte mennesker, som vi talte med, vi har også berørt det sådan lidt mere, ikke så direkte, men alligevel noget, der kunne relatere til det, nemlig med Rasmus, da vi havde overskriften “Når livet presser dig helt ud til kanten”. Afsnit 40 og afsnit 41 tror jeg, man skal tilbage til, og så også de foregående to afsnit (Afsnit 65 og afsnit 66) , hvor vi tog udgangspunkt i Vester, som ikke ville sove om natten, og hvordan det så påvirkede forældrene. Så vi har nået lidt gennem tiden, men stadigvæk…
Hans Erik: Det viser rigtig meget, det her med stress, det blander sig ind i mange forskellige konstellationer. Så kan vi komme lidt ind og fange det her med, hvad er det egentlig, der sker i os, og hvordan opstår muligheden for, at det kan ske i os, så er vi allerede ved at knække meget af nøden til, at vi ikke skal stå i den situation.
