Læs afsnittet:
Leon Rask Sørensen: Gad vide, hvordan det er at være forælder til et lille barn, der tydeligvis har det svært? Og Gad vide, hvordan det er at være forælder til et lillebarn, der har det svært, og som samtidig ikke selv kan sætte ord på, hvorfor det har det svært? Det er lige præcis sådan en situation, som Ninna, vi skal møde i dag, har været i.
Ninna Friis Pedersen: Det er jo pga. min datter på 18 måneder. Hun har simpelthen haft sådan nogle rigtig trælse søvn-perioder, eller sådan set fra spæd af har haft problemer med sin søvn. Da hun blev et år, fik hun sin første omgang mellemørebetændelse, og søvnen blev værre, som vi ikke troede, at den kunne. Hun sov faktisk ikke rigtig mange nætter, og fik gentagende mellemørebetændelser, og vi fik lagt dræn på hende, og det hjalp ikke, så vi måtte ty til at hoppe på yogabold, som jeg tror, mange kender til for regulering og bevægelse. Det hjælper på ører og på smerter, at pakke en Moonboon frem, der kunne hoppe. Det var jo ikke rigtig en holdbar løsning, og hun skreg rigtig meget om natten, på trods af, at hun fik dræn og gentagende mellemørebetændelser fortsat. Så fik vi at vide af nogle naboer og en tvivl om vores kollegaer, at vi kunne prøve Foldberg som den sidste løsning. Vi havde prøvet kraniosakralterapi, zoneterapi, kiropraktor, fysioterapi, alt muligt, hvor intet hjalp.
Leon: Ninna her, som altså er mor til Thea, det er den her situation, vi tager udgangspunkt i i dag. Hej Hans Erik.
Hans Erik Foldberg: Hej Leon.
Leon: Det her voldsomme uro, som jeg fornemmer, at Thea har med mange opvågninger, mellemørebetændelser og sådan nogle ting, hvad er det for en situation, man som forælder er i der?
Hans Erik: Et livs prøvelse. For at stå med et barn, som har mellemørebetændelse, det kan gøre frygtelig, frygtelig ondt. Samtidig har Thea jo haft en periode i hele hendes liv, også inden mellemørebetændelsen går i gang, hvor søvnen har været en udfordring. Så at have kørt et første år med et barn, hvor søvnen virkelig har været udfordrende, jamen det gør jo egentlig som forælder, at man er godt på vej til at blive slidt lidt på.
Leon: Lad os bare høre lidt mere om, hvad Ninna fortæller om denne her lidt onde spiral.
Ninna: Det var det hopperi om natten. Jeg vidste nærmest ikke, om vi nogensinde kom fra det igen, fordi jeg var jo oppe 20 gange om natten eller sådan noget. Først var jeg oppe og hoppe på bolden, lægge hende over i Moonboon’en, og så vågnede hun måske der. Det kunne være efter 10 minutter, det kunne være efter en time. Nogle gange var jeg heldig, at hun sov to timer. Så over på bolden igen, over i sengen og amme, og så kunne jeg være heldig, at hun lige tog en time der. Så vågnede jeg op igen, over på bolden og over i Moonboon’en. Sådan en ond spiral.
Leon: Så når hun vågner der om natten, er hun ulykkelig?
Ninna: Ja, hun skriger. Hun vågner bare op og så skriger.
Leon: Thea vågner altså op til 20 gange om natten og bare skriger. Allerførst skal jeg lige høre, Hans Erik: Ved du hvad en Moonboon, som Ninna taler om, det er?
Hans Erik: Ja, det er sådan et stativ, ligesom en vugge, men den er sådan lidt mere avanceret, hvor den kan lave de der bevægelser. Både op og ned.
Leon: Det er rigtigt. Det er sådan nogle vuggemotorer. Så hænger vuggen fast i sådan en stativ, eller du kan hænge vuggen i loftet eller i en karm. Og den her Moonboon bruger Ninna altså på Thea. Der er også noget med en yogabold, de sidder og hopper på. Det skal vi tale om lige om et øjeblik. Det her er jo altså søvnproblemer. Hvis vi kigger ind i nyere forskning, nyere studier, så er der faktisk et studie, der viser, at 20-30 procent af børn mellem et halvt år og tre år har søvnproblemer. Kan man tale noget om graden af søvnproblemer? For Thea falder jo lige præcis ind i den her statistik.
Hans Erik: Altså, det at vågne op og forstyrre sine forældre, det skulle jo forbydes. Hvis det sker for mange gange. Men det er måden, hun vågner op på. Det er faktisk sådan noget, jeg hæfter mig ved. Fordi hun vågner op med skrig. Og der er en grund til, at hun har den her, ligesom hun er terroriseret, når hun vågner op. Der er en funktion i kinesisk medicin, som skal sørge for at lave det, vi kalder godt flow af energi og blod. Hvis det system ikke fungerer for godt, eller hvis kroppen ikke er i stand til at kunne fordøje de indtryk, der kører i nervesystemet, når vi er i søvn, så kan det virke terroriserende på nervesystemet, på hendes underbevidsthed. Og det kommer typisk ud som de her fuldstændig vilde skrigeture. Nogle børn kan vågne op på den måde, andre kan vågne op bare lige så stille, hvor de begynder at græde. Andre kan vågne op, hvor de bare klynker, eller laver lidt uro, eller smasker, eller hvad det er. Alt efter hvordan kroppens evne til at kunne regulere sig selv er til stede. Det er egentlig det, der er bestemmende for, hvad det er, der kommer i spil. Og det er altså det her, som faktisk er key point i forhold til Thea. Det er noget af det, vi skal have fat i, for at hun kan få et mere skønt soveliv, men jo absolut også forældrene. Men det der med, at man vågner op med et skrig, det er vanvittigt vigtigt, at man forstår, at det her, det skal man faktisk handle på. Sådan skal det ikke være.
Leon: Noget vi måske også lige skal have med, det er det her med, at Ninna er jo egentlig ikke solomor. Altså der er også en far, men far han er ikke hjemme i hverdagen. Han er kun hjemme i weekenderne. Så i hverdagene, der er det Ninna, der står med Thea.
Hans Erik: Hun klarer tingene alene.
Leon: I forhold til det, som Ninna så på det her tidspunkt har fundet ud af, virker i hvert fald delvist tillader jeg mig at sige. Det er det her med at få Thea op at sidde på en hoppebold, skulle jeg til at sige. En yogabold. Så er vi lidt tilbage til bevægelsen med den her moonboon, vi talte om før. Men Thea skal også over i moonboon’en inden hun så kan komme tilbage sig.
Hans Erik: Det er en genial måde at gøre det på, når man har det her problem. I hvert fald, så længe man ikke har fået løst problemet i Thea eller i barnet, som er årsag til, at man har det her behov. Fordi når bevægelsen kommer på, så hjælper det kroppen til at lave det flow af blodet og energi rundt i kroppen, som kroppen ikke selv kan facilitere. Og det er det, der giver lindringen. Og det er også det, der kommer rigtig meget i spil, at man skal gøre det rigtig meget. Jeg forstår godt, at hun bliver kørt ud af det der.
Leon: Men nu taler du om det her flow af energi og blod. Det er sådan over i traditionel kinesisk medicin. Hvis vi tænker den fysiske bevægelse ind. Jeg tænker også det der med, at man instinktivt, når man har en baby, der græder, så går man og vugger lidt som monboon’en, lidt som yoga-bolden.
Hans Erik: Det er, når der er uro i systemet. Og uroen opstår der, hvor der ikke er flow, tilstrækkelig flow af energi og blod. Så det ligger instinktivt i os. Så begynder vi at gå sådan her og vugge med dem, eller vi laver den her, og så videre. Og så falder de jo typisk til ro. I hvert fald, så længe det er flow, det drejer sig om. Der er også tilfælde, hvor sådan noget ikkefalder til ro. Så er det noget andet, der er galt.
Leon: Så kan man ikke blive ved med bolden.
Hans Erik: Nej, det er ikke så godt. Det er mishandling af barn. Men det her med at få flowet i gang, når det er det, der er problemet, så ser man lindringen ved det. Og det kan jo så være så udtalt, at det bliver lidt voldsomt, hvad der skal til. Og så er det klart, så er det jo ikke en løsning at bruge det. Men det, der rent praktisk sker, det er jo faktisk, at når flowet kommer igen, så holder kroppen op med at sende de her impulser om, at der er noget galt. Hvis vi skulle se nogle mennesker, som har noget lignende, hvor der ikke er det flow, der skal være, så kan man sige, at det er i forbindelse med kramper. Kroppen laver jo faktisk kramper ved en muskel, som ikke får ilt nok. Og når den så laver den her krampebevægelse, så er det jo egentlig kroppens måde at forsøge på, hvordan kan jeg få noget ilt hevet hen til mig.
Leon: Den gisper efter efter vejret?
Hans Erik: Ja, det kan du sige, at den gør. Så det er jo kroppens naturlige måde at bede om at få en speciel påvirkning.
Leon: Men kan man så sige, at den her fysiske bevægelse på bolden, kan den supplere, kan den kompensere det system, du taler om?
Hans Erik: Den kompenserer det her system. Og hvis ikke det er for galt, så kan det jo være de der svingninger, man normalt har. Og det er jo det, alle forældre oplever, at den her rystemekanisme hjælper på vej. Men hvis barnet er normalt fungerende, så er det jo ikke noget, der er behov for hele tiden. Når vi vågner op 20 gange om natten, så er den altså gal.
Leon: Og en ting er jo så, at Ninna har fundet ud af, at det her virker i hvert fald for en stund. Og det er jo derfor, at jeg lige før sagde, virker delvist, fordi Thea vågner så stadigvæk op til 20 gange om natten. Så spørgsmålet er, hvor meget det så egentlig virker.
Hans Erik: Det lindrer.
Leon: Men hun har i hvert fald fundet ud af, Ninna, at det hjælper at få Thea op, hen på bolden, hen på moonboon’en, tilbage i sengen. Og så gentager vi.
Hans Erik: Man finder sine metoder.
Leon: Og det var det, jeg gerne ville hente til. Altså, hvad gør det ved en mor, at man sådan hele tiden i den her grad skal finde metoderne?
Hans Erik: Man kommer på overarbejde. Fordi man skal hele tiden stå op for det her. Og det er jo lidt ligesom at være på arbejde. Altså, kan jeg nu give mig selv lov til at sove? Eller skal jeg ligesom blive på vagten? Eller hvad skal jeg?
Ninna: Det er bare det der med, at man ikke ved, hvad skal man gøre? Og barnet kan jo ikke fortælle, at jeg har ondt her. Du prøver jo bare alle løsninger. Alle behandlinger. Alt, hvad du kan gøre. Jeg har søgt nettet tyndt. Jeg siger altid til min familie, at jeg har en p.hd. i Thea, fordi jeg læser så meget op på alt med hende. Hvor jeg kan hjælpe, der gør jeg det. Og også med at hoppe med hende om natten. Hvor mange kan tænke, at det er en mega dårlig vane. Og at folk siger, at det skal man huske og lade være; at skabe dårlige vaner, hvor jeg siger, at det er ikke nogle dårlige vaner. Det er simpelthen hendes behov, som jeg bliver nødt til at dække. Hun skal nok komme fra det igen. Og det har det jo også vist sig, at hun skal nok. Der er nogle ting, hun har brug for i perioder. Hvor jeg så hjælper hende. Men det er frustrerende. Faktisk igennem hele forløbet. Fra at hun bliver født. At den afmagt, man har. At man ikke aner, hvad man skal gøre for at hjælpe sit barn. For man vil jo det allerbedste. Men man gør jo også bare, som man får besked på. “Det er bare sygdom. Det er bare dit og dat”. Og så kan man jo så sidde tilbage bagefter og tænke: Hvad er det egentlig, der har… Har det bare været en ond spiral, der har generet hende? Vi kom jo ikke nogle steder det første år. For hun ville ikke køre i barnvogn. Hun ville ikke køre i bil. Så vi har været låst derhjemme. Fordi hun skreg og skreg.
Leon:Hun siger det jo faktisk meget fint her, Ninna. Man søger efter svar og prøver at finde ud af, hvad er op og ned? Og hvad kan vi gøre? Og samtidig så er der bare ikke noget, der virker til. Thea er hun er bare…
Hans Erik: Umulig.
Leon: Umulig/ulykkelig…
Hans Erik: Ja. Umulig, når man ikke kan klare det mere. Og ulykkelig, når man har et vist overskud stadigvæk. Ninna er fantastisk. Hvad hun kan bevare af overskud i det her. Det er virkelig vildt. Og man bliver jo ulykkelig. Når det er så udpræget. Jeg bliver bare nødt til at sige, at det her system, vi har talt om. Med det her med en krop, der har manglende flow. Når det system, som skal lave flowet, ikke fungerer tilstrækkeligt. Så giver det uro i kroppen. Det gør, at der kommer mere energi udad i vores krop. Det er det, der gør, at hvis vi mærker, at der er noget, der trykker på vores hud. Det kan vi ikke have. Vi kan ikke have tøj, der strammer for eksempel. Vi kan ikke have det at blive holdt fast. Måske er det sådan noget, der gør sig gældende i forhold til det at komme til at sidde i en autostol for eksempel. Og dermed ikke have lyst til at komme ud. Der suser også mere energi op til hovedet. Og mere energi til hovedet. Det giver den her følelse af, at jeg kan ikke have mere i mit system. Så når hun er i bevægelse, så hjælper det til at overrule det. Så man kan være for det. Men det er jo også et barn, der bliver overtræt. Fordi det hele tiden bliver terroriseret.
Leon: Hvad mener du med det?
Hans Erik: Man bliver terroriseret af ikke at kunne få ro. Det er jo en form for tortur. Når vi ikke kan få en god, rolig, sammenhængende søvn, så bliver man jo terroriseret.
Leon: Ja, det er jo skrevet ind i FN’s terrorkonventioner. Så det er jo et terrormiddel at frarøve folks søvn. Ikke at jeg siger, at forældrene begår terror mod Thea.
Hans Erik: Nej, men det er det, man bliver fanget i. Det er simpelthen det, der i spil; nervessystemet bliver fuldstændig overbelastet. I stedet for terror kunne vi måske kalde det tortur.
Leon: Det var dét, jeg mente. Selvfølgelig. Tortur.
Hans Erik: Men det er simpelthen det her. Når det ikke bevæger sig, så har man voldsom uro. Og de mennesker, som kender det at have uro i benene, sidde om aftenen og få uro i benene. Det er sådan, barnet her har det. Så det er det, der skal korrigeres. Så barnet er på overarbejde. Forældrene er på overarbejde.
Leon: Noget af det, som Ninna også siger, det er det her, vi gør jo bare, hvad der bliver sagt. Når man så går til sundhedsplejersken, lægen eller ørelægen, så tror vi på det, der bliver sagt.
Hans Erik: Og det skal man jo også som forældre. Man skal jo prøve at følge dem, som man tænker har fat i et eller andet. Med de symptomer her, så kan man godt tænke, har barnet haft mellemørebetændelse meget før, at det bliver opdaget. Men det er der jo også tjekket for. Når man så har set, at det er ikke det, vi kan se tegn på, så er det det andet. Da jeg tjekkede hende første gang og så pulsen, så var det meget, meget tydeligt, at det var det her system, som ikke lavede et rigtigt flov. Det var det, der var i spil. Så er det bare ikke sjovt at forældre.
Leon: Noget af det, man jo ofte kan få at vide, det er det her med, det er bare en fase. Hun siger det også, nu gør vi det her med bolden om natten, og så skal hun nok komme fra det igen. Det er sikkert bare en fase. Det går over lige om lidt.
Hans Erik: Nogle ting er jo også bare en fase. For eksempel det, at et barn skal have tænder, og det giver en urolig nat. Det er jo lige overgangen til, at tanden får brudt igennem, og så falder det jo til ro igen. Og så kommer der så ligesom resten af de der 20 tænder i første omgang, som man lige skal igennem. Men man skal så også lige huske med de her faser, at man bruger det som en sovepude. Jeg synes det, at vi siger, at noget er en fase, det er måske lige så meget noget, vi kan overleve på et stykke tid. Men en fase, der var mere end 3-5 uger, så bliver man nødt til at sige: – Gør noget! Så skal man længe forsøge at tænke, hallo, der er noget, vi ikke ser her.
Leon: En ting er jo, hvordan Thea har det i alt det her, du lige har beskrevet. Men vi har jo så også Ninna med på sidelinjen, som dog uden mellemørebetændelser, men som jo egentlig oplever det samme. Hun får også frarøvet sig sine søvn. Hun er også på. Hvad gør det ved et voksent menneske?
Hans Erik: Jamen altså et menneske, som får en sammenhængende søvn. Vi har brug for de her 3,5-4 timers søvn, der trods alt er rimeligt sammenhængende. Det er sådan den der grundsøvn, hvor vi virkelig går dybt ned. Den har vi brug for, for at fungere nogenlunde. Vi kan godt overleve det med små børn en periode, men det er ikke det samme som det er god trivsel på nogen som helst måder. Så man får jo en stresstilstand i sin organisme. Og en stresstilstand hos moren og hos barnet, det er ikke en god cocktail. Det smitter uheldigt af på hinanden.
Leon: Kan det også være med til at forstærke hinanden? Ja, jeg tænker, at det forstærker, fordi det kører det op. Lad os lige prøve at høre, hvordan Ninna selv oplever det her.
Ninna: Altså, jeg går jo hjemme lige nu, fordi nu hun er 18 måneder, og jeg har ikke rigtig sovet snart i 18 måneder ordentligt. Så det gør også, at jeg om natten har i en lang periode ikke kunne falde i søvn, fordi jeg har vidst, at jeg skulle være på. Så er der noget indvendigt, der siger, at du alligevel skal være vågen lige om lidt, så hvorfor falde i søvn? Men nu kan jeg endelig falde i søvn inden midnat. Det er jo en helt sensation.
Leon: Hvordan hænger du sammen om dagen i den periode?
Ninna: Jeg har haft gang i mange ting for at holde mig i gang, for hvis jeg lagde mig, så tror jeg, at jeg ville falde i søvn. Det kunne jo godt nu, når hun er i dagpleje, men der er jo også andre ting, der skal ordnes.
Leon: Har du altid været sådan en, der har holdt dig i gang og lavet mange ting, eller har det været sådan en overlevelsesmekanisme?
Ninna: Det er en overlevelsesmekanisme, når jeg har brug for det. I min graviditet, der lå jeg på den lange tid. Der kunne jeg slappe af og så fjernsyn og spiste godt med mad. Nu har jeg ikke set fjernsyn, siden jeg var gravid, tror jeg ikke.
Leon: Jeg synes, det er interessant, at Ninna siger det her med, at der er jo ingen grund til at lægge sig til at sove, fordi jeg skal alligevel op lige om lidt. I den alder, jeg er kommet til, der synes jeg, at sådan en powernap, hvis jeg lige kan nå at få 10 minutter her og et kvarter her, så vil det være fantastisk. Men hvad siger det egentlig om den situation, hun står i, når hun begynder ikke at regne den der søvn for noget? Hvis hun sover, så kommer hun til at vågne lige om lidt igen.
Hans Erik: Det er jo den der, hvordan man bliver terroriseret, når man vågner op på vej ned i en dyb søvn, som man forsøger at have. Det er jo faktisk der, vi er mest ramt. Powernap, det er pokkers godt, hvis vi kan få vores grundsøvn, men vi mangler noget tid, altså vi mangler nogle timer. Så powernap er fantastisk, fordi det kan virkelig erstatte noget af søvnlængden. Men får du ikke den der helt grundlæggende, sammenhængende søvn, så dur powernapen ikke særlig meget alligevel. Forældre, når de står med sådan et barn som det her, som er i stand til at sige, at nu har jeg den første halvdel af natten, der har jeg vagten. Så kan den anden få de der 3,5-4 timers søvn, der hænger sammen. Og omvendt, så er vi helt vildt langt.
Leon: Det kan Ninna bare ikke, fordi hun er alene i hverdagen.
Hans Erik: Nej, hun har udliciteret sin mand. Men det er også vildt det her, hvis vi tænker på, at man ikke kan få sin søvn. Du kender, hvis man tager på ferie, for eksempel, eller skal op til en eller anden flyver, man skal være i lufthavnen, og flyver går halv syv, eller man skal så op klokken halv tre.
Leon: Ja, der kan også være noget trafik.
Hans Erik: Der er godt nok mange, der har svært ved at kunne søvn ordentligt. Og der kender man godt det der med, hvor ødelagt man kan blive af det. Vi skal lige forstå…
Leon: Ja, det er jo så bare den årlige ferie, altså én afgang.
Hans Erik: Én afgang. Ninna, det er altså et år.
Leon: Gange 20, op til 20 gange om natten.
Hans Erik: Yes. Så det er noget helt andet, vi står i. Så når hun siger det her med, at jeg har en Ph.D. i min datter i Thea ja, det tror jeg pokker, fordi får man ikke sin søvn på den måde, så gør man altså for at finde ud af det. Fordi nogen kan jo tænke, at man er tosset i hovedet, hvis man går så meget i detaljer. Nej, når vi ikke får vores søvn, så gør vi altså noget for at finde ud af, hvad der foregår.
Leon: Og en ting er, at det her med, at Thea har det svært. Jeg ved godt, jeg kredser lidt om Ninna. Og nu snakkede vi om tortur lidt tidligere. Der er også noget andet knapt så voldsomt, men jo voldsomt nok i sig selv. Nemlig studier, der viser, at mødre til børn med kroniske natlige opvågninger, de har altså et dobbelt så stort risiko for…. Jeg ved ikke, om man kan sige udvikle depression, men der ser man i dobbelt så mange tilfælde de samme symptomer som ved depression. Så det gør jo noget.
Hans Erik: Det gør bare noget ved os. Udmattelse, det er noget af indgangen til depression.
Leon: Og så siger du det her med, at ja tror pokker, at Ninna forsøger at finde ud af, hvad det er, der er galt med Thea. Altså, hvilken vej kan hun gå? Hun er jo sammen med Theas far førstegangsforældre. Og i næste afsnit, der skal vi se lidt nærmere på den tvivl, der kan opstå, når man er førstegangsforældre. Fordi jeg kan godt huske, at der er man i tvivl om det hele, men når man så står i en situation, hvor barnet bare ikke er i balance, så kan man begynde at tvivle på sig selv. Kunne jeg have gjort noget anderledes? Skulle jeg have gjort noget anderledes? Og så kunne jeg også godt tænke mig at dyrke den her, om du som, med al respekt, midaldrende mandlig behandler overhovedet har fantasi til, for alvor at kunne sætte dig ind i den situation, som Ninna står i.
