Læs afsnittet
Leon Rask Sørensen: I dag skal det handle om øjenlidelser, og Lillian, som vi lige hørte en lille snag af, hun mistede sit syn på det ene øje efter en laserbehandling. Til at gøre os klogere på øjenlidelser har vi igen dig med, Hans-Erik. Velkommen til.
Hans Erik Foldberg: Tak.
Leon: Foruden Lilian, så skal vi også møde Lisbeth, som mistede synet på sit det ene øje efter en blodprop i øjet. Og det var relativt nyt for mig, eller jeg anede ikke, at man kunne få en blodprop i øjet, før vi skulle starte med at undersøge til det her afsnit. Men det kan man så godt.
Hans Erik: Vi kan få blodpropper alle steder, hvor vi har arterier og vener. Nogle steder sætter det sig lettere end andre. Og de kan dannes forskellige steder på stedet, eller på afstand, og føres dertil. Og det der er problemet i øjet, det er jo, hvis der er en blodprop, der simpelthen blokerer, så kan det betyde, at der ikke kommer ilt til synsnerven, og så begynder der at opstå forandringer. Og har det varet for lang tid, så kan det tage varig skade, så det simpelthen ikke kan rettes op igen. Og det er her, jeg bliver nødt til at skyde ind, det er ekstremt vigtigt, når vi har nogle forandringer med vores øjne, at vi ser efter at få det undersøgt. Det er bare i stedet til øjenlægen hurtigst muligt. For der er nogle ting, der har fatalt betydning, altså uopretteligt, hvis ikke vi får kigget til det med det samme. Men der er også nogle ting, der går galt, som der måske ikke kan gøres noget ved af øjnene. Og det er her vi af og til kommer ind i billedet.
Leon: Og hvad er det så for nogle symptomer, man skal være opmærksom på? Får man en blodprop i benet, så mærker man hævelse og smerte og varme, og der er også noget med blodpropper i både hjerte og hjerne, altså de her stræk-snak-smil og andre ting, vi skal være opmærksom på.Hvad skal man være opmærksom på, når det handler om øjnene?
Hans Erik: Jamen, så er det pludselig synstab, eller det er et sløret syn, eller f.eks. som Lisbeth, vi har gang i oplevet, som om det var ligesom at se igennem sne.
Leon: Og Lisbeth skal vi have præsenteret nu. Hun er en af de 20.000, der lever med en blodprop, eller som har en blodprop. 5.000 rammes hvert eneste år. Det er så der, at Lisbeth er en af dem. Lad os lige prøve at høre, hvad Lisbeth fortæller om dengang, hun vidste synet på sit øje.
Lisbeth Ubbesen: Jeg har jo egentlig oprindeligt kommet her, fordi jeg har Sarkoidose, og har gået til behandling for det. Og så på et tidspunkt blev jeg blind på det ene øje sådan lige pludselig, og var ved øjenlæge, og fik at vide, at det var en blodprop på synsnerven, og den var ødelagt, så man kunne ingenting gøre ved det. Og der havde jeg så lidt syn, at jeg kunne skimte lidt helt herude, men alt det der imellem blev mørkt grå. Altså på det ene øje. Og der passede det sådan, at dagen efter, at jeg var ved øjenlæge og fik konstateret, at de ingenting kunne gøre, der skulle jeg herover. Og en dag havde jeg hørt i venteværelset, at han (Hans Erik Foldberg, red.) havde hjulpet nogen, der fik en blodprop i øjet. Og derfor så tænkte jeg, at det må du heller lige snakke med ham om.
Leon: Relativt voldsom historie, Lisbeth, hun fortæller om, og ham hun taler om, det er jo dig, hans Erik. Hvad stiller du op, hvad er det første, du gør, når der kommer en patient som Lisbeth, der siger, at hun har en blodprop i øjet?
Hans Erik: Først skal vi lige være sikre på, at de har været ved læge, og øjenlægen har fundet ud af, hvad det er der er op og ned i det her. Så vi er sikre på, at det er det rigtige, vi kommer til at behandle. Og nummer to, det er jo selvfølgelig, at vi tager hele interviewet, og bliver klar på, hvordan er det opstået, det her, hvad ligger forud for, og hvad er der sket siden, at man har mistet synet, eller synet er blevet forværret, sløret, eller hvordan de nu har ratet sig. Og så er vi altså meget interesserede i at vide, hvad er der ellers af historik for den her person? Hvad er der er sygdomshistorik? Fordi andre sygdomme kan være med til at gøre, at man lettere får en blodprop i øjnene. Og der bliver man nødt til lige at se helheden i, hvordan er det kroppen fungerer. Fordi en blodprop i øjet, ja det kan godt virke til, at det opstår bare pludseligt. Men så pludseligt er det altså heller ikke, fordi typisk er der andre kroniske sygdomme, som er i spil. Det her tilfælde, der er der diabetes for eksempel i spil. Det andet tilfælde med Lilian, der er også diabetes, der ligger bagved. Og Lisbeth har også den her lungesygdom, som hedder Sarkoidose, som angriber netop lungerne. Og i de tilfælde, der kan der være forhøjet inflammationsniveau, og et forhøjet inflammationsniveau, det fordrer, at der lettere opstår blodpropper. Og en ting er jo at se, om man kan bedre det symptom, som folk henvender sig med i det her tilfælde med Lisbeth. Jo, jeg har mistet mit syn på mit øje. Men en anden ting det er også at hjælpe på vej til, hvordan dælen undgår vi, at man så let danner de her problematikker. Så vi bliver nødt til at få et helhedsbillede af, hvordan fungerer den her krop. Hvad er der opstået af sygdom, kronisk sygdom, som kan være med til at øge risikoen for, at der for eksempel kan opstå en blodprop? Er der blevet ordentligt undersøgt i forhold til blodtryk? Hvordan det kører? Vi sagde, der var diabetes. Er der så blevet undersøgt for, om der er forhøjet blodsukker på vej til en diabetes, eller har vi en udviklet diabetes her? Så når det rammer sådan nogle ting som det her, er det virkelig vigtigt at sikre sig, at der ikke er sket fejl. Fordi når man bevæger sig ind i sundhedssystemet, så er der altså travlt. Og der kan bare opstå fejl en gang imellem. Kan vi gøre noget for at redde eller stoppe, at der ikke er noget, der bliver overset? Så skal vi det, og det ser vi af til, at der er noget, der bliver overset. Jeg tænker, det er et vilkår. Når der er travlhed, så kan der overses ting. Men der skal vi prøve at være garant for den, der søger os.
Leon: Jeg er så nødt til at spørge dig, fordi vi kan godt afsløre allerede nu, at det lykkedes faktisk at hjælpe Lisbeth til en vis grad. Så hvad er det, du har gjort her i klinikken, som man ikke har formået, eller som man måske har overset at gøre i det mere etablerede sundhedsvæsen?
Hans Erik: Vi har jo en helt anden tilgang til, hvordan vi kan hjælpe. På symptomer og i forhold til sygdomme, til at kroppen kan håndtere de ting på en bedre måde. Vi har ikke noget, der behandlingsmæssigt kan gå ind og slå noget ned. For eksempel hvis du har smerter, så kan du tage smertestillende medicin. Hvis du har for højt blodtryk, så kan vi give noget medicin, som trykker blodtrykket ned. Eller har du for højt blodsukker ved diabetes, så kan vi give noget medicin, som trykker blodsukkerniveauet ned. Vi arbejder jo en anden vej omkring. Vi bruger akupunktur, vi bruger andre metoder, som har til opgave til at se, hvordan vi kan få kroppen til at fungere bedre, og hvordan kan vi få kroppen til at restituere sig ud af de problematikker, der nu kan være opstået. Så når vi har en patient, der kommer med en blodprop i øjet, så kigger vi på, hvordan vi kan få kroppen til bedst muligt at restituere på det, der er sket i øjet. Det, der har været virkningen af, at der har sat sig en blodprop i øjet. Det er vores hovedfokus.
Leon: Og vi vender tilbage til Lisbeth, for vi skal også lige have introduceret Lilian. Lilian, hun mistede synet på sit ene øje efter en laserbehandling. Også hun er diabetiker og derfor jævnligt går til de her laserbehandlinger. Da hun mister synet på øjet, så bliver hun tilbudt en hjælp. Det er en hjælp, som Lilian overhovedet ikke er interesseret i. Prøv at høre her.
Lilian Thorsen: Og jeg sad bare sådan fuldstændig i panik og tænkte, det skal simpelthen være løgn. I skal ikke først lave en fejl med mit øje, og så bagefter til at skære i det. Når man har haft diabetes i så mange år, som jeg har, så har man desværre en erfaring med fra sygehuset med, at når en bold begynder at rulle, så kan det bare gå rigtig galt. Der kan hurtigt komme nogle komplikationer, som man egentlig ikke lige havde forudset i første omgang.
Leon: Ja, det er voldsomt sager hun fortæller om her. Måske vi lige skal få med, at den operation, som hun så blev tilbudt, det var at få fjernet det her glaslegeme, som er det, man egentlig ser igennem. Eller hvad er det for noget?
Hans Erik: Ja, det, der skete for Lilian, og det er jo bare sort uheld, der bliver lavet masser af laserbehandlinger på øjnene, hvor der ikke går noget galt. Men hun er simpelthen uheldig i det her, at der går hul på nogle kar derinde, og der strømmer blod ud i glaslegemet. Og det, hun jo får at vide, det er, at hvis ikke det tyder op, så kan vi gå ind og lave en udskiftning af indholdet i glaslegeme. Der er sådan en gelemasse i glaslegemet, som gør, at vi har klart syn. Altså, der er klarhed fra pupillen og ind til synsnerven, så vi kan opfatte det, vi ser. Og det kan man skifte ud, og komme saltvand ind, eller gas ind, eller olie ind, så vi igen kan få et tydelig syn. Men det forstår man jo godt, at Lilian er ikke meget for, at der lige er sket noget galt her, og hvad kan det nu ske ellers galt, hvis vi nu begynder at lave en operation? Altså, hvis én ting er gået galt, kan det så gå noget næste galt? Det er jo sådan en meget naturlig reaktion, tænker jeg, at man er bange for, at kommer der så flere komplikationer til.
Leon: Men hun nævner også det der med, at hun er diabetiker, og så har hun erfaring med, at så begynder bolden at rulle. Er der hold i det?
Hans Erik: Vi kan jo sige i hvert fald, at når man fejler et eller andet, en kronisk sygdom, to kroniske sygdomme, så er der ting, der kan begynde at lappe ind over hinanden. Begynder man at få en hel del medicin. Den første slags medicin man får, måske ingen problem, den anden helt ingen problem, men når der begynder at komme flere mediciner til, så begynder der bare at opstå flere bivirkninger eller uheldige virkninger ved den behandling, man har gang i. Det kan mange have svært ved at forstå, at det kan være sådan, når man måske er for nervøs. Men mennesker, som har oplevet at fejle flere ting, og der kommer ting op hen ad vejen, de oplever også, at ting kan gå galt. Og det er jo helt naturligt. Det svarer til, at man har bilen til mekaniker, og så er det lidt galt her, og det er sgu lidt en gammel bil, og man reparerer lidt på den her, og lidt der, og så videre. Og på et tidspunkt, så hænger det ikke så godt sammen. Men ja, så skifter vi bilen ud, men vi skifter jo mennesker ud. De skal jo ligesom drifte videre. Vi ser det f.eks. med operationer. Altså håndboldspillere eller speedwaykører, eller nogen, som virkelig har været udsat for det ene eller det andet. Det tredje brud, brækket, skadede knæ, og man har været inde og operere. Jamen, de kender ganske godt det her med, at der kommer flere ting til, og på et tidspunkt, så bliver det bare ikke rigtig godt. Som jeg plejer at sige, når jeg skal undersøge en patient, jamen først, når vi lige har interviewet, så undersøger vi patienten, for vi skal lige se, hvad det er for noget materiale, vi har med at gøre. Fordi hvis vi skal ind og fortælle om, hvad vi kan gøre ved det her, så er det rart at vide, hvad kvaliteten af materiale er. Ligeså vel som en snedker gerne vil vide, hvad det er for noget træ, han skal lave et eller andet på. Jo bedre træet er, jo større sandsynlighed er det for et godt resultat. Og sådan er det jo faktisk også med os der behandler. Altså jo bedre den person, vi står over for at fungere, jamen desto større chance er det for at lave et godt resultat. Og det er simpelthen det, Lillian har oplevet, at der er nogle ting, når de begynder at komme op, ja så kan det begynde at trille.
Leon: Men det er måske også en afvejning af, okay det risikerer at gå galt, altså det kan blive værre, og vil jeg så hellere have status quo, selvom det også er slemt. Er der noget mentalt i det?
Hans Erik: Ja, det vi kender, det har vi tryghed i. Det vi ikke kender, det har vi uvished over for. Og noget af det værste, vi som menneske kan stå i, det er uvisthed. Jeg ved, hvad jeg har, jeg ved ikke, hvad jeg får. Altså det er der, vi har det udtryk.
Leon: Og selvom både Lisbeth og Lillian kommer med en øjenlidelse, så kommer de med to forskellige baggrunde. Altså den ene er en blodprop, og den anden det er en laserbehandling, der er gået galt. Er der forskel på måden, du angriber de her problemstillinger på?
Hans Erik: Man kan sige, at der er forskel på, hvad det er, der er i spil, hvad det er, der foregår i øjet, og der er forskel på, hvordan vi behandlingsmæssigt skal gå til det. Men det starter jo, ligesom det gjorde med Lisbeth, også med Lillian her, om at vide, hvad er der i spil i organismen her, og få et overblik over det, og hvordan angriber vi så bedst det her eller understøtter den normale måde for kroppen, at forsøge at udbedre det her problem. Vores krop er jo fantastisk i evnen til at kunne restituere, men nogen ting, altså man kan sige, når man kører på vejen, man er måske ved at komme ud i grøften, og der er ved at gå noget galt, så er det nemmere at få rettet bilen op på vejen igen, end hvis man er røget helt i grøften. Nogle af de ting, vi bliver udsat for, for eksempel som blodprop i øjet, eller den her blødning, som Lillian har i øjet, de har altså en vis alvor og en vis ødelæggelsesmekanisme, så her kræver det noget for at kunne få restitueret på det. Og når vi så behandler det, jamen så går vi faktisk ret hårdt til værks, når vi har det i akut stade. Fordi i en akut tilstand, der kan vi gøre det, at når vi går ind og behandler, i begge tilfælde her jo med akupunktur, jamen så kan vi gå ind og behandle, hvor vi øger gennemstrømningen til øjet, og vækker nervevævet, vækker dets restitutionsevne. Og når vi har gang i det, så skal der altså knokles på for at lave så kraftig en effekt, så kraftig en restituerende effekt på øjet, som overhovedet muligt. Så det skal gå stærkt.
Leon: Og vi springer lidt frem og tilbage i det med både laserbehandlinger og blodpropper. Vi skal tilbage til blodproppen, for Lisbeth, hun nævner jo faktisk lidt om, hvad det er for udfordringer, som hun har. Uden at sådan fortælle, hvor meget og hvor slemt det står til, og hvordan det ender, så fortæl lige alligevel, hvad er det for nogle synsproblemer, som hun oplever?
Hans Erik: Jamen, hun oplever jo, at det er fuldstændig som sne, og hun ikke rigtig kan se noget med det øje, der er ramt. Og det har hun så på den måde, at det centrale syn, det er det, der er ramt. Det er der, der er white out. Og når man så har det i omkredsen, så kan man godt fornemme noget kontur af noget ude i det ydre synsfelt. Det er der, at man sådan kan dreje med hovedet for at se lidt ud af siden, så kan man lige jo godt fornemme noget. Så det er jo sådan lidt kontur af noget, hun kunne have der.
Leon: Og efter noget tid, så oplever Lisbeth faktisk også en bedring på synet. Prøv at lytte med her.
Lisbeth: Og så kunne jeg sådan langsomt mærke, at der kom mere og mere syn. De havde sådan en tavle herude i venteværelset dengang, sådan nogle som øjenlæger også har. Der kunne jeg slet se tavlen. Og efterhånden, så kunne jeg begynde at læse de øverste. Og så kunne jeg komme længere og længere ned. Og var faktisk nede på at kunne læse syv eller otte rækker. Men øjenlægen tror jeg jo bestemt ikke på at der her har hjulpet. Altså dengang jeg fortalte ham, at jeg gik til akupunktur, og at det havde hjulpet. Så så han, at det havde ingenting med det at gøre. Så var jeg til noget undersøgelse oppe i Aalborg. Og de konkluderede så, at det havde nok ikke været en blodprop i øjet alligevel. Det havde nok været noget inflammatorisk betændelse i stedet for.
Leon: Så hvis det ikke var en blodprop, hvad var det så?
Hans Erik: Ja, om det er det ene eller det andet. Det er jo egentlig ikke det, vi går mest op i. Det vi går mest op i, det er, hvordan får vi det her problem restitueret bedst muligt. Det er det eneste, det tæller for os. Vores krop er i stand til at kan restituere vanvittigt mange forskellige ting. Men igen, har det en vis alvor, så er det typisk, at der skal noget hjælp til. Så om det er en betændelsestilstand på synsnerven, eller det er en blodprop i øjet, eller det faktisk har været begge dele; at blodproppen, der egentlig er blevet normaliseret, og så en betændelse i synsnerven bagefter, der har hængt lidt. Jamen, det vigtigste for patienten, det er jo at komme til at se, og kan få et normalt syn. Eller så normalt, som det nu kan lade sig gøre at få det. Hvis det er sådan, at man har betændelse i synsnerven, så er det noget af det, der heler sig typisk i løbet af et par uger. Og der vil jeg bare sige for hendes vedkommende, der er det jo ikke bare et par uger, det har haft om at hælde sig. Så sandsynligheden for det, tænker jeg ikke… den kan i hvert fald afstå alene. Men igen, der er sådan lidt en tendens til, at hvis der sker noget, som vi har svært ved at forstå, for jeg har jo hørt sådan en historie her mange gange, i forhold til når jeg har haft folk til behandling for blodprop i øjnene. Når man først får at vide, at det her kan der egentlig ikke gøres noget ved, så bliver det, og vi tager det kørekort. Når folk så har kommet tilbage, og så har de fået at vide, nu kan du godt få et kørekort, fordi du ser ganske udmærket, så har man fra øjenlægesiden i en del tilfælde en tendens til at sige, så har det ikke været en blodprop i øjnene. Og for mig er det fuldstændig ligegyldigt. Det eneste, der tæller, det er, at patienten kommer til at stå bedst muligt efter den skade, der nu er opstået.
Leon: Og Lisbeth står faktisk et bedre sted nu her efter behandlingen, end da hun gjorde, da hun kom og prøvede at høre, hvad hun siger her.
Lisbeth: Det er lidt mere sløret for det øje, end det er for det andet, men jeg har syn nok til, at jeg må købe bil med det, uden at have det andet. Altså, jeg tror, at jeg ligger på omkring 70 procent syn på det nu. Og jeg er sådan set afsluttet med det, men det er, fordi jeg har sukkersyge, der gør, at jeg skal til øjenlæge nu. Det andet er afsluttet, og jeg har bare fået at vide, at hvis der kommer noget, så er det vigtigt, at jeg kommer igen. Og så kan jo ikke lade være med at tænke, hvor vigtigt det er, når de ingenting kan gøre ved det.
Leon: Hun går altså fra 0 procent syn på det ene øje til helt op på 70 procent. Det er noget af en forskel, må man sige.
Hans Erik: Ja, det er jo fantastisk. Fra at man ikke kan se synestavlen med og så faktisk kan få 70 procent syn, og kan få sit kørekort igen. Eller rettere sagt, hun kunne jo godt køre, fordi hun havde det andet øje, men som hun siger, jeg må køre med det her øje, som det fungerer nu, hvis der skulle gå noget galt med det andet øje. Og det giver også en fantastisk tryghed, fordi det er noget, jeg har oplevet mange gange. Hvis folk har mistet synet på ét øje, så frygten for at miste synet på det andet øje, det fylder faktisk rigtig meget i folks bevidsthed. Så det her med, at noget kommer til at fungere igen, jeg tror, man skal have prøvet at miste, for at forstå, hvor stor betydning det har for et menneske, hvis noget kommer tilbage. Det her med at være i den her sårbarhed af at have mistet, det gør rigtig meget ved os. Og så er der bare en anden ting også, det er, hvis det nu for eksempel var kørekort, man havde mistet, det er det der med, at være afhængig af andre mennesker. Det er jo ganske forfærdeligt. De fleste mennesker vil rigtig gerne kunne klare sig selv. Og vi kan godt smile lidt af det. Ja, det er fint, som pårørende måske, man smiler. Men den dag, hvor du står der og skal levere varen til den, som har mistet og er vedkommende afhængig af en, ja, så kan det også lige pludselig blive en byrde. Men det er en endnu større byrde for den, der har mistet. Fordi det at skulle bede om hjælp hele tiden. Der er noget skamfuldt, noget ynkeligt, noget, jeg kan ikke klare mig selv. Og den betydning i forhold til selvopholdelsesdriften ved et enkelt individ, det er vanvittigt, hvad det betyder. Så det skal vi værne om. Og det er her igen, jeg bliver bare nødt til at melde mig ind i den her, i hvor fantastisk vores organisme er. Og det skal vi virkelig yde respekt, når kroppen er i stand til at restituere på noget så svært som et øje. Jeg kan huske for min egen vedkommende de første to år jeg var behandler, der troede jeg slet ikke, at man kunne gøre noget ved øjnene. Fordi jeg tænkte, det er jo alt for besværligt for kroppen at kunne restituere på. Men hvad jeg har set igennem tiden, så er det vildt, hvor meget kroppen kan. Og når den kan på et øje, så kan den på det meste.
Leon: Så umiddelbart en god slutning for Lisbeth, men vi mangler stadigvæk lige Lilian. I forhold til det der med at miste synet, det kan være svært for os, der ikke har prøvet det, at sætte sig ind i, hvordan det opleves og hvad det betyder. Men der ved jeg, du har en lille anekdote.
Hans Erik: Ja, man kan sige, at noget af det, der sker, når man mister en eller anden sans eller en evne, så har vi en tendens til at tjekke det. Nogen har måske prøvet det her med, at der er gået noget af en tand, eller der sidder noget i tænderne fx. Hvordan tungen så går fuldstændig vanvittigt i gang med at undersøge og mærke efter på det her, der nu er gået galt. Det vil sige, alle sanser vi mister, dem har vi en tendens til at tjekke af. Lad os lige prøve at høre, hvordan Lilian kører løs med det her.
Lilian: Jeg sidder sådan hele tiden og tester synet. Jeg lukker højre øjne og siger, kan jeg se noget? Så sidder jeg og taler i telefonen med min datter, og hvor fjernsynet så er tændt. Lige pludselig stopper jeg, for lige pludselig kunne jeg læse teksten på fjernsynet. Det var altså ret vildt.
Hans Erik: Det er sådan noget, som Lilian fortæller om, hvordan man så pludselig kan se igen. Man bliver bare så berørt, når man oplever et menneske fortælle det her første gang. Og historien i det her, det er egentlig, at Lilian har gået til en forebyggende og vedligeholdende akupunkturbehandling. Typisk med en måneds mellemrum. Og så opstod det her problem en dag i august. Og 12 dage efter kommer hun til almindelig behandling ved mig og fortæller om det her. Og spørger om jeg ikke for pokker kan gøre noget ved det. Jamen, det ved vi ikke, om vi kan. Men en ting, der er sikkert, det er, at det skal i hvert fald forsøges. For der er alt at vinde og intet at tabe i det her. Og så giver vi hende faktisk en behandling. Og det hun lige har siddet og fortalt her, det er faktisk det, der sker om aftenen den dag, hvor hun har modtaget behandlingen. Og dagen efter skal hun også til behandling. Og der fortæller hun om, at nu har det lukket op for det her. Og det skal vi selvfølgelig bare have gjort bedre. Vi behandler hende dagen efter og to dage efter igen og tre dage efter igen ugen efter. Og så er vi egentlig nået derhen, hvor hun har en god fornemmelse af sit syn. Og så lader vi det gå en uges tid. Og der har hun så i mellemtiden vurderet hendes syn. På det tidspunkt her og fået at vide, at hendes syn nu er 80% bedre. Det vil sige efter fire akupunkturbehandlinger 80% bedre. Og igen her skal vi forstå det, at hun har gået til vedligeholdende behandling. Det er mest sandsynligt, at det er det, der er det afgørende i, at hun faktisk reagerer så hurtigt. For havde hun ikke gjort det, så kunne det godt være, at vi kunne have lavet en juhu-behandling, hvor hun har fået så hurtig en effekt. Men vi ser faktisk, at mennesker, som er oppe og fungerer ret godt, som vi har ret godt kørende. Jamen dér er det, vi får de der meget, meget hurtige resultater. Så hun er et godt eksempel på, at det faktisk betyder noget, at man er godt kørende, når uheldet er ude. Og det er her, vi skal have den der respekt for, at organisme, det er ikke bare en organisme, der skal have lov at køre sit eget løb og køre længere og længere ned. Nej, vi skal forsøge at holde ressourcerne op, så den står bedst muligt til, hvad end der nu måtte møde os. Vi ved aldrig, hvad der sker i morgen.
Leon: Og nu siger du op til 80%. Det blev faktisk endnu bedre. Det tager vi lige om lidt. Først så skal vi lige runde, hvad vi taler om i næste afsnit, hvor vi nørder øjenlidelser endnu mere igennem. Og hvordan I i klinikken oplever de her øjenlidelse problematikker. Tilføjelser?
Hans Erik: Nej, det her er bare to gode eksempler på, hvor fantastisk den menneskelige organisme er til at kunne restituere sig. Og forståelsen af det, det er det, vi synes er fantastisk at arbejde med til daglig.
Leon: Og med det så lader vi Lilian få de sidste ord i denne her omgang.
Lilian: Man skal faktisk have tre laserbehandlinger, fordi det skal nå hele vejen rundt i nethinden. Og der fik jeg min anden læserbehandling i sidste uge. Og der testede de så synet igen, før de påbegynder læserbehandlingen. Og der var mit syn 99 procent. Så det var fra 0 til 99 uden operation. Så det var den gave, jeg fik ved at få akupunktur. Jeg undgik at få skåret i mit øje.
