Af Hans Erik Foldberg, Foldberg Kurser, far til 5 børn i alderen 9-24 år

Der er rod i forældreskabet anno 2017. Vi må hanke op i det og få styr på vores biologiske kerneopgave, før det forvandler sig til en trussel mod velfærdssamfundet. For hvilke unge og voksne kommer der ud af de børn, som vokser op i disse år?

Der er et stort behov for at gøre fædre og mødre stærkere, så vi kan gøre vores børn stærke. I dag ser vi flere og flere børn og unge, der får stress, udvikler angst og andre psykiske problemer. Vi er nødt til at vende den udvikling for ikke at underminere vores velfærdssamfund. Pilen peger på os selv.

Jungleloven hersker i skolen
Lærere og pædagoger i Danmark oplever i stigende grad behovet for, at skolen ikke alene skal være dannende i form af at give børn viden, faglige færdigheder og træning i samarbejdets kunst. Skolen har ligeså stille fået tilføjet en opdragende opgave. Men der er ikke tid til både at have øje for børnenes individuelle behov i undervisningen, være dannende og opdragende. Konkurrencen om tid bliver hård. Det betyder reelt, at børnene er overladt til ’jungleloven’, og det kan være en rå oplevelse for de mindre stærke.

Uanset, om man synes om det eller ej, så forandrer læreren og pædagogens rolle sig i kraft af forældrenes voksende usikkerhed. Derfor er det vigtigt, at fagfolkene tilegner sig nye redskaber til at udvikle sig selv som stærke og robuste mennesker for at kunne støtte forældre og børns udvikling. På den måde kan vi igen få fokus på, at skolen skal være dannende og give børnene viden og færdigheder.

Forældrene er skræmte
Forældre i dag er skræmte og verdensmestre i bekymring og strategier for kontrol. Vi forsøger at skærme børnene for alt ondt, besværligt og kedeligt. Vi glemmer helt at være deres guider i livet, hvor sandheden jo er, at vi ikke kan undgå, at de møder modgang, konflikter og modstand. Jo mere vi skærmer vores børn, jo dårligere bliver de til at rejse sig igen.

Som forældre er vi udfordret af en overflod af informationer, der både forvirrer, overvælder – og terroriserer: ”Hvad er godt, sundt og rigtigt for mit barn lige i dag?”, og ”det vi gjorde i går, var helt, helt forkert”. Det er kravet om at være ’den perfekte familie’, at være ’på’ og online i en hidtil uset grad, og at man helst ikke vil gå glip af noget som helst. Vi betragter os selv udefra og har sluppet kontakten til vores indre værdier, hvor en instinktiv viden om, hvad der er rigtigt og forkert, er lagret.

Der er ikke noget at sige til, at det kan være svært at finde sit ståsted som forældre. I virvaret af informationer og krav om at være ’på’, er det ofte nemmere og hurtigere ’at gøre det selv’ i stedet for at lade barnet prøve sig frem og drage sin egne erfaringer til en livsnødvendig ballast. Samtidig får familierne færre børn i dag, og derfor får vi ikke i samme grad erfaringer med os fra vores søskende og forældre.

Opdragelse er en biologisk kerneopgave
Der er ikke skyggen af tvivl om, at kærlighed i rigelige mængder er godt for børn. Men størrelser som ansvar for og tillid til børnene hører med, for forældres kærlighed bør også vise sig i mange andre skikkelser end blot beskyttelse og hensyn. Børn har brug for voksne, der har modet til at guide og opdrage tydeligt.

At få børn er blevet et ’selvrealiserings-projekt’. Vi får børn for at udleve det, vi ikke selv får afløb for. I virkeligheden bør vi hive forældreskabet og børnene ned fra den høje piedestal, hvor det er usundt at være. At være forældre og opdrage vores børn til at klare livet er i bund og grund en biologisk kerneopgave. Som når hunde får hvalpe, køer får kalve og katte får killinger.

Stærke forældre giver stærke børn
Vi er nødt til at starte med at se på os selv og den måde, vi er forældre på i dag. Derfor arbejder Foldberg Kurser sammen med Thise Friskole i Salling om et pilotprojekt for at udvikle et kursusforløb ”Stærke forældre – stærke børn”. Målet er, at det skal give forældrene ro og styrke til at holde fokus på netop kerneopgaven at guide og opdrage børn til livet. En flok modige og engagerede forældre deltager i pilotforløbet, og det er vi uhyre taknemmelige for.

Forløbet handler om forældreskabet, når al idyllen er skrællet af. Alle de situationer, hvor man som forældre – helt naturligt – føler sig pressede, trængte og i tvivl om, hvordan man skal håndtere barnets reaktioner. Det handler om at turde stå ved det uperfekte. Stå ved, at man er i tvivl. Stå ved, at man bliver vred ind imellem. Erkendelsen af, at man altså ikke står alene med den slags oplevelser og fornyede redskaber til hverdagen med børnene. Det giver forløsning og ro til at koncentrere sig om kerneopgaven. Den må og skal vi finde tilbage til.